Der var et lille land – podcast

Dette er ikke et 45 minutters langt komprimat af den samlede danmarkshistorie.
Hovedårsag: Det kan ikke lade sig gøre.

Det er et indspark, der både giver et overblik og en vinkel. på en selektiv historie.
Du er velkommen til at være enig, neutral eller uenig.

Se også:
Historisk reboot
for en række uddybende detaljer om Danmarkshistorien.

*

Transkript af teksten

Der var engang et lille land. Det var et yndigt land. En nation kaldte de det, et fødeland. Nogle kaldte det et fædreland med et modersmål. Vi var børn af dem, der kom før os, og børnene lyttede til de, der havde prøvet det før dem – hvorefter de så alligevel kastede sig ud og prøvede, om det nu også kunne passe.

Det var et land, hvor folk var stolte af landet uden høje sneklædte bjerge. Hvilket ikke var helt rigtigt, for bjergene var bare nedskalerede, og der faldt også sne på dem. Alle slags landskaber fandtes her blot i det forhold, der nu passede til et lille land. 

Der var rigeligt med strande af alle slags, de store buldrende og de små plaskende.
Der var ikke jungler men skove, hvor både rådyr, røvere og trolde kunne gemme sig.
Der var ikke nildeltaer, men heder, moser, marske og strandenge.
Der var ikke rivende floder men åer, der løb gennem søer og ud i fjorde og videre til havet.
Der var bjerge men bakker af sand, bakker af ler og bakker af kridt.
Der var en ø med klipper af granit, en anden ø med en ørken.
Der var et sted mod nord med et stykke vandrende Sahara, der flyttede sig femten    meter om året.

Og det er værd at skrive hjem om.

I rydninger i skoven var jorden, rig og frodig. Her voksede kulturen sammen med korn, kål og kreaturer. Fra jordens velstand omgivet af vandets vandstand opstod den kultur, som skabte det lille land.

I fordums tid var der mere land og vand end mennesker. En anden slags bjerge af is havde for nylig trukket sig tilbage til det høje Nord, og flokke af jægere og fiskere flyttede ind. I skovenes lysninger sås den vilde okse. Der var flokke af ulve, en los sås mellem træerne, hvis man kunne få øje på den. Rensdyret var kun på gennemtræk, for de fulgte efter isen mod nord.

Landet var lille, men verden var stor. Havet var ikke en hindring, det var en hovedfærdselsåre. Med tiden sås skibe langs kysterne. Der var byer og havne, hvor de kunne lægge til. Med sig bragte de alle slags varer. Fra Østersøen kom det gule rav. Det var i høj kurs omkring Middelhavet. I den anden retning bragte de guld, sølv, kobber. Der er lige så langt fra Middelfart til Mykene i dag, som der var dengang, det tog bare lidt længere tid. Til gengæld mødte de alle undervejs, det gør de ikke længere. Man kunne med rette hævde, at den kloge handlende og rejsende for 3000 år siden udstyret med en simpel bronzekniv vidste mere om Europa, dets landskaber og dets mennesker end en snotdum internetsurfer udstyret med en hyperavanceret mobildevice gør i dag.

Folk ønsker altid at leve i fred og fordragelighed. Men omstændigheder kan tvinge folk bevæbnede ud af bygderne. Der var tider med fred og tider med ufred. Vi ved fra massegrave ved Tollense – det er et sted, der ligger140 km stik nord for Berlin, 120 km stik syd for Rügen – at der for 3.300 år siden fandt det største slag sted i Europæisk bronzealder. Der deltog mere en 3.000 krigere, og der døde mere end 1.000 af dem. Deres sønderlemmede ben og andre rester fra dem ligger der stadig. Hvad de sloges for kan vi kun gætte på. Tider med for meget eller for lidt regn det ene eller det andet sted kan være en årsag. For mange mennesker på ét sted med dets givne ressourcer kunne tvinge folk til at bryde op. Og det sted, de ønskede at slå sig ned, var sjældent mennesketomt, for hvis det var det, ville det ikke være et sted at slå sig ned.

En hel kultur i Po-deltaet i Norditalien kaldet Terramare (som betyder noget i retning af havlandet eller  landet ved havet) oplevede på samme tidspunkt det samme. De brød op og tog østover gennem Middelhavet, hvorved de hærgede, hvor de kom frem. De var sandsynligvis iblandt de sagnomspundne og hemmelighedsfulde søfolkeslag, der i slutningen af bronzealderen væltede indover Egypten og fik de store kulturer i Mellemøsten til at bryde sammen. I modsætning til, hvad man senere har tilskrevet vikingerne mod , så bar de rent faktisk hjelme med horn på.

