Business harakiri

Lad os prøve noget nyt i dag.
Normalt springer man mellemregningerne over i en skriveproces.
Noter og ideer er springbræt til noget andet, og så bliver de slettet.
Titlen kan godt være en arbejdstitel og senere laves om, men i dag starter vi uden titel.
(Når du læser dette, er der selvfølgelig kommer en titel).
Derimod starter vi med en stribe temaideer eller kernebegreber:

Når en dødskult begår selvmord
Auto-immundefekt
Graver sin egen grav
Sun Tsu: forstyr ikke en fjende, der er i færd med at ødelægge sig selv
Implantatprogrammet
Chaucesco-syndromet (når diktatoren kun opgiver sig med ja-sigere)
Mental indavl
Parasitten ender med i blind grådighed at tage livet af sit værtsdyr
Business-kamikaze-harakiri (det blev så til titlen)

NB! Dette er ikke en indholdsfortegnelse, det er et ikke-slettet ide-udslip.

Du kan måske allerede se, hvor det kunne bære hen. Jeg lader noterne stå, og der kommer måske flere på undervejs, for i dette skrivende øjeblik tænker fingrene bare højt i takt med, at noget dukker op. Jeg ved ikke, om du synes, det kan være interessant at få indsigt i en skriveproces. Jeg gør mig i øvrigt ingen forestillinger om, at dette er selve metoden i universel forstand. Den gælder kun for mig, og faktisk gælder den kun i dag. Jeg kan have en formodning om, at den kreative proces har de samme elementer for andre også, for der er en del, der er eksplicitte om det. Jeg har også bemærket, at de samme metoder kan bruges i forskellige medier, da jeg har arbejdet professionelt indenfor musik, grafik/design og con amore med dans og skrivning, hvor jeg så har gjort det på samme måde, same-same but different. Jeg ved også fra samarbejde, at skabende folk konstant lærer af hinanden. For nylig så jeg en doku om Frank Zappa, som vi normalt vil regne som en af de mest originale og komprisløse kunstnere i musikken med en stilspredning over pop, rock, jazz til avantgarde kompositionsmusik. Doku’en havde som titel: Når Frank Zappa lyder som noget andet end Frank Zappa, og demonstrerede, hvordan selv sådan en suveræn kunstner også har kopieret og adapteret andres stil og udtryk. Alle er nødt til at relatere sig til en tradition. Det originale er ikke afsættet, det er, hvor man efterfølgende tager det hen.

Men nu er vi allerede på vej ud af en anden streng, der også er interessant.
Det har jeg gjort i bl.a:
Kreativ dualisme
Leg kan ikke læres – leg kan aflæres
The Power of Play (kun på engelsk)
Farligt legetøj

… hvilket så viser, hvor let det er at blive distraheret af associativ tænkning … og det er ligesom … og det minder mig om …

For alt minder jo om et eller andet, tingene hænger sammen. Det er selve hukommelsens mekanik, det er simpelthen sådan vi husker og forstår, vha. et neuralt netværk, som vi kan koble til andre og større netværk af samme beskaffenhed. Internettet er en efterligning af denne organiske, flydende mekanik for hukommelse og viden, og vi råder alle over en fraktal af dette, hvor fraktalen er en skaleret udgave af totaliteten.

Det var så lige et stykke poetik, som det hedder på fint. Man kan også på mindre fint sige, at det var så skriverkarlens forsøg på at beskrive, hvad han selv tror, han har gang i.

*

Dagens emne har at gøre med et underligt og svært forklarligt fænomen. Ikke at der ikke er forklaringer, der byder sig til, og de indeholder noget af sandheden, men de stritter i mange retninger afhængig af, hvilket observans der ligger til grund.

Fænomenet er, at en række større firmaer worldwide begår så stor skade på deres egen forretning, at man må tage sig til hovedet. Hvad foregår der egentlig her? Fællesnævneren er, at de er hoppet på wokeness-vognen. De produkter, de sælger, er blevet forurenet med en politisk agenda, og de er begyndt at prædike et evangelium og belære folk om, hvad de skal tro og tænke. De er samtidigt begyndt at moralisere og udskamme deres kunder, hvis de ikke konsumerer dette nye hybrid-produkt.

