Interaktive dyr i virkelighedens verden

Vi kan være så heldige at få et besøg af et skabningens væsen.
I visse tilfælde kan besøget have uheldige konsekvenser.
Ofte er det blot et harmløst besøg.
Vi kan være så heldige at etablere interaktivitet med et vildt dyr.
Måske er det dyret, der etablerer interaktivitet med os.

*

To fotografer er ude for at filme på savannen. Den ene, Graham Springer har placeret sig i græsset med sit kamera og et halvt meter langt objektiv på sikker afstand og filmer en løvefamilie, der er afslappede i græsset. Hans kollega står ved deres Land Rover og holder øje med landskabet. Hvad han ikke havde set er, at en hunløve stille og roligt er spankuleret ind fra siden for at tjekke situationen ud. Hun går uanfægtet forbi ham i et par meters afstand og snuser til det hele, mens han står stiv som et bræt og forventer at blive flænset det næste sekund. Da hun mener, at hun har tjekket situationen ud, spankulerer hun dovent tilbage til flokken igen. Rovdyr, der ikke er sultne, er ikke på jagt. Men hvordan ved man, at de ikke er sultne?
Video

Det lader til, at dyrene ofte ved mere om os, end vi ved om dem. Hvor befinder intelligensen sig?

*

Kom-Obmo-templet ved Nilen syd for Memphis/Luxor er dedikeret til Sobek, krokodilleguden. Vi kalder dem ‘guder’, for vi snakker, som vi har forstand til. Alt gammelt skrammel, vi støder på, bliver enten udråbt som steder, hvor de overtroiske stakler faldt på røven for ‘guderne’, eller også er de gravkamre i en dødskult. Det er det, der i psykologien kaldes for en projektion– hvad hjertet er fuld af … Egypterne kaldte disse skikkelser for neter’e, personificerede naturkræfter. De var visualiseringer af naturkræfter indenfor og udenfor mennesket, så vi kunne forstå og håndtere det indre og det ydre. Templerne var institutioner for indvielse. Blandt andet, for de var også videnscentre, politiske centre, sundhedscentre, økonomiske centre, handelscentre osv. En adept, der skulle indvies, blev sendt på turné til en række templer med hvert sit speciale i en side af det menneskelige udviklingspotentiale.

Krokodillen var udfordreren af den menneskelige frygt. En voksen nilkrokodille er et stykke ultimativ rædsel. Adepten blev smidt ned i en åbning i stengulvet på templet, hvor det ikke var muligt at komme op igen. Her fandtes der – og findes stadigvæk – en lang passage med nicher i siderne. Her lå krokodillerne og ventede, her var deres reder. Adepten havde kun én vej ud: ved at svømme ad passagen forbi krokodillerne til trappen i den anden ende. Hvad han ikke vidste var, at krokodillerne lige var blevet fodret. En mæt krokodille kunne ikke drømme om at overfalde en stakkel, der svømmer forbi. Staklen for sit vedkommende har været rædselsslagen. Måske han har skidt i vandet af skræk, hvilket måske kunne få en krokodille, der liiiige havde plads til en desert, til at rynke på næsen, hvem ved?

Når adepten rystende men lettet kæmpede sig op ad trappen forenden af passagen, var han ikke den samme som før. Han havde overvundet sin frygt, og som den skikkelse, vi kender som Jesus, sagde: Frygt ikke. Død og genopstandelse er et særdeles virkeligt ritual = psykoterapeutisk udviklingsmetode i indvielseskultene.
Hvad Jesus har med Egypten at gøre, og hvad Nazaræerne, oldtidens egyptisk-persiske sekt indenfor jødedommen er for en størrelse, kan du læse om i: Kongen der forsvandt

*

Uden sammenligning i øvrigt med situationens potentielle farlighed for løve-fotograferne, så sidder jeg en tidlig og allerede varm formiddag juli 2024 ved mit altanbord og skriver. En kæmpehveps cirkulerer med en lyd som et bombefly og lander på bordet for næsen af mig. Vi har fået at vide, at kæmpehvepse er livsfarlige og aggressive, og at vi skal flygte i panik. Jeg vælger at blive siddende og filme fætteren. Volumen-mæssigt er den måske 6-8 gange så stor som en almindelig hveps og som sådan ret imponerende. Man vil helt sikkert ikke stikkes af sådan én. Men hvorfor, har jeg altid spurgt mig selv, skulle den være så allerhelvedes aggressiv og farlig? Forveksler vi den ikke med klæg og hestebremse, der uopfordret bider i både folk og fæ? Den spankulerede/gungrede lydløst rundt på kryds og tværs på bordet i 20 minutter, hvorefter jeg flyttede mig. Her dukkede den så op igen = den vidste, at jeg var der og havde flyttet mig, hvorefter den fløj sin vej.

5 minutter senere oplevede jeg et nyt besøg fra en skabning. Jeg har masser af sommerfugle for tiden: admiral, kålsommerfugl, citronsommerfugl, tidselsommerfugl, dagpåfugleøje, nældens takvinge, græsrandøje (tror jeg nok). Læg dertil en dagsværmer, men det er teknisk set et møl.

En fin admiral – det er dem med orange striber skråt over vingerne og bagerst i kanten – lander på min terrasse. Jeg sidder med bare ben og sandaler, og så tænker jeg = siger jeg til den inde i mit hoved: Prøv lige at hoppe op på min storetå, det ku’ være hyggeligt. Det gjorde den så! Det var meget uventet, for sommerfugle lander aldrig på mennesker, det er de alt for sensitivt-nervøse til. Senere flytter den sig til mit skinneben. Den har gang i et eller andet med sin lange snabel, men den er så ultralet, at jeg ikke kan mærke noget som helst. Jeg kan altid mærke en flue, der lander, men denne er fuldstændig umærkelig.

Jeg er nødt til at gå indenfor og komme tilbage. Men den samme admiral vender tilbage lander på mig igen. Nu er den ikke til at slippe af med. Det viser for det første, at den har en hukommelse. Det store spørgsmål er imidlertid: Har den telepatiske evner, og forstår den en besked? Hvad den kunne være interesseret i på min hud, har jeg just fået forklaringen på af en naturvejleder på Sydsjælland. Den går efter det salt, der sidder i mit sved på en varm sommerdag. Det giver fuld mening. En hund kan også finde på at slikke dig op af benet, hvis den kan lugte salt. En ged, der finder et klippestykke, hvor bjergsaltet stikker frem, begynder at slikke bjerget sønder og sammen.

Senere sidder jeg igen på min altan, og ud af min øjenkrog ser jeg noget bevæge sig langs gelænderet. Jeg tænker, at det er en sommerfugl, men det er det ikke. Det en af de mest sky fugle i nabolaget: gærdesmutten. Troglodyten. Den er så lille, at den er på størrelse med et insekt. Den vejer 10 g, hvilket svarer til 9 rosiner inklusive vinger! Den syntes, den skulle hoppe langs kanten af min altan den dag, hvor dyrene havde besluttet sig til, at jeg var et undersøgelsesobjekt, der ikke gjorde dem noget.

