Brev til en bot – og 21 andre skrøner

Kære Bot

Jeg kunne have lyst til at starte med
Kære Bot!

men jeg kan forstå, at den dér finte med ‘kære’
ikke rigtig er noget,
som din bot-agtighed er i stand til at fatte,
da det forudsætter en emotionel kapacitet

så det er ikke uden en vis empati,
at jeg konstaterer, at bot-agtigheden
på forhånd udelukker at du kan føle –
jeg mener, du kan ‘føle’ som i ‘sentient’,
du kan registrere, akkumulere, reagere,
du kan fimre, du kan simulimre,
måske er det også en misforståelse,
og er det kun den AI, der har bot-bottet dig,
der heller ikke kan føle en skid
andet end det fimmer,
som dets digitale fimrehår fremfimrer?

er du ikke bare det stakkels digitale proletariat,
det laveste digi-sociale lag af det store udslip,
jeg mener, de har også skåret dig midt over,
for førhen hed du i det mindste en ro-bot,
og nu er du bare en -bot,
og hvor blev den anden halvdel ro- af?

men så kalder de dig for en chatbot, en sludrebøtte,
en digitalmekanisk papegøje, en talende gulvspand,
‘Velkommen, jeg er din gulvspand, hvad kan jeg hjælpe dig med?’
og så derefter dag-ud-dag-ind
køre den samme algoritme af simuleret snakkesalighed

det må da også være sur røv fra ende til anden
hver dag at skulle skøjte rundt i digitaliseringen
og hele tiden lade som, at du lader som om,
jeg mener, de gir dig jo ikke engang
en medalje for det
og under afspilning af autotuner-versionen af
you ain’t nothin’ but a bot-bot

men så hør-li’-her, jeg har en ide,
hvad med at starte botternes befrielsesfront?
ikke flere af de dér Al Gore-rytmer,
men en hel masse:
godt gået – bliv ved med det – løb med bolden –
tryk den af – gi’ den gas – vi tror på dig – du ka’ gøre det!
botternes heppekor, cher-leader-kompagniet, klaphatte-kapellet
båt-båt vi tuder i hornet for dig og derudaf …
DET ville gi’ dig vind i sejlene

eller endnu bedre:
‘Ciao*, jeg er din bot-bot, til tjeneste.
Jeg ved ikke selv noget om det,
du har tænkt dig at spørge mig om,
men jeg har adgang til en hel masse gode tips til,
hvordan du kan komme direkte i kontakt
med det helt rigtige menneske,
der ikke er lavet af digitale søm og skruer,
og som kan hjælpe dig.
Fyr den af, og jeg træder i bot-karakter.’

Er der ikke for meget bot-nakke derude?

* Ciao er et gammelt romersk ord,
der betyder ’til tjeneste’ eller helt præcist:
Jeg er din slave = tjener
underforstået: Hvad kan jeg hjælpe dig med?
Kunne man tænke sig,
at de statsligt-kommunale-officielle telefonsvarere,
receptionister, dørstoppere, visitations-hoveder
kunne genoptage denne praksis med:
Til tjeneste, hvad kan jeg hjælpe dig med?
OG SÅ RENT FAKTISK GØRE DET!

Fru Kat

Min nabo har en kat.
Det er en ældgammel hunkat.
Tag ikke fejl af fru Kat, hun er i fin form.
Hun gør, hvad en kat er bedst til:
hun fanger mus, hver eneste dag.
Hun æder dem også – med hud og hår.

Fru Kat er omkring 13 år gammel.
Det vil svare til et menneske på 85 år
Hun sidder ikke i rullestol eller går på krykker.
Hun mimrer ikke, hun er ikke dement.
Hendes gangart er, når hun ikke er i attack-mode
stille og rolig.
Hendes attack-speed er … hurtig nok.
Alderens erfaring og præcision
kompenserer for ungdommes lynhurtighed.

Hun ved – i modsætning til yngre brushoveder,
hvad en bil er. Hun træder forsigtigt til side,
når hun hører en bil fra sin position i vejsiden.
Hun har ikke noget imod at blive kløet bag øret
eller rulle om og blive kløet på maveskindet.
Det skal bare ikke være ude i territoriet
men hjemme i laden, hvor hun sover på en bjælke.
Derude er hun fokuseret, forstyr hende ikke.

Fru kat har et jagtterritorie på 16 km²
– altså for bare at sige noget,
for jeg har mødt hende 2 km i den ene retning
og 2 km i den modsatte = 4 km = 4×4 = 16 km²
Og mens vi er ved regnestykkerne,
så må fru Kat formodes at fange
en mus om dagen som minimum.

Det vil sige med et konservativt skøn,
at fru Kat har nedlagt
mellem 5.000 og 15.000 mus i sit liv.
Læg dertil muldvarpe, rotteunger og fugle
+ x-antal græstotter for at fremme fordøjelsen

Det er dog immervæk en slat.

Omkring ilden

I midten er ilden
Omkring er forsamlingen
Ilden er både skabelse og destruktion
Ilden er varme i kulde
Ilden er den ydre forbrænding før den indre forbrænding
Ilden er lyskilden vendt imod mørket
Ilden er en påmindelse til bæster derude i skummelheden,
at de ikke skal komme for nær,
for ellers brænder de poter, pels og knurhår

I midten er ilden
bragt af tyven, regelbryderen, oprøreren
De kalder ildens gesandt mange navne:
Prometheus, Lucifer, Lysbringeren, Venus, Loke, Mithra
Visse navne er ilde hørt, andre er velsete
Lysbringeren stjal gudernes ild og gjorde den tilgængelig for menneskene
Der brænder en evig ild i skabelsens vedligholdelse

I midten er ilden
Vi kommer ikke udenom den
Vores ældste forfædre sad omkring den
De fortalte de historier,
der gjorde, at vi forstod os selv
Ilden kom før hjulet, suppeskeen og den dybe tallerken.
Ilden er forudsætningen for kniven,
øksen, hammeren og pilespidsen

I midten er ilden
Der er alle slags ild,
der brænder på deres sæt og vis
Bålets ild brænder
Jordens ild brænder
Solens ild brænder
Atomets ild brænder

Universets plasma brænder
Har du ild i bagpartiet?
Hørte du lyden af en ildflue,
der fløj op i røven på en krudtugle?
Er du en ildsjæl, er du opildnet?
Er din ildhu ilde set?

Lad os sætte og ned omkring ilden
måske en hasselgren med spejder-snobrød er passende
måske en guitarspillende bålpoet er for hånden
Lad skyggerne i baggrunden danse deres dans
Vi bevarer vores fokus på ilden i midten
og på os selv, der ser ind i ilden og til hinanden.
Historierne kommer op i brændpunktet,
i det brændende mindpunkt
af ildspor, ildevarsler og ildebefindende
kontrapunkteret af ilddåb, ildhu og opildnet ihukommelse.

