Alting forsøger at blive til alting

En ny kosmologi er under skabelse.
Buddy James opsummerer kilderne til denne skabelse.

Det er bemærkelsesværdigt, at disse kilder, disse fritænkere indenfor fysik kortlægger det samme felt og bekræfter hinandens intuitivt-videnskabelige observationer.
Geometri er nøglen til den nye kosmologi. Men den er ikke ny, den er antik.
Den blev skyllet ud med badevandet fra rationalismens nedbarberede videnskab.

Buddy James – ikke at undervurdere trods det bøvede amerikano-navn – sammenkalder alle mine helte:

• Boëtius
• Johannes Kepler
• James Clerk Maxwell
• Nicola Tesla
• Walter Russell

+ en stak nye, som jeg ikke havde hørt om.
Den nye tid vil bringe sammentænkning fremfor modtænkning.

Det, der er sket med kosmologien / astrofysikken, er, at den er gået ud af en streng med et mangelfuld afsæt. Newtons gravitetsteori mangler halvdelen af ligningen, for elektricitet og elektromagnetisme først blev opdaget med lang tids forskydning, så de blev betragtet som to forskellige og adskilte naturkræfter. Så gravitetsteorien er ikke i stand til at forklare tilstedeværelse af så meget energi i universet, som videnskaben konstant er i stand til at observere. For at kompensere for det har de indskudt fortænkte teorier om mørkt stof og mørk energi, der efter deres matematiske modeller må befinde sig udenfor deres scope. De gør det samme, som oldtidens mennesker gjorde. Dengang sagde de, at de var guderne det gjorde. Vi kan ikke se eller forstå dem, de er deroppe, og der er ikke noget at gøre ved det. I dag er der et lignende spøgelse i maskinen ved navn dark matter. Vi kan ikke se eller forstå det, vi kan regne os til, at det må være der, og vi kan ikke gøre noget ved det. Altså det kan ikke efterprøves, der er rent spekulativt. Men hele modellen er i bund og grund spekulativ.

Situationen for videnskaben er altså, at dens observationer ikke bekræfter det dogmatiserede teorikompleks. Denne konflikt er i stigende grad blevet tydelig – undtagen for videnskabens dogmatikere – siden Alfvén og Birkeland, de norske og svenske fædre til Det Elektriske Univers, en skole eller fraktion indenfor feltet, der i dag tæller adskillige prominente forskere. Det giver med andre ord en situation, der svarer til skiftet i paradigme på Newtons og Galilei’s tid, hvor de nye astronomiske observationer modsagde den middelalderlige kirkelige kosmologi med en flad jord i centrum af systemet, et jordsystem og ikke et solsystem.

Det elektriske univers har den soleklare – pun intended – fordel fremfor det spekulative gravitetsunivers, at det rent faktisk kan afprøves i laboratoriemodeller. Alt er skalerbart fra subatomart til universelt niveau, og de elektriske fænomener, der driver universet, driver også et tordenvejr og en plasmabue ved overgang i højspændingskabler. Som foroven, så forneden. Det var sådan, Hannes Alfvén blev sporet ind på det livsværk, der gav ham nobelprisen i fysik – og samtidigt udstødte ham af det gode selskab, fordi han lodret modsagde den Newton-Einsteinske fysik. Han var elektroingeniør og så netop fænomenet ved defekte højspændingsanlæg. Kristian Birkeland havde forinden kortlagt jordens magnetfelt foranlediget af studier af nordlyset.

Gravitet, tyngdekraft er en svag kraft i forhold til elektricitet, og alle processer må derfor være langsomme og gradvise. Tygdekraften er aldrig blevet forklaret overbevisende. Elektricitet derimod er en stærk kraft, og processer kan foregå hurtigt og abrupt og over store afstande – hvilket svarer til netop det, der observeres. Modellen åbner for en bunke scary shit. En elektrisk udladning fra solen, der går i en bestemt retning i forhold til jorden, ville kunne foretage forrykninger af kontinenter i løbet af blot dage, hvilket ifølge den gængse model ville tage millioner af år. Vi tør dårligt tænke på de katastrofale konsekvenser for livet på Jorden, det ville have. Kun de højest beliggende steder ville undgå den supertsunami, det bølgeskvulp frem og tilbage igen, det ville medføre.

