40 strøtanker i storformat

Hos Usura

Hos Usura
bor har ingen mand i et hus af sten
med stenblokke godt skårne og vel tilpassede
så deres form beskytter deres ansigt

Hos Usura
har ingen mand malet sit paradis på kirkevæggen
harper og lys
eller jomfruen der modtager budskabet
og hendes glorie, der blev skabt til at modstå overgreb

Hos Usura
raser ingen mand Gonzaga over sine arvinger og konkubiner
intet billede bliver skabt til at vare eller leve med
men bliver skabt til at sælge – og sælge hurtigt

Hos Usura
står synd mod natur
her er dit brød for evigt rådne stumper
uden bjerg-hvede og kraftigt mel

Hos Usura
vokser stregen sig tyk

Hos Usura
findes ingen tydelige grænser
og ingen mand kan finde hvile
stenhuggeren har ikke adgang til sine sten
væveren holdes borte fra sin væv

HOS USURA
ankommer ulden ikke til markedet
fårene indbringer ingen fortjeneste hos Usura

Usura er er en pest

Usura sløver nålen i pigens hånd
og stopper spinderens håndværk

Pietro Lombardo kom ikke med Usura
Duccio kom ikke med Usura
ej heller kom Pier della Francesca’s ‘Zuan Bellin’ med Usura
ej heller blev ‘La Calunnia’ malet

Ej heller kom Angelico, ej heller kom Ambrogio Praedis
Der kom ingen kirke af sten med indskriften: Adamo me fecit

Ikke med Usura Sct. Trophime
Ikke med Usura Saint Hilaire

Med Usura kom rust på mejslen
Med Usura kom rust i håndværket og hos håndværkeren
Usura gnaver i væverens tråd
ingen lærer at væve guldtråd i mønstret

Azure får svamp hos Usura
fløjlsvævet er ubroderet
smaragder finder ingen Memling

Usura rammer barnet i moderskødet
Usura er den unge mands frierier
Usura har bragt impotens til sengen
Usura ligger mellem bruden og brudgommen
MOD NATUREN

Usura har hentet horer til Eleusis
Lig bliver anbragt til festmåltidet
på Usuras bud

Ezra Pound – digternes digter

Hør digteren selv læse
Læs den originale tekst

Ezra Pound skulle som det 20. århundredes literære gigant om nogen have haft alle de mest prestigiøse priser i litteratur. Han fik ingen af dem. Til gengæld fik hans fire mest kendte elever, T.S. Elliott, W.B. Yeats, Ernest Hemmingway og James Joyce allesammen nobelprisen i litteratur. Alle fire er i dag særdeles kendt, men Pound er nærmest gået i glemmebogen. Hvad de færreste er klar over, er, at uden hans indsats havde de ikke løftet deres niveau til det højeste, men havde alle været talentfulde middelmådigheder.

Historien gentager sig med Borges, som aldrig fik Nobelprisen. Gabriel Garcia Marquez sagde ved overrækkelsen af sin pris, at han modtog den under protest, for Borges skulle have haft den længe før ham. Det viser noget om en komitee, der udover at være politisk-ideologisk indfarvet også lider af inkompetence.

Ezra Pound begik den ‘fejl’, at han vidste for meget. Han havde studeret den amerikanske økonomi og vidste, at den var bygget op på løgn og svindel, og at pengemændene var forbrydere – dengang som i dag. Præsident Roosevelt og hans slæng følte sig truet af denne indsigt fra en så markant person og sørgede på samme vis som Josef Stalin gjorde for, at Pound blev spærret inde på et sindsygehospital resten af sine dage, og at hans navn og omdømme blev sværtet til. Roosevelt havde stærke kommunistiske sympatier og støttede Sovjet med store pengesummer. Pound fik udover sin falske diagnose som sindsyg påhæftet prædikatet fascistisk sympatisør. Roosevelt havde foranstaltet et kynisk karaktermord motiveret af fejhed og egoisme. Og ganske ironisk, når man betænker, hvad fascisme i sin essens er: korporatisme, syndikalisme. Altså sammensmeltningen af virksomhederne med staten og afmonteringen af republikken og demokratiet. Det er nøjagtig, hvad der siden er sket med den amerikanske stat.

Springet frem mod denne korporatisme – selvom den altid har været en rød tråd i amerikanske historie, der fra starten som omdrejningspunkt har haft bankmændenes magtkrig mod den amerikanske befolkning – springet skete simultant med udbruddet af bankmændenes 1. storkrig: 1. verdenskrig i form af det finansielle statskup, der kaldes Federal Reserve Act, for al kontrol med den amerikanske økonomi smides i hænderne på en gruppe private bankforetagender med kontor i Wall Street og hovedkontor i The City of London.

Pounds indsigt i det store amerikanske svindelnummer var motiveret af, at mange af hans bedste venner var døde i skyttegravs-slagterierne under 1. verdenskrig, og han slog sig ned i Library of Congress for at trevle igennem al tilgængelig relevant viden for at finde ud af, hvorfor dette var sket. Han fandt bla. ud af, at krigen varede langt udover, hvad der var strengt påkrævet (hvis man overhovedet kan bruge det udtryk..) og at det var sket udelukkende for at sørge for, at finansmogulerne kunne vride flest mulig penge ud af projekt, nu da det var i gang. Krig i den skala er helt uhyre indbringende. Han gjorde et stykke seriøst hjemmearbejde, hvilket blev hans skæbne.

Pound talte seks sprog flydende. Et af dem var kinesisk. Han oversatte klassiske kinesiske skrifter af Kung Fu Tze og andre. Hans avancement med form var uovertruffet på hans tid, og han tilskrives æren for udformningen af modernistisk æstetik indenfor digtning. Hans hovedværk kan siges at være løbende gennem hele hans værk, kaldet Cantos, sange. Projektet var så ambitiøst, som tænkes kan: undersøgelsen og beskrivelsen af mennesket fra sin oprindelse og frem til hans tid.

Han var åndsbeslægtet med Dante Alighieri, som han kendte indgående. Dante beskrev Usura, ågervirksomhed, som en af dødssynderne, og ågerkarlene er saftigt beskrevet i hans poetiske portræt af Helvede i Den Guddommelige Komedie. Den katolske kirke har haft en særdeles ambivalent forhold til Usura. Mange vil mene, at Sct. Peters hus, hjemstedet for kryptokratiet, ER Usuras Hus. Selve hovedkirken i Rom er bygget for midler skaffet via åger og afladshandel. Denne synd kan de så skrive på listen ved siden af børnemishandling, historieforfalskning, mord og undertrykkelse.

Hvor den lille mand er konge

Hvad sker der, når hærene rykker ind i et land udenfor civilisationen, når såkaldte reformer kommer til landet (re-form = omformning), når landet bliver ‘demokratiseret’, og når den onde-onde diktator – for det sagde de i går og sidste år i TV-avisen, og så må det jo være rigtigt – bliver fundet død i en brønd eller i et andet hul i jorden eller bare sendt ad H til med et gyldent håndtryk?

Så forandrer (re-formerer) gadebilledet sig. Der sker i virkeligheden det samme, som vi godt kender – altså dem af os, der er gamle nok til at huske så langt tilbage, eller som har gidet at lytte til de gamle, når de fortalte historier. Der sker nemlig det, at de små handlende forsvinder fra gadebilledet, butikkerne nedlægges, håndværkerne i baggårdene lukker butikkerne, den lokale Brugs lukker, det lokale bibliotek, den lokale skole lukker og sammenlægges med ti andre lokale skoler til en kæmpe kommune-børne-farm. Folk glemmer, hvad det vil sige at dyrke deres egne grøntsager, køre deres egen hønsegård, handle æg og kartofler med naboen, der har en halv ged til salg og mælk fra de hele, der går ude på marken. Desuden har ingen længere en generator i skuret, hvis strømmen går, for det klarer kraftværket derovre i horisonten.

Det er det, der sker, når hærene marcherer ind og i røven på dem bankmændene, de multinationale virksomheder og de internationale butikskæder Starbucks, McDonalds, 7/11, Pizzahut, oliefirmaerne, mineselskaberne og de åh-så-velmenende NGO’ere, der i dag ikke er en dyt non-governmental – de kan nærmest sammenlignes med middelalderens missionærer, der løb i hælene på coquistadorerne for at hjernevaske de af de vilde, der ikke var blevet myrdet og voldtaget. Herefter forandres gadebilledet, for den lille mand og hans enmands- eller familieforetagende kan ikke længere bære sig selv. Samtidig ævles der løs om bæredygtighed i den anden ende af røret, altså om netop det, som man lige har ødelagt med vilje.

Endnu er den lille mand stadig konge mange steder i verden. Når man rejser i Egypten, når man går gennem gaderne i Cairo, så ligger den lille mands gesjæfter stadig side om side. De handler med folk i kvarteret, de klarer sig stadigvæk, på trods af regeringens røvslikkerpolitik overfor de rige og aggressive udlændinge. Hvor længe kan de blive ved med det?

Den lille mand er stadig konge på gaderne i Culcatta, Istanbul, Guang Jiou, Manilla. Ja selv i Lissabon, Sarajevo og Thesalonikki er den lille mand et mindre sjældent syn end London, Chicago, Hamburg, Stockholm og København? Hos os er der alle steder en 7/11 på hjørnet, alle kæderne er der, sidegaderne er tømt for de små butikker, der før var der. Du går måske ind i en lille butik, der handler med tøj, men mærkerne er internationale designerprodukter, med europæisk-amerikanske navne produceret til minimalløn et sted i den den del af verden, hvor den lille mand stadig er konge – hvis han altså ikke har været tvunget til at abdicere og tage arbejde i en af de superfabrikker, hvor de små mænd, kvinder og børn sidder og står i lange rækker til en ussel løn og er det stik modsatte af konger. De er slaver.

Spørg lige dig selv, storbydansker, hvad du ville gøre, hvis systemet brød sammen? Hvor ville du få din strøm og din varme fra? Hvor ville dit rene vand komme fra? Hvor ville dine grøntsager, dine husdyr, dine daglige fornødenheder komme fra?

Du ville være på skideren-de-luxe! For den lille mand er ikke længere konge her, og vi har glemt, hvad det vil sige, at sørge for os selv. Vi kan ikke engang lappe en cykel længere.

Maniske gadeprædikanter

Images contaminate us like viruses
Paul Virilio

Dette står som slutbillede i videoen tll det legendariske engelske band Manic Street Preacher’s ‘Kevin Carter’, hvor kameralinsen er påmonteret en sniper-riffel, og medlemmerne af bandet bliver ‘skudt’ efter tur.

YouTube har taget den originale video ned, ligesom de tager ALT ned for tiden, der er anstødeligt mod Globalsyndikatets underleverandør Datamafiaen. Her er lyden i det mindste i orden.

En anden interessant MSP tekst er ‘The Love of Richard Nixon’, hvor der synges
‘Death without assination. Yea, they all betrayed you, and your country too’.

Teksten er ironisk, men ægte, filosofisk ironi er jo sand og falsk på samme tid. Iflg kilder blev Nixon ‘ofret’ i Watergate for at offentligheden og undersøgelserne ikke skulle nærme sig de dybere lag i sagen og derved få mulighed for at aflsøre de egentlig årsager til Wietnamkrigen. Alle troede, at skurken var fanget, og dermed var sagen lukket. Det nye Rom har også sit Colloseum, hvor der sker rituel menneskeofring.

Samme strategi havde virket fint i JFK-sagen, så hvorfor ikke bruge den igen? Når syndebukken, Lee Harvey Oswald, var fanget, så var alle glade og pressen holdt sin sure kæft. Jim Marrs’ grundige research fortæller en lidt anden historie.

Thank God for the courage of all Manic Street Preachers!
Lad os genlæse linierne fra deres udødelige sang ‘There by the Grace of God’ – husk at finde videoen på Youtube. Vi taler om en af rockhistoriens store sange, og promo-videoen yder på smukkeste vis retfærdighed. Og her spørger man så sig selv: når nu der rent faktisk findes musikvideoer som denne, hvorfor kører TV-stationerne så tonsvis af nyproduceret svineæde i en lind strøm?

And all the drugs in the World
Can’t save us from ourselves
Victims with the saddest hearts
Passing by the Grace og God
There by the Grace og God

With Grace we will suffer
With Grace we shall recover
There by the Grace og God
There by the Grace og God

Lay down all your guns
Give them up and then move on
It doesn’t mean that you are dead
Passing by the Grace of God

With Grace we will suffer
With Grace we shall recover
There by the Grace of God
There by the Grace of God

Man ser ham for sig, den maniske gadeprædikant fra videoen, i The Tube. Han er i en tilstand af bøn og forklarelse, mens folk i manisk slow-tempo og uden en lyd passerer forbi i hver deres frosne drøm. Hvis man sagde: Freeze! havde man scenen fra The Matrix, hvor Neo og Orpheus besøger matrixen, programmet for virtuelle eksistenser. ‘Did you see the woman in the red dress?’. Vores liv er som disse virtuelle eksistenser, og vores bøn er Dean Bradfields skikkelse, musikeren af Guds nåde.

There by the Grace of God.

Sofavælgermanifest

For 5 år siden valgte jeg at smide den første stemmeseddel i skraldespanden. Det var i et øjeblik af desillusion, hvor jeg permanent fravalgte det repræsentative demokrati. Det var på samme tid, som jeg valgte at smide mit fjernsyn ud af vinduet og opsige mit avisabonnement. Det var også på samme tidspunkt, hvor jeg blev hjemløs for første gang og måtte bo på loftværelse, der ikke var beregnet på beboelse. Men det sidste har – og jeg har gennemtænkt det – ikke noget at gøre med det første. Desillusion er udelukkende møntet på det repræsentative demokrati og den stat, der baserer sig på det.

Det er ikke demokratiet, folket der styrer, som ide, der er et problem. Ikke så længe det er knyttet til republikken (folkets sag). Sagt med andre ord: Når flertallet bestemmer med fuld respekt for mindretallet går det fint. Det er den tilstand, som demokratiet har befundet sig i fra slutningen af det 20. århundrede og det nye årtusind, der udgør et problem.

Nu skal man som bekendt aldrig sige aldrig. Men på det punkt er jeg realist og ikke utopist, og forudsætningerne for at jeg nogensinde igen skulle sætte et kryds på en stemmeseddel til et dansk folketingsvalg, et lokalvalg eller – vorherre bevares! et EU-valg – skulle i så fald være:

• At en ganske gammeldags type af politikere skulle finde på at dukke op på scenen, en type som føler et kald og ikke blot har en ambition om et levebrød eller et karriere-springbræt
• At seriøst tænkende mennesker uventet skulle finde på at stille op til et valg
• At et flertal af folkevalgte ikke var til fals for uvidenhed kombineret med påståelighed, dårlig information, dovenskab, intimidering, okkupering af medier og dårlig journalistik, spinndoktori, investeret interesse, levebrødsprofessionalisme.
• At oldnordiske dyder som medfølelse, lydhørhed, kompromisløshed, hæderlighed, ikke-reaktionær nationalfølelse, mod, individualitet og kærlighed – ja du læser rigtigt – genindfandt sig på den politiske scene
• At mennesker, som ikke søgte magten ville påtage sig at forvalte den ud fra et ansvar for deres medmennesker og deres børns generation
• At mennesker, der FOR ALVOR vidste noget om verden og dens beskidte gang, valgte at åbne munden og træde frem på scene – OG IKKE MINDST at disse mennesker blev set og hørt og anerkendt af tilstrækkelig mange mennesker, der var trætte af den siddende politikertype.

Jeg taler her udelukkende om politikere. Det er muligvis ikke helt retfærdigt og muligvis heller ikke helt fyldestgørende. Jeg kunne og burde måske tale om systemer, institutioner, ideologier, herskende tilstande. Men når dagen er omme består disse tilstande altså af de mennesker, der skaber og vedligeholder dem. Politikerne vedligeholder dem. De aner desværre ikke, hvordan disse tilstande er blevet skabt, for de er lige så historieløse som alle andre. De ved, hvad de har lært i skolen, i gymnasiet, på business-school, på cand. politstudiet, i partiskolen. Det er hvad de ved. De har aldrig seriøst studeret historie eller geopolitik. De aner intet om videnskab. De har aldrig stillet de kompromisløse, svære spørgsmål. De har gået de lige veje ad de lige linier. De har gjort, hvad der krævedes for at komme dertil, hvor de er i dag.

Sofaperspektiv

Mit liv og mine valg skal ikke defineres af disse menneskers behov og livsbane, for der er langt større ting på spil, som disse mennesker ikke har forstået.

Tillad mig at foreslå en ny definition af begrebet ‘sofavælger’.

Sofavælgeren er den, der tager sin stemmeseddel og går hen på den lokale folkeskole en onsdag efter arbejde en tilfældig dag i februar og sætter et kryds udfor en ligeså tilfældigt politikers eller politiker-wannabe’s navn, som har har hørt noget om, hvorefter han-hun går hjem og spiser spagetti med kødsovs, sætter sig I SOFAEN, åbner for fjernsynet, ser X-Faktor og glemmer alt om verden. Sofavælgeren regner herefter med, at de valgte politikere eller politiker-wannabe’s sørger for at tage vare på de fleste af vedkommendes relationer til den truende omverden, og at de først igen om ca. 2-4 år igen behøver at lette røven fra sofaen og at gå hen på den lokale folkeskole en onsdag efter arbejde en tilfældig dag i februar …

Jamen hør nu, vil nogen sige, det er jo ikke det, som ordet ‘sofavælger’ betyder ..

Undskyld mig igen! Det er NETOP det, som ordet betyder. Det er en person, der udøver sin demokratiske forpligtelse fra en sofa, hvilket vi desværre har vænnet os til i det repræsentative demokrati. Vi er strengt taget ikke tvunget til det, men det er sådan, det er blevet. Det repræsentative demokrati opfordrer folk til at blive i sofaen og acceptere deres rolle som tilskuere til et show. Sofavalget er den passive borger og den besynderlige ide om, at demokrati er noget man overværer, når man trykker på en knap på et TV kl. halv otte, planter røven i sofaen, sænker underkæben og siger døøh! Dagen efter copy-paster sofatypen det, han så, over frokostbordet i kantinen og siger ‘Jeg har hørt, at de nu har besluttet, …’

Harrowdown Hill
– The Anatomy of a Political Assassination

The official video, was for years censored by Youtube. This kind of attacks on freedom of expression and speech normally belongs to dictatorships and tyrannical, totalitarian regimes. Normally, since this now has become the new norm in global media like YouTube.

Just the very fact, that statements, and this video makes clear statements in poetic form, that censorship was applied is the proof of the unclean motives of the censor. If they had clean hands and good intentions, they would never use the dirty weapons of tyranny.

This artwork is quite stunning – and quite ugly at the same time. You will know why, when you learn about the background for Tom Yorke’s musik / video Harrowdown Hill and the way Dr. David Kelly died. And then you will also know, why the owners of YouTube chose to use methods of the Tyranni, because this piece of artwork is a fist in the ugly face of British Government, British Intelligence Service and British deep-state establishment.

But who the hell was Dr. … ?
http://www.corbettreport.com/dr-david-kelly-the-battle-for-an-inquest-grtv/

The short version

In 2003 an expert i biological warfare and weapons inspector for UN, Dr. David Kelly, was found dead near his home in Harrowdown Hill, Oxfordshire. The British Governement and British legal system prevented a thorough investigation of the case and labelled it a suicide – which is the norm in most assassination carried out by any branch of the Deep State (being suicided). You remove materials that are compromizing and revealing, then you pull the suicide card out of the magicians hat covering yourself with the shield of ‘probable deniability’.

David Kelly had travelled all over Iraq and gained major attention by stating, that the British government had ‘sexed up their rapport about WMD i Iraq’. At a hearing he was heavily attacked for his statement by representatives of British government. Two days later he was found dead.

The following Hutton Rapport manipulated wit testimonies and evidences in order to be able to claim suicide. According to the rapport he had cut himself to death, but neither the police or the team of paramedics found any blood on the location.

Later a voluntary group of medical experts have analyzed the material and the way it was handled. Their conclusion is, that everything happened in suspicious ways, and every rule for correct handling of material was procedurally manipulated.

You may recognize one of the persons in this picture as directly responsible for the manipulation, since he – and the two other persons – had an aggrement to start a war based on fraudulant evidence.

Not only the video was banned. The Truth and the possibility for Thruth to prevail by legal ways meant to guarantee Truth, was banned by the British government – a government following a long tradition of political murders and suppression on Thruth. The British Empire and its outfaded successor is resting on mountains of lies, warcrimes and genocides.

Don’t walk the plank like I did
You will be dispensed with
When you’ve become inconvenient
In the harrowdown hill
Where you went to school
That’s where I am
That’s where I’m lying down

Did I fall or was I pushed?
Did I fall or was I pushed?
And where’s the blood?
And where’s the blood?

I’m coming home
I’m coming home
To make it all right
So dry your eyes

We think the same things at the same time
We just cant do anything about it

So don’t ask me
Ask the ministry
Don’t ask me
Ask the ministry

We think the same things at the same time
There are so many of us
So you can’t count

We think the same things at the same time
There are too many of us
So you can’t count

Can you see me when I’m running?
Can you see me when I’m running?
Away from them

I can’t take their pressure
No one cares if you live or die
They just want me gone
They want me gone

I’m coming home
I’m coming home
To make it all right
So dry your eyes

We think the same things at the same time
We just cant do anything about it

We think the same things at the same time
There are too many of us
So you can’t count

It was a slippery slippery slippery slope
It was a slippery slippery slippery slope
I feel me slipping in and out of consciousness
I feel me slipping in and out of consciousness

Tom Yorke

Den gode vilje

En af de destruktive kræfter i vores verden. Bergmann beskrev det i en film af samme navn.

Der vises god vilje i voldsom grad, hver gang nationerne går i krig – i særdeleshed USA. Hele vejen næsten – og kun næsten! – op til toppen er alle fulde af indbildning om, at ‘det er for både deres og vores eget bedste’. Toppen vidste noget andet – risgnaskerne og perkerne skal dø for vors skylds skyld og tro, at det er for deres eget bedste.

Den ‘gode’ læge, der vil dig det godt og gøre dig sund og rask, findes stort set ikke længere i dag. Lægekunsten i dag, ordet er næsten blasfemisk, har ikke længere noget kvalitativt begreb for sundhed og man indrømmer det selv. Fx. hedder det ‘sygehuse’ (Krankenhaüser) og ikke ‘sundhedshuse’. Lægen er til for receptens og honorarets skyld, og for at BigPharma kan skovle ind fra lommerne på ligene i deres kølvand, når deres drugs har gjort jobbet. 75% af alle sygdomme i dag skønnes at være medicinrelaterede. Tankesættet er:

‘Hvis vi skal slå folk ihjel, kan vi ligesågodt gøre det på den mest profitable måde. Vis nu god vilje og vær venlig at slippe slanterne før du kradser af … tak. Dem er der ikke brug for dér, hvor DU skal hen’.

Det skyldes ganske enorm god vilje, at arbejdsløse – og det er for deres egen skyld – skal bruge halvdelen af deres vågne liv i en kø, udfylde lange skemaer, lave handlingsplaner og fabrikere 100vis af halvhjertede, halvhjernede og ligegyldige fake-ansøgninger (som de stakkels sekretærer i virksomhederne så skal bladre igennem). Hvad med, om de lavede noget konstruktiv arbejde, fx. indenfor et fag, som de ofte er gode til? Det kunne passende være for dem selv eller hinanden, så tør jeg næsten æde min hat på, at de bliver headhuntet, når man opdager, hvor kreative, de er.

Der tales om ‘human ressources’. Mennesket er altså en ressource – ligesom brændselsolie eller havregryn. Man skulle tro og mene, at mennesket var et menneske, der besad ressourcer, som det frivilligt gav bort / udlånte iflg. en kontrakt. Man skulle tro og mene, at et arbejdsforhold drejede sig om, at man frivilligt opgav at realisere sine drømme, mens man arbejdede for et andet menneskes drømme, og at det derfor skulle koste låneren noget. Men der er noget, vi måske har misforstået. Eller rettere: vi har forstået det i sin kerne, men andre har gennemtrumfet deres forståelse, som ikke harmonerer med kernen.

En lille historie om de små-store liv

Da min søde gamle mor blev lammet ved en seriøs blødning, fik min søde gamle far besked på via vink med en vognstang og stor kæp i baghånden fra de sociale myndigheders side, at nu blev han nødt til at flytte ind i et hummer af en plejehjemsbolig med den strandede hval, hun var. Ære være hendes minde, hun sov stille ind. Her kunne han så være en ‘ressource’ for hende, hoppe og springe i døgndrift. Det havde han egentlig gjort i 40 år, men dette var helt frivilligt og i absolut kærlighed. Nu var han reduceret til en ‘ressource’. Da var det, han besluttede sig til at tage sit eget liv.

Det lykkedes så ikke, hvorefter der så var 2 strandede hvaler. Da jeg to timer senere var på intensivafdelingen, hvor han vågnede op, så han ud gennem sit nye mumiekostume og sagde: ‘
Er det dig? Kan du sige mig, hvorfor jeg gjorde det her?’

Bæredygtighed

Ved at overgøde jorden med sin gode vilje til afgrøder, udpiner man den, så den til sidst dør. Så flytter man over til et nyt stykke land, som man også regnskovsfælder. Det kræver ægte god vilje at være bæredygtig. Er der nogen, der kan forklare mig, hvorfor landbruget kalder krav om bæredygtighed og respekt for naturlovene for ‘ond vilje’?

Den største forhindring for viden er ikke uvidenhed. Det er illusionen om viden. Det kunne være det indre motto for ‘god’ vilje’. Man tror, man ved, hvad der er godt for nogen og handler på det. Handlingen skaber derefter den egentlige lidelse.

I Steen & Stoffer (Calvin & Hobbes) får Steen nok af sin mor og råber: ‘OMSORGSIMPERIALIST !!’. Se dét er god værkstedshumor 🙂 Og meget sandt. Gode handlinger – og gaver ligeså – er til for at binde dig på mund og hånd.

Warning – strings attached!

Colloseum

Vespassian bragte 100.000 fanger hjem fra ødelæggelsen af Jerusalem og den jødiske kultur, og de blev sat til at slave. Colloseum skulle bygges på rekordtid, for Vespassian var ved at kradse af.

Man brugte kraner drevet af menneskelige hamstere i kæmpe trædemøller til hævning af de enorme sten. Hvis man studerer Breughels berømte billede af Babelstårnet og forestiller sig en gibsafstøbning af det – vendt på hovedet .. så har man det indre af Colloseum. Set ovenfra ligner det Orca’ens mund. Den åd levende mennesker i 1000-tal.

Colloseum var så teknologisk krævende, at ethvert moderne stadion er det rene vand ved siden af. I kældrene var der 1000’er af rum, bure, gange, kraner, elevatorer, døre og lemme, hejseværk, teknikere. Der var ild-, vand- og vind-maskiner. Derudover var der ‘de medvirkende’ i form af gladiatorer, menneskemasser og dyr. Hele showet havde til formål at bekræfte romerne i, at de kontrollerede Universet. De gjorde, hvad kun Gud kunne gøre, faktisk var Gud overflødig. Meget passende til dette stykke megalomani ophøjede og udnævnte de romerske kejsere sig selv til Gud. At fornærme kejseren (senere paven) var det samme som at fornærme Gud.

Romerne opfandt beton med at iblande et bestemt indhold af vulkansk materiale fra Vesuv – det blev ganske enormt stærkt. Kunsten gik i glemmebogen, og der skulle gå 1200 år, før man genopfandt det i middelalderen. Det står den dag i dag, selvom meget af Colleseum er faldet sammen. Vær sikker på, at nazisterne kendte til formlen. De lavede verdens stærkeste beton, hvilket kan ses af de bunkere, de efterlod ved Vesterhavet, som stadig står nærmest intakte på trods af de utrolige kræfter af vind, vand og vejr, de er udsat for i 60 år – alt imens danske motorvejsbroer og høje-gladsaxer er ved at skvatte sammen pga. egen vægt. Meget passende, for det Tredje Rige var Det Tredje Romerske Kejserrige, ligesom der før havde eksisteret det Tysk-Romerske kejserdømme. Nu får vi så blot at se om en anden af Imperiets arvtagere, Den Romersk-Katolske Imperium og Peterskirken står ligeså længe, eller om den falder sammen lige om lidt under vægten af sine egne løgne.

Det britiske imperium og senere det transatlantiske imperium med USA som den krigsførende del har alle tænkelige ligheder med romerriget, inklusive dekadence og forfald. Det romerske Colloseum har alle tænkelige ligheder med: Hollywood. Her skabes på samme vis kæmpe, groteske illusionsnumre, her smides mennesker på samme vis for løver, her lavet også søslag, her vender kejseren også tomlen op eller ned, her kompenseres også for imperiets tabte krige, og de vundne slag fejres med megalomanisk pomp. Her fabrikeres også løgne til den store guldmedalje.

Ordet ‘gladiator’ kommer fra ‘gladio’, der er det træsværd, man fik udleveret, når man gik i gladiator-skole. Der var 1000-vis af slaver, der trænede her. Udover at være både slagter og slagtekvæg var gladiatoren også: et sexsymbol. Gladio betyder også ‘pik’, og vestalinderne, senatorfruerne, og alle de andre kvindelige tilskuere blev våde i trusserne, når deres ynglingsgladiator vandt igen. Man kunne risikere at vinde sin frihed, hvis man havde gjort sig fortjent til det. Men de fleste af dem var så intoxikerede af den blods- og sexual-ejakulerings-rus, det extacy-kick de fik af at slagte deres umenneskeliggjorte medmennesker, så de tiggede og bad om at komme tilbage på scenen. Rituel menneskeofring er i særlig grad afhængighedsskabende – ligesom at være stjerne i Hollywood. Og Colloseums stjerner var ligeså fucked-up.

Under senere kejsere skrantede foretagendet, for krokodillerne var gået i sultestrejke, og der var kun 3 mølædte løver tilbage. Forestillinger blev aflyst, dyrene strejkede. Jeg får de sygeste disney-billeder for min indre nethinde.

Bøddelfoden

Lad os starte med et hurtigt anmelder-referat – elevatorversionen – af ‘plottet’ i Tom Kristensens store digt Henrettelsen. En stak mænd er linet op til halshugning, digtet er i 1. person, digteren er selv en af dem. Han ser alle før ham blive henrettet, tiden er næsten gået i stå, der er nedtælling, bødlen tørrer sit blodige sværd af, før det er fortællerens tur. Tiden standser helt.

Er verden gået helt i stå?

Er sværdet fuld af fugt?
Skal bødlen evigt pudse det

og aldrig få det brugt?
Min nakke smerter uden stands,

og smerten slår en ilsom krans

i halsens kød.
Er jeg mon død?

Nej, bødlen står endnu og ser
langs sværdets tynde, sejge ægg.

Så træder han det næste skridt

og standser – måler – går lidt væk.

Jeg ser en bille vandre tryg

med grønt metal på hvælvet ryg,

den vandrer mod 
en bøddelfod.

Jeg var helt fortabt i det finurlige men kraftfulde billede af billen, der vandrer ufortrødent mod bøddelfoden. Som Olof Lagerkrantz siger: ‘Magtens øje ser ikke sig selv’. Den ser ikke, hvad der nærmer sig fra en ganske uventet kant, proportionerne er helt i skoven, men vi forstår det alligevel. Billen har tænkt sig at bide bødlen i foden, han vil hyle op som en gris, smide sværdet … og så ved vi ikke mere. Vi har allerede sagt for meget, men vores tanker er sat i gang med usvigelig sikkerhed af Tom K’s lille genistreg. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har følt hårene rejse sig ved at læse dette mesterværk af en indlevelse, en hyper-intens psykologisk thriller i en nøddeskal.

Nogle har kaldt Tom Kristensen en fantast, en ekspressionist, en nihillist, en Hærværks-mager. Han er helt sikkert ekspressiv, men nihilist var han ikke! Skulle denne mand, der havde en facination, en ømhed, en glubende, berusende appetit på livet i alle dens afskygninger, også de mørke – husk de er kun mørke, fordi ingen har formået at tænde lyset – skulle denne overdådigt givende digter være nihilist? Jeg mener nej. Han var livs-forelsket, og det er det diametralt modsatte af nihilisme. At han sumpede på sine gamle dage, ændrer ikke ved noget, for han gjorde det med stil til det sidste. At galskaben sneg sig ind til tider, ændrer heller intet. Er en kunstner ikke nærmest forpligtet til at afsøge disse afkroge af menneskesindet? Spørg hans ven Jørgen Gustava Brandt. Eller den tidligere præst på Thurø, hvor han boede, Johannes Johanssen, også digter og senere biskop, en af de bedste nyere salmedigtere. En sen aften løb de tør for whisky, hvorefter Tom greb sit haglgevær og gik ud i baghaven og fyrede to skud af. Johannes J. blev forfærdet i en vis grad, hvad havde galningen gang i? En halv time senere ankom købmanden i sin båd med et par nye flasker.

Hvis den malplacerede etiket ‘nihilist’ skal reddes i land, er man nødt til at lave en eufemisme på ordet, så det kommer til at betyde: alt er lige gyldigt, for det var sådan, det var for Tom Kristensen. Alt havde lige høj gyldighedsværdi, intet var udelukket fra livet. Det kan godt være, at et andet berømt digt ligner en gang roderi af et slagsmål, med det er et Blomstrende Slagsmål.

En ganske anden vinkel til nihilisme – den ægte vare – er de referencer, som digtet ‘Henrettelsen’ byder på. Her er vi ude i en ganske stor fortælling, som ikke er for de mørkerædde. Hvorvidt Tom K. havde nogen fornemmelse af, hvor dybt dét kaninhul er, vides ikke. Men uvidende om sammenhænge kan han ikke ha’ været, for han var der selv.

Opstanden

Han har dog næppe ‘været der’ mens det skete, for da var han kun 7 år gammel. Billedet/fotografiet er så berømt, at han har set det som ung mand. ‘Henrettelsen’ bygger på en hændelse i Sydkina år 1900. En engelsk avis – ikke tilfældigt – bragte et billede fra den såkaldte ‘bokseropstand’. Man ser en stak boksere’, der ligger halshugget på en plads. Bødlen står og poserer ved ligene. Hvem er disse boksere? Vel næppe folk, der trænede med handsker og hjelm for at vinde World Boxing Associations mavebælte år 1900.

