Bangemændene

Verden er styret af mænd og kvinder, der er bange.
Bangemændene er bange for alt, der rører sig.
De er bange for alt, der endnu ikke har opgivet ævret.
De er bange for, at vi kommer lidt for godt i gang.

Bangemændene er bange for, at vi skal opdage, hvad de har gjort.
De er bange for, at vi skal finde ud af, hvor bange de er
for, at vi skal finde ud af, hvor bange de er
for, at …
Og fordi de er bange, synes de, at vi skal leve i evig frygt for noget.

Tag ikke fejl af bangemændene og -konerne. 
De kan ved første blik synes skråsikre og arrogante. De bærer maske.
Vi går rundt og tror, at de mægtige er de frygtelige.
Hvad nu hvis det viser sig, at det er dem, der er bange for os?

Bangemændene er bange for
de gamle – de gamle ved, de forstår, de har erfaret, de danner visdom. De har lidt for mange brikker at flytte med og lidt for meget tid til betænkning og til at regne ud, hvad det hele gik ud på. Og så kan finde på at fortælle andre om, hvad det gik ud på. Og så havde oldsagerne tænkt sig, at de skulle nyde resten af deres liv uden slid og slæb og slaveri, men dertil er der heldigvis myriader af kroniske sygdomme, der kan tjenes på – og slå dem ihjel, når de bliver for omsorgskrævende.

Jeg tænker, at det er på tide at få smidt alle gamlinges erfaringer ind i den fælles pulje og tage bladet fra munden i erkendelsen af, at de kun kan slå os ihjel én gang.

Bangemændene er bange for
de unge – de finder på drenge- og pigestreger og nye måder at gøre ting på, der kunne tænkes at være upassende. Derfor opfandt de skolesystemer, så de kan pille det meste livsenergi ud af de unge, inden de laver ballade med den. Og udenfor skoletid fik de computerspil og mobilbamser, så de kunne spilde deres ungdom på navlepilleri og ligegyldigt socialflimmer. Så kunne de også tænkes at lægge øre til bedstefar, men så var der nogen, der opfandt generationskløften, der ikke var der i forvejen og heller ikke var naturlig. Her kunne de unge udvikle foragt for alderdommen, og alderdommen kunne ryste på hovedet af de unge, og så var der større garanti for generationstab og for, at historiens gentagne fejltagelser ville gentage sig selv.

Generationskløft er ligesom racisme so-last-millennium, og dog kører de begge for fuld skrue.
Det kan vel næppe kaldes for progressivt at være så bagstræberisk.

Bangemændene er bange for
mennesket – dets potentiale og skaberkraft, dets styrke, dets sande natur. 

Derfor arbejder de i døgndrift på version 2.0, cyborgen, GMO-mennesket, maskinmennesket med dets manipulerbare, programmerbare forudsigelighed, som de kan slukke for, hvis det skulle gå galt. For alt det massemord er ret beset noget forbandet griseri, der lige pludselig kunne ramme dem selv. Vi skulle nødigt få for høje tanker om os selv, så de fortalte os, at vi bare var aber med lidt flere hjernevindinger, og at al den elendighed, de havde skabt for os, var vores egen skyld, for vores natur var ond og grusom (it takes one to know one, og den som fisen lugte kan).

Vi skal ikke lægge billet ind på deres perverterede menneskesyn.
Send bolden tilbage til deres banehalvdel og lad os komme videre med menneskelivet.

Bangemændene er bange for
mænd der er mænd, og som handler og forsvarer deres kvinder og børn og resten af huset om nødvendigt med våben i hånd og mænd, der er villige til at påtage sig beskidt arbejde og sætte deres liv på spil, hvis det er sådan, det skal være. Men så opfandt den slatne, efeminiserede soyadreng, den tyndbenede emo med det sænkede inadvendte blik. Og så opfandt de feminismen, så mænd kunne lægges for had og få skyld for alting. Og forinden opfandt de kunstige krige, så mænd kun slå sig selv og hinanden ihjel, når de høje herrer udkommanderede dem.

