Blot en tanke

Blot en tanke

Man kan godt gå hen og få den tanke,
at det måske havde været bedre at sluge den blå pille
og slippe for al den belastende viden om verden
og dens inkarnerede modbydeligheder.

Det kan bare ikke lade sig gøre,
det er ikke muligt at ikke-vide, når det først er vidst,
at ukende når det først er kendt, at uforstå når det først er forstået,
at gøre det sete uset og det hørte uhørt.

Når først løgnens mekanismer er opdaget,
når dens slimede konsistens og dårlige ånde er mærket
når stanken af lig og råddent kloakvand er for udtalt,
så slår selv den dyreste parfume fra Christian Dior ikke til.

Og så er det sådan set underordnet,
hvorvidt hele det mølædte strikketøj er trævlet op,
og den fuldt flyvefærdige rapport er ankommet til læsesalen,
for det er den med garanti ikke.

Det er umuligt herefter ikke som minimum
at stille bortforklaringer i venteposition,
indtil den nærmest små-maniske indre privatdetektiv
– det er hermed indrømmet – er sat på opgaven

Det er i mindre grad et skyldsspørgsmål end:
kan vi dog for fanden ikke bare få at vide,
hvad der er, der er gang i, og hvad det er, de fine herrer er så bange for,
så vi kan komme videre med noget, der ligner et menneskeliv?!

Kan vi ikke snart få overstået denne tusindårige pubertet,
og træde ind i de voksne og ansvarliges rækker?
Kan vi ikke snart få luftet ud i forlokalet, og er typerne i baglokalet
ikke snart færdige med sidde og svine det hele til?

*

Man kan godt gå hen og få den tanke,
at det måske ikke er så slemt, når det kommer til stykket,
men så i næste sekund BANG! rammer virkeligheden
som et kemisk eksplosivt udslip lige midt i et ubevogtet øjeblik.

Det er næsten umuligt at høre en politiker stå der og vride og vende sin røv
for at bortforklare, at han-hun-den-det ikke ikke har noget at byde ind med
andet end lige netop bortforklaringer af ikke at have noget at byde ind med
tilsat pinlig mangel på hjemmearbejde og kompetent meningsdannelse.

Det er til at få hovedpine og allergisk kløen over det hele af
endnu engang at høre partiprogrammer læst op,
og endnu engang at høre lådne skærmtrolde med uld i mund
læse op fra nyhedstelegrammer, der er tikket ind fra den globale gassky.

Det giver os træthed, vi keder os i klasselokalet i historietimen,
og vi begynder spontant at sidde og tegne kruseduller i lærebogen,
når vi hører historielæreren gentage de samme imperiale selvforherligelser,
der ikke bliver mere sande af at blive gentaget.

Og ja, vi kan som allergikere prøve at undgå
at udsætte os selv for det store røvhul, og det går også meget godt,
hvis vi eksempelvis ikke ejer et fjernsyn med 57 kanaler uden indhold,
hvor ministerpølsen toner frem og vrider pølsesnak ud af tarmen.

Men vi har mistet ethvert alibi for IKKE at vide,
hvad ministerpølsen, skærmtrolden, godnat-historikeren, Dr. Ekspert
og alle de andre selvbestaltede autoriteter i buksedragt og hvid kittel
for længst BURDE have fortalt os.

Vi har mistet den usle undskyldning for ikke at høre skriget
af børn og kvinder, der bliver brændt levende,
piger der bliver voldtaget og myrdet af sadistiske regeringstropper,
og gamle furede kroppe, der bliver kørt over af bulldozere.

*

Man kan godt gå hen og få den tanke,
at det må være muligt at få katten tilbage i sækken,
og bare nulstille verden, før den gik af lave, men her glemmer vi,
at verden for længst var af lave, vi havde bare ikke opdaget det.

Hvad vi forhåbentlig ikke har mistet
er troen på, at det gode menneske stadig findes,
og dette menneske behøver ikke nødvendigvis at være hamrende desillusioneret,
for allernådigst at fortjene respekt og tillid.

Hvad vi forhåbentlig ikke har mistet er håb og forvisning om,
at der i disse de mørkeste af alle tider er noget,
der rører sig herinde, derhenne og derude,
og at det denne gang IKKE vil være muligt at stoppe det.

Pas på I derinde og deroppe, det er regnskabets time,
vi ser jer, vi forstår og husker, hvad I gjorde,
vi har hørt jer bræge og skryde løs længe nok,
tilliden er brudt, og den kommer ikke tilbage.

