Danmark offentliggør liste over guldbarer, men der mangler serienumre

Følgende er en oversættelse af en artikel af Jan Nieuwenhuijs fra Gainesville Coins 04.05.2022 under titlen: Denmark Releases Gold Bar List, But the Serial Numbers Are Missing.

Troværdighed er en centralbanks mest værdifulde aktiv. Hvis troværdigheden går tabt, kan en centralbank godt pakke sammen. Gennemsigtighed er et af midlerne for en centralbank til at opnå troværdighed. Da den monetære ustabilitet har været stigende i årevis, er centralbankerne tvunget til at blive mere gennemsigtige.

En centralbanks monetære guld kan ses som dets Plan B. Hvis f.eks en centralbank ikke formår at kontrollere prisstabilitet gennem pengepolitik, Plan A, kan den knytte sin valuta til guld for at genoprette stabiliteten.

Guld er imidlertid et følsomt emne. På den ene side har en centralbank brug for guldreserver for at understøtte tilliden til sin balance. Især centralbanker, der udsteder reservevalutaer. På den anden side, hvis en centralbank lægger for meget vægt på guld, kan det destabilisere Plan A.

Centralbanker har svært ved at finde en balance i, hvor gennemsigtig de skal være om guld. Siden 2008 er tendensen mere gennemsigtighed, men ikke for hurtig. Følgende er eksempler på, at statslige organer har øget guldgennemsigtigheden i de seneste fjorten år:

• Alle store europæiske centralbanker, undtagen Banco De España, har oplyst de geografiske placeringer af deres guldreserver.
• Adskillige centralbanker har været gennemsigtige omkring hjemsendelse (repatriering) af guld. Venezuela, Tyskland og Østrig meddelte på forhånd hjemsendelse. Andre lande, såsom Holland og Tyrkiet, offentliggjorde det, efter guldet var bragt hjem.
• Tysklands centralbank har offentliggjort en oversigt over dets guldlagringssteder helt tilbage til 1950, hvorigennem vi fik at vide, at tyskerne hjemsendte næsten 1.000 tons fra London omkring århundredeskiftet.
• Tyskland har udgivet en bog om sine monetære guldreserver, udgivet en otte minutters video af hvælvingen i Frankfurt og lavet en udstilling om dets guld.
• Ruslands centralbank har offentliggjort billeder af sine guldreserver.
• Centralbanker er begyndt at kommunikere om revision af deres metal.
• Bank of England (BOE) har offentliggjort månedlige guldleasingdata, der går tilbage til 1999. Vi kan antage, at dette refererer til guld udlånt af HM Treasury (via BOE).
• Storbritannien er begyndt at offentliggøre import- og eksporttal af ikke-monetært guld, hvilket afslører strømme ind og ud af det største guldmarked globalt: London Bullion Market.
• Schweiz, verdens største raffineringshub, har siden 1982 udgivet et excelark over værdien og vægten af ikke-monetær guldimport og -eksport pr. land.
• Kina er begyndt at offentliggøre ikke-monetære guldimport- og eksportdata.
• USA har offentliggjort en guldbarreliste over sit monetære metal.

I oktober 2021 udgav Danmarks Nationalbank en rapport med titlen “Danmarks Nationalbanks guld – et historisk overblik”. Rapporten indeholder en historisk baggrund for det danske guld, dets opbevaringssteder siden Anden Verdenskrig, og hvor meget der blev udlånt.

I øjeblikket ejer Danmark 66,5 tons pengeguld. Heraf er 0,5% opbevaret i Federal Reserve Bank of New York, 2,5% opbevares i København, og 97% opbevares hos BOE i London.

I 1987 begyndte Danmarks Nationalbank at udlåne guld fra sin lille aktie i Storbritannien. For at øge udlånet i London engagerede den sig i “placeringsbytteudlån med kvalitetsopgradering.” Fordi danske barer opbevaret i New York ikke overholdt de gældende standarder i London, lånte Nationalbanken sit guld i New York og fik opgraderede barer tilbage i BOE-boksen i London plus renter betalt i guld. Danmark holdt op med at udlåne guld i 2004.

