Babel

Babel

Når man tænker over det
Så er det ikke kun, at samtale er blevet sværere
eller helt er holdt op med at eksistere

Der findes stadigvæk simuleret samtale
Det er fornemmelsen af uvirkelighed
Hvem smed bomben, hvem spredte smitten,
så al samtale blev uvirkelig?

En dag åbnede de en dør i tårnet, og så gjorde de det

Jeg hører, hvad du siger
Men jeg forstår ikke en skid af, hvad du siger
Jeg kan lade som om, jeg kan simulere
Jeg kan snakke dig efter munden
Når ord ikke betyder, hvad de betyder

Hvordan kan det egentlig lade sig gøre?
Altså ikke at tale nysprog, for det er til at forstå
Jeg mener, hvordan får de folk til at tale babelsk?

Døren åbnede sig, fire formummede figurer
frembærende fire forbrændende fakler
Hver med sin røg og fæle fims
faktaforurenede forbandelser, fake filosofi

Samme aften havde røgen sænket sig i landskabet
Tårnets top var ikke længere synligt
Folk nedenfor tårnet talte i tåger og vildelse
Det dunkle tænkte er det dunkle talte

Vi taler ikke længere om det, vi skulle tale om
og det vi taler om, burde være ligegyldigt, overflødigt
De talende organer, kanalerne, mellemstationerne
taler kun om sig selv – der er udsigt til tåge i de sydvestlige egne …

Sikkerhedspolitik

Ingen kan føle sig sikker, siger de
Mit svar til dem er:
Jeg vil hellere have min frihed i usikkerhed
end jeres sikkerhed i ufrihed

Javel, I sælger sikkerhed, siger I
I sælger antipatiske antistoffer
I sælger antifatisk fascisme
I sælger antiracisk racisme

Hvad koster det, spørger jeg?
Det er helt gratis, er svaret
Det er bare at hoppe med på vognen
Det er bare at sprede ben og bøje over

Jamen, hvad koster det, spørger jeg igen?
Det er helt uden ansvar
Der er frit ta-selv-bord
Der er udsalg på alle hylder

Og hvad koster det så, spørger jeg til sidst?
Nåe, det koster bare din mentale sundhed
Din fremtid og dine børns fremtid
Dine civile rettigheder, din frihed
Din samvittighed, dit moralske kompas
Et skud rottegift i venstre røvballe med nanobots, intravenøst
og det billige skidt, der hedder din sjæl

Nå, var det ikke andet
Så vil jeg godt have fem af dem

Ko

En ko er et ganske særligt dyr.

Jeg føler mig beriget over at have stået midt i en stak økvæg,
en gammel dansk husdyrrace, der ulyksaligvis og grundet en blanding af uforstand og ondsindethed fra den danske landbrugsmafia er næsten udryddet, en bestialsk utaknemlighedshandling mod de dyr, der skabte vores landbrugskultur med deres ganske særlige egenskaber og evne til tilpasning til det land, vi kalder vort på en strandeng kronet klynger af århundred gamle ege.

Jeg føler mig beæret over den nysgerrige tillid, som de smukke dyr yder den uventede gæst iført et tåbeligt monster af et kamera med diverse udhæng og beskruninger beregnet til at fange filmiske scenarier i perfekt blænde med glidende manuel fokus. Jeg mærker, mens jeg stiller skarpt på en særlig smuk firbenet dame i den rette belyste vinkel og position, den bløde mule og varme pust af hendes familiemedlem, der lige skal tjekke bagfra, om mit tøj er spiseligt – det skal så tilføjes, at disse dyr er iført horn, hvilket enhver ko burde være, men hvilket også betyder, at de til enhver tid kunne stange og flænse mig sønder og sammen.

Jeg føler mig benovet over blot for en stund at være accepteret gæst i deres flok på en varm august eftermiddag – hov jeg jokkede lige i en kage, hvilket de siger betyder lykke – og så står jeg ansigt til ansigt close encounter af 3. grad med et halvt ton muskler, hud, yver, fluesmækkende hale og syslespidse horn med store, runde, sorte øjne, mens hun snuser til mig og beslutter med sin sanseligt suveræne dømmekraft, at jeg er venlig og tillader, at jeg rører ved hendes våde mule og klør hende på siden af den behårede gumlekæbe.

Jeg føler mig berørt over på nærmeste hold at have bevidnet ustressede, ikke industrielt-voldtagede sunde dyr i deres årtusindgamle rette habitat placeret direkte i et landskabsmaleri af Otto Bacher fra den danske guldalder. Vidste du, at Troels Triers bedstefar også hed … Troels Trier og var … komaler, en specialiseret underafdeling af landskabsmaler? Han malede simpelthen ikke andet end køer. Han kørte det danske landskab tyndt på sin knallert, stillede sit staffeli op og … malede køer! Hvorfor gør man af egen fri vilje den slags, med mindre man ønsker at ære et i nærmest indisk forstand helligt dyr?

For en ko er et ganske særligt dyr.

9. august

Er det noget særligt over den dag? Hvorfor skal den bemærkes i annalerne?
Har den overhovedet gjort sig fortjent til nogen form for opmærksomhed?

Den har i enhver henseende gjort sig bemærket. 
For netop denne dag allerede allerede fra solopgang har betydet,
at en større flok landsvaler har samlet sig i mit store birketræ 
for med opspeeded kvidder og fnidder at aftale,
hvordan de skal flakse rundt på marken ud for min altan
på jagt efter flyvende kræ med seks ben.

