Apokalypse

Apokalypse er et misforstået ord.
Det er den gode nyhed og ikke den dårlige nyhed.
Tingenes tilstand er ikke forværret. 
Sløret over virkeligheden er blot løftet, så vi kan se, hvor galt det står til.
Apokalypsis på græsk betyder afsløring. 

Afsløring er i princippet en dårlig ide for de, der bliver afsløret og en god ide for de, der overværer afsløringen. Altså i princippet, for virkeligheden er kompleks og ikke principiel. Mange, der ikke direkte selv afsløres, er rent faktisk bange for at se ondskabens strukturer blive afsløret, for så falder den virkelighed sammen, som de har troet fuldt og fast på. Hvis der afsløres underliggende sammenhænge, der er skabt via ond vilje i en virkelighedsfortælling, som vi hele tiden har troet på og accepteret som uafvendelig og endog velgørende, så har vi jo medvirket til at opretholde denne ondskab, og hvad gør vi så nu, hvis det viser sig at være rigtigt, at … ?

Den gode nyhed er, at afsløringen, apokalypsen, rammer ALLE, men at de, der har opereret bevidst via den mørke energi, der har forgiftet vores verden i årtusinder, vil blive direkte ramt, når sløret løftes. Mange vil ikke overleve det. Det er derfor Apokalypsen beskrevet som Dommedag i Johannes Åbenbaring. Lad os i øvrigt ikke gå i dybden med dette kryptiske omend billedrige stykke literatur, der er misfortolket og misbrugt i så høj grad. Men læg lige mærke til, at det hedder Åbenbaring. 

Mnjææ, det betyder da bare, at Johannes af Padmos fik en åbenbaring i et syn, gør det ikke?
Ja, det tror vi, fordi det siger man. Man vi glemmer nemt eller har måske aldrig forstået, at bibelske udtryk er flertydige og indeholder flere lag. Når Johannes får en åbenbaring, er det samtidigt en åbenbaring af, hvad der skal åbenbares = afsløres. Det er en beskrivelse af afsløring. Og så kan det også godt være, Johannes fik hjælp af en hellig svamp.

Ser der de syv slørs dans, altså historien fra Matthæus og Markus, hvor Herodes steddatter Salome giver et strip-tease-show hvorefter hun som belønning får Johannes Døberens hoved på et fad. Som de fleste andre bibelse scener, findes det i forvejen. I den sumeriske mytologi foretager gudinden Inanna – babylonisk Ishtar – en nedstigning til underverdenen og må syv gange aftage og aflevere et smykke eller andet tegn på hendes royale status. Som i den græske Orfeus-mytologi er der tale om indvielsesritualer, og nedstigning til Underverden er altid et sikkert tegn på det. I den sumeriske fortælling når Inanna til Underverdenen, hvor syv dommere dømmer hende til døden. Men hendes mand Tammuz vil redde hende og sender to væsener – vi ville kalde dem for engle – ned for at redde hende op. Til gengæld bliver han hevet ned i Underverdenen. Da Orfeus vil redde Eurydike op fra Underverdenen, og de næsten er nået op i lyset, vender han sig om for at se, om hun følger med. Hvorefter det er hende, der bliver trukket tilbage i skyggerne. Og hvordan gik det med Lots hustru, da de gik ud af de brændende byer Sodoma og Gomorrah. Hun havde fået besked på, at hun ikke måtte vende sig om, men det gjorde hun – og blev til en saltstøtte.

Brudesløret stadig en reminiscens af disse antikke riter.
Vi kunne fortabe os i sammenlæsning af mytologi, for der er indvielse at finde her.
Men lad os holde fast i at slør er tilsløring af virkeligheden, og afsløring er det modsatte.

Angst – en case story

Det er måske ikke nogen dårlig ting at blive afsløret, hvis man har været en gåde for sig selv. Hvorfor er det f.eks, at mennesker har denne angst, som psykologien har beskrevet som grundlæggende, altså ikke frygt for noget bestemt men uspecificeret angst? 