I det lille land skete der noget lignende. Med kulturel velstand vokser en befolkning. Når et område bliver overfyldt, er nogen nødt til at bryde op og flytte sig. Det gjorde kimbrerne, det gjorde sakserne, det gjorde anglerne. Det gjorde goterne engang fra deres bosted ved Sortehavet. Deres præstekonge hed for resten Odin, og han førte sit folk ad de russiske floder til Østersøen. Det gjorde senere også deres efterkommere i det samme visigoterne. 

På et tidspunkt rykkede kejseriget mod sydvest op mod Dannevirke. Romerriget var i mellemtiden blevet helligt og kaldte sig for Det Hellige Romerske Rige. Sakserne blev massakreret i Nordtyskland, og den danske konge forstærkede voldene ved foden af Jylland. Englænderne indgik en pagt med kejseren om, at nordboerne skulle ned med nakken, og nordboerne fandt ud af det – for de havde efterretningsvæsen. De huskede, hvad der var sket 800 år tidligere – nærmere bestemt år 9, da kejseren fra syd med samme intention marcherede op med sine legioner. Germanerne samlede sig og holdt op med at slå hinanden i hodet for en stund. Kejseren begræd bagefter tabet af tre legioner plus alt det løse. 25.000 romerske soldater omkom i de våde skove ved Teutoburg. Denne gang 800 år senere, hvor det nye romerrige ville æde hele den kendte verden, satte de germanske stammer fra det lille land ud med langskibe – og bragte kejserens rige til fald. Det siges, at også han stod ved sit vindue og græd over tabet af sit enevældige livsværk.

*

I næsten 400 år lykkedes det de barbariske krigere fra det lille land og deres naboer mod nord at holde Imperiet hen. Ikke med snak men med terror. Nordboerne vidste, at de var i mindretal, så konfrontationskrige i organiserede rækker og geleder på slagmarken duede ikke. Frygten var deres våben. Vikingerne brugte asymetrisk krigsførelse, selvom de ikke havde læst Sun Tsu. De havde intet imod, at deres fjender omtalte dem som blodtørstige monstre, jo værre, jo bedre.

Men tiden kom også for dem. De blev kristne. Og med al respekt, så handler den romerske kristendom om især én ting: at gøre folk tamme. Men er det ikke godt, og er det ikke bedre, at folk er tamme og fredelige? Nu er der blot det ved den romerske kristendom, at den handler om tamhed i samdrægtighed den romerske fred, hvilket vil sige, at Imperiet har monopol på krigsførelse. Blodsudgydelser skulle blot ramme Imperiets fjender. Krig i den skala var dengang som siden og som i dag til for at understøtte herskerklassens livsstil.

Så munken Ansgar kom og gjorde afgudsdyrkerne til kristne. De byggede tusinder af kirker i landskabet og kalkede dem hvide til ære for Hvidekrist. Og Dannevang blev regeret af kongeslægten Hviderne, for hvidt skulle det være. Kongerne begyndte at opføre sig som den kejser, de før havde bekæmpet. Dette billede kunne sagtens have været af Karl den Stores soldater, der tvangskristnede saxerne midt i deres helligdom Irminsul – og derefter halshuggede dem. Det er nøjagtigt det samme, men denne gang er det danskerkongens togt mod venderne på Rügen. Her vælter de guden Svantevit om på siden. Kristendom i hænderne på kejsere og konger handler om afvæbning. Venderne var nogle slemme sørøvere, sagde man. Men var det ikke den samme ædle tradition og arv, som kongen i den lille land med storhedsambitioner havde bygget sit rige på.

Middelalderen blev en efterligningstid. Også dårligdommene blev ivrigt efterlignet. Romerstatens afløser Romerkirken mente, at der skulle føres hellig krig i det hellige land, så de indledte en stribe korstog. Bare det er helligt, så er det ikke syndigt at begå folkemord. En afstikker gik mod vest, for muslimerne skulle ud af Spanien. En anden afstikker gik til Sydfrankrig for at massakrere et kættersk bysamfund, der rent faktisk troede på fred som en mulighed – det var bare ikke den krigslysne romerske fred. 