Det er vigtigt at være i topform, for snart bliver det efterår,
og så har de tænkt sig i flokke at fortrække til deres vintersted,
som er – og hold da helt ferie! – det sydlige Afrika,
hvilket altså vil sige, at de uden at blinke tager en svuptur på ca. 5-6000 km.

Jeg for min part har den fornøjelse at få besøg af et par eksemplarer
om ca. otte måneder, når de vender tilbage,
for så synes de lige, at de skal flyve ind ad min dør for at tjekke,
om det skulle være et egnet sted til at bygge rede – det er det så ikke ifølge mig.

En anden fornøjelse er, at jeg kan slukke for min vejrstation,
for når de flyver lavt er det tegn på, at det bliver uvejr.

For at det ikke skal være løgn, så har den lokale koloni af stære i dagens højtidelige anledning besluttet sig til at holde et lignede offentligt diskussionsforum på min grund. Jeg kan fortælle, at bølgerne går højt, og at samtlige 100 medlemmer af flokken skræpper i munden på hinanden, og så er det man under sig over, hvorvidt der er tale om kommunikation, hvor man ikke kan få ørenlyd, eller om der snarere er tale om en slags koncert, en lydinstallation, et resonansfænomen, en terapeutisk, lydgymnastisk event? Ja, hvad tror man lige?

Stærene laver kun mellemtræk, som det hedder, de gider ikke flyve helt til Afrika, men nøjes med Holland, Belgien, Frankrig og England. Sku’ det være bedre, tænker man lige? Altså jeg ved god, at der gror palmer i Dorset i Sydengland, men det er altså ikke Rivieraen. Nå, dem om det, og så længe det varer, har jeg fornøjelsen af mini-sort sol fra min altan.

Jeg må indrømme, at fuglelivet er gået op for mig på mine gamle dage.
Forleden så jeg havørnen på Sydvestfyn og for første gang de tilbagevendte ravne.

Jeg så også en vandrefalk på en pæl på en afsides markvej.
Var du klar over, at den er indehaver af verdensrekorden i styrtdyk?
Der er målt hastigheder i dens styrtdyk på op til 320 km/t. Wow!
Den danner en pileform med sine vinger, svarende til den form, som jagerfly har. Det stakkels individ i en stak trækfugle, der pludselig mærker et sæt kløer i ryggen, har ikke en levende chance og aner ikke, hvad der faldt ned fra himlen med 320 km/t.

Ravnen, der sorte fugl, Odins følgesvend, er en mægtig og lidt grum fugl. Den er for det første lynende intelligent. Men det gælder for alle ravnefugle, krager, råger, alliker, skader. Den er dernæst en blanding af ådselsæder og aktiv jæger, og det er her, det lidt grumme kommer ind i billedet. Stedet var ikke tilfældigt. De sad på hegnspæle i nærheden af en stor indhegning for frilandsgrise af den gamle danske sortbrogede art, den holsteinske gris. Fuglene er på udkig efter grislinger. Hvis de små kommer væk fra flokken, er de der straks. De starter med at prikke øjnene ud på dem, så de ikke kan undslippe. Dernæst æder de dem levende. Well, der er ingen, der har sagt, at naturen er børnevenlig og stueren. Vi skal i øvrigt ikke holde os for gode som mennesker. Set udfra vores tandsæt er vi hverken rovdyr eller vegetarer. Vi er ådselsædere. Sagt lidt pænere: vi er til lidt af hvert og omstillingsparate. 

Odin

Den enøjede nordisk/germanske gud med de to ravne, en skrøne fra det oldnordiske? Ikke hvis man spørger Snorri Sturlasson, skjalden der skrev de norske kongers historie og slog sig ned på Island. 

Ifølge Snorri er Odin slet ikke en gud men en historisk skikkelse. Dengang for lang tid siden – vi kender ikke det eksakte tidspunkt – boede han og hans folk ved udmundingen af de store russiske floder ved Sortehavet. Odin var en kongeskikkelse. Han benævnes en præstekonge, for han besad synske evner. Han så fremmede magter og trange tider ankomme og profeterede med sit klarsyn, at fremtiden for folket fandtes et sted mod nord. Dernæst førte han sit folk som en bibelsk Moses væk fra stedet. De tog ruten mod nord. Det betyder uden tvivl, at de har sejlet op gennem det netværk af floder, som gennemstrømmer Rusland, og som efterkommerne i vikingetiden vendte tilbage ad. Floderne fletter sammen flere steder, bla. i området omkring det nuværende Moskva. Her løber floder både mod syd og mod vest. Udvandrerne slog sig ned i Rusland for en tid.