Efterlysning: venlige men bestemte mandfolk med hår på bollerne og omtanke for kvinderne. Og ordentlige fædre der både tør sige ja og nej.

Bangemændene er bange for
kvinder der er kvinder, for de skaber, nærer og beskytter liv. Men så var det, at de høje herrer kom op med abortindustrien, så kvinder kunne bryste sig med, at de havde taget livet af et ufødt menneske og hævde, at det var deres ret og deres frihed, som de håndhævede. Feminismen gjorde det samme ved mænd og kvinder: fik dem til at opføre sig som det andet køn, og kvinder havde nu lov til at foragte og undertrykke mænd og kalde det for frigørelse. De høje herrer – og damer ikke at forglemme – er bange for den sande moder, for hun vil aldrig glemme, at de tog hendes søn fra hende i krigen og smed hendes mand i torturkammeret for derefter at forsvinde. Bangemændene er bange for tigermoderen og hendes frygtløshed, så derfor skabte de den dresserede bukserollekvinde, der slider sig selv op i en businessverden skabt af mænd på mænds betingelser. Bangemændene er bange for kvinders spirituelle kræfter, så derfor kaldte de hende en heks og smed hende på bålet. Bangemændene er bange for kvinders helbredende evner, så derfor opfandt de den medicinal-teknokratiske sygeplejerske med akademikergrad.

Efterlysning: kærlige og bestemte kvinder, der kender deres egen natur og styrke uden ideologisk påklistring, og som ved, at de er her for at tjene Livets Kult ikke Dødskulten.

Bangemændene er bange for
familie og alt det, som mænd, der er mænd og kvinder, der er kvinder kan skabe sammen og den helhed og fuldbyrdethed, som den komplementære kønslighed kan danne. Derfor kom de op med dusinvis af postulerede og forskruede kønsligheder, mens de på sevmodsigende vis ævlede om kønsneutralitet. Bangemændene er bange for familieinstitutionen og det værn mod statens overgreb, som den alle dage har været et bolværk imod. Derfor måtte de have kvinden ud på arbejdsmarkedet ved at overbevise hende om, at hun var en ufuldbyrdet undertrykt stakkel hvis ikke. Og de måtte have børnene væk fra deres forældre, så de kunne hjernevaske dem til hjernedøde arbejdsbier og sørge for, at familiens, slægtens og nationens værdier blev sønderbrudt. En veritabel pandemi af skilsmisse- og single-sig-selv-nok-kultur sørgede for resten.

Til alle de sønderbrudte familier derude:
Ingen tid er bedre end NU til at hele jeres sår, for sønderbrydernes regime er brudt.

Bangemændene er bange for
frihed – for frihed er det modsatte af kontrol, og kontrolfreaks er rædselsslagne ved tanken om folkenes ukontrollerbare frihed. Hver gang, de tager ordet i deres mund, taler de om deres frihed til at tage for sig af retterne, fri bar for finansoligarker, frihed fra ansvar, frihed for at rydde op efter griseriet og frihed for at betale regningen. Straffefrihed holder de gerne af at tænke på, for bare man er i den rigtige klub, gælder loven ikke længere.

Som man siger: Det skal være løgn det her!
Frihed står ikke til forhandling og kompromitering. 

Bangemændene er bange for
kærlighed – denne underlige højfrekvente energi er dem fremmed, for den var ikke tilstede, hvor de voksede op. Den skræmmer dem på en meget grundlæggende måde. De kender kun til erotisk opstemthed, og en del af dem kan i deres sjælelige armod tænkes at forveksle de to. Men hvad der blandt andet skræmmer dem er kærlighedens unikke evne til at skabe sammenhænge. Så derfor hader de anden sammenhæng end deres egen, og i det hele taget hader de, for had er det modsatte af kærlighed. Og når de ser, at vi hader hinanden, så ved de, at vi ikke kan få en skid til at hænge sammen. For størst af alt er kærligheden – så meget har de dog forstået.

Og hvorfor er kærligheden størst af alt? Det er nemt at svare på: 
Fordi det er den universelle sammenhængskraft. Var der andet?