Danskerne mente, at det dér med korstog, det måtte de da efterligne, så de foranstaltede et mod øst. Her fortalte de bagefter, at flaget var kommet blafrende ned fra Himlen. Det var et mirakel! Det var så også en efterligning af en romersk skrøne, for kejseren havde set et syn på himlen, hvor der blev viftet med et flag. 

På den østligste ø i det lille land, den med klipperne, ligger der nogle sjove runde kirker, og hvis man piller hatten af, så er det en korsfarerborg i Provence. Her holdt cistercienserne til en slags krigermunke som senere jesuitterne. Dem kender vi godt, for det betyder, at tempelridderne var her, og så kunne det tænkes, at de havde prikket kongen på skulderen og foreslået et korstog. Det var jo det, de var skabt for, hvis man spørger munken Bernhard af Clairveaux.

Hvideslægten regerede Danmark i flere hundrede år. Men en dag forsvandt de pludselig, og man så dem aldrig siden. Eller gjorde man? Deres flag havde en stjerne med syv spidser. Senere regerede denne mand det lille land – på det nærmeste – med sit eget søimperium fra sidelinjen. Hans skibe sejlede rundt med en syvstjerne malet på skroget.

*

Vi plejer at sige, at det lille land er et fredeligt land. Som vi allerede har set, kan intet være fjernere fra sandheden. Hvor mange konger i den lange række kan sige, at landet var fri for krig? I mellemtiden var de blevet protestanter, og hvis nogen mener, at de var et hak bedre end katolikkerne, så tager de fejl. Undervurder aldrig omfanget af religiøst hykleri. Det var for eksempel i protestantisk regi, at hekseforfølgelserne hærgede Europa. 

I slutningen af middelalderen starter det lille lands konger en nærmest uendelig række af krige. År 1500 går startskudet med Felttoget i Ditmarsken, hvor kong Hans tabte til en stak bønder i en gang mudder i Nordtyskland.

Så kommer det stockholmske blodbad, hvor Christian d. 2 i sit svenskertogt begik den kæmpe fejl at henrette 80 af sine modstandere, hvilket blot gjorde modstanden fuldstændig indædt. Også i Jylland havde de fået nok af den sadistiske despot og ved hans død startede Grevens Fejde, der både var en borgerkrig og en religionskrig med protestanter mod katolikker, en bondehær mod Greven, der sad ind for kongen – mens der ikke var en konge.

Så trækker de vejret en tid, men så ankommer den Nordiske Syvårskrig i 1563. Enorme mængder af mennesker døde til absolut ingen nytte, for der var status quo i magtforholdet mellem Danmark, Norge og Sverige bagefter. I Sverige alene døde 100.000 ud af en befolkning på 700.000, hvilket skabte det had, vi beskriver som arvefjenden Sverige og et endnu større had den anden vej.

Havde man lært noget af det? Overhovedet ikke, for Christian d. 4 ville være den største konge i Norden og startede Kalmarkrigen ved at erklære svenskekongen krig – bare fordi svenskeren havde tilladt sig at kalde sig ‘konge over over de lapper i Nordland’. Resultat mere nabohad.

Lærte Chr. Firtal noget af det? Nej han kastede sig gladeligt ud i sit hjørne af 30-årskrigen, også kaldet Kejserkrigen, der udraderede halvdelen af Europas befolkning. Det handlede om katolsk modreformation og genomvending af protestanterne – i hvert fald på papiret, for det religiøse stikker ikke dybere end det tøj, man tager på. Christian, der også var hertug af Holsten, kørte sig storladendt i stilling som hærfører for en stak tyske fyrstendømmer – hvorefter han tabte stort til kejseren i 1627.

I slutningen af sin fiaskofyldte kongetid myldrede svenskerne pludselig ind over grænserne, uden at han så det komme. Idioten havde brugt alle landets penge på at føre konstant krig, og han havde ingen venner tilbage i Europa. Svenskerne vælter ind gennem Holsten og op gennem Jylland. Det var her ved et søslag, at han blev den enøjede konge – i direkte og overført betydning. 