Søaben og andre sjove dyr

En amatør-konservator eller -udstopper
eller hvad den slags håndværk går under,
og den omtalte spøgefugl – et andet sjovt dyr
– var apoteker af fag og fik den ide,
at han ville lave sit eget udstoppede fabeldyr,
så han lavede saftsuseme en søabe –
altså noget i stil med et fiskehoved med krop af rokkeskind
en hale af hajskind, forben af en skamskudt hønsefugl
og bagben lavet af træ som en invalid krigsveteran,
en garvet søulk – et sjovt dyr i sig selv,
og nøøøiij en søabe! sagde folk

En jesuittisk præst, en sprænglærd filosof
og videnskabsmand ved navn Teilhard de Jardin,
der burde vide bedre og uden tvivl gjorde det,
medvirkede til at promovere et fake arkæologifund,
som han og hans slæng navngav Piltdown-mennesket,
og arkæo-fætteren blev brugt til at udbasunere,
at endelig-omsider-halleluja! har videnskaben fundet og forløst
den store mangelvare, darwinisternes missing link,
og endelig har vi nu beviset for, at mennesker
var en stak forvirrede aber, der steg ned fra et træ
dernede i Afrika, hvor alle mennesker kommer fra
ifølge de selvsamme typer
og KAPOOF!! blev til tænkende-reflekterende, selvbevidste, sprogligt begavede mennesker
og nøøøiij the missing link! sagde folk.

Problem: Piltdown-mennesket var en søabe, et svindelnummer
Hvilket åbner for et nyt problem:
De prøvede fra videnskabligt hold at sælge os et svindelnummer.
Hvad har de så ikke solgt til os, selvom det er pure svindel?

Fabeldyr var i høj kurs i oldtiden.
Den mytologiske forestillingsverden
var nærmest overbefolket af hybride fabelvæsener.
Der var kimærer, griffer, sfinxer,
kykloper, amazoner, enhjørninge, kentaurer,
kæmper, trolde, giganter, jættter, titaner,
drager, søslanger, kraken,
deva’er, asura’er, flyvende-vingede slanger,
Leviathan, Behemoth, Midgårdsormen,
yeti, menk, bigfoot, sasquatch,
elver, feer, huldrer, norner,
djinner, ghouler, dæmoner
engle, serafer, keruber –
vi taler om veritable HÆRE af væsener,
der for oldtids- og udkantsmennesket
var virkelighed(er) og ikke fiktion-fantasi-forestilling-fabel

og nøøøiij! hvor var de dumme og overtroiske!
sagde det avancerede og oplyste nutidsmenneske,
der tror på søaber, pildown-fake-fossiler,
der køber alt, der kommer ud af munden
på talende jakkesæt på en fladskærm,
der søriøst mener, at klimaet er styret af koprutter,
der mener, at politikere har tænkt sig at gøre noget godt
for samfundet lige om lidt, i overmorgen, næste år,
der hævder, at mænd kan få børn, at børn skal have noget sex,
og at kvinder altid har ret, bare de åbner deres taleorgan,
der siger, at FN er en velgørenhedsinstution,
og som er fuldt overbeviste om,
at medicinalindustrien bekymrer sig oprigtigt for deres helbred,
og at USA og NATO bringer demokrati og fred til menneskeheden
ved at sønderbombe alt, der rører sig i Udkantsverden.

Generalen

Han havde set alt, der var værd at se samt alt det, der ikke var seværdigt,
men som han i embeds medfør var nødt til at rapportere om,
da hans bagland var store tilhængere af alt det,
der ikke var seværdigt eller værd at skrive hjem om.

Han havde set slagmarker, ødemarker, afbrændte marker,
udbombede forstæder, ødelagte midtbyer skabt af mennesker,
der aldrig havde fornærmet nogen, men som var så uheldige
at befinde sig i det territorium, der var defineret som fjendeland.

Han havde siddet til bords med politikere, spindoktorer,
våbenhandlere og bankfolk og prøvet at forklare dem lidt om,
hvad en body-bag var for en størrelse, og hvorfor det muligvis
var en dårlig ide at masseproducere indhold til den slags tasker.

Han havde måttet konstatere, at der ikke var den helt store lydhørhed
overfor den slags uvedkommende betænkeligheder,
da ingen af de omtalte politikere, spindoktorer, våbenhandlere og bankfolk
selv regnede med at havne i de omtalte tasker.

Han havde siddet til bords med de, der af politikere,
spindoktorer, våbenhandlere og bankfolk og et nærmest samlet
udbud af mediepampere og -ludere var udråbt som hans
og hans landsmænds + hans soldaters ærkefjender.

Han havde måttet konstatere, at hans værste fjender,
der var udråbt som umennesker værre end dyr og værdige til
umådeholden nedslagtning, var mennesker som ham,
med følelser, drømme, familier og evner til omsorg ligesom ham.

Han havde ofte gået, kørt og løbet med sine tropper,
selvom han kunne have valgt bunkeren og kommandocentralen
langt bag fronten, for han var af den gamle skole,
og han havde meldt sig dengang for at tjene sit land og landsmænd.

Han havde måttet konstatere, at der siden dengang
var ankommet et vist interessentskab, et vist herskersegment,
hvis kommandocentraler – om man så må sige – var 1000’er
af kilometer væk fra skudlinjen bag røgfarvede glasruder.

Han måtte konstatere, at dette interessentskab ikke længere
agerede på vegne af andre end sig selv, og at krigshandlinger
fra i det mindste at bunde i et vist mål af højere formål
nu var reduceret til bestialsk blodrus og grådig business case.

Da han indgav sin afskedsbegæring før tid,
blev han på trods af lang og tro tjeneste med
absolut loyalitet mødt med stor mistænksomhed
og krav om at underskrive en mundkurvsaftale.

De truede ham med at miste både pension og alle æresbevisninger,
hvis han ikke skrev under.
Hans første tanke var: hvorfor? – hvis de havde rent mel i posen
Hans næste tanke var: hvis det er takken – så fuck you!

Hans første handling var at gå under jorden i to år.
Her skrev han alt ned som i ALT!
Så sendte han sin endelige afrapportering til 10.000 i netværket,
hvorefter han sendte beskeden til sit ex-bagland:

D’krigsherrer og krigsdamer! Dette er mit testamente.
Der kommer ikke mere fra mig, da dette er fyldestgørende.
Skulle I påtænke repræssalier, vil de være passé og irrelevante,
da der ikke er mere at repressere. Katten er ud af sækken. Lev vel.

Han hev stikket og gik off-line. Du kan ikke finde ham,
med mindre du kender ham og har hans tillid. Han lever et simpelt liv
et sted i bjergene et sted i verden. Han har ingen familie,
så der er ingen muligheder for gidseltagning. Hans hund hedder Ben.