Man har forsøgt at forklare og bortforklare angsten på mange måder. Noget med at der i vores krybdyrhjerne gemmer sig en evig frygt for at blive spist af rovdyr, dengang vi steg ned fra træerne. Javel ja, men det er jo en forklaring, der stammer fra et darwinistisk tankesæt. 

Eller noget med det store freudianske underbevidste. Javel ja, men hvor stammer det store fortrængte underbevidste fra, for det er Freud ikke klar i spyttet om, og det ligner mere en form for traumatisering. 

Hvornår og hvordan blev vi i så fald traumatiseret? Det er der så igen teorier om. Disse kan være interessante, f.eks hos Velikovsky, der som psykiater, myteforsker og selvlærd astronom mente, at det skyldtes en kosmisk katastrofe, der udryddede det meste af livet på Jorden. Denne katastrofe skabte et permanent imprint i den menneskelige psyke, der forandrede genetikken og gik i arv. Det er plausibelt, da vi ved, at Jorden har været udsat for den slags katastrofer. Vi ved også, at traumatisering kan skabe en split-personlighed, for Tavistock-instituttet har kortlagt det og CIA har brugt det. Men er forklaringen fyldestgørende?

Afsløring kan lige vel være forløsning. Al forløsning er forbundet med en vis smerte som en primær del af forløsningen. Ligesom en fødsel. Lettelsen er den sekundære del. Vi har alle været indsmurt i snavs, men vi har ikke været klar over, hvor snavset kom fra. Det er der bare, sagde de. 

Vi har haft stort set samtlige blåstemplede verdensforklaringer imod os, hvilket forklarer, hvorfor vi ikke er forklarede i særlig grad.

• Kirkens forklaring: mennesket er født som en arvesynder, der allerede skylder fra fødslen, så skyld-skam-og-frygt er allerede givet på forhånd
• Freuds forklaring: mennesket er født med et semi-pædofilt far-mor-kompleks og et dystert underbevidsthedsliv, der til forveksling ligner et traume. 
• Darwins forklaring: mennesket er dannet af genetiske fejlskud, hvor kun de stærkeste fejlskud overlever og er derfor født til en evig dyrisk kamp for overlevelse.
• Einsteins forklaring: mennesket er født ind i et Univers, der er et produkt af et kosmogenetisk fejlskud i den store kanon, der sagde bang – men kanonen var der ikke, hvilket giver … stor mening?
• Marx’s forklaring: mennesket er et massevæsen, og Darwins dyriske kamp er massernes klassekamp, og når blot vi afskaffer al kapitalisme, alle kongedømmer, al borgerskab (middelklasse) al arveret, al ejendomsret og al individuel frihed til at mene andet end politbureauet, så bliver alting godt, og i mellemtiden må du hellere være bange.
• Nypuritanernes forklaring: mennesket – især hvide mennesker – er født som systemiske racister, og kun sorte liv har betydning, de er født i et giftigt og forkert køn – mandekønnet – og nu må vi heller ikke definere, hvad en kvinde er, og vi skal helst falde på knæ offentligt og bede om undskyldning og lære ikke at sige hun og han.
• Imperialisternes forklaring: mennesket er en stak dumme får, der ikke aner, hvad der er bedst for dem, de er nogle lavpandede racer af grovædere, der ikke kan finde ud af administrere deres egne ressourcer, så dem må hellere sørge for, kommer et bedre sted hen. Og så kan de ikke finde ud af at regere deres egne lande, så derfor må vi arrangere en udskiftning af deres lederskab, når der er brug for det.
• Globalisternes forklaring: mennesket er en database af ressourcer uden nation, etnicitet, køn, økonomi og muligheder for social adfærd og meningsdannelse, der er uhensigtsmæssig – ja altså i forhold til det, vi skønner i Den Nye Normale Verdensorden.
• Transhumanisternes forklaring: mennesket er en kontrollerbar kødrobot, der ifølge vores plan vil blive udskiftet med reservedele, som vi har produceret, så dets ydeevne kan optimeres – ja altså i forhold til den ydelse, som vi kræver.