Bangemændene er bange for
tradition – for traditionen er i hænderne på folk, den er tidløs folkelig ejendom til almenvellets opbygning og viderebringelse af livserfaring. Traditionen er vores sande arv. Traditioner tager mange mennesker og generationer at skabe men kun én generation at ødelægge for stedse. Det traditionsløse menneske er tabt i oversættelse, for det er nødt at starte forfra hele tiden. Hvorefter der altid kommer en rar onkel ind ad døren og tilbyder en erstatning, som firmaet har på lager. Den vil du sikkert blive glad for i længden, selvom den er lidt dyr …

Hvis traditionen er det af bangemændene mest forhånede kulturelle islæt,
så bør traditionen være det af os-folket mest hædrede og hyldede princip.

Bangemændene er bange for
historie – for den kunne afsløre deres svinestreger. Historier har de masser af, røverhistorier, spøgelseshistorier, løgnehistorier, dybt-godnathistorier, historier om krigens sejrherrer, deres egen storhed og forfængelighed og historien om alle de, der blev ofret på Baals alter i festen for dæmonerne i en banquet med servering af blod og menneskelig livsenergi. De hyrer skriverkarle til at skrive historien ned, så folk ikke skal gå rundt og fortælle den levende folkets historie mund til mund, øre til øre, hvor historiefortælleren er nødt til at kvalificere sin fortælling og se sit publikum i øjnene – hver gang. Historien skal indover hovedkontoret, hvor man aldrig ser publikum i øjnene.

Hvad tænker du om den evindelige his-story = deres historie om ufordragelighed?
Jeg tænker, at det er på tide at forlange folkets fortælling om fordragelighed tilbage.

Bangemændene er bange for
fred – for folk får for mange gode ideer i fredstid. Fred for dem er intet andet end slikken sår og skraben sammen af skatter, så de kan starte den næste krig. Fred er våbenhvile i den evigt rullende og aldrig afbrudte krig. Fredsforhandlinger er trækken tiden ud, så man kan flytte rundt på tropper og skyts i mellemtiden. Dey ser godt ud på mediernes sendeflade, for krigsliderbukkene fremstår som små helgener. Og bagefter skyder de løs igen. Ægte fred, findes det? Det ville i så fald være fred for DEM. 
Gider I ikke snart at lade os være i fred?!

Der er en grund til, at vi siger fred og fordragelighed i samme sætning.
Intet folk ved sine fulde fordragelige fem vil starte en krig med med folk, der ligner dem.

Bangemændene er bange for
trivsel – og trivsel er ALDRIG skabt af dem, for de kan i bedste fald bane vejen for den eller i værste fald forhindre den i at opstå. De vælger gerne det sidste, for kun et folk i utrivsel har brug for far-og-mor-stat til at komme og frelse dem. Trivsel giver overskud, og overskud fremmer uafhængighed og selvstyre (suverænitet). Et folk, der trives, kommer ikke kravlende på fire ben og tigger om, at staten gør noget for dem, for de kan og vil selv. De er voksne mennesker og ikke børnehavebørn. Når staten ser trivsel og overskud hos folk, er deres første tanke: hvordan kan vi beskatte dem (= overføre deres energi til os)? Og efter en samtale i ministeriets baglokale med jurister og embedsmænd kommer de op med endnu et sygt påskud under endnu et kryptisk navn til energioverførsel.

Trivsel minder dem for meget om, at de i bund og grund ikke selv trives.
Skulle vi ikke bare insistere på trivsel og minde os selv om, at det er vores medfødte ret?

Bangemændene er bange for
sundhed – for sunde mennesker spytter ikke penge i deres shit. Og hvem er ‘de’, og hvorfor agerer stat og regering pludselig, som om de var ansat i medicinalindustrien og træffer irrationelle og irrelevante beslutninger, der ødelægger folkesundheden og tilgodeser en skummel og amoralsk industri, der ikke længere mener, at den skal sætte varedeklarationer på sine produkter? Godt spørgsmål – ikke besvaret. Lige så meget de frygter folkesundhed, frygter de gennemsigtighed for deres beslutninger. Vi kunne starte med at minde dem og os om, at der findes noget, der hedder et immunforsvar. FINGRENE VÆK FRA IMMUNFORSVARET – RESPEKT FOR IMMUNFORSVARET!

