Skyggespillet – syv korte essays

Skyggespillet

Der foregår en krig for tiden. Vi ser den kun udspille sig som skyggeteater bag en semitransparent skærm. Vi hører kun dens fjerne rumlen i baggrunden.

I ny og næ flyver der en gnist eller en granatstump over skærmen og et stykke forfjamsket rengøringspersonel kommer løbende med kost og fejebakke og bedyrer forpustet, at det ikke er noget og at vi blot skal lade som ingenting. For nylig fløj der et afhugget hoved over hegnet, og det til lejligheden yderligere befippede personel forsikrede os febrilsk om, at der kun var tale om en naturlig død. Beklager meget for dette intermezzo.

Der er bare det, at intermezzoet ikke synes at høre op, tværtimod. Det er ikke et inter-mezzo, et mellemspil, det er selve Spillet i dets sidste akt. Herefter et nyt spil med nye spilleregler.

Publikum i den store sal er forvirrede.
Se der! råber han, Det er en tiger, der er ved at spise en gammel mand!
Se der! råber hun, Det er den onde kejser, der igen er på spil!
Ser der! råber de I flok, Det er de gode, dem med hatte og masker og lange sværd!

Suffløren har til lejligheden vendt sin kasse om – der er ikke brug for ham i et skyggeteater, for de siger jo ikke noget, de rumler bare. Han stiger op af kassen og løfter armene mod det forvirrede publikum, der råber i munden på hinanden.

Stille, stille! I forstyrrer Spillet, når I råber i munden på hinanden. Lad mig forklare, hvad der foregår. Det er det store slag mellem dæmonernes og gudernes hære og tigeren er på de godes side. Stol på, hvad jeg siger, bare sæt jer ned og vent, i næste akt vil guderne udradere dæmonerne, for deres hær er ikke særlig stor, og den onde kejser vil falde, og der vil være underholdning og småkager til alle, og gudernes hære vil være der for at bevogte folk.

Og da publikum ikke ved, hvad de ellers skal mene om skyggespillet sætter de sig ned, men der er murren i krogene og hvisken på bagerste række. Da den første tomat flyver gennem salen og spolerer sufflørens uniform, får han travlt med at kravle tilbage i sin kasse og vende den om igen.

Hvad der herefter sker, må stå hen i det uvisse.
Vil skyggespillet fortsætte?
Vil guderne vinde over dæmonerne, og hvem vil publikum holde med?
Vil publikum smide deres tomater og brosten efter skærmen og afsløre, hvad der foregår?
Er det i guderne, der bærer masker og hatte og lange sværd?
Er tigeren lavet af papir og har kejseren tøj på eller ej?

Den syntetiske krænkelseskultur

Alle er krænkede over et eller andet for tiden. Politisk korrekthed og selvcensur har opfordret os til at være krænkede over … et eller andet, lige meget hvad.

Medier er fyldt med folk, der giver udtryk for at være krænkede, eller bekymrede typer, der hævder at forsvare andre, som de hævder er blevet krænket.

Vi bliver instrueret i, at alle ytringer indebærer en potentiel krænkelse, som vi har lov til, ja nærmest pligt til at fyre af.

I damebladene er der hele afsnit med krænkelsessider. De sociale medier svømmer over af udtryk for krænkelse. Taleradio og tale-TV er befolket med krænkelser, og krænkofile krænkagtigheder. Der er penge i krænkelser Vores sociale robusthed og smertetærskel er blevet så tynde som isen på en curlingbane.

Men når vi ind imellem vitterligt bliver krænkede, når en eller anden semi-sociopatisk narcissist vitterligt vader ind over vores eller andres grænser, så har vi til gengæld lært at holde os tilbage – vi kan ikke engang finde ud af at sige pænt fra i tide, for det ville jo være … krænkende.

Så jeg spørger. Hvor mange æggeskaller skal vi gå på for ikke at komme til at krænke andre?