Naturvejlederen, mit nye bekendtskab, fortæller en hvepsehistorie fra sit eget hjem. Han har et hvepsebo på loftet, et af disse blomsterlignende silkepapirstynde kunstværker, hvis du nogensinde har set sådan et. Han havde en bænk af ubehandlet træ, og hver dag kom der en hveps, der arbejdede sig langs årerne i træet og så-at-sige skrællede dem. Det var der, det gik op for ham, hvad hvepsen havde gang i. Træet på hans bænk blev brugt som materiale til at bygge det fine hvepsebo.

*

Som svar på det spørgsmål er jeg nødt til at gentage en historie, jeg fik fra en kollega for nogle år siden. Therese har et sommerhus på Møn, hun er ikke helt almindelig, og du vil nu forstå hvorfor. Hendes hus fik besøg af en flok myrer, hvilket hun godt kunne være foruden. De er svære at slippe af med, for de har adgang via ganske små sprækker i brædder og paneler. I stedet for at bombardere dem med myregift, satte hun sig ned på gulvet og talte til dem. Hun sagde noget i stil med: Kære søde-gode-rare myrer, tak for jeres besøg. Vil I ikke nok være så venlige at finde et andet sted at kravle rundt? 1000-tak på forhånd. Hvorefter de forsvandt fra den ene dag til den anden og kom aldrig tilbage sidenhen.

*

Det er ikke altid muligt at etablere konstruktiv interaktivitet med dyr. Det synes som om, at fluer, myg, tæger og dræbersnegle er udenfor pædagogisk rækkevidde. Mus er også en anelse non-kommunikative i den henseende. Deres instinktliv synes ret strengt defineret = food – go!
På den anden side, hvis man kan føre en konstruktiv samtale med myrer, hvorfor ikke med disse væsener?

Har vi forsøgt at etablere interaktivitet?
Er der nogen, der har et brugt loppecirkus til salg?

*

De fleste mennesker tænker på en stor emsig spyflue som et irriterende kræ. Her kommer den flyvende ind i køkkenet og frækt sætter sig på bordet eller endnu værre på madvarerne. Addr! der er en flue, slå den ihjel, den er ulækker, den har lige siddet på en lort – SMÆK!

Og så ved vi, at spyfluer lægger æg i madvarer, og ud kommer der fluelarver, maddiker – endnu mere aadr!!
Men der er også en anden måde at se på det. Spyfluen er et nyttigt og ganske uundværligt dyr i naturen. Den er en uhyre effektiv skraldemand, der sørger for, at der ikke noget, der ligger og rådner og forpester økosystemet. Den går efter døde dyr, der ligger og stinker. Dens laver er klar i løbet af få dage, og selv har den en ret kort livscyklus, hvilket er naturens egen stopmekanisme, så dens antal ikke vokser til trilliardstørrelse. Dens larver lever i 4 dage, hvor de guffer løs, den selv lever i 20-25 dage.

Larverne går helt bevist efter råddenskab. De elsker det, og de er meget kræsne, hvis man kan bruge det udtryk. Og når de er færdige, så er der ganske simpelthen ikke mere råddenskab tilbage. Man er begyndt at dyrke fluelaver og bruge dem til sårbehandling. Et betændt sår kan renses ved at placere en stak larver, og så går de i gang. Det skulle kilde ret meget. Men lige så snart de er nået ned til det raske kød, så stopper de. Såret er nu helt rent, uden at der var brug for at bruge krads kemi. Ardannelse skulle efter sigende også mindskes.

Jeg havde hjælp af en spyflue for nylig. Der var en irriterende sødlig lugt i mit rum. Jeg vidste godt, hvad det var, det var en død mus, der lå et sted, hvor jeg ikke kunne nå den. Den havde spist nogle alfakorn og havde fået en slem mavepine. Ære være dens minde, og nu lå den der og blev lidt … hengemt. Men så kom fluen og lagde sine æg, larverne åd musen, og nu ligger der sikkert en slags tør musemumie til engang, nogen hiver vægge og paneler ned. Ud kom der selvfølgelig en hel masse spyfluer, der alle flinkt og lidt halvsløvt satte sig på glasruden til altandøren, så de kunne blive lukket ud. Med tak for veludført arbejde.

*

Der findes en berømt coach for hunde og måske især hundenes ejere. Hans navn er Cesar Millan. Amerikanerne er vilde med ham, og man forstår det godt, når man ser hans stilsikre online-demoer af, hvordan man med helt simple midler i løbet af et halvt minut kan få en uregerlig hund til at opføre sig eksemplarisk. Men det er mere end underholdnings-show-off, hvor man skal sige nøøøj og klappe i hænderne på amerikanske TV-shows, som man klapper af en tryllekunstner. For det næste, han gør efter demoen, er at få hundens ejer til at gøre det samme. Her viser det sig ikke overraskende, at det er ejeren og ikke hunden, der er problemet. Men det viser sig også, at det altid er et spørgsmål om en ganske enkel men bestemt justering af attitude og adfærd overfor hunden, der afgør sagen. Det viser også, at det er det, som den stakkels hund har ventet på og bedt om hele tiden. Ejeren starter med at være meget nervøs, dernæst målløs og til sidst: Hvorfor har jeg ikke vidst det for længst?

Og så er det, man tænker: Hmm – er det ikke nøjagtigt det samme med forældre i forhold til deres børn? Er det ikke den samme mangel på beherskelse af simpel kærlig autoritets-håndhævelse, der har skabt en generation af uregerlige, sociopatiske curlingbørn? Er det ikke netop det, som den lille skrigende, grænsesøgende-overskridende møgunge tigger-og-be’r om med hele sit ubekræftede uvæsen?

Cesar Millans simple men imponant-effektive metode kan ikke lade sig gøre uden kærlighed og tillid. Hvis man hader eller frygter sin hund – eller sit barn, same-same – og ikke har tillid til deres egentlige natur, virker det ikke.

En aggressiv hund er et symptom, den er termometer på sin ejers forfatning. Med mindre vi taler om en vanrøgtet hund, der er blevet sindsyg eller en hund med rabies, så er hundens aggression dens beskytterinstinkt. Hvis ejeren er usikker, vil hunden mærke det omgående og beskytte hende/han mod alt muligt, andre hunde og dyr, biler, støvsugere og onde græsslåmaskiner, andre mennesker, hvad som helst. Hunden ser det som sin opgave at beskytte sin ejer, der er lederen af dens flok. Altså med mindre ejeren er så lidt leder, at hunden bliver ejerens leder.