Vi ved, hvad der siden skete. Chang Kai Chek, Kuomintang, Kulturrevolution, Mao, Deng, Den Himmelske Freds Plads og nu Hu Jintao, finansielt boom, ny-gammel misundelse fra vestens imperium, nye hadekampagner, ny sabelraslen fra aggressionsmaskinen. Historien går i cirkler, spiraler, og nu skal vi igen, vi læser det hver dag i avisen og ser det på TV, hade og frygte kineserne, fordi de er lidt for dygtige. Riget i Midten faldt ikke denne gang, og heller ikke i dag.

Men hvad skete der før? Sejrherrerne var imperialisterne, Vesten vandt krigen – eller rettere: det gjorde de ikke – men de skrev i hvert fald historien, løgnen, udelukkelsen af informationerne. Lad os skrue tiden tilbage.

De engelsk-tyske, senere britisk-amerikanske imperialister, alias bankkartellerne, storkøbmændene, de aristokratiske-royale megalomaner og psykopater, kleptokratiet, eliten, tilføj selv navne, går stadig efter verdensherredømmet. Den Ny Rom boede på det tidspunkt halvt i England, halvt i Tyskland. Franskmændene slikkede sår efter Napoleon men kom senere godt med. Derudover en stribe andre: hollændere, portugisere, spaniere. Selv danskerne, de fjolser, ragede en lille klump af Sydindien til sig kaldet Traquebar – så er vi lidt med i det fine selskab. Der var også et par klatter i Ostindien og Vestafrika. Uden særlig betydning. Af egentlig betydning var og er stadig Grønland, som vi har formået at omdøbe til et ‘rigsfællesskab’, nærmest en fordansket eufemisme i stil med Commonwealth.

Alle ville have fat i guldet, ressourcerne, markedet, slaverne, forbrugerne (af deres dope), territorierne, hæderen og den æresløse ære. Mottoet var: ‘Vi ved ikke hvorfor vi slås om det, men de andre er ved at rage til sig, og de skal saftsuseme ikke have det hele, de grådige svin!’ De har opført sig og reageret som en stak børnehavebørn om en skål matadormix. Hovedstemningen har været: misundelse. De var ligesom punkerne en slags nihilister: ‘We don’t know what we want (and why), but we know how to get it’. I en blodrus gik Vesten amok i yderdistrikterne. Det var en mørk drift, og der var angst indlagret i denne drift.

The Rothschilds multinationale familie-kartel havde ‘købt’ hele den engelske økonomi i forlængelse af napoleonskrigen. Denne ultrasnedige bankmand – en i rækken siden Nathan R. – lavede et genialt spinn og lod en notits sive til pressen om, at Napoleon havde vundet. Alle aktier dumpede, børsen krakkede, Rothschild-syndikatet købte rub og stub. Da man 48 timer senere fik nyheden om, at Napoleon faktisk havde tabt sit Waterloo, var det for sent. Bankerne – i ledtog med Dronningen og kongehuset – sad på nationaløkonomien og statskassen, og bankerne har aldrig sluppet den siden. Senere udbredte de det totalitære finanssystem til Amerika, hvor de stadig kontrollerer alt. Finanskrise, bankerot, budgetunderskud, militært-industrielt kompleks, Wall Street svindel, Obama’s lobbyist-regering, osv. Hele USA’s historie er historien om bankmændenes krig mod amerikanerne.

Tilbage til det sene 1800-tal. Via British East Asian Company dyrkede og forfinede Imperiet deres hvide valmuer i Kensington Garden i London, plantede dem ud i Indien, høstede og producerede og udskibede det rygeklare produkt i deres berømte T-Clipper-både med det udtrykkelige formål at lade opium forgifte hele den kinesiske befolkning – de skævøjede, gulhudede risgnaskende, grovædende, uduelige undermålere af menneskeligt fyldstof, slaveracen, der stod i vejen for handelsskibene og konvojerne, som alt for længe havde haft succes til at forhindre udenlandste intervenører i at besejre Riget i Midten og rage uhæmmet til sig af de gamle dynastiers rigdomme.

Vi skruer tiden endnu længere tilbage, ca. 100 år, til overgangen mellem Ming-Dynastiet og Han-Dynastiet. Legenden fortæller om, hvordan det store Ming-Dynasti faldt som indbegrebet af kinesisk pragt og forfinelse. Mod nord vogtede en bestemt general over muren, der skilte Han’erne – ikke at forveksle med hunnerne – fra hovedlandet. Han havde en smuk kone, som Han-folkene kidnappede. Hvis han ikke lukkede dem igennem linierne, ville hun blive tortureret, voldtaget og dræbt. Generalen elskede sin kone, så han bøjede nakken. Herefter gik det slag i slag til riget var omstyrtet.

De tre store netværk, der var rygraden i Ming’ernes dynasti, gik under jorden. Det var flåden, hæren og intelligentsiaen. De er overlevet helt frem til i dag som hemmelige klaner kaldet de røde, de grønne og de blå, også kendt som de kinesiske Triader.

Her er ringen sluttet til Tom Kristensen, for det var folk fra disse grupper, hæren, som lå på stenbroen på det berømte billedet fra 1900. Deres boksekunst kendes i dag under navne som KungFu, TaiChi, ChiGong – med og uden sværd og kniv og stav. De kunne deres ældgamle håndværk, som de havde lært af Ming-kejserens specialstyrker. Englænderne frygtede dem, for de kunne slå til som et lyn i nattens mulm eller ved højlys dag for dernæst at forsvinde som røg. De var uforudsigelige og deres angreb var dødelige. Hvis man vil have en fornemmelse af, hvad imperialisterne var oppe imod, så opsøg en demo på YouTube af dem, der har bevaret kunstformen i dag, fx. munkene fra Shaolin-klostret. Det er i dag blevet til et show, det indgår som akrobatik i fx. Peking-opera, men i sin grundform er det tænkt som direkte dødeligt og uden tøven. De var frygtløse, ubestikkelige og 100% loyale med deres egne. Man fristes til en parallel til de seriøse problemer, som zeloterne, iscarioterne, essæerne, altså de jødiske messianske frihedskæmpere, der gav romerne problemer i Judæa – en parallel man kan køre meget langt igennem mht. hvad der siden skete, og hvordan imperier har skrevet deres eftermæle, og som vi alle er blevet flasket op med gennem skolebøgerne.

Det er i bund og grund den romerske frygt for alle de vilde og uregerlige etniciteter i deres alt for store imperium, der stadig sidder i den hvide mands sul i dag. Vi gør os næsten ingen anelse om, hvor forhadte romerne var af deres undersåtter, og på den anden side, hvor meget de frygtede det mylder af stammer, der fandtes i totalriget. Dette er også starten på kristendommens historie.

Ingen har vel siden beskrevet Den hvide mands frygt for disse ‘vilde’, denne ‘ukultur’ som Joseph Conrad i 1902 i bogen ‘Mørkets Hjerte’, og senere har Francis Ford Coppola givet den endnu en tand med ‘Appocalypse Now’, der filmatiserede bogen. The Horror, The Horror ! … Det kunne ligesågodt være foregået i Kina, men filmen foregår i Vietnam, bogen foregår i Congo – same-same, but different.

Manden der var inde i Dracula

Den Hollywood-skuespiller, der skabte vores allesammens visuelle opfattelse af Dracula var Bela Lugosi. Hans personlige historie er ganske interessant.

Han var passende nok vokset op i en lille syd-ungarsk landsby nær den ‘originale’ historiske Dracula, Vlad Ţepeş, også kaldet Vlad III Dracul’s slot. Denne var også en blodsuger af en 1500-tals-skikkelse omend i menneskeligt format – sandsynligvis uden hugtænder. Han var optaget i en sekt kaldet ‘Drageordenen’, som skulle værne det kristne Europa mod osmannerne. Det var et hverv, han tog meget seriøst. Som enhver grusom despot med ‘respekt for sig selv’ aflivede han selvfølgelig sine modstandere og satte deres hoveder på pæle. Men ligefrem en vampyr? jeg mener blot: så var Karl den tolvte også en vampyr, for det var nøjagtig sådan han aflivede og udstillede sine fjender i Sydsverige, gøngerne. Eller kejser Nero. Eller Nicolae Ceauşescu – helt afgjort, han kom jo også fra området! Man kan faktisk ærge sig over, at de ikke valgte sidstnævnte i Hollywood. Så kunne han have fået terapeutisk afløb for sine magtperversioner, og så kunne rumænerne ha’ sluppet for slaveri-tyranni. Eller rettere: det havde de nok ikke – hvis man afliver en tyran, så er der altid en ny psykopat på spring.

Lugosi var et stort skuespillertalent, der fik en karriere som skuespiller ved de store teatre i Budapest og Wien. Vi taler om roller i Shakespeare-kaliberen og stort karakterskuespil. Han beskrives som en meget ‘handsom’ mandsperson – med hang til damer. Fotografierne bekræfter det. Kvinder, også dem han ikke lagde ned rent bogstaveligt, beretter om en aristokratisk, gammel-europæisk gentleman der kyssede deres hånd, Madame, tillad mig at … Denne erotisk-aristokratiske kvalitet var meget vigtig for valget af Lugosi til rollen.

Den store gyserkarakter Lon Chaney, manden med de 1000 ansigter, var lige død, da man besluttede at indspille Bram Stokers roman. Bela Lugosi blev ad omveje foreslået, og producenten blev overtalt til at foretrække ham fremfor hans samtidige kollega og konkurrent i gyserfaget, Boris Karloff. Han blev implanteret i Hollywood, som så mange tidligere europæiske stumfilms-stjerner. Det gjorde heller ikke noget, at han talte med accent, for den var jo ‘ægte’. Andre kolleger klarede aldrig overgangen til talefilmen (første talefilm 1929: The Jazz Singer), men Dracula (1931) og Lugosi gik fint igennem. Han var endda tilbageholdende med at sige ja til rollen, fordi der ikke var nok dialog for ham, for han talte faktisk et formfuldendt høj-engelsk.

Lugosi identificerer sig så meget med skikkelsen – i dag ville vi kalde det ‘method-acting’, han finder følelsen, hans ‘tuner-in’ på skikkelsens essens, og så: ‘Hi hamm Drrrrac-ula!’ Vi hører og ser det for os. Skikkelsen er både skræmmende, gotisk, og samtidig har den et anstrøg af gammel-aristokratisk, sørgmodig nostalgi. Det går rent ind hos tidens publikum, og sammen med Frankenstein, står den som et af genrens mesterværker. Pointen er, at Lugosi så at sige bliver besat af skikkelsen. Den kan aldrig siden slippe ham. Han gifter sig med en meget ung kone (som han sætter tænderne i), han stiller pligtskyldigt op til de mest groteske performances og events, han bliver alkoholiker, hvorefter han mister sin kone. Han går på afvænning og forsøger et comeback, men uden større held. Til sidst siger han: ‘Det er for sent’. Og her kommer det så: han bliver efter eget ønske begravet i fuldt transylvansk outfit !! Om han også får hamret en pæl gennem maven, fortæller historien ikke noget om ..

Det underlige var, at Lugosi var den elskeligste gentleman og bedstefar-type i privaten. Det var Hollywood, og dermed hollywood-i-os-alle, der ikke skelnede. Det blev så hans skæbne. Men han gav skikkelsen det anstrøg af sørgmodighed, som fx. senere Coppola bygger videre på i sin remake fra 1992. Vi får her nærmest empati med vampyren spillet af Gary Oldman. Den er en ulykkelig skikkelse, der er fanget i sin form. Den kan ikke dø, den er nødt til at suge blod af andre ulykkelige individer for tid og evighed. Den ville hellere end gerne ud af rollen, men den får ikke lov. Her bliver historien meget interessant og relevant for herværende fremstilling. Derefter er det ikke længere muligt blot at sige: Det er vampyrens skyld! Aller bødler starter som ofre.

Lugosi blev spurgt på sine ældre dage af en dame, hvorfor han ikke forsøgte sig med andre roller, fx. som ‘the good guy’. Men han svarede: ‘Det får jeg ikke mulighed for. De bliver ikke tilbudt mig’. Han endte som en type-cast. Én gang Dracula, altid Dracula.

Skyggen – hvor gik det galt for danskerne?

I skrivende stund føler jeg mig så igen pinlig berørt over at være dansker. En sag har lige været oppe at vende med Dansk Racistparti Folkeparti’s indblanding i det svenske valg. Pia Kjærsgaard går nu efter verdensherredømmet i sin support til den internationale racisme og anti-islamisme, der er ligeså fascistisk, som dem de hævder at ville bekæmpe. It takes one to know one. Vi ved jo, der findes lignende partier og bevægelser i Holland, Norge, Østrig, Frankrig. Man fornemmer næsten et nyt kommunistisk manifest: racister i alle lande, forener eder! Eller nyfascister-med-et-venligt-ansigt foréner eder. For vi taler jo om folk, der – i modsætning til hvad Nyrup Rasmussen hævdede aldrig ville ske – er gået hen og er blevet stuerene på bonede gulve i folkets hellige haller.

Men det, der fremstår som skingert skrigeri og iscenesat konfliktmageri fra opportunistiske, reaktionære politikeres side stikker dybere end som så. Med ‘reaktionær’ mener jeg ikke den sædvanlige socialistfloskel fra de frelste 70’ere, men simpelthen ind til benet af ordet: de har kun deres dagsorden og meninger ved at reagere, ved at være imod noget. Fjendebilleder er helt nødvendige for deres politik. De har ingen egentlig substans, og hvis de ikke kan etablere fjendebilledet, falder alt til jorden for dem.

Dansk Folkeparti og Fremskridspartiet før dem har hele tiden talt med og til danskernes krybdyrhjerne. Altså den del af hjernen, der reagerer, frygter, sender signaler til kroppen og nervesystemet om fare, frygt, flugt, kamp eller forsvar. Det er en ældgammel taktik, der har været kendt af vore forfædres herskere, de store imperier – der er vel egentlig kun ét Imperium: det romerske, og alle dets rodskud op gennem et par tusinde år – de store religiøse systemer – fx. det romersk-katolske Imperium. Alle har kendt til det simple og hyper-effektive trick at underkue, manipulere og misbruge mennesker i masse-vis – folkemængderne – via: frygt. Tricket virkede dengang, så virkede det senere, så virker det sørme også i dag, og mon ikke det også virker i morgen? Folk er ikke blevet klogere, selvom der er lagt mange pæne lag af civilisation henover det stupide og snart ophidsede, snart apatiske hele tiden patetiske: dyr.

Som paulovske hunde er menneskene kontrollerbare og yderst forudsigelige i deres adfærd. Alle ved det, som har smagt magtens bitre sødme. Man kan simpelthen ikke tale til folks fornuft. Hvorfor ikke?

Det er igen simpelt. Fordi fornuften befinder sig i det dagsbelyste og velovervejede felt af vores bevidsthed. Hos de allerfleste mennesker udgør dette felt ca. – regner man med – 4% af vores samlede bevidsthed. Resten er mørkelagt område, men det er til gengæld i dette område, at alle vores vitale beslutninger forestages. Man kan bare prøve at tage ‘ryger-testen’. Altså: højstemt og i et anfald af dårlig samvittighed ‘beslutter’ rygeren kl. kvart over 12 nytårsaften at holde op med at ryge. Men sin bevidste hjernedel, der er fuld af gode intentioner. Det holder så et par uger, i nogle tilfælde et par måneder. Indtil en dag i et svagt øjeblik, hvor fornuften = de 4% bevidsthed, der troede, de var beslutningsdygtige, lige var ude af kontoret. Her overtager så den egentlige chef = de 96% bevidsthed kontrollen og giver rygning fri, hvorefter person = de 100% så ryger løs til næste nytårsaften. Hvis du ikke er ryger, så skift smøgerne ud med hvadsomhelst, der udgør et tvangsmæssigt mønster i dit liv. Og lad nu være med at sige, at du er herligt fri for den slags …

Området er, fordi det på et tidspunkt i menneskets / menneskehedens historie er blevet mørkelagt, bostedet for alle vore uhyrer, monstre, frygt, ukontrollerbare perversioner. Al ræd for mørke stammer herfra. Man kan kalde det for ‘skyggen’. Den kløvede bevidsthed, som karakteriserer dette mærkelige og destruktive væsen, vi kalder mennesket, er bragt i stand vha. et traume. Mennesket, som vi kender det i dag, er traumatiseret og kløvet over i to dele. Et af vore nationalklenodier H.C. Andersen beskrev jo faktisk denne skygge i sin novelle af samme navn. Skyggen var her den personlige skygge, og på sin vis er novellen meget freudiansk – før Freud. Den var til gengæld helt i pagt med hans tids facination af eventyrerne, der fortæller sande historier fra skyggeland. Vi både gyser og drages på én gang, børn som voksne. For intuitivt ved vi alle, at der er i skyggeland, vores skæbne afgøres, og at det er her, vi skal lede efter svarene.

Det er meget betegnende, at der i dag tales en del om ‘at føre symbol-politik’. For det er netop via symbolerne, at denne del af hjernen er påvirkelig. Den person eller institution, der være sig reklamemager, religionsstifter elller -administrator, politiker, psykiater, drug dealer, forfører, …, der vil påvirke mennesket, skal kende sproget og signalerne, der giver adgang til skyggeområdet. Det gælder i øvrigt også den, der har livsfremmende intentioner og ønsker at hjælpe mennesket med at bryde dets dunkle, destruktive mønstre. Men det er meget betegnende, at det i allerstørste udstrækning har været kendt og benyttet af manipulatorerne og misbrugerne i alle lande og til enhver tid.

Når en Hitler stod og hylede om: ‘blod, race, jord, folk, korstog (total krig), det hellige fædreland, jøde-pesten, fanen, sejren, …, listen over billeddannende symboler i tale – OG understøttet af det billedlige nyromerske totalteater, som nazisterne etablerede med arkitektur, musik, sprog, uniformer, logoer, masseoptrin – så talte han direkte til det kollektivt ubevidste. Svindelnummeret Rigsdagsbranden i -33 blev snedigt brugt til at etablere dette frygtbillede af bolshevikkerne, der satte ild til rigsdagen og truede folket. De jødiske bolsjevikker havde i øvrigt forinden myrdet løs i 10.000-vis på de russere, der stod i vejen for revolutionen, altså holocaust før Hitler … men det er en anden historie. Og med et par demagogiske kunstgreb blev bolsjevikkerne hurtigt et synonym for samtlige jøder. Forfatningen blev sat ud af kraft i løbet af et par uger, og i løbet af et par år kørte krigsmaskinen indover nabogrænserne – med folkets velsignelse. Og husk: ingen krig er nogensinde startet og motiveret af folket. Hvis du har læst det i historiebøgerne, stinker det. Til gengæld har alle krige fået folkets velsignelse før, under og efter! Et paradoks?

Nej! Hvis det tyske folk havde sagt nej til krigen, var den aldrig indtruffet. Men symbolpolitikken får netop folket, masserne til at skrue hjernen/fornuften af og råbe JA! Mønstret er altid det samme: først er der noget vi skal være bange for, så hopper vi i armene på Den Store Far, der lover os beskyttelse, og til sidst tager han røven på os. Men husk – også i dag: vi har kun de politikere og dermed også de konflikter og krige, som vi giver dem lov til. Korea, Vietnam, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien … Iran? Pakistan? Kina? WW3?

Hvis man skal pege på én event i nyere tid – og her ser vi tidslinien ned gennem hele landets historie – , der har bragt, eller bekræftet skismaet i hjernen på mennesket og fået os til at dumpe betændt og ubearbejdet gods ned i kælderen bagefter, i skyggeområdet … altså én event, der kan betegnes som et nationalt-bevidst traume, er det uden tvivl 1864. Husk igen – og Freud og alle de andre kan fortælle om det: gods, der er dumpet ned i kælderen, bor dér til evig tid og er hyperaktiv i den underbevidste førerbunker, indtil nogen endelig tager sig sammen til at installere lamper og undersøge, hvad der gemmer sig i dybet.

1864 var en særdeles betændt sag. Kort fortalt og overforsimplet: der var engang et Imperium mod syd, der raslede med sablerne. Der var også nogle kongehuse, der havde indavlet så meget gennem århundrerne, at man må mistænke dem for at være mentalt underfrankerede. Når blodet bliver for blåt, ryger det store intelligente overblik. Kongen af Danmark var bange for kejseren og hans generaler mod syd, så han tilbød ham af omveje, at han kunne da bare indlemme det lille kongerige i hans nationale forbund. Preusserne og deres kejser overhørte det. Til gengæld tilbød han den lille konge at han kunne udvide sit kongedømme til lige syd for Flensborg. Det sagde kongen dog prompte nej til, han ville have Danmark helt til Ejderen, ja han ville! Tyskerne havde fået bank i borgerkrigen 1848-50, så de kunne bare komme an. Men kejseren blev knotten og sagde: ‘Hvis det er med dén på, så kan vi også sige Tyskland til Limfjorden!” Og sådan blev det. Da prøjserne så var trætte af at se på heder og kornmarker, trak de sig tilbage til Kongeåen.

Man kan ikke sige, at det var uden fortilfælde. Et halvt århundrede før havde en anden af de underfrankerede monarker brændt nallerne. Han kunne så godt li’ Napoleon, og da de engelske gesandter bad om et møde, blev de nægtet. Napoleon tabte som bekendt, og de slemme englændere ankom så og hævnede kongens arrogance ved at brænde hovedstaden af, stjæle flåden, og fælde alle egetræer, der kunne bruges til at bygge nye skibe af.

Og for nu rigtig at jokke i den: minsandten om ikke kongerigets regent i nyere tid lavede det samme stunt, da en stribe ambassadører fra muslimske lande udbad sig et møde om nogle fornærmelige tegninger. De blev pure afvist. Samtaler skader jo ikke, men det gjorde det til gengæld at nægte samtale. Så danske flag blev brændt af rundt om, og danske virksomheder mistede milliardbeløb i indtægter, mens nationen fattedes penge. Det tog en hel årrække at genetablere. Det var så flot og stilsikkert ! Og lige i tråd med vor åh-så-stolte nationale tradition for smidigt diplomati. Vi må da hellere skynde os at genoptrykke tegningerne i ytringsfrihedens navn.

Man skulle tro, at så lille et land ikke kunne undvære smidigt diplomati. Det sjove er så, at den smidigste af alle diplomater, der nogensinde har tjent fædrelandet, blev kritiseret for det, igen sjovt nok bla. af den omtalte statsminister … men han havde vist glemt (bevidst undladt?) at læse på historie-lektien. Historikere, hvor blev I i øvrigt af? Var I bange for at miste jeres job i disse udrensnings- og smagsdommer-tider? Den omtalte statsminister hed selvfølge Anders Fogh Rasmussen, og den smidige diplomat hed Scavenius. Han havde været diplomat i Tyskland tilbage fra 1. Verdenskrig, kendte modstanderen ud og ind, sørgede under 2. Verdenskrig for at Imperiet ikke fuldstændig smadrede den lille fnattede andedam nord for grænsen … grænsen var så i mellemtiden flyttet tilbage fra før 1864, hvorefter tyskerne flyttede den op til Skagen og over til Bornholm. Samarbejdspolitikken var yderst smart og helt gennemført. Men mange var dengang og stadig i dag for dumme til at fatte, hvor smart det var. Den omtalte statsminister, fx. hvis neo-liberale ideologibriller gav ham et noget skævt verdensbillede.

1864 var et sviende nederlag, og det danske selvværd led et seriøst knæk. Hvis man ikke vil høre, må man føle. Og et trauma er et hyper-koncentreret men ubærligt følelsesfelt, hvis man ikke dealer med det omgående. Det lagrer sig i det kollektivt ubevidste og styrer derfra med hård hånd i meget lang tid. Det har skabt et underligt narcissistisk kollektivt individ, der kaldes for Danmark. Det ene øjeblik lider vi af mindreværds-komplekser, og hvad det nu hedder: jantelov. Det andet øjeblik puster vi os op som små arrige køtere og bjæffer og danser og praler. Vi tror, vi er verdensmestre i alt muligt: kultur, økonomi, velfærd, sundhed, uddannelse, kreativitet. Men ser man nærmere efter, holder det ikke en meter i dag, og vi overhales hele tiden inden- og udenom.

Det er i denne social-psykologiske og -politiske sammenhæng, man skal se hele Dansk Folkeparti-fænomenet. Det handler om mangel på selvværd, om selvhad. Vi har ikke tilgivet os selv vores dumhed fra 1864, fordi der aldrig har været ordentlig lys på sagen. Vi har ikke forstået, hvad der ramte os. Historikere som Tom Buk Swienty er for tiden ved at råde bod på det. Men da den smøgrygende dame med det blå blod blev opfordret til at frigive dokumenter i familiens eje, der kunne kaste mere lys på sagen, svarede hun, at de skam var private! Der er noget her, man har svært ved at forstå. Hvordan kan det være en privatsag, at hendes underfrankerede forfader fuckede en hel nation op for 146 år siden? Hvem er det lige, der betaler for damens apanage og hendes liv i luksus? Hvis ‘folk’ var dem, der måtte bøde for hendes tip-oldefar – længere er det ikke siden – , der kvajede sig, så kan man vist ikke tale om ‘private’ dokumenter længere? Der gælder altså ét sæt regler for nogen og et andet sæt for andre.

Har nationen så siden ‘indadtil vundet, hvad udadtil tabtes’? Det er simpelt at svare på. Svaret hedder Dansk Folkeparti. Indadtil er al god tone, pli, lydhørhed, respekt for mennesket tabt. Udadtil er respekten for dette selverklærede smørhul i verden og tabt. Danmark er zonen for åndeligt underskud.

Hvor blev fornuften så af? Og er den da fuldstændig uanvendelig? Skal vi alle sammen overgive os til symbol-snak, populistisk fordummelse og spinn? Har løgnen sejret? Det sidste vil vise sig. Det andet kan jeg uden at blinke svare nej til. Fornuften skal aldrig glemmes, men vi må udvide begrebet og rette tænkningen mod selve vores eksistens. Sæt lamper og projektører op i kælderregionerne, skyggerne og luske-kabinetterne. Blæs i fløjter, rul med skralder, afslør svindel og løgn. Og der er mere, end vi aner i skabet.

Det er tid til forårsrengøring. Og faktisk synes jeg, vi skal sige pænt tak til Dansk Folkeparti for helt ublufærdigt at tydeliggøre, hvordan snavset kan tage sig ud. Nyrop påstod, at de aldrig blev stuerene. Men jeg tror alligevel Nyrop tog dobbelt-fejl. For det første blev snavset stuerent. For det andet er det måske slet ikke snavset, vi skal være så opmærksomme på, men det, der synes stuerent – inklusiv dem, der for tiden kører hans eget parti. Her er der virkelig noget at tage fat på for rengøringskonerne.

Vejen til indre styrke

Her er så en nyoversættelse af Tao Te Ching. Det var ingen OpenSource-oversættelser derude, og det skal der bare være.

Et af temaerne i denne samling af aforismer, nærmest et langt digt, er den rette måde at regere på. Li Erh, Det Hvide Hår, var født i 604 f.Kr., og fik navnet Lao Tsu, da han arbejdede for kongen af Zhou i Louyang som leder af det kejserlige arkiv, en slags overbibliotekar. Han har været yderst belæst i gamle tekster og sandsynligvis kyndig udi alkymi, astrologi, divination, m.m. Der er beretninger om mødet med hans yngre samtidige kollega Kungfutse, der rejser langt for at møde denne mand af stort ry.

Lao Tsu

Temaet ‘den rette regeringsførelse’ går igennem teksten, og afspejler hans position hos kongen. I en alder af 80 beslutter han sig til at rejse ud i ørkenen. Han er deprimeret over de politiske tilstande og over, at kongen har mistet fornemmelsen for Tao. Han har ikke mere at gøre der. Ved den kinesisk-tibetanske grænse bliver han stoppet af en vagt, der anmoder ham om at nedskrive sin viden, da han ved, at han ikke vil vende tilbage. Det bliver til dette skrift, på kinesisk 5250 ord-tegn, Tao Te Ching, som han nedskriver på 3 dage. Det står i dag som en uforgængelig stenstøtte af et åndeligt, fuldt intakt og funktionsdygtigt testamente. Han forsvinder ud i ødemarken og ses ikke igen. Han vender – fuldstændig som der står i skriftet – tilbage til Tao.

Er slutningen blot en legende? Det er den nok. Personen, hans værk og betydning er dog på ingen måde en legende. Men vi har lidt svært ved at tage historien bogstavelig om, at den gamle mester sidder i et skur ved det tibetanske grænse og på tre dage skriver et af verdenslitteraturens mesterværker. Men på den andens side: hvis alternativet var, at han ikke fik lov til at vende tilbage til Tao ude i vildnisset, og han besad denne kolossale viden og indre styrke, så … Noget kunne tyde på det.

Som der står til sidst: dette er ikke en lærd afhandling, for man kan ikke diskutere Vejen. Det er mere personlige overvejelser om det tidløse og det tidsbundne i værket. Er der overhovedet noget tidsbundet i værket … ?

Teksten fremstår som forbløffende frisk, letlæselig, flydende. Mange af Lao’s kommentarer om politik kunne uden videre bruges i dag, det er det tidløse i teksten. Læg fx. mærke til, at der kun var brug for én reel note .. om ‘stråhunde’. Altså reelt kun ét udtryk, der er tidsbundet, hvilket er meget godt gået. Hvis du kan foreslå en gendigtet parallel, er du velkommen til at videresende den, så noten kan elimineres. Det viser os samtidig, at mennesker ikke var anderledes for 2.500 år siden end i dag.

Vi kan måske, jeg har i hvert fald gjort det, studse lidt over formuleringer, der siger, at folket bør holdes i lykkelig uvidenhed. Det første tanke er, at dette ikke svarer til vores demokratiske forestillinger, ej heller begreber fra oplysningstiden og da slet ikke moderne folkeoplysning og grundtvigiansk afsæt. En politiker i dag skal nok vare sig for, at stille sig op og sige den slags, ej heller en lektor fra Danmarks Pædagogiske Universitet, tidl. Lærerhøjskolen – fint skal det være!.

Misser vi en pointe? Det mener jeg, vi (jeg) gør, hvilket jeg så vil råde lidt bod på for egen regning. En del af pointen kunne være, at Tao er smartere end nogen regent. Der er i universet en umådelig intelligens, der leder os, hvis vi tillader det. Det er Vejen. Denne Vej findes i langt højere grad i det simple liv, som Lao hyldede som folkets liv end i det udspekulerede liv, der lægges tilrette for os i vores samfund.

Når vi tænker over det, så har den gamle mere end ret. Hvilken lykke og visdom har informationssamfundet, demokratiet og højteknologien bibragt mennesket? Hvilket gode er der i at åbne en avis eller tænde for sin flimmer og opdage, at 19/20 såkaldte ‘nyheder’ handler om perversioner, mord, svindel, korruption, misbrug, krig, mishandling, overgreb, menneskelig smålighed? Hvad nyt er der i det? Hvilket fremskridt findes der i en syg medicinal-kultur, korrupte politikere, smarte medie-manipulatorer, snævertsynede videnskabsfolk, grådige bankfolk, blodtørstige krigsherrer, og løgnagtige præster? I dårlig mad, dårlige masseprodukter, overfladisk viden en masse? Mine spørgsmål kunne være uendelige. Men et hurtigt svar ville være, at al den information er særdeles bevidsthedsdannende og langt snarere skaber eller forstærker dårligdommene end oplyse om dem, endsige gå i kødet på dem. Disse pseudonyheder går jo aldrig ind i selve kernen. Og hvorfor skulle de det (lyder der inde i deres syge hoveder), når der nu er så mange penge i dårlige og overfladiske nyheder?

Sagen er selvfølgelig kompleks. For man kunne stille modspørgsmål om, hvorvidt uvidenheden om emnerne ikke også vedligeholder dårligdommene. Men da dette jo netop er det bevidstløse mainstream-argument for informationers berettigelse, vil jeg hellere anføre det modsatte.

Nede på jorden: hvad har al den ophobning af ubrugelig, fragmenteret viden bibragt menneskeheden af lykke? Nada !! Jeg gør ikke den bommert at tro, at alle mennesker var lykkelige på landet i gamle dage. Men som danskere burde vi nok vide lidt om, hvad der tales om. For mere spoleret, forkælet, velfærdsdopet, åndelig doven nation af individer skal man lede længe efter. Hvis man foretog en rejse til en fjern bjerglandsby i Thailand eller Indien eller hvorsomhelst – og vi ser bort fra de steder, hvor imperialismen har fucked livet op med gift, overgreb og andre kulturelle ‘forbedringer’, så finder man altså der mennesker, der stadig mod alle odds kan smile, være ukunstlede, ligefremme, nysgerrige, tilfredse med det lidt de har, altså som stadig har en simpel taknemlighed med deres sparsomme materielle liv på jorden. Jeg er sikker på, at også deres liv ville kunne forbedres, men hver gang vi tillader os at have meninger om det, og endda pønser på at ‘hjælpe’ dem med det, de stakler, så lyser der straks nogle røde lamper. Tænk selv videre.

Ponten er, at der findes mennesker ‘derude’, der burde være så dybt ulykkelige, at de iflg. vores opfattelse af velstand ligeså godt kunne gå hen til det nærmeste træ og hænge sig, og hele deres familie med. MEN som altså er i stand til alt det, som vi ikke evner: smile, lege, være nysgerrige, hjælpe hinanden, være tilfredse med det, de har, ikke at forfalde til svinsk grådighed, og så videre. Det vækker en anelse til eftertanke. Og jeg giver ikke en døjt for smarte statistikbaserede pseudoundersøgelser, der postulerer, at danskerne sørme er et af de mest tilfredse folk på planeten. Statistik er som bekendt et andet ord for løgn. Man kunne stille en anden statistik op ved siden af, som ikke er så manipulerbar med smarte spørgeskemaer: selvmords-statistikken. Så siger vi ikke mere.

Det er i den sammenhæng man må se Lao’s gode rod til sine samtidige politikere. Vi må huske, at han så dem til daglig, ligesom i dag, begå deres forskellige overgreb mod deres undersåtter. Han har uden tvivl gjort, hvad han kunne som kongens rådgiver for at lære denne om Vejen. Et stykke hen ad vejen er det måske endda lykkedes for ham. Men som vi ved, magt korrumperer.

