Møde med chefen

Goddag, hvad kan jeg hjælpe med?

Jeg har en aftale med chefen.

Sekretæren bag bordet i den enorme forhal signalerede ikke just det, man normalt forstår ved imødekommenhed. Det skal så siges, at det ikke normalt er et sted, man kommer i civilt ærinde. Det vil føre for vidt at forklare, hvordan det lod sig gøre, men via forbindelser, ihærdighed og en god portion held lykkedes det mig at nå så langt som til forgården til det allerhelligste.

Vi tager ikke imod besøgende uden særlig klargøring, så vær venlig at tage plads.

Hvilket jeg gjorde uden protest. Det lå lissom i luften og tonefaldet, at her var der ikke servicering eller forhandling om noget. Jeg vil lige benytte lejligheden, mens jeg venter, til at nævne den mildest talt intimiderende entre til de hellige haller med engle udstyret med flammesværd og andet security-grej. Jeg skal indrømme, at jeg nok ikke havde regnet med at komme videre end til forgården men at blive lynekspederet via døren i venstre side med skiltet ‘Ad Helvede til’. 

Nu sad jeg så her uden andet valg end at lade det komme an på isbjerget med knold i nakken bag skranken. Hvor lang tid, der gik, er svært at sige, og jeg må være faldet i staver, for jeg havde ikke bemærket noget, før en skikkelse prikkede mig på skulderen.

Vær venlig at følge med. Chefen vil gerne tale med Dem på sit kontor.

Så var det tid. Jeg skal gerne indrømme, at det ikke var uden en vis nervøsitet. Jeg havde forventet at blive lukket ind noget i stil med en gigantisk tronsal med chefen på tronen omgivet af yderligere sikkerhedspersonale. Det var derfor lidt af en overraskelse at ankomme ad en smal trappe til et bibliotekslignende lokale med bøger fra gulv til loft. 

Kom bare nærmere, jeg sidder herinde.

Stemmen kom fra omme bag en reol, der delte rummet op. Og der sad han så, chefen. En herre med gråt skæg af ubestemmelig alder, lidt til det ældre vil jeg mene. Lugten af cigar var ikke til at tage fejl af.

Jeg regner ikke med, at du er sart med røgelse. De siger, at jeg burde holde mig fra det, men da jeg, som du ved, er udødelig, så har jeg svært ved at se formålet med afholdenhed. Sid ned. Er du til et glas altervin, for det er jeg.

Som antydet var det ikke det scenarie, jeg havde forventet, men det var også min fornemmelse, at scenen var skabt til lejligheden for ikke at være for uvant.

Nå, jeg håber ikke, de var for hårde ved dig derude. Jeg bryder mig egentlig ikke om alt det gear og hejs og alle de formaliteter, men sådan kan de godt lide det. Jeg skal jo også tage hensyn til medarbejderne. De passer deres, og jeg passer mit.

Jeg vil gerne sig tak for, at De tog Dem tid at mødes. Men først må jeg lige spørge, hvordan jeg må tiltale Dem, for det har jeg ingen anelse om?

Ja, det er jo det, er det ikke? Alle de navne, som jeg render rundt med. Men bare du og ikke De, ikke sandt. De kalder mig jo alt muligt der nedenfor skyerne. Hvad plejer du at kalde mig!

Jeg tror nok, jeg plejer at kalde dig Gud. Men jeg kan godt høre, når jeg nu sidder her, at det jo ikke er et navn men en titel. 

Det er fint for mig. I realiteten er jeg navnløs, men det er jo heller ikke til at holde ud. Sig til, hvad du har lyst til at snakke om. Jeg er til hvad som helst, og jeg skal fortælle dig, at det godt kan blive lidt ensomt en gang imellem heromme i baglokalet. Al den alvidenhedhed på hylderne, det kan til tider være belastende. Jeg er også en anelse nysgerrig, for det kan være svært til tider at etablere kontakt til folk som dig. Så jeg har egentlig set frem til en hyggelig sludder her i mit baglokale. Skål, lad os lige smage på vinen, det skulle være en god årgang.