Christian døde i 1648 – med eller uden klaphat, men 10 år senere erklærer hans efterfølger krig mod svenskerne igen. Krigen skal jo have et navn af historikerne, så det blev til Karl Gustav-krigene, for der kom to af slagsen. Svenskerne reagerer på krigserklæringen ved at trække tropper ud af Polen og sende dem op gennem Schlesvig-Holsten og Jylland. Bælterne frøs den vinter, og de vadede direkte henover Fyn og Storebælt og ind mod København. Hvad hjælper en flåde, når den hænger fast i is. Danskerne overgiver sig og må afstå Sydsverige og Bornholm og et par sørgelige rester af det nordiske storrige i Sydsverige og Norge ved Roskildefreden. Så meget for en krigserklæring.

Svenskerne fortryder, at de ikke fuldstændig har udraderet Danmark, og et år senere ankommer de igen og belejrer København. For en gangs skyld har danskerne udøvet konstruktivt diplomati. Polen, fyrstendømmet Brandenburg og Nederlandene kommer til hjælp. Svenskernes eneste chance er nu at storme København. De når så langt som til Slotsholmen, før det blev for meget for dem. Forsvaret var effektivt. Var det en succes? Kun hvis det at undgå total udslettelse er en succes, men skulle man ikke have tænkt på det, inden man erklærede krig? Tabet af land før 1648 var stadig et faktum, bortset fra, at vi fik Bornholm tilbage.

Det er dyrt at føre krig. Det er især dyrt at tabe krige på stribe – endnu en grund til at tænke sig grundigt om, inden man starter på den slags – skulle man mene. Men simpel omtanke var noget, som kongerne indtil videre havde vist sig at være elendige til. OG det kan da kun betyde, at kongerne skal have mere magt – tænkte kongen – så i 1660 indføres Enevælden ved et statskup.  Begrundelse: statsøkonomien var gået rabundus pga af kongelig krigsførelse, ergo, løsningen måtte da være af samme skuffe, bare MERE af det. Kongemagten fra-og-med Frederik 3. bliver konstititionelt arvelig og uindskrænket.

Der er noget manisk besathed over denne oldenborgske kongeslægt, for ikke længe efter – og med den nye fuldstændige og enevældige magt på plades – starter de Skånske Krig, fordi kongen mener, at det vil være på sin plads at tilbageerobre det tabte. Først gik det fremad, og så gik det ad helvede til. Christian d. 5.’ drøm om et genudvidet Østdanmark blev smadret i 1679.

Men danskerne havde stadig ikke fået nok. I 1700 starter Frederik d. 4. Store Nordiske Krig mod krigerkongen Karl d. 12. Eneste grund til, at det går galt for svenskerne denne gang er, at den russiske kejser Peter den Store også var part i krigen mod svenskerne. Samt den polske konge med det herlige navn August den Stærke, som kongen har været på ferie sammen med i Venedig. Ret fantastisk overskud, at tage på ferie, mens man fører krig. Ja, og så er der selvfølgelig søhelten Tordenskjold, ham skal vi da ikke glemme. Men han var også nordmand.

Her udspiller sig en af de mere groteske krigscener sig. Danskerne sætter over ved Helsingborg og møder en større mobilisering, end de havde regnet med. Og hvad gør de så? Først brænder de alle huse ned med forsyninger. Og så myrder de gudbedre det 6.000 af deres egne heste og strør kadavrene rundt om i gaderne af byen?

*

Her bliver vi nødt til at stoppe op et øjeblik og spørge: Hvad er det, der er galt oppe i hjernen på dem? Er det simpelthen en arvelig sygdom eller en degenerering af folk med blåt blod? Er det genetisk, og skyldes det, at de har horet og indavlet så meget i hele Europa, at de ikke er i stand til andet? Kombineret med det forkælede og mentalt usunde liv, de ved magt er i stand til at opretholde. De lever i en abstrakt verden af royalt fims og indbildsk storhedsvanvid.

Eller er problemet, at konger i krigstid også er konger i fredstid. I det gamle Rusland – før dannelsen af Kievan Rus, det egentlige Rusland, hyrede man en leder i krigstid for hans særlige evner. Men titlen som prins var ikke arvelig, så han måtte finde sig et andet job, når han havde udført sin tjeneste. Folk med krigstraume, der blot tænker på, hvornår den næste krig ankommer, var uegnede til tjeneste i fredstid.