ALLE verdensforklaringer synes at være til menneskers ulempe. Interessant ikke? Er det egentlig sådan, vi opfatter os selv? Det er det s’gu da ikke! Dybt omme i baghovedet ved vi godt, at det er en gang løgn. Propaganda-apparatet har bare kørt i så lang tid og på så mange kanaler, at vi er kommet til at tro på det. Selv propagandisterne er kommet til at tro på deres propaganda.

Propagandismens epicentrum er Det Britiske Imperium, både version 1, 2 og 3 hvor version 3 er det skjulte imperium, der opererer inde i maven på Storbritanien, USA, Canada, Australien og New Zealand + de 52 Greater Commonwealth-lande, de tidligere kolonier (redefineret kolonialisme). Det engelske sprog er blevet militariseret til at tjene Imperiets formål. De er verdensmestre i propagandisme. Problemet er, at propagandaens virkelighed ikke svarer til virkelighedens virkelighed, men at propagandisterne undervejs er kommet til at tro på propagandaens virkelighedsbillede, for de har aldrig hørt andet. Det kaldes vistnok hjernevask. I direkte konfrontation med virkelighedens virkelighed vil billedet imidlertid falde sammen. Det er det, vi ser i Ukraine lige nu. Når løgnen kollapser, så har de ikke andet at sætte i stedet.

Angsten kan vi imidlertid ikke benægte. Vi kan indtil videre konstatere, at de, der nu bliver afsløret i den fremrullende Apokalypse som håndlangere for det store antihumane projekt, har en vis forståelse af brugsværdien af den indbyggede angst. Inderkredsen især har en detaljeret og dyb forståelse. Angst er det perfekte afsæt for al underkastelse. Skræm livet af folk og forlang lydighed, så simpelt er det. Det er urgammelt og spritnyt. Når folk er tilstrækkeligt bange, så kryber de til korset (hør blot udtrykket, det siger alt). Folk kryber, når de er skræmte, der er psykologien bag al krig, al terror (krig ER terror), al sikkerhedspolitik, al pandemi-propaganda, al koldkrigs-mentalitet, ligesom det var psykologien bag middelalderens og reformationstidens djævle-frygt, inkvisition, afladshandel og hekse- og kætterforfølgelse, ligesom det er psykologien bag al politisk korrekthed, cancel-kultur, udstødelse fra sociale medier, venstreorienteret neoracisme og neofascisme og højreorienteret neo-stupiditet. 

Der er måske et mønster her, eller hvad siger du?

Fængselsforsøget

Kender du Stanford-fængselsforsøget? Det gør du næppe. I 1971 blev der rekrutteret 24 studerende til et socialpsykologisk eksperiment startet af en psykolog ved Stanford University. De 12 skulle agere fanger, de 12 andre skulle agere fængselsvogtere. Fangerne blev udstyret med fangedragter, og fængselsvogterne blev udstyret med khakifarvede uniformer og solbriller. Forsøget skulle vare i 20 dage, men blev afbrudt efter seks dage. Hvorfor, og hvad bestod det i?

De egentlige forsøgspersoner var ikke fangerne, for deres adfærd og psyke vidste man tilstrækkeligt om. Studiet gik på, hvordan folk opførte sig, der blev tildelt rollen som fangevogtere med opgaven at holde folk fangne og underkastede i fængselssystemet og forhindre dem i at undslippe, og hvor ALLE midler, de fandt hensigtsmæssige, var tilladt.

Universitetet havde allieret sig med det lokale politi, så de deltog i forsøget. De skulle også bruge fængselsfaciliteter, så der var afsat en hel afdeling i det lokale fængsel. Fangerne blev afhentet før solopgang og behandlet af det lokale politi som særligt farlige fanger fra starten af med alle de hårdhændede ydmygelser, det medførte.