Så det er ejeren, der skal lære noget og forandre sin adfærd. Så skal hunden nok finde ud af det. En stor fejl, usikre nervøse hundeejere begår, er at prøve at berolige hunden med et belønnende, pyldrende tonefald. Den bliver belønnet for aggression. Ejeren skal vise vejen og give hunden en opgave. Hunden skal belønnes for at slappe af, ikke for at være oppe at køre. Den skal op at køre, når det er opgaven og hente den pind eller skamskudte and – OG aflevere den igen, hvorefter den skal falde til ro.

Og igen: Er det ikke nøjagtigt den samme fejl, curling-forældrende gør med deres børn. Moderne forældre tør ikke sætte deres autoritet i spil, for uuuh lille Bimse og Bamseline må da ikke lide overlast – hvorved de netop lider overlast i mangel på autoritet og klare signaler. Vi har en lose-lose-stituation. Resultatet er konstant grænseoverskridende sociopater, der er en pain-in-the-ass i andres selskab. Og på et tidspunkt er løbet kørt for sociopaten, og de skal færdes i voksent selskab på arbejdspladser og i sociale rum. Kender vi typen? Den er blevet lidt for almindelig.

Jeg havde som underviser i multimedie en voksen elev, der var tidligere postmand, og som ikke gad at være postmand længere. Det var dengang, postvæsenet begyndte at misbruge deres ansatte tvinge dem til at løbe med tungen ud af halsen. Han fortalte om et sted, hvor der var en meget aggressiv hund. Den var især aggressiv, når dens ejer stod længere nede i haven, og den vidste, at den blev set. Han var ikke i stand til at gå ind ad lågen og aflevere sin post, og det var dengang, det ikke var lovpligtigt at have postkasse udenfor lågen. På et tidspunkt får han nok af møgkøteren – eller rettere hundens møgejer, der ikke rørte en finger. Hvorefter han råber til ejeren: Hvis du ikke styrer din hund omgående, så slår jeg den krafteddeme ihjel !! Han må have været meget overbevisende, for ejeren fik et chock og trådte omgående i karakter overfor hunden. Herefter var der aldrig problemer.

Mnjææ men den teori passer jo ikke, for rockerne har jo aggressive kamphunde, og de er jo selvsikre og ikke bange for nogen.

BEEP! Det viser, hvorfor det ikke er en teori, og at du ikke har forstået rocker-attituden. Det er NETOP fordi, de er bange, at de har taget deres hårde facade på. De er bange for alt muligt, de er bange for hinanden i hiearkiet, der er bange for rockerne i de andre bander, de er bange for politiet, de er bange for deres gamle mor, og enten var de bange for deres far, fordi han var ligeså dumt et svin som dem selv, eller også var han et skvat, der ikke var der, når drengen havde brug for det, så nu er drengen i den voksne krop bange for sin egen skygge, og den dybt usikre og identitetssvage dreng-unge-mand har søgt den falske tryghed og anerkendelse i en bande med dens stærkt forcerede autoritet. Så rockernes aggresive kamphunde er blot endnu et eksempel på, at hunden er et symptom på ejerens manglende naturlige-ægte autoritet.

Pitbull-terrieren er i øvrigt kendt som en fremragende familiehund, der elsker børn og gamle tanter. Den skal bare ikke have en herre, der selv er en underhund.

*

Rovfuglen. En falkoner ved, at det bestemt er muligt at interagere med disse dødelige næb-og-klo-udstyrede kreaturer. Muligvis ikke de største af slagsen, for der er ikke set eksempler på tamme lammegribbe, sorte spanske ørne, Harpy-ørne og kondorer – altså den kaliber der er i stand til at flyve væk med et spædbarn i kløerne. Men alt derunder i størrelse er det muligt at interagere med. Det gælder også den store hornugle med det meget sigende latinske navn uhu uhu. – hvilket egentlig ikke er latin men nærmest babysprog, for hvad siger uglen? uhuu! Hvad siger koen muu-muu …

Jeg bor et sted med rovfugle. Der er tårnfalke, musvåger, spurvehøge, havørne, natugler + diverse strejfere. På stedet er som forudsætning også alt, hvad de lever af: mus, spurve, ænder, blishøns, fasaner, hareunger, u-name-it. Er en landsvale så ikke også en rovfugl, da den lever af at æde insekter fanget i luften? Er de fleste fugle så ikke rovfugle, da de gør det samme, hvad med rovfuglen solsorten, der æder regnorme, hvad med rovfuglen anden, der æder snegle og biller? OK, så definitionen af en rovfugl er, at den udelukkende æder nedlagt bytte, og at den har et særligt design af næb og kløer. Det siger vi så.

Direkte interaktion med rovfugle er måske ikke det rette ord. Ikke desto mindre har min nabo sat en falkekasse op i sit store træ, og der kommer hvert år et tårnfalke-par og slår sig ned og danner familie = laver unger. De er fuldt opmærksomme på den menneskelige tilstedeværelse, men det er sådan med dyr, at de holder den rette afstand til andre dyr og mennesker, og så finder de-og-vi ud af det altsammen. Det er ikke tale om frygt og fjendskab men om behørig distance og sameksistens. En af mine venner boede i et hjemmebygget træhus, hvor der boede et snogepar nedenunder. De åd alle de irriterende mus, og hun forsynede dem med et snogebo. Symbiose oversat til samliv.

Jeg sidder en dag på min terrassebænk og skriver. Så lander der en stor fugl på mit gelænder 3-4 meter væk, kropshøjde ca. 35 cm. De viser sig at være en ung tårnfalk, der er i færd med at undersøge området. Da jeg sidder helt stille, har den ikke identificeret mig som et levende væsen. Rovdyr har et retningsbestemt blik og reagerer på bevægelse. Hvis du er helt stille, opdager de dig måske ikke, du er bare et bræt for dem, en stolpe, et træ. Da den letter og vil flyve hen imod mig, opdager den, at jeg sidder der, og den drejer om i luften tæt ved mit hoved og flyver væk. Et splitsekund tænker jeg, nu planter den sine kløer i fjæset på mig, men vi står yderst sjældent på rovdyrenes menu.

Det kan mennesker, der har haft close encounters med orca-hvaler / spækhuggere, berette om. Selv svømmende rundt i vandet sammen med disse dræbermaskiner, er der ikke beretninger om, at de har ædt svømmerne. Svømmerne har simpelthen ikke stået på deres menu, selvom de har den samme størrelse, tekstur og næringsværdi som sæler og søløver. Har de også fornemmet med deres forfinede sanseapparat, at mennesket er et væsen i samme kategori som dem selv? Det er et godt spørgsmål.

Nåmen – det var rovfuglene, vi kom fra.

*

Vi ved, at hunden har god lugtesans. Ikke blot rimelig god – ekstremt god!