Lægekunsten er nødt til at genfinde sit afsæt: At det er kroppen og sjælen, der helbreder sig selv. Vi er nødt til at genfinde vores ansvar for vores egen sundhed.

Bangemændene er bange for
ordet – for ordet kan sige noget, der ikke må siges. Som Bangemændene er bange for fædrelandet, er de bange for modersmålet. Dertil har de opfundet nysproget, hvor ethvert ord, der kan tænkes at true den herskende klasse, kan vendes på hovedet og betyde det stik modsatte eller bare noget helt andet. Bangemændene er bange for, at folk skal tage ordet, så derfor lægger de dem ordene i munden. De har brug for ordstyrere, så folk ikke skal tale i munden på dem, når de holder foredrag. Ordet er frit, så længe det ikke fornærmer dem. Og nu har de hyret en stribe TechGiganter til at sørge for, at ord og udsagn bliver frasorteret af en skummel algoritme.

Jo mere censur, jo mere skal vi tage ordet. Ingen censor skal dø i synden uden påmindelse. Da de har ikke holdt ord, så må vi gøre det for dem.

Bangemændene er bange for
journalistik – for journalister kan finde på at stikke næsen i ting og sager. Vi bør nok her sige kunne finde på, for deres påfindsomhed er aftaget gradvist over 2-3 årtier, og hvis en journalist lader sig ansætte i en mediekoncern med en vis omsætning, så stikker de aldrig næsen i noget, der truer omsætningen, koncernens interessentskab og annoncørernes interesser. Så det er de ikke længere bange for, og korrupt journalistik er et af vor tids hovedproblemer. Hvad de til gengæld er bange for, er at folk siger: Så kan det være lige meget, for nu gør vi vores eget hjemmearbejde. 

Alle oplysninger er derude, det er bare at finde dem og stille alle de spørgsmål, som journalisterne for længst burde have stillet. Og insistere på, at der skal findes et svar.

Bangemændene er bange for
retsvæsen – for de kunne blive holdt ansvarlige for deres ugerninger. Derfor har de fundet alle lovens smuthuller og vredet armen om på lovkomplekset. De store spillere danner karteller uden at blive stoppet, og de korrupte politikere forsvinder ud af sidedøren, når de har haft fingrene i statskassen. De multinationale betaler ikke skat, banker laver pengevaskeri for trecifrede milliardbeløb, og krigsforbrydelser glider over i glemsel. Retssikkerhed for småfolk er en by i Transsibirien, og globalist-syndikaterne har en hær af jurister til at dække over svindel og humbug.

Det findes kun én måde at få tilgivelser for sine ugerninger på. Ved at angre.
Ved i fuld offentlig at stille sig op og sige: Vi tog fejl. Det må I saftsuseme undskylde!
Vi ved så godt, at de ikke tog fejl men gjorde med fuldt overlæg. Det gør det ikke nemmere for dem, for så skal de jo stille sig op, stadigvæk i fuld offentlighed og sige:

Vi gjorde det. Vi afstår fra nogensinde at gøre det igen. Hvad kan vi gøre for jer, for at råde bod på det? Og det kommer overhovedet ikke til at ske. Tilbage er enten: retsforfølgelse helt ind i helvede, eller en så grundig afmontering af deres forbryderiske system, at de ikke har mulighed for at vende tilbage. 

Den gode nyhed er, at dette allerede finder sted. Det foregår ovenfra og nedad.
Du har bare ikke hørt om det endnu, for det er en pågående operation.

Bangemændene er bange for
nationen – for den beskytter folket, giver identitet og befordrer kultur. Men vi taler i datid, for nationalstaten er i mellemtiden kørt flad af den globalistiske damptromle. Ægte nationalisme er kærlighed til fædreland og modersmål og det sted, vi er født, dér har vi hjemme med dets smukke traditioner, hvilket er det diametralt modsatte af aggressiv chauvinisme og imperialisme. Globalisterne og deres lakajer og halelogrende puddelhunde hader og frygter nationen og vil gøre alt i deres EU-kommisærvælde, deres milliardærklubber i alpine skisportssteder og deres tænketanke for taskenspillere for at nedbryde nationerne.

