Farligt legetøj

Det var for et dage siden, at det store julegaveorgie gik i luften.
Måske var der skruet lidt ned på omfanget. Og prisen.
I år var der faktisk familier, der var så forarmede af elregninger, at der ikke var råd til julegaver.

Men de fleste steder var der stadigvæk en møgbunke af gaver under træet, og hvis der var børn i familien – det var der jo nok – så blev de overdænget. Hvis de oven i købet var skilsmissebørn – og det var de muligvis også, for det er jo det nye normale – så var der flere gaver, end de på nogen måde kunne absorbere endsige værdsætte.

Skabet og resten af kælderen er fuld af dyrt kasseret engangslegetøj, som børnene har ikke-leget med én gang, fordi det legede med sig selv, når man satte batterier i. Legetøjet onanerede. Det var protein-, vitamin- og mineralfattigt legetøj med overvældende mange tomme kalorier. Når de i et grådigt udpakningsorgie juleaften var udmattede, sank de ind i deres iPad med spil, der også leger sig selv, fordi de er programmeret på forhånd. De stjæler og ødelægger fantasi og forestillingskraft, kreativiteten forsvinder.

Lad mig forsøge med et flotladent udsagn:
Børn aner ikke længere, hvad rigtigt legetøj er.
En lige lovlig kæk bemærkning, som jeg straks er klar til at modificere.
Men som vi ved, kan det være nyttigt at køre helt ud af en streng.
Og der er desværre noget om snakken.

Da farfar var dreng

OK, hør så her – med fare for at lyde et afsnit af Monty Python.
Vi ønskede os rent faktisk bøger, for vi var i stand til at læse og værdsætte en god bog.
Vi var stadig udstyret med forestillingsevne, for der fandtes ikke Hollywoodfilm med CGI-effekter og da slet ikke computerspil, der leverede alle billederne. Der fandtes masser af film, men dem så vi i biografen. Bortset fra 30-40 år gamle sort-hvide og endog stumfilm, som vi kendte og så i fjernsynet om søndagen. Intet barn i dag kender Fy & Bi, Gøg og Gokke, Buster Keaton og Marx Brothers.

Legoklodser og BiloFix – fattigmands-træ-udgaven af Mecano – var det mest avancerede, vi havde. Og der var ingen færdige samlesæt, der dikterede, hvordan resultatet blev. Glaskugler og hønseringe var helt fint nede på gaden i rabarberkvarteret. Hinkeruder, sjippetove, jojo’er, fodbolde var alt, vi behøvede. Frisbeen var ikke engang opfundet. Det var rulleskøjterne til gengæld. Ski og slæder og skøjter var opfundet, for dengang var der vintre. Det var snebolden og snemanden også.

Træ, søm, skruer og elektrikerrør kunne blive til det ondeste drengelegetøj. Bang du er død … naarj for du ramte ikke, og så måtte man forhandle sig frem. Men her er det så, det farlige legetøj kom ind i billedet, for vi lavede også spyd og sværd og slangebøsser! Vi sørgede for at få fingre i nogle kramper, og vi vidste godt, at vi ikke skulle skyde efter hinanden her, en brugt konservesdåse var rigeligt.

Selv på de offentlige legepladser var der gear, der ville være utænkeligt i dag. F.eks et fem meter højt klatrestativ i facon som en giraf lavet af sammensvejsede jernstænger. Hvis man mistede fodfæstet, kunne man godt få en seriøs hjernerystelse, men jeg husker aldrig, at det skete. Eller hvad med de snurrestativer af jern, der kunne generere så meget centrifugal G-kraft, at pigerne råbte, at nu ville de af. Vi skubbede hinanden i gyngestativer så højt, at det knækkede over i et fald.

Vi klatrede rigtig meget i træer og på garagetage. Må børn overhovedet klatre i træer i dag, uden at BUPL har været inde og tilrettelægge det og klistret et tykt lag gummi på grunden, så ungerne aldrig kan falde og slå sig? Vi legede på byggepladser, hvor vi fandt hullet i hegnet. Det burde vi nok ikke, for det var udgravninger med jernstivere, og vi kunne være endt som spidstegt kylling. Vi løb også over på den anden side af Ringvejen i Syd-Odense, for der var nogle sjove får inde på Kamgarnsspinderiets grund.