Dernæst gik turen vestover. Hvor lang tid tog det at transportere sig selv over det stykke land, der befandt sig mellem de to flodsystemer? Vi ved det ikke. Det næste, vi læser, er, at de sejlede rundt i Østersøen og lander i – slag på tasken: nuværende Flensborg Fjord. De slog sig for en tid ned i området. Det er det gamle land for anglerne, stammerne der senere emmigrede til Angelland = England. Men de blev ikke boende her, for de sejlede ind mellem de danske øer og landede i … Odense, Odins-vig. Man kunne dengang som i dag sejle hele vejen ind til Odense via fjorden, der går gennem Gabet. På det sted, der i dag hedder Bolbro Bakke, fandtes der et såkaldt hedensk kultsted tilskrevet Odin. Der stod også det danske Eiffeltårn, Odinstårnet til 1944, hvor nazisterne sænkede det for at belære de danske modstandsfolk om, at de ikke skulle komme for godt i gang. En tåbelig, kortsigtet og utaktisk operation af tyskerne, for Odin var en fællesnordisk-gemansk skikkelse. Tyskerne ville jo gerne genoplive deres ariske fortid, og så burde de vel ikke jævne det datidige udtryk for denne fortid med jorden. Rigets blinde øje, bare en strøtanke.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Odin endte sine dage i Odense, eller om han førte sit folk videre og i så fald hvorhen. Er det de spor, udvandrerne har efterladt, der har givet navn til gotere, gotisk, guderne, Götaland/Göteborg/Götakanalen? Hvad var ‘de fremmede magter’, som Odin førte sit folk væk fra? Er vi helt tilbage i for-fordums tid, eller var det måske det voldsomme assyriske imperiums ekspansion, og taler vi da om en af det forsvundne stammer fra området kaldet Dans stamme. Danmark, Danube (Donau), DanJepr/Djrepr-floden, Tuatha deDan’an, Gedansk + en række navne, der indeholder ‘dan’ i etymologien? 

Det sidste ville forklare, hvorfor det fønikiske skib og vikingeskibet har så stor lighed, for Fønikien var dengang placeret i og omkring nuværende Libanon, og dets grumme nabo var netop den assyriske supermagt. Skibet var hyper-fleksibelt og kunne både besejle verdenshavene og de lavvandede strækninger, floder, kyster og fjorde. Dets form er den perfekte skibsform. Hvor kom de gamle sejlere fra i tidernes morgen? Tør vi sige Atlantis, hvilket ville forklare den form for havneby, som fønikerne og deres efterkommere byggede med koncentriske cirkler. Tænk Karthago, tænk Venedig, tænk Amsterdam.

Gør rent i dit hus

Jordan Peterson har en pointe. Blandt andre, for han har mange pointer. Den canadiske psykologiprofessor er i stand til at anvende sin psykologiske forskning, sin enorme viden, sin kombination af psykologi og filosofi og politisk tænkning samt sit studie af gamle skrifter og nærlæsning af Bibelen med tilsyneladende helt dagligdags fænomener. 

Betydningen af dagligdagens gøremål bliver pludselig vigtig. En af disse pointer, hvor han løfter, er udsagnet: Hvis du vil have styr på dit liv, så start med at bringe orden i dit hus. Manden har ret. Man kunne også sige: Vis mig dit interiøre, og jeg skal sige dig, hvem du er. Eller i hvert fald: og jeg skal sige dig, hvordan du har det for tiden. 

Oprydning og rengøring bliver herved til et stykke terapi. Jeg taler ikke her om det rengøringsvanvid, der kan gribe hysteriske husmodertyper, hvor der går renhedstyranni i den. Blot et krumme eller en nullermand, der har ramt ved siden af skraldespanden er en dødssynd. Det er det stik modsatte af mentalt sundt, det er klassisk neurotisk.

Jeg taler om, at man ikke stuver ragelse sammen, som man ikke har brug for. Jeg taler om, at ting har deres plads, så man kan finde dem hurtigt, hver gang man har brug for dem. Jeg taler ikke engang om Feng Shui her, for det ved jeg ikke nok om. Det giver bare intuitivt god mening, at man ikke skal falde over en masse lort allerede, når man prøver at kæmpe sig ind ad sin hoveddør. Eller bagdør for den slags skyld. Det er et hus med åndenød og  forstoppelse, og du er dit hus. Mr. Peterson kan sikkert fortælle os, at når vi drømmer om huse med rum i, så er det et sindbillede.

Man kan lære meget af håndværkere. I et professionelt køkken har alle ting deres plads og funktion. Der er ikke plads til slinger, for gæsterne sidder og venter utålmodigt på middagen. Der skal ryddes op og skylles af med det samme, man er færdig med et remedie. I et værksted har hver dims sin faste plads, og alle løsdele bor i skuffer, kasser, hænger på kroge. Man har faste vaner med, hvor man lægger ting fra sig under arbejdet – hvor faaen er nu den tommestok? Det duer ikke?

Men vi kender alle sammen, når det ikke fungerer. Det er bare et helvede, og vi står os bedst i at indrømme det. Tænk på, hvordan dit arbejdsbord ser ud. Ligger der papirer og skriveredskaber og flyder overalt, også dem man ikke bruger lige nu? Og hvad laver de halvspiste ostemadder + den ene af to sure sokker sammen med kasket, som du ikke har på … på bordet? Eller hvad med dit virtuelle computerskrivebord. Mange smider alt deres mappe- og fil-ragelse direkte på skrivebordet. Sæt det i system. Det er beregnet til mellemlanding ikke som permanent lagerplads. 

At rydde op er at tage stilling. Ikke at rydde op er at udskyde stillingtagen. Udskudte stillingtagen’er akkumulerer. Det skaber karma = bindinger, skyld (i betydningen ‘jeg skylder at gøre …’).

Er det pedanteri? Mnjææ, jeg er så kreativ, og så kan jeg ikke også være systematisk … Bullshit! Hvis du ikke konstant falder over dit eget ragelse, frigør du netop din kreativitet. Der er intet, der forstyrrer dig. Og ja, jeg ved det, for jeg har det på samme måde. Jeg er ufattelig god/dårlig til at vænne mig til mit eget rod. Jeg er fuldt ud i stand til ikke at se det. Men jeg mærker ikke, hvordan rodet og snavset æder af min skarphed. Man skal have en ren røv at trutte i – hver dag.