Der tales i dag meget om ‘synliggørelse af ledelse’, og andet management-floskelmageri. Det stinker mest af fralæggelse af ansvar og manglende ledelse. Det bedste ledelse er muligvis usynlig, men det kommer så sandelig an på dens kvaliteter og intentionen bag. Hvis usynlighed er ensbetydende med fejhed, lusk, lukkethed på direktionsgangen, i elfenbenstårnet, så er det dårligt. Hvis det er ensbetydende med at de passer deres arbejde, at de tænker på virksomhedens velfærd, dens uvurderlige medarbejderes velfærd, så er det en andens sag. Begrebet stress rammer lige ned i hjertet på det. Hvorfor er medarbejderne stressede ? Hvad er årsagen til stress ? Stress er IKKE at have for travlt, stress er mangel på overblik. Mangel på overblik er et ledelsesproblem. Punktum! Når man forventer at overblikket = viden skal varetages af manden på gulvet, så skaber man en tilstand af stress. Stress opstår, når man ikke har overblik over, hvad man skal gøre, om der er tid til at nå det, om der er hjælp at hente, om man kan klare det. Stress forsvinder i samme øjeblik nogen træder ind og fjerner den kroniske eller akutte usikkerhed ved at afgrænse opgaven og formidle hjælp og koordination. Her kan den dygtige, for det er jo det han/hun er ! medarbejder få lov til at yde sit bedste – uden angst/stress.

Hvor god Tao er der i virksomheder i dag ? Ledelser: træd i karakter som ledelser og spar os for jeres manangement-crap, jeres afglidende nysprog og jeres ansvarsforflygtigelse, hvor I prøver at smøre det af på medarbejderne ved at gøre dem med-vidende og med-ansvarlige. Det kommer helt af sig selv (Tao), når I passer det arbejde, som I hæver helt ubrugelige lønninger for.

Man kan måske sige med moderne terminologi, at Lao’s ideal-regeringsform var ‘oplyst enevælde’. Hermed ligner han faktisk Platon, der bestemt heller ikke var demokrat. Han havde set, hvordan man i det nye demokratis navn havde lynchet hans filosof-kolleger. Demokrati var – og er stadig, sorry! – pøbelvælde. Hans ideal-regent er filosoffen, der har lært at styre sin indre stat, før han prøver at styre den ydre. Hvor mange regenter har lært det ? Platon kunne for så vidt godt have læst Lao Tsu, det findes der selvfølgelig ingen beretninger om, men antikkens flow af viden var på ingen måde lukkede national-bestemte områder. Der var allerede dengang en Silkerute, hverken Indien eller Kina var udenfor rækkevidde. Vi kan snarere se det globale tankefelt som et kontinuum, hvor lignende tanker fandtes samtidig på tværs af afstande.

Tanker har en stor kraft. Biografister til Lao Tsu og hans værk er ikke sene til at benævne ham en af de mest betydningsfulde mænd til alle tider målt på rækkevidden af hans tanker. Hans tanker kan spores videre til filosofiske systemer, religiøse skoler, kampkunst og medicin, politisk tænkning, litteratur osv. De har uden tvivl ret. Det siger noget om den Indre Styrke (Tao) der er i den gamles tanker. Vi sender en kærlig og respektfuld tanke tilbage, mens vi ser den spinkle, hvidhårede skikkelse på sit mulddyr forsvinde ud i den mystiske tomhed, hvor han kom fra. God rejse og tak !

PS! Hvor er det cool med den historie, hvor på den mest blærede vis sætter sig ned i en knaldhytte af et grænseskur – på kanten af civilisationen og ødemarken, og på 3 dage nedskriver Tao Te Ching. Tag den, småkravl, svagpissere, og studer den lidt, inden I spiller Kong Gulerod ! Jeg kan ikke komme mig over historien 🙂 Og det kunne generationerne heller ikke, så når vi i dag ser en Hollywoodfilm, hvor den hvidskæggede gamling lærer opkomlingen at holde på sin stav, eller mester Yoda siger ‘Great warrior, hmm? Wars not make one great.’, så er det Lao Tsu, der nu er blevet til en arketype. Selv i pop-kulturen har han gennemslagskraft 2.500 år senere. Hvor må han være ved at dø af grin fra sit udsigtspunkt.

Hemmligheden om AIDS

Det var ikke mig, der opfandt denne overskrift, men en journalist ved Dagbladet Information, der 22.10.10 skrev et ellers sobert og sagligt indlæg om AIDS. Det handlede om hvordan man tilbageholder oplysninger om, hvor lidt smitsom AIDS egentlig er, hvor stor helbredelsesprocenten med rigtig behandling efterhånden er, og hvor paria-gjorte folk er blevet. Altsammen prisværdigt og nødvendigt at få frem.

Det fik mig dog som regelmæssig blog-kommentator i både Information og Politiken til at skrive følgende:

Der er en ret stærk overskrift ‘Hemmeligheden om AIDS’, og jeg synes måske forfatteren skulle have modereret den lidt, da den lover mere, end den holder. Derudover ingen kritik af den, da den er helt igennem saglig.

Den egentlige hemmelighed om denne mærkelige sygdom kunne tænkes at ligge et ganske andet sted. Historien er meget lang og fuld af overvældende detaljerigdom og perspektiver, der får det til at svimle for én. Jeg kan anbefale research, der tillader folk at komme til orde, som medicinalindustrien ikke er så glade for.

AIDS er IKKE en virus, der er opstået af sig selv. Den er udviklet i amerikanske laboratorier som et biologisk krigsvåben, testet på ‘frivillige’ på et asyl for retarderede børn, spredt i Vestafrika og New York via Hapatitis B-vaccine. Navnet på en af de hovedansvarlige medicinere er Dr. Robert Gallo. Et militær-medicinalt firma kaldet Lytton Bionetics har udviklet det. Merc, Sharp & Dome, et af verdens største vaccine-firmaer (med historiske forbindelser til nazikoncernen I.G. Farben) har videreudviklet det. Alle kontrakterne er fundet, samlet og dokumenteret af en af de hårde og stædige hunde, der bider medicinalindustrien i benet, Dr. Len Horowitz. Alle oplysninger kan findes på nettet.

Gallo – Mr. AIDS

Mainstream-medierne nægter at beskæftige sig med det. Og det er måske ikke så uforståeligt, hvis man ser på fx. amerikanske medier, og hvem der egentlige ejer dem, hvem der fodrer dem med materiale, og hvem der bestemmer, hvad der skal skrives.

Selv kritiske journalister i den lidt mindre business-kontrollerede og -intimiderede presse i vor del af verden har stort set ikke været inde over det. Emnet er simpelthen for skræmmende, og – jeg har det på samme måde selv: noget inde i hovedet på mig reagerer og siger, at det simpelthen ikke kan være sandt.

Jeg mener, at Verden har brug for en kæmpe lækage-afsløring om medicinalindustrien, Big-Time ! Det, der ville komme frem der, er så horribelt, at vi ville have svært ved at fatte det.

Len Horowitz er bestemt ikke den eneste, der har turdet gå i kødet på medicinalindustrien. Der er en del, deriblandt også folk, der har arbejdet indenfor den, der råber vagt i gevær i disse år. Materialet er ganske overvældende, men ligeså overvældende er denne industris evne og magt til at holde disse oplysninger ude fra mainstream-medierne. Og ikke ret mange politikere i dag gør sig umage med at grave i disse sager, men lader sig for stor dels vedkommende fodre af mainstream-medierne, der igen er fodret af industrien, og det, de finder for godt at bringe videre.

Da Horowitz gik i offentligheden med det – hvis man eller kan kalde det opkøbte, korrumperede, manipulerede, amputerede og gennemført styrede og fordummende mediebillede, man har i USA, for offentligt – udløste det en vis bekymring i industrien. Bla. eksploderede den omtalte Dr. Gallo i arrogant vrede over den dokumentation, der blev fremlagt. Man hyrede i hans bagland det samme PR-firma til at forskønne og tilsløre facts og promovere misinformationer til offentligheden som senere blev hyret af Bush-administrationen til at ‘sælge’ det budskab til befolkningen i USA og resten af Verden, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak, at Saddam Hussein smed små børn ud af vinduet, hvis han ikke havde spist dem først, osv. osv., vi kender hele miseren, og ja Hussein var ingen englebasse, men det er fuldstændig irrelevant, da agendaen var en ganske anden, osv. osv… Og en follow-up på denne forbindelse mellem virus og krig er, at mange af de soldater, der kommer hjem fra den krigen senere udviklede ‘post-war-syndrom’ bla. pga. vacciner, der havde svækket deres imunforsvar og gjort dem modtagelige for de biologiske våben, de masseødelæggelsesvåben, som amerikanerne hældte ud over området, og som vinden førte baglæns til egne rækker – en historie, der ikke er voldsomt overeksponereret – mildest talt. AIDS er ikke så meget en historie om en virus, men en historie om masseødelæggelsesvåben og folkedrab. Det er, hvis vi løfter blikket yderligere, et skræmmende vidnesbyrd om hvad vi kunne kalde det medicin-industrielle kompleks, der har holdt hele den moderne lægevidenskab i et jerngreb i omkr. 100 år.

Så artiklen i Information er ikke irrelevant, men den er ikke i nærheden af at forstå rækkevidden af, at AIDS ikke er så smitsomt på den måde, vi normalt får det at vide, og at den EGENTLIGE smitte ikke er foregået via løssluppen sex, højst som en supplement og en yderligere opfølgning. Den oprindelige og alt-omfattende smitte foregik via vacciner mod andre epidemier, hvor HIV-virus’en fulgte med som en trojansk hest. AIDS er en designer-virus målrettet mod det afrikanske kontinent beregnet på en regulering af befolkningstilvæksten. I visse områder er det helt op til 60% af befolkningen, der er smittet, og om et årti vil nationer bryde sammen pga. mangel på folk, der er uddanntet til at udfylde de funktioner, det kræves at holde en sådan nation kørende. Medmindre det i takt med den forhåbentlig nødvendige serie af afsløringer af hele mega-affæren lykkedes at få fravristet medicinalindustrien og lægevidenskaben oplysninger om, hvor enkelt det ville være at kurere AIDS. OG: at skabe politisk og folkelig vilje til det.

Indtil videre er Vesten ræbende ligeglade med Afrika. Det er taberland for beduiner og halenegre, der nok selv har været ude om det, og nu kan de lære det. Eller: det kan da ikke være vores problem. Well. Det skulle da lige være, at vi er blevet taget på sengen af kineserne, der af egne årsager gennem snart 20 år har vist en ganske anderledes seriøs interesse for kontinentet, og nu er i gang med at booste økonomien.

Kierkegaard som antisemit

Tja, så røg Kierkegaard også ind i centrifugen, det kan jo ske for enhver. Peter Tudvad har forsket og er kommet frem til at mene, at ‘Kierkegaard var glødende antisemit’. Tudvad har lige genopfundt ilden, det varme vand, suppeskeen og hjulet, altså han har lige opdaget, hvordan man talte og skrev og mente i 1800-tallet. Det kunne vi godt have fortalt ham.

Ordet antisemit er et underligt ord. Semitter er folk i og omkring Mellemøsten og deres slægtninge overalt i Verden, der taler en stribe sprog med fælles rod – arabisk, hebræisk, aramæisk, maltesisk, fønikisk, m.fl. Nogle af sprogene lever, andre har transformeret sig, nogle findes kun i små grupper. Hvis man er semit, tilhører man disse folke- og sproggrupper. Hvis man er antisemit, er man så imod dem, og er del af en propaganda eller et had. Fx. er det tyrkiske sprog ikke-semittisk. Tyrkere er historisk kendt for ikke at være alt for vilde med arabere. Tyrkere må derfor være antisemitter i et eller andet omfang. En del jøder, især dem uden den dybere forståelse af deres egen historie, hader arabere/muslimer, og må derfor være antisemitter. Mange kristne, især de mere dogmatiske, er religiøst-ideologisk modstander af jøder, og er der en slags anti-semitter. En mand som Flemming Rose må også være anti-semit, da han nærer et dybt had til arabere/muslimer. Men manden er såmænd zionist.

Zionisme og antisemitisme i den forvredne propagandistiske betydning ‘had til jøder’ er linket sammen. Linket er en del af en propaganda, der har gamle rødder. I dag pådrager man sig meget nemt prædikatet antisemit, hvis man tillader sig at kritisere staten Israel og deres politik. Det skyldes bla. at nogle organisationer fx. B’nai B’rith og Anti Defamation League (hvis leder er notorisk og dømt kriminel, hvilket ikke synes at påvirke deres indflydelse) og den amerikanske jødiske lobby ikke at forglemme og et vidt forgrenet netværk af 100-vis af grupper, med tilsammen adgang til de næsten ubegrænsede financielle ressourcer og et vidt udbredt netværk, som zionisterne råder over, hiver ordet frem, hver gang nogen med blot en vist vægt bag sig siger fra overfor agendaen. Den såkaldte ‘jødiske lobby’ i USA er intet andet end en zionistisk lobby, og de har haft et kvælertagslignende afpresnings-forhold til den den amerikanske regering i lang tid. Hele Mellemøst-konflikten og i anden omgang den verdenspolitiske ånd lever på kunstigt åndedræt via dette politisk-ideologiske misbrugsforhold. Hvis man blot som stikkontrol researcher på, hvad en ekstremt indflydelsesrig mand som Henry Kissinger, erklæret zionist, har haft fingre i og ansvar for at konflikter og krige og menneskeliv / menneskelig lidelse i snart en menneskealder (USA har været i krig et eller andet sted i Verden siden 1956 og Korea), så har man et glimt af det større billede, der hedder den zionisktisk agenda. Ligesom i studiet af nazisme kunne man gå i retning af det okkulte, og så ville man opdage, at hele projektet er dybt eskatologisk. De forbereder i øjeblikket en ny krig: mod Iran. Og kendt israelsk journalist, Jeffrey Goldman, skrev for nylig en bog om det. Og Kina lurer i baglandet.

Det er egentlig ret utroligt, at jøderne ikke for længst har hevet dette parasittiske væsen op med rod og taget afstand fra det. For jøderne er i ligeså høj grad ofre for denne dystre agenda, som deres påståede modstandere i Mellemøsten og et eller andet sted os alle sammen. Spørg en palestinenser, om han har problemer med jøderne, og han ville svare: det er ikke det jødiske folk og jøder, vi har problemer med. Det er mine naboer, mine børn leger med dem, de er mennesker ligesom os. Det er zionisterne, der sidder i regeringen, militæret, i Mozad, i bosætter- (besætter-) byerne. Zionister er en internationel magtelite med deres helt egen agenda, der ikke skyr noget middel, det være sig korruption, krig, manipulation, tyveri, mord, løgn osv. for at køre deres spil. De er dybt inde i både europæiske og amerikanske besluttende organer, og de har en af de mest velsmurte og velfinancierede propaganda-maskiner i Verden.

Men det har INTET med jødedom at gøre. Man behøver ikke at være jøde for at være zionist. Man skal bare være en medløber, der abonnerer på ideologien – et godtroende fjols, der er løbet med. Det kan skyldes bestikkelse (medlemmer af det amerikanske Senat og Kongres er næsten alle bestukket af AIPAC), eller at man er en hjernedød betonkristen bibelbasker. Den zionistiske verdensagenda er netop sådan et sammenrendt af kyniske, stenrige master-minds og fjolser, der nærer sig ved at omgås magten. Selve dannelsen af staten Israel er så nøje sammenkædet med zionismen, at israelere og jøder i dag har meget svært ved at skille det ad. Denne historie er lang og omfattende, og går via det romerske tyveri af jødernes identitet og historie. På visse måder har zionismen større lighed med nazismen som ideologi, end den har med jødedommen som et folkegruppes tro og en kultur. Grupper af ortodokse jøder anerkender over hovedet ikke denne Stat.

Frederik Stjernfelt gør dele af intelligentsiaen i DK opmærksom på, at de har et problem, når de ikke tør sige fra overfor islamismen af frygt for at blive stemplet som islamofob eller araberhader el lign. Manden har jo ret. På samme måde kan man sige, at vi har et problem, når vi ikke tør addressere zionismens totalitære, korrupte agenda, når den viser ansigt, uden at blive beskylt for at hade jøder og være antisemit. Det er ikke tilfældigt, når bølger af det, som kaldes antisemitisme – oversat til modstand mod jødisk igen oversat til israelsk politik – blomstrer op, så er det lige i kølvandet på israelske overgreb på deres naboer eller egne indbyggere af palestinensisk herkomst. Læs Goldman-rapporten om de uhyrligheder, israelerne har udsat folk i Gaza og Vestbredden for: kvinder og børn ned i skyttegrave som levende værn omkring tanks, afbrænding og bulldozning af hele bydele, brug af hvidt fosfor og andre kemiske våben, mord på civile, bombning af skoler, hospitaler, ødelæggelse af infrastrukturer, frit lejde til zionistiske bosættere, massakrer, løgnagtig forhalingspolitik, verdens længste besættelse af fremmed territorium (Golan m.m.). Og dernæst benægtelse af fakta, manipulering med historieskrivningen, bestikkelse af politikere. Kongresmedlemmerne i USA læste aldrig Goldman-rapporten, den var alt for grusom, de lyttede til et fordrejet referat af den fra deres sponsorer. For hvert medlem af både Senatet og Repræsentanternes Hus findes der 5 lobbyister, og de har penge, prestige og trusler med i baghånden.

En vals med Bashir. Mange soldater i den israelske hær har det skidt med, hvad de har været tvunget til. Man kan ikke nægte værnepligt i flere år, og dessertører bliver straffet særdeles hårdt. På det på er Israel hverken demokrati eller republik, for den slags hører hjemme i et totalitært regime.

Og hvordan var det lige dengang med frit lejde til kristne lejemordere i Sabra og Shatila? Se filmen Walz with Bashir, og genopfrisket denne skændige historie. En bølge af vrede rejser sig mod israelerne, og zionisterne, der har ædt sig dybt ind i den israelske regering, svarer blot igen ved at sige: anti-semitisme. Og hvis det er jøder selv, der fremfører kritikken (Goldman, der stod for rapporten var fx. jøde), har man opfundet en særlig variant, der hedder ‘den selvdestuktive jøde’, altså masochisten og forrædderen. Meldingen er dog, at støtten til Israel blandt jøder i USA er stærkt faldende. Jøder under 40 år gider ikke at høre på mere bullshit. Sager som den, hvor der blev lavet industri på Holocaust gør sit. Har du heller ikke hørt om den? Der kan du blot se, hvor meget der har det med at ‘forsvinde’ i mainstream-medierne. En gruppe zionistiske slyngler lavet et nummer under Clinton-administrationen. De gennemtvang frigivelsen af milliarder af midler, der var fastfrosset i schweitziske banker, deriblandt en del nazipenge, til at kompensere ofre for Holocaust og deres børn. Plaster på såret, alle var rørte, Clinton hoppede på nummeret. It’s the economy, stupid! Måske han var lidt distraheret af en eller anden sekretær. Under alle omstændigheder: ofrene for Holocaust så næppe meget mere end et par cent, for resten røg ned i lommen på zionisterne. Og det var væsentlige beløb, selv for zionistiske ‘banksters’.

Så før vi har fået renset ud i vores begreber og sprogbehandling, der er inficeret af propagandasprog, århundrede gammelt verbalt ‘spinn’ fra en magtelite, der bla. har haft magt til at manipulere vores historieskrivning i en grad, vi dårligt aner, så bør vi nok være lidt forsigtige med at anvende det overfor tilfældige ytringer, vi falder over. Kierkegaard fx. Om han har anet konturerne af dette uvæsen, der allerede på hans tid fandtes blandt jøder i Danmark, skal jeg ikke udtale mig om, men overlade til kloge hoveder. At de fandtes i Europa allerede før ordet ‘zionisme’ blev et prædikat for en ideologisk-politisk bevægelse, er der ingen tvivl om. Hvis vi for alvor skal grave hele svampen op af jordbunden, ender vi hos pengevekslerne / ågerkarlene / våben- og gifthandlerne i det gamle Babylon, khazarerne, fønikerne, atonisterne, romerne og katolikkerne, Tempelridderne, de sorte venetianere, Rothshild’erne, Rockefeller’ne, jesuitterne, nazisterne, The Fabian Society .. hele kabbalen.

Zionismen er blot en heksering af svampehoveder, der stikker op af jorden, og jøderne + staten Israel er blot et instrument. Resten breder sig på hele marken, og naboens med.

Grundtvig ryger vel også en tur om lidt. Masser af hoveder ryger vel. Hvor dumme og ahistoriske kan vi være? Kan vi ikke læse indenad: begreberne var en fast del af 1800-tallets verdensforståelse. Fatter vi ikke, at den diskurs vi ser nu handler om os selv og de ideoligiske tovtrækkerier med indbygget hjernespinn og -vask, der kører rundt i dag? Ordet antis-semit er et implantat, der skal lægge klangbunden for en bestemt måde at tale sammen på via noget, der er tabuiseret. Det er en del af en stor forfalskning af viden om, hvem vi er og hvad vi er i stand til, hvorved overgreb mod mennesker bliver mulige i nutid og fremtid.

Hvorfor begrebet antisemit stinker

Når vi tager ordet i vores mund, gør vi os til en del af en sump af propaganda. I den politiske korrektheds navn går vi verdenszionismens ærinde som små nyttige idioter. Smid ordet i den store skraldespand for historieforfalskning eller find ud at, hvad ordet egentlig betyder. Erkend at det er selvdestruktivt ord, en håndgranat i en gummicelle.

Hvis anti-semitisme er ‘had til semiter’, som er folk, der taler et semitisk sprog = aramæisk, arabisk, hebræisk, maltesisk, fønikisk (levende og døde sprog i én skøn forvirring), så bliver facit, at staten Israel er verdens mest anti-semitiske nation, fordi vi her finder den største koncentration af dem, der hader semiter (arabere).

Alt for få mennesker har opdaget, at når zioniststaten og de globale zionist-propaganda-organisationer trækker standard-antisemit-kortet og laver standard offer-rolle på denne baggrund, så sender de en boomerang lige i fjæset på sig selv. En med-årsag til, at zionisme har udviklet sig til vaskeægte jødisk fascisme er, at der findes en tabuisering af intern kritik blandt jøder. Vi kritiserer aldrig jøder, når vi er jøder.

Men jøder er nogle af de mest identitetsforvirrede folk på planeten. Heri ligger der ingen fordømmelse men en blot konstatering, der bygger på et stykke hjemmearbejde: studiet af jødisk historie. Det vil fx. nok overraske de fleste jøder at opdage, at … de overhovedet ikke er jøder! Som historieprofessor ved Tel Aviv Universitetet, Schlomo Sands, udtaler, så er den jødiske nation og identitetsdannelsen omkring det at være jøde, en total konstruktion. En national-jøde findes ikke. 85% af alle dem, der i dag kalder sig jøder, er ikke teknisk set jøder. En jøde er en person, der er født af en jødisk kvinde. Punktum! Men da millioner af khazarer (Hvidsrusland og omegn) bekvemmelighedsomvendte sig til jødedommen i 600-tallet for at slippe for at glide ind under sultanatet/khaliffatet i Tyrkiet, slap der en hel stribe skumle typer ind. De var ikke jøder, men kaldte sig jøder. Andre kaldte dem for ‘land-piraterne’. Det er dem, der har givet næring til billedet om den grådige pengevekseler og ågerkarl, som eftertiden har kaldt for ‘jøden’. Men denne type var overhodedet ikke jøde og har intet at gøre med dem, der var jøder i Mellemsøsten i antikken. Azkenazim har intet at gøre med Sefardim.

Så når man ser såkaldt ‘jødisk’ mega-grådighed udfolde sig i form af Goldman-Sachs og andre såkaldt ‘jødisk’-dominerede finansk-terror-organisationer i dag, så taler vi om eftekommerne af de khazariske land-pirater og det centralbankvæsen, de skabte. Intern blandt jøder kan man tale om de ‘store jøder’ = khazarerne og de ‘små jøder’ = sefarderne, mindretallet. Racismen og ‘anti-semitismen’ er ganske enorm internt. De orientalske jøder og de sorte jøder i Ethiopien er blevet udsat for grove overgreb fra de zionistiske grupper understøttet af briterne og slænget omkring Rotschild-bankimperiet – der finansierede oprettelsen af staten Israel.

Et bidrag til yderligere begrebsforvirring

Det, der gør mange af tidens tilspidsede, polariserede diskussioner så grumsede er ofte: begrebsforvirring. Det ses i de blogs og især de kommentarer, der optræder her. Fx. brugen af ord som ‘fascist’ og ‘nazist’ i slæng. Blogkommentatorerne har ikke skyggen af historisk bevidsthed og viden om, at nazisme er en form for socialisme med et særligt nationalt-okkult element. De nazistiske frontfigurer var allesammen okkultister og i øvrigt opdraget af katolske eller jesuittiske lærere. En sammenhæng, man kunne sige meget mere om. Nazismen KAN ikke forstås uden at gå ud af det okkulte spor, de var besatte af det, og alle historikeres forsøg efter 2. Verdenskrig og til i dag på at frasortere dette emne, fordi de ikke rigtig kan lide det, eller ikke evne at sætte sig ind i det og derfor vælger at holde sig pænt på mainstream-sporet, har blot ført til yderligere begrebsforvirring omend på et højere niveau.

Fascisme

er kooporatisme og syndikalisme. Her kan vi faktisk – tro det eller ej – lære af Mussolini selv, der frabad sig ordet og ønskede at kalde sin statsform for korporatisme. Det syntes han lød bedre. Og hvad er så det? Det er en sammensmeltning af stat og virksomhedsstrukturer. Dengang foregik det ved at staten åd virksomhederne. I dag foregår det ved at virksomhederne (eng. ‘coporate’) kupper staten. Det er nøjagtigt, hvad der er sket i USA. Så fascismen opererer ikke længere som i 30’erne, den er langt mere sofistikeret – og udenoms-national. Berlusconi er en moderne fascist, ligesom en George Bush, hans far og dennes far Prescott, som rent faktisk med hud og hår VAR nazist. Det er de ikke så stolte af i USA, så det nævner de aldrig. Især ikke hans efterkommere.

Endelig bør vi forstå sammenhængen mellem det romerske imperium og fascismens kontrolapparat. Hvis man studerer symboler, vil man genfinde imperiets fasces – et bundt strå med et øksehoved – i det amerikanske senat – sammen med 100-vis af andre romerske symboler. Symboler er meget undervurderede og misforståede. Det er igen noget, historikere står af overfor – eller nosser rundt på overfladen i. De er højeffektive, komprimerede beskeder og impulser til samtid og eftertid, som virker udenom vores dagsbevidsthed og direkte ind på den underbevidsthed, der styrer … alt! Washington ER en del af det nye Rom. Det er vor tids våde drøm om Imperiet, og det er den gamle drage med de mange hoveder. Eller den dobbelthovede ørn på de våbenskjolde, Imperiets tjenere smykker sig med. Ovenover det hele er så smurt et klægt lag af facade-demokrati. Vi synes, at vi har noget at skulle have sagt og dermed del i magten. Når vi studerer symbolerne og samtidig kigger bag magtens facade, finder vi ud af, at der er nogle magtfulde mennesker, der synes noget helt andet.

Det var elevatorversionen. Jeg bemærker, at bloggeren – og det var i dette tilfælde Rune Engelbrecht i Politiken, okt. 2010 – klogeligt bruger ordet ‘højreradikal’. Man kunne ønske sig, at blogkommentatorer ville gide gøre deres hjemmearbejde og undgå det samme vrøvl, som da venstrefløjen i 70’erne rendte rundt og udspyede ‘fascist’, ‘imperialist’ ‘lakal’ i flæng og når de så skulle være rigtig smarte lavede de byggeklodseord ‘kapitalist-lakal’. Og ingen af dem så, at sovjet-kommunismen og maoismen var gennemført korporatistiske i hele deres væsen. Altså fascistiske.

Men det er blot et from og naivt ønske, for blogkommentarer er et kapitel for sig. Der kommer den ene uartikulerede gylp op efter den anden. Egentlig følger de blot op på en hævdvunden stil for læserbreve i aviserne. Statistisk set var det altid tabloid-sprøjternes og især BT’s læserbreve, der var slemme. Men uhada, det ser stadig ikke godt ud med intelligenserne derude. Der er sådan et helt segment af stupiditet, der koger op og finder sit udtryk her. Alle os ‘intelligente’ bloggere og kommentatorer synes selvfølgelig, at vores indlæg er mere kvalificerede … well. Måske er vi alle taget ved næsen af, at demokratiet opstiller denne spand at gylpe i – artikuleret eller ej – så vi ikke laver anden ballade i praksis. Demokrati er i dag en sovepude, og har i virkeligheden altid været det. Nogen går endda så langt som til at oversætte demokrati med pøbelvælde. Og dermed en permanent tilstand af lynchning.

Men altså: Kjærsgaard og co. er hverken nazister eller fascister. Det er alt for megen ære at gøre dem. De er reaktionære: de definerer sig udfra, hvad de er imod og ikke hvad de går ind for. De er racistiske: det er på det punkt, man kan forveksle dem med nazister, for muslimer har for dem den samme funktion, som jøder havde for Hitler. De er afledningsmanøvren. Ligesom fascister og nazister benytter de frygtens psykologi og retorik. For Bush var det ‘terrorismen’. Når vi allesammen er rigtig bange, så skal vi råbe på hjælp, og så kommer far og mor og redder os. Og vi opdagede ikke at den egentlige terrorist var mr. Bush selv. Vi åd fx. 9/11 råt + alt, hvad der fulgte i kølvandet. Nøjagtig på samme måde, som tyskerne åd rigsdagsbranden råt + alt, hvad der fulgte efter. Bare spørg til nazisten Prescott Bush, George’s farfar. Og by-the-way: sagsakterne til den retssag, der løb ud i sandet mod ham efter 2. Verdenskrig forsvandt bekvemt, da bygning 7 sank i grus den 9. i 11 – sammen med en bunke papirer, der kunne have fået Enron-sagen til at eskalere og afsløre, hvor gennemgribende korruptionen og korporatiseringen i USA er blevet.

Humlen er, at ingen stat bliver fascistisk uden at VI frivilligt afgiver vores frihed. Og så kan vi bagefter klynke over, at vi blev forført, at vi var dumme, bange, osv. VI er medansvarlige. Derfor er vi også medansvarlige for en af fascismens indbyggede nødvendigheder, krigen, har fået lov til at køre med Danmark som villig medspiller. Især er politikere ansvarlige og skal holdes ansvarlige. Men VI er altid medansvarlige. Nogen synes, at det er nok at pege fingre og råbe op om konspirationsteorier, at det er ‘dem’ og ‘os’. Intet kan være mere forkert.

Ateisme – en antitetisk religion

Underoverskriften kunne være: Hvad har ateisme med Pia Kjærsgaard at gøre? Svaret er: fænomenerne er gjort af det samme stof. Pia Kjærsgaard og hendes parti er et protestparti, der er reaktionært i sit væsen. De har noget, de er imod, som de tager deres afsæt i. Hvis denne tese, som de laver antitese i forhold til flytter sig eller forsvinder, har de et problem. Så er de nødt til at finde noget andet, der kan bruges som afsæt. Nååh, Al Jazeera er ikke financieret af Al Qaeda, jamen så er der nok nogen andre der er (Ja, det er der nok, …), og derfor skal hele skidtet forbydes. For de har ikke noget, de går ind for. De har kun noget, de er imod.

Et sådan projekt er uselvstændigt, infantilt, reagerende / reaktionært. Det har ikke egne ben at stå på, og derfor falder det til jorden, hvis afsættet bliver usikkert. Jeg taler her ikke som almindelig sækularisme, altså at de fleste mennesker i dag ikke rigtig tror på Gud og Jesus. En erklæret ateist er fundamentalist. For en almindelig sækulær kulturkristen, der ikke går i kirke – can’t blame them, pretty boring – kan der stadig være mere mellem himmel og jord, de synes bare ikke lige, det med jomfrufødsel, genopstandelse som spøgelse og synd og skyld siger dem så meget. For en ægte ateist er metafysiske virkeligheder og alt andet end rå materie udelukket, for så er vi ovre i det felt, som de gamle jo kaldte Gud. Gud er død, men det er jo et Nietzsche-citat, og ateisterne har heller ikke læst Nietzsche nok til at forstå, hvor han vil hen med det. Nietzsche taler om mennesket og dets behov for at skabe Gud i sit billede, Gud som konstruktion for menneskets slave-tankesæt, kristendommens fordummelse af vores intelligens og evne til at stille de store spørgsmål – selv.

At påstå, at der ikke findes andet end denne benhårde fysiske virkelighed på en regnfuld novemberdag, at bevidshed er begrænset til den, at vi lever i en biologisk boble af kød og nervetråde, at Gud i begrebet universel intelligens, bevidsthed på et subatomart plan ikke findes er ligeså absurd, som at hævde, at denne verden er et syndigt sted, hvor sjælen blot længes efter Gud og Paradis – eller ryger i Helvede. Det er projektionen: Gud, der ikke findes. Men ateister kan ikke skelne.

Det absurde på begge sider – teister og ateister – består i, at ingen af disse positioner bygger på direkte erfaring af andet end denne virkelighed af kød og nervetråde, for vores bevidstheds-kultur og især religiøse kultur via deres selvbestaltede monopol på bevidsthed udover kød og nervetråde har afskaffet disse erfaringer. Kirken, religionen, teismen har afskaffet og bandlyst disse direkte erfaringer og skudt deres dogmatik ind. Hvilket i øvrigt forklarer, at ateisme – det lille ekko – kan opstå. Ateisme er en automat-negering af teisme.

Kirken anser direkte erfaring for farlig. Intet kan være større trussel for dem, end den tanke, at det skulle være muligt for mennesket at kommunikere direkte med universet, med bevidsthedsfeltet. Det er deres rædselsscenarie, for det ville fjerne deres monopolære magtposition over sjæle, subjekter, undersåtter. Det monopol, som de alligevel ikke bruger til nogetsomhelst, for de har jo selv glemt, hvordan man gør. De læser bare op af bøger og holder teoriforelæsninger. Ateisme er på ingen måde et sådant rædselsscenarie for dem, det er blot et spil, de spiller. Ateister stiller sig frivillig til rådighed som antitese, og kirken har det fint med, at sådan noget findes, det er blot endnu en skydeskive. For ved at benægte Gud = en bevidsthed, der overskrider kød og nervetråde, har man blot lukket døren yderligere til direkte erfaring, og så kan monopolet, mysteriet og tilsløringen fortsætte.

