Gæsten

Jeg vågnede i morges ved, at der stod en bjørn ved siden af min seng, og det første jeg tænkte var, at det var da egentligt lidt underligt, for jeg huskede ikke noget om, at jeg havde lukket en bjørn ind i går aftes, men det må jeg så have gjort alligevel, eller også havde den selv et sæt nøgler, så den kunne låse sig ind.

Det næste jeg tænkte var, om det måske kunne være et problem, jeg mener, jeg har hørt historier om bjørne, der flåede folk i stumper og stykker og måske åd dem, men så tænkte jeg også, at hvis den selv havde lukket sig ind, så havde den nok også fundet ud af selv at gå i køleskabet og derfor overhovedet ikke var sulten, hvorefter jeg så bare håbede, at den også havde ryddet op efter sig og stillet tallerkenerne i opvaskemaskinen – eller ikke brugte tallerkener overhovedet.

Så fik jeg selvfølgelig også den tanke, at det måske ikke var, fordi bjørne var sultne, at de flåede folk i stumper og stykker, men blot fordi nogle irriterende typer havde forvildet sig ind på de områder, de mente tilhørte dem, hvilket straks beroligede mig, for det var lissom bjørnen, der havde forvildet sig ind i mit soveværelse, så den var vel bare nysgerrig.

Jeg udelukkede på sin vis den tanke, at jeg simpelthen havde det, vi plejer at kalde for en bjørn på, for ganske vist havde jeg tilladt mig at slutte arbejdsdagen af med et glas vin, og det var måske også mere end ét glas vin, men jeg synes ikke jeg husker noget om, at jeg var faldet død om på lagenet i en kæmpebrandert.

Jeg kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at fundere et par sekunder over det underlige i, at en bjørn skulle finde på at droppe forbi, for det er jo ikke sådan, at de ligefrem lunter rundt i landskabet heromfjords, for så skulle min nabo måske til at lukke sine får ind om natten, så hvor var det lige, den kom fra, men så tænkte jeg også, at det havde den nok selv en rigtig god forklaring på.

Det var så her, hvor jeg kom på den indlysende tanke, at jeg måske kunne spørge den om det, altså hvis den havde en rigtig god grund, for så måtte den vel kunne gøre rede for det, og jeg har da både haft besøg af mus, flagermus, svaler og musvitter, en tårnfalk, dræbersnegle og edderkopper men ikke lige en bjørn på det seneste, så det kunne være interessant at forstå det ud fra dens eget perspektiv, jeg mener, hvis man kan se verden i fugle- og frøperspektiv med fiskeøjelinse, så må man også kunne se det i bjørneperspektiv.

Jeg ved ikke, om den var synsk eller hørsk – eller er en bjørn lugtsk? – for ganske uopfordret åbnede den munden, blottede et ganske velholdt tandsæt og sagde noget på et sprog, jeg ikke forstod, så jeg tænkte, at det måske var en russisk bjørn, der var forvildet sig i anledning af den verserende krig i Ukraine og som troede, at mit hus var et af disse hersens gratis airbnb-logier, der var kørt i stilling for at firmaet skulle tage sig feelgood-agtigt-politisk-korrekt woke-lækker ud og så i øvrigt tjene en masse penge efterfølgende.

Så jeg sagde øh-undskyld but do you tale dansk eller something? hvorefter den sagde en lyd, der bedst kunne oversættes med FNOFF! med tilhørende vand ud af næseborene, hvilket jeg ikke opfattede som en decideret modvillig attitude i retning af andet end … at det gjorde den så ikke, så jeg tænkte, at det nok var ligesom med hunde, at de sikkert vidste, hvad det drejede sig om.

Så tænkte jeg, at jeg ikke kunne ligge her hele dagen under dynen, så jeg måtte – og ikke for at være sjov eller noget – vove pelsen før bjørnen var fodret, så jeg listede stille og roligt ud af fjerene før hønsene var vågnet, hvilket den ikke synes at have noget imod, så den luntede med ned ad trappen og så på, at jeg lavede kaffe i underbukser, og havde heller ikke noget imod at æde 7-8 appelsiner, og-så-pyt for jeg var alligevel kommet til at købe for mange denne gang.

Det var så her, det gik op for mig, at bjørnen, hvis den havde tænkt sig at slå sig ned permanent – jeg mener man har hørt om dyr, der har forlangt at blive adopteret af mennesker – så ville den måske være en anelse dyr i drift, siden den syntes, at en hel pose appelsiner var en mindre snack, så jeg besluttede mig til at tage en tur ind til den lokale købstad for at fylde bagsmækken op med bjørnevenligt foder – hvilken den synes, at den skulle deltage i, så den hoppede uden tøven ind på bagsmækken af varevognen.

Det var så her, problemerne startede, hvilket jeg sådan set burde have forudset, for vi taler om hysteriske scenarier med ældre damer og herrer, der taber gebisser og rollatorer, varehusekspedienter, der tager flugten til lagerlokalet, hyldemeter af avokadoer, kiwifrugter og blåbær, der bliver ryddet + en ligeledes hysterisk puddelhund, der får et dask af poten, hvorefter vi taler om politi, brandvæsen og skadedyrsbekæmpere – de sidste kunne ikke stille meget op.