Jeg har lige overstået et 5-6 ugers projekt med min ejendom og mit hus bestående af renovering af facader og træværk, vinduer og sokler. Der står 5 bygninger på min grund, og alle fik den store tur. Træer og buske groede helt vildt, så de fik også turen. Det sidste ragelse fra de foregående ejere, to nu pensionerede kunstnere med bogstaveligt talt tonsvis af lort blev smidt på en trailer og kørt på genbrugspladsen. Det er trailerlæs nr. 20 af slagsen siden overtagelsen, hvilket siger noget om omfanget.

Dernæst har jeg opbygget gear for at kunne starte et produktionsselskab til film. Alt kan være i tre flightcases bortset fra stativer. Det kræver inventarlister over de 74 specialdele, der alle skal fungere sammen for at showet kører. Der skal skæres rum i skumgummi, for at det hele ikke ligger og rasler rundt i transporten. Udstyret er professionelt, så der skal bygges to rigs med kamerahus + cage + adaptorer + monitor + skinner og plade til v-mount-batterier … du er sikkert allerede stået af. Pointen er, at hvis der ikke er totalt styr på udstyr, så fucker det produktionen op, og der skal blot et enkelt missing link til. Jeg taler af nylig og bitter erfaring, og hvis jeg ikke tager det til efterretning, er jeg en torsk.

Bilen er bygget om til en camper for at kunne tage en Danmarksturne med optagelser og interviews. En platform i bunden til en madras, en anden platform ovenover til flightcases m.m. Gardiner der kan trækkes for og fra. Et system så højre forsæde bliver til et skrivebord til redigering. En ny laptop i øvrigt, der kan klare det tunge arbejde. Det er fascinerende, hvordan man med små midler kan omdanne en simpel gammel stationcar, WV Caddy årgang 2009 ved at hive fem ud af syv sæder ud og smide nogle brædder og plader ind. Når bilen er kørt ud, skal den skrottes, så jeg har ingen skrupler med at skrue huller i inderbeklædningen.

Det hele handler altså om: Gør rent i dit hus. Dit rod må aldrig være en klods om benet i øjeblikket, for så er du ikke et skabende menneske. 

Så kommer de næste trin i oprydningen: økonomi og personlige relationer. Økonomi er meget i familie med dit interiøre, dit fysiske rum. Det bliver mit næste projekt, for det er mit svage punkt. Relationer har jeg en konsekvent måde at løse på: Alle, der ikke bidrager positivt i mit liv, er der ikke plads til. Folk, der oven i købet misbruger, lyver, skaber konflikter for at få opmærksomhed, belemrer med politisk korrektheds-tyranni, ikke overholder aftaler eller manipulerer, er der absolut ingen plads til.

Howto
Så hvad gør oprydningen? Den er frigørende. Den skaber luft. Den dæmper støj og uro. Den tillader dig at tænke. Den slanker. Den fjerner unødvendig afhængighed. Jeg har i flere omgange været i en situation, hvor jeg – også ufrivilligt – har måttet skille mig af med mine personlige ejendele. Det bør ske frivilligt, ellers kommer man bagud for sig selv. Jeg ved, at mange mennesker har et meget opbundet forhold til deres ting, og at skære fedtet væk kan være meget svært. 

Her er metoden til at rydde et tætpakket loftsværelse/kælderrum for skrammel. Det kan være nemmere sagt end gjort. Åbn en flyttekasse og tag tingene op hver for sig, mens du spørger dig selv om, hvornår du sidst tænkte på denne genstand. Hvis svaret er: mere end to år siden, så se overbærende på genstanden, sig pænt farvel til den og kasser den.

• Kære post-studerende: hvorfor pokker gemmer du på alle dine notater til dit universitetsspeciale fra 10 år tilbage, som om du havde tænkt dig at skrive makværket igen, og som om du fik et eneste job på baggrund af dette stykke obligatoriske referatstil niveau 2?
• Bøger: Har du tænkt dig at læse denne bog igen, eller står den bare på hylden for at signalere belæsthed? 
• Tøj og sko: Går du reelt i klunset, eller var det et modeflip? Har du reelt – den er mest til kvinderne – brug for 130 par sko i lag i dit walk-in-closet? Det hedder vistnok fetichisme, og det virker ikke umiddelbart mentalt sundt.
• Elektrogear og sjove ledninger: Hvorfor gemmer vi mandfolk stadigvæk på ledninger, der virkede på gear for 20 år siden? Vi har det med elektrodimser, som kvinder har det med sko.
• Ladeskrammel. Jeg bor på landet, og jeg si’r dig: de har skrammel i laderne! Fordi vi har så meget lagerplads, har vi aflagt skrammel, der svarer til pladsen. 

Her føler jeg så lige trang til at indskyde, at genbrug er en vældig sund ting. Jeg smider aldrig et stykke træ væk, der stadig er brugbart. Jeg ved, at jeg en eller anden dag får brug for det til et gør-det-selv-projekt. Alt er en balance. Jeg har flere bokse med søm og skruer og beslag og spændebånd m.m. Jeg ved ikke på forhånd, hvad jeg får brug for, men jeg holder det i bokse, i reservater, hvor jeg ikke falder over dem.