Spurgt på en anden måde: Skal vi være konstant nervøse for hinanden og gå i en konstant tilstand af skyld, skam og frygt?

GU’ SKAL VI EJ! Vi skal ikke krænke andre med vilje, med mindre de selv beder om det. Vi skal sige og gøre, hvad vi skal, og hvis folk føler sig krænkede, så tager vi den derfra. Herudover bør horderne af nykrænkede måske overveje at tage sutten ud af munden.

Undskyld!

Ja undskyld mig, men hvorfor er det, at vi krummer tæer over at sige undskyld?

Det gør vi, fordi vi har misforstået udtrykket og glemt, hvad det egentlig betyder. Det er blevet et udtryk for noget ynkeligt, hvor en person, der siger ordet ‘undskyld’ hermed INDRØMMER sin skyld og falder om på gulvet og beder om tilgivelse, forladelse – allernådigst. Altså en form for underkastelse som en underhund, der ruller om på ryggen for at overhunden kan … lade være med at bide den i struben.

Det er helt i skoven, for ordet betyder NETOP ikke, at det er min skyld. Der ligger ingen indrømmelse i det. Tænk det lige igennem.

Oversættelsen af ordet ‘undskyld’ er: Nu skal du lige høre her. Du reagerer, som om du mener, at jeg jokkede dig over tæerne med vilje og som om, det var min INTENTION, at du skulle få dine skosnuder i klemme. Det var på ingen måde min intention, og måske vi begge to var uopmærksomme et øjeblik, så vil du ikke være så venlig at skrue dit fornærmede fjæs af og straks holde op med at se sådan på mig, så vi kan komme videre – i fuld fordragelighed.

‘Undskyld’ betyder altså: Gider du ikke at stikke din beskyldning op et vist sted, for den har ingen ben at gå på! Eller mere høfligt: Lad venligst være med at give mig nogen skyld, for skyld kræver intention, og der var jo ingen intention – vel?

Hvis vi forstår det, så behøver vi ikke længere hverken at krumme tæer eller være … krænket. Der var den s’gu igen.

Dagbog

Du skal skrive det ned, når du hører eller tænker det.

Et glimt af indsigt. Bagefter ved du hverken, hvad du indså eller hvad du tænkte eller hørte.

Alle mennesker skulle skrive journal og helst hver dag. Et problem er, at vi ikke kan skrive, mens vi tænker, fordi vi ikke skriver blindt. Alle burde lære at skrive blindt. Frigør din tanke.

Du skal skrive uden at censurere. Du er din egen værste dommer, men kan du ikke vente lidt med det? Kvinder er værre end mænd på det punkt, for de har lært i skolen, at det hele skal være perfekt. Mænd glemmer til gengæld rydde op i grafittien.

Husk hvad Goethe sagde om perfektion. Hvis vi ikke kan fejle, kan vi ikke vide, hvad det vil sige at leve. Tag det råd fra den mest perfekte af alle forfattere.

Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet, du bør og gør,

saa er det givet,
at alt i livet, –
det blev dig givet, fordi du tør.

For alt i livet,
som blev dig givet,
er lys og mørke i sammenspil,

og har du vovet,
og har du lovet,
og har du svigtet, så var du til.

Begik du livet,
bedrev du livet,
som det er givet, du må og skal,

så husk, at livet
er blevet givet,
til dig i kraft af et syndefald.

Tom Kristensen, Et mannakorn 1954

Træk vejret

Vi har glemt at trække vejret. Hvilket vi selvfølgelig ikke har, for det autonome nervesystem skal nok sørge for det, så vi ikke dør at iltmangel.

Hvad jeg mener er at trække vejret dybt. Det betyder ikke at gennemtvinge en hyperventilering eller overfyldning af lungerne. Det betyder trække vejret ind gennem næsen og give slip forneden.