Sammenblanding af politik, ideologi, kultur og business er ikke noget nyt. Den er lige så gammel som propagandismen, og alle tider har haft deres form. I antikken og middelalderen var det kirken og kongen, der bedrev propaganda. Kulturen kan – og skal ikke forsøges totalt at adskilles fra idegrundlag. Al opdragelse og uddannelse indeholder propagandistiske elementer. Det er ikke det, vi snakker om. Vi snakker om det fænomen, der har taget form inden vor tids massekultur, og som nu er løbet løbsk i en grad, så det vender sig mod sig selv. Skamløs propaganda giver bagslag.

Det kan nærmest sammenlignes med en form for biologisk reaktion, hvor kroppen udvikler et auto-immundefekt-syndrom – det blev jo kaldt for AIDS – og vender sig mod sig selv?
Eller er det noget, der ligner en laboratorieskabt virus, som folks immunforsvar reagerer imod?
Begge dele synes at være tilfældet.

For det kan i hvert fald konstateres, at folk reagerer mod at blive talt ned til af nogen, som de betaler penge for at levere en vare. Ja tænk, det gør folk faktisk, hvem havde dog lige troet, at de ikke ville gøre det? Altså en no-brainer for folk med et nogenlunde mentalt velfungerende tankesæt. Men det havde de pågældende firmaer faktisk tænkt, de kunne slippe afsted med. Nogen havde givet dem grund til det.

Firmaerne red på en bølge af politisk korrektheds-omklamring. Her er det nok vigtigt at forstå – og dette er ikke en uforbeholden undskyldning men en del af forklaringen – at de som firmaer selv er blevet udsat for denne omklamring. Politisk korrekthed er en blød form for terror, der ikke desto mindre har hårde konsekvenser. Firmaerne gjorde, hvad de gjorde, fordi det blev sat under pres og truet til det eller forført til det – med en stor kæp i baghånden. Men deres ansvar – eller mangel på samme – består i, at de opportunistisk og kujonagtigt bøjede sig for presset. Jeg vil dog stærkt gætte på, at mangen en virksomhedsledelse har haft svært ved at sluge pillen, for businessfolk er jo ikke dumme. De ved godt, at de ikke skal fornærme og patronisere kunderne, hvis de vil tjene penge. Der er markeds- og kunde-undersøgelser nok, der viser det. Kunden har altid ret … indtil en dag, hvor de ikke længere havde lov til at have ret.

Trenden ankom simultant med, at vælgerne i demokratiet ikke længere havde noget at skulle have sagt. De kunne da godt få lov til at afgive deres stemme, men resultatet kunne bare kasseres og manipuleres., for nu var valgsvindel indprogrammeret i den software, der kørte det nu digitaliserede valgsystem. Seneste eksempel juli 2023 er det spanske valg og valget i Cambodia. Der har nok været en-og-anden virksomhedsledelse, hvor CEO-psykopaten har troet, at det samme galt for dem, og at kunderne var til for dem og ikke omvendt. Forstå det ret. Kunderne er selvfølgelig til for dem, når de tjener penge, men ikke uden at de samtidigt er til for kunden og leverer varen til fulde. Det var der, snoren knækkede, for pludseligt kunne kunne ikke købe varen uden at acceptere at slikke støvle og kysse røv på en korrekthedsagenda.

Monopol-forkælelse

Der har nok også været en del monopol-forkælelse over det. Det er sådan markedet fungerer i et monopol-kapitalistisk system, hvor meget store firmaer har udkonkurreret andre med beskidte trick og manipulation og ved hjælp af deres old-boys-rigmands-netværk. Når visse multinationale koncerner har købt så meget op, at deres budgetter er større end nationalstaternes, så føler de en meget stor magt. Behøver vi at henlede opmærksomheden på, hvad elselskaberne har gjort? Kombineret med ulovlig – but who the f-word cares? – karteldannelse og aftalte priser, det er sådan, monopolkapitalisme fungerer. Det er et marked med armen vredet om på ryggen, og firmaerne har svømmet rundt i den vand så længe, at de har troet, de kunne tillade sig hvad som helst. Folk havde jo ikke andre steder at gå hen. Det har også at gøre med den Non-Compete Plan, der er beskrevet i Verdenssituationen del 8 – Forbrydelsen. Så deres kunder havde bare at gøre, som de sagde, for de var jo afhængige af firmaerne.