En ny nationalisme er ved at opstå, fordi det herskerklassen har pisset på folks fødested. 
En ny folkelig konservatisme er på vej for at bevare et liv, det er muligt at leve.

Bangemændene er bange for
folkestyret – tør vi overhovedet bruge ordet, er det ikke totalt ødelagt? Folkestyret endte med at blive en joke og et teaterstykke, der skulle få folk til at tro, at de havde noget at skulle have sagt. Folkestyret var alt for besværligt, så de opfandt postdemokratiet, så teknokraterne kunne komme til. Hvorefter de opfandt den permanente undtagelsestilstand og kaldte det for det nye normale, hvorefter vi natten over havde funktionel fascisme iklædt et tyndslidt, flosset og snavset sæt tøj kaldet demokrati, så det ikke skulle se ud som om, tyrannen ikke havde noget tøj på.

Den dårlige nyhed er, at et sandt folkestyre kræver noget af folket.
Det er samtidigt den gode nyhed, for vi har mindre brug for staten, end vi tror.

Bangemændene er bange for
arbejderklassen – ja minsandten, den som deres gode venner sagde, de ville gøre alt for, men som de bag facaden foragtede så dybt. Især når de hersens horder af bonderøve, kanonføde, skatteydere og stemmekvæg bliver til middelklasse, det er helt forfærdeligt! Det er ganske ironisk at verden lige nu oplever et globalt oprør fra bunden, af den bund og det mellemsegment som toppen sagde, at de var til for. Bunden har nu forstået, at toppen er udelukkende til for toppen selv, og at toppen er toppen og sig selv nok uanset partifarve. De har også forstået, at deres anslag mod dem er beregnet på at skabe foramelse, forarmelse er ikke bare en bivirkning af uheldige omstændigheder, en eller andet opreklameret virus eller en eller anden russisk præsidents skyld. Når bonderøvene rører på sig dernede i stort tal, får de nervøse trækninger deroppe på deres borge. En larmende stilhed i deres massemedier om, at HELE VERDEN protesterer, er foreløbig det eneste, de kan stille op – deroppe.

Frygt skaber frygtens objekt. De høje herrer har nu i deres hybris aktiveret deres eget værste mareridt. De har sat det i bevægelse, og nu kommer det efter … DEM.

Bangemændene er bange for
kulturen – for den er ikke deres. Sammen med deres frygt bor der en gammel og indædt misundelse. Når de ser kulturen i sin mangfoldighed, ønsker de at besidde den, og hvad værre er, de ønsker, at ingen andre end dem skal besidde den. Kultur er at få noget til at gro. Misundelsens Imperium er ude af stand til at få noget til at gro. De kan allerhøjst finde ud af at hegne blomsterbedet inde. Eller overhælde det med gift. Eller asfaltere det. Det gror, fordi det gror, ikke fordi de befaler det at gro, eller fordi de laver teknokratiske femårsplaner for vækst.

I den kloge stat – findes der en sådan? – vil dens embedsmænd melde sig som folkets tjenestemænd. I fasciststaten er folket tjenere for staten, Staten er Gud. Gu’ er den ej!

Bangemændene er bange for
skønheden – for den minder os vores guddommelige ophav og om, hvor uskønne de er. Derfor opfandt de modernismens brutale afstumpethed, betonfunktionalismens trøstesløse lejekasserner, fækaliekunst og selvhøjtidelig indbildsk situationisme med et infantilt-nihilistisk udtryk. Gadebilledet blev grimt, landskabet blev grimt, tøjet blev grimt, sproget blev grimt, maden smagte grimt. 

Men se, fra en revne i den beskidte asfalt gror der en mælkebøtte, der trodsigt og i al sin beskedne pragt fornægter grimheden.