Det er ikke svært at se, at en ateist er en person, der reagerer mod afsurditeten i religion, hvor man er tvungen til at acceptere dogmer, altså upåviselige forklaringer af virkeligheden med stort V. Derfor vælger man så at sige det stik modsatte i et pubertært oprør mod Far og Mor – mest Far, hvis vi taler om kirken. Det kan godt være, nogen kalder fx. den katolske kirke for moderkirken, men den er altså skruet sammen af mænd. Man kan dog spørge, hvor ‘gammel man egentlig er’, når det strander ved et reaktionært oprør. Hvor visionær er man egentlig? Bydes der på en virkelighedsforklaring, der sparker røv, og som har kraft til at vælte det forstenede, religiøse, middelalderlige (eller endnu ældre) verdensbillede og dens i dag uspiselige symbolik med julemænd og gedehyrder?

Hvor var al materien så henne, før den blev materiel? Var den immateriel?
Jamen det var bare på et meget lille sted, og nu udvider Universet sig så som kæmpemæssig ballon!
OK, hvem blæser så i ballonen?
Nu tror jeg bare, du skal tænke rationelt …

Overhovedet ikke. Ateismen er ligeså reaktionær som punkbevægelsen. We don’t know what we want, but we know how to get it. Ligesom kommunismen var en religion, hvor religion var opium for folket – men vi har vores eget opium, som vi gladelig pusher – således er også ateisme en religion, for den er fremkommet ved vende støbeformen om og lave en figur på bagsiden. Men det er stadig den samme figur, vi se på, når den er støbt.

Begge versioner forbyder direkte erfaring. Religionen gør det, fordi det ville være et monopolbrud, ateismen gør det, fordi det jo ikke findes, og ergo: det findes ikke. Vi skaber selv vores virkelighed via sproget og intentionen. Det vi visualiserer, hvis det gøres med tilstrækkelig tillid og kraft, bliver til manifesteret virkelighed.

Og så har vi slet ikke inkluderet videnskaben. Videnskaben version 2.0 er hverken religiøs eller ateistisk. Kvantemekanikken har allerede for længst gennembrudt hinden mellem det fysiske univers og bevidsthedsfeltet. Bevidsthed er information på et subatomart niveau, det er både skabende og intelligent. Både Einstein og Planck siger det utvetydig på deres gamle dage. Problemet er blot, at videnskaben ikke som helhed og dermed heller ikke vores paradigme endnu er ankommet til version 2.0, for det er simpelthen for stort og har for mange og for gennemgribende implikationer. Dermed hænger vi stadig groft set i 1700-tals-versionen af videnskaben version 1.0, som netop er karakteriseret ved at være både religiøs og ateistisk på én gang. Videnskaben overtog simpelthen rollen som virkeligheds-leverandør og dermed kirkens rolle samtidig med, at Gud gik hen og døde. I dag ser vi en massiv klump af dogmatik i videnskaben, og dens repræsentanter opfører sig som præster og paver, uautentiske autoriteter. Ligesom de religiøse institutioner stivnede, således er de videnskabelige institutioner stivnede, og korruptionen har for længst indfundet sig.

Paradokset i det kirkelige monopol på postuleret erfaring med såkaldte højere virkelighed og dermed det, de kalder Gud, er, at kun et absolut fåtal af præster, teologer og troende har disse direkte erfaringer. De taler udfra hellige, overleverede skrifter som de reproducerer. Teologisk forskning består i at lukke en stak får ind i en indhegning, hvor de kan sige mææh. Skulle de få lyst til at overskride hegnet, altså stille spørgsmål ved præmissen for det de forsker i, kan det ikke lade sig gøre, uden at der bliver lukket for det varme vand. Disse skrifter er så i øvrigt heftigt redigerede og har været udsat for både censur, beskæring og vilkårlige tilføjelser efter forgodtbefindende i mange omgange i et par tusinde år. Resultatet er er absurd scenarie, hvor en stak uvidende, uerfarne typer i magtfulde organisationer påberåber sig en autoritet, som de ikke har fortjent. De kan være sprænglærde, og dog er de uerfarne. De har lov til at endevende og skolasticere over, hvad Paulus lige har ment med den-og-den finurlighed, hvorvidt den-og-den tekst skal tillægges den-og-den tolkning… Det kan foregå i én uendlighed uden nogensinde at nærme sig der, hvor det faktisk kunne begynde at være interessant.

Ateisterne har gennemskuet det yderste lag af denne absurde konstruktion, det må man give dem. Derefter laver de så blot en negativ kopi af dette lag. Deres version af denne religion er ligeså uautentisk som religionen selv, i det omfang, der ikke er tale om anden personlig erfaring end kød og nervetråde. Kirken forveksler autoritet med autensitet. Ateisterne forveksler en bakke leverpostej med virkeligheden. Og dog render de rundt i den samme indhegning. De er får af samme genetisk sammensætning, de siger ikke mææh men møøh, og deres pels er lidt misfarvet.

God fornøjelse i folden.

Demokratiets fallitspil – en miljøhistorie

Der sker noget for tiden. Kineserne kører med klatten. Vi får bank nu, bla. fordi vores politikere ikke har opdaget, at den gamle verdenssorden, som USA har fået lov til at sætte siden … tja, 1. verdenskrig i virkeligheden, da Europa smadrede sig selv, 2. krig slog blot hovedet på sømmet … at denne verdensorden ikke gælder længere, og at den nye verdensorden måske ikke bliver som den våde drøm, den anglo-amerikanske elite har arbejdet på at realisere et stykke tid.

Som små logrende underhunde har vi labbet i os alt, hvad der var amerikansk, godt som skidt fra dette land, der er så fuld af menneskelig dynamik og korrupt megalomani på én gang. Antallet og størrelsen af kanonbåde er ikke længere fri adgang til verdens ressourcer, nu skal der betales for varerne. Hovsa, i mellemtiden er vi gået bankerot…

Vi får tæv nu, fordi magtfulde kredse i England og USA har formået synkront med finanskrisen at bilde os ind, at CO² er et giftstof, at global opvarmning skyldes skorstene og ko-prutter, hvilket så må afføde omfattende beskatninger, afgiftninger, korrupt handel med dyre kvoter samt masselukninger af små virksomheder, der ikke kan klare mosten.

Kineserne købte ikke det svindelnummer. Det var DET, de sagde nej til ved klimatopmødet i Kbh. De så, at den dobbelte æg i dette mordvåben var beregnet på at lamme deres enorme spring i vækst og udvikling. Og med dem i øvrigt Indien, Brazilien, Afrika, og alle de andre udenfor Europa og USA. De omdefinerer i dette øjeblik dagsordenen til at dreje sig om større uafhængighed af fossilt brændstof og minimering af forurening, der er ved at kvæle os for tiden – både vores natur og vores kroppe. For ikke at tale om den mentale forurening, der skal til for at opretholde troen på dette system. Kineserne gider ikke at blive kvalt i deres eget lort, som i Vesten, så de er simpelthen NØDT til at satse på frigørelse fra fossilt brændstof og kritikløs forurening.

De griber faktisk om roden til ondet: den petrokemiske industris forgiftning af menneskeheden, fysisk, mentalt, finansielt, energimæssigt. Selv den søde Lykke Friis er begyndt at snakke lidt mere om uafhængighed af fossilt brændstof end om det korrupte Cap&Trade CO²-kvote-nummer, hun har lært i EU.

Bjørn Lomborg har sagt det hele tiden. Energi, miljø og ægte hensyn til verdens fattige og udpinte kan ikke adskilles. Han kan ovenikøbet noget med tal og dokumentation, som hans kritikere ikke kan gendrive. Manden, som venstrefløjen og de politisk korrekte elskede at hade er i mellemtiden udnævnt til en af de 10 mest indflydelsesrige personer i Verden. Som han sagde til premieren på filmen ‘Cool it’ på CphDOX forleden, så må man da i det mindste give Al Gore den credit, at han har sat debatten på dagsordenen. At han så har fusket med stort set ALT, er noget andet. Al Gore er personligt dybt involveret i Cap&Trade og tjener millioner på det lige nu. 30.000 ! videnskabsfolk sagsøgte ham for at misbruge videnskabens navn og videnskabelige data til politik og personlig vinding, men det blev undertrykt. Det nævnte Lomborg så ikke, da jeg spurgte ham direkte. Han afstår klogeligt fra at pege fingre ad konspiratorer, han er diplomat, og han ved, at handling kræver inkluderende samtalekultur.

Hvis du siger, at den globale opvarmningskirke ikke har noget med designerreligion og blind tro at gøre, så fortæl mig, hvad den globalistiske helgenglorie laver dér?

Al Gore åbnede ballet, han fortalte bare ikke, hvad der var i det for ham. Altså ‘den ubekvemme sandhed’ med omvendt fortegn. Lad os i stedet være seriøse og rent faktisk gøre noget ved de EGENTLIGE problemer. Kineserne tvinger os åbenbart til det. Et totalitært regime, hvad f….. bilder de sig ind, de har jo ikke engang demokrati, maoister er de! Javist er det et paradoks, men det var åbenbart det, der skulle til. Og der er altså sket lidt siden massemorderen Mao var ny-kejser i Kina og forblændede Verden og venstrefløjen i Europa. Den samme venstrefløj, der før hyldede massemorderne Lenin og Stalin. De røde lejesvende. De sorte lejesvende støttede til gengæld generaler med solbriller ved at støtte USA. Den herlige kolde krig. Kineserne i dag er top-pragmatikere. De er primært handelsfolk, og de ved, at de har det længste strå. Spørg 90% af verdens befolkning – tallet er endda lavt sat – om de giver en døjt for CO2-udledning. De vil bare ikke dø af malaria og skrabe krummer op fra gulvet. Og de er trætte af udenlandsk financierede despoter og militære massemyrderier.

Det er et paradoks, at demokratiet rent faktisk har spillet fallit her. Achilleshælen i det repræsentative demokrati er det snæversyn, der forhindrer politikere i at se længere frem end deres eget genvalg. Vi har en narcissistisk politisk kultur. Demokrati bliver nemt til pøbelvælde, og pøbelen er til fals for demagoger, medie-fordummelse og dovenskab.

Konklusion: så ævl da løs om CO2, hvis det kan medføre, at den petrokemiske industris (og i samme åndedræt medicinalindustrien og krigsindustrien) og det financielle kleptokrati bag den (dem) + hele det korrumperede politiske halehæng mister deres grundlag for at forurene planeten og dens beboere.

Kunsten at elske overvågning

Militærhistorikeren Morten Heiberg citeres af Preben Wilhjelm for at sige:

Det har altid ligget danske myndigheder stærkt på sinde at beskytte dansk territorial ukrænkelighed. Gennem historien har man ikke lagt fingre imellem, hvis nogen har angrebet den, heller ikke over for tætte allierede’.

Men Wilhjelm skyder historikeren i sænk. Han minder os om, at vi har tilladt amerikanerne ulovligt at have atomvåben på dansk grund (Thule, Grønland). Krag forsøgte med hev i land efter amerikanske trusler. Vi spørger ikke, om der er atomvåben ombord, når amerikanske flådefartøjer besøger Danmark. Schlüter gik til valg på at forhindre den slags næsvisheder. Da Eschelon blev oprettet, nægtede regeringen at undersøge sagen. Da det blev dokumenteret i dette årtusind, at CIA stadig foretog ulovlige fangetransporter over dansk grund og luftrum, nægtede regeringen kendskab. Og nu gør regeringen det igen i forbindelse med overvågningen ved den amerikanske ambassade.
Wilhjelm er temmelig klar i mælet. Hans politiske analyser har altid raget milevidt op over det fade gennemsnit i genren.

Hvad er det for et lille kujonagtigt land, der er nødt til at være luder for en afdankende, korrupt, krigsliderlig snart-ex-stormagt? Er det stadig Københavns brand, 1864 og 2. verdenskrig, der sidder i det traumatiske sul?

I så fald bør landets ledere vise sig ansvarlige og bidrage til en af-traumatisering og genopbygning nationalt selvværd ved for en gangs skyld at sige fra.

I stedet er vi endt som en brun lejesvend for et korporatisktisk fremmed nation, med verdensrekorden i budgetunderskud og militær-industrielt kompleks på én gang. En nation, hvor borgerne betaler 53 % af deres skattepenge til militæret. En nation, der har angrebet, interveneret og korrumperet verdens lande uden ophør siden 1956 (Korea).

Det kunne være interessant at høre juridiske eksperter, om ikke paragraffen om landsforrædderi gælder for de politikere, der lukker en fremmed aggressiv magt ind ad bagdøren og fortfarende lyver for offentligheden for at dække over denne magt, dem selv og deres forgængere.

Det nævnes i samme åndedræt, at danskerne i øvrigt er ligeglade med om de bliver overvåget. Hvad vi overhovedet ikke aner er, i hvor høj grad vi faktisk bliver overvåget, og hvad det allerede bliver og i fremtiden vil blive brugt til. Vi tror blot, at det gør vores liv mere sikkert. Frygten for terror får os til blankt at acceptere det. It’s magick !

Jeg har et kvalificeret gæt.

Inden jeg kommer med gættet, vil jeg først sige, at jeg for år tilbage var en af de – åbenbart få – personer, der gad at undersøge, hvad Al Qaeda er for noget, fordi jeg altid har syntes, at der var noget, der stank i mediernes bevidstløse og endeløse repetition af fænomenet. Og det var ved nærmere eftersyn ingen hemmelighed, for alt er dokumenteret. Al Qaeda betyder ‘databasen’. Det er en organisation, der med støtte fra Saudi Arabien og CIA blev oprettet til at bekæmpe russerne i slutningen af 70’erne starten af 80’erne i Afghanistan.

De er en enhed, der ifølge for længst accepteret og velanvendt engelsk og amerikansk militærstrategi (der er skrevet bøger om det, alt er fremlagt) går under navnet ‘pseudo-gang’. Det er en gruppe som man opretter i et område, hvor der i forvejen er væbnede modstandsgrupper / guerillaer, i militær-teorien kaldet ‘counter-gang’, der gør oprør mod en koloni- eller besættelsesmagt. Det blev fx. taget i anvendelse under Mau-Mau-opstanden i Kenya i 50’erne.

Pseudo-gang opererer ligesom counter-gang, men de bliver sat til at udøve seriøse grusomheder. Det har et dobbelt formål. Den lokale modstandsbevægelse bliver ligeså seriøst kompromitteret, den udenlandske aggressors tilstedeværelse bliver retfærdiggjort både lokalt og i aggressorens eget hjemland (og i verdens-offentligheden = os).

Al Qaeda er en iscenesat pseudo-gang. Vi hører om al Qaeda hver eneste gang USA skal til at intervenere et sted. Og vi køber the show. Vi afgiver frivilligt frihedsrettigheder og suverænitet, når vi hører om det.

Her kommer så det kvalificerede gæt. Hvis vi siger fra overfor USA’s ulovlige overvågning, vil der i løbet af et par måneder optræde et terrorangreb i Danmark, og Al Qaeda vil få skylden. Al snak om overvågning vil forstumme i løbet af et par uger til fordel for skrigeri fra hysteriske borgere og duknakkede, poltikere, der ikke har gjort deres hjemmearbejde, og som ikke evner andet end at løbe den vej, nogen har fået vinden til at blæse.

Jeg tror, at dagen for denne aktion er rykket nærmere. Og jeg ved, at når det sker, vil folk opføre sig lige efter adfærdspsykologiens lærebøger og som som duer og rotter i ‘Skinner-boksen’ trykke på de rigtige knapper og klynke, skrige og pive de rigtige steder. Danmark vil ligesom USA få sin egen ‘Patriot Act’. Amerikanerne vil blive inviteret helt ind i vores dagligstue og soveværelse, de vil bo i din hjerne Being John Malkowitch.

Egentlig er det et kapløb om at blive bange. Amerikanerne er i virkeligheden hunderædde for at folk skal vågne op i større stil, afsløre deres svinestreger og begynde at sige fra. Derfor iscenesætter de selv angstsituationer på verdensarenaen for at skræmme os og motivere deres overgreb.

For et par år siden kom sagen om de hemmelige fangetransporter og de nye hemmelige Guantanamo-lejre rundt om i Verden – nogen af dem under jorden – op i den engelske højesteret. Obama truede England med afbrydelse af diplomati, hvis ikke højesteret droppede sagen. Ikke nok med, at han uhæmmet har videreført og udvidet Bush’s politik, har har heller aldrig indfriet sine valgløfter om at lukke Guantanamo. Han har i øvrigt ikke indfriet nogen valgløfter overhovedet. Han er ved at lave en handel med Israel om, at de får en stribe nye kampfly og fortsat militære-politisk støtte med at de bare vil lave et byggestop ! i tre måneder !!! på deres murbyggeri. Det er f….. en god handel, hvad tøver de med ? Fred i Mellemøsten er et andet af Obamas tomme løfter.

Målerhjerne – et nyt ord

Et nyt ord er født, og det bør forblive i sproget simpelthen på grund af dets præcision, og jeg vil fremover bruge det for at medvirke til dette. Det er simpelthen et nyt ord, der ikke er ‘nysprog’ – altså sprog i den Orwell’ske forstand, hvor ord betyder det modsatte for at narre fjenden, og fjenden det er DIG. ‘Målerhjerne’ burde også have været overskriften i stedet for ‘malerhjerne’, som det låner sin betydning fra. For det er altså bare noget andet. Og dog: same-same but different. Det beskriver en tilstand af hjerneskade, der har sneget sig ind i vores måde at forholde os til virkeligheden på.

Der bliver stillet krav om at politiet skal præstere målbare resultater, altså flere sigtelser. Resultater er, at kriminalitets-forebyggende arbejde ryger væk til fordel for målbare resultater. Det offentliges indsats skal kunne måles og vejes. Der findes noget, der hedder social-darwinisme. Dette må kaldes social-positivisme.

• Skolelærere tilsidesætter helheden for at præstere målbare Pisa-resultater.
• Forskningen skal præstere målbare og salgbare resultater.
• Arbejdsformidlingerne og socialcentrene skal dokumentere præstationer i form af øgede handlingsplaner og aktiveringer.

Resultatet er, at der flyttes tal i statistikkerne. Nu gås der efter effekten, som Henriette Kjær direkte udtrykte det. Effekter er beregnet til valgkampe.

En afart af målerkulturen er, da evalueringsbølgen 90’erne fik et politisk boost, og ordet blev et buzzword. Fx. gav man folk, undervisere, forældre, ansatte, elever, klienter, whatever, noget der lignede en 6-løber i hånden, som man frit kunne bruge til aggressionudladning. For en sikkerheds skyld fyrede den glade modtager så alle 6 skud af, fordi vedkommende KUNNE. Resultatet var frygt og leflen, for der var ingen reel evalueringskultur, altså bevidsthed om, at evaluering var et redskab, der skulle bruges ansvarligt og konstruktivt. Indenfor undervisning var det ofte ren gavebod i kasteskyts og mikrofonholderi. ‘Nå mener du noget om det også, det var sandelig fint.’ Alle mente noget, få havde kvalificerede meninger, for det kræver aktiv tænkning, hjemmearbejde og ansvarlighed. Og en erkendelse af, at al læring er et resultat af alles indsats. Alle skulle evaluere hinanden sønder og sammen og ingen havde lært, hvordan man gjorde eller hvorfor man skulle gøre det. I sin påtvungne og uformidlede form tiltalte det de værste instinkter i folk.

I gymnasiet fx. var det medvirkende årsag til et unaturlig højt karakterniveau. I samme periode blev det også standard, at man nærmest automatisk klagede over et eksamensresultater uden grund – går den, så går den. ‘Du klager da, gør du ikke?’, lød det i korridorerne.

Kernen i det hele er to ting. Mistillid og kontrol. Det er samtidig kendetegn for totalitære samfund. Ordet mistillid kan også erstattes af frygt. Måle- og evalueringskulturen er slet ikke et måleapparat, men et styringsredskab. Det bruges ovenfra og ned. Potentielt kunne det levere information nedenfra og op, og politikere påstår, at det er sådan, det skal forstås. Men folk – inklusive en hel del politikere – kan ikke gennemskue, at det er beregnet på det modsatte.

Derfor er sammenligningen med tilstanden i østblokken under den kolde krig desværre rammende. Både de røde og de blå i folketinget har i hver deres storhedstid været medvirkende til det. Man skulle dog tro, at rødt ville være mindre liberalt end blåt, men Fogh Rasmussen-æraen viste det modsatte. Ny-liberalisme er lig med ekstrem kontrol. At det intet har at gøre med egentlig liberalisme, der som bekendt er lig med frihed for den enkelte MOD overgreb fra staten eller de andre, er for længst påpeget – bla. af folk indenfor Danmarks liberale parti – som derefter fik mundkurv på.

Hvor det i de mere røde samfundsmodeller blev udført af et synligt statsapparat og en offentlig sektor, har den ny-liberale model nye og giftigere metoder. Altså nye-og-nye …? Det 20. århundrede har budt på flere sociale eksperimenter i den helt store skala, der har leveret komponenterne til det ny-liberale projekt. Når alle kontrollerer alle, når alle angiver alle, når alle er bange for alle, når der hviler en mistillidens ånd over alle, så er der maksimal kontrol. Det er en form for gift, der er injiceret intravenøst i samfundets blodkar beregnet på at nedbryde vores mentale imunforsvar overfor kontrol. Det var i samme periode, at fyringen af råd og nævn under betegnelsen ‘smagsdommere’ var en del af den samme overordnede strategi. Endnu flere råd og nævn erstattede de gamle, denne gang med større selvcensur i form af selv-evaluering. I Stalintidens USSR og nazismens Tyskland hed det angiveri, og alle kunne ende i efterretningsvæsenets register. Så brutale er vi ikke i dag. Vi er smartere, nogen har lært noget.

Når vi om 10 år tænker tilbage på perioden, vil den – er jeg sikker på – fremstå som en syg tid med et sygt, ja direkte giftigt samtaleklima. En psykopatisk tid, en angstens ære, en kold krig version 2.0. En tid, hvor der væltede flotte og forførende ord ud af munden på landets opmærksomhedssyge og uansvarlige ledere, mens folk blev mere og mere klar over, at de ikke mente, hvad de sagde, at man ikke kunne stole på dem, at det hele var et show, der skulle simulere moral og handlekraft, men som var moralsk råddent og reelt handlingslammet. Egentlig tale og handlen var erstattet af symbolsk og rituel ditto.

Dommen over tidens hovedaktører vil blive meget hård.

Posttraumatiske grøntsager

Der ligger et prøveafsnit at H.A.S.H. derude. Du ved, den animationsserie om en dansk lejr i Problemistan / Afghanistan, som blev taget af plakaten, fordi chefen for den statsejede TV-station sagde, at det var for dårlig. Herefter skyndte hans underordnede ansatte at copy-paste hans udsagn. Der er så en del, der har set afsnittet, hvoraf nogle så erklærer sig enige og andre uenige. Jeg har set det og efterfølgende de andre afsnit og er fuldstændig uenig.

Det var ikke fordi den var for dårlig, at den ikke måtte vises i DR. Der er til gengæld noget ved tonen i filmen, der rammer et ømt punkt – et slags tveægget sværd. Typerne er rimelig sjove, men de er ikke sjove på den vanlige uforpligende, lallede måde. Satiren er tydeligvis ikke venlig nok overfor dem, der synes at danske soldater er seje, at deres sag er heroisk/nødvendig, og at det er synd for dem, at nogen gør grin med dem. Serieafsnittet er hverken dårligere eller bedre end serier, der har været vist uden at nogen har brokket sig. Det er i den bedre halvdel. Det er noget andet, det drejer sig om.

Der er selvfølgelig både læst synopsis, manuskript og storyboards, så man har været fuldstændig klar over niveauet og stilen på forhånd. Jeg mener, er man professionelle, eller hvad? Og så kommer der bare en flov undskyldning, når programchefen får et vink med en vognstang fra højere sted om, at den ikke skal vises. Chefen skal ikke tabe ansigt samtidig med at han allerede har tabt ansigt ude i kulissen. Det samme overgår nu serien om den kiksede Al Qaeda-celle, som Omar og gutterne har lavet. Det lugter af indeklemt politisk korrekthed og fejhed, og medier, der i disse tider bliver kuet og truet.

I begge tilfælde af serierne går man direkte efter fjolserne (ikke noget, der ligner Muhammed-tegning): legetøjs-terroristerne og soldaterdrengene, der har meldt sig til at slå ihjel i et eller andet ørkenland, fordi de troede, det var ligesom at spille computerspil. Og så finder ud af, hvad krig er for noget. De er åndsbeslægtede i deres åndsvaghed.

#hashtag skodmission

Hvilket så er en helt anderledes diskussion, der handler om hvorvidt man har et medansvar, når man melder sig frivilligt til en krig, eller om man bare et et stakkels uskyldigt offer, når man bliver skudt på af de der langskæggede – eller sin egen kammerat. Eller bare vender hjem med granatchok og er nødt til at flytte ud i en skov. Og hvor meget street-respekt er der lige i det? Det er muligt, at der er et par af nazi-drengene, der vender hjem som helte, men hele det slæng er fucked up i forvejen. De burde ha været screenet og sendt i terapi, for der er ingen, der bør få lov til at bruge andre menneskeliv i udkants-verden som trænings- og afreagerings-plads for ens manglende selvrespekt. Send dem ud på en ø med splatguns og lær dem at få et liv udover deres nazi-hooligangs. Og vis dem filmen: ‘This Is England’.

Måske nogle af de unge danske mænd skulle ta og gøre deres hjemmearbejde og studere lidt på, hvem der har arrangeret ‘verdensfreden’, som deres befalingsmænd og politikerne har bildt dem ind, de skal ud og kæmpe for. Jeg minder om, at vi har frivillig tjeneste her og ikke bare simpel værnepligt som i USA fx. Hvem er det EGENTLIG, der mener, at unge mænd i kampuniform skal rende rundt i det globale udkantsdanmark og skyde på fjenden. Hvem er fjenden? Er de bare nogle dyr, der har fortjent at blive slagtet? Hvor stor trussel er en stak ørkenpartisaner for hele den vestlige verdens højt besungne demokrati? Hvem tjener penge på krig? Hvad er det ‘højere’ lavere formål med krige? Hvad laver vi i røven på amerikanerne i Irak, Afghanistan? Og nu tales der om Afrika som næste mål. Og Yemen. Og Pakistan. Og, og, og …

Måske er den ubehagelige sandhed noget i retning af, at det ikke altid er de hurtigste heste på stranden, der melder sig til at gå i krig. Jeg kan godt forstå, at de keder sig i velfærds-DK. Men altså: i ‘gamle dage’ stak man til søs, så de varme lande og de 7 have og kom hjem som en mand. ‘Og se, sønneke, det her ar, det var en haj. Jeg siger dig…’

I dag vender de hjem som postraumatiske grøntsager.

Lad os få H.A.S.H. på skærmen. Dem, der så er til ‘vild med dans’ kan sidde og savle over det. Der er mere ‘reality’ over de bøvede pothead-dukker i Problemistan end al forloren pseudo-realitet i form af top-stylede, top-forlorne programmer, hvor en stak opmærksomhedssyge bund-wannabes trykker deres top-castede, top-forudsigelige egoer af i hovedet på hinanden.

Og HALLO! Der viser sig så, at resten af afsnittene ‘lækkes’ frem til jul – interessant! Afsnittene ER altså produceret – og censureret. Det er simpelthen CENSUR, der handler om. De tre kinesiske aber: ikke-se, ikke-høre, ikke-tale. Kodeordet er ‘tigerklo’. Allerede i det første afsnit lægges stilen: ung, naiv menig ankommer og drømmer om en ‘mission’, hvilket betyder blind tillid til en befalingsmand. Det betyder så, at han tilfældigt skyder en kammerat. Her starter problemerne. Det er også her, hvor man bliver klar over, hvad der EGENTLIG er problemet, altså set fra censorernes synsvinkel. H.A.S.H. insisterer fra starten på, at der er en alvorlig dimension på komikken. Og her troede vi så lige, alle os, der trængte til ha-ha-ha-underholdning og billige grin, at den slags alvor var fraværende. Hva faen?!! Skal vi nu til at tænke os om, er der nu moral involveret, Hva faen?!! kan man nu ikke længere grine i fred uden at inkludere tænkning, virkelighed og moral, Hva faen?!! animationsfilm, ikke også, det er da ligesom Disney, hvor karaktererne bare falder på halen og så griner vi over en stak dåseøl.

Efter at have set 2. afsnit, bliver det ret klart. DR-chefen har vædet sine underhylere over det ret eksplicitte budskab. ØV! Serien – til gengæld – beviser sig stilistisk som: FREMRAGENDE!

Politikerne føler sig provokeret på deres korruptibilitet, militæret føler sig provokeret på deres nikkedukke-mentalitet, og seerne / publikummet føler sig provokeret på deres underholdningssyge og drift mod glemsel.

Og lad os så minde de politikere og meningsdannere, der forførte vores unge mænd, selvom de fleste af dem var naive, uvidende og alt for nemme at narre, om, at nu har de fanderme bare har at hjælpe dem med at få bearbejdet deres traumer fra den gennemført fejlvurderede, fejlslagne, fejlagtigt iværksatte og fejl-motiverede krig i Problemistan. DK er nu ved at få sit eget Vietnam-syndrom, fordi uansvarlige politikere valgte, at vi skulle være med-misbrugere i forhold til amerikanernes våde drøm om fortsat verdensdominans. Har vi fortjent det? Muligvis, for vi har allesammen været naive.

Er det ikke snart på tide med en anden stil?

Sufi-musik

listen stammer fra en dokumentarfilm om levende sufimusik, også ny fusionsstil. Filmen hedder Sufi Soul og kan købes via World Music Network. Den kan også findes på YouTube, da det er en Channel Four produktion. Meget smukt!

Navnene er: Mercan Dede (Tyrkiet), Youssou N’Dour (Mali), Rahat Fateh Ali Khan (Pakistan), Abida Parveen (Pakistan), Sain Zahoor (Punjab), Galata Mevlevi Ensemble (Tyrkiet), Kudsi Erguner (Tyrkiet), Goonga and Mithu Sain (Punjab), Junoon and Abdennbi Zizi (Punjab?). Det bemærkes, at et område mangler, som burde være repræsenteret (Rumi blev født der): Iran. Det er åbenbart lykkedes iranerne at undertrykke sufierne der. Men på den anden side er der Rumi, som er en stor skikkelse, svær at udradere. Måske har instruktøren blot haft svært ved at få lov til at filme i Iran.

Istruktøren og kommentatoren i filmen, William Dalrymple, siger, at sufi’erne er vigtige i nutidens polariserede verden. Den er fredselskende, pluralistisk og tolerant. Sufismen er en tilføjelse til alle de stereotyper, vi har om Islam. De har altid produceret nogle af de mest overvældende kunstformer, musikformer og digterkunst. Selvom de altid fået modstand fra ortodokse og puritanere, er de yderst populære og højt elskede af folk i den islamiske verden.

En af musikerne i film, Sain Zahoor, siger, at vejen til Gud er lang, men at det kærlighed til Gud og ikke gudsfrygt, der ligger i hjertet af sufismen. Bemærkelsesværdigt, når nu ordet Gud ofte ses i selskab med ordet frygt, hvilket altid har fået lamper til at lyse hos mig.

Vi burde tage det med i betragtning, når vi dømmer ‘muslimer’ over en kam og hyler med på Flemming Rose og Kjærsgaard / Krarup / Langballe’s synspunkter – også uden at vide det. Blot en enkelt bombe, der falder, og så mangedobles antallet af mennesker, der hyler og forbander og sender deres sønner i krig, afgiver frihedsrettigheder. Islam er kuppet af de samme kræfter, der bor i Rose og Kjærsgaard, det samme afmontererede, stupide vrede og had mod noget, der anfægter én, betvivler ens eksistens. Nok om det, det deprimerer, det bringer os nedad.

Sufierne (Mevlavi-ordenen, de hvirvlende dervisher) taler om Sema, det der bringer os op. Der er fire trin: Il’Allah (hen imod Gud), Ma’Allah (med Gud), B’Illah (i Gud)og Min’Allah (fra Gud, tilbage til menneskene). Sufien kysser alt levende i taknemlighed, Gud er i alt levende. De er klædt i hvidt hyldet af sort. Der er både lyset og livet og mørket og den ‘kiste, der krop vil ligge i engang’. Den høje hat er gravstenen.

I mennesket er der altid denne længsel efter at kende, vide og være i det guddommelige nærvær. Den hvirvlende ceremoni er transcendent, egoet forsvinder og enheden med Gud opstår. Tiden stopper, tankerne stopper. Det foregår i et stort rundt rum. Der er i den gamle stil (Mevlavi er dannet af Rumi for over 700 år siden) er der søjler i en rund plads, et gulv i midten. Lederen, sheikh’en måske er i midten, de andre drejer i en cirkel udenom. Musikerne sidder i kanten af cirklen. Det har en stor skønhed, selvom æstetik ikke er målet. Derfor er der også lavet fake’s, show og tourisme på det. Not the real thing.

Puritanere til alle tider har set musik som en distraktion, noget urent, noget ukontrollerbart. Også i Islam. Men der er intet i Quran’en der understøtter det.

Det er svært at sige, hvornår sufismen opstod. Der det ultimative statement fra Kabir Helminski, der beretter om en gammel Sheikh, der siger, at det første billede af et ansigt er 25.000 år gammelt. Hvordan ved du det, bliver han spurgt, hvorefter han ser overrasket på manden og siger: ‘Hvad mener du? Vi har da optegnelser!’ Men indenfor overskuelig gammel tid ved man, at der boede grupper i huler i Syrien i førkristen tid, og de kristne eneboere kom til dem i den byzantinske periode. De var ørkenfædrene. De havde viden, der allerede var gammel, mens de var unge. Suf betyder uld, og det var den dragt, der blev båret af ørkenfædrene og dernæst overtaget af de grupper, der senere blev kaldt sufierne, de uldklædte.

Det bliver ofte glemt, at Islam adopterede meget fra de såkaldt ‘tidlige kristne’, hvoraf mange intet havde at gøre med, hvad vi forstår som kristendom i romersk-katolsk-paulinsk og senere protestantisk forstand. De var langt mere ‘pagan’ (hedensk er et møg-ord) end kristne. Det var også langt mere jødiske (hvad det så vil sige). Den månedslange faste blev til ramadan, praksis med at tage skoene af, før man gik ind i helligdommen er oprindelig kristne.