Den samme trend kunne også observeres i Statens og kommunens og i det hele taget servicerende myndigheders forhold til borgerne. Fra at være servicerende blev de kommanderende. Som tidligere ansat i et HR-management-afdeling af en virksomhed med 40.000+ ansatte har jeg set det med egne øjne. Regnearkstyperne på administrationsgangen så de ansatte som nogle, der skulle opføre sig administrerbart og gøre livet nemt for administratorerne. De var jo egentligt et servicerende organ, men sådan så de det ikke selv. Groft generaliseret, jeg taler om en trend, for vi taler jo ikke om onde mennesker men om, at der er sket et skred, så den oprindelige intention er blevet perverteret.

Trenden er centralisering. Jo større centralisering, jo mindre menneskelighed. Jo større magtkoncentration, jo mindre suverænitet for mennesker. Globalisering er netop en ekstrem form for koncentration af magt hos en ganske lille klike af businessfolk, bankfolk og bestyrelsespampere. Det globale er det anti-nationale, anti-lokale og anti-individuelle. Jo længere ude i Globalistan, jo højere op i skyen, jo mindre interaktion mellem ledere og befolkning. Resultat: politikerlede og tab af tillid mellem politikere og medier på den ene side og befolkningen på den anden.

Du må ikke sige f-ordet

Trenden har også et andet navn. Navnet skyldes globaliseringens sammensmeltning af statslige interesser med private business-interesser kombineret med statens gradvise afvikling af sin uforbeholdne support for landets indbyggere. Uforbeholden er måske så flot endda, for har det nogensinde eksisteret? Navnet på det er fascisme. Vi lever i et fascistoidt samfund. Ordet er ikke et skældsord (som venstrefløjen har for vane at bruge det som). Ordet er en teknisk betegnelse for denne form for totalitarisme. 

Det er med andre ord én forklaringsmodel på, hvordan virksomheder kunne bilde sig selv ind, at det nu var deres opgave at behandle deres kunder som små uopdragne børn, for det gør man som en del af et totalitært styresystem.

Det har selvfølgelig sin forhistorie. Virksomhedskulturen er blevet politiseret fra forskelligt hold i årtier. Den falske miljøbevægelse = klimaagendaen er et eksempel. Det var en designerkult, en agendadrevet dommedagskult. Folk kunne nu betale sig fra syndsforladelse, når de havde udledt for meget af det slemme. Virksomhederne fik nu påmonteret et skyldkompleks. Vi fik ALLE et sådant kompleks proppet ned i halsen. Videnskaben bag var dybt politiseret. Miljøbevægelserne var infiltreret og kuppet, så al egentlig miljødebat og -politik forsvandt til fordel for en CO²-religion.

Virksomhederne blev tvunget til at spille med på teaterstykket. De begyndte at signalere deres dydighed, for se hvor grønne vi er, og se hvordan vi nu er blevet CO²-neutrale, og se hvordan vi tænker på hele verden, ja, og I skulle bare vide, hvor ondt det gør på os selv. Og mange virksomhedsledere troede på det, ligesom mange politikere troede rent faktisk på det, mens de viftede med alle deres flag og se mor, se jeg gynger nu, se hvor jeg gynger … ja det gør du da også, lille skat. Men hvem signalerede de til? Til politikerne i første omgang, for så slap de for besvær og regulering så længe. Og samtidigt til den offentlige opinion af de nye horder af hjernevaskede, der troede på det samme som de dumme, dovne og i visse tilfælde korrupte politikere. Med ‘doven’ skal ikke her forstås en politikers arbejdsuge, for den er som regel længere end andres. Der menes intellektuelt doven, for de orkede ikke at tjekke ud, om deres forelagte beslutningsgrundlag nu også holdt vand. Hvis vi skal være flinke ved politikerne, så kan vi sige, at de er forførte. Men at lade sig forføre og så villigt sprede ben og stikke numsen i vejret … hvor respektabelt er det?