Herefter den muligvis mest latterlige krig i Danmarkshistorien – Algierkrigen! Har du nogensinde hørt om den? Danske handelsskibe bliver konstant røvet af algierske pirater. Så udrustede kongen en stak skibe til at bombe Algier. De fyrede 75 kanonkugler af mod byen, hvorefter de måtte opgive og sejle hjem. Slukøret måtte de sende en delegation til den algierske hersker, der slog sig på låret af grin og tog sig rigeligt betalt for en aftale.

Men måske er Tyttebærkrigen i 1788 alligevel mere latterlig. Svenskekongen arrangerede en operation falsk flag ved den finske grænse – Finland var under Sverige dengang – så det så ud, som om russerne havde angrebet dem. Den russiske Tzar forlangte, at danskerne opfyldte alliancen, for han havde travlt med at bekrige tyrkerne ved Sortehavet. Danskerne sendte en stak nordmænd afsted mod Göteborg for at irritere svenskerne derfra. Hele miséren endte med, at en engelsk diplomat trådte ind og truede dansker-norskerne med, at englænderne og preusserne ville angribe dem, hvis de ikke strax holdt op. Det gjorde de så. På vej hjem var der dårlige forsyninger, så fodtusserne måtte æde tyttebær i skovene. Til grin igen.

Her kan man så godt fornemme, at det næste problem er: englænderne. Briterne ønskede dominans over havtrafikken og ret til at beskatte skibslaste. Intet skulle komme deres arvefjende franskmændene til gavn. Danskere og nordmænd måtte lade handelsskibe i konvoj, og det kom til kamp med briterne. Her startede den Første Englandskrig. I 1801 sejlede de mod København, og efter Slaget på Reden måtte Danmark måtte overgive sig. 

Endnu værre blev det næste gang. Napoleon marcherede frem, og englænderne så for sig, at han erobrede den store danske flåde og ville kunne true dem. Så i 1807 vendte de tilbage, og denne gang blev København bombet sønder og sammen. Herefter takket være regeringen under Christian 7.’s inkompetente diplomati ingen flåde og statsbankerot i 1813. Danmark tabte Norge i 1814. Under Frederik d. 6. skete yderligere overgivelsen af Danmarks Nationalbank i 1818 til et udenlandsk banksyndikat med hovedsæde i London og Schweitz. Gæt selv navnet. Det lille land har ikke siden haft en national økonomi – en af de bedst bevarede statshemmeligheder til den dag i dag stammende fra en sørgelig og pinlig tid.

*

Et andet pinligt kapitel i historien om det lille land er slavehandlen, dengang kaldet negerhandlen. Først sejlede de danske kødhandlere til deres forter ved Guldkysten med krudt, kugler og brændevin. Så sejlede skibene videre til Caribien lastet med elfenben og … negre. Og siden sejlede de til Kjøbenhavn lastet sukker, rom, tobak og mahogni. Enhver borgerlig familie i 17-1800-tallet havde et fint mahognimøbel af træ fra Sct. Croix, Sct. Jan eller Sct Thomas. Vi plejer at prale af i det lille land, at vi var de første til at afskaffe slaveriet i 1792. Det var vi så ikke, det var kun transporten, der stoppede, for der var negre nok i Caribien til at holde den kørende helt frem til 1848, hvor guverør Peter von Scholten afskaffede slaveriet på Sct. Croix. Var det så, fordi han var en filantropisk velgører? Næ, det var fordi, at det gjorde man i alle europæiske lande, og fordi danskerne var bange for at blive lynchet, der der lige havde været et slaveoprør på stedet. Forsvandt slaveri så fra jordens overflade? Der har aldrig været så meget slaveri og menneskehandel, som der er i dag. Det foregår blot under jorden eller under andre navne. Handel med børn, organer og substanser fra mennesker har nu overtaget føringen som den mest indbringende gesjæft.

Spørgsmålet er stadigvæk: Har det lille ‘fredelige’ land nogensinde oplevet egentlig fred og ikke bare pusterum i nærmest én lang krig? Man kunne kalde det for 300-årskrigen. Set i bakspejlet har krig været normen og ikke undtagelsen. Og endnu mere pinligt er, om én éneste af krigene i den uendelige og trivielle række kan beskrives som succesfuld eller endog fuldt berettiget? DET ER DER IKKE! Vi skal helt tilbage til vikingetiden for at kunne tale om, at vi sparkede røv i selvforsvar. Og hvad laver i øvrigt alle de ædle løver i rigsvåbnet? 