Drengene begik seriøse slåskampe. Men som det er med drenge, så er den fysiske konfrontation i de allerfleste tilfælde forløsende, og man var meget sjældent sure på hinanden bagefter. Der var regler for slåskampene, bissetrick var tilladt men kun til en vis grænse. Vi var som hundehvalpe og kattekillinger, de ved jo lige nøjagtigt, hvor grænsen går og bider aldrig igennem. Ikke desto mindre lykkedes det mig at smadre fire par briller i min tid som slagsbror. De skulle eddermuggeme ikke kalde mig for fessor eller brilleabe.

Stedet var et dengang nybygget rækkehuskvarter, et sted jeg ikke kunne drømme om at bebo sidenhen. Men når jeg tænker over det, så var der alt, hvad børn kunne ønske sig af buskads, stier, fodboldbane, huller i hækken – og masser af børn. Der var endda en lille skov på 150×80 m², men det var nok til at fare vild og gemme sig i.

Vi gravede livsfarlige kæmpehuler i jorden og legede på byggelegepladser, hvor der stak søm ud fra brædderne. Pladsen forsynede med både træ, søm og værktøj, en sav, en hammer og en skruetrækker til de, der ikke selv havde, hvad mere er det brug for til at bygge et stykke to-etagers faldefærdigt klondyke. Og sæbekassebiler – kæft-det-var-sjovt! Vi lærte at bruge hænderne.

Vi skøjtede på isen nede på Skovsøen, det hele var meget fysisk, og grundformen må have været formidabel. Har det været med til at forebygge senere livsstilssygdomme? Det er jeg ret overbevist om. 

Nytårsaften var der fyrværkeri, der er forbudt i dag. Der var kanonslag, der sagde seriøst bang. Var det en skidt ting? Vi vidste godt, at det var farligt. Hr. Thorsen, der hadede børn, fik et seriøst kanonslag ind af brevsprækken, og vi hørte at spejlet i hans entre blev smadret. Mon han hadede børn mere eller mindre herefter? Vi siger posthumt undskyld til hr. Thorsen. Så hellere hejse et juletræ op i flagstangen i nattens mulm og mørke.

Det hørte med til almen dannelse at kunne danse. Alle dansede med hinanden til familiefesterne i forsamlingshuset. Det var også velset i min familie, hvis man kunne spille et instrument, for det havde faster Jenny, skolefrøken og gammeljomfru og familiens matriark sørget for, at vi fik mulighed for. Først min far, der var vokset op med hende og fire søskende hos sin onkel, for hans mor og far døde, inden han var fyldt 10 år. Men han fik en særdeles helstøbt erstatningsfamilie, og de holdt sammen hele livet. 

Vi blev sendt på ferie på landet hos onkler, tanter, fætre og kusiner, de var bonderøve alle sammen, og vi glædede os helt vildt, for der var rigtige farlige dyr, rigtig skov og et friluftsbad i 200 meters afstand. Det var paradis på jord. Om vinteren blev vi smidt 2-3 børn ind i et iskoldt soveværelse under nogle tonstunge dyner med hver sin varmedunk. Tror du, vi sov godt?

Det var aflæggere af den sønderjyske familie, min onkel (titlen morbror brugte vi ikke) Peter, der var fodermester på en proprietærgård i Allerup syd for Odense. Men Sønderjylland var en helt anden barsk-forblæst kultur end den milde fynske. Sproget var hårdt og tyskeragtigt, de havde sandflugt, når det blæste, diget ved Højer kunne bryde sammen ved stormflod. De havde oplevet besættelse i to omgange, for de var også besat mellem 1864-1920. Jeg voksede på en måde op som multikulturel. Når man tog på udflugt i det nyerhvervede køretøj, så gik turen gerne til Jylland. Sjælland var ukendt land, og København så jeg kun to gange, inden jeg flyttede derover i 1980 med mit sparsomme gods på bagsmækken af en støvet murerlastbil.