De grønne .. bag øret

Men vejen var banet for en ny bølge af underkastelse fra virksomhedernes side. For der var langsomt ankommet et nyt hold. De var unge, de var nyudklækkede fra universiteterne, og deres hjerner var totalskadede af kulturmarxisme. Hvor min generation blev udsat for den første bølge tilbage i 70-80’erne, så var det i mellemtiden eskaleret hos millenniums-generationen. Udklækningen var timet til at produktet kunne slippes løs i det andet årti af 2000-tallet. Da verden i 2016 først for alvor hørte om wokeness, var det forberedt årtier forinden. Først skulle en generation af nymarxistiske undervisere på anstalterne på plads. Dernæst skulle de studerende slippes løs. Og disse studerende skulle være udstyret med en frustration og vrede over at være røvrendt, en ny punk-generation af allerede-fra-starten forgældede, no-future-forvirrede OG hjernevaskede hovedløse kyllinger parat til at smadre det hele på et givet signal, blev nu sluppet løs.

Bølgen startede i USA. Jeg vil anbefale at dykke ned i Verdensspillet del 8 – Forbrydelsen, hvor det er beskrevet noget, der kaldes 100-årsplanen. Det er Rothschild-syndikatets besked til Lenin i 1923 om at iværksætte det program, der i løbet af 100 år skulle omdanne verden til sted tømt for menneskelig suverænitet, det fuldendt kommunistiske samfund, den perfekte slavernes planet. Planen opererer også med, at magtcentrum skal flyttes hvert 75-80’nde år, for ellers vil Imperiet falde. Sovjetstaten havde en sådan levetid fra 1917-90, det klassiske britiske Imperium havde sit klimaks 1877-1947, og det Amerikanske supermagts-imperium varede fra 1947 til 2023-27, hvor al magt skulle være overført til Kina. Disse imperiale cyklus’er er ikke en eller anden naturlov, de er kunstigt skabte og følger et program. De tre verdenskrige følger det samme program, og vi er nu i starten på den tredje, der kører, uden at folk har fattet det. At verdenskrigene var planlagt allerede i 1800-tallet kan du også læse om i Verdensspillet del 8 – Forbrydelsen.

Hvad jeg hermed antyder er, at virksomhedernes selvdestruktive adfærd er en del af et design, et program. Men alt går som bekendt ikke altid som planlagt, uanset hvor udspekuleret-drakonisk planen end måtte være. Planen i sin totalitet hedder Omega-programmet og er ikke af menneskelig oprindelse. Men efter at Omega er fjernet fra ligningen, er der kun mennesker tilbage, og mennesker begår fejl. Det er efter min bedste overbevisning grunden til, at det går galt for virksomhederne og i det hele taget, at globaliseringen går galt for tiden. De følger en plan, der ikke længere er realiserbar. Men fordi verdens ledere og deres sorte netværk har haft en implanteret chip i hjernen – NB! det er en avanceret chip, der kunne implanteres uden et operativt indgreb – der har givet mulighed for at kontrollere individer i en grad, der kun er præsenteret i science-fiction (og det er jo ikke virkelighed vel?) – så har de fortsat derudaf som duracell-kaniner. 

Case story: Hollywood

En af de industrier, der kører dette kanin-ræs på vej mod afgrunden, er filmindustrien i Hollywood. De er i forvejen i propaganda-branchen, selvom de selv vil hævde, at de er i underholdningsindustrien. Men der skal blot en smule målrettet studieaktivitet til at afdække deres langvarige samarbejde med CIA, militæret og militærindustrien og dermed forstå, at de sjældent laver blot og bar underholdning. Der er altid noget, der lugter af product placement, som det vist hedder i reklamebranchen. På det seneste har det være tydeligt i stigende grad, at der ikke længere er tale om underholdning, som vi forventer. Det er også tydeligt for millioner af publikummer, der simpelt ikke længere føler sig underholdt. Ikke nok med, at Hollywood hyrer ringere skuespillere castet for deres ‘diversitet’, de skruer også kiksede manuskripter sammen, der voldtager historierne. Og simultant med den dårligere standard for skuespillet har de også forladt den star quality, der altid har båret de store Hollywood-produktioner. 