Pas på I derinde og deroppe, der tror at I kan likvidere modstanden,
for hvor der er en én leder, der gik ned,
så er der ti, der er klar til at overtage pladsen,
I er hørt og forstået og gennemskuet.

Der skal skrives en helt ny aftale, hvori der eksplicit indgår
gennemsigtighed, ansvarlighed, rene linjer,
fingrene ud af kagedåsen, fuld afrapportering, ordret oversættelse
samt konfiskering af alle apparater, der udspyer teaterrøg.

Beskidte lokumsaftaler mellem nepoter er herefter bandlyst,
urostiftere, intrigemagere og lommetyve bliver ikke inviteret med til bords,
de kan få et matadorspil og en vandpistol fra Fætter BR,
medmindre de foretrækker at rykke helt tilbage til start og lege med egen afføring.

*

Man kan godt gå hen og få den tanke,
at det hele blot er en ond drøm,
og hvis vi bare kniber os i armen,
så fordamper det hele nok som dug for morgensolen,

og var det bare så vel, og kunne vi bare
vende os selv om på madrassen og sove videre,
og er de højt-på-strå ikke kommet på bedre tanker,
og mente de da ikke, hvad de sagde, og gør de ikke bare noget ved det?

Her er den dårlige nyhed så:
at de ikke mente en skid af, hvad de sagde,
og nej de er ikke kommet på bedre tanker, for de kender ikke bedre tanker,
og nej de har ikke tænkt sig at gøre noget ved det hverken i dag eller i overmorgen.

Og selvom der skulle være nogle deriblandt,
der har et fromt ønske om at gøre noget ved det,
så ankommer endnu en dårlig nyhed, hvilket er,
at de ADRIG får tilladelse til at gøre noget ved det.

For de højt-på-strå er ikke herrer og fruer i eget hus,
og selvom de mente, de følte et kald, fik et mandat og en tillidspost,
så gik der ikke mange uger, før de gled ind i geledderne og faldt til patten,
og mærkede tilstedeværelse af en anonym opdragsgiver.

Hvilket betyder, at vi, der har udvist tillid og givet et mandat,
er totalt til grin og agtersejlet af den Store Dødssejler,
der shanghai’ede de såkaldt folkevalgte
og indrullerede dem i et verdesomsejlede sørøvertogt.

Så underdanigt at bede stat og regering og myndigheder og institutioner
om allernådigst at træde ind og gøre noget ved det,
for de må da forstå, at der er et problem, og vil de ikke være så søde at …
GLEM DET! Staten er autonom, dens formål er sig selv og ikke dig.

*

Man kan godt gå hen og få den tanke,
at Borgen er uindtagelig, men hvem siger, at Borgen overhovedet skal indtages,
skal den ikke bare omringes og udsultes,
og skal borgværket ikke genbruges som fængselsmure?

Pas på derinde i Borgen, deroppe på Parnasset, derude i dybet,
derhenne i Logen, I kræmmere af hemmeligheder,
I købmænd af skammeligheder, I pushere af penge-prangeligheder,
for verden af i morgen tilhører ikke jer.

Puger-klassen af i går og i dag bliver til paria-klassen i morgen.
Eugenikerne bliver kasseret som dårlige gener.
Krigens købmænd får tildelt et job som gadefejere.
Petrokemiens pilletrillere får lov til at tage deres egen medicin.

Professionelle medie-løgnere bliver sat til at læse korrektur.
Madindustrielle giftbladere skal æde deres eget affald.
Beskidte beslutningstagere bliver idømt husarrest og ansigtsmasker,
vi kan herfra anbefale model Hannibal Lechter.

Folkemord kan meget vel gå hen og blive umoderne.
Det er, som om verdenspublikummet efterhånden har svært ved at se charmen,
når det omsider ender på fladskærme og lystavler.
Udryddelseslejren i Gaza bliver zionistfri zone.

En anden ide for Borgen kunne være ombygning
til et museum for teknokratisk enevælde,
og se, vil far sige til ungerne, den slags fætre og kusiner havde vi dengang
til at hive skattepenge op af lommen på os alle sammen.

Verden af i morgen en gang i en ikke for fjern fremtid
vil skue tilbage med en hovedrystende undren over,
at folk dengang tilsyneladende valgte den forkerte afkørselsvej
ikke bare en enkelt gang eller to men hver evig eneste gang!