Det betyder ikke kun, at diverse dufte når dens ultrafine næsebor, for det ville nok være irriterende, det ville være et kaos af dufte. Hvis mennesker havde en sådan lugtesans, ville vi ikke ane, hvad vi skulle stille op med den. Det et slemt nok, at gamle lejligheder er så utætte mellem etagerne, at vi kan lugte, at ovenboen steger frikadeller, og at underboen ryger cigar, men det er i den grove ende af skalaen. Vi har, hvilket dyr selvfølgelig også har, en slags ubevidst lugtesans, hvor dufthormoner = endorfiner mellem mennesker fornemmes. Endorfiner skulle ifølge videnskaben være artsspecifik, så mennesker kun reagerer på mennesker og ikke dyr – og omvendt.

Hunden, derimod, er i stand til at håndtere disse mange lugte. Jeg kører jævnligt med det lokale borgerinitiativ Frøen, hvor frivillige stiller sig til rådighed for lokal bustrafik to gange om dagen ind til den nærmeste by. Man bliver hentet og bragt til døren og afleveret hvor i byen, man ønsker – og omvendt den anden vej. Initiativet er unikt, og de danske kommuner burde give det langt større opmærksomhed og støtte op, ligesom Vordingborg kommune støtter Jungshoved-initiativet.

Anyway, folk snakker selvfølgelig med hinanden i den 8-personers minibus, hvilket er en uvurderlig nyhedskanal, en ikke-ondsindet sladderspalte i hverdagen. Snakken falder på dagens emne, og chaufføren, der er pensionist, fortæller sin hundehistorie. Han siger: Jeg har jo diabetes, og når jeg lægger mig ned og får en lur og har glemt at tage insulin, eller mit blodsukker af en eller anden grund er blevet lidt for lavt, så kommer min hund og vækker mig. Den kan simpelthen lugte mit blodsukker, og den ved, at jeg skal gøre noget ved det! Tal lige om intelligent lugtesans.

Der bruges som bekendt hunde til alt muligt, der har med lugt at gøre. Opsporing af vildt, fanger der er undvegne, transport af canabis – så frigiv dog den skide hash, så vi kan komme videre og gør noget ved den hårde dope i stedet!
Det gør myndighederne så ikke, for de har, som de feje køtere de er, snuset sig til at dope-industrien er kørt af bla. CIA og NATO, og dem skal de da ikke fornærme, skal de vel?
Hunde kan også lugte, hvis folk har cancer.
Og så kan de lugte dit humør, og om du er bange, trist-deprimeret eller glad-afslappet.

*

Hvordan skal vi forstå forskellen mellem dyr og mennesker! Eller ligheden.
Vi kunne også spørge, hvad mennesket er.
Hvis vi er halvt dyr og halvt menneske, hvad er så den anden halvdel?

Forskellen er ikke biologisk. Vi har de samme organer, den samme kemi, det samme nervesystem, osv. Både dyr og mennesker har en bevidsthed og en intelligens. Og her orker vi ikke diskussioner med hardcore materialister om, hvorvidt levende væsener og resten af naturen blot er en formålsløs maskine uden bevidsthed og intelligens. Vi orker ikke det nonsens.

Forskellen er heller ikke et følelsesliv. Dyr er sprængfyldte med følelser, de er eksperter i følelser. Deres særlige intelligenser og følelseskapacitet er det normale nutidsmenneske overlegent, for det civiliserede menneske har glemt disse evner, som mennesker, der lever i naturen stadig har. Deres sanseapparat er ekstremt veludviklet. De lærer via efterligning og leg. De har hukommelse – at huske som en elefant vil sige at huske 50 år senere. Dyr glemmer ikke. Så hvad er det så, der særligt for mennesket?

Kodeordet er selvbevidsthed. Vi ved, hvad vi gør, vi kan reflektere over det og bevidst ændre strategi og attitude. Vi er bevidste om, at vi er bevidste. Vi kan skabe. Vi har en særlig knogle lige over strubehovedet, der tillader os at have et avanceret sprog. Vi har abstraktionsevne.

Dyr har mange mentale egenskaber, men de er væsener, der lever i nuet. De er ikke selvbevidste. De har ikke skabende evner, og kan ikke tale som mennesker. Ikke at de ikke kan bygge en rede eller på anden måde arrangere deres omgivelser, men de har kun én bestemt måde at gøre det på. De har masser af lyde og kommunikerer hele tiden med hinanden, men det er en serie standardlyde med specifik mening til forskellige situationer.

Dette er ikke noget simpelt emne. Her er et filosofisk udsagn, der stammer fra oldtiden.
Læs i den forbindelse: Den Udødelige Sol
Dyr har en essens, mennesket har ikke en essens. Dette er et ontologisk anliggende, et spørgsmål om væren. Hamlet siger: At være eller ikke at være, det er sagen. Dyr ER. De har en essens, de er i en tilstand af væren. Mennesket er hele tiden i færd med at blive til noget, f.eks et menneske. Vær ein Mensch, som det hedder på jiddish, et rigtigt og fuldt menneske. Et nyfødt barn eller et 4-års barn er – og det lyder ganske fornærmeligt for tidens curling-forældre – ikke et menneske endnu. Det skal først blive et menneske, og vi skal hjælpe det på den vej. Dyr skriver ikke historie over, hvad de engang var, hvad de er lige nu, og hvad de måske kunne blive med tiden. Tiden eksisterer ikke for dem. De reagerer hver dag på solens fremkomst og hver aften på dens nedkomst. De følger døgnets rytme. De følger også årets rytme. Men de skriver hverken almanak eller dagbog. De planlægger og projekterer ikke.

*

Elge er imponerende væsener. De er blandt andet gode til at svømme. Vi husker måske den stakkelse elg, der for år tilbage svømmede over Øresund for på sørgeligste vis at blive kørt ned af et lokaltog i Nordsjælland. Der var faktisk også en elg, der svømmede endnu længere og havnede i Frederikshavn. Her vadede den ind i den lokale naturpark, hvor den stadig findes.

Den berømte astronom og videnskabsmand Tycho Brahe havde en tam elg, en kæleelg. Den gik rundt på hans grund ved observatoriet på øen Hven i Øresund – i dag svensk. Engang fik han gæster, der syntes de skulle være vældig sjove, så de fodrede elgen med gærede bær, så den blev stangstiv. Det stakkelse dyr væltede ned at trappen i en brandert.

En mere uskyldig historie var den svenske konge, far til den nuværende, der var blevet lidt senil. Han var tvangsindlagt til et eller andet kongeligt bryllup, præsten var muligvis lidt lang i spyttet, og han havde sikkert ikke fået sin middagslur den dag. Til gengæld havde han måske være på elgjagt for nyligt. Som jæger ved man, at man nødig vil skydes ned af sit eget jagtselskab, hvorfor de vader de rundet med selvlysende veste i dag for ikke at blive forvekslet med et dyr. Så den gamle konge faldt i søvn under højtidligheden. Pludselig vågner han midt i en ond drøm og råber ud i kirken: Jag är inte elgen, jag är inte elgen!