Jeg har et på mange måder misundelsesværdigt værksted. Som min nabo siger: Du går da ikke ned på gear. Men så kommer han alligevel luskende en eller anden dag: Den der …, du ved, kan jeg ikke låne den? Der er selvfølgelig et par fejlkøb. Eller blot noget, jeg ikke har brugt – endnu. En vandpumpe fx. Men hvad med den dag, der ryger et vandrør? Et svejseapparat. Jeg har flere projekter, som jeg ikke er nået til endnu. Men hvad med en kapsav? Ku’ jeg ikke nøjes med håndholdt sav? Jeg siger dig, det går hurtigt og er 100% præcist at afkorte 20 planker. Jamen skal du så have både en kapsav og en håndholdt rundsav OG en bordrundsav. OK, det sidste kunne jeg have undværet, men har du prøvet at save en bjælke igennem på langs? Det er jo et mini-savværk, vi taler om. Og du skal være en virtuos med den håndholdte for at gøre det. Har du nu også brug for en tykkelseshøvl, kan det ikke gøres i hånden? Igen, respekt for det gamle håndværk, men det er fanderme smart og går stærkt. Her opstår der så et nyt rodeproblem. Er du klar over omfanget af savsmuld og høvlspåner i et værksted? Men jeg kan ikke undgå at bemærke, at der sidder en udsugning på flertallet af powertools, som aldrig bliver brugt, så derfor er det næste på ønskelisten: en cyklon-udsuger. 

Det materialistiske paradoks
Vi taler om, at orden i det materielle rum påvirker alle ikke-materielle rum. Eller omvendt, hønen og ægget. Her er et paradoks, jeg altid har undret mig over. Jo mere materialistisk, man erklærer sig – marxistisk historisk materialisme – jo større foragt har man for det materielle + jo mere afhængig er man af det materielle. Simpel materiel omsorg var et kæmpe problem i det kommunistiske samfund, for der var altid underskud og dysfunktion. Alle stod i kø for at skaffe sig materielle fornødenheder, for der var en herskerklasse, der havde stjålet deres materialer ((psst! det var hele meningen med det kommunistiske projekt: at stjæle med det blå stempel i ryggen). Herskerklasse … i det klasseløse samfund, allerede her er der noget rivende galt.

Kulturmarxisterne kritiserede forbrugerkulturen, men de var selv de største forbrug-og-smid-væk’ere. Deres forældre og bedsteforældre havde oplevet trange kår og havde stor omsorg for deres materielle ejendele. De passede på tingene. Deres børn og børnebørn var ligeglade med tingene og lod dem forfalde. Reelt set var de bare snotforkælede, men det indrømmede de aldrig.

Andre tog den tilsyneladende modsatte position: semi-buddhistisk afkobling fra det materielle. Sjovt nok faldt de i den samme grøft og kom til at foragte det materielle. Det blev deres fjende. De havde misforstået Buddhaen. De blærede sig med, at penge ikke betød noget, så de tog et quicklån og brændte det af … og SÅ betød pengene lige pludselig noget, for nu var de forgældet på højrente. Den forsmåede og foragtede materie tog en grum hævn.

I røven på feminismen

Det er et problem i tiden. Jeg har set det SÅ mange gange. At benægte det eller bortforklare det vil være at spille det politisk korrekte spil, der er selve problemet i tiden.

Problemet kan siges ganske kort: Bestemt ikke alle men markant for mange kvinder synes, at det er helt OK at behandle mænd som lort. De mener nærmest, at de har pligt til det eller som minimum, at det er nødvendigt og helt berettiget.

Hvordan giver det sig udtryk?

Hun bitcher ham for at få sin vilje.
Hvorfor tager hun ikke en forhandling i stedet for at køre den som en møgtøs?

Hun bagtaler ham overfor veninderne og andre?
Ville hun selv bryde sig om at blive negativt bagtalt?

Hun starter en konflikt for at få opmærksomhed, for en sikkerheds skyld. 
Hvilken sikkerhed giver det at have sin partner imod sig som udgangspunkt?

Hun opfører sig som hustyran. 

I sidste ende fører det til familiens opløsning, og så kan hun hovere som nybagt enlig mor.
Hvor fedt er det udover en kortvarig hoveringsfase?

Hun hiver ham rundt i manegen som en cirkushest. 
Så er han inde i varmen, så er han ude i kulden.
Var det en mand, du ønskede, eller var det en hund, en hest eller en dresseret abe?

Hun kræver af ham, at han skal opføre sig som et skvat, og hvis han gør det, kalder hun ham for et skvat og dumper ham. De bløde mænd i røven på feminismen, dengang fra 70’erne og frem prøvede det, for så blev hun nok glad. Det virkede ikke. 

Hun kræver, at han skal være efeminiset og blød, men hun roder sig ud i affærer med helt andre sexede typer, hvorved hun uansvarligt foretrækker partnerere, der er af dårlig kvalitet, som bestemt ikke er velegnede til at være far for hendes børn, og som forlader hende så snart, en ny hot event melder sig.

Så var det noget helt andet, det handlede om – alt det feminist-præk? Selvfølgelig var det dét.

Man må spørge sig selv om, hvad det hele skulle til for set fra hendes synspunkt? Hun fik ALT det, som hun IKKE ønskede, så hvor tomhjernet-selvoptaget-kontsynet kan man egentlig være? Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor stor en gås, der kan gå på to ben.

Jeg ville ikke omtale problemet, hvis det var specielt og personligt. Jeg omtaler det, fordi jeg ser det overalt, hvor jeg kommer frem i et eller andet omfang. Problemet er ikke specielt, det er generelt. Måske fører det ikke til skilsmisse og ødelagte familier men blot til en kronisk forsurelse af livet for det pågældende par og hele deres familie. Måske besidder han den HELT store og næsten umenneskelige tålmodighed. Det har jeg set lidt for mange eksempler på. 