Bangemændene er bange for
videnskaben – for virkelig viden skulle nødigt blive folkeeje. De mener, at de ejer videnskaben, fordi de har betalt for den. De har grundlæggende misforstået det hele. Videnskaben er som kulturen: Den tilhører alle. At tage noget, der tilhører alle og lukke det inde i kældre og laboratorier forskandset bag fine titler, kryptiske afhandlinger og akademiske hakkeordener, sætte det et pistolløb for panden og sige: Lever den vare, vi har bestilt, eller I mister jeres privilegier! – er både en terrorhandling og et simpelt tyveri, uanset hvordan det vendes og drejes. Skulle videnskabens mænd og koner finde på at sige højlydt, at de for længst har regnet ud, hvordan menneskeheden kan frigøre sig fuldstændigt fra energiselskaber, oliesheiker og alle de krige og plyndringstogter, der udgår herfra – hvilket de allerede har – så ville de få at vide – hvilket de alle har – at de godt kan glemme alt om det pjat et par hundrede år endnu, indtil den monopoliserede pengemaskine er på plads.

Videnskab skal afmystificeres, afmonopoloseres, afpoliticeres, afideologiseres, affinansialiseres, afmilitariseres. Vi er alle videnskabsfolk, hvis vi vil og tør.

Bangemændene er bange for
naturen – hvilket så betyder, at de reelt set er bange for hver celle i deres krop. De er bange for noget, de ikke fuldtud kontrollerer eller forstår, for det må betyde, at der er noget, der er større end dem selv i deres storhedsvanvid, og som de ikke selv har skabt. Derfor er det dem magtpåliggende at hævde, at naturen ikke er et skaberværk, at det er uden bevidst intelligens og formål men blot et biprodukt af kaos og tilfældighed, hvilket for en stund stemmer overens med deres nihilisthjerner. De er samtidigt bange for noget, der ifølge deres ellers på andre måder stærkt bøjelige regler ikke kan patenteres. Og det kan naturen det billige skidt ikke, før den har været igennem industrimaskinen og kommer ud i indpakningspapir med en pris og en stregkode på. Endelig er de bange for naturen, fordi den har det med at hævne sig, når den udsættes for de industrielle overgreb.

Det er kun stakler, der er bange for naturen. Naturen er ikke en fjende, med mindre den erklæres en fjende. Bangemændene har ikke lært at omgås naturen som børn.

Bangemændene er bange for
tanken – for tankens kraft, for at folk skal tænke selv og for tankens indbyggede frihed (tysk: die Gedanken sind frei). De er så bange for tanker, at de gør sig stor umage med at forhindre, at tanker opstår, for når de først er opstået, så kan de risikere at sprede sig via ordets vej – som de også er bange for – for dernæst at manifestere sig som virkelighed, uden at de er blevet spurgt til råds og har godkendt det. Bagtanker er noget, som de mener at have monopol på. Omtanke mener de at have lov til at skide på. De har bygget tankernes usynlige fængsel.

Tør vi tænke den tanke, at tænketankenes tid er til ende.
Vi er det tænkende, skabende og talende legeme, og der er ikke brug for tankepoliti.

Bangemændene er bange for
sandheden – som de siger, vi ikke kan håndtere, og at dette er grunden til, at de vælger at holde den skjult for os. Det er den ædle løgn, den har et højere formål, og det er for vores egen skyld, det må vi forstå, og så taler vi ikke mere om det, vel?. Mon ikke sandheden om både sandhed og løgn er, at Bangemændene er bange for, at vi skal opdage, HVOR meget der er løjet i hvor lang tid af hvilke årsager og med hvilke kroniske konsekvenser for civilisationen? 

De taler gerne om bæredygtighed. Sandheden er altid bæredygtig. 
Løgnen kræver at blive vedligeholdt hver dag 24/7/365, for den holder ikke.

Bangemændene er bange for
Gud – på den ufede måde. Og det er jo ironisk selvmodsigende, da de har gjort så stort et nummer ud af, at Gud ikke findes. Så må de altså også bange for spøgelser. Lige så ironisk er det, at de har så travlt med at lege Gud og hævde, at de er i stand til at skabe liv. Og endnu værre: at de har lov til at tage liv efter forgodtbefindende. 