Iflg. ortodok Islam skal Gud kontaktes umiddelbart, sufier i den folkelige praksis foretrækker helgener, Jomfru Maria fx. I 9/11, neo-con og ‘clash of civilisation’-tider er det helt skævt at konstatere, at muslimer, kristne og sefardiske jøder har delt helligdomme i Mellemøsten med stor selvfølge. De har med ligeså stor selvfølge tilbedt Gud via de samme urfædre og profeter.

De første sufier var eneboere, men i det 8. århundrede sås de også i grupper i de nye islamiske byer. I Aleppo i Syrien er der stadig i dag 100-vis af huse, måske gemt lidt væk i sidegaderne, hvor man finder disse sufi-grupper. På visse dage afholder de en zikr, en ihukommelse af Gud med bøn og sang. Guds navn gentages igen og igen. De første byzantiske munke gentog Jesus’ navn igen og igen. Same-same.

Mevlavi Jalal ud Din Rumi

Mevlavi Jalal ud Din Rumi er den kendteste digter og sufimester til alle tider og regnes for stifteren af ordenen. Faktisk er han ikke født i Iran, men hvad der nu er Afghanistan, men endte i Konya i Midttyrkiet. Så stærk var hans indflydelse, at selv i 1990’enes USA var han ‘best-selling-poet’. Rumi sagde, faste og ritualer er for asketerne og munkene, kærlighed er for alle, for det er overalt. Han var et tydeligt eksempel på den enhed i forskellighed, der var i de 3 religioner oprindelig.

Mevlaviernes hvirvlen er meget interessant. En sheikh, Nail Kesova, siger: alt i Universet hvirvler, fra det mindste atom til den største galakse. Hvirvlen er ikke en dans, det er en bøn, der henvender sig til denne hvirvlen i Universet og dermed til Gud. Det er ren astro-kvante-fysik. Man drejer mod uret, armene løftede, venstre hånd nedad, højre hånd opad, venstre fod som akse, højre for sætter af. Hvorfor mod uret? Man stopper tiden. Rumi: ‘Det er natten for Sema. Vi er berusede, men ikke af vin’.

Musikken er fløjter og trommer. Rumi siges at være bragt i en tilstand af ekstase, da han gik i bazaren og hørte kobberslagernes hamren på fadene og kanderne. Fløjten er det beåndende menneske, det er sivfløjten, Nei. Ånd er åndedrag er beånding.

I den hvirvlende bøn findes de fire stadier: hen mod Gud (dansen starter, der tunes ind), med Gud (resonnansen og det ubesværede er opnået), i Gud (foreningen og ekstasen har indfundet sig) og tilbage fra Gud (missionen med livet). Rumi kommenterer missionen: vi er kommet her for at forene, ikke for at splitte.

Men det var det, Kehmal Atatürk faktiske gjorde, selvom han skabte det moderne Tyrkiet. Han lukkede sufierne mødesteder ned og splittede dem fra resten af samfundet ved en fordømmelse i fremskridtets navn. Som følge deraf kan man i Tyrkiet i dag sagtens finde turist-sufisme i form af danse-show-forestillinger, men ægte sufisme er stadig bandlyst, som om det var den kurdiske separatiskbevægelse. De har i dag forladt deres smukke gamle bygninger i fx. Istanbul og er flyttet ind i kældre og på lofter. De er gået under jorden og er blevet selvbeskyttende mod indtrængen. Kudsi Erguner, en berømt nei-spiller siger, at selvom sufismen stadig officielt er forbudt, foretages der ikke arrestationer længere, de bliver tolereret. Det ser heller ikke så kønt ud for en stat, der gerne vil accepteres som demokratisk, at man paranoidt forfølger henrykte, kærlige langskæggede gudstilbedere, somom de var terrorister. Hvor stor er man så i det gode selskab?

Der meldes også om, at i Iran er der en stigende popularitet blandt i ungdomskulturen for sufismen. Det er underligt at tænke sig, at et så livsbekræftende og fredselskende fænomen kan opfattes som en trussel fra både ortodokse, fundamentalister og ateister.

Et tegn på en ny tid og en opblødning i Tyrkiet er en ung sufi-musiker som Mercan Dede, der kombinerer vaskeægte sufisme med rødder tilbage til Rumi og moderne club-musik-kultur. Tekno-sufisme. Hvorfor ikke? De unge søger rent faktisk ekstasen i teknoen. Problemet er blot, at det miljø er blevet så tilsvinet af de hyæner, der lusker rundt dér, stofferne / misbrug / pusherne, de hjernevaskende lyddesigner-manipulationer, pornoficeringen, dødskulten. De unge ved ikke, hvad det er de længes efter, og bliver korrumperet undervejs. De er lette at narre. Men Mercan Dede går en helt anden vej. Hans stil er clean, spirituel, forenende – ingen hyæner her. Og folk behøver ikke længere at være ung-kult-fascistoide, men kan mødes gammel, ung, jøde-kristen-muslim, bøsse-hetero, osv.

Pakistan opfatter vi normalt som et strengt muslimsk land, men sufismen har det ikke ganske utåleligt der. Det kan måske skyldes, at nogle af de rigtig store musikere Nusrat Fateh Ali Khan over alle men også den kvindelige sufisanger ! Abida Parveen er tilbedt af folket ud over al beskrivelse. De er folkehelte, og hvis myndighederne skulle finde på at pille ved dem, ville der udbryde oprør. Qawwali-stilen, de står for, er meget sofistikeret og virtuos. Men der findes også en meget rå praksis, der minder om de hvirvlende dervisher, blot hvirvles der med en stor tromme. Det virker helt shamansk.

Som det siges i filmen er undertrykkelsen af musik i den islamiske kultur et ‘loosing battle’, for man kan ikke i længden forhindre folk i at tilbede Gud helhjertet. Vi kender den samme undertrykkelse fra kommunismen og fra den strenge protestantisme. Den ene undertrykker hed et kommissariat, den anden hed et præsteskab.

Sufismen har også været i stand til at bygge bro mellem hinduer og muslimer. I 1200-tallet var den en mediator og en del hinduer valgte Islam pga. sufismen. Her var den ekstase, de kendte fra deres eget. Qawwali-stilen er meget ‘indisk’ i sit koncept. Dette kan være med at forklare undertrykkelsen, for briterne, der splittede det gamle Inden i to ved at sætte hinduer og muslimer op mod hinanden – del-og-hersk – ønskede had og konflikt og ikke fælles forståelse.

På det seneste er der meget fundamentalisme og vold mellem indere og pakistanere. Det skyldes bla. Saudisk-sponsorerede ‘madras’er’ – koranskoler – der præker seperatisme og had. Saudierne, kongefamilien, BinLaden’erne, Bush’erne osv. er alle hovedaktører i både indførelsen og den hykleriske ‘bekæmpelse’ af verdensterrorismen for tiden. Bibelbaskere / neo-cons i vest og oliedespoter og salafister i øst har en uhellig og giftig alliance.

Shah Abdul Latif var en 1700-tals sufipoet og -musiker og han regnes som den største til alle tider. Hans musik er opført hver dag siden han døde i et bestemt tempel i Lahore. Hans poesi bruger ofte billeder om de elskende som metaforer. En ung pakistansk sanger, der bruger traditionen og kombinerer den med pop-rock har ofte fået at vide fra fundamentalistiske mullaher, at musik er syndig. Han svarer dem med et smil og siger: kampen mod sufisme er et tabt slag for jer. I kan ikke forhindre folk i at udtrykke deres Guds-kærlighed.

I Marokko er der også en spændende tilstand. Universitetet er gammelt, 200 år ældre end en Oxford og Cambridge, et af centrene for viden i den arabiske verden. Sufi-retningen her hedder Aissawa. De er kendt for en spektakulær stil. Den kan sammenlignes med New Orleans Jazz på steroider. Marokkanerne er for stor del berbiske, og der er også noget meget gammelt og shamansk over stilen. Ved den årlige fest for profeten får den ikke for lidt. Der udøves også healing af familiære problemer, mental-psykologisk assistance. Musikke drives frem af heftigt trommebeat, og skingre skalmeje-type-blæsere improviserer henover. Andre steder i Marokko, ude på landet, ser man ofte kvinder udøve den. Der er et levende matriarkat her. De er berømt for deres spirituelle healing-evner. De bringer den syge eller ulykkelige ind i en trance ved at ‘læse’ vedkommendes temperament og bruge det i musikken.

Sufismen fanger overalt den lokale ånd, den lokale ekstase. Den er kosmopolitisk i sin ånd, den har ingen begrænsninger, den pådutter og dikterer ingen ortodoksi, den kender menneskers skønhed og svaghededer hvor end den forekommer, den tilgiver – som kristne burde øve mere i ikke blot at sige, men at gøre.

Den ekspanderende jord

Der er brygget videre på tanken siden Jules Verne og Adolf Hiltler: ‘Den Hule Jord’. Tibetanske buddhister har i virkeligheden ideen som en fast del af deres filosofi, og den nuværende Dalai Lama har svaret direkte på et spørgsmål og sagt, at Agartha er et materielt sted på planeten og ikke kun et spirituelt sted. De tibetanske lamaer siges at vogte over indgangen til den hule jord, og der gisnes også på, at det er medvirkende til, at kineserne er så interesserede i Tibet. Der findes flere hundrede versioner af historien i mytologierne, fortællinger fra diverse folkeslag og kulturer på jorden gennem tiderne. De går alle på, at der bor mennesker og væsener i ‘The Middle Earth’, som både Tolkien og C.S. Lewis udtrykker det. Blot et eksempel: eskimoerne peger mod nord, når de skal fortælle, hvor de kom fra.

I sin fulde udgave er den meget omfattende og i sandhed fantastisk. Derved bliver den også svær at håndtere, ligesom Atlantis. Faktisk er Atlantis lang mere indenfor rækkevidde, da en vandstigning og dermed en sænkning af flere områder på Jorden, hvor der været civilisationer, bestemt er mulig. De dukker for tiden op omkr. Indien og Japan.

I Den Hule Jord lever vi på en skal. I midten er der en central sol, der er have og kontinenter … og beboere! Det må også betyde, at tyngdekrafter ligger inde i skallen og ikke i kernen. Om disse beboere er der særdeles varierende beretninger, ligefra rædsler til Paradis. Og der figurerer også avisklip fra amerikanske aviser, hvor der er folk, der siges at have fløjet gennem hullet. Der tillades ikke overflyvninger direkte over Nordpolen og midten af Antarktis. Den officielle begrundelse er magnetiske forstyrrelser og navigation.

Vi behøver ikke at beskæftige os så meget med teorien, selvom den er facinerende og medmindre vi er til skrøner. Én ting: hvorfor er det lige, at der ikke er flere, der har vovet pelsen og rejst gennem hullet? En del af svaret kunne være, at hvis en civilisation er så avanceret, som det påstås for den indre jords civilisation, så har de nok fundet på en voldsom smart løsning til at forsegle åbningerne. Disse skulle også findes som smalle passager i Tibet og Brasilien. Well…

Den ekspanderende Jord. I en mere begrænset og mere relevant-sandsynlig version drejer det sig om en ekspanderende planet, hvor vandet er kommet indefra og har skabt den store oversvømmelse. Tyngdekraften skal omdefineres. Der er taget billeder af andre runde planeter, der viser en form for åbning med en belysning ved polerne. Rigtig hardcore ‘hule-jord’ tilhængere har i øvrigt indkorporeret den ekspanderende jord i deres univers.

Hvis geofysikere skal forklare tektonikken og kontinenternes vandring gennem år-millionerne er de nødt til at rode sig ud i de vildeste omrokeringer. Men hvis man derimod lader planeten trække sig sammen og lader kontinenterne gribe om hinanden, falder de i hak som brikker i et puslespil.

Hvis man skal holde sig helt til det sobre, er der en tysk dokumentar af Franz Fitzke. Ingen gisninger om hul jord. Videnskabelig tyngde, selv om folk med tyngde sagtens kan være marginaliseret i main-stream videnskab. No problem – det sker overalt og hele tiden!

Tiden er ikke, hvad vi regner med. Vi måler den i rotation om aksen og får derefter de 24 timer. Men der er noget, der tyder på, at for millioner af år siden var den kun på 18 timer. Prof. Konstantin Meyl, felt-fysiker, har studeret denne bremsen op i rotationshastighed og kæder den sammen med en voksende planet. Farten sænkes med 0.7 sekunder om året, hvilket svarer til en vækst på 19 cm.

Væksten er årsag til jordskælv. Den nu mainstream-anerkendte pladetektonik skyldes polarforsker Alfred Wegener (1880-1930). Han konstaterede den ret indlysende pasform mellem Afrika og Sydamerika. En ekspansion af Jorden var aldrig på tale, så der måtte være tale om et tidligere kontinent, hvor landene var samlet, kaldet Pangea. Ott Christoph Hilgenberg (billede) indførte i Wegeners livstid ekspansionsbegrebet. Prof. Karl-Heinz Jacob, geolog, fortæller, at teorien er blevet bandlyst i videnskaberne. Når blot navnet nævnes, bliver de ophidsede. Men i 50’erne slog den meget kendte prof. Hans Haber til lyd for den.

Dannelsen af bjergkæder kræver også en anden forklaring. De opstår ikke som i den kendte tektonik ved, at plader skyder sig ind under hinanden og presser dem op. De opstår ved at den mindre kugle retter sig ud. Hans Haber bruger billedet af en knytte hånd. Når man folder den ud, opstår hudfolder på overfladen.

Dinosaurer er et stort problem. Problemet består i at forklare, hvordan en 80 ton tung øgle overhovedet har kunnet bevæge sig. Fysikeren Meyl konstaterer uden at blinke, at med den nuværende tyngdekraft ville de falde sammen under deres egen vægt. Knoglerne ville ikke kunne holde til det. Men med en halvering af tyngdekraften / klodens størrelse giver det pludselig mening.

Legetøjsgrisen i hjørnet har nemmere ved at stå på benene end Spielbergs fantasiøgler.

For at planeten kan tiltage i masse, kræves der næring til det. Den kan kun komme fra rummet. Vi taler ikke om stof i håndgribelig form, der vælter ind og kolliderer med Jorden. Der må være tale om subatomare partikler. Så på en måde havde Hilgenberg ret i, at det sker via ‘æter’. Solen producere neutrinoer. Jorden absorberer og materialiser disse subatomare partikler, iflg. Meyl’s teori. Han husker i respektfuld og ægte videnskabelig ydmyghed at sige ‘teori’. Det virker, som om at geologien også hører til de videnskaber, der har deres store urokkelige dogmekompleks, der får videnskabsfolk til at glemme at sige ‘teori’ om den tektoniske model, der helt op i forrige århundrede selv led denne skæbne: at blive dogmatisk fordømt.

Tesla beskriver allerede i starten af forrige århundrede neutrinoen som den stråling, der udgår fra Solen bestående af partikler i en ukendt lille størrelse, der med stor fart gennemtrænger fast materiale. Tesla påstod ovenikøbet, at denne stråling var hurtigere end lysets hastighed. Derfor blev han dømt ude af det gode fysikerselskab med Einstein i spidsen – det zionistiske sammenrend. Resultatet var – og er i dag – en amputeret videnskab, der har bevæget sig i forkert retning.

Neutrinoerne gennemtrænger altså Jorden. Deres ustoflighed bliver stofliggjort i jordkernen, hvorved Jordens masse og dermed også størrelse vokser med tiden.

Når månen skyder sig ind forand Jorden og danne solformørkelse, kan der måles uregelmæssigheder i masse og rotation. Det skyldes at neutrino-strømmen bliver bremset af månen. Fouccault’s store pendul hænger bla. i Münster. 6 timer før og efter en solformørkelse viser det afvigelser i sin jævne bane på op til 10 grader. Og moderne præcisions-penduler bekræfter det. Det betyder også, at det ligeså præcise atom-ure, der holder øje med tiden kræver, at der bliver puttet ekstra kompensations-sekunder ind i ny og næ. Tidens gang er ikke stabil. Siden 1990 har dette ikke været nødvendigt, da Jorden er begyndt at rotere hurtigere.

Ved en solformørkelse for nylig opstod der umiddelbart efter kraftige jordskælv i Tyrkiet med 20.000 omkomne. Mayl kæder det sammen.

Ikke kun Jorden vokser. Det gør Solen også (og de andre planeter?). Her kunne man gå videre med scenarier om forestående polskift, tilt af jorden og … syndflod. Det gør vi så ikke her.

Kollektivisme

Det dybere og underliggende lag bag de store sociale eksperimenter i det 20. århundrede: nazisme, kommunisme, fascisme og deres udløbere ind i det nye årtusind, altså deres fællesnævner er: kollektivisme.

G. Edward Griffin

har kortlagt fænomenet. Han starter sin fremlæggelse med at konstatere, at det amerikanske demokratis fædre overhovedet ikke ønskede et demokrati, men en republik. Demokrati er flertalsstyre, og det er en dækkende beskrivelse. Punktum altså, ingen yderligere finesser. Og hvad er der galt med det? Der er det galt, at en hoben mennesker, der ønsker at lynche et person, fordi de er kollektivt enige om det, derfor også er demokrati. Og det er nøjagtig, hvad man så i det gamle Grækenland. Sokrates er et godt eksempel. Platon havde af samme grund ikke noget tilovers for demokrati – pøbelvælde. I en lynchning er der kun en stemme imod, og denne stemme befinder sig for enden af rebet.

I en republik tillades mængden, hoben, pøblen ikke at udøve deres flertalsstyre på individets bekostning. Res Publica, folkets sag, er individets garanti mod overgreb fra de andre. Hoben er let korrumperbar. Når kollektive kræfter får frit løb, taler vi om meget stærke og meget berusende kræfter, og en karsimatisk og dygtig demagog kan let få hoben til de mest perverterede handlinger. Der er jo frit lejde, for man løber jo bare med i rusen. Man har lagt sin fornuft og sit individualiet fra sig.

Den amerikanske forfatning, og alle forfatninger, der tager højde for dette afgørende forhold i den menneskelige kultur, er i bund og grund et sæt foranstaltning, der begrænser hoben i forhold til individet. Uden disse stopklodser, ville rendyrket utilitarisme kunne danne afsæt for barbariske beslutninger – fx. alle over 75 år bør have pillen, for de er for dyre for samfundet – man skal blot henvise til det fælles bedste – The Common Purpose, som en af de særdeles skumle grupper, der operer i dag gør. De tilhører gruppen ‘fabianerne’, derom senere.

Individualisten vil spørge: ‘en gruppe’, hvad er det. Vis mig en. Der findes kun individer, der samler sig og opløses igen. En gruppe er en abstraktion. Ligesom ‘en skov, hvad er det? I virkeligheden findes den ikke, der er kun træer. Man kan ikke se en skov, for det er også en abstraktion.

Kollektivistiske samfund bygger på en abstraktion. Individet ofres et af gangen for en abstraktion. At det er tydeligere i et kommunistisk eller fascistisk diktatur end i vores samfund, der er demokratisk rokker ikke ved det faktum. De mennesker ‘vi’, kollektivet, det demokratiske flertal, ikke kan lide, har vi i kollektivets navn lov til at skaffe os af med. Det er her republikken kommer. I praksis er det selvfølgelig ikke så barbarisk, og i praksis har vi en hybrid, nemlig en demokratisk republik.

Man kan sige, at både kollektivister og individualister ønsker de samme ting: fred, velstand, sikkerhed, retfærdighed, sundhed. Frihed er en tvivlsom størrelse, for mange kollektivister er villige til at afgive frihed for ‘noget andet’.

Leninisme

Der er hos mennesker en gennemgribende opfattelse, at regering er løsningen på alle menneskets problemer. Kollektivisten er rede til ofre individet for den fælles sag, om nødvendigt – og det er det så ! Denne fælles sag bliver som regel oversat til ‘staten’.

Marxister har en række udsagn, som de hylder som de rette, og som findes i Kapitalen og Det Kommunistisk Manifest:

Arbejdere i alle lande, forener eder!
Smid lænkerne fra jeres kapitalistiske udbyttere!
Genvind kontrollen over produktionsmidlerne!
Foren jer mod krig og racisme!
Lad enhver nyde efter behov og yde efter evne!

Marxister er idealister og mener, at man må skabe et samfund, hvor disse principper kan komme til at gælde for alle mennesker – også dem, der ikke bryder sig om det i starten. Men marxisterne var teoretikere. Det er her Lenin kommer ind. Ingen stat, der senere har kaldt sig kommunistisk blev overtaget og forandret af marxister, men af leninister. Muligvis kalder de sig for marxister-leninister, men det rokker ikke ved noget. Det er her partiet, apparatet, kadrene, proletariatets diktatur !! (bare sig navnet…) kommer ind. Der kræves et parti, lederskab, træning, organisation, indlæring (indoktrinering).

Der er altså teoretikerne og ideologerne, og så er der dem, der får det til at ske, politikerne, organisatorerne, stormtropperne, whatever, hele apparatet. Og senere stikkerne, efterretningsvæsenet, militærapparatet, propagandisterne, hjernevaskerne, indpiskerne, fangevogterne, bødlerne. Eller bare de flinke socialarbejdere, NGO’er, miljøforkæmperne, den grønne fascisme. Og selv i kommunismens storhedstid kaldte de fleste ledende skikkelser sig ikke for kommunister, men rent faktisk for: leninister. Både Marx og Lenin refererede til kommunismen som noget fremtidigt, for den hverken fandtes eller findes nogetsted. De skulle blot etablere en socialistisk republik. Det kommunistiske samfund ville først opstå, når mennesket var perfektioneret og staten forsvandt. De var også utopister, og det fører tanken tilbage til starten på Oplysningstiden og Rousseau, Voltaire, Den Franske Revolution – og Adam Weisshaupt og jesuitterne/Illuminati-grupperne.

Da muren faldt og med den de kommunistiske styrer, tog de gamle leninister blot deres kommunistiske kasket af og erstattede dem med en socialdemokratisk ditto. De indfører begreber som åbent marked, åbning til Vesten, talefrihed. Men politistaten fortsatte underneden. KGB tog navneforandring, men forsvandt aldrig – faktisk voksede det.

Lenin udtalte, at det var underordnet, hvor mange bøger man havde læst, hvor meget viden man havde, hvor klog man var, og hvor mange debatter man førte. Det eneste, der talte var, at man overtog magten. Når man først havde magten, kunne man føre alle de debatter, man havde lyst til – og bagefter skyde sine modstandere. Lenin beordrede personlig nedskydningen af politiske modstandere. Han sagde også: Løfter er som tærtedej. De er skabt til at blive brudt. Ret beset et ekstremt amoralsk, menneskefjendsk og korrupt tankesæt, som er set udført sidenhen i praksis med ufattelige lidelser og barbari til følge.

Leninismen var særdeles vel understøttet med pengemidler. En vigtig portion kom fra de samme kredse, der understøttede nazisterne: de europæisk-amerikanske banksyndikater de store finansmoguler. Prof. Anthony Sutton trevlede gennem alle regninger, pengeoverførsler, ejerforhold, osv. og beskrev det i detaljer i 70’erne. Vi kender navnene. Lenin gav pokker i teorien = marxismen. Alt, der betød noget var at få magten. Og Lenin var en stor strateg. Som led i magtovertagelsen af en nation gjalt det om at tale folket, deres overbevisning og deres traditioner efter munden. Overbevis dem om, at I er de bedste .. fx ungarer, de bedste nationalister i Verden, overtag magten og derefter: forråd dem, for nu har I magten. Eller hvad med en nation, hvor de ikke kan lide kommunister: kald jer for antikommunister, dan en anti-kommunistisk organisation og overtag magten. Lyv, bedrag, korrumper og stjæl magten. Sørg for at gøre velgørende ting også, skab social fremgang osv. Men kontroller jeres opposition, om nødvendig med hård hånd. Hisbollah, Hisb uth’Tahrir og Taleban har lært af dem.

Et af Lenins strategiske trick havde han lært af Tamerlan og Tsu Hzu. Det hedder falsk retræte. Man placerer sin hær så det ligneren blottelse. Ved daggry starter man en retræte og fjenden sætter efter en. Landskabet er valgt, så størstedelen af styrken trækker sig i skjul bag træer og høje, mens en mindre del fortsætter ligeud og sørger for at hvirvle så meget støv op, som de kan med grene. Fjenden bliver derefter fanget i et baghold på netop det samme sted, hvor man havde placeret sig først, det sårbare sted.

Lenin applikerede det på diplomati. I starten af bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917 var den russiske økonomi i frygtelig forfatning. I modsætning til økonomien under Czardømmet, Romanov-familiens ære, hvor økonomien var blomstrende, hvilket var grunden til, at de designede et nyt destruktivt styresystem / socialt ingeniørprojekt for Rusland. Husk i øvrigt, at de primært jødiske bolsjevikker slagtede 10 millioner russere, altså dobbelt så mange som i den nazistiske holocaust, et faktum, der ikke nævnes så ofte, når man bruger ordet holocaust. Lenin overtalte kammeraterne til at lade som om, at de droppede retorikken og ønskede at underkaste sig kapitalismen, åbne dørene for investeringer. Vesten hoppede på den, slog sig ned, investerede, byggede industri op. Da det var sket, eksproprierede de industrien og slagtede kapitalisterne. Da muren faldt, gjorde de nøjagtig det samme. Men vi gennemskuede det ikke, for vi kender ikke længere til Lenins strategi. Hvis man lytter til ex-kommunisternes taler, er det den samme strategi.

Samtidig i Vesten er kapitalismen i sin egentlige form også slagtet. I stedet har vi totalitær monopolkapitalisme. Onde og skarpe tunger har fx. kaldt EU for EUSR – den EUropæiske Sovjet Republik. EU betjener sig stort set af alle de trick, som sovjetstaten brugte: planøkonomi, politbureaukrati, korrupt partikamerateri, extrem centralisering, uniformering og ‘harmonisering’, pseudo-religiøs symbol-retorik. EU-superstaten = et nyt Sovjetunionen. Det beskrives faktisk bedst af folk, der er opvokset i Østeuropa under kommunismen, og som senere har set EU-superstaten – som deres land nu har meldt sig ind i – gå i nøjagtig samme retning.

Andre onde og skarpe tunger har bemærket, hvor meget strategien ligner jesuitternes teknikker for infiltration og manipulation. Revolutionsbegrebet og kadren – den avantgardistiske fortrop – er et jesuittisk koncept. Sjovt nok, men næppe tilfældigt, er den siddende formand for EU-kommissionen, Hermann van Rompoy, jesuit. Og nu har vi minsandten også fået en jesuittisk pave … hmmm! Vi sender en væmmelig tanke til lederne i Det 3. Rige, der alle var opdraget og uddannet af jesuitter og katolske patere.

Fabianisme

Dette er den skole indenfor kommunisme/socialisme, der er mindst kendt. Vi kender International Socialisme = kommunisme/stalinisme/leninisme/maoisme. Vi kender National Socialisme = nazisme, fascisme. En ingrediens i begged socialismer var feminisme, hvis formål det var at ødelægge kernebolværket mod al statsstyret kollektivsme. Det må man sige er lykkedes.

Fabianismen er den form for socialisme, der i dag styrer vores liv i den største grad. The Fabian (Socialist) Society blev dannet i England i 1848. Disse folk bruger rent faktisk navnet kollektivister om sig selv. Det har opkaldt sig selv efter en romersk hærfører, Quintus Fabius, der blev berømt for sin taktik, der bestod i ikke at engagere sig i direkte kamp med fjenden men at udmatte ham ved udsættelse af direkte kamp. Han slog bla. karthagenerne (Hannibal) på den måde.

Fabianerne tog dette navn, fordi de i modsætning til Lenin – selvom de var fuldstændig enige med hans mål – ikke gik ind for revolution og blodsudgydelse og magtanvendelse. De regnede leninisterne for smådumme og voldelig magtovertagelse for uhensigtsmæssig. I stedet planlagde de strategier for infiltration af fjendens institutioner, deres regerings- og uddannelses-institutioner, deres bestyrelser, deres virksomheder. Og på denne måde omdanne Verden i socialistisk retning. Den taktik ser man i parlamenterne i Europa, i EU og i kongressen (USA) i dag. Vi ser den også og i allerhøjeste grad i FN. Agenda 21 er et særdeles fabiansk – og jesuittisk – projekt.

Deres logo er duen. Det er symbolet på den langsomme magtovertagelse. Du ser den komme flyvende som en hvid du, men med tiden ligner den mere og mere en rovfugl. Til sidst æder den din lever med nogle favabønner og en god Chianti.

Og hvem var de så i starten? Arnold Toynbee, H. G. Wells, George Bernhard Shaw, Beatrice og Sidney Webb – stifterne af The London School of Economics. Bertrand Russell var medlem. Tony Blair var og er medlem af selskabet. En hel del fabianere er ikke listede medlemmer af selskabet, hvilket gør det hele lidt mere grumset.

H.G. Wells – var det ikke den rare mand, der skrev en bog om tidsrejsen?
Well, den rare mand gik også ind for eugenik, folkemord og oligarki.

Som en del af spillet bekæmper de forskellige socialistisk-kollektivistiske grupper hinanden. Hvis man fx. ser de Forenede Nationer i dag, falder de interne grupper enten i den leninistiske eller den fabianistiske gruppe. Men de går alle ind for kollektivisme, en Ny Verdensorden, flere penge til et internationalt militær, en totalitær centralbankstyret økonomi og diverse overstatslige organer. I sidste ende en verdensregering, hvor de sidder på hver stol. Fabianerne har en lille variant, de sælger under det uskyldige navn: ‘Den Globale Landsby’. Den er beskrevet i frameworket Agenda 21.

Det eneste, grupperne reelt kæmper om, er hvem, der får de bedste job og den største magt i denne verdensorden. Det blot alle os andre, hvis hjerne er blevet stereotypificeret i det 20. århundrede, der tror, at fascisme, socialisme, nazisme og åh-så-forskellige, sort-hvide, goodguys-badguys. Vi forstår ikke dialektikken, vi kan ikke se længere end til overfladen af lærredet, hvor filmen vises på. Vi ved ikke, at geopolitik er et skakspil. Vores historiske hukommelse er som en flues eller et møl. Efter at have brændt vinger på et stearinlys, går der 18 sekunder, før det atter flyver ind i ilden. Til sidst bliver det stegt.

Fabianerne har været succesfulde, fordi de har været i stand til konstant at holde sig under radaren, og fordi deres strategi har været specielt tilpasset et veludviklet system. Demokrati har i den fabianske ånd forandret sig til at være et styresystem, hvor folk selv vælger deres diktatorer ind på posten, og da vi selv har valgt tyranniet, vil de holde længere. Vi er blevet tyranniets medmisbrugere. Det er, som Ole Dammegaard kalder det: et statskup i slow-motion (hans emne var transformeringen af den svenske stat og Palmemordet) Blair er det mest slående eksempel på en nutidig fabianer. Fogh Rasmussen et anden. Hans store forbillede var netop Blair, der nu er sprunget ud af skabet som (opportunistisk) katolik. De seneste demokratiske præsidenter i USA, Clinton og Obama, opererede/opererer helt tydeligt indenfor feltet fabiansk socialisme.

Hvis man skulle koge det ned til ét begreb, kunne det være: individets udslettelse. Det er kollektivisme. Skulle nogen være i tvivl om, hvad det vil sige, behøver man blot at studere samtlige totalitære regimer og kollektivistiske eksperimenter fra det 20. århundrede. Og man behøver ikke længere at rejse til Nordkorea for at opleve det. Det siver nu som en dødelig gift ind i vore samfund og kan opleves i hverdagen lige for vore næser.

Øldåse-kraft – ja-tak!

Hvor simpel kan teknologi være? Her er et eksempel.

Alle kender til solpanelet og har en fornemmelse af, hvad det er. Det er dog ikke en helt enkel teknologi, fordi vi taler om at transformere sollys til elektricitet. Dette her, derimod, er noget, der er så nærmest banalt, at det åbenbart har undgået opmærksomhed fra videnskaben. Vi taler om at bruge solvarmen til at varme et panel op og sende den opvarmede luft videre.

Vi ved allesammen, hvor varmt, der kan blive under et bliktag om sommeren. Metallet leder varmen, varmer luften op indenfor, hvor den så bliver – til ingen nytte.

Opskriften er simpel. Du vil næsten kunne gøre det ved at læse den:

• man bygger en flad kasse med isolering i bund og sider
• der skal bruges et antal dåser, øl-sodavand el. lign., hvor der bores hul i begge ender svarende til
• midterstykket af dåsen (80% af diameteren)
• dåserne stables til lange rør og limes med fugemasse
• kassen fyldes med så mange rør, der er plads til – kassen er selvfølgelig lavet, så den passer med x-antal rør med x-antal dåser
• kassen fyldes dog ikke helt ud forenden af dåse-rørene, men der efterlades plads til et tværgående aluminiumsrør, gerne firkantet, hvor der bores huller til at fastgøre dåserne
• forneden kan der være et lignende rør eller blot en bræt med huller i og et kammer forneden
• dåserne males sorte med spraymaling
• kassen lukkes med et låg af plexiglas
• der bores en hul i kassen i det nederste kammer til luftindtag
• røret i det øverste kammer stikker ud i den ene ende til luftudtag
  fra luftudtaget føres den varme luft ind i huset

Dette øldåse-solvarme-panel placeres ligesom et solpanel på husets side med en hældning, der svarer til gennemsnittet af solens hældning i løbet af en dag. Når solen varmer panelet op, sker der følgende:

• temperaturen stiger gradvist inde i kasse helt op til omkr. 100 grader !!
• luften udvider sig og søger opad og udad gennem luftudtaget og ind i huset. Det er bedst, hvis det sker foroven i rummets væg. Der sker derefter en cirkulation i rummet blot vha. varmen. Man kan yderligere hjælpe ved at installere en svag blæser, som evt kunne være drevet med et minisolpanel, eller et mini-solpanet kunne lade batterier op, der kunne drive den.
• luftudtaget i rummet placeres forneden, hvor den mindre varme luft havner. Begger rør, der forbinder panelet med rummet i huset isoleres ligesom selv panelet for at den varme luft holdes i systemet.

Selvom det lyder som ren klondyke – det er det egentlig også – er det meget effektivt og kan snilt varme rum op i et mindre hus. Ellers kan man blot dimensionere panelet eller have flere. Selvfølgelig virker det ikke om natten, men også i let overskyet vejr har solen en effekt. Der vil kunne spares voldsomt på varmeregningen.