Min tålmodighed er noget mindre, tør jeg roligt sige. Jeg boede et par år med en person, der hele tiden startede konflikter for at få opmærksomhed. De var helt unødvendige, for der var ikke noget i dem. På et tidspunkt lagde jeg kortene på bordet og sagde det ligeud: Du får et klippekort til dit iscenesætteri, og når det er brugt, er der ikke flere klip. Ret hård bemærkning i øvrigt, og det løste ikke problemet, men det gav mig frihed efter et års tid med forgæves forhandlinger. Nåmmn, jeg troede da ikke, du mente det, var reaktionen. Sorry honey, det skulle du ha’ tænkt på … dengang. Der var ingen børn i det forhold og dermed ingen svære hensyn, så valget var helt enkelt. Friheden har jeg ikke sluppet siden. Livet er for kort til umodne mennesker, der ikke spiller en positiv rolle i dit liv, og det kan kun anbefales at skaffe sig af med dem.

Er det en hård dom, umoden? Det var alt det, som 60’er-70’er-feminismen lærte kvinderne: At de kvit og frit kunne opføre sig som børn og samtidig kræve den voksnes privilegier. De lærte, at det var mænd, der skyld i SAMTLIGE verdens problemer, og at de som kvinder var enooormt undertrykte, og at det var søøønd for dem. Og fordi de var undertrykte og dermed kunne påberåbe sig en permanent offerrolle, havde de pr. definition altid ret og kunne kvit-og-frit fralægge sig ansvar. Samfundet/Staten bakkede op om deres offerrolle og tilkendte dem automatisk forældremyndighed ved skilsmisse. Ingen spurgte børnene, om de havde lyst til at droppe deres far. Resultat: flere generationer af børn, der blev taget som gidsler i et politiseret magtspil, mistede deres tryghed, blev sparket rundt mellem mor og far. Dobbeltmoral blev standardmoral. Der blev ikke sat sunde grænser i hverdagen, for uha-uha, så røg kvalitetstiden på weekendbesøg. Helligdage og ferier blev til trækketove, og lille grænseløse Alexander blev overdænget med julegaver fra hver halvdel af den smadrede familie. Resultat: hypermaterialistiske brug-smid-væk-sociopater, curlingkugler på den store isbane af kulturkrig.

Og vi taler ikke om skilsmisser med voldelige og misbrugeriske mænd, der ikke bør have lov til at se deres børn eller være i nærheden af deres ex. Men feminismen formåede at stemple SAMTLIGE mænd i HELE verden som voldelige og misbrugeriske. Psykisk vold udøvet af manipulerende kvinder var fraværende i kataloget for misbrug og overgreb. Udvalgte individer i en hel generation af potentielt herskersyge fruentimmere havde luret, at de kunne fyre falske beskyldninger om voldtægt og pædofili og andet fælt af uden at blive straffet for det. Mænd, der fik en sådan beskyldning men blev frikendt eller ikke-anklaget, havde beskyldningen siddende på sig hele livet, for: mnjææ, han er jo ikke straffet, for de kunne ikke bevise … det! 

Fri fantasi? Jeg selv og to af mine bedste venner blev anklaget af deres børns mor for pædofili, så hun kunne føre sig frem overfor forældremyndighederne. Personligt satte jeg hårdt imod hårdt og skrev et meget udførligt brev til nogle eftergivende psykologer på Bispebjerg Hospital, der kort fortalt beskrev hendes komplekser med anorexi/bulimi, hendes misbrugeriske stedfar, hendes svindelnumre med eksaminer, hendes socialbedrageri og hendes øvrige stærkt manipulerende adfærd + en besked om, at hvis jeg jeg fik flere breve fra dem, så kørte det rettens vej. Det var ikke tomme trusler, for jeg havde allerede skaffet en advokat. Så stoppede det … lige pludseligt. Den grænseløse eller grænsesvage person blev stoppet i sine grænseoverskridelser, og så var der ikke mere at komme efter. Interessant ikke?

Det er interessant som et stykke anvendt psykologi, for her er vi både ved kernen og løsningen til problemet. Som alle andre overgreb på mennesker, bakker misbrugerne ud, lige så snart de får egentlig modstand. Deres hykleri og fejhed kan ikke holde til reel modstand. De både misbruger andre mennesker OG det system, der er blevet svækket og eftergivende. Afsættet, den falske præmis er, at fordi der findes visse mænd, der misbruger kvinder og børn – ligesom der findes kvinder, der gør det samme – så må ALLE mænd være på den måde, og derfor har kvinder lov til at gøre antagelser, generaliseringer og gøre alt det ved mænd, som de siger, mænd gør ved dem. Det hedder projektion og er et narcissistisk træk. Voldtægtsforbrydere skal stoppes og stoppes hårdt og konsekvent som den forbrydelse, det er. Men det, som feministerne og deres medløbere – sidstnævne kommer sjældent med ideologiske udsagn, de sejler bare i slipstrømme som opportunister, der ønsker magt – har gjort ved mænd og børn over en kam, er en kulturforbrydelse i sig selv. 