Ifølge rapporten undersøgte Nationalbanken i 2010 muligheden for at hjemtage guld fra London. Det blev besluttet ikke at hjemtage foreløbigt.

Vi kræver fuld gennemsigtighed om guldet

Nationalbankens guldrapport dækker også “spørgsmål vedrørende … kontrol og revision af guldbeholdningen.” Desuden blev der udgivet en guldbarreliste. Fra rapporten:

“Efter at Bank of England åbnede for muligheden for kontrolbesøg, gennemførte Nationalbanken i 2014 og 2018 fysiske inspektioner i Bank of England, hvor prøver af guldlageret blev kontrolleret. Registreringsnumre og renhed af prøven af guldbarrer. blev kontrolleret ved at aflæse stemplet på guldbarerne, som også blev vægtkontrolleret og ultralydsscannet. Ved ultralydsscanning kontrolleres det, at den enkelte guldbarre er lavet af samme materiale hele vejen igennem. Eftersynene har ikke givet anledning til bemærkninger.”

Det er forbløffende at læse, at BOE ikke tillod revision, og at udenlandske centralbanker ikke pressede igennem for fysiske inspektioner før 2014. Ved at bringe emnet fysisk inspektion op, bekræfter danskerne dog vigtigheden af revision. Afgørende for en fysisk inspektion er gennemsigtighed, inddragelse af en uafhængig revisor, og alt papirarbejde skal være lovligt.

I sidste ende er de danske skatteydere “aktionærerne” i Danmarks centralbank og de ultimative ejere af dens guldreserver. Nationalbanken er depotbank for guldet, som hyrer BOE som underdepotbank. I Nationalbankens årsrapport 2021 deler PricewaterhouseCoopers (PwC) sit ansvar:

“Vi er uafhængige af Danmarks Nationalbank… Vi har udført vores revision i overensstemmelse med International Standards on Auditing og yderligere krav, der gælder i Danmark… Det er vores opfattelse, at årsregnskabet giver et retvisende billede af Nationalbankens aktiver, passiver og finansielle stilling som den 31. december 2021…”

Jeg ved ikke, om PwC fysisk har verificeret guld hos BOE, men lad os antage, at revisionen er blevet udført, som den burde være.

Nu om barlisten udgivet af Danmarks Nationalbank, som ikke indeholder serienumre. The Good Delivery Rules for Gold and Silver Bars af London Bullion Market Association (LBMA) foreskriver en guldbarreliste, der inkluderer en streg’s serienummer, mærkekode, bruttovægt, analyse og finvægt. Se nedenunder.

Nationalbanken skal være i besiddelse af en sådan barliste. På BOEs hjemmeside læser vi: “Vi accepterer kun barer, der overholder LBMA Good Delivery-standarder.” Og serienumrene på Good Delivery-barerne er dokumenteret af BOE for sine kunder baseret på LBMA-regler (se ovenfor).

Derudover kan det i rapporten læses, at Nationalbanken foretog fysiske inspektioner ved at sammenligne “registreringsnumre [løbenumre på en liste] … over guldbarrer” med stemplerne på guldbarrer.

Ovenfor er et skærmbillede af barlisten udgivet af Danmarks Nationalbank. I stedet for serienumrene, hvorigennem søjler kan identificeres, tildeles opgjorte inventarnumre til hver søjle. Manglende overholdelse af branchestandarder øger ikke Danmarks Nationalbanks troværdighed.

Da stort set alt det danske guld opbevares på BOE, hvor yderligere 5.660 tons andre centralbanker og forretningsbanker opbevares, skal vi være skeptiske over for revisionsprocedurerne. Vi vil undgå, at barer på BOE står på Nationalbankens liste såvel som på listen over andre centralbanker.