Da Stanley Pons & Martin Fleishmann i 1989 præsenterede deres opdagelse med kold fusion, blev der kørt et helt apparat i stilling for at skyde dem i sænk. Dette måtte for alt i verden ikke tages alvorligt og blive til noget. Altså for almindelige mennesker – så ville de jo ikke betale deres elregninger.

Andre simple teknologier

Og dette er i øvrigt kun en af de horder af simple og for en handyman fuldstændig overkommelige teknologier, vi kommer til at se meget til fremover. Ved søgninger på nettet kan man finde opskrifter på fx.:

• solpaneler: man kan købe billige solceller på eBay og selv samle dem i paneler. Disse paneler kan serieforbindes til at dække fx. et helt tag. Det skønnes, at prisen vil kunne formindsket til op til 1/10 af prisen for færdige panel-installationer. Problem: de forurener ikke, når der er lavet, de forurener voldsomt, når de sjældne jordarter et sted i Kina skal udvindes. De ødelægger kæmpe landskaber.
• vindmøller: vi taler selvfølgelig ikke om Vestas-størrelse, hvilket heller ikke er ønskværdigt. Faktisk må jeg indrømme, at de er grimme ad h… til og skæmmer landskaberne. Vi taler om små møller, som man ofte før i tiden kunne se på landet til at drive en vandpumpe. Det var i øvrigt en folkelig ting med små vindmøller for ca. 50 år siden og også før den tid, men elselskaberne har været med til systematisk at smadre den tradition, og i dag tror vi, at man er nødt til at være på nettet. Der vil sikkert også komme en større udbredelse af de nye by-vindmøller, hvor rotoren sidder lodret monteret. I Japan er de ved at få stor udbredelse ovenpå huse, hvor de stort set ikke kan ses.
• el-generatorer via e-magnetisme: er ved at komme frem. Der er muligvis en del brugbare modeller på nettet, men opskrifterne er noget mangelfulde, og det er svært at få styr på, om de rent faktisk virker.
• elektrolyse-indsatser til bilmotorer: der er en del opskrifter på nettet, der med ret stor sandsynlighed er brugbare. De danner brintgas (hydroxy-gas) fra destileret vand, og der er en del især i USA, der kører rundt på dem.
• jordvarme: er efterhånden anderkendt teknologi. Det er muligt at lave en komplet jordvarmeløsning for mellem 20-30.000 kr. Ikke helt billigt, men alternativet er 70.000 kr. og en total opgravning af haven. Denne model involverer lodrette nedboringer af spiralrør, hvilket blot kræver et ret stort bor (monteret på en traktor – ikke noget man lige ‘låner’). Disse rør skal så forbindes og linkes op til en varmtvandsbeholder og en pumpe. I modsætning til solpaneler virker det hele året med samme effektivitet, da jorden altid er varm i en vis dybde.

De internationale patentorganisationer har gjort alt, der står i deres magt for at at forhindre disse opfindelser i at blive patenteret og masseproduceret. Det ville være interessant at undersøge, hvordan disse institutioner er organiseret og kontrolleret, siden det har kunnet foregå.

Alevierne

er en folkelig sufi-retning. Den falder mest ind under shia-grenen af Islam, men egentlig falder den lidt ved siden af Islam. Meget tyder på, at den reelt intet har med Islam at gøre, men blot har lært at overleve under islamisk overherredømme. Det er den såkaldte Baktashi-linie, opkaldt efter en helgen fra det 13. årh. Det er en anatolisk trosretning, og der er levende elementer i den fra den ældgamle tyrkiske shamanisme kaldet Tengrisme. Der er også træk fra parserne / Zoroaster, gnosticisme, armensk kristendom, og flere andre kilder. De er synkretistiske og pragmatiske i deres væsen som få trosretninger. Det skulle lige være Bahai. Nogle forskere ser det som en præislamisk troskultur ligesom Yezidi, den kurdiske tro. Derved får de indo-iranske rødder og ikke mellemøstlige.

Ligesom kurderne har alevierne været undertrykt og forbudt i Tyrkiet, men der er alligevel 15-20 millioner af dem, der kalder sig selv Alevi.

De samles ikke moskeer men i forsamlingshuse. De vender ansigterne mod hinanden og ikke mod Mekka. De er fredelige og ‘familiære’ mennesker.

Deres forståelse af centrale elementer fra Islam som fx. de 12 imamer er allegorisk. Det er ikke messianske verdensførere, det er aspekter af Universet og mennesket. Det er sufistisk. Ibn Arabi spiller en rolle her. Gud inkarnerer og manifesterer sig – den nedadgående kraft – det spirituelle menneske følger en strøm, der går den anden vej – den opadgående kraft. Gud er sandhed (haqq). En af deres idoler er en en 10. årh sufi, der blev henrettet for at sige: Jeg er Sandhed.

Der er ikke krav om bønner 5 gange om dagen. Pigerne går ikke med tørklæder – medmindre de har lyst, og så er det også i orden. De går ind for at gøre det, man føler er rigtigt. Man kan sagtens være sækulariseret og være alevit på samme tid. Tolerance og solidaritet er kerneværdier. Gud er ikke en straffende Gud, har hygger sig.

Her kunne mange af de store religioner lære noget, og i fremtiden bliver de også nødt til det, for eller vil folk forlade dem. Man fristes næsten til at sige med C.G. Jung: ‘Religion er et forsvar MOD religiøse oplevelser’.

I 1993 var der en massakre, hvor alevier bliver brændt af en rasende muslimsk folkemængde. Anslaget var, at en tyrkisk forfatter ville oversætte Rushdies bog og udgive den. Massakren betyder, at man kommer ud af busken og genopliver den gamle tro. Der dannes 1000’er af foreninger i hele verden. De søger nu anerkendelse som selvstændig tro og vil gerne frigøres fra deres tilknyttelse til Islam. Det er samtidig en ihukommelse af de mange forfølgelser og massakrer, de har oplevet gennem historien helt tilbage fra det Ottomanske rige. For fundamentalister er fredselskere åbenbart det mest anfægtende, der findes. Det opfattes som en anklage mod deres krigeriskhed og kynisme, det trigger deres samvittighed, så ‘dø skal de, vantro hunde’.

Personer og paradigmeskift ______________________

Yin Yoga

Paulie Zink er en amerikansk yogi, der efter sigende har opfundet et nyt begreb kaldet Yin Yoga. Det er ikke ham, der har opfundet fænomenet, men blot givet det et navn.

På 5 videoer viser han gudhjælpemig, hvordan man laver det klassiske yogaprogram, mens man sidder på en stol ! Som han siger yoga for sofa-kartofler (couch potatoes).

Paul Grilley forklarer teorien. Filosofien i yin-yoga er at blive lang tid i stillingerne. De bliver nærmest en meditation. Yin er den energi, der går ind til kernen i kroppen, bindevævet, knoglerne – fascia og ligamenter. Yang yoga fokuserer på musklerne og senerne – Astanga som det ekstreme eksempel. Men egentlig kan man ikke skelne sådan, det er attituden, man anlægger. Alt er intention. Så man kan sikkert lave yin-astanga.

Yin er hvilende, holdte positioner, og det rammer pr. definition yin-væv: fascia og bindevæv. Yang er hurtig, i bevægelse, rytmisk. Her bruger man pr. definition yang-væv: musklerne. Man bør ikke øve yin-væv med rytmiske bevægelser, ejheller yang-væv med lange holdte positioner. Musklerne danner syre, tetney, krampe. Men hvis man vil bygge muskler op, skal man gentage og lave rytme. Hurtige bevægelser virker.

Men hvis man gør dette med sine led, virker det ikke, eller man smadrer dem.
http://www.youtube.com/watch?v=8dFKRcs0yzk&feature=related

Grilley siger, at det ikke skal forstås kategorisk, for der er en gråzone. Han siger også, at yang-bevægelser ikke handler om en stiv gentagelse af en bestemt bevægelse, men om at skifte hele tiden. DET er yang! Men det er ikke sådan, der udøves. Folk træner forkert. Se bare på løberne. De træner ikke, de lider. Og så smadre mange af dem knæ og ankler.
Se også klippet med Mantak Chia, hvor han laver ‘taoistisk yoga’, kaldet yin-yoga.

Deepak Chopra om projektion

Projektion er, når jeg ikke ønsker at konfrontere noget i mig selv og forestiller mig det i en anden. Man projicerer, hver gang man:

• er defensiv uden af være kritiseret
• har extreme meninger om mennesker, man ikke rigtig kender
• verbalt stereotypiserer folk
• konstant føler sig misforstået
• spørger folk om deres mening, og svaret ikke er, som man forventer, hvorefter man bliver forurettet
• føler sig truet hele tiden af autoritetsfigurer, læger, politimænd, politikere, fordi man har sat dem op på en piedestal (de er egentlig blot ligesom dig)
• gør sætninger færdig for folk
• synes at folk, der er meget intime og tætte, har sex med hinanden

Det er intet mere naturligt end mennesker, der udstråler simpel og upåvirket menneskelighed. Der er derfor, vi elsker (nogle frygter) børn, fordi de ikke tager en social maske på. De er ekstremt elskelige. Så vi kan ikke håbe at gøre mere end at udstråle vores menneskelighed i al sit lys og mørke, synder og helgen, guddommelig-diabolsk. Det er betydningen af devil > dev-ill = devine feeling ill:-).

Vi har den mytiske figur, vi kalder djæ-vel > deu-ilde – en syg gud. Men der sker ikke andet end som i elektriciteten. Der er positive og negative ladninger, polariteter. Ellers ville der ikke være elektricitet. Modsætningernes dans er der hele tiden.

Hos mennesker bliver den negative ladning af universet og vores eget indre univers patologisk, dvs. farlig, hemmelig, mørk, undertrykt = farlig. Det undertrykte, det mørkelagte manifesterer sig som fattigdom, vold, krig, krise, løgn, undertrykkelse. Der er os imod dem = resten af Verden. Der er dåligt lederskab. Skyggen kom frem i Abu Graib, Guantanamo, 9/11, Afghanistan, Irak, global-opvarmnings-svindel, finanskrise. Det er altsammen vores kollektive skygge, og der findes, fordi vi har manifesteret det. Det er de betingelser, vi har skabt, og først når vi indser det, vil vi kunne ændre disse betingelser.

Så kan vi dele skyggeerfaringen med andre, for delingen formindsker energien. Så først kan vi give opmærksomhed til disse guddommelige kvaliteter, tilgivelse, kærlighed, medfølelse, glæde. Så stop projektionerne, skil jer fra de falske identifikationer (detach), giv slip, vær i ro uden frygt. Og udstrål den, du er. Så har du besejret din skygge.

John Lash – en moderne gnostiker

John Lash er myteforsker i Joseph Campbells ånd.

Gnosticisme og Abrahamiske religioner

Det, der kendetegner disse 3 religioner fra Mellemøsten er, at det er frelserreligioner, hvadenten det drejer sig om Messias, Kristus eller en profet/imam. Når man er helt afhængig af en udefra, ovenfra kommende skikkelse, der skal frelse en, bliver man apatisk og passiv. Jøderne lod sig passiv drive til Auschwitz, de kristne lader sig passivt drive i krig, til at slippe slanterne. Skyld, synd og frygt er en af hovedkomponenterne i passiviseringen. Offerrollen har en rollemodel: Jesus. Det var romernes opfindelse.

Kunstig teknomani og Archonerne

Det er især hos gnostikerne, man finder dette begreb. Archoner er væsener, der er uden fysisk krop. De suger sig fast til mennesker, fordi de ganske simpelthen er misundelige på menneskene. For dem at se, er det menneskene, der bor i paradis (det har vi så svært ved at få øje på). De lever og ånder af forvirring, kaos, frygt og fejltagelser. De kan ikke opholde sig i menneskesfæren i ret lang tid og ikke uden beskyttelse.

Gnostikerne advarer i deres skrifter mod denne art af væsener. I Kosmos findes der mange slags væsener, nogle af dem er venligtsindede og tjener som rådgivere og hjælpere, der bekymrer sig om mennesket. Hvad er archonernes rolle så i den kosmiske plan? De er i stand til at trænge ind i menneskets sind og manipulere det. De er testen, og de er redskabet til – man fristes næsten til at sige: skille fårene fra bukkene. Dem der bukker under for deres pres, dem, der bliver archoniseret – zombificeret – robotiserede, dem der giver efter for deres egen grådighed, måske. Menneskene oplever i dag en archonisering. Det kan kædes sammen med det fænomen, der omtales længere nede i dette afsnit, der kaldes for ‘vampyrisering’.

Eadwine Psalteren

(bønnebog) fra Paris. Denne bog findes kun i et eksemplar i nationalbiblioteket i Paris. Den minder i teksten meget om fx. Canterbury Psalteren, men den har bemærkelsesværdig illustrationer. En eller anden munk har dyrket temaet ‘hellige svampe’ i sin grafik. Der er også billeder af tantrisk sex – og Jesus har gang i den med Maria Magdalene! Jeg vil minde om og henvise til Jan Irwin og Andrew Rutajit’s omfattende bog: ‘Astrotheology & Shamanism – Christianity’s Pagan Roots’, hvor de gennemgår det glemte emne om de hellige svampe og den oprindelige kult, som man, for nu blot at bruge et tilgængeligt ord (der så tilfældigvis stammer fra den sibiriske udgave) kan kalde for shamanisme, og som er en meget gammel og dyb understrøm, der har lagret sig i alle verdens-religionerne. Forfatterne har gjort dette stykke detektivarbejde. De bygger på en tradition, og hvis man skal nævne to skikkelser som forbillede for den slags undersøgelse, må det være C.G. Jung og Joseph Campbell.

Ideen om Antikrist

en underlig myte, der egentlig slet ikke er brug for i den messianske

Eskatologi

Den virker helt malplaceret, den er et stilbrud. John Lash mener, at det er en bombe under kristendommen og religioner som sådan. Ideen går på, at før Kristi Genkomst vil der kommer en Antikrist, der vil ligne den ‘rigtige’. Tanken er så destruktiv for hele det kristne, kom-og-frels-os, selvpineriske, offer-forherligende concept, der siden har plaget menneskeheden. Gnostikerne så det ske dengang, da fanatiske horder af nærmest fascistiske eller taleban-lignende præste-stormtropper væltede ind i fx. de ægyptiske mysterie-templer, brændte løs af bøger som nazister, smadrede hvad de ikke kunne lide, satte ild til biblioteker (pogromer) indgød rædsel og påtvang folk en passiviserende selvforståelse. De plantede denne tanke, som bringer bomben til udløsning, ligesåsnart nogen prøver at påstå, at Messias er vendt tilbage.

Alle religioner har den i virkeligheden:

jøderne: Messias
de kristne: Kristus
muslimer: den 12. imam
hinduer: Kalki, den hvide vognstyrer (Krishna’s genkomst)
buddhister: Maitreya

Så en politisk One-World-Government, en One-World-Economy SKAL følges op af en One-World-Religion for at være komplet. Her går det galt, mener John Lash. Men som nævnt har han den fornemmelse, at der også har været andre inde og pille ved tankesættet og har lagt en slags godartet ‘vejside-bombe’, en slags selvdestruktions-mekanisme i eskatologien. Det går galt, men katastrofen rammer i virkeligheden storspillerne, hvis de prøver at aktivere deres plan for slutspillet.

Pierre Sabak

er et associativt sproggeni med et kæmpe undersøgelsesprojekt i feltet sproget, etymologien, homonymer, englenes og menneskenes kontrakt, forfalskningen af sprogene, de ydre og de indre mysterier, slangens (englenes, talernes) æt, hvad er symboler, hieroglyffernes tilstørede betydning (det ægyptologiske svindelnummer). osv. slanger-reptiler-drager-kongeblod.

Hans seneste bog hedder ‘The Murder of Reality’ – gennems sproget. Udtrykket stammer fra et citat af Baudrillard. I alle kulturer og sprog findes tilsyneladende de samme vendinger, ord, betydninger, symboler og fortællinger. Jung ville sige, at det er en del af vores kollektivt ubevidste, Sabak siger, at der et kunstig skabt virkelighed vha. et manipuleret betydningsfelt. Englene skabte det, vores opgave i dag er at bryde trolddommen.

Symboler er komplekse. Et studie af dem griber ind over astrologi, gemmatri, numerologi, hellig geometri og etymologi. Det sidste er Sabak’s speciale.

I standard-lexikon-betydning er et symbol et tegn, der kan huske og påkalde noget, især en kvalitet. Det er tegn, der kan oversættes som hvidt betyder rent. Den anden betydning er i retning af akronymet, altså en slags forkortelse ligesom a-b-c… som symboler for toner i musikalsk notation. Såvidt The Oxford Dictionary of …. Sabak ser symboler som et noteret motiv brugt til symbolsk ekvivalens i særdeles i form af homonym – et ord, der erstatter et andet – fra det hebraiske ord ‘havala’, en cirkel dannet af en hugorm, der slynger sig. Det har betydningen ‘noget der lyder ligesom’. Fx. lyder ordet alter i betydningen ‘offersted’ ligesom alter (eng. latin) i betydningen ‘forandre’. Det er det sted for omformningen, transfigurationen i den alkymiske betydning finder sted. Den anden betydningen er at erstatte et objekt med et symbolsk modstykke til virkeligheden. Det bruges hovedsageligt til at mislede folk. Et udsagn akkompagneret af et symbol forandrer meningen – endda til det modsatte. Symbolet i sig selv har ofte en ydre og en indre mening. Den ydre er den, der kan findes i opslagsværkerne eller ved at spørge … en præst fx. Den indre mening er ganske anderledes.

Koranens esoteriske tradition benævnes som Wuj al’Qur’an, den glemte recitation. Koranen er bygget på homonymer, esoterisk sprog af ord der lyder ‘som om’. Der er den ydre og den indre Qur’an knyttet til den angeliske herkomst (ærkeenglen Gabriel hvisker Muhammed i øret).

Homonymer: Det semittiske ord ‘havela-cirklen’ genfindes i den ægyptiske vingede solskive, der også indeholder kobraer, hugorme. Slangen og duen er forbundet, caluva-columba. Jomfru Maria ses ofte trædende en slange ned med sit fod. Den ydre mening er jomfruen, der træder djævelen ned med foden. Den indre mening har at gøre med fodaftryk og genetik, altså ‘slægt’, slangens æt, den menneskelig-angeliske slægt / blodlinie.

Sproget er som en virus i det menneskelige sind. Rovdyret er reptilt, byttedyret er pattedyr. Rovdyret tænker som subjekt objekt, opdelt, maskulint, pattedyret tænker som symbiose, intersubjektivitet, feminint. Det er rovdyrets sprog og symbolik, vi kender i dag. Selvom vi er pattedyr og som sådan meget avancerede væsener, har vi et krybdyrs tankesæt, en krybdyrhjerne, et altdominerende ego. Ved en forsimpling af sproget, har vores indre krybdyr tvunget os til en adskillelse fra virkeligheden. Vi tænker ikke objektivt længere, men meget subjektivt, underlagt vores emotionalitet. Ægte femininitet er ikke emotionel, den er holistisk, empatisk, og … objektiv, i betydningen: i kontakt med vores objektive, uforanderlige natur.

Ord er, når man undersøger dem, ofte omvendinger af deres egen betydning. Det engelske ord ‘delight’ for glæde betyder ordret, at ‘lyset er slukket’. Homonymer: sun, son, søn, sol, sin, synd. Arvesynd. Morning, mourning, solen græder, når den står op. Den burde smile. Den association, der dannes her er meget sublimeret. I mysterieskolerne bestod initieringen i det indre mysterium – det ydre var kun for begynderen – i, at forstå disse gemte betydninger i symbolerne.

Kontrollen er endemisk og går igennem alle kulturer. Nagash er slange på semitisk og naquash betyder at bedrage. Ifrit er det arabiske ord for en ondskabsfuld jinn af roden fritta, at bedrage. På hebraisk ivrit. På græsk filosof: filo er elsker eller bror, sofos er visdom. Filo offis betyder slangens bror. Slangen er også identificeret med visdom især i betydningen glemt og hemmelig viden, der kræver initiering. Filo-logos er ordensbrødrene og samtidig videnskaben om sprog og skrift.
Sprog skjuler. Først ved initiering afslører det. Latin er et kunstigt, konstrueret sprog. Laten betyder tilsløret. Videnskabens sprog var i mange århundreder latin.

Vi tenderer mod at være ret etnocentriske og trækker europæiske sprog tilbage til sanskrit. Men før det har der været et proto-sprog, hvor der er sket en splittelse over i kinesisk. Japansk derimod har mere med sanskrit – og græsk at gøre, hvis man går helt ned til roden. Lignende forbindelser findes mellem arabisk og græsk.

Slangen hvisker ord i øret på Eva. Slangen, den faldne engel, er skriftens komponist. Talmud-traditionen beskriver det. Forudsætningen for talmud er præsteskabet i Theben. Theben er identificeret med slangetegnet. Taban og taleban (studenten .. i koranskolen) er i familie, altså slangen og studenten af skriften. Kabbalah var oprindelig en mundtlig tradition, der senere blev skriftlig. Kab eller keb er et gammelt semittisk ord for slange. Slangen har mange navne. Kabah er budbringer og her en engel. Kabbalah er lagdelt sprog, esoterisk viden lagret i skrift og sprog. Folket fik den bogstavelige mening, de indviede fik den skjulte. Det handler om kontrol.

Slangen er altså den, der danner de filosofiske skoler og senere vore videnskabelige institutioner. Scolex på græsk er orm, scholar på latin er den lærde, studenten (skole). ‘Du skal billedliggøre ligheden mellem en slange og en kerub’ Exod 25:18. Faktisk er vendingen udeladt i vores Bibel, men det er der jo 1000’er af steder, der er, redaktionen af Bibelen har været helt grotesk op gennem historien. Hvis der var noget, der ikke passede en eller anden vilkårlig biskop, helgen, pave, konge, whatever, så blev det bare udraderet eller omskrevet. Men altså: Gud taler til Moses om konstruktionen af helligdommen, vejlednin fylder side op og side ned i Bibelen, er super-detaljeret. Moses må ha været autisktisk for at kunne huske den mængde info … måske havde han bare en diktafon med. Moses benytter sig i øvrigt flittigt af slanger, så han har nok kendt til præsteskabet i Theben. Der er slanger som del af de syv plager. Han smider en slange for farao’s fod. Der er slanger i ørkenen. Han omskaber slange til en stav. Der ER slanger på hans stav, for det er jo asklepius-staven, caduceus-staven, staven med den vingede solskive og slangerne, the magic wand.

Hvem er slangen – taler vi om væsener i fysisk eller metafysisk form, taler vi om genetik eller hur? I hedensk praksis var der blodofringer. Man ofrer til guderne, de engelske væsener, slangevæsenerne. På arabisk kommer ordet djinni fra djen, slange igen! Ofringer har bibragt manifestationer af usynlige væsener, interdimensionale væsener. Menneskets slægtskab med disse væsener er, at vi har en dobbelt natur, en fysisk og en åndelig. Vi har evnen til at transcendere til den anden verden i den shamanske tradition. Omvendt kan slangen manifestere sig selv til den fysiske verden. Djen, slangevæsen og gen på græsk er en race. Slangen får Eva til at spise af kundskabens træ. Geoni på hebræisk betyder intelligent brillians. På europæisk geni.

Uddrivelsen af Paradis er indførelsen af sproget, der deler vores bevidsthed. Zulu-traditionen, der muligvis er en af de allerældste nulevende traditioner, der kan berette om menneskets skabelse – det foregik netop der, den menneskelige slaverace blev skabt til at arbejde i disse miner – kan berette om, at før slangen, Nijoka, instruktøreren, eksperten. Chitahuri på zulu betyder python’ens børn, og kom og lærte os sproget, var mennesket et magisk væsen, der kommunikerede telepatisk. Jf. Credo Mutwa og Michael Tellinger. Cheet-a-hoori – to cheet, at bedrage, ligger ligefor. I buddhistisk tradition drejer det sig om at gå bag ordene for at lære virkelighedens essens.

Slange i dag giver ikke positive konnotationer, men alle de homonymer, der dækker over slangen giver ikke disse problemer. Shata på arabisk betyder viis, Shaitan er dyret. Scientia på latin er viden. Ophis på græsk er slange, officium er det sted, hvor viden administreres, the office. Man er ikke umiddelbart opmærksom på disse sammenhænge, men det er sådan homonymer virker på et subtilt plan. Serpent, slange, sapientia, viden. Overalt i frimurertraditionen er der slanger, de har tydeligvis en prominent position.

Engle, Venus og Lucifer er sammenkædede, Lucifer i betydningen lysbringer og en engel. Ligeledes den ægyptiske krokodillegud, Sobek – både krokodiller, drager og slanger er reptiler, engle. Sobek kæder til Sabak (!), der betyder belæring, lektion og Sabakaa, der er morgenstjernen. På latin siges Lucifer, Morgenstjernen at være lux fer, at bringe lys, men det stammer fra en gammel semittisk rod lettefa, at fortælle. Engle er fortællere, meddelere, angelos (gr.)

Sabak ser på disse ord, disse homonymer, som indsat i vores bevidshed, implanteres, indopereret, injiceret. Det er et kontrolmiddel. Slangen er arkitekten bag sproget. Arkitekten er et udbredt frimurersymbol, og den indre betydning er kontrol-arkitektur. Man siger normalt, at det oprindelige frimureri var loger for dem, der kendte kunsten at bygge templerne, men alle begreber har lag. Og hvis det er de ægyptiske templer og pyramider, vi taler om, er den viden, der skulle til, ikke af denne verden. Teknologien er for overvældende for bronzealder og stenaldermennesker. I hvert fald bør det få vores opfattelse af disse begreber for menneskelige udviklingstrin til at blive revideret.

Man kan spørge, hvorfor dette har fundet sted. En forklaring, der altid kommer op, når man forfølger dette spor er, at mennesket har noget, som englene har brug for. Vi besidder evner og kvaliteter, som de ikke selv har udviklet, og den energi, som er specifikt menneskelig, ser de som en ressource, som det bruger i deres plan, ligesom selve planeten Jordens ressourcer var det, der for ca. 250.000 år siden bragte dem hertil. Det skønner Michael Tellinger på baggrund af både nye arkæologiske fund af de enorme mængder af cirkelformede bygningsværker i Sydafrika og de miner, der også dengang var der. Hvilket passer med zulu-legenderne. Engle er både fysiske og ikke-fysiske væsener (serpentigena, skiftende form) af enorm intelligens med uden menneskets spirituelle potentiale, det potentiale, de samtidig har forhindret os i at udfolde. De er simpelthen bange for den, ligesom de mennesker, som i dag er ‘besat’ af deres væsen og frembærer deres agenda, gør alt i deres magt for at forhindre menneskene i at huske dette potentiale. Det går galt for dem for tiden.

Og så er der ikke differentieret mellem forskellige typer af englevæsener og der diskutteres ikke, hvorvidt andre typer kan have en mere oplysende og menneskevenlig agenda, og ser som deres opgave at hjælpe os til at genvinde vores tabte viden og den tilstand, som zulu-legenderne fortæller om var vores oprindelige tilstand, før slangen og englene interfererede.

Jahwe kommer af et semittisk for ‘at være’, ‘jeg er den, jeg er’. Det assyriske ord Hajaw er beslægtet (homonym) med Jahwe betyder slange. Gud ‘er’, altså et væsen (eng. a being). Mennesket er også et væsen og skabt i Guds billede. Især i den gnostiske tradition betegnes mennesket som gudlignende. Også i den luciferiske tratition og endda den sataniske tradition findes det – her erstatter mennesket dog Gud og stjæler Guds plads. I den hinduistiske og buddhistiske tradition kan det guddommelige manifestere sig i og inkarnere som menneske.

I den semittiske Baal-kult (sindets kult, Libanon, fønikisk) er Mal’ach, indimellem afbildet som en slangegud. Det betyder ‘den lysende slange’ eller ‘den lysende konge’. I assyrisk/arabisk er haqa, at tale, relateret til arabisk hakim, konge og babylonisk aqa, slange. Slangen er konge, slangen taler. Både tale i religiøs forstand, i lovens forstand og i regerings-forstand. Ordet parlament viser dette slægtskab. På sanskrit er pala ordet for konge. På semittisk bliver l’et til r og dermed para, hvilket et andet ord for farao. På gammelt semittisk, ekidisk, er piah ordet for slange og på persisk er peri ordet for slange-racen. På latin er anguigena slangens æt og Theben-præsteskabet. Anguigene – angelica.

Her kommer en yderligere association ind. Englenes forbindelse til navigatøren, sømanden. Mal’ach på hæbræisk er sømand. Det latinske ord host er normalt oversat med hær eller mængde, ‘..og der var med ét en himmelsk hærskare..’. Men det henviser fra det hebræiske ord sebalis til et besætningsmedlem på et skib. Derfor er skibet (i kirken !) et symbol på kirken. Det engelske ord worship fra gammeleng. worthen skype, altså tilbedelse indeholder helt konkret ordet skib. Herfra i øvrigt noget så langt ude som netprogrammet ‘Skype’ .. Den katolske kirke taler om sig selv som ‘Det Hellige Hav’. Ordet Maria kommer fra maris, hav, ‘… hil dig, Havets Dronning, Stella Maris’. Himlen var havet, havet var himlen. Jesus var en sømand og fisker. Governement på engelsk kommer fra gubernaci, der er navigatøren på et skib. Der er en hel lang historie om, hvordan vi juridisk set er snydt i h.. og r.. vha. maritim lov, der regerer over anden lov. Vores pengesystem er på den mest udspekulerede og uigennemskuelige måde linket op her, jf. Jordan Maxwell. Sir, Sea og Sail på eng er forbundet relateret som homonymer. Vikingeskibe og ægyptiske både er bygget som sejlende drager med hoved og hale og det hele. På den nordiske høvdings kongsgård var der drager. Ormen slynger sig rund om Jorden (Ouroborus’en, Midgårdsormen).

På arabisk er seffina ordet for båd. Men det er samtidt ordet for en ubeskrevet bog, en bog med tomme sider. Hmm .. Romtraktaten blev underskrevet på blanke sider, da den ikke var nået at blive trykt færdig. Ministrene skrev under alligevel (og historien nåede ikke rigtig til medierne..). På græsk biblos, bog også byblos, en type båd. Og vores ord for selve Bogen, Biblen. Bibere, at drikke, er symbolet for kommunionen.

En nødvendighed, man kan sige en hemmelighed, når man laver denne homonym-type af etymologi og symbol-opsporing er ikke at være fikseret og stiv. Det er det, der forhindrer traditionel sprogforskning i at bevæge sig i den retning. Hvor man ser det græske ord ophis, slange, knyttet til det latinske ord office, institutionen og arbejdspladsen knyttet til opus, arbejde, knyttet til offer, som er initieringsarbejdet? – og så er vi tilbage til slangen.

På engelsk er spell den måde vi staver ordene på. Det er også den spell, den trolddom, der kastes på os. Nordboerne kastede runer efter hinanden ..

Seffina kan relateres til sefar på hebraisk, der betyder et bæger. Båden er også kalken, hvor der drikkes blod. Og hvis vi skal forstå blodet i sin oprindelige mening, så er det ikke ‘Jesu Kristi legeme’, det er menstruationsblod, der er ladet med en særlig kraft. Blodet og arveretten, retten til magt, den monarkiske arvefølge.

Drakof på græsk er øjet, dragon er dragen. En drage er et væsen, der holder øje, en vagtpost, en observatør. Dette er det altseende øje. Der er også et element af ‘at skinne’, oplysning, illumation.

Muhammed taler til en djini i en forsamling, der åbenbart ikke er i stand til at identificere væsenet, der har antaget menneskeskikkelse. Det releater til de latinske serpenta-gena, den der kan forandre skikkelse.

Det semittiske ord keisa betyder stjernemand og via græsk er det det endt som det romerske Cæsar, kejser. Der beskrives en angelisk slægtskab.

Pierre Sabak fortsætter associativt med sine tråde, der trækkes mellem ord. Overhuset, House of Lords, er englenes, slangens slægt, underhuset, Commons, er menneskets, pattedyrets slægt. Hebraisk shiltar, regering, er relateret til Shaitan, modstanderen. Jf. Tsarions identificering af slangens æt med atonisterne, der var Achenatons regering, der var modstandere af de gamle præstesskab. Tsarion trækker alle magtens og korruptionens tråde fra dette udgangspunkt. Baal, sømand, og bull (eng. tyr) har homonym forbindelse. Det er et esoterisk symbol, man ser i den katolske kirke. Tyren var også Zeus, der stjal Europa og bortførte hende til Kreta. Så det, Sabak kalder Theben-præsteskabet, virker meget som den enhed, Tsarion kalder præsteskabet omkr. Achenaton, og som trækker trådene gennem Grækenland og Rom og videre. Derfor også alt det ægyptiske symbolragelse, man finder i den katolske kirke og videre i ægyptificeringen af frimurerskabet i 1600-1700-tallet (Cagliostro …).

Hemmelighed, secret, er homonym-relateret med sekret, udskillelsen af et bestemt stof, der kommer ved at terrorisere eller injicere frygt i folk. De angeliske slangevæsener ånder og lever af dette sekret. Derfor menneskeofringer, sataniske ritualer og krige og blodsudgydelser i hedenske ritualer OG moderne krig. Det knytter an til den gnostiske begreb Archonerne, jf. John Lash (se herover).

Engel, angle (eng.) og bygning/arkitektur er linket. Selv ordet engelsk., jf. det engelske monarki og deres linieføring. Hermed også frimureriet, angle og vinkel er den hemmelige geometri og talmystikken. Arkitektur skal også forstås som virkeligheds-arkitektur. Gennem sproget bygges vores virkelighedsbillede. Ordet, der bliver kød er et magisk koncept. Ordet var i begyndelsen, og ordet var hos Gud – der skaber verden. Begrebet ærkeengel – archangel er en byggende engel – arch: bue i hvælvingen.

Men engle, slanger udfører også voldtægt, heraf begrebet den ubesmittede undfangelse. And the travel goes on and on …

Peter Taylor

en af de mest sympatiske, vidende / indsigtsfulde personer, man kan forestille sig. Man er specialist i økologi på højeste niveau. Han fortæller om, hvordan vores videnskaber – som han jo selv er opdraget og højtuddannet indenfor – grundlæggende er ‘fucked up’, amputerede. Den generation af videnskabsmænd, der skabte videnskaben, som vi kender den i dag var sjovt nok allesammen: alkymister.