*

Her er endnu en historie om svømmende dyr. En bæver nede fra Nordtyskland tog en seriøs svømmetur op til Syddanmark. Her invaderede den en børneinstitution beliggende ved et vandløb, hvor den begyndte at koste rundt med de små pus i institutionen, da den ikke overraskende som mange andre dyr har et territorialt instinkt. De ansatte i børneinstitutionen valgte den gode løsning: At give kræet med de kraftige fortænder et reservat = et territorium, så den kunne udfolde sit dæmningsprojekt, og de små pus kunne lære noget om sjove foretagsomme dyr.

Mus i eget hus

Jeg har et ambivalent forhold til mus. Som ejer af et landhus er der nok at tage af og flere, hvor de kommer fra. Da mus er føde for stort set alle rovdyr af en vis størrelse, så er musens eneste svar at stikke af, gemme sig og i øvrigt kneppe hjernen ud, så den konstant formerer sig. Mus er nuttede og charmerende kræ, og de er en pain-in-the-ass.

En mus har brug for et hul på under en centimeter til at få sit hoved igennem, og så skal kroppen nok følge med. Og hvis hullet ikke er stort nok, hey! så laver den det større.

2024 har været et rekord-museår for mit landhus. Jeg har fanget omkring 15 mus indendørs. Jeg ved godt, hvor musehullet er, og mit dilemma er, at hvis jeg lukker det, så fanger jeg jo ikke mus, der bor i skunken. For nylig har jeg bekæmpet en smartmus. Den nægtede at gå i fælden, og jeg bruger ikke den klassiske model, som man altid selv får fingrene smækket blå af, når man prøver at armere den. I min model, der er yderst effektiv, skal musen møve sig ind gennem en åbning, for den kan lugte en rosin med peanut-butter eller en lækker dadel derinde. Her er det så, den kommer til at skubbe til udløseren, og fælden smækker. Normalt klapper den om halsen på musen, og da kræet trækker vejret en gang i sekundet eller mere, når den bliver stresset, så går det stærkt. Men nogle gange smækker den om dens hoved, og så bliver den ikke kvalt omgående. Hvis det er en større mus, kan den få fælden til nærmest at hoppe henover gulvet, når den prøver at vriste sig løs.

Mus er aktive om natten, gerne mellem 3-5 stykker. Men den her smartmus er i lang tid i stand til at få fælden til at klappe, uden at den hænger fast. OK den får så ikke belønningen, men den overlever. Og så sidder jeg ved mit skrivebord en højlys dag, og så hører jeg, at Musse er kommet ud af sit hul ved nogle radiatorrør. Den viser sig fra sin nuttede side, for den har fundet en valnød, der er faldet ud af en skål på bordet. Det må faktisk være den selv, der har fået den til at falde ud af kurven og udover bordkanten. En velvoksen valnød er på størrelse med en halv mus, og den her mus var i stand til at gribe om nødden med sine forpoter og forsøgte at løfte den på to bagben hen til hullet og proppe den igennem, altså ligesom et egerne bare ikke så effektivt. Uheldigvis var hullet for lille til nødden, så det lykkedes ikke. Den prøvede 3 gange, og jeg besluttede mig til at lade den løbe som tak for cirkusforestillingen. Et par dage efter gik den så i fælden. Lige nu er jeg i gang som serie-massemorder med at nakke dens familie.

Når jeg skaffer mig af med dem, er de stive som brædder. Det hedder vist rigor mortis. Jeg plejer at dumpe dem på et ganske bestemt sted ved mit store birketræ i midten af gårdspladsen. Indenfor 24 timer er de væk. Hvem pokker æder døde mus stive som brædder? Jeg er sikker på, at det ikke er en kat, for den vil have friske råvarer. Vi skal over i genren ådselsædere. Mit bedste bud er kragerne. Hvad siger du?

Husker du Mus i eget hus (Mouse Hunt, 1997)? En af de mest fantastiske og morsomme film solgt som en børnefilm, men jeg vil bare sig, at som voksen har jeg grinet mine lår i laser. Det er ikke en animationsfilm, for de har trænet flere hundrede mus til at udføre de vildeste stunts. Det er en old-school special-effecs-tfilm af bedste skuffe, og man kan opleve en række stjerneskuespillere som f.eks Christopher Walken som en meget indædt skadedyrsbekæmper, der ikke kan få bugt med skadedyret. Jeg har skænket ham en kærlig tanke for nylig, jeg føler med ham 😉

Et enkelt klip, og du ved, hvad jeg taler om:
Mouse Traps

I det gamle Rusland havde man en særlig og effektiv måde at skaffe sig af med gnavende husdyr på. Hvis der var for mange, der huserede om vinteren – og de søger jo indenfor for at holde varmen – så slukkede familien husovnen og flyttede over til naboen eller fætter Vladimir og hans kone Olga og deres 7 børn en uge, for de havde et gæstehus. De bidrog selvfølgelig på passende vis til husholdningen. Da de kom tilbage, var de ubudne husdyr frosset ihjel i 30-40⁰ kulde. Kong Vinter er ikke til at spøge med, bare spørg Napoleon og Hitler.

Kat i eget bagland

Katte er massemordere om en hals. De nedlægger alt, der rører sig af en bestemt størrelse: mus, rotter, muldvarpe, fugle, harekillinger. Og de æder dem – bortset fra rotterne, for dem kan de ikke fordrage. Can’t blame them.

I lande, hvor slanger er et problem, ansætter de katte til at bekæmpe dem. De er lige så effektive som desmerdyret/mangusten. Katte er ikke en skid bange for slanger. Katte er i det hele taget ikke bange for andre dyr, der truer dem. Der er eksempler på, at katte har jaget ulve, bjørne, ræve, coyoter og velvoksne krokodiller væk. Og hunde. En enkelt hidsig hårstrittende rygkrummende hvæsende baggårdskat kan tæve en hel håndfuld hunde på én gang. Pas på den følsomme våde snude Rollo, de små syle ankommer med 200 km/t og gør jauzer! Hvorfor er katten f.eks ikke bange for slanger? Den er sikker på sit hemmelige våben. En kat i god form har en reaktionstid på mellem 20-70 millisekunder og man skal faktisk have et hi-speed-kamera for at filme det. Den kan flytte hele kroppen på én gang, hvor en slange kun kan hugge med den forreste del af kroppen og har en væsentligt langsommere reaktionstid.