Stenens hukommelse

[kollaborativ tekst – Marco Hanuman, Omar Ingerslev]

Jeg har stået her, så længe jeg kan huske.
Hvorvidt jeg har stået her, før jeg kan huske,
husker jeg ikke noget om.
Min hukommelse startede ved at nogen placerede mig her,
for før var der ikke brug for, at jeg huskede.
Jeg er en huskesten.

De siger, at jeg blev trillet på plads for 5200 år siden
og løftet op på tre andre af mine mindre slægtninge.
Hvordan kan de sige det, de var der jo ikke – dengang?
Nåjo, siger de, det er fordi, der senere ankom nogle mennesker,
der havde det med at smide om sig med deres døde,
og da de har måder til at bestemme alderen på disse efterladenskaber,
så siger de, at det må være de tidligere indehavere af disse efterladenskaber,
der har trillet mig på plads, men da var jeg for længst ankommet.

Min alder er umådeligt meget større end alt mennesketrilleriet.
For før var der en kæmpestor ismaskine, der trillede løs.
Jeg kommer fra et bjerg oppe mod nord.
At jeg er blevet rundere med årene
skyldes just alt det frostsprængte ismaskinetrilleri.
Jeg kan ikke sige, at alle de dage i en roterende dybfryser
er det mest ophidsende, men på den anden side,
så er det uden betydning, for jeg har fra naturens hånd
den udmærkede evne til at ligge og stene, så længe det skal være.

Som sten har jeg god tid. Tid er uden betydning.
Jeg husker alting til alle tider.
En æon er ikke længere eller kortere end et sekund.
Jeg stiller mig gerne til rådighed som byggemateriale,
fødevare eller kunstgenstand.
Selv et sandskorn af mig har hele min hukommelse.
Jeg hygger mig gerne med firbenede væsener og grønne gevækster.
Der gror ikke mos på en rullesten.

De siger, at jeg er hård i flinten.
Men det er noget ævl, for jeg har ikke noget med flint at gøre.
Flint er et amorft stof dannet ved organiske processer.
Ligesom kalk – og flint ankommer gerne med kalk som indpakningspapir.
Jeg er et krystalinsk stof dannet ved magma i jordens indre.
Flint er et resultat af et biokemisk værksted.
Jeg er et resultat af en smeltedigel.
Jeg er ikke hård i flinten, jeg er hærdet ved alkymi i ild og is.
Om jeg må be’ og på forhånd tak.

Jeg er gjort af jordisk stof.
Du kan ikke finde mig på Mars, Månen eller Venus.
Jeg står som obelisker, pyramidekerner og gravstene.
Jeg ligger som brosten, chauséesten og kantsten.
Jeg har ingen sidste salgs- eller holdbarhedsdato.
Du finder mig som gravsten, der bliver sløjfet efter 15 år,
for så gider den næste generation ikke at besøge stedet længere.
Næste generation synes at have begrænset holdbarhedsdato.
Som hukommelsessten er det svært at stille noget op imod glemsel.

Jeg kommer fra jordskorpens skatkammer,
afstøbningssamlingen fra kappens metaludslyngende smeltedigel,
forsynet fra plasma-kernens alkymisk dannede grundstoffer.
Jeg er plasmafusionens opvarmede og sidenhen afkølede brændselsrester
lagt som en molekylær og udkrystalliseret kabale, der altid går op.

Jeg danser mod plasmafusionens skabende kræfter, jeg danser med dem, og i dem,
indtil jeg som den yderste svale hud med mine krystallinske brødre og søstre
omfavner hele dette jordomspændte smedeværksted.

Med mere tålmodighed end et menneskeliv vil du erkende,
at jeg stadig danser med det største og mindste i universet indeni og udenfor.
For den der vil kende mig kan mine hemmeligheder aflæses tyndslebet, i mikroskopet, i polariseret lys,
i spektroskop, under lup og lommekniv, med dine gode øjne, kikkerten og stjernekikkerten.

Jeg ligger tålmodigt og venter på at møde enhver, der tålmodigt vil lære mig at kende.
Jeg bærer endda over med de, som i travlhed
træder mig under fode uden forstand og ho’de.

Himlens Dør

Ifølge mine noter
om den ikke officielt indrømmede men i realiteten mislykkede
iscenesættelse af Armageddon
– og jeg trækker lige i land her,
for de skumle skikkelser har jo ikke engang officielt indrømmet,
at det er det, de hele tiden har haft gang i –
så har de endnu engang banket på Himlens Dør.

Og var det ikke en berømt sang,
hvor poeten anråber sin mor og be’r om,
at han ikke længere skal bære dette mærke,
dette tegn eller skilt, og hvad er det lige for et mærke?
jeg kan ikke længere bruge det længere,
det er for mørkt til at se noget, råber han.