De dannede dengang Royal Society, på basis af hvilket alle senere videnskabelige selskaber er dannet. Det folk som Newton, vi taler om her. Så det, de rent faktisk har gjort, er at skabe en skal om den for dem egentlige videnskab, der er magisk i sin karakter. Den slags videnskab praktiseres stadigvæk. Da disse folk droppede deres alkymi, og det alkemiske bryllup – oplysning gennem foreningen af de mandlige og kvindelige kræfter på et spirituelt-energetisk plan – blev de frimurere, og det har de været lige siden.

I City of London er det stort set umuligt at komme frem i systemet uden at være medlem af et eller andet obskurt selskab. Og det slipper ikke ud, hvad de laver der. Hvis noget spørger, bliver det bagatelliseret til en slags spejderklub. Og hvis nogen nævner, at videnskabens fædre var alkymister hele bundtet, får man en sludder for en sladder om, at dengang var disciplinerne ikke adskilt og ‘renset’ for overtro og bla-bla… Men hvis man ser på, hvad vi har fået i stedet, er man ikke i tvivl længere om, at de gamle svindlere vidste, hvad de gjorde. De ønske at tilsløre egentlig viden om mennesket, naturen, bevidstheden og de egentlige naturkræfter.

Peter Taylor har i mange år været dybt involveret i miljø-bevægelsen. Han kan berette om det underlige paradox, at miljøbevægelsen i dag synes at være hi-jacket og korrumperet. De aner ikke, hvad de selv har gang i og støtter op om det værste ‘global-opvarmings-svindel’ og Al Gore og den slags. Til gengæld er der folk fra indercirklen i finansverdenen, der er ved at vågne op. Han fortæller om et møde, han havde med en gruppe af de tunge drenge i en af de høje bygninger i The City of London, hvor han tester dem af og spørger dem direkte: Det er jo tydeligt, at I ikke arbejder for miljøet, en sund økonomi, sand bæredygtighed. Men hvad er det EGENTLIG I arbejder for? Jeg er nysgerrig. Og til sin forbløffelse svarer helt ærligt: Vi er gået i stå, vi sidder fast, vi kan ikke komme videre. Systemet tillader os ikke at gøre noget.

Det er meget interessant. Miljø-bevægelsen hænger fast, men de aner det ikke. Kredse i BigBusiness hænger fast, men de er rent faktisk ved at være lede ved det. Og det er endnu mere paradoksalt de samme kredse i BigBusiness og BigFinance, der har været med til at tage røven på miljø-bevægelsen !

Lucy Wyatt

skriver i sin bog ‘Approaching Chaos’ historien om det romerske tankesæt, der har besat os til i dag. Det er særdelses present i fx. hele den amerikanske cooperative måde at tænke og agere og bygge samfund / udenrigspolitik / korrupt demokrati på. Mind-control-sættet, symbolikken i senatet (fasces, m.m.) og Washington DC., magtarrogancen, den maskuline dominans, den splittede verden, skuespil for folket, beherskelsen af naturen, myrderiet på de gamle folkeslag, interventionen og besættelsen af de andre folkeslag, historieforfalskningen, besættelsen af penge / grådighed, drømmen om verdensherredømmet, herrefolks-mentaliteten, den elitære tanke, forgiftningen af folket / medicin-misbruget, frådseriet / grovæderiet, frygten for ‘dem derude’ (Apocalypse Now) parret med uvidenheden om dem derude (gennemsnitsamerikaneren aner stort set intet om verden. Som romersk, så amerikansk. Som amerikansk, så os alle i den vestlige verden i et eller andet omfang.

Hendes udgangspunkt er i devolutionen, altså at de ældste kulturer var de mest avancerede. Hun er på linie med de engelske ‘minimalister’, der gennemhuller kristendommen for tiden. Men vel at mærke som historiefortælling, dvs. falskneriet med Paulus / forrædderen, den ægyptisk-hebræiske forbindelse, Achenaton- og Hyksos. Hun trækker forbindelser til sabbatæerne i Petra, de indvandrende jødiske grupper fra Assyrien (Babylon) og ned til Ægypten og tilbage til Palæstina, vores misforståelse af den ægyptiske kultur, som vi har fra grækerne / romerne, der ikke havde forstået. den. Alexander / Alexandria, biblioteket, templerne, gnostikerne, Dødehavsrullerne og Qumran, essenerne, alkymi, shamanisme, de endnu ikke tydede hieroglyffer. Alle de velkendte emner.

Men hun har en meget fin og helstøbt måde at gøre det på. Og hvad vigtigt er: hun har faktisk stadig en respekt for de inderlige og ‘ægte’ elementer, der på underlig vis er overlevet i kristendommen: bjergprædikenen, læren, næstekærligheden, lignelserne, visdommen. Altsammen tilskrevet denne ‘Jesus’, som tilsyneladende ikke findes andre steder. Men et spørgsmål står stadig tilbage: hvordan er denne indre lære overlevet hele det romerske svindelnummer? Var Jesus en Yeshua, der levede langt før (Joshua) og var en del af exodus’en?

Wallace Thornhill

en klar og rolig stemme fra dendel af videnskaben, der er dens dårlige samvittighed, dens parallelle univers så at sige, den underbevidsthed. Det er en tilbagevenden til et af mit tidligere forfulgte spor med Det Elektriske Univers.

Lad os repetere – og tilføje.

Einstein ignorerede udsagn fra Maxwell, der kunne have bragt os et helt andet sted hen i forståelsen. Rummet blev tømt for energi. Tyngdekraften mangler derfor i dag en egentlig forklaring – bla det indlysende at den opererer ved en ‘hastighed’, der er nær-uendelig. Altså en planet ved i dette øjeblik, hvor solen befinder sig, den skal ikke først vente på lysets hastighed, for så ville solsystemet falde fra hindanden. Lysets hastighed er låget for al hastighed. Solen er ikke forklaret. Dens primære væsen er ikke en stor atombombe, for de egentlige stærke kræfter er elektromagnetisme.

Solen og solsystemet bliver ladet op af kræfter fra galaxen, der igen bliver ladet op fra metagalaxen eller det intergalaktiske filament. Filament er muligvis ikke det rigtige ord, da det betyder: de strenge eller kanaler, via hvilke energien bevæger sig.

Elektromagnetisme kræver ‘noget’, den kan bevæge sig via. Det er en afladning af energi. Plasma kaldes det, og det er ioniseret gas. Vi kender det fra lysstofrør og lyn.

Det er ironisk, at det er folk, der befinder sig så at sige lavt i hierarkiet, nemlig elektro-ingeniører, der har fat i den lange ende. Superhjernerne, matematikerne, astrofysikerne, kosmologerne holder stadig fast i deres Big-Bang, sort stof, sorte huller, sort energi. Man skulle tro, de var ‘sorte magikere’, hvilket måske på sær vis ikke er helt ved siden af. Det har noget at gøre med det, Peter Taylor beretter om: den mørklægning, der skete i oplysningstiden. Det er simpelthen et ‘ny-ord’ og orwellsk betydning. Sært nok er ordet for oplysningdet samme som ordet for illusion. Her gik det galt over hele linien.

Newton og de andre var jo ‘magikere’, der var jo alkymister og astrologer. Den hårde teori går her på, at de afmonterede virkeligheden og videnskaberne med vilje. Det virker sådan endnu i dag, hvor det system, der skabte er hierarkisk. Dem i bunden af hierarkiet aner ikke, hvorfor de er der, dem i toppen filtrer og samler viden. For hele videnskaben lider af en afmonterings-sygdom. Viden er fragmenteret, og man taler ikke sammen interdisciplinært længere.

Det plasmatiske eller elektriske univers er netop kommet i stand via interdisciplinære studier. Derfor peger det også netop frem mod helt nye tider for menneskeheden. Alle sandheder bør være enkle og til at forstå. Videnskaben har lavet et dybt mystificerende og uigennetrængeligt felt af esoterisk tåge. Alt, ALT !! er kompliceret.

Wallace Thornhill siger, at det er med til at holde unge mennesker væk fra videnskaben, for de får at vide, at alt arbejdet grundlæggende er gjort, der er bare lige et par små hjørner, der skal fikses, det hele er røvkedeligt og superkompliceret, og man skal være et matematisk geni for at blive til noget for alvor i den verden.

Det elektrisk univers har den fordel, at det er reproducerbart, direkte studerbart i lille skala. I alle skalaer faktisk, for det er også et holegrafisk, skalerbart (forbindelse til Hartmut Müller og global skalering), fraktalt. Så vores område af skalaen er en ligeså god model for hele universet. Solen og systemet kan mimes i et laboratorium. BigBang-teoretikerne kræver kæmpe virtuelle computermodeller baseret på den vildeste matematik.

Verden er fuld af anomalier. Red-shift er ikke et udtryk for afstand men for alder. Universet er derfor mindre end vi tror, og vi kan alligevel ikke se længere, so who cares? Thornhill kalder til større ydmyghed. Der findes ikke bare videnskabelighed. De har visse kodeks, der burde arbejde efter mht. teoridannelse, men de respekterer det ikke selv, for så ville vi ikke være, hvor vi er i dag. De er højrøvede, arrogante, autoritetstro, dogmatiske. Og de kan ikke finde ud af at lytte til hinanden. Alt er så fragmenteret, at selv kolleger indenfor samme felt er nødt til at forklare sig overfor hinanden. Som den kloge sagde: Den største forhindring for viden er ikke uvidenhed men illusionenom viden. Det er essensen om oplysningstiden: illusion.

Det er interessant, at disse folk faktisk desavouerer Einstein. Hvis man skulle blive konspiratorisk, kan man næsten se denne dominans af jødiske fysikere som et zionistisk komplot for at stjæle viden fra menneskeheden mens man fodrede dem med uvidenhed. Det er nok er gå lidt vidt 😉 Men der er noget (det hele, det vigtige, det essentielle), som vi ikke må få at vide. Men så enkelt er det ikke. Det er hverken konspiratorisk eller evolutionært. Det er hverken ubevidst eller med fuldt overlæg. Det er mangelaget. Det findes nogen, der er klar over, og altid har været klar over, hvad de gør, og hvad der er sket. Og så findes der en hel masse, der kun aner noget, lidt eller intetsomhelst. JEG aner intetsomhelst i princippet, før jeg beslutter mig til at gøre et mere end almindeligt stykke hjemmearbejde. Men jeg har hørt tale om det zionistiske komplot i starten af forrige århundrede, der ledte fysikken på vildspor. For der var jo en hel del jødiske top-videnskabsmænd, der deltog. Well…

Altså: der findes til alle tider folk, der ved mere end resten af menneskeheden. Men fordi energien er så lav og mørk (Kali Yuga – stor afstand mellem de to sole i det binære system jf. Walter Cruttenden) og har været det så længe (2000 år), har de let ved at operere og kontrollere. OG: de er selv formørkede i dele af deres bevidsthed, fordi de bruger den mørke kraft. Som Peter Taylor har hørt dem selv sige med egen mund, da han vovede sig ind i løvens hule: ‘We have no other option. We are stuck!’. Han så dem derved lige pludselig som de var: ynkelige, fortabte, bedende om hjælp til misbrugs-afvænning. Han hørte dem faktiske bede om hjælp. Og paradoksalt så han sine gamle allierede fra miljøbevægelserne bevæge sig i kooperatisktisk retning (fascistoid). Der er sket et skift, dyret har flyttet sig, det rører på sig, det er ikke trygt længere, det begynder at blive identificeret. Dyret kan ikke lide det.
Se holoscience.com – Thornhills website

Thornhill konstaterer, at for år tilbage kunne strålende hjerne, der kom op med nye teorier på baggrund af deres reelle præstationer blive medlemmer af The Royal Society, der er Videnskabernes Selskab om en hals. Det var det første og det største. I dag kan disse mennesker ikke blive optaget. Mainstream har lukket sig om sig selv. Det totalitære er på alle niveauer.

Heraklit

En filosof, der er en outsider i filosofien. Netop derfor er han interessant. Han står i modsætning til mange andre for et forandringens univers. Det er ham, der er ophavsman til sætningen: ‘Man kan ikke bade i den samme flod 2 gange’. Han konstaterede at: ‘Vejen op er ligeså lang som vejen ned’. Det går hurtigt op for en, når man lærer ham at kende, at han i virkeligheden er: taoist ! Jeg har før konstateret, at Platon har visse taoistiske træk i hans ideal for ledere af staten. Heraklit taler om Enhed i modsætninger. Det er simpelthen: Lao Tsu, den gamle mester. De er også næsten samtidige, men igen som Platon med ca. et par hundrede års forskydning, så der kan faktisk have været et skjult flow den vej.

Han stammede fra Efesos i Lillasien (Tyrkiet) og årstallene er 535-475, 60 år var stort dengang. Han var ud af aristokrat-familie. Vores kilde er ‘manden i tønden’: Diogenes. Han betragtede sig som selvlært, også interessant. Han er af eftertiden blevet kaldt ‘Den obskure’ eller ‘Den grædende filosof’ pga. af sin ringe agt for menneskeheden. Hmm, han så vel blot, hvad vej vinden blæste, og man må sige, at han fik ret.

Heraklit:

‘Alting er i overensstemmelse med Logos’. Det kunne uden at blinke oversættes til Lao Tsu’s: ‘Alting er i overeenstemmelse med Tao’. Og det senere kristne: ‘I begyndelsen var Ordet’ er oprindeligt: ‘I begyndelsen var Logos’ og derfor: ‘I begyndelsen var Tao’.

Beretningen om ham siger, at han plejede at spille spil med de unge i det berømte Artemis Tempel, et af antikkens 7 vidundere. Nedbrændt af manden, der ville være berømt for enhver pris, Herostrat, i øvrigt samme nat som Alexander den Store blev født. Senere sagde man for at forherlige ham, at Artemis var så optaget af det, at hun glemte at beskytte templet. Senere genopbygget og til sidste lukket af de kristne. Nogle af søjlerne er indbygge i Hagia Sophia, hmm.., den vidunderlige suppesten, som kulte bliver kogt på…

Når Heraklit og de unge diskutterede politik sagde han, at forfatningen var ‘forkert’ eller problematisk. Han var i stærk opposition, for han så, at allerede det tidlige demokrati var i forfald. Det havde sin egen ‘entellegi’, kunne man sige (med Aristoteles), altså indeholdende frøet til sin senere fulde udvikling. Den ser vi så i dag, og hvor fantastisk har det vist sig at være? I sin bløde, humane udgave beskytter det mod overgreb og despoti i en vis grad, i sin hårde inhumane udgave er det ‘amerikansk’, dvs. quasi-fascistisk, manipuleret, koorporatiseret, syndikaliseret, militariseret, …

At Heraklit var selvlært, betvivles af en mand kaldet Sotion, der siger, at han var ’tilhører’ til Xenofan. Artemis-templet var datidens visdoms-skole, kultsted, mysterie-center. Kult og videnskab var ikke adskilt. Hmm … er den nogensinde blevet det? Senere kom den katolske kirkes kult + videnskab og i dag har vi videnskabe … der er stivnet som en kult med dogmatik, jf. Thornhill, Taylor, og mange, mange andre. Forskellen er, at de dengang vidste de det, senere blev det uklart, og i dag er det helt skjult.

I det omfang Heraklit så forfaldet og så at sige fokuserede på det, isolerede han sig fra mennesker og blev en misantrop. Han stod i opposition også til de andre filosoffer og tænkere. Han blev ensom og vandrede rundt i bjergene og ‘åd græs’, sagde man. Han udviklede ødemer og døde af det – eller hvad de nu var, han døde af, misantropi, eller som Theofrast sagde: melankolia.

Han beskrives som en af naturfilosofferne. Paradoksalt i så fald, at det var naturen, der fik ram på ham. Han skrifter overlever kun som referater fra andre. Det kan skyldes, at han gav sine bøger til Artemis-templet, og det blev jo nedbrændt (skal vi gætte på, at Herostrat var en agent for et bestillingsarbejde, som vi nok aldrig får at vide om). Verdenshistorien er fuld af historier om galninge, der er helt og ganske alene om deres dåd. Men det viser sig ved nærmere eftersyn, at der står andre og mere magtfulde personer bag. Vi nævner i flæng: Rigsdagsbranden, Kennedy-mordet, Luther-King-mordet, Palme-mordet, 9/11, …

Det var Demokrit, der kaldte ham ‘den grædende’ – selv blev han kaldt ‘den leende’. Sotion i det. 1. årh. siger at de begge blev overtaget af henv. latter og gråd, altså hver sin arketype. Shakespeare bruger disse to typer i ‘Købmanden i Venedig.

Logos: Logos er evig, men mennesker forstår det hverken før eller efter, de har hørt om det. Fordi vi ikke har erfaring med det, ved vi ikke hvad vi skal stille op. Vi glemmer hvad vi har drømt, når vi er vågne. Dette er en ret præcis beskrivelse af menneskets adskilte bevidsthed, det store skisma, dualiteten, dagsbevidsthed (4%) og underbevidsthed (96%). Logos er fælles for alt, men mennesker lever, som om de har en privat forståelse af det. Selv ordet Logos er privatiseret. Snart betyder det Ord, Opregning, Plan, Formel, Opmåling, Proportion, Orden, Udregning. Eller fornuft. Eller System. Eller …
Stoikerne forstod det senere som ‘den orden, der styrer alt. Hippolyt i det 3. årh. identificerer det som de kristne: Guds Ord. På vedisk ville det være OM.

*Alting Flyder*, ΤαΠάνταῥεῖ(ta – panta rhei. Det er ikke hans eget ord, men Simplicius’ karakteristik af ham. Denne flyden i opadgående og nedadgående strøm, mellem Himmel og Jord, er meget taoistisk og meget alkymisk. Det er elementernes udveksling og transformation. Vi har også resterne af den ægyptiske viden, som Pythagoras efter sigende bragte hjem fra sit lange ophold (han sagde 25 år i ægyptiske templer og mysterieskoler). Heraklit havde ikke så meget tilovers for Pythagoras (men han havde ikke meget tilovers for ret mange…).

‘Ildens død er vandets fødsel, vandets død er luftens fødsel..’ – sådanne udsagen er meget alkymiske. Men han får en skævhed, da han bekender, at ilden er det vigtigste, at vi består af ild og vand, og at vi skal stræbe efter at blive til ild. Ild er mavens element i taoistisk alkymie / elementlære. Her skal alle 5 elementer afbalanceres. Heraklit døde jo også af fejlernæring og melankoli.

Taoismen er også tydelig i, at alt er er en vekselvirkning mellem at bygge op og bryde ned. Yang-Yin. Platonismen er anderledes. Her er der uforanderlighed bag de foranderlige fænomener. Ideerne er statiske, så på den måde er Platon bestemt ikke taoistisk. Tao er foranderlig … og dog uforanderlig. Tao kan kun defineres som både-og og hverken-eller – på samme tid. Som paradoks. Det lå Platon fjernt. Han var en mand af orden (den statiske betydning af Logos).

Man kan sige, at Verden styres af to væsensforskellige principper samlet i et tredje. Det maskuline er Logos: struktur, væren, orden, tilstand, mønster. Det feminine er skabelse, visdom, fødsel, proces. Det samlende princip indeholder dem begge. Det er Tao, kærligheden. Alt er Tre-i-en. Senere Treenigheden. Det er egentlig utrolig så lidt de kristne får ud af treenighedsprincippet, og det er underligt, at det er overlevet og ikke blevet udraderet som i Islam.

Logos er for Heraklit en Zeus’isk kvalitet. Det er ‘tordenkilen’ den evige elektricitet, der styrer universet. Så vi kan næsten ane en plasma-universel forståelse af Kosmos her. Et link til Wallace Thornhill og den ‘farlige’ gren af kosmologien, der trænger sig på i dag – farlig for mainstream, der har så mange forklaringsproblemer. Og mindsanten om ikke kirkefædrene, Hippolyt fx. anklagede Heraklit for kætteriets fader. Interessant. Romerne var interesserede i et statisk ‘univers’ = Pax Romanorum. Ligesom romerkirken senere i et statisk, non heliocentrisk univers. Man ønsker selv at være Solen / verdens omdrejningspunkt, og kejserne lader sig da også udråbe til gud – ligesom paven ‘guds søns stedfortræder på jordj’. Og Paven elsker jo Big Bang og det lineære univers med fx. en masse Dark Matter / mysterium – jf. hans hyldest i 1953 til fremkomsten af Big-Bang-teorien, der var ligesom ‘Fiat Lux. Viden er magt – folkets uvidenhed, vor magt. Løgn og latin.

Alan Wilson & Baram Blacket
– walisisk lokalhistorie med verdensformat

Verdenshistorien bliver skrevet om! I dette århundrede vil der være fast arbejde til en hær af arkæologer og historikere – rigtige historikere, ikke bare skriverkarle, der udfører bestilt arbejde for konger, regenter, paver og bankmænd.

Nu bliver det engelske imperiums historie, dvs. det tidlige historie, væltet. Og de to forfattere deres research i orden, ingen letkøbte gætterier. De har arbejdet på det i 30 år.

Så Wilson og Blacket fortæller med klukkende walisisk humor, at det hele var nemt nok, for de behøvede bare at tale med de lokale i Wales, de vidste det hele. De kloge herrer i Oxford og Cambridge vidste ikke en dyt. Alt var nedfældet, markerne lå der, navnene var der, stenene stod der, sporene var lagt ud. De næste 30 år var det, som de siger, bare at følge dem. Hårdt arbejde, men de behøvede ikke at være i tvivl om, hvad arbejdet bestod i, for det stod ret hurtigt klart.
For at starte et sted: Kong Arthur. Myte og legende? Svaret er nej! Et problem, siger andre historikere – ikke noget problem siger Forfatteren. Website: kingarthurslegacy.com Kong Arthur var deres udgangspunkt i 1976, da de startede deres forskning.

Det hele er et sprogproblem

Det er skæbnens ironi, at der er Imperiets egen brutale undertrykkelse, der er med til at bevare historien intakt midt i al denne historieforfalskning, der har fundet sted gennem århundrederne, og som nu sllår revner. Ironien består i, at englænderne helt tilbage til Henrik d. Fjerde totalforbød det walisiske sprog kaldet khumry og deres skriftsprog kaldet coelbren, der er streg- eller kilebaseret, ligesom runer, ligesom etruskisk, ligesom assyrisk, ligesom sumerisk skrift. Forbudet kom i flere omgange. En senere engelsk konge fyrede alle skolelærere i Wales og ansatte englændere for at lave etnisk udrensning i sproget. Når man udraderer sproget, udraderer man også historien og folks kendskab til, hvem de er. Herved bliver de historieløse = kraftesløse gopler i tid og rum, der er villige vasaller, slaver, undersåtter i Imperiet. En fuldendt romersk strategi. Man tramper på deres lig ved at udradere både de dødes og de overlevendes sjæl oveni. Man kan kalde det folkemord på et mytologisk plan.

Men strategien har den bivirkning, at englænder heller ikke forstår walisisk, de kan ikke læse deres gamle optegnelser, deres fortællinger, deres lokale historieskrivning. Og hvad værre er: de synes ikke, de har noget behov for det. Fortællinger og legender ER historie, ikke skrøner, men vi er opdraget via historikere og skolebøger og kristendommen til at tro, at alt, der ikke er blåstemplet fra ‘sejrherrernenes historie’ er skrøner, overtro, hedenskab og underholdende, uvidende folklore. Tyv tror, at hvermand stjæler – it takes one to know one – det er nemt at få øje på splinten … osv. – altså: en kulturel-ideologisk projektion. Dengang i 13-1400-tallet vidste man udemærket, at historien var myrdet, i dag tror vi, at den enten ikke fandtes eller at fortællingerne var opdigtede. Det er sket et glidende skit fra en oprindelig bevidst viden om en udåd til ubevidsthed og uvidenhed. OG: uvidenhed er her ikke umælende uvidenhed, men stor-mælende, indbildsk og totalitær ILLUSION om viden.

Lidt mere i detaljer: I 1846 fyrede det engelske parlament alle skolelærere i Wales. Man kalder det ‘The Traitury of The Blue Book’ – evt. TTBB-syndromet (forrædderiet om den blå bog). Walisisk kultur blev myrdet – for tredje gang. Først gjorde romerne det, så gjorde de engelske konger (Richard d. 3 og Henrik d. 4) det i 1400-tallet, og så gjorde man det igen i nyere tid. Kongerne i 1400-tallet gjorde det forbudt at eje pen og papir i Wales ! Waliserne løste problemet, da deres sprog bestod af lige streger, som man kunne skære ned i træ uden pen og papir. I 1474 ankom trykkekunsten til London, og med det samme forbød parlamentet al trykning i Wales, hvilket lykkedes indtil 1692. Men da var der allerede gjort stor skade. Folk, der talte med walisisk accent, blev fremover betragtet som andenklasses mennesker.

Syrien og Troja

Der er altså en walisisk historie, der går tilbage til 1500 f.Kr. og angelsaxere, der invaderer 1500 e.Kr., som intet aner om fortiden. Walisernes fortid er langvejs fra. Disse keltiske stammer er fra Syrien, og en princesse Albine ledte dem. Den syriske konge havde 33 provincer, som han satte sine døtre til at bestyre.

Udgravning i Syrien i byen Ur (var det ikke Irak?) er gjort mellem 1922-34 og blotlægger et stort bygningskompleks, et Nekropolis for det 3. dynasti i Ur, 2 etager over og to etager under jorden. En af kongens fjender var hittiterkongen Labana og han hærgede territoriet. Et særlig rum med et bord i midten og særlige artifakter, knælende tyre og lam, runde krystalkugler. Da man udgravede Lexton-højen i Culchester, England fandt man artifakts mage til.

Khumry er det originale navn for Wales. Den anden invastionsbølge var via Brutus fra Troja, barnebarn af Æneas (Æneiden) af Troja 500 f.Kr. Frankerne har en lignende stamtavle fra en anden trojansk fyrste. Romerske matematikere, ikke historikere, stadfæster den trojanske krig til omkr. 100 år før. Også her var historikeren Josefus Flavius aktiv (ham, der var ‘inde i’ Paulus). Han havde adgang til alle arkiver i Rom, bla. dem, der var stjålet fra jøderne af Titus.

I Rom findes en etruskisk statue af Brutus af Troja. Der er en inskription rundt om figuren med nøjagtig det samme streg/kile-alfabet, som britterne havde oprindelig. Cæsar beskriver britternes alfabet som værende lig det græske. Tjojanerne > Etruskerne > Britterne. Sten i England, Skotland og Wales bærer inskriptioner i dette alfabet.

Tilbage til Kong Arthur. Man har erklæret ham for ‘umulig’, altså en legende. Det stammer fra Henrik d. 8’s historieskriver Virgil, der konstaterede, at Arthur kæmpede mod både romerne og senere saxerne. Så må han være 250 år gammel og derfor en myte. Men det er meget simpelt, for der var to Kong Arthur, kongen med to hjerter, og walisiske annaler beskriver begger personer. Disse folk var yderst nørdede med genealogier / stamtavler. Der er en massiv bunke beskrivelser om disse konger, og de fortæller endda, nøjagtig hvor de er begravet.

Man hører fra de officielle historikere, at ingen kan finde bestemte slag, kaldet slaget ved Beaton og slaget ved Camlan. Men de er nøjagtigt beskrevet i legenderne = historiebeskrivelserne, stederne findes i dag med de samme navne, og de lokale folk ved alt om det. Bare ikke de fine herrer fra Oxford og Cambridge, for de har aldrig læst walisisk en overhovedet ikke talt med de lokale. I Wales og Bretagne står gravsten for de navngivne deltagere i de arthuriske slag.

Det hannoveranske svindelnummer

Genomskrivningen = totale forfalskning af engelsk historie sker så sent som 1815. Der synes næsten ikke at være nogen sammenhæng mellem historieskrivningen før og efter. Albine-indvandringen forsvinder, Brutus af Troja forsvinder, man hævder ovenikøbet, at Troja aldrig har eksisteret, Kong Arthur den første og den anden forsvinder helt (selv om de allerede var betvivlet af Henrik d. 8 historieskriver). Og man gør det udfra politiske og religiøse årsager. Og udrensningen blev fuldbragt i walisiske skolebøger og undervisning, men så sent som 1920 kunne man stadig finde rester enkelste steder, hvor Kong Arthur bliver fremstillet som en virkelig person. Så forsvandt det fuldstændig.

Hanoveraneren George 4 var på tronen, revolution truer i Amerika. Alle nationalistisk rørelser skal neddysses, fortiden skal sløres. Ud med Kong Arthur x 2, der jo bekæmpede romere og saxere (både Hannoveranerne og Habsburgerne ser sig som arvinger til Det Hellige Romerske Rige). Historie er det vigtigste af alle politiske våben. Det virker langsommere end at smide en bombe eller slagte en hær, men det virker ligeså lammende, for det trænger ind under huden og demotiverer – og det er langtidsholdbart, når det først har sat sig i sulet. Man udnævner en fundamentalistisk ex-biskop, Stubbs, som rektor ved Oxford Universitetet. Alle jordens forlkeslag stammer lige pludselig fra Noa. I Cambridge er der Edwin Guest, en fanatiker af fundamentalist-kristen, der bliver indsat som historie-professor uden overhovedet at have søgt stillingen. Begge skal arbejde indædt på at genskrive historien til at passe kongefamilien og kirken.

Men på sin vis mislykkedes det for dem, for Kong Arthur stod som en klippe i folkets bevidsthed. Man dukkede nakken, man man glemte aldrig historien. Hannoveranerne på deres side har midt i deres royale tro på egen udødelige fuldkommenhed og gudsgivne, evige ret til at herske over menneskeheden en lurende rædsel for, at de skal blive afsløret som netop det, de er: pølsetyskere. Derfor omdøbte de sig jo til The Windsors. Interessant på engelsk: germans – germs.

Historien om de barbariske britere, der mødte romerne, er en del af dette nonsens. De var overhovedet ikke barbarer, men sofistikerede mennesker. De var også lærde. De havde fx. folk, der talte flydende græsk. De sendte druider ud, der var rådgivere for de græske filosoffer. De havde skibe, der kunne udmanøvrere de romerske. De er også store taktikere. Da Cæsar går i land med sin enorme hær, har de luret ham. De giver ham lov til at rykke helt op til The Midlands. Hele tiden irriterer de den tunge romerske hær med lynangreb, hele tiden sørger de for at alle forsyninger og dyr / afgrøder bliver bragt ud af sigte. Den romerske hær går død som en anden napoleonsk eller hitlersk arme i Rusland, og de må vende slukørede tilbage. Det er så ikke lige den historie, Cæsar vælger at skrive ned i sine berømte ‘Gallerkrige’, som vi jo er en del, der har læst i latintimerne i skolen.I Amerika findes der spor af en større immigration. Her var der indianere, der talte coelbren, skrev khumry på sten og gik i tøj svarende til waliserne. Det nævnes tal som 70.000 mennesker, der emigrerede. De havde efterkommere, da englænderne ankom mange år senere. Her har man måske yderligere en årsag, en skjult og aldrig formuleret supplerende årsag til alle de myrderier, der skete af de amerikanske indianere. Kong Arthurs efterkommere skulle udraderes. De har et helt andet udseende end andre indianere, og kaldes noget i retning af Melongerne.

Et paradoks er, at Arthur-historien er en af de mest veldokumenterede i hele Europa, og alligevel er den i dag fuldstændig fraværende i officiel historieskrivning. SÅ effektiv har englændernes kampagne været.

Hvad kan så ikke være forfalsket, hvis dette kan lade sig gøre så gennemgribende? Svaret er jo desværre, at ALT kan lade sig gøre. Kirken fx. Ingen har bemærket så venskabelige den engelske dronning og paven var ved hans seneste besøg. Ingen kender de tætte bånd, der altid har eksisteret mellem det engelske kongehus og pavestaten. The City of London kaldes dog ‘Det Andet Vatikan’, og ‘The Roman Square Mile’. Men ingen aner, hvor sandt det er.

Skriftsproget khumry findes i Tyrkiet, hos etruskerne, hos waliserne. De hed også khimererne (gad vist om khumry / khimerer og kimbrer er det samme ord?) Men khumry er også af de engelske 1800-tals historikere og frem til i dag blevet erklæret et falsum. Det må også lede til overvejelser om, hvordan det er muligt for bevilgerne og arbejdsgiverne for alle disse universitetsforskere at styre forskningen med benhård hånd. Royal Society bærer meget af svaret, for det peger blot ved navnet på det faktum, at ‘kongen bestemmer, hvad der er videnskab’, altså hvad der er sandhed og virkelighed, og hvad folket skal vide. Men der findes muligvis folk indkaplset i disse videnskabs-selskaber, der så at sige ‘skummer fløden’.

Khumry er et ægte skriftsprog. Cæsar bemærker det i år 55. Lwelling Shawn (15616) og John Williams (1846) er to mænd, hvis arbejde har været med til at bevare det forklaret på skrift. Det minder om den måde, man noterede græsk på Cæsars tid. En anden samtidig historiker, Marcelanus, sagde, at grækerne har fået deres skriftsprog fra briterne. OK ! Man er vant til at tænke den anden vej. Historikerne fortæller kun om en bølge, der skyller mod vest og ikke omvendt. Men det er også noget, der hører med til den stor forfalskning. Tsarion kan også berette om det. Han skriver mest om irerne, og her er det fønikerne og skyterne, der nævnes. Men vi må huske at assyrerne og fønikerne havde en symbiotisk sameksistens, krigerstaten og handels- og arkitektur-staten, løven og hjorten levede side om side. Fønikerne byggede huse og sejlede skibe for assyrerne. De skaffede dem metaller og varer fra overalt.

Der er beretninger om en druidisk rejseaktivitet til grækenland 500 f.Kr. Lærerne i hvidt linned. Merlin / Taliesin var Arthurs lærermester. Han var den oplyste, manden med det høje intellekt.

En prins Madoc er en person, der med skibe sejlede til Amerika og vendte tilbage 10 år efter. Hvor har du været så længe, for dine skibe kan ikke holde til 10 år på havet. Han fortæller om dette land og angiver stjernepositionerne. Man beslutter sig til at sende en anden kaptajn ud for at at afprøve påstanden, og han vender tilbage og bekræfter. Jo den er god nok! Vi er i 500-tallet e.Kr. her. Arthurernes tid.