De ar på planeter og måner, f.eks Månen og Mars, vi observerer, kan ikke forklares via meteornedslag. De kuglerunde kratere på måne ville i så fald kræve, at alle nedslag til alle tider foregik direkte vertikalt i forhold til overfladen. På Mars ses disse aflange zigzaggende ar, der minder om lynnedslag – eller Grand Canyon på Jorden. Den langsomme model bruger meget krudt og stort besvær på at forklare dem, hvorimod plasmamodellen og det elektriske universet forklarer det langt mere enkelt.

Gravitetsmodellen påstår, at solsystemets planeter roterer ved inerti alene. Den elektriske model siger, at Solen tilsammen med planeter og måner udgør komponenter i en kosmisk elektromotor, der er linket op med hele galaksen. Det store tomme rum er altså ikke tomt. Det er et kraftfelt.

Noget andet scary shit er, at andre interessentskaber end videnskaben har en kalkuleret fordel i, at videnskaben ikke korrigerer sit paradigme, for det giver dem tid og råderum til i det parallel-forskermiljø, som de kontrollerer = i militært regi, at udvikle våben, der bygger disse megakræfter. De har dem allerede, og forskellige events viser, at de også bruger dem. Vi er langt forbi krudt og kugler og endog atomvåben, men der er ingen åbenhed om det selvfølgelig – ellers ville det jo ikke være en militær hemmelighed.

Med den nye plasma- og elektrofysik, den nye kosmologi, bliver en stor ring sluttet. Kirkens middelalderunivers er en afstumpelse af oldtidens kosmologier. F.eks vidste egypterne alt om, at jorden var rund. De vidste også, hvad dens omkreds og 3D-dimensioner var. Sumererne beskriver et solsystem med en ekstra planet. De fortæller også om, at den blev smadret og blev til et asteroidebælte.

Indisk astronomi er fuldstændig overvældende. Det er ikke uden grund, at Heissenberg citerer vedaerne, da han så, hvad hans fysik blev brugt til ved den første atomsprængning i Nevadaørkenen. Det var så ikke den første, for nazisterne havde allerede aprøvet deres i Sahara og forærede den til japanerne, der brugte den mod russerne i Korea. Men det er en helt anden historie. Der var en grund til, at amerikanerne var så ivrige efter at importere nazi-videnskabsmænd efter WW2. Tyskerne havde i øvrigt deres teknologi fra en indisk matematiker-fysiker ved navn Subrahmanyam Chandrasekhar, der havde nærlæst de vediske skrifter. En genial videnskabsmand, der er næsten ukendt i dag på grund af racistisk forhånelse og misundelse fra englænderen Eddingtons hold (han er bare en gul nigger…). Chandrasekhar sagde: hvis det skal være på den måde, så forærer jeg min viden til jeres fjender. Og det er synd at sige, at briterne og inderne var på god fod på det tidspunkt, for landet var midt i frigørelsesprocessen, der efter WW2 endte med, at de smed Imperiet på porten.
Læs: Østasiens historie – hvis du tør.

Det store videnskabelige paradigmeskift er i fuld gang. Du har ikke hørt om det – altså, det har du så nu – men hvad der menes er: Du finder det ikke på forsiden af avisen og i nyhederne prime time, for det videnskabelige vidensfilter er stort og magtfuldt, og interessentskabet bag det er the usual suspects, de samme der lyver og svindler og stjæler og myrder løs på menneskeheden – og som ejer de medier, der ikke fortæller om det.