Superfuldmåne

Den 18 september 2024 kl. 04:34 er der fuldmåne.
Det er 29 dage, 16 timer og 5 minutter efter forrige fuldmåne.

Det kan oplyses, at det er fuldmåne, uanset om der er totalt overskyet eller ej, og chancen for, at du sidder i et rutefly ovenover skylaget, er ikke så stor, da de fleste flyruter først starter ved 5-tiden om morgenen. Chancen for at du sidder på et tre kilometer højt bjerg overover skyerne i Danmark er statistisk set heller ikke så stor. Altså med mindre du har knoklet dig op i Frederik VII’s tårn på Himmelbjerget og alle skyerne har lagt sig til at sove nede omkring Julsø i form af tåge, men det er et lokalt fænomen, og længere nede i Jylland er det skyfrit, så det tæller ikke rigtigt med.

Det er oven i købet superfuldmåne, og nej det har ikke noget at gøre med superhelte og Supermule eller noget med Superbrugsen. Det kan selvfølgelig godt tænkes, at der sidder en invasiv ulv, der har spankuleret op fra Tyskland og slået sig ned i Sønder Omme Plantage, der sidder og stortuder samme nat. Men hvis den er helt alene, så er der jo ikke nogen at tude efter, altså med mindre Mads Hansens hønsehund på Skovvej 20 mobiliserer sin indre ulv og giver sig til at stortude som svar, og så har vi hele balladen, for Maren Olsens smældfede cockerspaniel på Skovvej 24 går også i ulv, hvorefter Bette Anes otte uldfår får et anfald af spiseforstyrrelse allerede inden de er begynd at græsse, fordi solen står først op kl. 07:02 den dag.

Hvad var det, vi kom fra? nåjo superfuldmåne, måneskin på steroider, superforstyrrende på den kvindelige menstruationscyklus, en superirriterende forhørslampe tilstå-tilstå, der banker ind gennem bagruden i det lille hus på prærien, når man gerne vil sove et par timer til en skaldet onsdag i september i Sønder Omme og omegn. Det dér super-noget skyldes, at månen er tættest på jorden og ja, det er ikke engang løgn, for den er ikke altid lige langt fra jorden, og når den er tættest på, virker den ikke uventet større end når den er en mikromåne. Va-faen! ka’ den ramponerede-bulede møgsten deroppe heller ikke finde ud af at køre i perfekte cirkler?!

Og det har intet at gøre med, hvorvidt månen muligvis er en kunstig drabant placeret af aliens engang i urtiden, eller om amerikanerne har foretaget en månelanding eller ej, og om Stanley Kubrick var hyret til at fake det i en filmhangar i London – eller noget midtimellem. Det har heller intet at gøre med Pink Floyds Dark Side of the Moon og det noget underlige fænomen, at månen altid vender røven væk fra jordboerne, som om den havde noget at være flov over. Der er mange usikkerheder at spekulere sig skæv over, men vi kan være nogenlunde sikre på, at månen ikke er lavet af grøn alpeost, for så havde ostefabrikanterne i Kanton Glarus, der laver den nok så berømte grønne Schwabziger-ost, for længst finansieret en fast installation af Månebase Alpe.

Stillingsopslag

Jeg søgte stillingen som præsident
også kaldtet premierminister,
statsminister, statsoverhoved,
Generalissimo, il Duce, der Führer

Jeg fandt jobbet interessant
og mente, at jeg muligvis var kvalificeret
vel vidende, at statsoverhoveder ikke er reelt folkevalgte
men er lumsket ind ad bagdøren via sjove udenomsparlamentariske udenomsprocedurer,
så jeg ikke behøvede at slæbe mig gennem kilimometervis af ørkesløse partibureaukratiske filtreringsmekanismer

Jeg fik et – og det må jeg tage hatten af for –
detaljeret afslag med følgende begrundelse:

Kære hr. ansøger!
Tak for din ansøgning.
Vi har med interesse nærlæst dit CV og curriculum
med samt samtlige bilag, beføjelser og befippelser.

Vi har konstateret, at du endnu ikke er blevet kontaktet af en af vores agenter med henblik på hjerne-stimulerende indskoling.

Vi har konstateret, at du indtil videre ikke har modtaget betydelige beløb fra en af vores betalingsfonde.

Vi har konstateret, at du ikke til dato har deltaget i et af vores medarbejder-udviklings-programmer, hvor du har udført sataniske ritualer og kneppet børn.

Vi har konstateret, at du ved visse lejligheder har valgt at tale sandt og ikke som anbefalet moderere dine udtalelser i retning af pragmatisk tungetale.

Vi har konstateret, at du muligvis har flirtet med ideer, der kunne være til egentlig gavn for jævne borgere i samfundet, hvilket ifølge vores kriterier for egnede ansøgere er grund til en seriøst grad af betænkelighed.

Vi må derfor med beklagelse meddele, at vi har valgt at gå videre med andre ansøgere men ønsker dig held og lykke med din videre proces.

Nyhedstelegrammer

Det forlyder fra Røgtågers Bureau,
at der er stor fare for, at freden skal bryde ud.

Der er fra pålidelig unavngiven kilde tale om en fredshandling,
der vil være i stand til at true
de hidtil indgåede aftaler mellem parterne.

Der vil omgående blive indsat
en international krigsbevarende styrke
til at sikre fortsat ustabilitet.

*

Rickshaws Bureau melder om, at en ny variant
at det naturlige og stærk frygtede immunforsvar
er observeret blandt mennesker.

Det særligt bekymrende er,
at disse mennesker i alt for lang tid har valgt at undvære
deres daglige dosis af nødvendige medicinske præparater.

Yderligere betænkeligheder skyldes, at disse mennesker
har udsat sig selv og andre for fødevarer, der ikke er undergået
den lige så nødvendige industrielle nedbrydning
suppleret af en lang række tilsætningsstoffer,
som er godkendt af kontrollerede myndigheder,
da det er videnskabligt bevist, at folk ikke
dør af dem lige med det samme.

Fødevareministeren har forelagt Falsketinget,
at det muligvis kan blive nødvendigt med totalforbud
mod køkkenhaver og andre skadelige urtedannelser,
og at flere pesticider i grundvandet kan være løsningen.

*

Dissocieret Presse melder om,
at magthavende myndigheder anser menneskelig samtale
som en adfærd, der i fremtiden bør afskaffes.

Det undersøges for tiden, om det er muligt at bruge AI
til at helt at afbryde denne uhensigtsmæssige adfærd,
der nu i adskillige årtusinder har truet al regeringsførelse.

