Efterkommerne

Og Ahura Mazda sendte sin budbringer til den grønne vandplanet efter lang tid og henvendte sig igen på vegne af Rådet til menneskene, idet han sagde:

I efterkommere af efterkommere af Yima, frygt ikke, denne gang behøver I og jeres slægt ikke opleve Den Store Vinter og Floden. Det mørke, I oplever, er ikke Floden, ej heller Mudderregnen, ej heller svovl fra Himlen. Ej heller er det floder af blod, sværme af græshopper og andre vingede mekaniske væsener. Jeres forfædre blev lovet, at deres slægt aldrig siden skulle opleve Den Store Vinter og Det Store Mørke, og dette løfte vil vi for blive holdt ansvarlige for. Meget står i vores magt dog ikke alt. Men i det omfang det står i vores magt, vil vi forhindre det i at ske.

Der er en lov, der forbyder os at gribe direkte ind. Først når I selv er klar og gør det, I kan og skal, kan vi forstærke jeres handlinger.

12.000 solcykler er gået, siden jeres forfædre måtte sejle i alle retninger fra den Store Ø og Haven i midten af Verdenshavet for at nå de Syv Bjerge. Herfra mangfoldiggjordes deres slægter efter store tab, og Haven multipliceredes igen i den Store Halvmånes tegn. Her lærte de igen at dyrke Haven, for med sig bragte de uforstyrrede kundskaber. Og alle de mennesker, der fra det lave land også nåede de Syv Bjerge, og som endnu ikke kendte Haven, lærte også derom. De overlevende søfarere medbragte kun det fornødne, men de medbragte til gengæld viden om, hvordan alt var skabt og sammensat. Deres hukommelse var uforstyrret, og de havde stadig hænder at gøre med og fødder at begive sig med.

I efterkommere af Yima har ikke jeres forfædres uforstyrrede hukommelse. Jeres Vinter og Mørke er i jeres sind og syn. Hvad jeres forfædre evnede, er indefrosset og stivnet. Hvad jeres forfædre så, er nu formørket, men det vil ikke blive ved med at være sådan. Hvad I ikke nu ihukommer, vil blive fremvist og gjort åbent. Kun i Mørket forstår I Lyset, kun ved Lyset forstår I Mørket. Kun ved at gå gennem Materien mærker I Ånden, og kun ved Åndens kraft, er Materien frugtbar for Menneskenes Verden.

Hvad I oplever er ikke Floden og Mørket men deres afglans og ekko. Det er en påmindelse om, hvad I ikke kommer til at opleve. Det er samtidig en påmindelse om, at taknemlighed er en nødvendig ingrediens ved ethvert oprigtigt ønske om en Virkelighed, som I selv har indflydelse på. Hvis ikke denne påmindelse bliver påskønnet og forstået, vil den midlertidige virkelighed antage karakter af Floden og Mørket i form af et tilbageblik, hvis lighed med dets oprindelse vil være besnærende og virkningsfuldt, og I vil lide af det.

I er som børn, der har afprøvet jeres forældres og de Højere Magters og Verdenslovenes grænser. Det er set og hørt, og vi forstår, at det var en del af Vejen. Det er muligt at fornægte Virkeligheden i en tid, men det er ikke muligt at fornægte følgerne af fornægtelsen af Virkeligheden og dermed selve Virkeligheden for tid og al evighed. Men efter barndom og ungdom kommer de voksnes år.

I efterkommere af Yima, vi beder jer forstå, at jeres forfædre blev truet af andre overlevere fra den Gavmilde Have. Ikke alle så Haven som en kilde til frugtbarhed, nogle så den som en kilde til at høste frugter på andres bekostning. Blandt disse nogle fandtes der bemærkelsesværdige livsformer, hvis liv er afhængigt af andres livsformers død. De ødelagde Haven, for de brugte ikke de midler, som var stillet til rådighed til gavn for Haven. Vi kalder dem for parasitter.
Med disse parasitter tog Verden en anden drejning end først antaget.

Fra at være en Have, blev Verden til en Ørken, og ud af denne Ørken kom noget, som I lærte at kalde for religion.
Fra at være et sted, hvor der dyrkedes afgrøder i en kultur, blev det til et sted, hvor herskere blev tilbedt i en kult.

