All I wanna say is that

Et casestudy om ofrene for en perfid industri

Jeg har før nævnt det. Tillad mig at gå lidt længere ind i sagen.
Denne musikvideo kunne være vigtig for dig og mig at forstå:

Hele sagen om Michael Jackson før hans død i 2009 og hans påståede pædofile tendenser peger baglæns mod de, der fremførte sagen = det gennemsyret-pædofilerede Hollywood og dens misbrugerfætter, den ligeså pædofilerede musikindustri.

Der er et ganske bestemt mønster af hændelser og karakteristika, der går igen. Når disse højprofilerede Hollywood- eller musik-ikoner vælger at falde udenfor deres foreskrevne rolle og nægter at spille det grimme spil, figurerer de lige pludseligt på listen over folk, der er faldet i unåde, er erklæret for uønskede og derfor ikke har lang tid at leve i. I musikken skete det for Michael Jackson, Prince og Whitney Houston. Omstændighederne omkring deres død er alle besynderlige og fyldt med uforklarede hændelser, mørkelagte undersøgelsesforløb, stramt styrede medie-outlets, nedlukning af opklaringsprocedurer, u-name-it. Og hvad skete der i øvrigt med George Michael, Jeff Buckley, John Lennon, Kurt Cobain, Bob Marley, Jimmy Hendrix, Janis Joplin, Frank Zappa og muligvis David Bowie? Skal vi også skrive Elvis Presley, Billie Holliday og Marylin Monroe på listen + en lang liste af omkomne? Og hvad skete der med Amy Winehouse?

Vi kan også gå uden for musikgenren, og så eksploderer listen. Lady Di var et popikon, der trådte over stregen og mistede sit liv for det. Kennedy og King var politiske og åndeligt-sociale ledere, der gjorde samme og med samme udslag. Hvad skete der med filmintruktøren Stanley Kubrick, mens han var i gang med Eyes Wide Shut, hvor han røber det sataniske elites ritualer? Et nyligt eksempel er den tanzanianske præsident John Magufuli, der udstillede covid-svindelnummeret – han ‘forsvandt’ og er ikke set siden.

Så – Michael Jackson, like him or not. Måske du ikke er til popmusik i den kategori overhovedet, hvilket er helt fint. Personligt var jeg ikke en af hans fans, men hvad vi får svært ved at fratage ikonet, er hans evne til at forny den specifikke genre med alle dens elementer, hans fysiske formåen som danser på en scene, hans suveræne musikalitet, hans sprængladte output og hans højenergetiske brug af sin ikonstatus = enorme gennemslagskraft. Og så kan vi mene alt muligt om det kultiske fænomen og tilbeder-hysteriet, som skikkelser som ham skaber omkring sig – eller får skabt omkring sig.

Et langt bedre og givende spørgsmål er imidlertid: Hvad brugte han sin ikonstatus til, og hvordan lagde han sig ud med sine opdragsgivere så – lad os bare sige det rent ud – han provokerede dem til at tage hans liv efter først at have karaktermyrdet ham og projiceret alle deres egne perverse svinerier over på ham, siden han nu nægtede at spille på deres betingelser?

En del af svarene får du, når du har set videoen med netop de briller på.
Det er over-tydeligt.
Du er nødt til at høre teksten og se udtrykket i videoen:

All I wanna say is that, they don’t really care about us.

Hvad tænker globalfascisterne om det budskab med den attitude i det visuelle outlet?

Hvad tænker de om, at popikonet drejer sin ikonstatus med de entusiastiske folkemængder i en rus af frihedsfølelse, børn, kvinder, trommespillere, gadefolk og fattiglemmer fra de brazilianske favellaer versus fascist-politi med blå hjelme = FN = den globalfascistiske lejehær – den har de ikke set med milde øjne på, for popsangeren med de hippe hoftebevægelser (det var Elvis, der startede det show) udstillede dem BigTime ved at tage deres ikonografi og vendte den baglæns!

Musik- og billedmediet i synkron-bevægelse er en stærk kop te. Globalfascisterne ser det af samme grund som deres priviligerede domæne, deres monopoliserede felt. Nazisterne og bolshevikkerne kendte alt til visuel-musikalsk propagandateknikker allerede for 100 år siden. De ved alt om, hvor stærkt det samlede medie er, og INGEN andre skal vove at betjene sig af mediet uden deres godkendelse! Det var lige netop, hvad pop-ikonet Michael Jackson syntes, at han skulle gøre, siden han nu beherskede mediet så suverænt. Det kostede ham hans liv.

Se også versionen fra turneen optaget i München i 1997:

Det er endnu værre og endnu tydeligere. Michael Jacksons og koreografiens visualisering af det fascistiske verdensimperium med støvletramp, korruption, blackmail (det er i selve teksten) og alt tilhørende er ufejlbarligt umisforståeligt. Og så lige pludseligt: Et break med et præoptaget symfonisk citat fra Modest Mussorgsky’s Udstillingsbilleder: Den Store Port i Kiev – tre år før globalfascisterne forsøgte deres andet russiske statskup ved murens fald – og et kor der synger: Every Day Create History! – det er decideret foruroligende.

Publikum fangede ikke de finere detaljer, hentydningerne, konteksten.
De fangede grandiositeten i udtrykket.
Men hvad de i deres folkelige enfoldighed fangede var:

All I wanna say is that, they don’t really care about us.

Ikke You men Us, vi er i det hér svineri sammen, og jeg er på jeres side mod dem.
Mine fjender er jeres fjender, jeres fjender er mine fjender.
Den fangede publikum. Det gjorde fascisterne også, og dagen efter indkaldte de til møde om, hvad de skulle gøre ved problemet – er mit kvalificerede gæt.

Løsningen kom år senere, da de hyrede en forvirret enlig mor og bestak hende til at fyre falske anklager om pædofili af. Hvad var det, han flettede ind i en anden poptekst? Jew me, sue me … Den er hård, ikke? Kabbalen bryder sig ikke om den slags lussinger.

Hans egen læge var medvirkende til den medicinforgiftning, han blev udsat for. De gjorde det samme med Prince nogle år senere, der fik smertestillere i en dødelig dosis. Vi husker alle hans løbende konflikt med pladeselskaberne og da han skiftede navn til The Sign. Inden sin død ses han i interviews komme med udfald om de mørke kræfter i musikindustrien. Han var et musikalsk geni, der ikke fandt sig i at blive misbrugt af en satanisk industri. Det kostede også ham livet.

Og så var det jeg tænkte på, om der var en dansk parallel? Er dette et bud? Sangerinden døde efter denne video. Har den ikke en vis lighed med Michael Jacksons video fra favellaen?