Adobe – grådighed i knibe

Det er blevet sandhedens time for et af verdens førende grafik-software-firmaer ved navn Adobe.
Som professionel bruger af deres software i et par årtier – og underviser i disse – mener jeg at have en kvalificeret mening om firmaet og deres produkter.

Lad mig starte med at sige, at deres programmer er state-of-the-art.
Det er programmer, der har sat standarden på en række områder indenfor grafisk produktion.
Photoshop har næsten fejet alt andet af bordet i en årrække.
Illustrator blev enhver designers hovedprogram til vektor-tegning.
InDesign er (næsten) uovertruffent indenfor desktop-publishing.
Flash var det mest suveræne all-round program til en hel masse – indtil det gik ned med flaget i en handelsteknisk krig med Apple, fordi de ønskede monopol på apps på smartphones, hvilket Flash kunne have gjort lige så godt – så dø skulle det.
Premiere er stadig et af de førende videoredigerings-programmer.
After Effects sammen med Premiere var et perfekt match.
Audition regnes i filmindustrien for det ultimative lydprogram.
Dreamweaver var det bedste program til webdesign
På det seneste har Substance Painter sat standarden indenfor 3D-teksturer.
Læg dertil en stribe programmer til grafisk produktion, der alle har sat deres standard i perioder.

Så vidt så godt.

For over 12 år siden kunne man købe et stykke software og sige, at man rent faktisk havde købt det. Hvis der kom en opdatering eller en ny version, kunne man vælge at betale sig fra det. Eller lade være, hvis man ikke havde brug for det. Firmaerne argumenterede ihærdigt for, at det havde man selvfølgelig, men det stod alligevel frit for, om man hoppede på det.

På et tidspunkt begyndte software-firmaerne og deriblandt Adobe at overgå til leasing-modellen. Man havde ikke længe købt et stykke software, man abonnerede på det, og licensen var tidsbegrænset. Det betød i løbet af en årrække med gradvist opskruede prissætninger, at den årlige lejeafgift af det nu hundedyre software-kram var det samme som et købt stykke software-program år tilbage. I modsæntning til købet, der leverede et fuldt funktionsdygtigt program, så længe styresystemet understøttede det – og hvem siger også, at man konstant skal opdatere styresystemet? – så gik det abonnerede program dødt, hvis man ikke betalte for det igen. Efterhånden var man også nødt til at var online, når man startede programmet, for det skulle lige have tilladelse fra BigBrother.

Forestil dig en lignende situation for en købt bil. Du har købt en VW-folkevogn, og Volkswagen GmbH ejer mærket, hvorefter du ikke har lov til at køre rundt i en 10 år gammel VW, fordi du ikke har betalt for den igen.

Disse horrible prissætninger, der slog igennem for software, var begrundet i monopolisering af markedet. Vi har udkonkurreret vores konkurrenter, så nu har I bare at betale! Det var også begrundet i skabt afhængighed. Man kan kalde det for drug-pusher-modellen.

Mnjææ, siger softwarefirmaerne, det gør vi for at sikre dig, at du har den nyeste og lækreste udgave af softwaren, og vi gør det kun for din skyld.

Adobe – og det er vores case-study – kunne ikke få nok. Det mente, at de havde krammet på alle deres kunder = abonnenter. Herefter begyndte de at indbygge særdeles skumle ordninger, hvor det nu blev umuligt at afmelde sit abonnement = sin licensordning. En gang abonnement altid abonnement. De dybt afhængige kunder/brugere fik vredet armen om. Og nye brugere blev taget ved næsen og via brugerfladen ledt til at tro, at en prøveversion på f.eks 30 dage var det, der stod – det var så et helt år, og hvis man ikke havde læst EULA’en og alt med småt, kunne man ikke vide det.

Og det mest vanvittige er, at de snød brugerne til at skrive under på, at Adobe havde ret til at at bruge alle de private billeder, der lå på ens computer til, som de sagde, at træne deres AI-maskinlæringssystemer – alt sammen for kundernes egen skyld selvfølgelig. For en fotograf, der lever af at sælge sine billeder, er et sådant overgreb helt utilstedeligt. Men også for ikke professionelle er det et totalt grænseoverskridende tiltag, og den eneste grund til, at det ikke for længst er stoppet, er at folk ikke vidste det.

Her er ordlyden:

License to your content. Solely for the purposes of operating or improving Services and Software, you grant us a non-exclusive worldwide royalty-free, sublicenseable license of use, reproduce, publicly display, distribute, modify, create derivative works based on, publicly perform and translate the content.