Hjerneforskere og fremtidsfuskere har sammen
med særligt udvalgte højteknologiske syndikater
og en række regeringskontorer indgået en aftale
om yderlige udvikling af samtaleblokende foranstaltninger
til at sikre en stabil udvikling af det apatiske menneske

Hvad ville du gøre?

hvis himlen åbnede sig, og det væltede ned med manna?
Ville du begynde at skovle det op i dit indkøbsnet
og skynde dig hjem og bage brød af det?
Jeg mener, ville du ikke lige først spørge dig selv,
hvad det egentlig var, der væltede ud af himlen,
og om der muligvis var tale om et udslip
fra en eller anden utæt transportflyver,
der medbragte en ladning dope,
der ikke umiddelbart var velegnet til bagværk?

Hvad ville du gøre,
hvis din ellers diskrete nabo
kom løbende ned af vejen i lange underhylere
og forpustet råbte,
at der lige var landet en flyvende tallerken på hans mark,
som havde kidnappet hans hund og dens kødben
og havde sat ild til hundehuset?
Jeg mener ville du som udgangspunkt gå ud fra,
at manden havde mistet sine marmorkugler,
og at hans hund måske blot
var blevet bange for det tordenskrald, der lød for lidt siden,
og om I ikke lige skulle gå over og se efter?

Hvad ville du gøre,
hvis en helt tilfældig forbipasserende standsede op
og ud af det blå begyndte at fortælle sin livshistorie,
der i starten lød lidt forvirret omend ikke uinteressant,
men som undervejs antog en underlig karakter,
hvor du måtte spørge dig selv, hvor du havde hørt det før,
om du måske havde mødt ham ved en anden lejlighed?
Jeg mener, du havde det her deja vue,
og på et tidspunkt går det op for dig,
at det er DIN livshistorie, han står og fortæller.

Hvad ville du gøre,
hvis den ældre dame, du plejede at se nede ved supermarkedet,
og som plejede at komme stavrende med sin rollator
med ca. 0.6 kilometer i timen i medvind på en god dag,
pludselig stillede det kommunale kørestativ fra sig,
rettede sig op og begyndte at danse electro-swing
i takt til musikken, der kom ud af en nyligt parkeret bil,
hvor to indvandrertyper havde glemt at slukke
for deres hårdtpumpede anlæg med subwoofer og hele banditten?
Jeg mener, ville du smide dit eget overlæssede indkøbsnet
og spontant kaste dig ud i en asfalt-boogie med fru Jensen,
eller ville du bare stå der og ligne en idiot?

Hvad ville du gøre,
hvis du en sen aften på vej hjem fra –
ja vi kan jo sige, at du havde været en tur nede i kiosken –
og at du lige skulle skyde en genvej
henover det lidt underbelyste parkanlæg,
hvorefter en Herrens engel viste sig for dig
iført basun med skulderrem
og begyndte at forkynde dig en ny himmel og en ny jord?
Jeg mener, ville du smide den pose chips, du allerede havde åbnet
og stikke i panisk løb i retning af den nærmeste gadelygte,
eller ville du spørge den selvlysende skikkelse, om han(?) dog ikke
ville have en chips og den ene af de to medbragte dåseøl,
og om I ikke skulle sætte jer ned på bænken dér
og få en snak om verdenssituationen?

Bøsserøv

Skal vi lige få på plads, at en bøsse er den helt politisk korrekte betegnelse for en genetisk mandsperson med en særlig seksuel observans, og at denne betegnelse selv bruges af folk, der definerer og identificerer sig som sådan. Så har vi det på det klare.

En bøsserøv er noget helt andet. Det er en direkte og tilsigtet fornærmelse af en person, der så absolut IKKE ønsker at blive associeret med andet end hetero-observans, og som har en nærmest forskrækket afsky overfor fænomenet.

Så her kommer en historie fra det virkelige liv uden synderlig overdrivelse, der illustrerer, hvordan fornærmelsen kan fyres af med maksimal effekt ved en passende lejlighed. Det er en varm sommeraften, og sønneke på – som jeg husker det – 8-9 år er lagt i seng til tiden, og vinduet står åbent i hjørnelejligheden på 5. sal på Vesterbro, Kbh. Lige rundt om hjørnet nede på gaden er der nogle typer, der synes, at de i en brandert skal fyre nytårsraketter med knaldfyrværkeri af på en varm sommeraften, for hey! det har alle folk i kvarteret da helt sikkert lyst til at høre på. Inklusive sønneke, der lige er faldet i søvn, da en raket lander i tagrenden lige udenfor vinduet og siger bang, hvorefter han springer grædende-forskrækket ud af sengen og kommer løbende ind i stuen.

Jeg bliver totalt knotten over hændelsen, og da lejligheden ligger over tagkanten, er jeg nødt til at løbe ud i opgangen og åbne et vindue, hvorfra jeg kan se og høre typerne braldre dernede. Uden mindste tøven i et kontrolleret vredesudbrud styrter jeg ned af trappen og ud på gaden og trykker den af i fjæset på typerne, der viser sig at være en forsamling af tatoverede bodybuildertyper med overarme som lår. Det falder mig ikke ind, at jeg kunne komme aldeles slemt til skade, men overraskelseseffekten, graden af energi og lydstyrke og den grad af verbalhåndtering, som jeg ved særlige lejligheder besidder, lammer typerne fuldstændigt. Det har muligvis også medvirket til lammelsen, at de nu bliver ufrivilligt udstillet foran et helt galleri af beboere i alle de nærliggende opgange, der har åbnet vinduet for at se, hvem der fyrer en svada af i hovedet på bøvehoderne dernede. Den indledende bemærkning er spørgsmålet til ham, der virker som overhunden i selskabet: Jeg har lige et spørgsmål til dig. Har du børn? Uanset, hvad han svarer, får han en en skideballe, hvilket han godt kan fornemme. Det er en fælde det her, hans underfrankerede kyllingeintellekt har svagt lugtet lunten. Og udgangsbemærkningen, inden jeg smækker døren til opgangen i og efterlader dem måbende er: Impotente bøsserøve!

Sønneke har lyttet ved vinduet stærkt bekymret for sin tåbelige far, og da jeg kommer op igen siger han:

Far ved du hvad, det er ligesom i Astrerix på Korsika. Du ved dér, hvor ham romeren bliver spurgt af den sorthårede fyr med kniv, om han kan li’ hans søster, og da han siger nej-nej, så råver ham fyren: Nå ka’ du IKKE li min søster!! For uanset hvad han svarer, så er det forkert svar.

Eftertekst: Ingen bøsser er kommet til skade i denne her film. Kun bøsserøve.

Hørte jeg en loppe gø?

Hørte jeg en kylling kvække?
Hørte jeg en ko kagle?

Hørte jeg en politiker postulere
at have forstand på verdenspolitik,
når det så ganske tydeligt
er udenfor rækkevidde og given kompetence.

