Vers på tværs
1.
Når din dag er forbi
og du ser, hvad du fik
Når dit værk er i hus,
og du tænker fordi
Det er alt, du har brug
for at komme i hu,
hvad vi savnede der,
når vi havnede her
Når din time er nær
og du hører en lyd
Når de truer dit liv,
og du griber dit sværd
Det er alt, hvad du får
fra i dag og i går
Når vor tid er forloren
er det tid til i morgen
Når du tøver en gang
og du søger er svar
Når din hjerne er mør
og du mangler en sang
Det er alt, der skal til
at du tør og du vil
Vi kan tænke hver tanke
uden galskabens spil?
Når du heler dit sår,
når du klarer dit vid,
og du råder dit bod
på fortielsens år
Det er alt, hvad du kan
med din men’skeforstand
Det er mér end du tror
i en Verden, der gror
Når du atter har fred
i det hus, hvor du bor
Når dit udsyn er klart
og du ved, hvad du ved
Det er alt i vor verden
i vort liv og vor færden
Der er noget på spil
Det er livet, vi vil
2.
Hold dit hoved koldt min ven
Hold dit hjerte varmt i kulden
Hold din tanke klar i tågen
når du skimter lys igen
Hold din hjerne fri for støv
Hold din tunge lige i munden
Hold din skude fast i kurs
til du øjner land på sigt
Hold din pen i spidset stand
Hold dit sværd parat ved siden
Hold din sti i ryddet form
til din gæst er vel i hus
Hold din dør på klem for venner
Hold din skodde tæt mod fjender
Hold på hunden, hold på hatten
til dit vejr er stilnet af
Hold din tale klar i spyttet
Hold da helt og holdent fast
Hold din pande klar i fedtet
så den ej går op i røg
Hold din kælder fri for rotter
Hold dit køkken fri for mus
Hold dit selskab fri for dårskab
og din sejler fri af kyst
Hold din seng helt fri for utøj
Hold din ryg helt fri for had
Hold nu op med tudefjæset
sæt din værdighed i spil
Hold parykken, hold gebisset
Hold protesen stramt på plads
Hold da kæft hvor taget løfter
sig i vestenvind og storm
Hold igen med tungetale
Hold tilbage profeti
Hold dig selv på egen bane
lykken har sin egen smed
Hold dit løfte, hold din ære
Hold dit ildsted fri for sod
Hold moralen højt og hævet
så du ikke giver køb
3.
Har vi nogensinde været der?
Har vi nogensinde kendt til frihed?
Er der nogen, der kan sige mig,
hvad der foregik i mellemtiden?
Har vi nogensinde fået lov
til at mærke vores sande væsen?
Er der nogen, der kan sige klart,
at de kender deres livsformåen?
Er der nogen, der kan tale ud
om fortielsernes gamle svøbe
om de lag af løgn og retorik,
krigens hersker kaldte for historie?
Kender vi vor slægters arv?
Tror vi bøgerne om fortids levned?
Holder selvforherligelser stik?
Var elendigheder altid givet?
Når vi tror, at videnskab er nok,
de har styr på verdensaltets kræfter,
de har knækket koden for alt liv
ved at kalde det for en maskine
Når vi tror, at sygdom, sult og krig
er tilfældigheder uden vilje bag,
så er selvbedragets magt i spil,
det er dumhedens forblindelse
Når vi tror, de vil os det så godt,
mens de ødelægger almenvellet,
så bebor vi deres slavestat,
vi er fanger i et åbent fængsel
Når vort vand og mad er fuld af gift,
når vor medicin er fuld af sygdom,
så er folkemord det nærmeste,
vi kan komme en beskrivelse
Men pas på for hovmod står for fald
Verdens herskere er blevet anråbt,
deres tid ved magten er nu slut,
de har valget mellem dø og deltag
Deres legetøj er hentet ind,
deres kat er hoppet ud af sækken
Der er lukket for det varme vand
al troværdighed er på retræte
Det er atter tid at fatte håb,
vi har lov igen at kræve trivsel,
ej som mediers propagandaævl,
ej som tom parolesnak fra Borgen
Tyranniets magt er på retur
Vi må kræve vores liv tilbage
Alt det stjålne skal vi have igen
Al den falske gæld skal eftergives
Gennemsigtighed er nu et krav
De skal redegøre for hver krone,
som de før har givet bort til de,
der har truet dem til korruption
Tunge skatter til et apparat,
der har ravet til sig af ressourcer
for at vokse som en cancerbyld,
som en parasit, en grådig gøgeunge
Alle love, der har haft som mål
blot at tvinge folket under åget,
de skal udraderes på en studs,
så vi efterpå kan trække vejret
Hele statens luskebukseri,
alle hemmelighedskræmmerier,
de skal op udi den friske luft
de skal ud og hænge lidt til tørre
Vigtigst er imidlertid for os,
der har levet i afhængigheden,
at begribe vores styrekraft
og forstå, hvad suverænitet er
Mennesket er ikke skabt fordi,
vi skal kaste os i næsegruset
Vi er skabt i billedet af DEN
der har skabt det Univers, vi bor i
Vi er skabt som Lysets Børn fordi,
vi er varetagere af Lyset
Men vi glemte det i Mørkets Tid
Vi blev overrendt af Intetheden
Der er atter plads til tændte lys
Det er atter tid til eftertanke
Det er Genskabelsens Gyldne Tid
Det er morgenstund for eftertiden
4.