Pladderromantik?

Det er det jo ikke. Det var bare en seriøs god barndom. Vi var ikke fucked-up, vi kendte ikke engang ordet fuck. Vi var nysgerrige og – holder jeg af at tro – lærenemme. Bevares, det var også de tider dengang i 60’erne, hvor der var en vis velstand. Men forældregenerationen var bestemt ikke til quicklån og gæld. De betalte for deres ting, de sparede sammen, de brugte ikke over evne. 

Når vi faldt og slog os – og det gjorde vi hele tiden, for jeg husker, at jeg konstant have sår på knæene – så græd vi lidt og kom på benene igen. Men vores verden gik ikke i stykker, vi var ikke lammede, vi vidste godt, at det var vores eget vovemod, der ramte os. Vi var de brændte børn, der lærte at sky ilden. Vi accepterede modstand og knubs, og bagefter kunne vi godt prale lidt af at være barske. Som enebarn var jeg nok lidt forkælet, men i forhold til dagens curlingbørn var det for intet at regne. Min styrke var til gengæld, at jeg kunne være alene med mig selv i mange timer, og at jeg bagefter også kunne være sammen med flokken på gaden. Når vi trængte til selskab, gik vi bare over til naboen og spurgte: kommer Mogens og Flemming ud og lege?

Og så er jeg vokset op med dyr. Der var altid en kat i huset, som vi havde fået som katteunge – det hedder det på fynsk – af min onkel Marius ude på Vestfyen. En af dem var gråmis, en stor tæt hankat, som jeg kunne have de vildeste slåskampe med, så den sad og hvæsede af mig oven på et skab nede i kælderen. Bagefter kunne den sove oven på min mave, mens den spandt. Jeg tror, den lærte mig om den fuldstændig meditative tilstand af dyb afslapning, som er så svær at komme i nærheden af for børn i dag, hvor alting skal køre i højeste Bubber-begejstrede, overstimulerede gear. Vi evnede selvstimulering, legen i sig selv var stimulerende.

Det var også katten, der lærte mig om livet og døden, for en dag fandt jeg den kørt over ude på den lidt større vej. Jeg husker stadig, hvordan jeg grædende bar den hjem i haven, hvor vi begravede den og rejste et sammenbundet trækors. Det var altså sådan, døden var. Vi stiller kroppen som et par træsko, og så er vi der ikke mere, og vi kan ikke længere være sammen med hinanden.

Men jeg vidste jo godt, at de dyr, der endte på madbordet, var levende og også, hvordan de blev slagtet. Hønen blev fanget ved benene, hovedet blev slynget ned på en huggeblok, så den blev groggy, hvorefter det blev hugget af med en økse. Og så spænede rundt på jorden, til den skvattede om. Det hele var overstået på 30 sekunder, alt foregik sobert, og dyret havde haft det bedst tænkelige liv i den ret store hønsegård. De gik ikke frit, for der var ræve nede i skoven. Dyrevelfærd var en selvfølgelighed, økologi var et ukendt fænomen, for alt var jo økologisk. Al det selvhøjtidelige præk, der kører i dag om den slags, er lige til at lukke op og skide i – det har altid været der, vi kunne bare ha’ ladet være med at ødelægge det. Homo Industrialis har savet sin egen gren over. Vi ved det godt inderst inde, og for at dysse vores latente dårlige samvittighed over, at vi lod det ske, så forsøger vi nu at gøre os hellige og sende signaler til omverdenen om, hvor gode vi er.

Jeg kunne godt blive stærkt bekymret for fremtiden alene af den grund, at børn vokser op afkoblet fra natur, indhyllet i en syntetisk virkelighed, hjernevasket af en forloren mediekultur, hooked op til og lukket inde af en mobil-sutteklud, påvirket af voksen-ideologier med fucked-up sexualiteter, neo-racisme, skilsmissekultur, politisk korrekthed og klima-svindel, et liv på overfladen af flimmeret og sig selv, uden dybde, uden historie, uden evnen til behovs-udsættelse og med et overforbrug allerede inden de er 10 år.

