Byens lys

Jeg kender alt til byens lys.

Jeg har badet mig i gadelamper, billygter og reklamesøjler i årtier.
Jeg har taget lysbad i lys fra vinduer det meste af mit liv.
Jeg anede eksistensen af en stjernehimmel uden at opleve dens indlysende virkelighed.
Selv den mest ligegyldige villavej i forstæderne bader sig i nyttesløst gadelys, som om pindsvin og gråsenolliker ikke kunne finde hjem i mørket bag ligusteren.
Cyklister kører med forlygter, der kan oplyse et stadion.
Når julen rammer – og den rammer hårdt! – pakker folk deres buske, træer og flagstænger ind i kilometerlange lyskæder.
På arbejdspladserne er man badet i forhørslamper fra lofter – sluk, jeg tilstår!
Når lyset i stuen endelig er slukket, tændes en syntetisk stjernehimmel af røde og grønne og blå standby-dioder, der forsikrer dig om, at du ikke er alene for bare rolig, maskinerne er der, og de kan vækkes til live på et splitsekund.

Folk påstår, at de bliver depressive af ikke at få lys nok. Jeg har en teori om, at det forholder sig modsat: Vi får ikke mørke nok. Rigtigt mørke, bulder-bælravende mørke, så sort, at du er nødt til at skære dig igennem. Læg dertil, at vi ikke får sollys nok, fordi vi ikke har udendørs gøremål i de lyse timer.

Vi er blevet et generationssæt af mørkerædde – nyctofobi, nattefrygt hedder det i den kliniske diagnose – fordi vi aldrig oplever den rigtige nat og det rigtige mørke, som vores sjæl har brug for.

Note! har-brug-for er ikke det samme som har-lyst-til.

Jeg kender alt til byens lyde.

Jeg har badet mig i lyden af maskiner, trafikstøj og sirener hele mit liv.
De starter kl. 05:30 med at feje gader og tømme skraldespande – det skal jo gøres i byen, ellers kommer rotterne og invaderer gårdmiljøet og gadebilledet.
Maskinerne synger i kor hele dagen, hør lyden af kopimaskiner, mobiltelefoner, bipspil i kupeerne, udråb i højttalere, jinglen fra en ny mail er gået ind i Outlook.
Der køres med græsslåmaskiner, buskryddere og bladblæsere udenfor vinduerne, når du forsøger at gøre dagens gerning indenfor.
Fra torsdag aften til mandag morgen render dødsrutens hjernestive udflåd rundt i kvarteret – hvis du er så uheldig at bo der – og skriger deres lunger ud.
Måske har du det privilegium at høre den skønne resonans fra naboopgangen af um-tji-um-tji, simulationen af et hyperstresset hjertekardiogram omsat til social- og mental-programmerende designerlyde – de kalder det musik, hvilket det ikke er, fordi musik kræver medvirken fra en inspirerende muse.

Folk påstår, at de bliver angste, hvis der ikke konstant er lyde omkring dem og inde i deres hoved. Jeg har en teori om, at det forholder sig modsat: Vi får ikke stilhed nok. Rigtig total stilhed så du hører dit eget hjerte banke, din mave knurre i et ufordøjet øjeblik og den susende lyd af blod, der kører gennem dine årer.

Vi er blevet et generationssæt af stilhedsangste – sedatefobi hedder det i den kliniske diagnose – fordi vi aldrig oplever den stilhed, som vores sjæl har længtes efter. Til gengæld får vi ikke nok fuglesang, bladraslen og bølgesus.

Var det noget?

Var det en ide at begynde?

At dræne sumpen for mentalt sokkeøl og sofasved,
afbetale gusten gæld og klæbrige kødkroge
os smide elementale beboere ud af magnetsfæren.
Vi behøver ikke at skylle os selv ud med det sumpede badevand.

Var det ikke noget for os?

At afbestille tankeforstyrrelser i utide
og sige godnat til angstfantasier og dårlige undskyldninger,
droppe mobilkokain og socialt netværksdelirium
og skippe burde-burde til fordel for gøre-gerning.