Her er, hvordan jeg gør det og oplever det. Jeg lader den luft ånde ud, som kroppen selv ønsker, jeg skubber den ikke ud. Så ånder jeg ind gennem næsen i to omgange. Første gang går til der, hvor jeg kan nøjes med at ånde ind, hvis jeg kunne trækker vejret overfladisk. Så slipper jeg i underste del af maven og helt ned i skridtet. Fornemmelsen skal være en fornemmelse af fint prikkende energi op gennem rygsøjlen og helt op i hjernen. Så holder jeg måske vejret i et sekund og skifter til udånding gennem munden ved at foretage den lette lås op til næsehulen, hvorefter jeg ånder ud med lidt modstand i svælget, gerne med lyd på, og mens jeg mærker, at jeg ikke spænder op i maven.

Måske jeg skal øve mig lidt. Måske indfinder effekten sig først efter x-antal gange.

Jeg kan sagtens lave den 1-3 gange, når jeg sidder på mit arbejde, i transporten, i en stol i et hjørne. Jeg styrer bare udåndingen, så den ikke kan høres. Vi glemmer det i hverdagen og ofte i lange perioder. Al spænding, træthed, ked-af-det-hed stress, angst, nervøsitet er lagret i maven, så vi kun trækker vejret i midterfeltet. Vi går og holder igen på os selv.

Vi har godt af at etablere en ‘iltsøjle’ mellem Sacrum og Atlas = Helligdommen og Den Bærende Søjle – altså mellem hofte-haleben og øverste halshvirvel, hvor kraniet hviler på.

Husk lige, at hvis du lider af inkontinens, så skal du nok få den ting overstået først, for når du giver slip forneden, så … know-what-I-mean notch-notch?

Probiotika

Udsagn: Blot en enkelt skefuld velfermenteret sauerkraut indeholder flere livsbakterier, end du har brug for resten af ugen. Derfor skal du spise en om dagen – for du kan ikke få en overdosis.

Hemmeligheden ved fermentering er næsten gået i glemmebogen. Årsag: fødevareindustrien og masseproducerede madvarer.

Det er ikke, fordi masseproduktion i sig selv er ødelæggende, for man kunne i virkeligheden godt masseproducere gode fødevarer. Men kriteriet for masseproduktion i et industrisamfund har altid været lave produktionsomkostninger, profitmaksimering, lav pris for forbrugerne – NB! det er den samme industri, der har skabt forbrugeren, for før fandtes der blot kunder og købere.

Forbrugeren for sin part blev optrænet i at acceptere den lave pris – OG samtidigt den lave kvalitet. Det billige produkt skulle kunne holde sig i lang tid og transporteres over store afstande. Forbrugeren vænnede sig også til at afstå fra den hjemmeproduktion, der var en naturlig del af enhver husholdning, og som havde brugt de naturlige-kulturelle metoder, som altid havde holdt mennesker i live og ved godt helbred. Forbrugerisme er et videnstab!

Fermentering er ikke bare en effektiv metode til at få fødevarer til at holde sig længere. Det er et stykke genialt mikrobiologisk samarbejde med organismer i naturen, som vores fordøjelsessystem elsker, og som er kilden til grundlæggende sundhed. Fermenteret mad er forebyggende medicin.

Probiotiske bakteriekulturer er anaerobiske, dvs. de lever uden ilt. De udkonkurrerer og erstatter de aerobiske bakterier. Det miljø, de lever i, er det samme som det, vores tarmflora lever i. Når de optages, blander de sig med disse og hjælper dem.

Er vores maver og tarme ikke selvforsynende med nyttige bakterier? Det er de langt hen ad vejen, men de skal suppleres undervejs. Traditionel føde har altid suppleret, men industriel føde har undergravet supplementet ved råvarernes udpining, tilberedelsen og tilsætningsstofferne.