Og gjort ved sig selv, bør vi ikke glemme. De har kogt SÅ meget ris til egen røv. En af de aldrende feministiske hovedfigurer fra 60-70’erne – navnet er smuttet – udtalte i en blanding af bitterhed og selverkendelse på sine gamle dage: Nu har vi hele vort liv belært mænd om, at det var syndigt at begære os. Nu er vi blevet ældre og visse kropsdele hænger nedad i stedet for at strutte … men nu gider de ikke begære os mere! Selvmål, sørgeligt og spot-on. Feminismen var en kærlighedsdræbermaskine. I et kærligt forhold kan hun blive lige så gammel, det skal være, og stadig være smuk. Men nej, sådan skulle det ikke være. De betalte prisen men var ikke villige til at indrømme, at de selv havde bestilt varen.

Feminisme er et stykke vaskeægte kulturmarxisme designet og beregnet på at ødelægge familien som bærende institution i samfundet. Mænd har altid i menneskehedens historie været beskyttere af familien og har været villige til om nødvendigt at give deres liv for kvinder og børn. Ideologerne designede deres kultiske ideologi med manden som mål for kulturangrebet. Det maskuline som mod og modstandskraft stod i vejen for deres overgreb, så de fik kvinderne til at gøre arbejdet for dem. Herved fik Staten, og globalisterne fri adgang til børnene og kvinderne. Pludselig var det ikke et udtryk for overskud, at både mand og kvinde var udearbejdende, det var en absolut nødvendighed for at overleve, for lønningerne var langsomt blevet udhulet. Feministerne opdagede aldrig, at de medvirkede til historiens største løntrykkeri, for det eneste, de kunne få øje på, var ligeløn her-og-nu. Mens de pillede navle, forstod de ikke, hvad inflation var for en størrelse, og at det var et instrument anvendt imod dem selv. Det eneste, de fattede, var, at de nu havde fået et magtinstrument i hånden og kunne undertrykke deres mænd og børn og familie – UDEN at det blev kaldt for undertrykkelse. 

At der skal betales lige løn for lige arbejde er banalt indlysende, og jeg kender ingen hæderlige personer, der vil mene noget andet. Det findes i dag ikke længere på høj- og mellemlønsområdet. Der er fagområder på lavtlønsområdet, hvor det stadig eksisterer. At der ikke findes lige så mange kvinder i toppen af virksomhedslivet, bør kvinderne holde op med at brokke sig over. Det personlige offer, der kræver som kvinde at konkurrere med mændene på mændenes betingelser i jobs, hvor man er nødt til at være grænsepsykopat for at følge med – familie, forget it! – er meget voldsom. Kvinden er nødt til at fornægte sin egen natur for at klare det. Hun er nødt til at undertrykke sin egen kvindelighed. Mænd skal ikke undertrykke deres mandighed, for det er en del af krigeren, jægeren, byggeren at skære sit følelsesliv bort, når de træder i karakter. Bagefter vender følelseslivet tilbage – med mindre de er blevet traumatiseret. Kvinders psykofysiske organisme er langt mere forfinet end mandens, for hun er skabt til at give liv og skabe omsorg for liv. Kun de færreste kvinder i toplederstillinger er i stand til at bevare denne forfinede organisme intakt, når de er tvungen eller lokket til at maskulinisere sig selv. 

Jeg arbejder selv i en organisation med iskold teknokratisk maskine af en kvindelig topleder. Hun er vældig om sig med at simulere, at hun skam bekymrer sig åh-så-meget for de ansatte, og at alle skam er velkommen til at komme og få en snak, hvor man kan sige sin mening, og der bliver lyttet – og alt det ordgejl og dyds-signalering. I praksis har det efter blot et år i stillingen vist sig at være ren snak, for virkeligheden har været meningsløse omstruktureringer, fyringer, irettesættelser af underledere for at forholde sig spørgende-kritisk og større distance til ledelsen end nogensinde. 

Single- og singlekulturen er opstået som mangel på komplementær polaritet mellem mand og kvinde. Den er en kulturel hormonforstyrrelse. Den er opstået, fordi familien er blevet kulturelt angrebet. Den elitære hovedstrategi overfor pøbelen, undermenneskene er her som altid del-og-hersk. Vi ved det, men når der sker lige for næsen af os, findes det pludselig ikke. Mænd og kvinder skulle adskilles, og deres polaritet skulle blive til antagonisme. På den ene side. På den anden side skulle bøssificeringen af mænd og lesbificeringen af kvinder nivellere kønnene og gøre dem uinteressante for hinanden. Det hedder eugenik, for det uundgåelige og kalkulerede resultat er en faldende befolkning. Et samfund med stærke familieværdier udgør til enhver tid det sikre værn mod Statens overgreb. En stærk familie er en suveræn og selvforsynende enhed, og Staten ønsker svage individer, der er afhængige af Staten. En hel del kvinder i velfærdsstaten har udnyttet systemet til at score gratis understøttelse. 

Feministerne så sig selv som ene-men-stærk. Enten var de åh-så-stærke midt i deres forhold, for de kunne hundse rundt med deres familie. Eller også var de åh-så-stærke, når de svinede deres adskilte partnere til i ‘søstersolidaritet’. En meget illusorisk og indbildt styrke, som at tisse i trusserne for at holde varmen i vinterkulden. Hvor mange har ikke oplevet det stereotype scenarium med en enlig mor og hendes umulige, grænseoverskridende drengebarn kl. 17 i supermarkedet? Drengebørn uden mandlige værdier og forbilleder bliver små sociopater. De er dømt til resten af deres at søge og overskride de grænser, de aldrig fik og de forbilleder, der blev frataget dem. Institutionsbarnet, møgungen, lille nuttede Alexander fik heller ikke lov til at lege med krigslegetøj, for det var aggressivt og ikke-kønsneutralt. De lærte aldrig at styre deres medfødte kræfter, så nu er de små og opkommende destrutions-apparater og tikkende psyko-sociale bomber.