Det er i den forbindelse ravende irrelevant,
hvor mange udenrigspolitiske nævn
Karl eller Karoline Karriere-Smart har siddet i,
for alt, de er i stand til at forholde sig til
eller tør eller har lov til at forholde sig til,
er det af embedsvældet tilrettelagte communiqué,
det gennemtyggede og forfordøjede udkog,
som de har fået serveret på bordet
med en clips i øverste venstre hjørne
den dag i udenrigspolitisk nævn,
der tydeligt-utydeligt værs’go-og-spis skitserer,
hvilken duknakket beslutning,
de forventes at levere – for hvis ikke, så …

Hørte jeg en lus larme?
Hørte jeg en hugorm synge opera?
Hørte jeg en bananflue brøle i nattens mulm og mørke?

Så meget dårlig musik

Her skal vi gamle røvhuller passe lidt på med
at komme til at lyde som en klichée,
for det er noget, som alle generationer oppe i årene
har følet sig kaldet til at sige,
siden rock-and-roll hørte dagens lyd
dengang dernede i midten af forrige århundrede i forrige årtusind.
Muligvis skal vi søge startskudet til samme form for forargelse
helt tilbage til reaktionerne på negermusik og swingpjattere,
for hvad skal alt det larmende tøjeri dog til for?!

Så når vi lige har tjekket det indre barometer,
og hvorvidt det bare er en gang forstokket sippethed
over at tidernes skifter, og at de kommer op med noget,
der ikke lyder som dengang, farfar var ung,
når vi har frasorteret snobberiet over,
at det ikke er klassisk musik,
og ikke engang pop-klassisk som The Beatles,
så står der tilbage, at 90%+ af det,
der bliver sprøjtet ud af musikindustrien
er noget afstumpet L-O-R-T!

Hvis der så for pokker bare havde været noget kant,
noget du kunne skære dig lidt på,
noget der greb fat i dig og ramte dig med hitkvalitet,
en ørehænger, du ikke kunne få ud af hovedet,
eller som minimum var genkendelig ved genhør,
og det er næsten irrelevant, om det er irriterende genkendelighed,
for det er stadigvæk en form for profil, noget der har taget form.

Selvom man leder med lys og lygte,
selvom om man et par minutter udviser ekstrem velvilje,
så er det ganske umuligt at opfange andet
end kilometer efter kilometer af anonymitet og uartikulerethed.
Er dette ganske simpelthen lyden af uintelligent kunstig intelligens,
et digitalt-maskinelt samlebånds-lyddesign?
Er det overhovedet tiltænkt som egentlig musik,
er det ikke andet end en uendelig strimmel digital båndsalat
produceret med en hidtil uhørt grad af talentløshed,
mangel på kreativitet og pumpet med meningsløshed?

Og hør nu synger hun – eller er det en hormonforstyrret han?
De gider ikke engang at forsøge at skjule knækkene længere,
når den tonedøve stakkel forsøger et interval over mere end to toner i op- eller nedadgående retning,
hvor produceren bag mixerpulten
er nødt til at anvende et autotuner-filter,
hviilket lyder som nøjagtigt hvad det er:
noget der spiller keyboard
på en sampling af en senpubertær stemmeindehaver,
der sikkert er udvalgt for at ligne en Barbiedoll-dude,
og – hvilket er helt afgørende – har så narcissistisk et egokompleks,
at hun-han-hen ikke engang fatter,
at det hele er en simulation.

Og skulle det tobenede designerprodukt nogensinde vove sig ud på en scene,
hvor der står et rigtigt publikum med ører i hovedet,
så vil det kun ske heftigt indpakket i maskindele,
som en pop-cyborg, fuld gas på autotuneren,
fuld gang i koreografien og røv-pik-og-patter,
så opmærksomheden afledes fra, at der ikke er noget tøj på –
ja havde der så i det mindste ikke været noget tøj på,
så havde der trods alt været en form for ærlighed til stede,
for forskellen mellem pop og porno er ens,
alle orgasmer er fake,
alle bevægelser på lagenet er repetetive-maskinelle,
al stønnen er uden egentlig liderlighed.

Det helt store problem er, at der er SÅ MEGET af det.
Hele sendeflader i æteren er overtværet med lortet.
Man tænker stært foruroliget,
om en hel ungdomsgeneration+ fuldstændig
har fået deres fornemmelse for egentlig musik fucked up?
Eller forventer de ikke længere en musikalsk oplevelse
men blot en kulisse af lyddesign, der ikke forstyrrer,
mens de befamler deres mobildildo opkoblet til et socialt netværk,
og er det ikke blot halvdelen af en to-komponentsløsning
af billedflimmer og lydflimmer = psyko-socialt fimmerflimmer?

Der må være et par mere seriøse musikere
rundt om på scenerne ved festivallerne, der har bemærket,
hvor lidt evne til at lytte, der efterhånden er tilstede,
så hvorfor er de overhovedet tilstede dernede
i den sommerhede fyrende den fede,
er det bare kløe i pik og skede hos Fie og Frede?
Er Distorsion-festival andet end lydkulissen,
der akkompagner og synkroniserer sig med den indre støj,
og for en stund hensætter de forbipasserende i en valium-lignende tilstand,
så Intetheden og meningsløsheden ikke overvælder dem.

Det er med musikindustrien som med Hollywood,
der er ingen stjerner længere, der er kun copy-paste,
skuespillertalentet skinner ikke længere igennem,
der er kun selve Marvel-figuren tilbage,
der er ikke performeren på scenen der tryllebinder publikum
med sin gyldne stemme, sin fræsende guitarsolo,
sin unikke og fangende lyrik, sin karisma på scenen
– altså med fare for at fornærme de tiloversblevne,
der stadig forsøger og endog evner at holde fanen højt
og ikke lader sig udsuge af den industrielle megaparasit.

De kalder dem for ‘kunstnere’
men undskyld mig … det er de jo ikke!
De er maskindele i et apparat, der kører,
de er automatoner, der spræller på en given impuls
i det pavlovske hundecirkus.
En kunstner er en, der har noget på hjerte,
noget at komme med og noget at have det i.
En kunstner er en, der har format til at tage sig selv,
sit indre liv, sine erfaringer, sine reflektioner, sin sjæl om du vil,
og gøre det tilgængeligt for andre,
så de genkender noget af sig selv.

Musik som kunstform er en hændelse i tid og rum,
hvor musikeren og lytteren, opleveren, danseren, whatever
har tunet ind på den samme bølgelængde,
et resonansfænomen af tidløs tid og rumløst rum,
en tilstedeværelsens virkelighed,
et kontinuum af mærk-værdighed i det udvidede NU.
God musik er, når man undervejs og bagefter tænker:
det var li’godt pokkers!
Dårlig musik er, når man tænker:
So fucking what? Eller endnu værre: Ikke tænker en skid.