Han havde sine poetiske grunde til
at banke på Himlens Dør, og måske var det bare,
som han selv har sagt, tekster der ankom til ham,
især når det var for mørkt til at se andet,
og som poet følte han sig ikke kaldet til at udlægge sig selv,
ligesom en vittighed aldrig bliver bedre af at blive forklaret,
hvis folk ikke lige fatter den og griner med det samme.

Og hvis man som fabrikant af
– skal vi ikke bare kalde det for et kunstværk?
begynder på den slags ynk, så er det en indrømmelse af,
at værket ikke har stand-alone-kraft til at være selvforklarende,
eller vi skulle måske sige ikke have både kraft og mod til
at stille sig til rådighed for mere end én forklaring.

Og hvor klogt var det ikke, at poeten afstod fra det,
for han var udover at være en stærkt begavet poet
også sanger til-og-med, og hvor oldschool er det ikke,
at digt og sang til akkompagnement af en lyre
hverken kan eller bør adskilles, fordi de er gjort af DET stof.

Så når de skumle skikkelser, der efter at Lucifer,
Satan, Kronos, Den Røde Dronning, Abraxas, Marduke
og alle de andre rare kosmiske onkler og tanter
med eller uden skæl, vinger og røde øjne
eventuelt udstyret med horn og hale og hugtænder,
der i æoner har rumsteret og hundset i baglokalet,
mens de blev tilbedt i forlokalet,
er blevet hjemkaldt efter lang og tro tjeneste,
altså – det bliver en lang sætning den her –
at deres tro håndlangere nu mener,
at DE i udeblivelsen af deres tidligere opdragsgivere
nu er selvskrevet som Universets Mestre,
hverken mere eller mindre – ingen grund til smålighed –
banker på Himlens Dør,
så er det i forventning om, at chefen uden at blinke
vil udlevere nøglerne til pengeskabet, redskabsskuret med okkult rumskrot,
barskabet og hylden med alle de søde sager.

Poeten derimod anråber sin mor
og be’r hende om at begrave hans seksløber,
for han er ikke længere i stand til at fyre den af.
Det er så her, han føler, at han banker på Himlens Dør,
og vi er et par stykker, der er af den formodning,
at chefen afsatte en stund af uendeligheden til poeten,
og benådede ham med et langt livs inspiration.
Og fuck nobelpriser og andet tingeltangel,
som han ganske tydeligt ikke var vild med.

De skumle skikkelser derimod
kommer efter forlydender til at banke forgæves på Døren,
for leverancer fra højeste sted kan simpelthen ikke bruges
til iscenesættelse af Armageddon,
udslettelse af 48% af alt liv på Jorden i første omgang
og mere, hvor det kommer fra,
ligesom det heller ikke er muligt, hvor gerne man end vil,
at bruge en gråspurv til at skyde kanoner med.
Så de fire beredne gespenster fra Åbenbaringen
var nødt til slippe deres udpinte krikker løs og gå på værtshus,
for der var ikke plads til dem længere i herberget.

De skumle skikkelser havde regnet med
at den store Mod-Skabelse skulle gå af,
den navnkundige Anit-Alpha-Genesis hvor Mørket tilbageerobrede sin position
på datoen 11.11 på klokkeslettet 11:11 startende fra det sted i Stillehavet,
hvor en ny dag begynder, der, som vil være nogle bekendt,
er det samme sted som Emilie Erhardt styrtede ned med sit propelfly,
hvorefter modskabelsen ifølge deres skumle skrifter
ville forplante sig med Solen
og efter et døgn bide sig selv i halen som den store Oroboros
eller Midgårdsormen som et Ragnarok i røg og damp,
og de havde købt billetter til forestillingen,
og de havde bemandet samtlige 36 porthuller,
og de havde sendt den døde præsidents datter til et bjerg i Schweitz
i forhåbning om, at hans hybride sjæl
ville vende tilbage i dagens anledning …

og så skete der bare ikke en skid!
Som en anden poet skrev i en sang:
Skudet det var godt nok, der var bare ingen pil på buen.