Jeg kunne være betænkelig ved den sociopat-tilstand, der er bygget op omkring dem. Hvordan skal de kunne møde smerte, sorg og modgang i deres liv? Dette er ikke science-fiction-hypotetisk, for det er der allerede. Børnene er allerede blevet unge og voksne, hvoraf nogle går på Universitetet. Wokeness, cancel culture, BLM/Antifa, krænkelseskultur, mikroaggressions-sarthed, neo-marxisme, kritisk raceteori og den sædvanlige gang historieforfalskning, der altid har karakteriseret marxister, er ikke kun et amerikansk fænomen. Politisk korrekthed med skyld, skam og frygt fik skamløs fuld skrue under Operation Corona. Det kaldte det for det nye normale. 
HELL NO!!

Jamen børnene da

Jeg kunne også (vælge at) være optimistisk, for børnenes forældre har nået hegnet ved afgrunden, hvorfra det kun kan blive bedre. De har solgt så meget ud i deres duknakkethed overfor Staten og den globale propagandisme, at børnene intuitivt aner, at der er noget, der ikke stemmer her. Og yderligere: børnene aner, som de fødte intuikere de er, at de voksne også aner det, men forældrene er bare for effektive til at fornægte det. Men de kan jo ikke fornægte noget, de ikke er klar over inderst inde og dybest nede. Så er der ikke også håb for de fortabte voksne?

Dagens inside-info:
Baseret på et videnssæt, der først er blevet tilgængeligt i de sidste fem år, vil jeg sige, at energien vender. Og den vender lige nu. Det kan være, at der kommer til at gå op til et år, før alle kan mærke det, men allerede i juledagene 2022 skete der et gennembrud for en lysere energi. Tiden fra vintersolhverv 21-25. december har altid været den tid på året, hvor der var en maksimal indkommende kosmisk energi, den krystalinske energi (krystal, kryst, Krist). Men det var samtidig der, hvor de mørke kræfter høstede denne energi. I den menneskelige form hedder det lushe, og vi mistede hvert år den energi, der var beregnet på os.

De mørke kræfters mulighed for at høste vores energi er nu ophørt, og den kommer ikke igen. I det omfang de mørke kræfter er repræsenteret ved og inkarneret i mennesker, så vil de ikke overleve den indkommende lysbølge, og de vil få det stærkt ubehageligt. De vil ikke længere slippe af sted med at gøre, hvad de har gjort, for Multiverset vil ikke tillade det længere, og det mørke energifelt vil ikke længere belønne dem. Vi vil se de overlevende forsøge et stykke tid endnu, for der er en vis inerti, der er så at sige lommer af mørke tilbage. Men disse programudslip kører nu på automatpilot, for de er kun programmer fra en afmonteret AI, og der er ingen egentlig vilje bag. Udøverne af dette enorme komplekst af hi-tech-sort-magi er nu grund-forvirrede over, at de ikke længere får svar fra Mørkets Overmagter, da disse har mødt deres Skaber, som det hedder.

Det er også grundt til at være optimistisk på børnenes vegne. Mørkets Kræfter har arbejdet systematisk på at fucke børnene op, men børnene er også de mest sensitive overfor energier, så hvis de ikke har været direkte målsat til et angreb og et overgreb, og hvis ikke de er totalt indhyldet i sataniske computerspil og andet parasitisk forgiftning, så vil de mærke lysenergien før de voksne. 

De ufattelige overgreb, der er sket mod børn i et omfang, som meget få erkender, vil vi ikke komme nærmere ind på her. Det vil også ophøre.

Skovbørnene

Her skal lyde en tak til de danske skovbørnehaver for i dagtimerne som minimum at distrahere børn fra at spille dumme spil på computere, men også for at bringe dem tilbage til den natur, vi hører hjemme i, hvor de har lov til at rulle rundt i mudder som små grise, falde ned af en væltet træstamme, kravle op i en ikke-væltet træstamme, få en våd sok og fryse og udvikle den bedst tænkelige motorik – og masser af modstandskraft til resten af livet. Og et kanon immunforsvar, for de bliver ikke så syge som andre børn.