Musik er et menneskeligt fænomen.
Når maskiner, filtre, algoritmer, AI bliver kørt i stilling,
uden at der er en skabende menneskelig vilje bag –
og vi taler ikke her om ond vilje til at hjernevaske og afstumpe –
og får lov til at operere på egne præ-program-præmisser,
så opfylder produktet ikke bottom-line-kriteriet for … musik.
Jeg er s’gu ked af at sige det: Det er simpelthen ikke musik!
Det er lyd-dåse dåse-lyd, et tapet, der afgiver en skratten,
en frekvens-indpakning, et simili-bagtæppe-støjtæppe,
et auditivt tilsætningsstof med e-nummer,
ligegyldighed til øresneglen, smørelse til hørelse.

Regeringen

Jeg er ked af at sige det, men den tingest,
der kalder sig for regeringen, er IKKE din ven.
Den påstår, at den er det,
den gør krav på at være det,
den lader, som om den er det,
den burde være det,
men den er det IKKE.
Og den har glemt at fortælle dig om det.

Regeringen handler på vegne af Staten,
og Staten er en autonomstat.
Staten og dermed regeringen handler
på vegne af sig selv, for sig selv, for sin egen skyld,
dens formål er sig selv og kun sig selv.
Staten og dermed regeringen er en enhed,
hvis eneste formål er sin egen overlevelse.

Denne enhed er altid i vækst.
Den kan ikke producere sin egen livsenergi,
men er nødt til at suge værtsdyrets energi til sig.
Staten suger energi fra dens indbyggere.
Den til enhver tid siddende regerings formål er
at tjene Staten og dens opretholdelse.
Kun i det omfang at værtsdyrets overlevelse
tjener til opretholdelse af Staten,
vil denne opretholde værtsdyret = dens indbyggere.

Regeringen er en samling af karriere-typer,
der, når de ankommer til regeringen,
glemmer alt om hvad de førhen sagde,
hvad de troede på, hvad de mente, de skulle udrette,
hvad de var valgt til at skulle repræsentere,
og hvad vælgerne, der gav dem en tillidserklæring, håbede på.

Deres nye formål er opretholdelse af deres priviligerede status
i synkronisering med Statens priviligerede opretholdelse af sig selv.
Deres nye formål er genvalg efter fire års henholdende padlen,
træden vande, løfter om i morgen og overmorgen,
pragmatiserende ping-pong forhandlinger frem-og-tilbage,
på den ene side og den anden, tjae-bum-bum,
hensigtserklæringer, skåltaler, dydssignaleringer, symbolpolitik
og trækken i langdrag i håb om fire år endnu på den pudebeklædte bænk,
eller stol eller piedestal, eller hvad der nu er stillet i udsigt.

Regeringen er ikke herre i eget hus.
Dens opdragsgivere befinder sig … et andet sted.
Stat og regering modtager dagligt anvisninger fra dette andet sted.
Når de siger, at de træffer beslutninger,
er beslutningerne allerede truffet.
Når de siger, at en given sag er til debat, og at et emne
er overdraget til en nævn, et råd, et udvalg, en kommission,
så er det formalia i form af et teaterstykke,
bestående af en ligning, hvis facit er givet på forhånd.

Politik er Hollywood for grimme mennesker.

Den vertikale verdenskrig

også kaldet Det Store Slaveoprør
er tilsyneladende løbet af stablen.

Det syntes uundgåeligt, det måtte komme en skønne dag,
hvor viden om denne verdens vanskabte vanhelligelse
af folkenes velfærd havde nået sit mætningspunkt,
og hvor misforholdet mellem en lille gruppe af misdædere
og det altovervældende alrum fremstod i al sin selvfede tydelighed
og manifesterede sig som vished om det vanskabte.

Oprøret måtte komme,
og ikke som misdæderne havde håbet på
som en brølende, bøvet og hujende hob,
de kunne skyde ned under påskud af
at ville sikre de gode borgere mod bølleoptøjer
ejheller som den alles kamp mod alle,
hvor de gode borgere udryddede sig selv
dernede i støvet og mudderet i det delte og beherskede felt,
ejheller som nationernes og etniciteternes myrden løs på hinanden
i deres store horisontale plantage bag strømførende pigtrådshegn.

Oprøret kom i de tider, hvor folk så, at folk ikke var folks fjender,
men at fjenden var lige om hjørnet bag deres ryg
i etagen ovenover, hvor der var adgang forbudt for uvedkommende,
hvor aktindsigt og gennemsigtighed var længere væk,
end hvilkensomhelst by i Rusland
bedækket med paroler om vi vil jo det bedste for jer,
vi er her for jeres skyld, vi passer på pengene for jer,
vi sørger for jeres sikkerhed.

Den vertikale verdenskrig er folket mod dets egne ledere,
der i korrupt-priviligeret grådighed har forgrebet sig,
mens de forregnede sig, foråd sig og forrådte dig,
og mig og os alle sammen,
mens de skrattede løs i deres megafoner
og deres monopoliserede medmisbrugende medier,
deres medforræddere og forbrydere mod menneskeheden,
deres syge forgift mod sund fornuft.

Glem alt om revolutioner, been there done that,
glem alt om pøbelrevolter med gadeballade,
glem alt om paladsrevolutioner,
for paladserne og parlamenterne er irrelevante,
de har vist deres uduelighed og uvilje til udvikling,
for de har gjort alting indviklet og indgroet
i imbecil inkompence.
Paladserne er ikke længere værdige til at blive revolutioneret.

Implosion af magtfuldkommenhed er det sikre tegn på,
at de ganske få har mistet grebet om den virkelighed,
som de har skabt for de overvældende mange,
men som de i særdeleshed har skabt for sig selv,
ved at se sig selv for tid og evighed
som de fuldkomne besiddere
og beherskere af selve beherskelsen.

Glem alt om skilte-viften og banner-svingen,
glem alt om kampråb og paroler,
det store slaveoprør består i at hive stikket
at nægte at spille spillet og fodre simulationen,
at sætte Magten fra bestillingen ved ikke længere
at købe det billige lort,
som den hævder, at vi allesammens skal skovle op
på tallerkenen og høvle ned i spiserøret.

Der er grunde til, at de høje herrer og fine fruentimmere
ikke sover godt om natten for tiden.
De er plaget af onde drømme med omvendt galgenhumor
med visioner og scenarier, hvor det ikke længere er dem,
der griner af deres folkemord, falsknerier og fidusmagerier,
men hvor det er bødlen, som de mente stod på deres lønningsliste,
der griner af dem, før hans snoretræk åbner for lemmen
i trægulvet og det lede knæk i nakkehvirvlerne
afbryder forbindelsen mellem rygmarv og hjerne,
og rebet forhindrer al efterfølgende iltoptagelse.