Gud – nu kalder jeg dig bare det sædvanlige – det siges jo, at du er almægtig.
Men jeg har aldrig forstået, hvad det vil sige?

Det er jo et interessant spørgsmål. Det er et meget misforstået begreb. Du må forstå, at jeg er i stand til lidt af hvert. Samtidigt må du forstå, at jeg har lovet mig selv og min kundekreds, hvilket vil sige det universelle begrebsfelt og kosmos, som vi kender det, at jeg ikke blander mig i, hvordan de her-og-der-boende væsener agerer. Hvis de vil gøre dét, så kan de gøre dét. Men alt har konsekvenser. Misforståelsen går på, at man tror, at det er mig, der sidder heroppe bag skyerne og omme i baglokalet som en sur bogholder og holder regnskab og trykker på knapperne. Folk ser det som en straf ovenfra. Det er det ikke. Da du ankom til det sted, hvor du bor – og du kommer jo fra det sted, der kaldes for Jorden – så vidste du allerede på forhånd, hvad du gik ind til. Du vidste også, at da du valgte at synke ned gennem lagene af tæthed og fysisk tilstedeværelse, så valgte du samtidigt at nulstille din hukommelse om det valg, du havde truffet samt de erfaringer, du havde gjort forinden. Det, I kalder for Guds straf for at synde, er den straf, I har indvilliget i at idømme jer selv, når I vælger at se bort fra konsekvenserne af jeres egne valg. 

Giver det mening?

Jeg tror, det giver mening, men samtidigt er jeg lidt forvirret, for jeg har jo fået at vide, at mennesket ikke har en sjæl, før vi bliver født, og at sjælen efter døden enten kommer i Himlen eller ryger lukt i Helvede. Og så er der den ide om kødets opstandelse. Hvad skal skal vi med alt det kød, hvis vi bare bliver til spøgelser?

Skal vi starte med spøgelserne? Det er sjæle, der med stor modvilje og uafklarethed ikke har forladt deres lokale eksistens og dermed er havnet i Limbo. De vil ikke give slip, de ønsker at spole den tabte tid baglæns, hvilket ikke kan lade sig gøre. Dernæst skal du vide, at din kirke kendte til eksistensen af sjælens vandring og genfødsel, men at det blev udskrevet af det kanoniske godkendelsesfelt i det, der ifølge jeres tidsregning var det 3. århundrede. Den med kødets opstandelse er simpelthen noget vrøvl. Jeg ved godt, at det figurerer et sted i jeres Credo, altså det I bekender, at I tror på, men det bliver det ikke mindre forvrøvlet af. Samtidigt er der på sær vis noget sandt i det, da sjælens inkarnerede bosted, som den forlod ved den kropslige død, efter eget ønske kan genetableres i et nyt inkarneret bosted. Det burde bare ikke have hedde kødets opstandelse men kødets gendannelse eller noget i den stil, og det giver ingen mening uden medregning af reinkarnationen.

Er det derfor, at mennesker er så bange for at dø?

Mennesker er bange for at dø af en række årsager, og en af dem er selvfølgelig, at der er visse andre mennesker, der ønsker at tage livet deres medmennesker og har det, I kalder invsteret interesse i, at der er en permanent dødsangst tilstede. Men ja, du har ret i, at angsten for døden har at gøre med, at mennesker ikke forstår sammenhængen mellem liv og død. Døden er en fortsættelse af livet, livet er en fortsættelse af døden. Det er et kontinuum. Der er en grund til, at mennesker, der har prøvet at dø før tiden og er vendt tilbage, ikke længere frygter døden. De har set, at døden ikke er en tilintetgørelse af livet men en transformation af livet.