Det traditionelle danske rugbrød var baseret på surdej, der var en naturlig gærproces baseret på de mælkesyrebakterier og gærceller, der flyver rundt i luften. Polske saltagurker (gurkins) er fermenterede. Sauerkraut er en potent fermentering, for kålen indeholder masser af naturlige bakterier. Koreanerne har deres kimchi. Japanerne har deres miso, der er fermenteret soya, den eneste form for soya, der ikke er giftig og skaber hormonforstyrrelser (fat den vegetarer!). Asiatisk fiskesovs er fermenterede fisk. Kød kan også fermenteres via en omhyggelig form for nedgravning – stanken er ulidelig og smagen kan diskutteres. Fermenteret frugt er vin, fermenteret korn er øl. Visse svampetyper kan skabe fermentering: kamboucha og kefir.

Næsten alle grøntsager kan fermenteres. Tricket er tilstedeværelsen af mælkesyrebakterier – der findes en hel række af disse – og sukker, som de kan omdanne. Denne findes enten i planterne selv som i saften fra kålen, eller også kan den tilføjes, hvilket man gør i kamboucha og kefir.

Hvis du har været på antibiotika, der, som navnet siger, har slået liv i kroppen ihjel inklusive din mave, så spis probiotika. Hvis du har haft en infektion, hvor du har skidt din røv i laser, så tilføj de bakterier, som er forsvundet. Hvis du har været på kemo for at behandle kræft – det samme. Men hov, skulle du så ikke bare have indtaget probiotika, INDEN du fik kræft og måske have undgået det? Godt spørgsmål.

Religion

Meget er der blevet sagt om religion. Vi har ytret os i skarpe, kritiske vendinger om hykleri, magtmisbrug, forfalskning, hjernevask og decideret undsagt religion. Vi har hævdet og underbygget udsagnet om, at religion har okkuperet de dybeste menneskelige værdier og brugt dem til egne formål. Kritikken har været yderst berettiget og nødvendig.

Der er imidlertid flere grundlæggende problemer eller i bedste fald utilstrækkeligheder med denne attitude. Problemet er som i tilfældet ateisme, at attituden bliver en religion i sig selv. Fundamentalismen sniger sig ind ad bagdøren. Lad os se på det på en anden måde. Lad os eksperimentere med tanke-strategi.

Hvis det er, som vi har analyseret os frem til, at de dybeste og mest grundlæggende værdier og forestillinger, hvilket også vil sige vores samvittighed og vores moral, er blevet okkuperet af religiøse institutioner, så må det også være muligt at tilbageerobre det okkuperede territorium og det stjålne gods UDEN af smide barnet ud med badevandet.

Det er ikke bare muligt – det finder sted. Antireligiøse, ateistiske, newagede og såkaldt spirituelle mennesker vil imidlertid føle sig anfægtede over at erfare, at det, som de troede, deres projekt havde patent på, nu også finder sted indenfor religionerne, som de tager afsæt i og afstand fra. Det gælder også for de politiserende anti-etablissement konspiranoide, når de opdager at systemet er ved at skifte ham for næsen af dem. Hvor vover de, for det var jo OS, der skulle gøre det! Og hvorfor gjorde de så ikke noget ved det, mens tid var.

Her kommer vi til det andet grundlæggende problem i den beskrevne attitude: At vi glemmer, at de religiøse trossamfund består af ‘levende stene’, af mennesker af kød og blod, der ikke tilhører en institutionel overklasse, et religiøst-kirkeligt hierarki, som ingen interesse har i at rave magt til sig, og hvis menneskelige samvittighed og medfølelse er intakt omend en anelse forvirret.

Hovedproblemet består i, at religionernes kritikere ikke blot har en dyb foragt overfor de magtfulde institutioner og deres misgerninger men også over for alle de ‘dumme får og hjernevaskede tumpenakker’, der har ladet sig forføre. Disse arrogante foragtere evner ikke at skelne mellem systemet og mennesket. Og de føler en ikke særlig charmerende form for misundelse overfor de troende, hvis disse udtrykker noget af det, som de selv mener, at have patent på.