Fra at være et land med muligheder, håb og livsalighed, blev der et land med med umuligheder, krige, og afhængighed.

Fra at være et tilstand af udveksling af overflod, af flydende velstand, blev der en kunstig tilstand stivnet i mangel og skyld og det, som I kalder synd. Derfor kom der en Syndflod.

I efterkommere af Yima, den overlevende, den livsoverbringende, der findes en tid til at spørge, hvordan i blev til en æt af afhængige

Der findes en tid til at lytte og læse og forstå, hvordan den omvendte tilbliven fandt sted fra de ældste tider til disse tider.

Der findes en tid til at se det Væsen i øjnene, der har skabt denne afhængighed, ikke med frygt, kun med den nødvendige respekt. Dette Væsen har vokset sig stærkt af jeres blod og liv.

Der har fandtes en tid, hvor dette Væsen var jeres læremester, fordi I ikke evnede at lytte til de viises venlige råd.

Der har fandtes en tid, hvor I troede, at I bekæmpede dette Væsen, men jeres forkæmpere var selv en del af Væsenet, og I blev til Væsenets tjenere.

Der findes en tid til at forstå, at jeres styrke igen vil vende tilbage, når I ikke længere tjener dette Væsen og ikke tillader dette Væsen at suge jeres blod og liv.

Når I har set Væsenet og kaldt det og dets acolyter ved sit rette navn, kommer der en tid til handling.

I efterkommere af Yima, I behøver ikke endnu en gang at gå ombord i jeres både for at lede efter et højt og tørt sted at lande.

I behøver ikke igen at gå den lange vej fra bjergtoppen til det nyligt tørlagte landskab og ruiner af jeres eller andres forfædres tabte blod og liv.

I behøver ikke igen som børn at gå i skole og lære at stave og tælle.

Men selvom I ikke behøver endnu en gang at laste båden, siger vi alligevel til jer, at det nu er en tid, hvor I skal samle sammen alt, hvad I ønsker at bringe med jer. Hvad har I brug for til en rejse som overlevende? Hvad skal der egentlig til for at overleve, og hvad har I ikke brug for? Og husk, mens I spørger jer selv, at Vi er her for at forhindre Floden og Mørket, og at I med de rigtige svar og de rigtige valg og det rette mål af taknemlighed og ydmyghed vil være i stand til at skabe al den velstand, som Yima bragte jeres forfædre

*

Og efterkommerne til efterkommerne af Yima var lamslåede og forvirrede.

Der var de, der mente, at alting nok skulle ordne sig, for det plejer det jo, og sådan har det altid været, og man kan alligevel ikke gøre noget.

Der var endog de, der mente, at de skulle æde og hore og fylde sig med alskens trylledrikke, mens tid var.

Der var de der mente, at det var et fatamorgana, og at de skal lade som ingenting, det var blot en indbildning, som nogen havde gjort med et stykke mekanik.

Der var de, der blev vrede og mente, at det var en ond ånd, der kun ville dem ondt, og som gik bort og smækkede dørene bag sig for næsen af deres naboer.

De var de, der begyndte at svælge i Væsenet og al dets uvæsen fra solen stod op til den gik ned – det var Væsenet her og Væsenet der, og selv når Væsenet holdt en pause, og musene løb rundt på gulvet, så var det helt bestemt Væsenet der havde planlagt det hele for at gøre ondt til fortræd.

*

Der var også de, der trak vejret og betænkte, hvad de havde hørt og prøvede at forstå det. De spurgte sig selv:

Hvordan kan vi vælge, hvad vi ønsker at tage med os, og hvad betyder det, at vi ikke skal afsted alligevel?

Hvordan kan vi både blive her og tage et sted hen?

Hvordan kan vi undgå at frygte, når vores fjende er frygtelig?

Hvad vil det i det hele taget sige ikke at frygte, for det har vi gjort alle dage?

Hvad er det for valg, vi skal tage, og hvad skal der til for at tage dem?

Hvad menes der i det hele taget med at vælge? Er det vores ejendele?