Her kommer det interessante. Fangevogterne faldt gradvist ind i rollen og trådte i karakter som bødler. Nogle af dem viste sig at blive psykopatiske sadister. Deres fysiske og psykiske adfærd blev nøje monitoreret. I løbet af seks dage var der flere fanger, der fik psykisk sammenbrud, så forsøget blev afbrudt. Initiativtageren til forsøget Phillip Zimbardo vidste godt, hvor det bar hen. Da han blev interviewet efterfølgende, konkluderede han på baggrund af forsøget, at hvis man placerede folk i en position, hvor de havde lov til at udøve sadistisk-totalitær magt med alle de midler, de kunne komme op med og fik at vide, at dette var sanktioneret af samfundet som en del af det større fælles gode, der afføder den fælles nødvendighed (utilitarisme), så ville de gøre det.

Har du måske bemærket en vis slående lighed mellem fangevogternes adfærd i forsøget og den adfærd, som magtens personer udviste under pandemi-operationen?

De blev pludselig placeret i en position, hvor de havde lov til at udføre totalitær magt med alle de midler, de kunne komme op med og fik at vide, at dette var sanktioneret af (global)samfundet og alle højere globale såvel som nationale autoriteter som en del af det fælles gode, der afføder den fælles nødvendighed. Den fælles nødvendighed var postuleret-legitimeret i den undtagelsestilstand, der var kørt i stilling til at overskride alle århundred-gamle forfatninger/erfaringer samt best practice fra klinisk videnskab (virologi, immunologi) og udradere al sund fornuft. Disse folk var uden nogen som helst legitimitet, så de fremtvang pseudo-legitimitet via en terrorhandling, der affødte en undtagelsestilstand, der affødte krybende accept (pseudo-legitimitet). De nyfødte magtliderligligheder teede sig som det værste fascistiske øgleyngel og med største entusiasme – nu med svanemærke og økostempel. 

Var det, hvad det hele gik ud på? En konceptuel hvidvaskning af fascisme! 
(I må forstå, at det herefter er det nye normale) HELL NO!!

Tror vi måske, at medicinalfirmaerne og globalisterne har studeret Stanford-fængselsforsøget og
alle de andre forsøg/studier, de selv har finansieret i tidens løb? Hvis svaret er ja, så har du ret. Behavourisme er forudsætningen for deres business case. Hvordan pokker kan de ellers få folk til at vælge at forgifte sig selv som en del af deres business-strategi? 

Den personlige apokalypse

Hvad er en person? En person er ikke et individ, en udelelig enhed. En persona betyder en maske. Det er interessant, at hvis man gør et opslag i et leksikon eller en ordbog fra 1800-tallet, så er det, hvad der står. Hvis du gør det samme i en tilsvarende bog fra i dag, så er en person et individ, et enkelt menneske. Hvorfor er den rigtige forklaring skrevet ud? Har nogen ønsket og tilstræbt en hær af personaer i et stort teaterstykke? Var det allerede dengang, transhumanismen startede? Når et ord, et begreb forsvinder ud af menneskesproget, forsvinder der et stykke greb om virkeligheden for mennesket.

Personaen er en overfladisk udskiftelig maske, vi kan tage af og på. Det er en facade, vi kan dække os bag, og bag denne facade kan vi gøre usynlige ting – mens vi bevarer facaden. Når denne maske krakelerer, taber vi ansigt = persona. 

Apokalyse på individ-planet er tabet af persona. Afsløring er maskefald. Lige om lidt kan vi ikke længere gemme os bag facader. Vi er nødt til at komme overens med os selv. Vi vil blive gennemskuet, ligesom vi nu gennemskuer os selv (det sværeste af alt). For sammen med tabet af facade får vi en gave: evnen til at gennemskue. Den vil ankomme hos mennesker, og det inkluderer os selv og andre, vi møder. Det inkluderer også gennemskuelse af de, der broadcaster/projicerer sig selv på diverse fladskærme. Det inkluderer regeringer, institutioner, medier og andre hyklere i landskabet. 