Hos Disney er det blevet storslemt. Der er i forvejen ved at danne sig et skummelt ry omkring den måde, de sniger sexualisering af børn ind i deres historier. Nu kører de fullblown LGBTQ+ propaganda indover. Deres pige-karakterer er blevet til små semi-pornstars. Der optræder satanisk-okkulte elementer. Derudover er der vedholdende rygter om, at deres Disneyland-temaparker er centraler for børne-trafficking. Der er altså med andre ord en lummer fims af pædo, der siver ud af Disney. Det var også Disney, der havde købt rettighederne til filmen Sound of Freedom for at sylte den i deres lagerlokale og aldrig lancere den. Som bekendt er filmens tema netop børne-traffickering – så hovsa Disney dér, hvad var egentlig jeres problem med en ny kassesucces, og kom den lidt for tæt på?

Skuespillerne i Hollywood bliver terroriseret af politisk korrekthed. Hver eneste gang, de går til en audition, bliver de bombarderet med spørgsmål om deres holdninger til det-og-det korrekthedsemne, og de er nødt til at stå og lyve – det kan vel godt finde ud af at spille den rolle også – for eller ved de, at de ikke får rollen. Og hvis de vinder en Oscar, forventes det af dem, at de stiller sig op og fyrer en gang bullshit af, om hvordan alle mennesker skal opføre sig.

Disney haft en skøn perlerække af woke-inficerede kasse-flops i de seneste par år. Det er anslået, at de har tabt noget i stil med 70 milliarder $$, og de fortsætter derudaf. Lige nu forbereder de en woke-version af Snehvide, hvor Snehvide er en latino – altså Sne-hvi-de skal vi stave det, hun har snehvid hud og røde læber og kulsort hår – der er kun én dværg, og de syv andre er repræsentanter for et-eller-andet diversitetskriterium af etniciteter og sjove køn klædt i alle regnbuens farver. Og prinsen, det er meningen skal kysse hende, så hun vågner, er skrevet ud af historien, for hun havde ikke brug for en mand i sit woke-liv … WHAT!? Jeg har før kritiseret nu klassiske Disneyfilm for at disney’ficere historier, som f.eks Kiplings historie i Junglebogen, men det her er next level og på steroider. Nu gør de ikke bare historien børnevenlig og tandløs, nu voldknepper de den til døde for at køre ideologi!

Træthedspunktet

Og reaktionen måtte komme. De seneste års kasseflops skyldes slet-og-ret, at de frastøder deres eget publikum. Folk går ikke i biografen for at blive belært. Folk gider heller ikke at glo på Oscar-uddeling for at blive skammet ud og belært af dumme, forkælede, indbildske Hollywood starletts, der absolut INTET aner om andet end deres egen lille kokainbefængte Los Angeles-boble af illusion, jf. Ricky Gervais’ hylende grinagtige returbold som vært ved prisoverrækningen. Folk gider heller ikke at se deres ikoner blive fornedret, som de lige har gjort med Harrison Ford’s Indiana Jones, og kulttegneserie-fans orker ikke at se deres favorit-Marvel figurer gjort til transvestitter. Marvel Original døde i 2009, der firmaet blev opkøbt af Disney og disney’ficeret. Folk orker ikke at blive pulet med identitetspolitik. Og folk gider absolut ikke at udsætte deres børn for pædo-marxistisk indoktrinering. Så de har simpelthen boykottet ved at udeblive. Disney+ blev også et kæmpeflop. Men har Disney taget konsekvensen? Overhovedet ikke.