Jeg gik mig bort til Kragehøj
Mit skridt var tungt, min vej var drøj
De sorte fugle fulgte mig
på vej mod højen op de fløj
Hvad så du på din vej min ven?
Hvad hørte du på vej derhen?
Hvad sagde vinden dig i nat
og stemmene i busk og krat?
Jeg gik mig bort og så et syn
Jeg hørte skrald og så et lyn
Jeg så ham dingle i sit reb
Vend om, vend om! og vinden peb
Hvad gjorde du, hvad tænkte du?
Der var vel tid at fly endnu
Hvorfor dog ikke vende om
og sky al mørkets sorte gru?
Jeg gik mig bort for ej at fly
fra skæbnens skygge i mit sind
Om det er land, om det er by,
den følger mig i vejr og vind
Hvad skete så i skyggeland?
Hvad skete der ved gravens rand?
Ved galgebakkens fod du stod
og samlede dit skøre mod
Jeg gik mig bort til Kragehøj
Fuldmånen lyste på mit tøj
Den lyste på min hånd og fod
og stiens grus var fuld af blod
Hvad hændte der? så sig dog mer!
Fortæl mig alt hvad end der sker
Fortæl mig hvad du ville dér
blandt dødemænd og onde feer
Jeg gik mig bort ej for at dø
og høre helvedshunden gø
men for fra dagens første stund
at se på solen lys og rund
Hvad gjorde du i nattens ly
før solen skinnede påny?
For skyggerne vel næppe lod,
som ingen sagde dem imod?
Jeg gik mig bort foruden frygt
For intet sted er mere trygt
end der, hvor lys har skygge fat
og råder selv i dødens nat
Jeg tror jeg ved, hvorfor du gik
Jeg tror din skæbne tog bestik
af al din færden og forstod
at intet står imod et mod
Jeg gik mig bort, som just du si’r
Mit mod var skrøbeligt papir
men kærlighed min eliksir
og tro og håb var mit visir
Lad sorte fugle flyve did
til Kragehøj ved nattetid
De bringer bud i mulm og mol,
at dur og dag bli’r mangefold
Jeg så det syn ved dagens gry
at alle skygger måtte fly
For illusionens tågesky
og Mørkets Magter måtte ty
til andetsteds og udenlands
og fly fra land og fly fra by
For Kragehøj er blot en knold
og intet hjem for heks og trold
4 Comments
omar ingerslev
net’op !
marco_hanuman
grib karpen ved kravetøjet
giv den en krabask af en krammer
begrib dagen til langt ud på natten
hvor vi gemmer til havkatten
én karpe i hyttefadet
er bedre end ti kandestøbere i muddergrøften
hellere klipfisk end klaptorsk
for fem fiskeben i næsen er bedre syv ål i sokkerne
hellere bidesild i badesalt
end rævekage med øregas
hellere fire finker af fadet
end fyrre år finanspolitik
grib karpen før den griber dig
ét tag i skridtet er bedre end ti skridt på taget
dagen er grebet i underslæb og overgreb
natten er grebet med bukserne nede
karpe er en fisk med skæl som fingernegle
og ben i flere geledder
diem er en bøjning
af dagen, der begribes
glem ikke Horats’ fulde sætning:
Lev livet i dag uden at tænke på morgendagens bekymringer
omar ingerslev
(vers 3)
*
du efterlader kun et rygte en legende,
som en kryster, efterladt på kendte kyster,
plager deres børn med
for at de ikke skal flyve bort,
men sammen med dem
– de lykkelige slaver med forgyldte lænker –
forblive i selvbyggede gældsfængler, som både indsat og fangevogter
mens de dagligt nedkalder forbandelsen:
” giv os idag de dræbende ord, til det daglige mord “.
Deres børn oplæres i løgnen om deres egen familie
og deres hjem – til ære og vanære for hvem ?
*
carpe diem
omar ingerslev
tanker er frie, som skibe,
intet at fæste eller begribe,
ånden er vinden
sejlene er sat
skibet sejler sejrsrigt
rigget uden længde og bredde grader
uden verdensmesterskab i skak
triumferer, og stiller alle ‘mat
*
du griber dagen
sætter til søs,
du forlader alle kendte kyster
for at krydse oceaner,
halv-fjerde-snese (70 000) favne
– dér, på den anden side
finder du uundgåeligt andre havne
– alt bliver nyt, nyt liv
og du mærker, hvad du forinden så:
du forlod kun den kendte, visse død,
– intet at miste, intet at savne
*
carpe diem