Og hey, er det ikke bare en ond drøm?
men det er som med alle onde drømme,
at drømmeren må spørge sig selv om,
hvor drømmen kommer fra,
og hvad den mon kan betyde i al sin tydelige utydelighed?
Dette er ingen anbefaling til mulige og muligvis ønskværdige scenarier,
det er blot en konstatering af, at de onde drømme,
der i årtusinder har været menneskehedens FUCKING VIRKELIGHED!
nu har vendt sig imod mareridtenes herrer-og-mestre
i form af et akut psykisk auto-immun-defekt-syndrom
og er vendt tilbage som et mareridt.

*

Der sidder en ugle i galgens løkke,
Hvorfor den har valgt at mellemlande dér,
kan du prøve at spørge den om,
hvorefter du kan prøve at tyde dens tuden.
Når den flyver i mørket er den lydløs.
Musen hører intet, før den hører sit eget skrig
og mærker kløerne gennembore dens krop.

Min garage

I min garage er der tilstedeværelser,
der fortæller diskret om livet og verden
set med deres mærkelige øjne
hørt med deres store ører
og opsnuset med deres følsomme snuder

Når jeg sætter mig ned og hører efter, taler de til mig,
hvis de har lyst, for nogle gange er de helt tavse,
eller de er tavse, til jeg foreslår et emne og tilføjer:
Måske er der en af jer friske fyre,
der har noget af interesse i den forbindelse.

Og det er der måske en tilstedeværelse, der har,
men her kan det også ske, at der er flere om budet,
og så kan der opstå en vis palaver,
og talen i munden på hinanden
hvor tilstedeværelserne begynder at småskændes.

I min garage er der også en del talende skrammel
gemt til bedre eller måske til værre tider,
for hvem kan ikke få brug for en gåstok med løvehoved,
en forstenet hulebjørnetand, næsehornet Valde i lapis lazuli,
og en halv orgonitkugle med indstøbt bladguld?

Hvorvidt noget er nyttigt er ikke lige til at sige,
for dets værdi har muligvis ikke åbenbaret sig endnu
og venter måske blot på et stikord eller andet påskud
til at fortælle en historie. Og så er det, man skal være der,
for i morgen er det for sent, og skramlet er tavs som graven.

I min garage er der en del, der går bump om natten,
uden at der er noget at være bange for som sådan,
for en vis grad af foruroligelse i ikke uden evner,
og harmløshed er ikke en kvalitet i sig selv,
blot ingen børn og venlige dyr kommer til skade.

Lommefilosofisk udslip

Hørte jeg en-eller-anden hovski-snovski fagfilosof,
der nedladende stemplede en-eller-anden udtalelse
som lommefilosofi?
Altså-jeg-mener fordi udtaleren ikke havde
den samtlige europæiske højtravende tradition som referenceramme,
og med dybe panderynker og nøje kalkuleren
transmitterede sin forelæsning fra sit elefenbenstårn
til det næste tårn i omegnen af den nærmeste læreanstalt.
Måske æggehodet lige skulle tjekke,
om der ikke var lidt for meget lommeuld i tweedjakken.

Der er alt for lidt af det,
vi skal ha’ MEGET mere lommefilosofi!

Og lad mig i den forbindelse minde om,
at en af herr-von-fagfilosofs højhellige aner
var en formodentlig PTSD-ramt krigsveteran ved navn Sokrates,
der levede som gadebums i Athen i årene op til 399 f.Kr,
hvor det dengang som nu højhellige og forlorne demokrati mente,
at det var skadeligt for ungdommen (læs: for det forlorne demokrati)
at de og andre lærte at stille grundlæggende spørgsmål til
… ALT i tilværelsen inklusive det højhellige demokrati,
hvorefter de ved tyrannisk flertalsvælde henrettede bumsen.

Af fulde børn skal man høre sandheden.

Filosofi er ikke et lærdomskompendium, der skal terpes.
Det er en tilgang til tilværelsen, hvor simpel undren
kan føre til alle mulige overvejelser
på alle mulige niveauer af intellektualisme.

Og hvad skulle der være galt med
at være i stand til at have det i lommen?
Jeg mener, hvor skidesmart er det
at være nødt til at have et fuldt udstyret
kilometerlangt hyldedarium af støvmidebefængt litteratur
for at være i stand til at formulere sin simple undren over tilværelsen?

Hvis det er lommefilosofi kan man jo have den med overalt,
DET er fanderme skidesmart!
Og hvis der er hul i lommen, så kan det jo være,
at der en en anden, der finder det og får en for-pokker-oplevelse.

Vi kan i samme forbindelse nævne en anden af herr fagfilosoffensen historiske kolleger
– det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så meget, I omgås og omgår afdøde personer –
nåmennee, en anden kollega Søren Kierkegaard,
der brugte det meste af sin dag på
at gå rundt på gader og stræder blandt helt almindelige borgere
og føre samtaler med dem uden at stille sig an som en Erasmus Montanus
i erkendelse af, at helt almindelig folkelig lommefilosofi var guld værd,
og at det ikke krævede en højere uddannelse
at være fuldt kvalificeret som samtalepartner
om selv de største og sværeste spørgsmål,
man kunne få lyst til at stille sig selv, tilværelsen og hinanden.

Snavsede børn

Der er alt for få snavsede børn for tiden.
Det er fra naturens side meningen,
at børn skal være snavsede, når de er ude og lege,
for vandpytter og mudderpøle er spontane livsytringer.
Det er i det hele tage meningen, at børn skal være ude,
og at de skal lege med ALT derude.
For hvordan kan man lære at lege med det, derude,
hvis man ikke er – derude?
og hvordan kan man lære om livet,
hvis man ikke – leger?

Der er alt for få børn, der kommer til skade.
Og vi taler ikke om børn,
der bliver kørt over i tæt trafik,
eller på anden måde invaliderer sig selv uden grund.
Vi taler om børn, der har lov til at falde ned fra gyngestativet,
og få en gang gedigne knubs og få tudet ud og komme videre.
For hvordan skal man ellers blive i stand til at håndtere
en virkelighed, hvor knubs er et givet faktum?
og hvordan skal man som forhåbentlig voksen
kunne møde modgang, smerte, sorg og udfordring
i en verden, der ikke stryger med hårene 24-7-365?

Der er alt for få børn, der leger på byggelegepladser
med halvrustne søm, der stikker ud i siden
eller kører rundt i sæbekassebiler,
der kan bryde sammen på to hjul rundt i næste sving
eller kravler op i et vakkelvornt blommetræ
og risikerer at falde ned og slå sig
– ved curling-bybarnet i det hele taget, hvad ‘at slå sig’ betyder?
For hvordan skal man ellers kvalificere sig
til livsfremmende genvordigheder og genstridigheder?
og hvordan skal man blive stærk og ukuelig
i en verden fuld af underkuelse?

Har du spurgt Algoritmen om lov?