… og se venligst bort fra de bullshit med ‘solely for the purposes of …’, for hvem tror på det?
Oversat til ikke-juridisk menneskesprog betyder det, at alt, hvad du har produceret med Adobe’s software, nu kan bruges af Adobe til, hvad de har lyst til. How about that ?!!

Det var imidlertid her, snoren knækkede for brugerne. Folk ville ikke længere finde sig i at blive bondefanget, røvrendt og kølhalet. Adobe så den i sin selvfede business-rus ikke komme, men når først den slags går viralt, kan det blive fatalt for selv en verdensomspændende koncern.

For selvfølgelig er Adobe ikke uundværlig, hvis folk beslutter sig til at klippe snoren, og deres udmærkede software er ikke enestående.
Hvis kunderne først begynder at se sig om på markedet, så vil det vise sig, at ALLE Adobes programmer kan erstattes på fuldt tilfredsstillende vis.

Photoshop kan fuldtud erstattes af GIMP (der er helt gratis).
Illustrator kan fuldtud erstattes af Inkskape (der er helt gratis),
InDesign kan fuldtud erstattes af Scribus (der er helt gratis),
og alle tre programmer kan erstattes af ditto fra Affinity, der koster en brøkdel, og som man ejer forever.
Dreamweaver kan fuldtud erstattes af Atom (der er helt gratis).
Premiere kan fuldtud erstattes af DaVinci Resolve (der er helt gratis),
og der er indbygget features, der overflødiggør After Effects og Audition.
Audition kan erstattes af Audacity (der er helt gratis).
Lightroom kan erstattes af Darktable eller Raw Therapee (der er helt gratis).
Animator – tidligere Flash – er nu overflødigt, da HTML5 har erstattet det. Tilbage er animation.
Substance Painter kan erstattes, for Unreal Engine, Unity og Blender har deres egne sub-programmer, der gør det samme.

Andre grafiske softwarefirmaer oplever det samme:
Maya, 3D Studio Max, Modo, Cinema 4D og Lightwave kan fuldtud erstattes af Blender (der er helt gratis)
Vue er verdens bedste landskabs- og plante-designprogram (der nu er helt gratis)
Unity er udkonkurreret af Unreal Engine (der er helt gratis).
For musiknørder er Sibelius, der for 23 år siden blev state-of-the-art nu erstattet af MuseScore (der er helt gratis)

Andre ikke-grafiske softwarefirmaer oplever det samme:
Microsoft Office kan erstattes af Open Office eller Neo Office (der er helt gratis)
ALLE former for monopoliseret software kan matches af non-monopoliseret ditto.

Mange husker også den særdeles misbrugeriske praksis, som Apple og iTunes gjorde med den musik man mente, man havde købt. Det havde så ikke.

SÅ:
Svaret på spørgsmålet: Kan grådighed og kynisme betale sig?
bliver derfor entydigt: NEJ, der kan det ikke længere!
Er det bæredygtigt i det lange løb at sætte folk et pistolløb for panden?
Det går til et ganske bestemt knækpunkt, og så er det løb kørt.
Og ikke nok med hovsa-den-gik-ikke, vi lader som ingenting, for der bliver husket. Når man har røbet sig selv som grådig misbruger, så bliver man overhalet indenom, og kunderne er over alle bjerge og har fundet nye græsgange. Parasittens business-case bliver ikke nemt tilgivet.

NB! Dette er ikke et argument for, at software skal være gratis. Det må gerne koste penge, for der er folk, der bruger tid og kræfter på at udvikle det, og selvom der findes mange idealistiske nørder derude i softwarebranchen, så skal de også leve. Problemet opstår, når software-firmaer agerer som BigTech mindfuckere. Adobe er et decideret kriminelt softwarefirma, og selv den mindst ligeså kriminelle amerikanske stat og deres korrupte DOJ, Department of Justice, har nu sagsøgt Adobe. Justitsministeriet bekræfter, at it takes one to know one, for de bryder sig ikke om, at et softwarefirma spionerer på deres aktiviteter, stjæler deres billedmateriale og påtvinger dem deres luskede licensaftaler. Der sidder trods alt et par jurister i departementet, der godt kan finde ud af at læse en EULA, selvom den står med småt.

Det er gået viralt på nettet, at Adobe er et slyngelfirma. Det er muligvis ærgerligt for dem, og vi kan 100% regne med, at det har været oppe på direktionsgangen. De sover ikke helt godt om natten. Men vi kan også være 100% sikre på, at den slags firmaer har en indgroet ledelseskultur, der er uforbedrelig. Der bliver ikke talt om, at de muligvis skulle finde en mere etisk og i det lange løb hensigtsmæssigt stil. Nænæ, der bliver talt om, hvorvidt de kan gøre det hele endnu mere smart og fordækt, så folk hopper på den igen.