Vi har også fået at vide, at vi som mennesker er skabt i Guds billede.
Det kan jo godt virke lidt blasfemisk, og hvad vil det overhovedet sige?

Det kommer an på, hvad det henviser til. Der er den dårlige nyhed, og så er der den gode nyhed. Lad os starte med den dårlige. Der ankom for mange år siden nogle væsener til din planet Jorden, der syntes, at de havde beføjelser til at fifle med jeres genetik. De kaldte sig selv for guder, da de var meget mere avancerede end jer. Til gengæld var deres moralsæt ikke specielt højt, og selvom de forførte menneskene til at underkaste sig deres love mod bestikkelse med – skal vi sige – visse former for teknologisk legetøj, så forbrød de sig mod de love, som er vedtaget af det Universelle Råd. Du ved det måske ikke, men der findes et sådant. Intet kan finde sted i de galaktiske samfund, uden at alle involverede parter er enige og accepterer aftalen, men disse typer fandt et smuthul, hvor de vildledte folk til at tro, at aftalen var til deres fordel. Det er derfor, at mennesker på jeres planet har levet ifølge et usundt styresystem med global militær undtagelsestilstand i 16.500 år.

Den gode nyhed er til gengæld i en helt anden kategori. Det er, hvad jeg vil sige, den rigtige betydning af udsagnet. Det betyder, at der ikke er væsensforskel på mig og jer. Vi har det samme væsen. Der bor et stykke af mig i jer, og der bor et stykke af jer i mig. Vi er ens og alligevel forskellige. Der er her, der bliver svært at tale om, for vi har ikke det samme sprog. I jeres sprog er der ikke plads til paradokser og multidimensionelle virkelighedsbegreber, så jeg taler med jeres sprog i dagens anledning. 

Jeg forstår stadigvæk ikke helt, hvordan vi skal forstå det. Vi er jo ikke Gud eller guder, bortset fra visse typer, der mener, at de har sat sig selv i den høje stol, mens chefen var til møde – hvis du forstår, hvad jeg mener. 

Jeg forstår præcist, hvad du mener. Det er derfor, de kalder mig alvidende, ikke sandt 😉

Det var netop de typer, som du siger, der satte sig i stolen, der startede den skrøne om, at mennesker for det første var født onde. Dernæst at de var magtesløse. Dernæst at de var dumme. Og dernæst, at de var nødt til at leve med alle former for lidelser, sygdomme, krige, hungersnød og alle Egyptens plager, og at det hele var noget, som jeg havde besluttet på deres vegne for at straffe dem for deres ulydighed.

Ja, og det er vel her, hvor alle betvivlelserne og anklagerne ankommer i stil med: Hvordan kan den gode, alvidende og almægtige Gud byde den lidende menneskehed disse uhyrligheder. Han er afskaffet lige på stedet!

Lige netop. Det lykkedes typerne, der satte sig i stolen, at bilde menneskeheden ind, at evig lidelse var en livsbetingelse på dette gudsforladte sted. Det lykkedes dem også at bilde folk ind, at en blind og betingelsesløs tro på dette billede af en ondsindet tyran var nødvendigt for at undgå evig fortabelse. Du skal vide, hvor mange gange jeg har taget mig til hovedet over dette svindelnummer. Men jeg har med min stab af ansatte indgået den aftale, at jeg ikke blander mig. Det hedder aftalen om ikke-intervention. Jeg og det Universelle Råd skal direkte anmodes om en ny aftale, og anmodningen skal ankomme fra en enig gruppering af involverede.

Men det kommer vel ikke til at finde sted? Menneskeheden bliver aldrig enige om noget i den stil. Er vi så ikke evigt fortabte?