Som en jysk børnehavepædagog i en skovbørnehave svarede på spørgsmålet: Hvad siger du til den skole, der siger, at børn skal lære at læse og skrive og regne allerede før, de kommer i skole, for jo før vi starter, jo bedre bliver de? Og inden vi lader ham svare, så kan vi allerede ved simpel observation slå fast, at børn og unge staver værre, skriver værre, læser værre og regner værre end nogensinde. Så manden svarer: Det er spild af tid at prøve på den slags, for de er ikke klar til det. Nej selvfølgelig er de ikke det! Det er den samme tanke sat yderligere i system, vi finder i Steiners skolesystem. Mennesket udvikler motorik, følelser og intellekt i nævnte rækkefølge. Et sundt følelsesliv kræver en sund motorik. Et sundt intellekt kræver et sundt følelsesliv. Spiritualitet kræver dem alle. Børn er allerede spirituelle væsener, men for at blive voksne mennesker, skal de tre niveauer af kropslighed, emotion og tanke udfolde sig en efter en. Skolesystemet i dag spænder ben for det sunde og hele menneske ved at forcere en udvikling, hvilket giver totalt bagslag. Læg dertil, at de tvinges til at sidde på deres flade røv i indelukker fuld af støj og dårlig luft, hvor de udvikler frustration og aggression. 

Så endnu engang tak til skovbørnene og den sunde grundtanke, der nu er ved at sprede sig til flere lande i verden. Det er skovbørnene, der vil være de første til at mærke den lysbølge, der nu skyller indover jorden og menneskene.

Jeg ved det, lysbølge, hvad er det for noget. Det lyder meget NewAge-agtigt. Vid at jeg har den største skepsis overfor gængs newage’isme. Enhver kan slå sig op som kanalisator af budskaber fra engle, aliens, højere væsener, Gud for så vidt. Men hey! var det ikke det, som Moses, Muhammed, Muhammed, Joseph Smith (mormonkirken) gjorde. De gik op på Bjerget, hvor de havde en privatkonsultation med Gud, hvorefter de kom ned og formidlede Guds ord – uden regning, for ingen kunne hverken bevise eller modbevise noget.

Jeg ved også og er klar til at indrømme, at jeg endnu ikke kan slå det op på tavlen som et åbenbaret faktum, som alle kan se. Så langt er vi ikke endnu. Vi bør holde øje med, hvad der sker. Vi bør også observere, hvordan vi har det, og om der er noget nyt i vores oplevelse af Verden.

• Hvad drømmer vi om natten? Drømme vil blive mere virkelige.
• Kommer der gamle traumer op? Mærk dem, accepter dem, slip dem.
• Pas på, hvad du tænker, siger og ønsker, for ord og tanker bliver mere virkelige.
• Lær at bede, så lærer du at manifestere. Bed om det, der gavner Verden og ikke kun dig selv.
• Formuler din bønner = dine henvendelser til Livskilden i positive termer. Gud responderer ikke på negationer (det var en negation), for de tilhører Mørkets Verden. Hvis du tænker: Jeg vil ikke have .., jeg vil helst slippe for .., så springes ikke og helst slippe for over, og så får du det modsatte af, hvad du beder om.

I klippet på internettet med skovbørnehaven fra Skive i Jylland hvor en ung dame fra USA kaldet HailHeidi reagerer på en dokumentarfilm, er der en scene, hvor børnene sidder og spidser pinde med skarpe knive. De lærer som 5-6-årige, at en knive er et redskab og ikke et våben eller et stykke dumt legetøj. I USA ville man være meldt til politiet, institutionen ville blive lukket, og børnene ville blive fjernet fra forældrene på grund af misrøgt. Sundhed og naturlig udvikling forbudt. Resultat: for mange spagpisserkræ, curlingyngel, semi-sociopater og konstant syge og dumme børn, der bliver til dumme voksne.