De har det med Gud som med naturen. De kan ikke udholde tanken om, at der findes noget, der er større end deres eget ego. De kan heller udholde tanken om, at der i sidste ende er konsekvenser af at forbryde sig mod de universelle love – af de gamle kaldet for Guds straf. Derfor har de opfundet deres eget forskruede moralsæt, for blot de én gang har nævt, at de vil forbryde sig, så har hele menneskeheden per definition skrevet under på en godkendelse af forbrydelsen. Det er deres tro. Det er en vis chance for at de har taget gevaldigt fejl her – hvilket blot gør det endnu mere uudholdeligt for dem. Altså at de skulle være underlagt de samme betingelser som du og jeg, noget ganske utænkeligt, som de fremover må vænne sig til er højest tænkeligt.

Der er hårdnakkede forlydender om, at de faktisk har en gud.
Han kaldes for Mørkets Fyrste eller Lucifer.
Ifølge deres interne udsagn ville han inkarnere sig på dette tidspunkt.
Et andet forlydende er imidlertid, at det blot var for at få dem ud af busken.
Og at Mørkets Fyrste ikke længere eksisterer men er vendt tilbage til Kilden.

Hvad var det, manden-du-ved efter sigende sagde? Frygt ikke.
Vi skal have meget mere af ALT det, som bangemændene er bange for.

*

Kommentar om aktualiteter

Der foregår i disse dage temmelig kryptiske og noget videre flimrende rokader i The Crown (Lucifers Crown), hvis ydre fremtræden vi kender som det britiske monarki. Prins Charles måtte indvillige i at lade sig udråbe til konge, da hans søn prins William meldte fra. Det, som sønnen ikke ønskede, var at lade sig besætte af Mørkets Fyrste. Et klogt valg – og hvilken rask dreng har da også gået hele livet og drømt om at blive til et hylster for den ultimative ondskab? Men er det ikke det, som hans familie havde tiltænkt ham hele tiden og forberedt ham på hele livet, og er det ikke det, som disse psykopatiske familier mener er deres apoteose? Det er det helt bestemt. I de fleste af den slags familier, hvis man går op imod deres vilje, så vil man blive rituelt aflivet. Det er ikke sket med prinsen, for han kunne jo komme på bedre tanker.

Man kan spørge om, hvorfor prinsen så valgte at afstå. Nu kan jeg ikke lige spørge ham, og selvom jeg kunne, ville jeg nok ikke få et svar. I stedet kaster jeg følgende hypotese indover:

Prinsen har haft et temmelig anstrengt forhold til sin far. Han har aldrig talt om det, det siger sig selv, men han og hans bror Harry kan ikke have undgået at vide det. Andet er ganske utænkeligt. Deres far var aktiv i og medvidende til likvideringen af deres mor, prinsesse Diana. Det samme var det væsen, som vi kender som dronningen. Ritualmordet blev udført af Kronens goon-slæng, MI6. Hvis du som dansker tænker, at det er en skrøne og konspirationsteori, så kan jeg fortælle, at over halvdelen af den britiske befolkning er overbevist om, at Lady Di blev myrdet, og at hele plottet og dets udførelse derudover er særdeles veldokumentet i journalisterne Jon Kings og John Beveridge’s bog Princess Diana, The Evidence. 
For et komprimeret og kommenteret resumé læs: Mordet på en prinsesse

Prins Charles har aldrig været populær hos briterne for at sige det mildt. Han vidste det, og derfor ønskede han selv, at kongetitlen gled videre til William. Charles var og er upopulær ikke kun hos briterne men i hele Wider Commonwealth, de 70+ lande i verden, der har været okkuperet af Det Britiske Imperium, og som Imperiet 2.0 aldrig har sluppet det administrative og konstitutionelle greb om. Det forstår man måske, når denne arrogante skikkelse ved sin indsættelsestale stiller sig op og proklamerer, at han nu har tænkt sig at blande sig langt mere i de pågældende landes politik. Han stiller sig simpelthen op og udråber sig selv til en verdenskonge! Hvad tænker mon folk i de tidligere kolonier om den sag? Well, Jamaica har som det første land sagt F.U! Et godt bud er, at vi kommer til at se stribevis af disse tidligere kolonier lave en ny forfatning, hvor de udskriver det neokolonialt-administrative bånd, der har bundet dem til Kronen og erklærer sig selv som uafhængige republikker. Go for it!