Der tager du fejl. Henvendelsen har allerede fundet sted, og en fredsaftale som afløsning for den årtusind lange militære undtagelsestilstand er allerede indgået. Du har bare ikke hørt om den endnu, fordi tågerne af forvirring på din planet er så tykke. Du skal også vide, at det, du kalder for menneskeheden, ikke er de eneste levende intelligente væsener på din planet. Selvom jeg kan forstå, at begrebet er faldet i unåde hos de, der råber højest dernede, så findes der forskellige racer af væsener, der har evnen til ikke at vise sig for jer. Disse har længe været stærkt bekymrede for det sted, som også de kalder for deres hjem, og for fem år siden blev aftalen indgået. Der er stadigvæk folk med magt over mennesker, der ikke respekterer denne aftale, og nogle er allerede blevet bortvist fra planeten. Deres tiloveresblevne undersåtter lader for tiden, som om intet var hændt, men de regerer kun på lånt tid.

Men vil disse magthavere ikke være i stand til at gøre uafvendelig skade på menneskeheden, selvom de, som jeg kan forstå, er sat fra bestillingen? Alle har hørt om Syndfloden, og den sagde de også var din skyld. For mit vedkommende har jeg altid haft det lidt svært med den historie.

Et spørgsmål ad gangen. Det kan jeg godt forstå. Der er flere fing i den historie, der godt kunne trænge til at blive belyst i stedet for at være mørkelagt. For det første er der ikke kun én syndflod men flere. Den ene har at gøre med en masse is, der smeltede engang for 12.000 år siden, og da smeltevandet begyndte at få vandene til at stige, så blev folk nødt til at forlade deres bosteder ved kysten og søge tilflugt i indlandet. Den anden har at gøre med, at nogle af de folk, der beboede et af de jordiske kontinenter, der ironisk nok i dag er dækket af is, valgte at bruge deres tekniske legetøj på destruktiv sæt-og-vis – særdeles destruktiv. Bagefter valgte de at give mig skylden for det, fordi de havde ikke mod og mandshjerte til at fortælle de overlevende, hvad de havde gjort. Begge dele af historien er særdeles virkelige, og alle fortællinger fra gammel tid på jeres planet har en version af dem. 

Dit andet spørgsmål gik på, om de nuværende ledere, mens de mærker jorden brænde under sig, er i færd med at udøve den samme udåd. Det har du helt ret i. Men hvis du også spørger, om det vil lykkes for dem, så  bliver mit svar til dig, at det kan jeg ikke fortælle dig. Din Gud er ikke en facitliste, og jeres skæbne er ikke en køreplan. Det ville være imod spillereglerne, for det er som altid op til jer, at tage imod en håndsrækning eller endnu engang afvise den. Det er det, som jeres filosoffer kalder for fri vilje. Hvis I ikke var udstyret med en sådan tingest, så ville jeres ophold dernede være forgæves. 

Det var med den bemærkning, at jeg kunne fornemme, at samtalen med chefen var ved at finde en naturlig afslutning. Min liste over spørgsmål var langt fra udtømt, men når jeg tænker over det bagefter, så indeholdt svarene også antydningen af svar på mange af disse spørgsmål. Jeg kunne for eksempel godt have tænkt mig at høre lidt mere om Gud og Djævelen, og hvad den historie handlede om, men svaret ligger måske gemt i de andre svar. Det er noget med den fri vilje, og det valg, vi er nødt til at gøre. Jeg tænker, at jeg har fået noget at tænke over.

Turen ud gennem det hellige og forgården foregik mere gnidningsløst end turen ind. Det var måske forventeligt, da et stakkels menneske, der lige har fået lov til at sidde i møde med chefen, nok ikke udgør den store sikkerhedsrisiko længere. En hændelse var imidlertid, da en af de voldsomt imponant-intimiderende keruber eller serafer, eller hvad de nu kalder sig, spurgte mig:

Nå, du har nok lige været inde hos chefen. Hvad talte I så om?

– hvorefter jeg måtte sige til fætteren iført vinger og flammesværd:

Det kan jeg desværre ikke sige noget om, for det ville være imod spillereglerne og den aftale, jeg indgik med chefen.