Børnene skal have langt mere farligt og rigtigt legetøj, som de lærer at passe på.
De skal lære redskaber, der kan skære og slå. En kniv, der bruges rigtigt, er ikke længere farlig. De skal lære at håndtere elementerne, vand, ild, jord, luft, is. De skal lære at omgås dyrene og planterne og træerne. De skal lære at færdes i landskaberne. De skal kende til kulde og varme, regn, hagl og sne og stiv vestenvind. De skal kende årstiderne. De skal lære, at mad kommer fra naturen, noget kan spises, noget kan ikke. 

Lederen af den jyske børnehave – eller børneskov burde det hedde – bliver spugt, om han ikke har haft børn, der er kommet til skade. Han tænker sig om og siger, at der var én gang i løbet af de 17 år, den har eksisteret. Og det var, da en af forældrene kom til at køre et af børnenes fødder over med et bilhjul. Altså hverken farligt legetøj eller farlig natur, men en uforsigtig forælder.

En del voksne i den her verden trænger til gengæld til at få konfiskeret deres farlige legetøj, siden de åbenbart ikke kan lade være med at myrde løs på andre.

En ny skole

Kunne man så ikke forestille sig, at den gode udvikling ikke behøvede at blive afbrudt, når barnet kom i skole og blev buret inde de næste 10 år i børne- og ungdomsfængsler med tavle-til-røv-undervisning? 

• Hvad med én obligatorisk naturdag med en naturvejleder om ugen? OK, så hver anden uge da.
• Hvad med om børn lærte egentlige praktiske kundskaber med et skolelandbrug, et skolegartneri, skoleværksteder, hvor de vedligeholdt deres egne cykler og restaurerede cykellig, et skole-elektronik- og programmeringsværksted og et egentligt produktivt skolekøkken, hvor et hold elever en uge ad gangen lavede mad til resten af skolen?
• Hvad med om gymnastiktimerne også indeholdt, bueskydning, klatring, kampsport og diverse dansehold?
• Hvad om de lærte at bruge deres dyre smarphones til virkelig at producere film og fotos?
• Hvad nu, hvis matematik og fysik blev hæftet op på at fremstille egentlige bygninger, egentlige brugbare maskiner – f.eks en række minivindmøller, der kunne levere strøm til … nåe nej, for lokumsaftaler mellem stat og energiselskaber har forbudt den slags, så selskaberne kan køre med kassen. Men hvad nu hvis de korrupte politikere blev tvunget til at opsige aftalen?

Alt dette ville selvfølgelig kræve en helt anden struktur og et helt andet skoleskema. Klassebegrebet skulle modificeres. Årgangene skulle blandes, så de unge elever kunne lære af de ældre, så vidensformidling blev optimeret og de ældre elever lærte at formidle. Freinet-skolesystemet har allerede mange erfaringer med den slags. Lærerrollen og læreruddannelsen skulle modificeres. 

• Hvad med et musikværksted, hvor man byggede sine egne instrumenter og komponerede sin egen musik? Det kræver ikke et kæmpe studiegear, for der er billige og effektive sequenserprogrammer på markedet, og enhver tablet kan bruges som optager. Kan man bygge sit eget trommesæt og sin egen guitar? Selvfølgelig kan man det. Og så har de små wannabe-musikstjerner brug for jordnære rollemodeller til at vise, hvor sexet det er, at betjene en kasseguitar med forstærker og et trommesæt lavet af diverse komponenter fra genbrugspladsen og byggemarkedet. Og ja, hvis det afføder et ønske hos eleverne om at eje ‘rigtige’ instrumenter og lære at spille på dem, så er læringsmålet vel nået.
• Hvad med et tekstilværksted, hvor eleverne rent faktisk producerede tøj, de havde lyst til at gå i? Når først stilen med gør-det-selv bliver sexet, altså hvor man kan se syningerne, hvor korsstings-applikationer trender igen, hvor dele af udslidt tøj kan genbruges, og hvor eleverne – det er nok det vigtigste – forstår, at alt det opreklamerede og besnobbede mærkevaretøj, der ruinerer deres forældre og dem selv, er passé.
• Danmark er et land omgivet af hav og fjorde og søer og åer. Der er 300 øer fordelt. Hvorfor er det ikke en del af enhvert skolebarns skoletid at lære at sejle en båd? Skal de så lære at svømme først? Ja selvfølgelig, men redningsvesten er opfundet.
• Hvad med økonomi? Av, den var værre. På sigt vil økonomi blive demokratiseret. Lige nu er bunden røget ud af det internationale bankvæsen, og et helt nyt system, som kun få har hørt om, er allerede på plads, og der er ingen vej tilbage til det gamle. Det er for tidligt at sige noget om, hvordan det vil vise sig, men det står fast, at det intet har at gøre med CBDC-systemet, som det hidtidige korrupte-globale centralbankvæsen og World Economic Forum havde tænkt sig det.