Hollywood og med dem Disney-koncernen har en mega-krise for tiden. Ikke nok med, at de havde status og funktion som verdens dominerende persona-fabrik, men så ønskede de at tage den endnu videre. De ønsker direkte politisering-ideologisering af deres film og medieprodukter og deres persona-gallerier. De stillede sig til rådighed for promovering af alt indenfor wokeness, LGBTQ’isme, pervertering, familie-dysfunktionalitet, krigspropaganda, semi-porno, you-name-it. Desværre for dem, blev de gennemskuet af deres publikum, der ikke brød sig om at blive belært og besudlet, når de bare ville underholdes. Deres årsregnskaber beskrev en stærkt dykkende kurve. De holdt krisemøder, de fyrede chefer natten over, de fyrede ansatte i hobetal.

Medie-apokalypse

Medierne har en lignende krise. De skulle have beskæftiget sig seriøst og kritisk med virkelighedens virkelighed, men de valgte under særligt pres at formidle en prædefineret fortællingsvirkelighed befolket af personaer, folk der bærer maske. Også deres publikum gennemskuede dem hen ad vejen, og også deres årsregnskaber beskrev en negativ kurve. Også de fyrede chefer og medarbejdere i hobetal, for når dagen, måneden og året er omme, så er deres business afgjort af publikums villighed til at betale for deres produkter.

Som i teatrets tæppefald, falder sløret. Teatrets tæppefald er et sundt ritual, for når tæppet falder, og skuespillerne kommer frem på scenen og modtager applaus, kan folk se, at de er mennesker og ikke personaer. Alle kan således oplyste gå hjem med teaterstykket in memoriam uden at forveksle fiktion med virkelighed. I filmens medie bliver grænserne mellem fiktion og virkelighed en anelse udvisket. I mediernes, de sociale mediers og computerspillets virkelighed bliver grænser yderligere udvisket. Homo Medialis karter rundt i et limbo af uvirkelig virkelighed. Og nu ønsker illusionisterne den totale udviskning med en virtuel metaverse-uvirkelighed, som DE kan tænde og slukke for, når de vil. Teatret holder distancen, så virkelighederne ikke blandes. Som filmskuespiller kunne man risikere at blive overfuset på gaden, hvis man havde spillet en ond skurk i en film. Det er mig bekendt aldrig sket, at en teaterskuespiller er blevet udsat for noget lignende. 

Hollywood har svælget i såkaldt apokalyptiske film spækket med computergenererede specialeffekter og dårlige skuespillere, der ikke evner karakterskuespil. Som Tarantino udtalte for nyligt, så findes der ikke længere filmstjerner. Der slipper ikke andet en klichee-bras ud af maskinen længere, filmens personae er kønne, talende dukker uden sjæl men altid politisk korrekt kønsfordelt og fordelt over diverse etniske kulører, og handlingen/budskabet er ligeså klamt og politiseret. Det er nu også almindeligt, at de kønne dukker stiller sig op til diverse awards og mener – eller har fået besked på, at de skal belære deres publikum om wokeness. Det fik så komikeren Ricky Gervais til at fyre af som toastmaster til en Golden Globe-event: Så, hvis I vinder en pris i aften, så lad være med at gøre det til en platform for at holde en politisk tale. I er på ingen måde i en position, hvor I kan belære folk om noget som helst, for I aner intet om den virkelige verden, de fleste af jer har brugt mindre tid i skolen end Greta Thunberg, så hvis I vinder, kom op og modtag jeres lille pris, så sig tak til jeres agent og jeres Gud og hold så i øvrigt jeres kæft (eng. shut the fuck up!).

