Livet, døden og musikken

Der er intet mere originalt end selve livet.
Så hvad er den bedste måde at fejre livet på?
At give noget originalt tilbage til livet.
Wayne Shorter

Jeg tror, at tiden kun er ét øjeblik. Det er al den tid, der er.
Så i går, i dag og i morgen et kun ét øjeblik.
Joe Zawinul

Vi er evige væsener.
Vi har bare ikke evnen til at huske mere end vort eget liv.
Der er liv og død. Døden er blot den del af livet, der forvirrer folk.
Wayne Shorter

Når vi skal dø, får vi en ny fødselsdag.
Vi fik fødselsdagen til livet, dengang.
Nu får vi fødselsdagen til evigheden.
Joe Zawinul

*

Disse udsagn stammer fra to mennesker, der begge i deres musikerskab beviste deres særlige kompetence til fuldtud at befinde sig i det evige nu. Samtidigt stammer det fra to herrer, der på tidspunktet for udsagnene havde tilstrækkelig livserfaring til at formulere, hvad det hele drejer sig om, og hvad det var, de hele tiden havde gjort. Som det vil være mange bekendt, udgjorde de kernen i det legendariske ensemble, der i 70-80’er bevirkede, at både jazz, rock, klassisk musik og en række etniske stilarter blev bragt i stue sammen på en måde, der ikke virkede påklistret, kunstigt eller demonstrativt men skabte en helt særlig organisk lyd, der, som Wayne Shorter siger det: var helt original.

Navnet på det legendariske band var selvfølgelig Weather Report. 
Det, de to mænd siger her, er det, de var og det, de gjorde. They walked the talk.
Hvorfor er deres udsagn så troværdige og dybe? 

Fordi vi ikke er i tvivl, hvis vi er udstyret med ører i hovedet, for det er et stykke evighed, vi hører og mærker, et stykke af livet, der altid har været og aldrig ophører. 

Joe Zawinul døde 11 september 2007 som 75 år gammel.
Wayne Shorter lever stadig og er 88 år gammel.

*

Medlem af det berømte ensemble i fem år var den mest bemærkelsesværdige bassist, verden nogensinde har set. Hans navn var Jaco Pastorius. Han døde i ung alder efter et meningsløst angreb fra en dørmand på en klub. Han nåede at blive en legende i levende live. Han var et dedikeret familiemenneske og far til to døtre og en søn. En dag i en samtale med sin bror bryder han ud i gråd. Da broderen spørger, hvad der er galt, siger han: Jeg ved, at jeg kommer til at dø, når jeg er 34 år gammel. Vil du tage dig af mine børn? Manden var synsk og havde set sin egen skæbne.

*

Jeg kender mange historier om musikere. Men jeg kender ikke noget eksempel på, at en musiker er faldet død om på scenen midt i et stykke musik. 

Jeg har en teori om, hvorfor det ikke finder sted. Vi ser her bort fra, at også musikere bliver gamle og svagelige, og kun et fåtal vil stå på scenen i det naturlige dødsøjeblik. Det er dog statistik, der ikke siger ret meget kvalitativt om hverken liv eller død. Teorien går ud på og tager højde for, at musikudøvelse er en i højest tænkelig grad livsfremmende og livsbevarende handling. Døden har stor respekt for livet og er derfor villig til at udsætte dødsøjeblikket af respekt for musikken.

Det er som sagt en teori baseret på en formodning, som du derfor kan gøre med, lige hvad du vil.

*

Sagt om Djævelen af Martin Luther: Han er en dårlig musikant. 

Sagt om 1800-tallets store violinvirtuos Nicola Paganini: Han må være djævelen selv – siden han udførte greb på violinen, som blev anset umulige. Det var før, hans berømte-berygtede etuder og cappricio’er havnede på standardrepertoiret for enhver ung violinist, der havde ambitioner om at vinde den næste Tjaikovskij-konkurrence i Moskva og dernæst bruge det som show-off ekstranumre i sin kommende karriere som solist.

I den berømte frise i den store Mariakirke i Lübeck ses Døden fra Lübeck. Det er Dødedansen, et af middelalderens kulturfænomener. Døden personificeret som et skelet danser foran i kædedansen. Som Rottefængeren fra Hammeln danser alle på linje efter Døden, der spiller på violin. Dansen er et Memento Mori, husk døden. Men hvad vil det sige at huske døden, og hvad skal vi huske? Vi skal huske, at ingen undslipper døden, og at i døden er alle sjæle lige stedt. Så efter Døden med violin danser både kongen, biskoppen, herremanden, købmanden, soldaten, borgeren, bonden, den unge pige og barnet (H.C. Andersen: Historien om en moder). Jo mere højrøvet du er i livet, jo mere ilde stedt er du i døden.

*

Requiem er en dødsmesse. Titlen stammer fra den latinske hymne Requiem Aeternam – den evige hvile – der indgår som et led i Requiem-messen. Disse tekster med tilhørende enstemmig melodi stammer fra middelalderen og indgik i kirkens store samling af hymner, som senere tider har kaldt for gregoriansk sang. 