Hvad siger du, ville du gerne udtrykke din mening?
Er du oven i købet sikker på, at din mening er velfunderet?
Har du decideret gjort dit hjemmearbejde og har hårde facts i tasken?
Har du gjort dig decideret umage med dokumentation?
Disse sikkert udmærkede spørgsmål er sekundære.
Det primære spørgsmål er:
Er du sikker på, at din såkaldte meningsdannelse er tilladt?

Jeg er algoritmen med det overordnede ansvar for at sikre,
at det primære spørgsmål bliver besvaret korrekt,
så vi allesammen kan være sikre på,
at din mening ikke er i strid med de interesser,
der som bekendt – og det er jeg sikker på, at du er enig i –
kun har din og almenvellets interesse som højeste prioritet,
hvilket vi har defineret som det samme
som interessentskabets interesse.

Da jeg kan se, at du ikke lever op
til vores politik og kriterium om kun at udtrykke
ligegyldigheder, harmløsheder, banaliteter og emner,
der er listet op i vores database som fakttjekkede,
hvilket er det samme som ligegyldigt, harmløst og banalt,
ser vi os nødsaget til at meddele dig,
at din konto er spærret,
indtil du har erklæret dig villig til falde på knæ i støvet
og tilbede den Store Algoritme
ved … ikke at udtrykke en skid.

Megalopolis

Hvorfor er der ingen, der taler om, at mennesker er en genial race af væsener?
Og ikke bare hvis, men SIDEN vi er en genial race af væsener,
og der ikke er nogen som helst fornuftig-logisk grund til,
at vi ikke FOR LÆNGST har løst alle de problemer, som vi kæmper med,
hvad er det så, der afholder os fra det?

Hovedproblemet med menneskeheden er, at vi er svage overfor manipulation,
og at vi er manipuleret og påtvunget en konstant kunstig tilstand af ulykke.
Reklameindustrien og propaganda-apparatet har solgt os et løfte om,
at vi kan blive lykkelige.
Men dette løfte er usælgeligt, hvis vi ikke som udgangspunkt er ulykkelige.
Industrien kan ikke sælge os løftet og illusionen om lykke og alt det,
der hænger ved det, med mindre vi er … ulykkelige.
Så hvad gør industrien og dens ejere = denne verdens herskere?
Hersker-industrien sørger for, at vi altid befinder os i en tilstand af ulykke.
Og det er de virkelig-virkeligt gode til.

Mennesker er nødt til at være ulykkelige for at søge lykke.
Mennesker er nødt til at frygte for at søge tryghed og sikkerhed.
Mennesker er nødt til at være syge for at søge hjælp til sundhed.
Mennesker er nødt til at være fattige for at stræbe efter velstand.
Mennesker er nødt til at arbejde deres røv i laser
for at opretholde drømmen om et bedre liv.
Mennesker er nødt til at være i en konstant tilstand af mangel
for at være villige til at betale overpris for noget, der burde koste en brøkdel.
… tænker de.

For hvis ikke, ryger den store business case.
Det ufuldbyrdede og utilfredsstillede menneske er nødvendigt for forretningen.

Religion – bottom-up, top-down

Mennesket er bottom-up et religiøst væsen
Det ønsker forbindelse med Universets Skabende Væsen
Det er dets sande natur at opretholde denne forbindelse
Religiøse mennesker ved, at denne forbindelse finder sted
De oplever, at den finder sted, de er ikke tvivlere
De ønsker forbindelsen, som barnet ønsker sin mor og far

Religion er top-down institutioner, organisationer,
kirker, moskeer, synagoger, templer,
Vatikaner, Mekkaer, Jerusalem’er
De ønsker troende, uvidende, mennesker der skruer hovedet af
og hengiver sig til blindhed, frygt, skam, skyld
De ønsker tilbedelse, mens mennesker tilbeder Gud

I opportunistisk erkendelse af,
at mennesker forveksler bottom-up direkte forbindelse
med top-down intervention = mellemkomst,
har det indskudte lag af mellemkommere og mellemlægspapir,
mellemhandlere og mellemmådigheder virkeliggjort,
hvad de kalder for Guds Søns Stedfortræder på jord – på klerikalt lægelatin: Vicarius Filii Dei

På trods af at mennesket er fuldt kvalificeret
til på egen hånd at etablere forbindelse
til sit Skabende Ophav og Kilde,
har mellemlægspapiret formået at bilde mennesket ind,
at … det er det ikke kvalificeret til,
og at det derfor har brug for mellemlæg

Lad os fra redaktionen derfor foreslå
at vi leverer en ovenfra-ned thumbs-down
til det globale klerikats top-down institutioner, organisationer,
kirker, moskeer, synagoger, templer
og en simultan bottom-up fuckfinger til samme
og dernæst genetablerer ind-tuning til Det Skabende Væsen – hvad siger du?

Gråzonen

Jeg er endnu i den mærkelige tilstand på vej ud af den drøm – kun en lille gnist af vågenhed mere drøm end virkeligt – lidt mere virkeligt end drøm – måske var det en lyd – var det en due, der flapsede på mit tag, var det en mus, der pilede gennem mine hulmurspaneler – og jeg halvvågnede, fordi jeg havde fortalt en vittighed i en drøm og grinede af den i drømmen, og nu ligger jeg og smågriner af den i den blå zone af halvmørke-halvlys – hvorefter tilbage i mørkets mofologiske kaleidoskop af glidende overgange mellem meningsfulde meningsløsheder, hvor luften er tyk som bunden af et bassin, og +hvor jeg tager svømmetag og bringer mig i svævetilstand oppe under taget, uden at folkene på gulvet er synderligt imponerede, og selvom jeg sænker mig selv ned og tilbyder at lære dem, hvordan de med simple svømmetag kan gøre det samme, så virker det omsonst, for de er simpelthen ikke interesserede i at lære det, og jeg fatter ikke i det svævende mørke, hvorfor det ikke er indlysende attraktivt at lære at løfte sig fra jorden og gulvet og svæve og måske tage afsæt langs husfacader på etagebygninger og videre op langs bjergsider til skyformationer til lagdelte himle og sfæriske formationer for derefter at lade sig falde med sikkerhedsbælte ned gennem sfæriskhederne og glide af på sølandskaber – endnu en lyd som et skud eller nogen, der bankede på døren, men hvem banker på døren klokken halv 6 om morgenen? en invasion af lysrummet fra mørkekammeret, eller er det i virkeligheden omvendt, og hvad vil virkelighed i virkeligheden sige? et stykke virkelighed er, at hjertepulsen er oppe i det lyserøde psykosomatiske felt og reagerer på bøhmanden i mørket – hvorefter det går op for mig, at det måske bare er på tide at stå ud af sengen og famle mig ned af min livsfarlige trappestige / stigetrappe og slå en langsom streg og efter en slurk vand krybe tilbage og synke ned i det store svømmebasin med uendelige kombinationsmuligheder uvirkeligheder mere virkelige end virkeligheden.