Et kongerige af snavs

Sangeren så på sine sidste dage
hvordan livets skrøbelighed
stod frem i sin ubehjælpelige skikkelse

Han så alle sine venner og slægtninge
og selv sine fjender
forsvinde i det store ukendte intet

Et helt liv i tilbageblik
fremstår i et øjeblik
som forgæves

Sangeren så på sine sidste dage
hvordan han svigtede
for en stund af lyksalighed

Han så sin egen søn
forsvinde i et stammeland
af normaliseret bekræftelse

Jeg håber, du har det godt
Jeg gør intet krav
Alt er godt

Verdens ældste bue

Den ældste bevarede bue fundet i hele verden er Holmegårdsbuen fra Danmark.
Den er 7.000 år gammel og stammer fra Ertebølle-kulturen i Himmerland.
Genstande af træ er normalt let-fordærvelige i forhold til sten fra samme megalitiske periode.
Megalitisk er bare en fin måde at sige stenalder på.
Der findes en håndfuld buer, hvoraf nogle er lavet af elm og andre af taks.
Elm har andre egenskaber en taks, der skulle blive standarden frem til middelalderen og videre.
Elm er stærkt og skrøbeligt på samme tid, og derfor er buen omvendt udskåret.
Det vil sige, at den afrundede side af fladbuen, som den kaldes, vender ind mod bueskytten.

Det har forvirret den kult, der er opstået omkring den engelske langbue lavet af taks.
Ifølge kultmedlemmernes fundamentalisme, kan en bue kun se ud på en bestemt måde.
Og det er ifølge dem uanset, hvilken træsort den er lavet af.
Problemet er, at en langbue lavet af elm på samme måde som en taksbue
har en yderst begrænset levetid.
I løbet af uger eller et par måneder knækker den.

Det skyldes materialets bøjelighed + styrke.
En langbue har en meget høj ‘draw weight’.
Det kræver teknik at spænde den.
Langbueskytter var veltrænede og muskuløse.
Først og fremmest krævede det fysisk teknik,
hvor man aldrig lavede et direkte baglæns træk,
for dette er armenes og kroppens svageste punkt.
Man løfted buen op inden trækket og mobiliser rygmusklerne,
der er overkroppens stærkeste muskler,
trak nedad og bagud og lavede den sidste udspænding
ved at sænke buen.

Holmegårdsbuen er anderledes end langbuen.
Rekonstruktioner viser, at det var en særdeles effektiv bue
med et gevaldigt smæk.
I hænderne på en stenaldermand var den for noget at regne.
Og brugte de så pilespidser af sten eller ben?

Den er af en lignende type, som er fundet i Alperne
sammen med Ötzi, snemanden fra Ötztal på grænsen mellem Italien og Østrig.
Han omkom i en snestorm med sår fra pileskud,
og fundet af dette stykke menneskelige dybfrost 5.000 år senere viser et menneske,
der kunne alt, for alle hans ejendele var lavet af ham selv.
Inklusive hans bue.
Men han levede 2.000 år senere end Ertebøllerne, og det er dog en slat.

Tilbageblik

Der vil komme en tid,
hvor mennesker ser tilbage på det forgangne
i det 20. og 21. århundrede,
og når de ser hinanden dybt i øjnene,
læser de et udsagn, der siger:
Fatter du heller ikke, hvad der foregik inde i ho’derne på de stakler?

Der vil komme en tid,
hvor mennesker priser sig lykkelige over,
at de omsider fandt en formel for at lære af fortidens fejltagelser,
selvom de nok må konstatere med et skuldertræk,
at disse århundreder nok er svære at lære andet af,
end at den vej skal vi i hvert fald ikke.

Der vil komme en tid,
hvor mennesker konstaterer,
at gentagelse af fortidens fejltagelser
ikke er det samme som at råde bod på eller reparere disse,
og at en konstatering af at dette-og-hint åbenbart ikke virkede,
hvilket så må betyde, at vi bare skal have MERE af dette-og-hint.

Der vil komme en tid,
hvor mennesker i undren over den mekanistiske
og repetative karakter af gentagne fejltagelser
er nødt til at tage et dobbelttjek på,
om der måske ligger en tikkende bombe af ufordøjet
og uforstået fortid i deres eget baglokale.

Der vil komme en tid,
hvor mennesker ser tilbage på vor tid
som en menneskehedens pubertet med alt,
hvad det indebærer af selvskade, mangel på selvværd,
grænseoverskridelse, uforskammethed, selvfedme
og hengivelse til dope-lykkeland af historieløshed.

Der vil komme en tid,
hvor mennesker har genvundet samvittighed,
ære, stolthed, kærlighed, retfærdighed,
godhed, skønhed, mod, hukommelse,
sundhed, styrke, selvbevidsthed og selvstyre,
og hvor de gror i kulturen, og kulturen gror med dem.