Helt grelt blev det, da hovedrolleindehaveren i The Woman King, Viola Davis stillede sig op ved et interview og allerede til premieren svinede publikum til ved at sige, at hvis folk ikke gik ind og så den, så var de racistiske kvindehadere. Wouw! Hvorfor har denne narrøv ikke fået streng besked på ikke at fyre sådan noget af? for det må have kostet mange tusinde biografbesøgende, der NETOP derfor valgte ikke at se den. Og for at det ikke skal være løgn, så foregår historien i Dahomey, der var notorisk berygtet for, at de lokale høvdinge solgte løs af slaver til de europæiske og arabiske slavehandlere. Filmen hævder at være baseret på en virkelig historie, og der var faktisk en gruppe af kvindelige krigere i Dahomey, men de brugte deres krigeriskhed til at hjælpe den transatlantiske slavehandel – det havde filmidioterne lige glemt at tjekke det først. Og det bliver værre endnu, de kvindelige krigere blev valgt blandt de hustruer til høvdingene, der blev regnet for at være så grimme, at han ikke gad at sove med dem. Og høvdinger i Afrika kunne have en hel hær af koner, bogstaveligt talt. Filmen fremstiller dem som heltemodige panafrikanske frihedskæmpere, hvilket er skingrende historieforfalskning. Og meget typisk for al marxistisk historieforfalskning.

En lille note om ejerskabet af filmindustrien i Hollywood. De fem ledende selskaber var alle startet af jødiske immigranter fra Polen og Rusland. Senere har jesuitterne og mormonerne været inde over. På det seneste har kineserne købt sig ind. Her kunne man måske få den mistanke, at nogen arbejder på helt bevidst at køre Hollywood i sænk for at overtage industrien. Det er muligt, men jeg lægger en anden vinkel.

Tag i øvrigt ikke fejl af pionererne, de jødiske immigranter, for de vidste helt nøjagtigt, hvad der kom til Amerika for: for frihed = alt det, de ikke havde, hvor de kom fra. Der var ingen præ-woke-agenda i det tidlige Hollywood. Det sneg sig ind undervejs i takt med hele det zionistiske projekt.

Som nævnt ovenfor falder ødelæggelsen af USA og amerikansk kultur og økonomi nøje sammen med 100-årsplanen om overførelse af verdensherredømmet til Kina. Det hænger også sammen med det enorme Black Widow-program, der har brain-chippet medlemmer af det to mafiaordener, Order og The Dragon og Order of The Black Sun – se Verdensspillet del 1-8. Ledelsen af Hollywood-selskaberne har simpelthen været hjernehacket. Denne vinkel forklarer det ellers uforklarligt og irrationelt selvdestruktive i deres adfærd.

Go woke, get broke

Hollywood er ikke det eneste kompleks af verdensfirmaer, der har underkastet sig woke-agendaen. Budweiser har lige brændt fingrene voldsomt på at bruge en transvestit-influencer (Dillan Mulvaney) til at promovere Bud Light. Det har medført, at halvdelen af den amerikanske befolkning har boykottet mærket med medfølgende milliardtab for Budweiser.

Pepsi kørte en reklame baseret på Black Lives Matter-propaganda, hvilket deres kunder reagerede på. Nike hyrede en fodboldspiller til reklame, som var notorisk foregangsmand i, at sportsfolk skulle knæle i skam på banen, fordi de var sådan nogle slemme racister. Gilette brændte skæg og knurhår på at køre en reklame for barberprodukter baseret på udskamning af toksisk maskulinitet og promo for MeeToo. Hvem f…..! har rådgivet dem om, at de skulle fornærme deres kernekunder på den tåbelige måde? Et forsikringsfirma John Lewis lavede en reklame, hvor en dreng rendte rundt og transvestittede med sin mors bh iført mors læbestift – i en tid, hvor børn forføres til at lade sig hormonelt kønsforstyrre. Et tøjfirma (navnet er smuttet), der producerede børnetøj begyndte at smøre åbenlyst sataniske illustrationer og udsagn på deres tøj – og brændte nallerne på det. Benn & Jerry brændte poterne på at fyre af, at USA burde givet Mount Rushmore tilbage til indianerne, hvorefter der ankom en indianerstamme oppe fra Nordvest, hvor isfirmaet havde hovedsæde, og sagde, I bor på vores gamle territorium, så nu synes vi, I skal starte med at give os jeres grund. Så klappede de i – og folk slog sig på lårene af grin.