Kattens gebis er kun til at afslutte kampen mod en slange, men forinden udmatter den slangen ved at overdaske den med poter og kløer. Den er ligesom en lynhurtig mesterbokser, der ikke går i in-fight før det afgørende højre hug, der knock-outer modstanderen. Den har sit jab, sit venstre hook, sit uppercut. Når tiden er inde, og den rigtige vinkel er der i et splitsekund, går katten efter nakken lige bag hovedet. Ofte begynder den at løbe med byttet, så det ikke kan vride sig rundt om den. Altså en kat prøver selvfølgelig ikke at nedlægge en stor python, men den går ikke af vejen for en velvoksen cobra eller klapperslange.

I alle kontinenter i verden er top-rovdyret, the apex predator en stor kat. I Asien er det tigeren, på Sri Lanka er det leoparden, i Afrika er det løven + leoparden og geparden, I Nordamerika er det pumaen, i Sydamerika er det Jaguaren, i Himalaya er det sneleoparden. I Europa-Sibirien er det lossen, men de fleste steder i Vesteuropa mangler de store sammenhængende skovområder. Lossen findes dog i Østeuropa i Karpatherne (Tjekkiet, Slovakiet, Polen, Ukraine, Rumænien, Serbien). Den iberiske los findes også i Spanien, hvor der findes det, som lossen kræver: store tyndt- og helst ubeboede områder, og Spanien er det tyndest befolkede land i Europa. I oldtiden var der løver i Sydeuropa, og de var oven i købet et hoved højere end den afrikanske løve i dag, men romerne udryddede dem. For 50.000 år siden var der seriøst store møgkatte, der rendte rundt i Nordamerika og Europa. Katten er simpelthen det mest effektive rovdyr til alle steder og tider.

Men du bemærker måske, at der mangler et kontinent med en stor kat: Australien. Der har ikke været et stort kattedyr … indtil videre. Altså med mindre man går tilbage til pliocen (5-2 millioner år sden) og den efterfølgende pleistiocen tid til for 12.000 år siden, hvor der fandtes en pungløve, Thylacoleo. Der er stenmalerier, der viser jægere, der sandsynligvis slås mod sådan et møgdyr – men det kan også være Thylocenen, den tasmanske tiger, hvor maleren har overdrevet dens størrelse. Men vi går lidt væk fra emnet, for artsmæssigt er ingen af dem katte men henholdsvis pungdyr og ulve med striber.

Naturen og den samlede biologi synes at have en evne til at genere en stor kat, når der som i dag er opstået en vakuum for den, og i Australien sker det på en mærkelig måde. Da engelske søfolk ankom for et par hundrede år siden, medbragte de skibskatte. Der skulle være nogen til at tage sig af de rotter, der var smuttet ombord i havnene. De tog dem selvfølgelig med som husdyr, da de senere slog sig ned. Som husdyr bliver katte sjældent store. De største huskatte er undtagelsesvis mancoon’en og den sibiriske kat, og de er fredelige husdyr, der trives bedst hos mennesker.

Men når tilstrækkeligt mange katte slipper løs og bliver 100% vilde, synes der at ske noget – altså med mindre den store uber-kat som andre steder findes i forvejen. De begynder at vokse sig store. Der er nu observeret vilde katte i Australien på op til 15 kilo og mere, hvilket er på størrelse med en medium type los som f.eks den canadiske. De nedlægger wallabes og andet vildt, der ikke har en chance. Der er også eksempler på, at de er faret i flæsket på mennesker – dog har de ikke nedlagt mennesker … endnu. Til gengæld har de nedlagt huskatte. Så hvem ved, hvor store de kan blive, hvis de får lov? Formodentlig ikke større, end der er brug for i det habitat, hvor der er plads til dem, og der findes ikke vilde dyr i Australien på størrelse med løve- og tigermad.

*

Huskatten er en anden sag. Men huskat-fænomenet har taget en sær kommerciel drejning. Et opslag på Dyrenes Beskyttelse angiver, at det vil koste 7.000 kr. om året at have en kat – what!? Det er jo sygt. Det er jo lige ned i lommen på to industrier, der tjener kassen på det: dyrehandlerne og dyrlægerne. For lille Miver skal jo have en fin seng, den skal aktiveres med legetøj og kradsebræt, så den ikke flænser sofastykket, den skal vaccineres, lægetjekkes hvert år, kastreres/steriliseres, ormekureres, behæftes med halsbånd for ellers bliver den nakket af kattefangeren, den skal have tonsvis af kattegrus og skide i, den skal have lækker og økosund kattemad. En udendørskat, der bor i udhuset og laden ude på landet, har brug for en brøkdel af det. Eller rettere, katten har ikke brug for noget af det, for den er i stand til at klare sig selv, den fanger sine mus, omend den vil værdsætte lidt kosttilskud, og hvis den begynder at skide hvide indvoldsorm, så vil den selvfølgelig have godt af en ormekur, men det løber overhovedet ikke op i 7.000 kr. om året! Den er glad for en gammel kasse på en bjælke med et tæppe i. Giv en kat en papkasse, og den flytter ind i den. Kattegrus er latterligt, for en kat med adgang til udendørs 24/7 skider i et afsides hjørne af grunden og tildækker det. Gårdkatten førhen kom sjældent ind i huset, og den var glad for en skål nymalket komælk om dagen med flødeklumper i toppen. Giv aldrig din kat pasteuriseret-homogeniseret mælk! Det tager livet af den. Det tager også livet af mennesker eller gør dem syge, men det snakker vi jo ikke om, vel? Selv semi-huskatte kan leve af det, som mennesker lever af. Det samme gælder hunde. De vil dog gerne have kødet råt og ikke stegt, men de går ikke ad vejen for det, medmindre der er chilli på bøffen. Kartofler og brun sovs glider også ned. Vegetarkatten findes ikke. Man kan reducere dåsemaden betydeligt. Udekatten eller gårdkatten er skide-ligeglad med ‘aktiverende’ legetøj, selvom den stadig synes, der er sjovt at lege med en snor og lade som om, det er en mus.

Men folk vil absolut have stuekatte på 4. sal i byerne, og så må de betale de skide 7.000 kr, det kræver at holde et naturelskende dyr i den form for børne-Zoo.

Andre steder i verdens byer har de et mindre kommercialiseret forhold til katte. Istanbul er berømt for sine bykatte. De lever i det perfekte klima i storbyjunglen. De bor i de milliarder af små enklaver, som den den tyrkiske u-kliniske byggestil i de gamle kvarterer byder på. De har ikke noget imod mennesker, tværtimod, men de er ikke afhængige af dem som sådan. De er en kulturelt værdsat del af gadebilledet. De er ikke nødvendigvis 100% tamme, men de er ikke vilde. Der findes endog kattekafeer, hvor man kan snuppe en kat og få den til at spinde på skødet. Spørg lige, om mus og rotter er en alvorlig plage i kattenes hovedstad Istanbul? De holder gerne til ved de lokale markeder, hvor der falder en godbid af, for ejerne af standene ved, at de sørger for at holde området fri for gnavere. Og de er helt udgiftsfri. Hvis man fortalte en indbygger i Istanbul, at man i Danmark må påregne at betale 7.000 kr om året for at have en kat gående, ville han sige: Bu çok saçma! Det er jo latterligt!