Men Hollywood har ikke engang forstået, hvad apokalypse betyder, for de tror, der betyder Armageddon, masseødelæggelse og jordens undergang. Francis Ford Coppola forstod, hvad det betød. I hans mesterværk Apocalypse Now baseret på Joseph Conrads Mørkets Hjerte fra 1899, oplever den hvide mand den rædsel, der er indbygget i hans fortrængte imperialishjerte. Han oplever dér langt oppe af floden dybt inde i junglen rædslen, rædslen, som Marlon Brando med sin storladne underspillethed mumler i mørket. Dengang hyrede Hollywood filmstjerner til karakterroller. Hos Coppola er det Mekong-floden, hos Conrad var det Congofloden. I begge tilfælde er rejsen til mørkets hjerte apokalyptisk for de fremmede indtrængende. Werner Herzog gjorde noget lignende i filmen Aguirre, den gale erobrer – kedelig dansk oversættelse af Aguirre, the Wrath of God. Igen en historie om den hvide mand, imperialisten, der sejler sin egen død i møde, for hele hans projekt er dømt til en dag at mislykkes, for han har ingen ret til at ankomme som en plyndrer til et sted beboet af mennesker, han ikke forstår eller respekterer. Han ved det inderst inde, og derfor er han bange.

Hjertets Apokalyse

Apokalypsen foregår både på scenen og i hjertet. Når sløret løftes og teaterrøgen letter, så afsløres aktørerne derude, deroppe og også derinde. Skeletterne i skabet byder op til afdansningsbal. Lad os tage den sidste dans, inden vi slipper dem ud af døren. 

Man kan godt sammenligne Apokalypsen med dødsøjeblikket, som det er beskrevet af folk, der troede, de skulle dø men overlevede efter at de, som de beretter, så deres liv passere revu for dem på et par sekunder. Andre har beskrevet noget lignende i nærdødsoplevelser, hvor de er vendt tilbage. Her må vi stærkt formode, at vi i dødsøjeblikket ikke kan lyve for os selv og andre længere, for sløret er revet væk og livsillusionen ligeså.

Jeg har før foreslået konstruktiv desillusion som en metode til at forberede det virkeligheds-sammenbrud, vi er vidne til lige nu. Vi er midt i Apokalypsen, der er et kæmpe energiskift i gang. Det er ikke Hollywood, det er virkeligt, det er mærkbart. Undervejs vil det også blive synligt, hørbart og håndgribeligt. Konstruktiv desillusion er at optræne os selv i at afmontere illusionen og tage et kig på virkeligheden bag skærmen – men på en måde, der ikke gør os bittert frustrerede eller hadefulde. Taler jeg om tilgivelse her? Når den tid er kommet, og folk er i stand til at modtage den, så er det på sin plads. Til folk, der har gjort utilgivelige ting uden at angre det mindste, er der ingen grund til at spilde tid og energi på det. Lad dem gå ad helvede til, hvor de hører hjemme. Det vil heller ikke kunne overleve i en post-apokalyptisk ny virkelighed. Jeg taler om at give slip. Som de sagde engang: Lad fare hvad ej kan bestå. Eller som den kinesiske ungdomsbevægelse siger: Lad det rådne!

Igen et misforstået begreb: post-apokalyptisk. Det bliver brugt forkert med en forestilling om et Mad Max-univers eller som i The Road, hvor byer og landskaber ligger hen i ruiner efter en eller anden katastrofe eller atomkrig. Som der står på imdb.com om The Road: In a dangerous post-apocalyptic world, an ailing father defends his son as they slowly travel to the sea. Altså fuldstændigt misforstået som en verden i ruiner befolket af zombier, kannibaler og mennesker, der er blevet til dyr. At underholdningsbranchen har denne fiksering med en ødelagt verden siger mere om, hvad der foregår inde i deres beskidte hjerner. At der så er så stort publikum til det, viser at folk ikke er et hak bedre.