Så hvem pusher denne agenda overfor selskaberne? Det gør deres ejere Blackrock, Vanguard og et par andre globalist-syndikater, og her brænder tampen så for alvor, for Blackrock er en arm af Order of The Black Sun. Det sandsynliggør, at denne mystiske skyklapsagtige, selvskadende adfærd kommer fra et globalistprogram, der er banket ind i hjernen på folk, så de fortsætter udover klippekanten som lemminger og automathøns. Det er også et program, der har mistet sit grundlag, for dets okkulte mekanisme er pillet fra hinanden. 

For:
Magtoverdragelsen til Kina kommer ikke til at finde sted.
CDBC digital globalvaluta kommer ikke til at blive etableret. Den vil aldrig kunne fungere rent teknisk, og den vil aldrig blive godkendt i The Hall of Records, hvor alt skal igennem. 
Verdensbefolkningen vil ikke blive totalvaccineret og derefter aflivet.
Blackrock bliver nu overtaget indefra af et helt andet netværk af benhårde businessfolk, der er trætte af, af ordenen hele tiden løber fra deres løfter og ikke betaler deres regninger. De er trætte af pengeforfalskning og svindelnumre.

Indtil den proces er gennemført, skal de store firmaer da have lov til at gå linen ud, eller måske snarere på maritimt: gå planken ud. Det vil tynde ud i misbrugernes rækker.
Det er det, som oldtidens ultimative militær-teoretiker Sun Tsu skrev – og hans teori var ikke spekulativ, for han havde som den geniale hærfører han var, udført alle sine udsagn i praksis: Forstyr aldrig en fjende, mens han er på vej til at ødelægge sig selv.

Folk, der mener, at de gerne vil bakke op om korrektheden, skal også have lov til det. De vil inden længe komme på sporet af, at disse firmaer, der tilbyder dig en identitet, og som du betaler for, ikke bekymrer sig det mindste for dig. Folk, der hopper på den slags, er identitetssvage mennesker, og der skal i virkeligheden ikke så meget til for at hive tæppet væk under dem.
Get a life, få jer en ægte identitet, for BigBusiness’ dybtfølte interesse i dit selvværd er lig NUL!

Hollywood, som vi har brugt som et skoleeksempel på, hvor galt det går, når man lader sig spænde for en vogn, vil enten undergå en transformation, eller også vil de bare … undergå = gå under. Der er allerede ved at danne sig alternative produktionsmiljøer forskellige steder i USA. De kreative miljøer for film befinder sig lige nu andre steder i Verden, i Europa f.eks. Fair nok, for det var også her, det hele startede, men amerikansk filmindustri tog over, da Europa blev smadret i 1. Verdenskrig. Dansk film var førende før krigen, og Ole Olsens filmværksted var verdensberømt. Vi kunne og kan noget med film i Danmark, og der fandt også et stærkt come-back sted med von Trier-generationen, hvis man kan kalde den det. Danske skuespillere er efterspurgt også i udlandet, og vi har instruktører i verdensklasse. Indisk film, iransk film, kinesisk film er stort. Jeg forventer en ny filmisk storhedstid med en stor decentralisering.

Hollywood-monopolet er ved at blive brudt.

Wokeness i Hollywood

Forestil dig en film, hvor en karrierekvinde i bukserolle, der kører det hårde business-trip på mændenes betingelser, pludselig stopper op og erkender: Jeg vil ikke køre det her ræs længere. Jeg vil prioritere min familie og elske min mand og mine børn og realisere mig selv som kvinde. Altså en rigtig kvinde, der opdager, at hun er fanget i et spil, hvor hun ikke længere har mulighed for at være en rigtig kvinde. WHOA! en sådan film vil ALDRIG kunne produceres i Hollywood-regi. Hvorfor?

Fordi kernefilosofien i wokeness er, at indre liv, spirituelt liv ikke findes. Der findes kun magt. Kærlighed mellem mand og kvinde findes ikke, der findes kun magtkamp/kønskamp. Kærlighed mellem forældre og børn findes ikke, der findes kun generationskløft = generationskamp. Gensidig forståelse mellem arbejdsgiver og -tager findes ikke, der findes kun konflikter og klassekamp. Kærlighed til fædrelandet og modersmålet findes ikke, for der findes kun chauvinistisk magt-agenda.