Men hvorfor gør Charles noget så arrogant, der er dømt til at afføde reaktioner worldwide? Det gør han, påstår jeg, fordi han satsede på, at han blev det nye hylster for Lucifers indsættelse som verdenskonge. Det kunne da ikke gå galt, vel? Det gjorde det så.

Her er lidt okkult kosmologi. Hold fast i sikkerhedsselen.
Den britiske krone repræsenter den blå sten i Lucifers krone. Det er den højeste portvagt i Amenti-Hallerne, de mellemrum eller sluser, der har lukket alle sjæle ude fra den Universelle Kilde. De er også de ni sten i Lucifers Krone – deraf navnet The Crown. Her er et skema over de ni eksistensplaner og det mørke slusesystem:

Sluserne eller hallerne er stopklodser eller gate-keeper-funktioner, der blev installeret for 250.000 år siden efter Den Store Krig. Derom en anden gang, for det fører for vidt her. Men dragefamilierne fik først direkte adgang til systemet for 200 år siden. Det er imidlertid de samme farver eller ædelsten, der findes på brystpladen for ypperstepræsterne i Templet i Jerusalem. Hvad har jødedom og Lucifer at gøre med hinanden? ALT, for Jahweh ER Lucifer, de har bare glemt at fortælle det – hvilket forklarer Yahweh’s bipolære-psykopatiske adfærd: det ene øjeblik elsker han sit folk, det andet øjeblik smadrer han dem. Og hvornår gik det galt for folkets ypperstepræster? Det gjorde det – læs Det Gamle Testamente – da Kong Salomon indgik en pagt med dæmonerne for at få ultimativ magt. Det er den oprindelige faustiske pagt.

Den administrative enhed for Kong Salomons pagt hedder Sanhedrin. Dette højeste råd forsvandt efter sigende engang i postantikken. Det gjorde det så ikke, det gik blot under jorden og har været aktivt hele tiden. Sanhedrin = Chabad = Sabbatæerne = Zionisterne = den Khazariske Mafia = Dragefamilierne. Disse dragefamilier repræsenterer hver farve i Lucifers Krone. De er den globale mafiastruktur. Den blå dragefamilie er den britiske kongefamilie. Den blå kontrolsten befandt sig under Westminster Abbey, og det var der, hvor de for en uge siden (skrivende stund er 13 september 2022) forsøgte at udføre denne besynderlige besættelsesceremoni – der viste sig mod deres forventning at være et flop. Stenene virkede ikke længere, og Lucifer var sendt tilbage til Kilden.

Du skal frygte Herren, din Gud, står der i testamentet. Det har altid været underligt hvorfor al denne frygt? Hvis vi forstår bangemands-syndromet, og hvor gammelt og inkarneret det er, så står det mere klart.

Familierne havde adgang til det finansielle system via såkaldte skærme. Disse skærme havde de samme farver som de ni sten. Efter indsættelsesceremonien forsøgte Kong Charles at koble op til systemet via den blå skærm blot for at finde ud af, at han ikke længere havde adgang til at tilgå de finanser, han havde regnet med. Det kunne han have spurgt sin mor om, der ikke selv havde haft adgang siden 2007. Og her bliver det seriøst sært, for hans mor er ikke hans mor, hvis legeme har ligget i stase under Balmoral Castle i 30 år. Hans mor er et væsen, hvis fremtræden netop er afhængig af, at hun ligger i stase. Det kan næppe være forbigået vores blik, at den skikkelse, der er tonet frem på TV-skærme, ikke har undergået forældelse i disse 30 år. I de seneste optagelser blev der også observeret nogle besynderlige fænomener, hvor hun blev blåligt misfarvet i ansigtshuden. Væsenet mistede altså evnen til at mime hendes fremtoning.

Ja, jeg ved det, dette er langt ude i hampen, og som i forrige artikel minder jeg om, at du selv bestemmer, hvad du mener om alt dette.