Gaslys

Definition:
Psykisk manipulationsteknik, hvor en person gradvist og glidende begynder at opfatte sig selv som sindsyg. Vha iscenesatte events skabes der et selvmodsigende og gognitivt dissonant spændingsfelt mellem oplevet virkelighed og forklaret/fortolket virkelighed.

Gaslys har altid anden- eller tredjepart som intervention. Denne syntetiske tilstand kan bedst eksemplificeres med en person, der oplever uforklarlige og skræmmende hændelser, mens andre personer omkring personen hovedrystende og overbærende fortæller vedkommende, at disse hændelser ikke har fundet sted. Ved konsekvent gentagelse af denne dissonans eller benægtelse bliver personen tvunget til at overbevise sig selv om, at det er noget, der er foregået inde i vedkommendes eget hoved, hvorved grebet om virkeligheden skrider.

Ved at placere personer omkring offeret for gaslyset, der isolerer vedkommende fra anden påvirkning, ved at spille spillet med stenansigt og ved at etablere et tillids- og autoritetsforhold til offeret, glider offeret ind i gaslysets slørede-sløve-ufokuserede stemning, en tilstand af halvt drøm, halvt lurende mareridt.

Er det blot noget, som Hitchcock har opfundet som et snedigt plot i en psykogyser? Den virkelig gyser er meget værre en filmens, for teknikken er en del af manualen for sinds-manipulation i det 20 århundrede. Det største gaslys-fænomen for tiden hedder … coronavirus. Oplevet virkelighed svarer ikke til fortolket og forklaret virkelighed.

• Folk dør ikke som fluer på gaden, ingen oplever det, men medierne kører en konstant kværn om, at det gør der.
• Coronavirus er en forkølelse, men medierne kværner om, at det er Den Sorte Pest.
• Simple remedier som helt almindelig malariamedicin kurerer virusen, men medierne kværner om, at dette er mere dødeligt end den opskregede sorte pest selv.
• Landet er påtvunget udgifter og tab i 100’er af milliarder-klassen, men medierne kværner på vegne af regeringen om, at det er velgørende.

Det offentlige rum er ét stort kognitivt dissonansfelt af oplevet versus formidlet og forklaret virkelighed. 

En vinkel på klimaævlet

Er klimaagendaen et svindelnummer?
Absolut!

Er CO₂ et giftstof?
Absolut ikke!

Er klimaet menneskeskabt?
Nej – uden brug af ordet ‘absolut’.

Der findes en menneskabt komponent i tilstedeværelsen af CO₂ i atmosfæren. Dette er et element, som der ALDRIG bliver talt om. Når landbruget har valgt at bruge kemisk gødning eller ufermenteret husdyrgødning, så ødelægger de den naturlige proces, der bør finde sted mellem jord og planter, så planterne ikke længere trækker C0₂‘en ned i jorden, hvor den hører hjemme, og hvor der er brug for den.

C er carbon, kul. Alt liv på Jorden er kulbaseret. Når planterne bliver tvunget til at afbryde deres download af kul i form af luftens CO₂, så skaber vi et misfoster af en afgrøde, der mangler størstedelen af dens livskomponenter i form af mineraler. Vi skaber også et skjult ørkenlandskab af død jord, der kun bliver holdt kustigt i live en årrække endnu via misfostergødning. Og vi skaber fødevarer, der i værste fald er giftstoffer og i bedste fald ganske utilstrækkelige for mennesker og dyr.

Så igen: Er klimaagendaen et svindelnummer?
Svaret er et dobbelt ja. 
Alt det, der er forkert i agendaen, ævler de løse om.
Alt det, der er rigtigt i agendaen, er netop ikke … agendaen, 
så det er de fuldstændigt tavse om.

Tyngde er ikke en kraft

Så begrebet tyngdekraft er noget vrøvl.
Det, vi kalder en kraft af tyngde, er derimod i allerhøjeste grad virkeligt.

At benægte tyngde som fænomen ville være tåbeligt. Prøv at springe ud fra 5. sal og benægt det, og se hvad der sker. Jeg kender en kat, der gjorde med ved et uheld. Den brugte en hel uge på at komme sig over det og brugte et af sine ni liv.

Så hvad er det så?
Det er æter torsion.

Vi har brug for torsions-fysik for at forstå, hvad tyngde(kraft) er.
Det, vi kalder tyngde, er ikke en kraft. Det er resultatet.
På samme måde som en paddehattesky fra en atomeksplosion ikke er energi.
Det er resultatet af energi, der udløses.

Problemet med dette er, at fysikken har afskaffet æter = det, der befinder sig imellem objekter i det synlige og målbare rum, og har i mangel på forklaring kaldt det alt mulig andet. Sort materie, sort energi, sorte huller. Problemets omfang er, at det er mere end 99% af Universet, der falder i den sorte kategori, så fysikken som videnskab har en ret stort forklaringsproblem, hvor sort som bagdørsbegreb er et synonym for ikke-forklaret.

Det samme problem har magnetisme. To magneter bliver ikke tiltrukket af hinanden. De bliver tiltrukket af et nulpunkt, der befinder sig midt imellem dem. 

Nicola Tesla forstod det. Og Kenny Wheeler har forstået det.