Ligeledes kan man forestille sig en film, hvor en mand kommer til byen og starter en business op. I dag kan man heller ikke lave sådan en film, for hvis man starter en business op, må man være en ond white supremacist-nazi-kapitalist og derfor the bad guy.

På denne perfide præmis kan man ikke længere udtrykke, hvad det vil sige at være et menneske. Derfor dette håbløse og ud-over-klippekanten kørende Hollywood-trip. Problemet med disse scripts, hvor alting er magt, er, at det IKKE er gode historier, for historien om mennesket er IKKE, at alting handler om magt. Derfor er filmen i Hollywood-konceptet en døende kunstart. Magten koagulerer i sit eget agenda-befængte udtryk. Verden har fået en kulturel plodprop.

Vi gider ikke vente længere

I det hele taget vil den nye tid være karakteriseret af decentralisering. Verden har fundet ud af, hvad det var globalisterne havde i sinde. De skal først smides på porten som de taburetklæbere, de er – deres røvballer er nærmest groet fast til stolesæderne. De opgiver selvfølgelig ikke frivilligt deres oparbejdede privilegier. Men vi bliver nødt til at bruge et af deres egne smart-ord mod dem selv: Jeres indsats for verdenssamfundet er ikke bæredygtig, og det var i øvrigt aldrig meningen, at den skulle være det. Den skulle bare trække tiden ud, indtil vi alle var aflivet.

Og er det ikke sært, som denne fornemmelse af at trække tiden ud, der sker aldrig noget afgørende, det hele går i ring, det hele gentager sig selv i al evighed – denne fikserede stilstand har været en grundlæggende tilstand. Det er den store absurd-teatralske Mens vi venter på Godot. I morgen, i morgen bliver det til noget, men i morgen kommer aldrig, Utopia kommer aldrig, det evige himmerige er altid engang ud i fremtiden, eller når du allerede er død, og så er det for sent.

Den nye decentrale verdenstrend er, at vi ikke længere gider at vente.
Det er IKKE som generation punk, der råbte: We want the world, and we want it now!
For deres parole var også: We don’t know, what we want, but we know how to get it.
Deres opgave var kun at ødelægge. Det samme med generation woke.

Det er egentligt ikke noget så simpelt som en generation, selvom der er et vist koncentrat i GenZ, millennierne. Woke-designer-kult(ur) er mere dækkende, hvorefter vi kan tale om, hvem der er targetted. Det har noget at gøre med timingen i 100-årsplanen.

Hvad Verden ikke længere orker at vente på og tolerere, er at ronkedor-segmentet skal få fedtet sig færdig. De bliver ALDRIG færdige, selvom deres tid er omme. De har ikke leveret varen, de har ikke holdt deres løfter, deres bud på en verdensforklaring er utroværdige, de fortæller aldrig sandheden, de siger aldrig, hvad de har gang i og hvorfor, deres dårlige undskyldninger er too-little-too-late, de raver til sig og deler aldrig med andre undtagen for at uddele bestikkelse, de har ingen løsninger på de fundamentale problemer, for deres pseudoløsninger skaber blot endnu flere og værre problemer, deres postulerede kompetencer er ikke-eksisterende, deres organer og institutioner er rådnet op i korruption, deres verdensbillede tilhører en svunden tid …

Som aldersmæssigt hjemmehørende i den generation, der lod sig forføre og svigtede deres efterkommere – ja undskyld, det gjorde I/vi, selvom det ikke stod klart – er jeg nødt til at melde ud, at jeg af samme grund nægter at repræsentere denne generation. Jeg er heller ikke villig til betingelsesløst at repræsentere den opvoksende generation, for jeg kan se, at de allerede er i fuld gang med at overhale os indenom med 100 km i timen. Jeg repræsenterer med glæde og ildhu de fra alle generationer, der har formået at stoppe op og sige: hov stop! Det her har aldrig været i vores interesse. Det må ophøre.