I stedet for, som ateisterne, humanisterne, socialisterne, spititualisterne og newagerne forlanger, at de religiøse skal afskrive sig deres religion og ‘omvende sig’ til deres trossæt eller ideologi – og hvor religiøst er det ikke ?! – så gør endelig det, som allerede er sat i gang: Forlang jeres tro, jeres kirker, jeres forsamlinger tilbage, skab en ny kirke hvor end I forsamles (som levende stene). Lad jeres samvittighed komme til sin ret, tag bladet fra munden, smid jeres præsteskab på porten, hvis de har beskidte hænder, lyt til hjertets tale, tal med jeres Gud uden at bestille tid. Når I ser uretfærdighed, løft jeres taleorgan.

Jeg ser det ske. Hvad er det, jeg ser ske?

Jeg ser det ske, at de religiøse er ved at finde ud af, at de har et kernebegreb, som giver dem et forspring fremfor verdsligheden, ateisterne, videnskaben, newage-misfosteret – og også fremfor hykleriet i egne kredse. De har et begreb, som indtil videre kun har eksisteret i det religiøse sprogbrug: Ondskab. Det har endog et tillægsord, der beskriver den ultimative ondskab: satanisk.

Det er interessant, at ondskab som begreb ikke findes indenfor videnskab, for ondskab kan ikke studeres videnskabeligt – ifølge videnskaben. Ondskab findes ikke som begreb indenfor materialisme/ marxisme, for hverken det gode eller det onde findes her, da der kun findes mekanismer modsætninger, klassekamp og determinisme. Ondskab findes heller ikke indenfor newage-spiritualisme, for alt er lige-gyldigt, vi skal blot tænke positivt, vende den anden kind til, meditere over alting og … stikke hovedet i busken. Problem af de helt store: man kan forstå eller modstå ondskab ved at benægte den.

Ondskab findes, og religiøse mennesker har et sprog for det. Hvorfor ikke bruge det til noget? Hvorfor ikke identificere kilden til ondskab de steder, hvor den udfolder sig, hvor den røber sig og stikker sit grimme fjæs frem? Djævelen, Satan, Ondskaben, Lucifer findes, og i disse tider er Den Onde faktisk identificerbar.

Go for it! Lad være med at lade jer dobbelt-underkue af de, der i millennier har kaldt sig jeres hyrder, men som kun har hyklet, at de tog sig af deres flok. Lad jer heller ikke intimidere af de senest tilkomne, der ønsker at overtage jobbet, fordi de i bund og grund er misundelige. Gen-okkupér jeres retmæssige territorium og smid begge herrer på porten.

Der gemmer sig en rigdom i jeres besiddelse. Den trænger bare til at blive støvet af. Delene trænger til at blive samlet igen, for de har været spredt for vinden. Der mangler noget. Hyrderne har været lidt for flittige til at gemme det bort i deres baglokaler.

Her kommer dilemmaet. På én gang har menneskeheden brug for det, der er blevet stjålet fra os. På den anden side er vi ved at komme til en erkendelse af, at vi over hovedet ikke har brug for det præsteskab, der har bestjålet os.

Løsningen på dilemmaet er, at når vi ikke længere har brug for præsterne, og de har indset, at deres tid er omme som sådan, som noget højere, mere betydningsfuldt og privilegeret, så vil de være nødt til at aflevere deres tyvegods. De vil få muligheden for at indse og angre deres synder – de bruger selv det ord, og hvis det er for tyndslidt, kan vi passende oversætte det til ‘forbrydelser mod de universelle love og mod menneskeheden’. Og i det omfang, de ikke er villige til at afstå, så er det allerede sevet ud af gemmerne og gennem sprækkerne til pølserne på rækkerne, for den tabte viden er universel og kan ikke gemmes af vejen for tid og evighed. Præsteskabet kan herefter stege i deres eget fedt i det helvede, de har skabt for sig selv ved at beholde vores alles fælles ejendom for sig selv.