Måske skal vi helt frem til Frederik d. 9., konge fra 1947-1972, før vi kan tale om noget, der ligner fred. Men deltog vi ikke alle i den Kolde Krig? Deltog Danmark ikke som rengøringshold i Koreakrigen? Var vi ikke medlem af NATO, der både bedrev terrorvirksomhed og bidrog til gen-oprustning af Europa? Var vi ikke allierede med USA, der overfaldt lande overalt i verden? Fik amerikanerne ikke også lov til at okkupere Nordgrønland og installere atomvåben? Den Kolde Krig var ikke fredelig, den var bare kold – og det var den jo ikke engang.

*

Vi plejer også at sige, at det lille land er et sted med frihed. Vi har endog en Frihedsstøtte. Spørg en ungersvend i dag om, hvilken slags frihed der tales og skrives om, og de ville ikke ane det. Er det ikke noget med 2. Verdenskrig … ? For nu at de forvirrede millennier ikke skal føle sig forfordelt, så kan de med rette hævde, at de blot fuldfører den proces af korrumpering, der startede med babyboomerne, 68’erne, den første forkælede, historieløse generation, der mente, at historien og alle traditioner skulle ned i skraldespanden, så de kunne hengive sig til deres øjebliksbillede af et velfærds- og forbrugersamfund – et samfund som de først sagde, at de sked på, men som de senere overhalede indenom og ikke kunne få nok af. Hykleriet var i høj kurs, dengang som i dag.

Frihedsstøtten står selvfølgelig for landboreformerne og stavnsbåndets ophævelse i 1788 og dermed et pusterum for herremandsvældet, det agrare slaveliv, det stygge samfund med ridefoged-slavepiskere, torturinstrumenter, livegne og stavnsbundne. Slaveriet var ikke kun noget med negerhandel derude i udkantsverden, det var normen på egen jord. Feudalismen skabte de få rige og de mange fattige. Har vi et baglæns déjà-vu? Det burde vi have, hvis vi formår at holde det ud i strakt arm og spørge: hvordan var det dengang? og dernæst hvordan er det hér og lige nu? 

En af de mest farverige og betydningsfulde skikkelser i overgangstiden fra feudalisme til oplyst enevælde var Christian 7. livlæge Struensee. At han var berygtet, skyldes bla. at han var dronningens elsker. Men via den politiske magt, han fik – og husk at kongen var kronisk skizofren og ude af stand til egentlig regeringsførelse – var han mindst 100 år forud for sin tid i sit samfundssyn. Han udsendte i egenskab af geheimekabinetsminister – minister for det hemmelige statsråd – ordrer om forenkling af statsbureaukrati, begrænsning af godsejernes indflydelse, indførelse af pressefrihed, afskaffelse af tortur, bedre forhold for bønder, afskaffelse af særlige privilegier for særlige støvleslikkere. Det var tiden ikke lige klar til, så støvleslikkerne foranstaltede et statskup og henrettede ham vha. den dødbringende tortur, som han ønskede afskaffet: hjul og stejle. Alle Struensees oplysningstidsidealer er siden forsøgt realiseret, men er altid blevet spist op indefra. I dag har bureaukratiet i det lille land 1.3 millioner ansatte, godsejerne har købt 80% af landbrugsjorden tilbage via EU-tilskud, familieejet landbrug er blevet urentabelt, støvleslikkeri har kronede dage. Og for nylig har man genindført tortur, for nu skal man bære masker, sidde i husarrest og lade sig pumpe fuld af eksperimentelle giftstoffer for at please de nye herremænd.

*

Friheden havde kun en ganske kort tid efter stavnsbåndet, for efter et pusterum blev herrmandsvældet afløst af industrialist-vældet. Fra de engelske kulminer, uld- og bomuldsspinderier og jernstøberier bredte industrisamfundet sig, og et nyt slavesamfund, en feudalisme 2.0 overtog, hvor Konstantin den Stores feudalisme version 1.0 slap. 

Jamen, var industrialismen da ikke en velsignelse? Ikke hvis man spørger udkantsmenneskene i udkantsverden, undermenneskene i imperialismens kolonier. Uden imperialisme og kolonikrige, undertrykkelse og massemord og livslangt lorteliv for undermenneskeheden, ingen industrialisme. Vi fik også vore egne undermennesker fra underklassen, fabriksarbejdere, proletarer, de nye daglejere, der stillede op i køen en gang om ugen og fik langet en stak underbetalte kroner og ører i en lønningspose henover skrivebordet i baglokalet. 