Det er en del af et langt større opgør med BigTech, er ved at fortætte sig. Folk har opdaget, hvad teknokrati-fascismen har gang i, og hvordan overvågnings-kapitalismen har ædt sig gradvist ind på ethvert område i vores liv. Der er måske lynchstemning imod Adobe lige nu, men you ain’t seen nothing yet. Det er særdeles befriende at tage en kold tyrker indimellem, for den slags lækker software kan være stærkt vanedannende.

En kommentator derude ved navn Mike Gastin, der er meget afdæmpet og fornuftig i sin kritik og begrundelse for, hvorfor han efter næsten tre årtier som trofast kunde hos Adobe har droppet dem, fremhæver, at deres sofware er begyndt at opføre sig som nannystaten. Den forsøger hele tiden at trænge ind i hovedet på dig og tilbyder smarte AI-løsninger, så vupti nu har du lige lavet en smart korrektion til et billede uden at røre en finger. En kreativ proces kræver en smule modstand, man skal gøre noget for at skabe noget.

Skabelonbaserede (template) løsninger kan være fine til husmodersoftware. Alle sekretærerne derude i HR-account-management-direktions-salgs-afdelingerne bruger dem hele tiden, og derfor ligner det hele, hvad det er: skabeloner. Det ser ens ud i alle firmaer og institutioner i hele landet i hele verden, det er ren MacDonalds-globalisme. Og fair nok, de stakkels sekretærer har præstationskrav på nakken om at sprøjte så-og-så mange notater ud hver dag, og chefen synes bare, det skal se ‘professionelt’ ud, og sådan er det. Og de stakkels sekretærer er ikke specielt kreative, de skal bare have styr på tallene. De er heller ikke sproggenier, så de taler og skriver og tænker også i skabeloner. Så derfor har softwarefirmaerne lavet en masse prædesignede skabeloner, der gerne vil servicere folk. Og for, som Adobe skriver i deres klamme formuleringer, at de skam kun stjæler folks arbejde, fordi de vældig gerne vil hjælpe folk ved at forbedre deres software.

Det er det, som nannystaten også gør. Den vil gerne tørre numse på dig hele tiden. Den siger, at det er fordi, den er så oprigtigt bekymret og omsorgsfuld. Bullshit! Den egentlige årsag er, at den vil kontrollere dig. Måske er den løbende reaktion i virkeligheden, at menneskeheden er ved at blive voksen. Det er opstået en generel træthed af at blive behandlet som børn eller hunde eller imbecile tumper. Reaktionerne er ikke altid charmerende, men de er højt tiltrængt. About f…… time!
Læs: Autonomstaten – Regering hen over hovedet på folk

Udover en reaktion på, at formynderiet har nået et ulideligt niveau, at det er en dyb fornærmelse af menneskelig intelligens, integritet og værdighed, så er det også en reaktion på en syg business- og regeringskultur. De fucking lyver hele tiden, og de synes, det er helt i orden! DE har mistet integritet og værdighed, og nu synes de, at alle skal være deres medmisbrugere – mens vi betaler dem i dyre domme for at være nogle slyngler. De er også nogle kujoner, for de dækker sig bag alle mulige røgskærme, nysprog, dårlige undskyldninger og bortforklaringer.

De er uforbedrelige. Vi skal som brugere til i langt højere grad at vurdere, om firmaer er etiske, eller om de har en beskidt agenda. Og med etisk menes ikke et-eller-andet wokeness-ævl, om de er så-og-så grønne og politisk korrekte, og hvis du køber, er du med til at redde hvalerne, og har I allesammen set, hvor gode vi er!? … greenwashing, virtue signalling, giv mig en guldspand til at kaste op i. Der menes, om de er simpelt gammeldags hæderlige. Hvis ikke, skal de have fingeren. Det eneste, de har respekt for er, at de mister deres kunder og profit.

Læs også: Linux Quick Tutorial
om styresystemet der også er … rigtigt gættet: helt gratis.

Hør evt. også et tankevækkende interview med en klog tech-professor Warwich Powell fra Queensland, Australia, som Omar Ingerslev har fundet på rt.com:
https://hugh.cdn.rumble.cloud/video/cwg9/s8/2/X/0/3/v/X03vs.caa.mp4