Istanbul’ensernes attitude er symbiose med katten.
Forstads-storbydanskernes attitude er dresseret-overforkælet-skødedyr.

Katten i oldtidens Egypten blev regnet for en helligt dyr. Der var en katte-gudinde eller en neter, en naturkraft kaldet Sekhmet. Heller ikke i oldtidens førende landbrugsland brød man sig om mus og rotter og slanger, så man havde selvfølgelig en kat. At være et helligt dyr betød som bundlinje, at det var et respekteret husdyr, der ikke måtte tage skade eller dræbes. Men udover det grundlæggende og praktiske ved katte, blev de også anset for at have spirituelle evner. De kunne læse menneskers grundtilstand, og egypterne havde stor respekt for væsener, der kunne se ind i den anden verden. Egypterne kunne endog finde på at mumificere en kat for at de kunne følge med i efterlivet, duat’en. Katte kunne helbrede og ‘spørges til råds’, hvis man forstod deres sprog. Hvis du blot én gang har haft en spindende kat liggende op ad dig, så har du måske en fornemmelse af, hvordan beroligende og muligvis endog helbredende frekvenser føles. Det er umuligt at være stresset, og kronisk-uforløst stress er sygdomsfremmende.

Nordboerne/vikingerne havde en lidt mere barsk tilgang til katte grundet et mere barsk klima med lavere odds for overlevelse … med mindre: De pelsede dem og lavede katteskind til deres vintertøj.

Til sidst Kevin Richardson i stiveste jakkesæt der spiller fodbold med en stak løver ude i bushen i Sydafrika. Don’t try this at home.

*

Dyr vi elsker at hade er en bog af naturvejleder, foredragsholder og forfatter Vicky Knudsen, som jeg stødte på forleden på biblioteket. Den er sjov og velskrevet og god til både børn og voksne. Og den har selvfølgelig gode illustrationer og fotos.

Du kan næsten allerede gætte dig til en del af dem, og der er også et par på denne side. Der er fluer, gedehamse og myrer. Spyfluen var som nævnt et symptom på, at vi havde noget råddenskab. Gedehamsene skal vi bare passe på ikke provokere eller få ind under tøjet, for så for de et anfald af klaustrofobi og stikker. Myrer er mere et symptom på, at der er træværk, der ikke er helt frisk, for de skal altså have revner til at komme ind ad. Så er der fugerne mellem havefliserne, javel. Kunne vi ikke undgå myregift? Prøv med stødt kanel, de hader det.

Derudover er der selvfølgelig skovflåter / tæger, som vi ikke berhøver at hade, vi skal bare sørge for, at de ikke kravler rundt på os og bider sig fast. En tur gennem det høje græs eller i skoven, og du er nødt til at tjekke dig, når du kommer hjem. De har ikke nået at grave sig ned i huden, så fjern dem ved et niv eller med en pincet. Der er også de, der siger, at man kan lægge en klump smør, så de ikke kan ånde, for de skal trække vejret. Så kommer de ud og gisper efter luft.

Så er der rotter. Det siges, at inde i byerne er vi aldrig mere en 10 meter fra en rotte. Måske 30, hvis du bor på 5. sal. De lever i kloaksystemet. Hvis vi ser dem i baggården, er det et system på utætheder et sted i systemet, eller at man ikke har været påpasselige med sit affald. Hvis du fodrer fugle, så sørg for at duerne eller ænderne spiser op, for ellers har vi rotterne. Hvis du bruger foderbrætter, så sørg for ikke at overfodre, for rotter kan kravle op af pælen. Landmændene har det problem, at de går efter dyrefoder, så de skal sørge for at have de i containere med låg. Og så har de altid mindst én gårdkat. Katten nakker rotteungerne, inden de bliver voksne, men de gider ikke at æde dem. Så er der selvfølgelig Matador-hund pas på Kvik det er en tysker. Kvik var en svensk gårdhund, og de er kendt som lynhurtige til rotter. Gårdmændene skal også sørge for, at deres staldgulve ikker er krakeleret.

Folk hader flagermus, fordi de har læst for mange tegneserier. Hvis man har fået en af dem indenfor, så skal man ikke røre ved en med hænderne, for den kan eventuelt flyve rundt med rabies. Ellers er flagermus nyttige og sjove dyr. Prøv at tænke påm, hvor mange irriterende myg, der kan æde på en lun sommeraften. Visse steder i verden, hvor der er naturlige huler, er der et ganske bestemt tidspunkt, hvor den sidste solstråle rammer hullet, så en million flagermus flyver ud af hullet, for nu er det fodringstid. Og i lande med malariamyg bør folk være yderst taknemlige for dem.

En gang, hvor jeg var lidt besoffen og cyklede hjem fra en tur i byen til min daværende bolig på Sortedamsdoseringen, skete der følgende. Der bor flagermus i kanstanjetræerne langs søen. De er som bekendt veludstyrede med ekkolods-radar, så jeg har ikke hørt, at nogen er kollideret med en flagermus. Men det gjorde jeg den aften, for pludselig FLAPS! så fik jeg en af dem i hovedet. Den fløj selvfølgelig forskrækket videre. Så jeg tænker bare, at den havde være på værtshus ligesom jeg. Den har fået for mange gærede bær eller spist for mange insekter, der har spist gærede bær. Den var simpelthen snaldret – tænker jeg. For dyr går også på værtshus om sensommeren, når bær og frugter laver alkohol. Husk grisen i Emil fra Lönneberg. Og Tycho Brages kæle-elg.

Så er der selvfølgelig edderkopper. Hvor mange her i salen kender nogen, der er blevet bidt af en edderkop? Nej vel, vi står ikke på deres menu. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor så mange piger og kvindfolk går i AAAD-en-edderkop!!-mode, hvis der kravler en henover gulvet. OK, jagtedderkopper eller husedderkopper kan blive ret store. Men tænk ligesom flagermusene på den her måde: deres menu består af dyr, som du helt vil være foruden. Du burde faktisk sætte dem på lønningslisten. Og så se dog på det vanvittigt smukke edderkoppespind en tidlig morgen med dug. Og i midten sidder der måske en stor korsedderkop, så stands dog lige op og betragt den. Den er faktisk ret smuk. Men lad være med at kæle med den, for den kan faktisk stikke. Det skulle være noget i stil med et bistik, så du overlever helt sikkert. Men var det ikke din egen skyld så?