Javist, der var en smuk og gylden periode, La Belle Epoque fra 1870’erne til 1910’erne, hvor borgerskabet – i hvert fald i Paris –  nød godt af de industrielle tiltag. Al industri er ikke af det onde. Det var fremskridtet, sagde man. Gaslyset tændtes, bilerne rullede frem på gaderne sammen med knallerter og cykler. Fotografi og film var til offentlig beskuelse, man så flyvemaskiner på himlen, kemi og industri sydede i baglandet, og Eiffeltårne og Frihedsgudinder ragede op i himlen. De lavede verdensudstillinger om fremskridtet. I det lille land så vi de første maskiner. Selvbinderen og mejemaskinen skulle få en stor fremtid i et kommende foregangsland for industrialiseret, mekaniseret og kemisk forurenet landbrug.

Men industrien forberedte også noget andet og mindre smukt. La Belle Epoque var pludselig slut. I 1914 rullede industrialisterne og bankmændene deres nye maskineri ud, en anden og mere makaber form for mejemaskine. Maskinen var beregnet på at meje menneskemasser ned. Det lille land blev i første omgang sparet for det værste. Det havde på sin vis også kvajet sig gevaldigt overfor Preussen i den Anden Scleswigske Krig i 1864, så der var ikke meget krudt tilbage. Først med et svækket Preussen i 1920 kunne landet stjæle halvdelen af Schleswig tilbage. Danmark til Ejderen skulle aldrig være bragt på banen, det skulle have været Danmark til Dannevirke og dermed punktum. Men nej, den daværende konge af huset Glücksburg, den regerende tyske lavadel, kendte ikke sin begrænsning. Efter blot ét år på tronen gjorde Christian d. 9 sin første fatale fadæse i og ødelagde det lille land, som hans slægt havde raget til sig.

*

Så fik da det lille land en grundlov i 1849. Det var i øvrigt her, at den krig, vi glemte i skyndingen, Den Første Schleswigske Krig startede som et borgeroprør sydfra. Danmark havde fået pøbelvælde, så det benyttede schleswigerne sig af. Men grundlov, ja. Fint skulle det være, en forfatning, som de sagde derude. Den var fuld af fine ord og gode intetioner. Her tales og skrives om ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, trosfrihed, ejendomrettens ukrænkelighed og værnepligt – den er sidenhen afskaffet, for en hær bestående af udkommanderede borgere vil ikke være med til, når den tid kommer, at skyde på deres egne medborgere. Der tales i grundloven om magtens tredeling for at undgå overgreb på befolkningen. og en hel masse om, hvad kongen kan og ikke kan. Det handlede meget om at få enevælden parkeret, dengang. Hvor mange har egentlig læst grundloven? Politikere i dag har lige så lidt respekt for den, som læger har for lægeløftet. Grundloven er sidenhen blevet revideret flere gange, uden at den er blevet bedre af det. Hvorvidt magten i realiteten er tredelt længere, kan der stilles kraftigt spørgsmål ved.

Første Verdenskrig gik hen over hovedet på det lille land – bortset fra en stak gulashbaroner, der tjente kassen på andres død og ødelæggelse og efterfølgende blærede sig ved at opføre opulente palævillaer. Nogle af dem, der måtte æde baronernes dåseføde, var de tvangsudskrevne mænd tilhørende det danske mindretal i Nordschlesvig. Sidenhed blev de kanonføde sammen med de andre mænd i skyttegravene. Hvis ikke de døde af den spanske syge, det biologiske masseødelæggelsesvåben fra de amerikanske militær-laboratorier, der genstartede og vandt krigen, efter at den formelt var afsluttet ved Bretsk-Litovsk-freden. 100 millioner omkom under og efter krigen af The Army Flue. Men … de nordtyske danskere tilhørte jo ikke det lille land, for de var jo bagtroppen, der blev ladt i stikken ved tilbagetoget i 1864.