Hvis alle centralbanker, der opbevarer guld hos BOE – såsom centralbankerne i Danmark, Australien, Holland, Belgien, Tyskland, Finland, Italien, Portugal, Østrig, Sverige, Schweiz, Rumænien, Polen, Japan, Sydkorea og Indien – ville udgive en ordentlig bar liste, alle kan tjekke om søjler er opført to gange. Dernæst bør centralbankerne fysisk inspicere deres guld med uafhængige revisorer. Denne procedure ville give centralbankerne fuld troværdighed. Troværdighed, der kan komme til nytte hen ad vejen.

Mig bekendt gør kun Mexico brug af BOE-lagerfaciliteter og har udgivet en guldbarreliste med serienumre. USA’s guldbarreliste overholder industristandarder, men amerikanerne har intet guld opbevaret i London. De bar-lister, som Danmark, Tyskland og Australien for nylig har udgivet, er nærmest værdiløse.

Hvis Mexico kan offentliggøre en ordentlig guldbarreliste, hvorfor kan andre så ikke?

*

Kommentar

Artiklen udmærker sig ved sin præcision og dens mange referencer. Den er for så vidt en typisk artikel fra en firma, der yder finansanalyser og -rådgivning. Der er ingen gisninger udover de faktuelle, men der skinner dog en klar holdning igennem + en kritisk mistænksomhed, for forfatteren konstaterer, at der ikke er fuld troværdighed, så længe der ikke er fuld åbenhed, og så længe der som hos Danmarks Nationalbank oven i købet mangler serienumre.

Vi må spørge os selv om, hvor de blev af. Hvis vi skal gå lidt videre, må vi spørge, om det er hos Danmarks Nationalbank eller hos Bank of England, at der er fejet noget ind under guldtæppet. Da vi ikke bedriver et finansielt analyseinstitut her med kunder, vi kan støde på manchetten, kan vi tillade os at gisne. Budet er: begge steder.

Danmarks Nationalbank gled efter Englandskrigene og Napoleonskrigene, Slaget på Reden og Københavns Bombardement i 1818 over i hænderne på den selvsamme bankfamilie, der også kontrollerer Bank of England. Det gjorde de helt præcist fra Slaget ved Waterloo tre år forinden, hvor hr. Rothschild, for det er ham/dem, vi taler om, sendte en rytter ind til London med den falske meddelse, at franskmændene havde vundet slaget, hvorved alle statsobligationer styrtdykkede, og hr. Rothschild købte dem for en slik. Han købte simpelthen Englands nationaløkonomi. Den hjælpsomme familie hjalp den danske konge med sit statsbankerot og sin statsgæld mod fremover at kontrollere pengene. Både BOE og DN er aktieselskaber. Hvad forfatteren til artiklen ikke er klar over, er at det i modsætning til, hvad han skriver, ikke kun er de danske borgere, der er aktionærer i banken, men at der findes en hovedaktionær med aktiemajoritet, der kontrollerer det hele bag gardinet.

Man må samtidigt også stille spørgsmålet, om der overhovedet findes ægte nationalbanker længere, eller om de alle blot er filialer af centralbankvæsenet, det overstatslige private netvæŕk for globalisterne? Og i samme åndedræt spørge, om den nye trend, hvor de signalerer transparens, er reel eller forstillet? Med mindre de lader sig auditere fuldt og helt, kan vi jo ikke vide det. PriceWaterhouseCooper siger, at de er uafhængige af den danske stat. Det er de uden tvivl, men er de også uafhængige af centralbankvæsenet og al dens væsen? … det er spørgsmålet. Hvem var det, daværende økonomi- og erhversminister Lene Espersen indkaldte som ‘uafhængig konsulent’ efter Finanskrisen i 2008-09? Det var minsandten Rotschild! Først æder ulven halvdelen af fårene, og så hyrer man den som fucking fårehyrde!