Myg er skideirriterende. Nogle siger, det er blodtypebestemt, for der er mennesker, der aldrig bliver stukket og andre, der altid bliver stukket. Det virker ikke rigtig sandsynligt, for hvordan skulle man kunne lugte en blodtype? En anden og berdre forklaring er, at du lider af vitamin B-mangel, og myg bliver tiltrukket til den lugt. Det er i hvert fald værd at gøre forsøget. Sørg under alle omstændigheder at få så meget B-vitamin som nødvendigt. Sæt fuldkorn, æg, bønner, citrusfrugter, avocadoer, kød generelt og især lever fra både husdyr, vildt og fisk på menuen.

Myggespray indeholder alt muligt, som vi helst ikke vil vide. Der er ikke brug for al den skadelige kemi. Så her kommer opskriften på hjemmelavet myggespray:

Anti-myggespray
I en sprayflaske hæld:
1 tsk kanelolie – fås i helsekostbutikker – pris ca. 80 kr.
1 tsk vaniljeekstrakt – almindelig i supermarkeder – pris ca. 25 kr.
1 spsk vodka – fra 70 kr. – NB! vaniljeekstarkten indeholder også alkohol
Fyld op med rent vand, helst destilleret, men leverandøren af opskriften, der på YouTube kalder sig for Zen Garden Oasis, kommer fra et sted, hvor byvand indeholder klorin og flour, dansk postevand gør ikke.
Opbevares i køleskab.

Mr. Zen Garden har også en opskrift på en myggefælde. Myg er tiltrukket af den CO², der omgiver dig via udånding og sved. Ved at simulere denne lugt, kan man tiltrække store mængder af myg og med denne myggefælde blokerer man deres evne til at reproducer sig selv. Det skal ske i starten af sæssonen for at virke optimalt, og et sted mellem 4-10 af disse fælder gør jobbet. Man kan købe den slags fælder, men det er til priser, der er latterlige, når man kan lave dem selv.

Bananfluer er også irriterende. Men de er altså også et symptom-skadedyr, der fortæller, at du ikke har sørget for at skaffe dig med deres fødekilde. Opskriften på at skaffe sig af med dem er selvfølgelig at komme af med bananskræler, appelsinskaller, alt der har med frugt at gøre. Her findes imidlertid også en opskrift for at aflive de, er allerede er ankommet. Du skærer en plastflaske over på midten, fjerner proppen, vender topstykket om og stikke det ned i bundstykket. Så tager du vand + en sjat eddike + nogle dråber opvaskemiddel og hælder i, så de når lige op over det omvendte flaskehul. Fluerne bliver tiltrukket af eddikedampene og kravler ned i hullet. Når de forsøger at suge af vandet, så bliver de fanget af sulfoen, der opløser overfladespændingen i vandet, som de eller kan gå på, hvorefter de synker til bunds. En enkelt opfyldning kan sagtens indeholde 50 fluer, hvis du ryster den lidt. Så det virker.

Derudover er der en række dyr, som mennesker elsker at hade, kragefugle f.eks, hvilket er krager, råger, alliker og ravne – ravne er meget sjældne i DK. Folk synes, at de er aggressive. Hvad med at fokusere på, hvor intelligente, de er. Det er faktisk muligt at blive gode venner med dem, hvis man fodrer dem, og de husker dig. Lad være med at fornærme dem, for det husker de også. De kan genkende dine ansigtstræk.

Måger er værre. De er blevet seriøst aggressive med den nyere hipster-udendørsservering på restauranter og cafeer. De hopper simpelthen op på tallerkenen, hvis man vender ryggen til. Her er en anden vinkel på måger. Al den snak om palæo-mad er langt hen ad vejen en kunstig størrelse. Stenalderfolkene spiste … kogt måge.

Ulve er hadet og frygtet af mennesker. Der findes skrækbilleder af ulven som et blodtørstigt bæst, der er vildt overdrevet og helt ude af proportion. Angreb af ulve på mennesker er yderst sjældne, da det er et sky dyr. Den undgår mennesker. Hadet skyldes, at ulven er en ekspert-jæger, der er en yderst intelligent konkurrent til mennesker. Og ja, den jager også bondemandens får, hvis den kan slippe afsted med det, men virkeligheden er som sædvanligt anderledes end skræmmebilledet.

Ulven var udryddet i Danmark, indtil der begyndte at vandre eksemplarer op fra Tyskland. De har slået sig ned i Nordjylland i områder med stor skov og friareal som f.eks Store Vildmose. Problemet med Danmark og den slags dyr er, at de kræver store sammenhængende områder for at eksistere. I de samme områder af Jylland har de en overbefolkning af kronhjorte, der grundet overbefolkningen bliver til skadedyr, og der blev indsat patruljer til ‘skadedyrsbekæmpelse’. Her skulle man så tro, at de store dyrs naturlige fjende ulven kunne gøre sit arbejde, men da antallet af ulve ikke stort nok til, at de kan skabe flokke egnet til jagt på de store dyr, så jager de kun mindre dyr udenfor flokken. Den dag, bestanden bliver stor nok til flokdannelse, har Nordjylland et problem, for så vil de jage udenfor det begrænsede område, og så bliver landmændene for alvor forskrækkede.

Her er en interessant historie fra USA, Yellowstone National Park. I 1930 havde man udryddet ulven i området. De var systematisk blevet nedskudt som et skadedyr. I tidsrummet 1930 til 1990 blev der observeret noget, der lignede en lokal miljøkatastrofe. Trævæksten var uddøende, vådområderne var forsvindende, hvorfor? Kronhjortene (eng. elk) havde ikke længere naturlige fjender, så de åd løs på alle blade og unge træer. De var ikke længere nødt til at flytte sig. Da distriktsmyndigheder besluttede sig til at bringe 14 canadiske ulve til området, skete der noget besynderligt. De var udvalgt specifikt efter, at deres naturlige føde var netop kronhjorte/elk, og at de som individer ikke havde vist problemer ift. mennesker. De lokale var selvfølgelig skeptiske og udspredte alle mulige skrækscenarier ifølge ulve-mytologien.

Hvad der skete var, at bestanden af kronhjorte blev reguleret.
Trævæksten blev reguleret og vendte tilbage til før 1930.
Med trævæksten vendte bæverne tilbage, der skabte nye vådområder.
Med de nye vådområder vendte et væld af fugle og andre dyr tilbage.
Det hele skabte en turistindustri i området.
Det blev skønnet, at 14 ulve introduceret i 1990 i løbet af 30 år samlet skabte et provenu for delstaten på 80 milliarder $$ ! Det er tankevækkende.

Læs også:
Små-store historier om dyr og mennesker
Om vinterhi, fuglesprog, statskirke, frugt- og ufrugtbarhed
Dyrenes karneval