Det kan meget vel tænkes, at der går Mad Max i den sine steder i en overgangsperiode. Lige nu er Vesten ved at ofre den ukrainske befolkning i deres proxykrig mod Rusland. For det er, hvad det er. Politikerne i Vesten er 100% ligeglade med ukrainerne, og deres hykleri har en fæl stank. Samtidigt har de også vist, at de er 100% ligeglade med deres egne befolkninger, og at deres stupide arrogance ingen grænser kender. Hele bylandskaber i Ukraine ligner noget fra det, de kalder en post-apokalyptisk verden. Det gjorde Syrien også, da deres lejesvende ISIS havde været der. Det gjorde Libyen, da de havde sønderbombet det. Det gjorde Irak, da de smadrede landet. Det gjorde alle større tyske byer efter WW2, da de allierede havde smadret beboelseskvarterer overalt. Ingen har efterspurgt en forklaring på, hvorfor de allierede primært bombede civile mål. Churchill leverede svaret, men historiebøgerne har ikke været særligt glade for citatet: This is not a war against Nazi Germany, this is a war agains the German people.

Netop fordi bøger og medier og andre undhængsskabe for præ-, medio- og postkrigspropaganda undgår den slags citater, så er det nødvendigt at vi gentager dem og gentager dem igen. 

• Apokalypsis er: at hive bukserne ned på de, der begår forbrydelser mod menneskeheden
• Apokalypsis er: at vende de sten, der er groet til og åbne de døre og vinduer, der skjuler ugerningerne
• Apokalypsis er: at stille magthavere og korrupte beslutningstagere til regnskab for deres forræderi
• Apokalypsis er: at kræve fuldstændig transparens om alle beslutninger, der vedrører landets indbyggere – vi kræver offentlighedsloven restaureret
• Apokalypsis er: at bedrive ægte undersøgende og open-source-journalistik, hvilket journalister ikke har lov til i de korrupte propaganda-medier i dag – if you wan’t things done, …
• Apokalypsis er: at sætte fokus på vores egen understøttelse af et korrupt-råddent system med et forfalsket virkelighedsbillede – lad være med at understøtte pushernes forretningsmodel
• Apokalypsis er: at kræve skolepengene tilbage og genbesøge det åbne universitet for viden, der ikke er militariseret, politiseret, ideologiseret, finansialiseret, korrumperet, perverteret

Alt dette handler om, at sløret falder og lad os hjælpe det med at lade det falde. Som da Berlinmuren faldt, og folk hev mukkerter og mejsler ud af redskabsskuret og tævede løs på bæstet.
Det er vigtigt og nødvendigt, og hvis du mener noget andet, er du muligvis … et fjols.
Det kan kun undervurderes, så lad være med det.

Når DET så er sagt er der hele det post-apokalyptiske projekt i ordets egentlige betydning.
Det handler om alt det, der skal gøres, når sløret er faldet, kakerlakkerne har taget ruten gennem hullet i panelet, og rotterne er flygtet tilbage til kloaksystemet.
Det handler om healing, afgiftning, restaurering, genetablering, revision, oprydning, genuddannelse
– og at sørge for at skadedyrene ikke finder vej tilbage.
Det handler om afglobalisering – en multipolær verden.
Det handler om genopdagelse af selvforsyning – tilbage til jorden.
Det handler re-humanisering af industrien – rationaliser så meget I vil, så længe I ikke spytter lort ud.
Det handler om demokratisering af energi – energikartellerne har krydset den røde streg.
Det handler om sundhedspolitik og ikke sygdomspolitik – medicinkartellerne har overskredet samtlige grænser, og regeringerne har været deres små stik-i-rend-drenge/tøser.
Det handler om afmontering af kartel-fascismen – slut med regeringernes subsidier til de multinationales skattefrihed på skatteydernes bekostning.

Der blæser helt nye vinde. Og der bliver nok at se til.