*

Da var det, at den gamle rejste sig og gik over til de betænksomme men vildrådige folk og deres mange tvivlspørgsmål. Han bankede i gulvet med sin stok og sagde:

Der er en tid til at spørge ud i den blå luft. Men der er også en tid til at høre ordentligt efter, for det er ikke hver dag, der bliver talt. Hører I ikke, hvad der bliver sagt? Vi skal ikke bekymre os om vores ejendele men om vores evner og viden. Uden viden, ingen redskaber. Vores viden er forstyrret.

Der er en tid til at vælge. Vi befinder os i de sidste tider for den Gamle Verden. Den Nye Verden er ikke en foræring men afhænger af vores evne til at bringe den allerbedste viden fra den Gamle Verden over i den nye. Jeg siger vores, selvom mine dage er snart talte, men jeg taler som jeres far og bedstefar på vegne af jeres børn og deres efterkommere. Hvis vi ikke vælger, vil der blive valgt for os, og vores valg vil enten være vores gave eller vores forbandelse til vore børnebørn.

Der er en tid til besindelse og en tid til handling.

Se på alle de hundehoveder, der jagter deres egen hale.

Se hvordan hønsene putter sig i deres reder og søger tilflugt i lånte fjer.

Der er en tid til en sandere indbildning om en Ny Verden.

Se med overbærenhed på de mange sjæle, hvis ufuldbyrdede liv er afkom af den Gamle Verden og dens afhængigheder.

Se med skeptisk tilgivelse på alle de tilbedere af Mørket og Floden, der insisterende hævder, at de åh-så-gerne vil den Nye Verden, men som ikke ønsker at slippe den Gamle, når de får valget.

Der er en tid til at dissekere den Gamle Verdens dårligdomme.
Men der er også en tid til at projicere den Nye Verdens rigdomme.

Vores viden er vores arv. Vores rigdomme er vores tradition.
Når vi har udsagt navnet på Misbrugeren, der stjålet vores arv og tradition, er der en tid, hvor klynkeriet og fejringen af offeret må ophøre, og tjenerskabet af Misbrugeren må få en ende.

Menneskenes krise er ikke politisk, for politik er til at have med at gøre.

Menneskenes krise handler ikke om vores egendele, selvom mange har for lidt og få har alt for meget.

Menneskenes krise handler om vores værdier.

Vi har ikke hyldet de sande helte.

Vi har ikke gjort, hvad vi sagde vi ville gøre, for der kom altid noget i vejen, og fordi vi hele tiden gik og sagde det, hvorved vi bildte os selv ind, at vi allerede havde gjort det.

Vi har ikke sagt, hvad vi gjorde, for vi mente ikke, det var nødvendigt, og når nu DE aldrig sagde, hvad de gjorde mod os, så behøvede vi nok heller ikke.

Vi har ikke forstået, hvad der besad værdi og varighed men samlet unyttigt bras til huse. Og når nogen tilbød os noget nyt bras, smed vi det gamle væk.

Vi har tilladt ågerkarle at varetage vores opsparing og stifte gæld på vores og vore efterkommeres vegne.

Vi har ikke ikke levet vore liv i ære og værdighed, men har tilladt forbrydere at regere på vore vegne.

Vi har tilladt vore ord at blive vendt på hovedet, så ære kaldes vanære og ugerninger kaldes velgerninger, og i den gode viljes navn har vi bedraget vore naboer.

Vi har tilladt, ja endog tiljublet, at tusindvis af menneskeliv blev ødelagt, fordi de mægtige mænd udfoldede denne gode vilje.

Der er nu en tid til at vælge, om vi vil medbringe vores bras og vore ugerninger og vore forlorne gode viljer til et nyt sted, så det nye sted blive som det gamle, eller om vi rydder op forinden. DETTE er, hvad der blev sagt, og dette er, hvad vi skal forholde os til.

Og der er ikke år og dag til at overveje det, for skibet skal sejle om ganske kort tid. Hvor skal det hen? Det skal lige rundt om hjørnet, for vi er der allerede.

Hvad venter vi på? Ah, jeg ved det, vi venter på, at Frelseren skal komme ned fra skyen og redde vores skind. Det kan vi godt glemme alt om, for ingen, selv ikke højere magter kan frelse nogen, der ikke kan hjælpe sig selv.

—– o —–

Download OVERETAGEN som PDF