Stuntet med at crashe nationaløkonomier er i vor tid i særlig grad dyrket af George Soros, vor tids finanssvindler og finansterrorist No. One. Han har opdateret begrebet selskabstømning til nationaltømning. Kombineret med fake-folkelige farvede revolutioner og pengepumpning til en hord af NGO-grupper, hvis formål er regimeforandring (læs: statskup) i hans såkaldte Open Society (læs: samfundene står pivåbne for plyndring). Men hans strategi er altså ikke ny, den er blot en update.

Man skulle måske tro, at den besynderlige praksis med at lade et fremmed lands centralbank passe på vores guldreserver havde noget at gøre med anden verdenskrig og en foranstaltning mod, at nazisterne skulle snuppe dem. Men omplaceringen – se grafen ovenfor – skete i 50’erne og primært til USA, hvorefter de i 90’erne blev omplaceret igen til England. Mente hovedaktionæren, at det var bedst, at de var tæt på hovedkvarteret? Og er det herefter, at der begyndte at forsvinde barnumre?

Der mangler i dén grad åbenhed, for der er manglende vilje til åbenhed. Den manglende vilje skyldes, at Danmarks Nationalbank og dermed den danske Stat gemmer på en statshemmelighed. Hvis danskerne blev klar over, at Staten havde solgt hele landet til en stak kræmmere i The City of London for at redde deres usle skind og ikke siden har gjort noget ved det, ville de blive dybt forargede og kræve både svar og handling. Et svar som et absolut flertat af de fordummede politikere ikke ville kunne levere.

Tværtimod, de har tænkt sig at køre hele linen ud. Om få uger vil de forsøge at sælge den danske sundhedspolitik og kontrollen over enhver celle i enhver krop i landet til et hyperskummelt konglomerat, et interessentskab bestående af medicinalindustrien og Bill Gates kaldet WHO, en af de mest korrupte organisationer i Verden. Dette interessentskab af privatinteresser har lovet staten/staterne penge ned i lommen og kompensationer for alle deres multi-milliardudgifter efter Operation Lockdown. Disse penge kommer ALDRIG til udbetaling. WHO er ikke længere en legitim organisation, for de er blevet slettet i Nationalarkivet som en sådan. De eksisterer i realiteten ikke længere, men de fortsætter med at lade som om. De bestukne danske politikere lader ligeledes som om i håb om, at de også får penge ned i lommen fra Onkel Bill.

Onkel Bill er dog i mellemtiden gået i fuld panik. Hans Plan B kaldtes for The Black Eagle Chip, der findes i en række former for hardware, og han satte sin lid til den, efter at han måtte konstatere, at Microsoft Azure ikke længere var funktionsdygtigt men var lagt ned. Hans mål var at tjene 60 trilliarder $$ på vaccineeventyret samtidig med, at alle mennesker fik ‘tingesten’ ind i kroppen. Både Azure og tingesten (biobots kaldet archoner) skulle bruges til at koble menneskeheden op via 5G-netværk i det globale reset og det nye kinesisk-afprøvede sociale point-og-kontrolsystem. Altså World Economic Forums: I 2030 ejer du intet, og du er lykkelig. Men Black Eagle-chippen blev også lagt ned, og så fik Onkel Bill et seriøst forklaringsproblem overfor sine investorer bl.a Blackrock, der sammen med Vanguard ejer det meste af, hvad der er værd at eje på kloden. Forleden måtte han fake, at han havde fået covid, så han ikke kunne møde op til et vigtigt møde desangående og blive flået og grillet af investorerne.

Bitcoin er også i færd med at crashe. Eller rettere NSA, som ejer matricen for blockchain og blot har ventet på at trække i snoren, har pumpet kryptovalutaen op for så at kunne dumpe den – hvor de i faldet hiver en masse penge ud til at finansiere deres sorte projekter – hvorefter de bringer den op igen, osv. Det er en pumpe, en malkemaskine. Men Bill Gates’ fall of grace (about f…… time!) smitter også af på Blackrock, der styrtdykker på børserne.

Danmarks Nationalbanks manglende evne eller nok snarere: manglende vilje til transparens er blot en løftet flig for det spil, der foregår på den store scene.