Mon ikke vi skal sige, at 2. Verdenskrig var lidt i samme skuffe? Ikke i det fjerne ubemærket som sådan, men skal vi ikke lægge lidt proportion og perspektiv: de fem onde år, javel, besættelse, rationeringsmærker, møkelægningsgardiner og kaffeerstatning. Men det var for absolut intet at regne med, hvordan krigen ødelagde omverdenen. Tyskland for eksempel. Nååee, jamen de var jo selv ude om det, sagde de allierede sejrherrer i krigen, der bagefter gav sig selv lov til at skrive verdenshistorien – for det er jo det, man gør. Først lyver man, for ellers bliver der ingen krig. Så lyver man igen for at holde den kørende. Men så, bagefter, fortæller man pludselig den rene og skære sandhed. Hokus-pokus, løgn er blevet til sandhed blot ved at nedskrive den og kalde det for verdenshistorie. Hvad krigsherrerne ikke skrev i den officielle version var, at det var dem selv, der havde ønsket og arrangeret begge verdenskrige. Misundelsens Imperium smadrede deres konkurrenter med statskup forklædt som revolutioner og verdenskrige og smurte skylden af på deres ofre. Sidenhen skrev de skolebøger, så også børnene i både de store lande og det lille land kunne lære om deres bedrifter. Også her til lands lider vi af ‘den engelske syge’.

*

Hvordan gik det så sidenhen for det lille land? Ja, det er den omvendte historie om den grimme ælling. Først gik det rimelig godt, og siden gik det grueligt galt. Først var der fede tider med velfærd og fuld beskæftigelse, bil i garagen og charterferie på Solkysten. Hvis vi havde brug for lidt ekstra penge at slå os løs med, så tog vi bare et nyt statslån. Bare spørg den flinke statsminister i de fede tider, Anker Jørgensen. Spørg også hans efterfølger Poul Nyrup, der måtte arrangere et finansielt statskup for at få den rare fagforeningspamper ud af vagten og forhindre et galloperende velfærds-bankerot.

Sidenhen er det kun gået tilbage i det lille land. Den anden Rasmussen, ham med Irakkrigen, EU-sammenklaskningen og NATO-kasketten, bragte det lille land ud i en stribe angrebskrige mod lande, som ingen danskere nærmest havde hørt om før, og som aldrig havde gjort os noget. Og det gjorde vi, fordi USA mente, at det ville være en god ide for dem. Hverken Lille-Lars og Axelborg-mafiaen ejheller gynokratiet Helle og Mette har bibragt det lille land blivende værdier for fremtidige generationer. Med mindre løgn, statsterror, underslæb, korruption, landsforrædderi, bestikkelse, finanssvindel og andre herligheder skal regnes som blivende værdier i det nye normale. I så fald kan vi regne med, at ugerninger og dårlig stil vil blive solgt under falsk varebetegnelse pakket ind i guldpapir med rød sløjfe.

Der var et lille land. Det var såmænd yndigt, dengang. Vi taler i datid, for det er under afvikling. Nogle rige onkler i jakkesæt nede i Europa bag skudsikre ruder, overvågningskameraer og bodyguards – eller hvor de nu befinder sig i den digitale sky for tiden – har besluttet, at den dér upraktiske ide med folkestyre og nationalstater skal afskaffes. Det synes folkestyrets indvalgte sjovt nok også er en vældig god ide. De har transhumant postdemokrati på hovedmenuen, og de er i fuld gang med serveringen for tiden. Pseudopolitikerne har tilsyneladende accepteret rollen som bestyrere af et ekspeditionskontor og forvaltere af et servicerende forretningsorgan. De yder ikke længere service for de, der betaler med hele deres levende arbejdskraft for at holde dem kørende, men for at de rige onkler dernede, derude og deroppe ikke skal føle sig dårligt tilpas. Man bider jo ikke den hånd, der holder et pistolløb for ens hoved, gør man vel?

*

På mindestenen for det lille land vil der indhugget stå de fire vers:

Der var et yndigt land,
det stod med brede bage
af hængerøv og slid
det vred og vendte sig sig i angst,
for død og mangen plage;
Ej længer Freyas sal.

Dér sad i fordums tid
de jakkeklædte tumper,
udhvilede fra nid;
så drog de frem til folkets mén,
nedlukningslumpne løgne
bag Borgens kampesten.

Det land er blevet grimt;
thi giftigheder virker
i jord og vand og krop,
og karriére-kvindekøn
og mænd foruden klunker
bebo de danskes øer.

Hil Holger i din katakomb!
Du tog dig nok en snummer,
en morfar og en lur.
Vort gamle Danmark skal forgå,
sov sødt, du lille Jumbo
i tornerosesøvn.