Jamen-jamen, spørges der derude, er det ikke den slags overbygning på folkseskolen, som fagskoler og tekniske skoler er til for? Jo-da, men det er alt for sent. Børn er født til at lære disse ting fra starten af. Alt, der har med motorik at gøre, har optimale betingelser, mens motorikken udvikles. Vi skal have motorikken tilbage i vores skoler. Det er derfor, at der er alt for mange uegnede, der får lov til at komme i gymnasiet.

Åndens (hjernens) arbejde er intet uden håndens arbejde. Vi kan ikke leve af intellektuelt, spekulativt og non-produktivt arbejde. Det er globalisternes projekt. Det var grundtanken i 90’ernes globalistiske outsourcing-projekt: al produktion skulle ud til Udkantsverden, hvor arbejdskraften var underbetalt. Inderkantsverden skulle reduceres til det teknokratiske lag af servicefag, der dannede det administrative buffersegment af managementstrukturer, der skulle betjene globalisterne og styre resten af verden. Management-zombierne og produktions-zombierne skulle være lige robot-dumme.

• Hvad med – og dette er uspiseligt for det nuværende system – at skoleelever i de ældre klasser lærte om den rigtige verdenshistorie? Det får de selvfølgelig ikke mulighed for, før der er sket et egentligt paradigmeskift. Men faktisk har jeg været i stue med en lærer fra Ørestadsgymnasiet, der sneg det ind ad bagdøren. Hvor modigt!
• Hvad med at offentlig dagskole blev kombineret med hjemmeskoling? Lige nu er man i de statsfunderede undervisningsfabrikker rædselsslagne ved både hjemmeskoling og privatskoler. Monopoliseringen skal brydes, og de skal lære at se det som et vigtigt supplement.
• Hvad med at skolerne fik langt større frihed til at lave deres individuelle forløb for eleverne? Det er jo derfor, der er så mange privatskoler. Der er ikke nok opfindsomhed, frihed og egen-karakter i skolerne – de ER blevet fabrikker.
• Hvad med at man lukkede fagfolk ind. Ingen lærer kan have den optimale faglighed. Jeg ved det som musikunderviser. De skoler, hvor man inviterede en såkaldt kompagnon-lærer ind, der var faguddannet i musik fra et konservatorium, fik fremragende resultater. I Ungarn havde man i forrige århundrede så fremragende musikundervisning pga den berømte pædagog og komponist Zoltan Kodally. Der blev lavet mange studier af værdien af denne undervisning, og det viste sig, at eleverne også blev bedre til sprog og matematik. Tænk lige over det!
• Hvad med hjemmeskoling? Ja hvad med det – jeg har en ven, der har hjemmeskolet sine børn fra sin autocamper, mens de kørte Europa rundt. Den ældste dreng var ca. fire klasser over sin standard. OK, ikke alle har mulighed for og ressourcer til det, men tænk også lige over det!

Man kunne lave et regnestykke på, hvad det ville koste en gruppe forældre, der kunne levere fx 60% af undervisningen selv og hyrede resten udefra – og sammenlignede det med en privatskole. Her er amerikanerne faktisk kommet forud visse steder, for corona-operationen sammen med et ulideligt neomarxistisk overtag af skolesystemet i USA tvang mange forældre til at tage deres børn ud af skolerne. Men det kræver en forandring af livsstil.

Læs også: Leg kan ikke læres – leg kan aflæres
Og download The Playbook