Senere tider har trukket på denne fond, denne umådelige melodiske-tekstlige skat og vævet den ind som tråde i store musikværker. Den sene middelalder og renaissance byggede katedraler af multistemmig struktureret lyd på disse hymner – bygget som katedralerne selv på hellig geometri. Luther har hørt dem udsat af sin yndlingskomponist Josquin Desprez, renaissancens Mozart. Mozart selv siges at have fået en bestilling på sit store Requiem for kor og orkester fra en maskeret person. Inden han var færdig, døde han, og hans elev Süssmeyer måtte skrive det færdigt. Johannes Brahms skrev sit Ein Deutsches Requiem men undgik de originale tekster og byggede det på en samling af tekster fra Salmernes Bog, Jobs Bog og Johannesevangeliet, m.m. 

Giuseppe Verdi gjorde requiet til et stykke dramatisk opera. Den mest dramatiske sats er Dies Irae, Vredens Dag, der omhandler Dommedag som beskrevet i Johannes Åbenbaring. Måske husker du den fra filmen Den Enfoldige Morder, hvor den svenske instruktør Hasse Alfredsson skaber et voldsomt ekspressivt billede af den enfoldige landarbejder, der både er vidne og offer for den inkarnerede feudalistiske ondskab personificeret af godsejeren – spillet af instruktøren selv. Man ser den unge mishandlede mand med det forhånede hareskår gå i beslutsom vrede over marken med en le i hånden akkompagneret af to engle og på vej mod jernstøberiet og ombringelsen af godsejeren. 

Den første komponist, der i nyere tid vendte tilbage til den originale sekvens af hymner, var den franske komponist og organist Maurice Duruflé. 
Tjek også Vokalmusik 1999-2008 > Requiemfragment

Requiem er et stykke liturgi. Hvilket vil sige den måde, som en højmesse er bygget op på. Det gælder for søndagsmessen eller den tilsvarende på en given helligdag i jul, pinse, påske, m.m. Tanken er, at de levende sjæle har mulighed for at hjælpe den dødes sjæl på rette vej i det hinsides. Denne tanke er dog på ingen måde en kristen tanke men findes i alle kulturkredse til alle tider. To af de store kendte kulturkredse har en liturgi – hvis vi skal bruges vores eget udtryk for det ritual, der svarer til en messe, og som fandtes i disse kulturer og deres – igen vores udtryk: religiøse praksis: den Egyptiske Dødebog og den Tibetanske Dødebog. 

Liturgien i tibetansk buddhisme, der hører til håndtering af den dødes sjæl, er kendt, for den er stadig levende. Der gøres rigelig brug af musik og musikalsk organiserede lyde. Den egyptiske udgave er kun kendt som overleverede skrifter og de billeder, der findes som kartoucher i templerne. Den er alligevel specielt interessant, for den danner grundlaget for den kristne opfattelse af Dommedag. Vi må kraftigt formode via studier af tekster og billeder, at egypternes liturgi ang. den dødes sjæl også har været akkompagneret af musik. Her er sjælen en fjer, der lægges på den ene af to vægtskåle. På den anden skål lægges sjælens synder. Heraf udtrykket: vejet og fundet for let. Hele billedet med gudinden Justitia stammer herfra. Hverken romerne eller deres direkte arvtagere, den katolske kirke, var meget for at tale om ophavet til deres liturgi.

*

De levende og de døde befinder sig ikke i adskilte verdener – selvom de på sin vis gør.
De befinder sig i et interaktivt kontinuum. Hvad menes der med det?

Al religiøs praksis i alle kulturer har et shamansk ophav. Med andre ord: det stammer fra tidligere kulturers praksis for håndtering af livet og døden, som forskere, der mener, at de har opnået indsigt i disse kulturers praksis og livsforsåelse, har kaldt det. De brugte et udtryk fra etnologiske studier af nomadekultur i Sibirien/Mongoliet, hvor den skikkelse, der håndterede kontakten mellem de dødes og de levendes verden, blev kaldt for en shaman. De kunne have brugt alle mulige udtryk for det. Som danskere har vi et adgangskort til forståelsen via vores koloni Grønland og dens eskimoiske (Innuit) kultur, hvor skikkelsen kaldtes for en åndemaner. 

Der findes 1000’er af ord for den funktion, som skikkelsen udøver i de 1000’er af kulturer, vi kender: medicinmand, healer, heks, troldmand, præst, medie, … 

I det interaktive kontinuum tager mennesker ofte brug af folk med særlig disponering for at formidle kontakt. Andre gange sker det via et etableret ritual. Et eksempel er den levende tradition i Mexico for De Dødes Dag. Vi har en svag reminiscens i vores kultur som Alle Helgensdag, der er blevet perverteret-afstumpet som amerikaniseret Halloween med åndsvage barnagtige græskarhoveder og dumme børn, der tigger om slik. I Mexico tager de stadig især på landet på en årlig udflugt til kirkegården, hvor de tænder lys for de døde og fejrer-og-mindes dem hele natten til den lyse morgen. Det er et ægte ritual fuld af mening.