Kunne det muligvis være velgørende?

At undgå overspring på turde-turde-trampolinen,
give afkald på påkaldelser af et på forhånd dårligt udkomme,
fyre fordomme og for tidlig udløsning af den endelige konklusion
og eliminere entydige endegyldigheder til fordel for uendelighed.

Hvor svært kan det være?

At stå op om morgenen og gøre det, vi sagde, vi skulle gøre, dengang.
udsætte vores begær for rygklap og selvfedme et par dage,
skide på det hele og sælge os selv som Guds gave til menneskeheden
og dernæst blæse på, at nogen synes, at den slags er tage munden for fuld.

Er det ikke på tide?

At stille vores livlige fantasi til rådighed for os selv og andre,
omskrive fantasy-genren til en livsytring af lyssværd,
lazerskarpe civilverbale anholdelser af statslemfældige lommetyve
og sende en statsløs ukontrolleret snemand i orbit om Dødsstjernen.

Ku’ man forestille sig?

At en Verden fyldt med virkeliggørere kunne være velgørende,
og bare et enkelt år, hvor tudekiks, klynkekællinger og flæbefætre
faldt over hinandens ben for at få lov til at gå ned med skraldespanden,
fik lov til at se dagens lys for enden af tunnelen?
Er det for meget at forlange?

Mennesket

Mennesket putter sig, det søger tilflugt fra både derude og derinde.
Det undgår virkelige konflikter og dermed virkelige løsninger.
Det vælger de konflikter, som dets tilsynsførende tilbyder, så det aldrig skal bekymre sig om virkelige konflikter.
Virkelige konflikter involverer menneskets tilsynsførende.

Mennesket ser fjender derude i synsfeltet.
Det glemmer at dreje hovedet og se, hvem der står bag dets ryg.
Det ænser ikke den ætsende kløen, når fjendens gift gør sin virkning intravenøst, og når fjendens giftigheder kommer ud af dets egen mund.
Forgiftningen ankom, da der blev sovet i livets skoletimer.

Mennesket holder af at blive forført, at være et offer for svindel.
Der synes at være en nærmest erotisk tilfredsstillelse forbundet dermed.
Mennesket insisterer på at blive bedraget, løgn har flere kalorier end sandhed.
Løgn har dog den bivirkning, at man bliver sulten igen kort efter indtagelsen.
Den er sweet-sweet, men den er stadig kun et giftigt substitut for næring.

Mennesket i disse tider har en hukommelse som en flue.
Det ved ikke, hvem det er, hvor det kommer fra, og hvor det skal hen.
Det lever i glemsel på udkig efter næste sociale medieevent, der tikker ind.
Det har i løbet af to generationer lært sig, at visdom er et overstået stadium.
Mennesket sover den evige søvn i levende live i håb om et liv efter Google.

*

Mennesket har i mellemtiden opdaget, at der er et liv efter arbejdslejren.

Mennesket har nået det punkt, hvor røven af fjerde division rammer asfalten, og hvor lugten i bageriet og larmen i baglokalet ikke er udholdelig – længere.

Mennesket er begyndt at forstå, at skeen skal over i den anden hånd, og at det er nødt til at tisse eller komme ned fra det brændende lokumsbræt,hvis der ikke skal brændes røvhår af og skylles aborter ud med badevandet.

Mennesket er startet på et nyt projekt, der breder sig som en steppeild. Der kan stadig gå ild i gamle huse, og nytilkommende kan starte her. I enhver sand fortællingen er der et point-of-no-return, hvorefter det ikke er muligt at fortryde. Vil du gemme spillet eller starte forfra – not an option!

Mennesket har et sådant point-of-no-return, hvor det ikke finder sig i mere, hvor BS i tøndemål er en overdosis for meget, hvor den moralske kompasnål bøjer nede i det røde felt, hvor en spade er en spade, og nok er nok, og hvor grænsen for tolerance overfor denne verdens magtmisdædere er nået, så de i stedet for at nyde rovdyrets og parasittens privilegium bliver til jaget vildt.