I 562 sker der en katastrofe. En komet slår ned og ødelægger kæmpe områder af England og Irland. Noget af den rammer også Frankrig. Den impakt kan spores helt over på den anden side af Atlanten til Bolivia, da den åbenbart har en sidelæns indflyvning. I England omkommer omkr. 10 millioner mennesker. I de såkaldte arthuriske legender, altså historiske beskrivelser, fortælles om dette øde land, hvor der ikke kunne færdes mennesker i 10 år. Igen en historie, der er blevet henvist til skrønerne og eventyrerne, og som vi ikke har læst om i historiebøgerne.

Arthur d. 2. emigrerer til Amerika. Her er hans legendariske sværd i øvrigt fundet med coelbrin-inskriptioner. Her dør han og begraves.

Hvis vi skal sætte en navn på denne umådelige historieforfalskning er det ‘hannoveranerne’, altså den nuværende kongefamilie. De er, om nogen, skyldige i dette bedrag. Hvis der er en og anden englænder, skotte, irer og waliser eller cornwallenser, der bærer en vrede og et undertrykt – og nogle gange åbenlyst – had til denne verdens mest magtfulde slægt, så er det ganske forståeligt.

Og så har vi ikke engang nævnt Wilson & Blackett’s vinkel om den særdeles royale familie, der slog sig ned i England år 37 e.Kr – eller skulle man sige ‘under Kristus’. Da de romerske invasionsstyrker og de kristne (missionærer har altid været en del af stormtropperne) ankom, var englænderne allerede kristne !! Og det var iflg. Wilson & Blackett først efter mødet med disse urkristne, at man under Constantin d. Store besluttede sig til at overgå til kristendommen. Det må siges at være noget af en historie, men de mener i deres kommende bog at kunne lægge vægtig research på bordet til at underbygge det. Den katolske kirke har naturligvis allerede meldt ud, at de ikke kan lide historien.

Michael og Robin Mastro

Vastu er den gamle indiske videnskab om verdensenergierne og dit livsrum. Med andre ord, indisk Feng Shui før denne blev opfundet.

Det stammer fra den del af vedaerne, der hedder Athar Veda. Rishierne, de gamle seere, observerede hvordan miljøet påvirkede mennesket. I Athar Veda findes Ayur Veda, som er healing og medicin, Dana Veda, som er selvforsvar og Jyothish, som er indisk astrologi, og yoga, meditation og Vastu Shastra (viden om bygning). Det er viden om forandring af energien indenfor et rum. Menneskers rum er bygninger.

Vastu er 8-10.000 år gammel og for 3.000 siden blev det taget over bjergene til Kina, hvor det tilpassede sig forholdene der og blev til Feng Shui. Målet er begge steder at hæve livskraftens energi. I Indien hedder der Prana og i Kina hedder det Qi. Og altin handler om at afballancere de fem elementer: jord, vand, ild, luft og rum (æter). Og til jer, der ikke har opdaget, at man har rykket i arkæologien: 10.000 år er ikke engang så gammel, som vedaerne og de vediske lærde i dag selv siger, det er et forsigtigt kompromis af et bud. Men man har altså fundet Krishna’s by i havet vest for Indien – et stort kompleks, der som minimum er 9.200 år, som det ligger der – hvilket så ikke siger, hvornår det er bygget.

Der er en horisontal-vertikal kraft for mennesker på Jorden. Solens energi har at gøre med Jordens spinn, den går øst-vest. Jordens energi er aksen, den går nord-syd. Der er en yang-kraft, der er dynamisk, der er en yin-kraft, der er statisk. Solen er maskulin, dynamisk, vertikal, spinn. Jorden er horisontal, statisk. Vastu tilpasser menneskets placering i en gunstig position i forhold til disse energier, så man ikke arbejder imod dem. Naturen arbejder med dig, og stress opstår ikke. Overflod og succes bliver mulig af sig selv. Bill Gates lod sit første Microsoft-hovedkvarter opbygge efter Vastu-principper fra Michael og Robin Mastro, og han må siges at have haft en vis succes – hvadenten man kan li’ manden eller ej. De har haft en stribe af ret store kunder undervejs.

Intention er ikke uvæsentlig. Man kan sige, at lykke og succes er afhænging af to sfærer: naturens uforanderlighed og intentionens foranderlighed. Vi er også skabere. I Vastu gør man det primært ved at bygge sit hus fra starten, så det understøtter / ikke modarbejder naturkræfterne. Dernæst ved at oprette ‘altre’ i rummene, steder hvor den menneskelige intention kan påkalde og møde den universelle energi. Mantras – Yantras. Ord-lyde-frekvens-geometri-harmoni.

Joe Slate
– Psykisk vampyrisme, energi-rovdyr og sjælens energi

Joe Slate er psykolog med et CV, der er enormt. Universitetsprofessor, hypnotisør, professor emeritus i Athens, æresprofessor i Motevallo. Hans reserarc unkluderer helse-fitness, helbred, livsforyngelse, smertebehandeling, reinkarnation, astralprojektion og den menneskelige aura. Han har stiftet selskaber og er medlem af de betydningsfulde indenfor sit felt. En af hans fonds-ydere har været den amerikanske hær, hvilket jo er interessant, når man ved lidt om, hvad de har haft gang i. Man skal jo leve af fondsmidler i USA, og meget kontrol kommer ind her. Men det kan også hænde, at en fondsyder siger ‘haps’, det er lige noget, vi kan bruge – bagefter. Derom senere.

Hans interesse for dette brogede felt af psykiske og para-psykiske emner stammer fra en afdød tante, der besad særlige psykiske evner. Hun var meget fokuseret i sit liv på livsforyngelse og mente, at hun skulle leve for evigt. Hun havde lavet velgørenhedsarbejde i Indien og som tak fået en meget stor smaragd af en lokal fyrste. Denne strøg hun altid med hånd, og hun levede til hun blev over 100. Hun var også lidt skræmmende, og når hun var på besøg, var det, som om ildstedet ‘døde ud’. De lille Joe spurgte hende en dag hvorfor, og hun sagde direkte, at hun trak energi ud af det! Hun var ligesom

Karen Blixen og besad en særlig kraft og især indflydelse over unge mænd. Hun hev også kraft ud af dem.

Her startede Joe Slate’s interesse for at forstå, hvad psykisk vampyrisme er for noget. Vi kender det allesammen, for alle har visse træk eller tendenser mod det. Derfor er det vigtigt at forstå, at det ikke kun handler om egentlig misbrug. Der er tale om en psykisk udveksling af energi mellem personer- helt generelt. Vi har alle oplevet situationer, hvor vi oplever at blive opfyldt af energi via en interessant samtale med en person. Vi har også oplevet det modsatte, hvor vi ønsker at slippe ud af en samtale/samvær med en person, men hvor vi kan mærke, at vedkommende ‘hager sig fast’. Det er energi-overskud og underskud og udvekslingen af energie. Det misbrugeriske, det vampyriske, kommer ind, hvor der er et mål af ufrivillighed, en bøddel-offer-relation eller skulle man sige: en parasit-værtsdyr-relation. En vampyr spørger ikke om lov, den gør det bare, og dem, det går ud over, bemærker det ikke før måske bagefter.

Folk har forskellig sensitivitet overfor den slags. Men vi har som mennesker, hvad psykologien har kaldt ‘behov for social distance’. Vi har et felt, der kan overskrides af andre, og hvor vi føler et behov for at ‘trække os tilbage’. Når man møder en vampyr, træk dig tilbage.

Vi taler her om 1-1-relationer, men det involverer ofte flere mennesker. Det findes i den mindste skala og helt op til den største skala. En verdensomspændende organisation, der udnytter andre, suger deres ressourcer, efterlader folk som ofre udplyndrede, forgiftede, undertrykte ville man være nødt til at kalde: organiseret vampyrisme. Interessant. Den amerikanske stat har været sådan en organisation overfor resten af verden. Alle Imperier indeholder elementet.

Udtrykket vampyrer et hårdt ord. Der er intet formildende over det. Det skulle da lige være i den underlige ungdomskult, der er opstået – især blandt anæmiske unge piger – der dyrker fænomenet. Det har brug for en modificering, for det er svært at bruge i situationer, hvor der er en frivillighed over det, og hvor der er en gensidig udveksling af positiv energi. Og alle gradbøjningerne mellem det og et seriøst misbrug.

Men den organiserede vampyrisme, hvor man trækker ressourcer ud af planeten uden at give tilbage er klart vampyrisme. Men her bliver det sofistikeret, for der er mange, der har fornemmet dette, og en stigende frustration og indignation er opstået. Deri ligger der en kraftig energi. Det, der så er sket, er, at de vampyriske organisationer har opsuget denne energi og kanaliseret den over i svindelnummeret ‘menneskabt global opvarmning og CO2-forurening’ for at twiste energien væk fra dem selv og over i nye beskatninger og restriktioner = vampyriske udsugninger. Miljøbevægelsen er blevet vampyriseret og er hoppet med samlede ben over i den – bla. ved at blive bestukket med rigelige fondsmidler, fine kontorbygninger og tilstedeværelse i de fine selskaber. Alle taler nu om det som en selvfølge, ingen anfægter selv præmissen. Usugningen er i fuld gang. Og hele verden er tilsyneladende hoppet på det. Hvor bliver den dimension af, Lomborg? Du går imod strømmen her, men du nævner ikke så meget om, hvem der kan have intessesse i den politisk korrekte agenda. Var det fordi Fogh Rasmussen indsatte dig i eget institut for at lave rav i den – inden han havde snakket med Blair og Bush og selv lige pludselig fik en sjov miljøhat på?

Her begynder man at ane en mekanisme, der, når den bliver håndteret på den seriøst udspekulerede måde, kan stille enorme mængder af energi til rådighed for i virkeligheden en ganske lille gruppe mennesker i denne verden i meget lang tid. De store revolutionære bevægelser har – lige siden man for alvor systematisk begyndte at eksperimentere med iscenesættelsen af den slags i 1700-tallet – altid drejet sig om kanaliseringen af energi, så den for det første ikke ramte en selv (magthaverne, kontrollørerne, vampyrerne) og dernæst udløste ressourcer til gavn for en selv på andres bekostning. De store krige i det 20 århundrede har været sådanne arrangementer i stor skala. Det militær-industrielle kompleks efter 2. Verdenskrig. Organiseringen af verdensøkonomien, så der var sugerør i olielednings-størrelse ned i folks og nationers lommer (Federal Reserve > den løbende finanskrise, der startede som en øvelse med Argentina for år tilbage og som siden har lagt en række nationale økonomier ned, fx. Island, Grækenland, Irland kommer nu, Spanien skulle ha været lagt ned, men så vandt de EM, Portugal, … osv.). Det medicinal-industrielle kompleks, hvor man har millioner af mennesker, der er medicinerede på livstid, det katolske svindelnummer, det oppiskede civilisations-sammenstød med Islam, det olie-energi-industrielle kompleks, hvor vi er 100% afhængige af en forældet teknologi, der barer giver så fantastisk et afkast osv., osv… Hele det 2000-år gamle (romerske kan vi kalde det) paradigme bygger på dette misbrug og denne: vampyrisme i stor skala og på alle niveauer.

Joe Slate taler om en 3. form for vampyrisme, som han kalder ‘parasitisk’. Den involverer interne strukturer, der opleves som drænende for ens energi. Fobier, frygt, paranoia, mindreværd. Faktisk var begrebet ‘parasitisk vampyrisme’ en term, der figurerede i 1800-tallet-diagnosticering af bestemte menneskelige tilstande. Den er så siden gledet ud. Hmm .. kan det mon skyldes, at selve psykiatrien er en vampyrisk struktur (automatisk medicinering af mennesker uden at kurere dem, de kollosale beløb medicinalindustrien skovler ind på diagnosticering, sygeliggørelse, medicinering og afhængighedsskabelse). Altså kunne det skyldes at denne diagnose lidt for præcist ramte det, de selv havde gang i?

En neurose er en form for vampyrisme. Det minder faktisk om tidligere tiders opfattelse af menneskesjælen og ‘besættelse’. Eller om healer- og clairvoyance-verdenens opfattelse af væsener, naturkræfter kaldet ‘elementaler’, der kan sætte sig som parasitter i ens energisystem og suge det. Disse væsener er en del af en gammel af de kristne fejlagtig benævnt: overtro. Igen ligesom psykiatrien: ud røg den viden / diagnose, for det mindede for meget om det, de selv havde gang i. Religion er i allerhøjeste grad en parasitisk struktur, når den bliver institutionaliseret og parrer sig med magtstrukturer. Det er Sjælens Imperium.

Joe Slate’s forskning er som bekendt fonderet (er det et ord?) af det amerikanske militær. Det siger han uden at blinke. Han satte et laboratorium op, der brugte den teknologi, der var udviklet i Rusland under navnet Kirlian-fotografering. Mange affotograferinger af et menneskes energisystem over længere tid viste, at mennesket har et unikt energi-fingeraftryk, en elektromagnetisk struktur, der ikke forandres over tid. Det er altså muligt at måle ‘sjælens energi’.

Næste skridt var at kortlægge, hvordan forskellige tilstande og psykiske-sociale input påvirkede energisystemet: former for stress, sociale faktorer, interaktion med andre. Der dukkede hos nogle mennesker et fænomen op, de ikke havde set før. Kirlian-fotografering er jo billedet af auraen / energifeltet. Hos nogle mennesker var der ligesom mørke tentakler, der rakte ud af auraen, og disse mennesker viste symptomer på psykisk vampyrisme. De dobbelt-tjekkede med folk, som var anerkendte clairvoyante, og disse bekræftede deres målinger. Der var en skygge-effekt, der slørede energien hos en person med disse træk.

Her bliver det uhyggeligt. I parterapi, hvor to personer er til konsultation pga. en seriøs stress-situation i deres forhold, kan der måles en slags barriere mellem deres energifelter. Men så kan man se, hvordan den ene person pludselig kan gøre et udfald og udsende en tentakel, der gennembryder barrierer og gennemtrænger den andens hjerteområde. Dette er et uhyggeligt billede på den magt-manipuleringskamp, der foregår mellem dette par – for det er jo det, der foregår, og vi ved det rent erfaringsmæssigt – vi har måske endda prøvet det. Som mand ved jeg af erfaring, hvordan kvinder kan være expert-manipulatorer, og fornemmelsen af at ‘nu er hun inde og trykke på knapperne og dreje på håndtagene’ og så skal man være på vagt og prøve at reparere sit eget system. Ofte klarer vi det som mænd ikke, for kvinder kan være meget, meget dygtige til det – også uden overhovedet at være fuldt bevidste om det selv. Det kan være strategier i afmagt. De er bare vokset op, har gået i livets kyniske skole, har øvet sig og mestrer det til sidst. Der findes bestemt også mandlige mester-manipulatorer, men de opererer ofte i gruppe-magtstrukturer: politik, virskomheder, organisationer, hvor man smager magtens sødme, vampyren suger sit blod.

Strukturen i den omtalte parforholds-situation er en person der bliver offer for en vampyrisering. Slate’s laboratiorium begyndte at tilbyde forskellige energi-forstærkende foranstaltninger for hver person. For at have et harmonisk forhold skal begge parter være stærke, ellers træder vampyrisme-mekanismen ind. Slate er meget omhyggelig med ikke at være dømmende her, for, som han siger, disse situationer optræder indimellem i alle parforhold. Særligt grelt i decideret misbruger-forhold, hvor der er alkohol, stoffer, incest, vold osv. involveret. Men også i ganske normale forhold. I de omtalte par-sceancer havde det overskredet grænsen for det normale, det typiske. Og de metoder til at forbedre deres energisystemer gav udslag i dramatiske forbedringer af forholdet, samtidig med at det var måleligt i kirlian-scanningerne.

Et pars skæve forhold er allerede fra starten kommet i stand via personernes eget indre forhold. I forelskelsens stund øjner vampyren, som kan bo i dem begge, en mulighed for at hage sig fast. Der skal to til et parforhold. Den ene part kan have ligeså stort behov for at overøse den anden med energi, simpelthen for at blive accepteret og ‘elsket’. Der opnås bekræftelse via at stille sig til rådighed som værtsdyr for en parasit. Man bliver med-misbruger, når man er så afhængig af bekræftelse.

Joe Slate er selv lidt forbeholden overfor ordet vampyrisme, og overvejede at finde et andet ord netop pga. det negative konnotationer. Spørgsmålet kommer ret hurtigt op: hvorfor er mennesker havnet så massivt i en parasitisk kultur? Det er næsten som Mr. Smith i The Matrix, der siger om menneskene, at de er en virus. Slate siger, at en forklaring kan være, at vi har affotograferet de biologiske grund-organismer, der danner vores sammensatte organisme. For disse organismer er der mulighed for at leve i gunstige miljøer i en tilstand af vækst og høj kvalitet / fuldt potentiale, men også i et fjendtligt miljø af frygt, flugt, kamp eller stivnet forsvar.

Når naturen, økosystemet af organismer, funger perfekt, er der en gensidig udveksling af given og modtagen, der ikke er destruktiv. Der er symbiose til alles fordel. Mennesket er den eneste organisme på planeten, der synes at stille sig udenfor denne naturlov og har dannet et samfund, der fungerer i en tilstand af udplyndring, tagen for sig af retterne på andres bekostning, ‘survival of the fittest’.

Som energivæsener er vi her med to formål: at nå vores højeste potentiale i udvikling og at hjælpe andre med det samme.

Mht. de militære interesse udtaler Slate, at militæret dengang i 1977 var interesseret i muliheden for at udvikle sikkerhedssystemer baseret på det unikke menneskelige energimønster. Han siger så også, at efter han havde udført det job, er han klar over, at forskningen er fortsat under andre rammer … og antyder hermed en udvikling indenfor militærets egen klassificerede status i dag kan have gået i ekstreme retninger. Det er der meget, der tyder på, og andre beretter om disse ‘black projects’ og om, at teknologien sammen med et utal af okkulte og esoteriske teknikker er fuldt implementeret og bruges hele tiden. Ingen nævnt, ingen glemt her. Efter 1977 har Slate selv taget den i retning, som er gavnlig for mennesket og som er beregnet på frigørelse af vores potentiale. Vi må så håbe, at folk med hans agenda når at overhale de folk, der ønsker en forståelse af det vampyriske kompleks for egen vindings skyld på vores allesammens bekostning. Slate nævner selv, at mulighederne for brug – og dermed også for misbrug – er ubegrænsede, og at nogle retninger ville være ganske aldeles skadelige. Men, som han rigtigt siger, det gælder for al viden. Hvis nogen har viden kombineret med en psykopats og en forbryders tankesæt, så kan alt misbruges.

Viden er magt. Det der afgør udfaldet er sand eller falsk magt, konstruktiv eller destruktiv, sund eller syg, ballanceret eller uballanceret, empatisk eller non-empatisk. Magt er ikke bare magt, magt har en kvalitet bestemt af intention. Intention bestemmes af menneskets spirituelle udviklingsniveau og dets grad af ansvarlighed for sig selv og andre. Traumatisering bliver ikke nævnt, men det spiller uden tvivl en rolle her. Det er meget nemt at tage viden med et stort gavnligt potentiale og forurene det på alle mulige måder. Men det bør aldrig, siger Slate, forstyrre vores søgen efter viden, der skal blot altid akkompagnere denne aktivitet.

En af de retninger, som Slate og hans teams har forfulgt, er noget, der for mange vil være ude på overdrevet. Det ligger lige til højrefoden, når man er gået i gang med at ‘fotografere sjælen’, nemlig dens udødelighed. Og det vil så sige den reinkarnerede sjæl eller sjælens konstans på tværs af fysiske eksistenser. Når kirlian-fotografiet viser en uforanderlig grundstruktur, så er det – i hvert fald teoretisk – muligt at lagre informationer om denne grundstruktur og dermed bevise, hvis man skal bruge det ord, to ens aftryk. Det ene fra en lagret aftryk af en afdød person og det andet fra et nyt aftryk af en ung levende person. Det er i virkeligheden det, tibetanerne gør, når de skal identificere en ny lama, Dalai Lama fx., men det bruges også for andre højt udviklede lamaer. Men deres tests er ikke så hi-tech som Slates, det består af prøvelser, hvor det lille barn skal genkende genstande, der har tilhørt den afdøde.

Kirlian-teknikken blev opdateret via den mest avancerede teknologi på den tid. Russeren Kirlian selv gjorde sine fund i 1939, og et kvalificeret gæt er, at russerne selv har videreudviklet teknikken sidenhen, men at vi ikke ved ret meget om forskning i Rusland, der stadig på mange måder er et lukket land. Vi minder om den lukkethed, der var om Hartmut Müller, før han ‘blev frigivet’ til videre forskning i Tyskland af global skalering. Vi har ingen anelse om, hvor avanceret og omfattende deres forskningsprogrammer er, og i det komende årti vil det sikkert komme ganske meget frem. Men det har vi heller ikke om de amerikanske, for en stor del af dem foregår i klassificerede, hermetisk lukkede miljøer, som ingen medier får adgang til.

Kommentar: Det forekommer lidt problematisk, at der ikke gradbøjes vha. terminologi. ‘Vampyrisme’ er et så stærkt og ladet ord, at det er svært at goutere, at det kan dække noget, der ikke er et seriøst, patologisk misbrug. Det burde forbeholdes den ekstreme stadie af energetisk udveksling > afhængighed > misbrug > vampyrisme. Joe Slate gør selv opmærksom på problemet, men har alligevel valgt at beholde ordet. Det dækker hele spektret fra nærmest sunde, afballancerede, naturlige personlige relationer, hvor to helstøbte personer har et forhold til dybt patologiske, musbrugeriske relationer, hvor udnyttelse, udsugning, underskud er sagen. Det virker som en udvanding af ordet. Det må og bør være muligt at skabe en terminologi, der skelner og gradbøjer. Energi er energi, den kan være bundet og twistet, og den kan have et frit flow.

Carl Munch – The Code

En amerikansk ingeniør og matematiker, der har arbejdet med hellige steder, proportioner, tallet π, gematria, koordinater og proportioner for pyramidiske strukturer overalt på jorden.

Der findes pyramider de mærkeligste steder. På Sicilien, ved Monks Mound, Illinois lavet af forstærket jord, Kina, Mexico, Peru, Bosnien, Japan under vandet. Munch gør opmærksom på et bestemt hint, der giver et GV, en Giza-Vector. I udkanten af det tre store pyramider ligger der 2×3 små pyramider i række. hvis man trækker en streg gennem dem 2 og 2 får man et retvinklet koordinat med et skæringspunkt. Dette er Giza-Vector. Vha. tallet π opstår en række koordinater på jorden, der peger på Stonehenge, Teotihuacan, Monks Mound, osv. Han når helt til Sedonia-sletten på Mars.

På trods af omfattende, langvarige undersøgelser af stedet gjort på kryds og tværs af alle slags videnskabsfolk, mest arkæologer, betyder det endnu ikke, at vi i realiteten ved noget om bygningskomplekset, hvem der byggede det og hvorfor. De aztekerne ankom, var det allerede en ruinby. Videnskaben hævder og gisner og (bort)forklarer, de dænger deres viden op og stiller til skue, men de ærligste blandt vil indrømme, at de faktisk ikke aner det.

Der henvises til Munch fra James Furia, der har en musikteoretisk indfaldsvinkel på det. Geomusic er Furia’s concept, hans formel, der konverterer musik til formler. Det er i familie med gemmatria, kabbalistisk (ægyptisk) tal-videnskab.

Det er iflg. Munch og Furia på de gamle hellige steder, man finder denne videnskab i komprimeret form. Alle disse steder er der en tæthed i tal og proportioner, de er så uhyggeligt gennemtænkte. De er alle efterladenskaber og tegn lagt af en avanceret civilisation, der fandtes på Jorden engang, og som på mange måder har slettet – eller fået slettet – deres spor.

Furia’s system er både kabbalistisk og pythagoræisk. Senere blev det særdeles flittigt studeret af Kepler og …. lang liste af navne, hvoraf mange var forgængere til eller selv oplysningstids-personer. Men her i 1700-tallet sker der så et stort brud med fortiden, og denne viden skyder sig ind under vores egen tids viden som en understrøm, der ikke kan ses længere. Videnskaben blev skitzofren.

Hvis man i tallenes musikvidenskab skal genskabe de hellige tal og proportioner, skal man gå bort fra stemning 440 og gå tilbage til 432. Disse talproportioner findes i alt fra Bibelen til Borobudour, der største tempel i verden i Indonesien (i øvrigt også i pyradideform), i Ægypten og i Mexico, overalt. Borobudour betyder i øvrigt ‘Templet med de talløse statuer’ – der ligger allerede et hint her, og hvis man tæller dem, er der der: 432 statuer!

Furia anbefaler alle at lærer musik. Han henviser til undersøgelser, der viser, at folk, der er trænet i musik, har en højere funktionalitet i hjernen generelt. Det er en viden, der i hvert fald har været kendt i nyere tid i Ungarn, hvor musikundervisning har været systematiseret. Det har en gunstig indflydelse også på matematik, sprog, osv.
Teori: kvintcirklen er standard i alm. musikteori. Furia giver den en drejning og transformerer den til geometriske former. De 12 toner forbundet som kvinter giver en cirkel, dur giver trekantet geometri, mol giver firkantet geometri. Andre intervaller giver andre former. Emotioner får derved også en geometri.

Geomusik er ikke en musikform, det er en neo-pythagoræisk teori, der sammenkæder musk / frekvens med matematik / gematria og derved med alt muligt. Alt er tal, sagde pythagoræerne og dermed også de ægyptiske skoler, han havde lært fra.

Pyramider synes at være bygget på steder, hvor der er naturlige kilder og undersøiske vandløb tæt ved overfladen. Vand er naturlig bærer af elektromagnetisme og bygningerne på toppen af dem synes at relatere og forstærke denne energi. Vi er ovre i discipline akæo-astrologi, eller som Munch siger: arkæo-kryptografi.

Indrømmet: dette er en anelse tyndt, for der gives ikke så meget ved dørene i den korte fremstilling. Furia har lavet 2 DVD’er, der sælges sammen med Carl Munch’s 4 DVD’er som virker ret bemærkelsesværdige, men man skal nok være til grundlæggende matematik. Furia har hæftet sig på Munch, men hvorvidt hans ud-af-en-streng med matematikken i musik har substans, er ret usikkert. Det må komme an på nærmere eftersyn.

Peter Levenda

har i årtier haft handelsforbindelser med Kina. Han har samtidig interesseret sig for alkymi både i Europa, hos araberne og den kinesiske. Interviewet her drejer sig egentlig mest om politik.

Han læser perfekt mandarin for at kunne læse de oversete alymiske skrifter. Der er et kontinuum af viden i den form for litteratur.

Kina oplever i dag en uhørt kapitalisering. Det giver samtidig en åndelig krise. Men den havde man allerede under Mao, hvor al religion blev udraderet. Især gik det ud over daoisterne, som var farlige pga. af deres betoning af det individuelle fremfor det kollektive. I dag er templerne genåbnet, men kineserne har mistet fornemmelsen for det. Det er mest turist-show-off.

Under maoismen byggede man stalinistisk. Der var russiske ingeniører tilstede. I dag er arkitekturen overvældende og fantasifuld. Ikke to bygninger er ens.

Og det er kinesiske penge, der bliver brugt. I det omfang, der er vestlige penge involveret, er det penge vesten skylder dem. Amerikanerne især. Kina er i dag ikke længere den våde drøm, som fx. det engelske imperium havde om det store ressourcefelt af villige slaver – forgiftet med opium. Ejheller er det et logrende halehæng til Sovjet.

Alkymi: er næsten, hvad kineserne gør i dag: forvandler bly til guld. Men dette er i øvrigt en metafor, hvilket de gamle kinesere forstod. Det var ikke det evige liv, men det lange og ophøjede liv, man tilstræbte.

Karlsvognen og Nordstjernen er omdrejningspunktet for Himlen, da den er det eneste, der står stille. Det er navet i Hamlets Mølle, det store himmelhjul, der drejer (ultimativt galaksen). Og dette koncept findes i både jødisk, babylonisk, ægyptisk og vestlig alkymi – og kinesisk. Denne konstellation er ‘stairway to Heaven’.

Kineserne har i øvrigt deres egen zodiak, da de læste stjernerne i andre grupper. Men karlsvognen er også en vogn i Kina. Det er vognen, som Ezekiel omtaler. Han var i Babylonisk fangeskab, og hvert år på et bestemt tidspunkt beskriver han synet af konstellationen, og han kalder det Merkabah. I Merkabah-Kabbalisme er der 7 tronrum, 7 angeliske væsener og 7 trin, der leder til Gud.

Alle folk på den nordlige hemisfære har Nordstjernen tilfælles og som navigationspunkt var den uomgængelig. I dag aner vi intet om den slags, vi ser ned og ikke op.

De gamle var ikke dumme. De var udmærket klar over, at Solen og Månen ikke var planeter som de andre. De har et ritual, hvor de vandrer fra stjerne til stjerne i et karlsvogn-diagram, og nøjagtig det samme ritual findes hos jødiske mystikere.
Alkymien døde ud i Europa undtagen måske hos visse frimurergrupper. Men daoismen bevarede en ubrudt tradition indtil den blev smadret af Mao i 1949. Der er på papiret frihed for religion, men i praksis var det umuligt. Medlemskabet af partiet stod på spil og derved deres liv.

Tibet

Kineserne var hele tiden opmærksom på fx. buddhismen. Da den 2.mest betydningsfulde lama, Panchen Lama, skulle findes sidste gang, blev han kidnappet af kineserne og der blev placeret en dummy i stedet. Det samme med mytologien om Tibet, hvor man hævder at det er en del af Kina baseret på meget obskure historiske hændelser som fx. et ægteskab mellem en kinesisk princesse med en tibetansk prins – som tibetanerne aldrig har hørt om – og en påstand om, at de ofrede og åd mennesker, fordi der indgår hovedskaller og knogler i deres relikvier og ritualer (rester af bön-kulturen). Seksuel udnyttelse og økonomisk ditto var også en del af kampagne-myten. De fleste kinesere er opflasket med at tro, at det er sådan, og at Kina kom og ‘reddede’ de vilde tibetanerne fra deres onde styre. Tibet var et teokrati, men menneskeædere var de næppe !

Falun Gong-bevægelsen, der er en historiserende revival af taoisme, QiGong blandet med indisk yoga blev anset for samfundsskadelig. Ikke på grund af, hvad de udøvede så meget som at deres popularitet anfægtede styret. De rivaliserede om folkets gunst og blev derfor undertrykt.

Nazisterne var som bekendt i Tibet og var ‘ude efter noget’. Sikkert noget med deres Atlantis-myte og Shambala, indgangen til den hule Jord fra Tibet. Mere interessant er det dog, hvad der blev af alle de hellige skrifter fra de tibetanske templer. Kineserne har næppe brændt dem af, men hvor findes de i dag?

Man tænker på Kina som én nation. Men ser man på sproget har fx. mandarin og kantonesisk intet med hinanden at gøre. Andre regioner har det samme. Men det kinesiske kaligrafi er lidt af en genistreg, for vha. de samme tegn kan man skrive på helt forskellige sprog, sige forskellige ord, udtale forskellig. Så hvis nogen skriver noget ned, kan det læses direkte af andre, der ikke forstår et ord = talt ord.

Mao adapterede marxismen-leninismen, men han lavede sin egen version, alle kunne blive enige om. Man kan sige, at han gjorde det samme som konstantin og kristendommen, der skabte enhed i romerriget. Mao skabte enhed via maoismen, og folk købte den, fordi den udgjorde en garanti for beskyttelse mod de udenlandske indtrængende. Det var et forsvars- og identitets-projekt. Et af de store kollektivistiske, sociale eksperimenter fra det 20. årh. Samtidig var det et massemord uden lige, og Mao har 100 millioner døde kinesere på den samvittighed, han ikke ejede.

Vesten havde infiltreret og korrumperet det kinesiske styre for Mao. Shang Kai Shek sås som en forrædder, kejserinden ‘gik i seng med’ imperialisterne, billedligt talt, hun solgte ud.

Problemet med kommunismen var, at iflg. Marx var kommunismen ikke mulig i Kina, for de havde ikke været igennem den industrielle fase. Det var i virkeligheden det samme i Rusland. Iflg. Marx sker det af sig selv, når staten har været igennem denne fase. Af samme grund lykkedes den ikke, hvis man skal læse Marx, som han skrev det. På underlig vis, kan det tænkes, at kineserne ser den nuværende udvikling med industrialisering og kapitalisme som en vej til ‘rigtig’ kommunisme. Det nuværende kommunistparti er blot en pladsholder.

Man kan sige er, at kineserne modbeviste den vestlige myte om, at kapitalisme og demokrati er forudsætninger for hinanden. De har kapitalisme i dag, men den er kontrolleret af staten.

Kineserne er ude over kopi-stadiet af teknologi. De har styr på det selv nu, de har både råd og folk med intelligens til det. Det er råmaterialer, der er deres svage punkt. De køber op i hele verden for tiden, Afrika for tiden. De er nødt til at skabe et industri og teknologi-mirakel, og dertil kræves der råvarer. Det meste af Kina er faktisk ørken, og ret uegnet til landbrug.

Der vokser for tiden en middelklasse frem. De regner med, at sålænge de og folket har ‘brød og skuespil’ vil de ikke kræve demokrati. Kineserne inkl. den nye middelklasse er tilbøjelige til at bøje sig for staten. Et problem er de fattige, og dem er der mange af. ‘Jern-risbollens’ tid er slut. Det var den garanti, man i mao-Kina havde for, at alle fik noget at spise, uanset hvor fattige – og uduelige – de var. For et faktum var, at man så dem sidde på gaden og i fabrikkerne under Mao uden at lave en skid, for de var inkompetente og dermed også fremtidsløse. I dag bliver de ikke længere forsørget på samme måde, og de folk er nu vrede på udviklingen og regeringen. Der laves store sociale programmer for dem.

Levenda har observeret dem i over 20 år, og han siger, at bortset fra Tien An Min-pladsen har kineserne ikke rigtigt lavet store afgørende fejl i al den tid. Og hele den episode blev flittigt brugt af Vesten og vores propaganda. Men kommuniststyret og staten har faktisk gjort hele studenteroprøret til skamme, der dengang gik ud fra som en højere sandhed, at kapitalisme fordrede demokrati. Eller rettere: de ønskede egentlig ikke demokrati, men den fordel, de mente det kunne bringe dem: kapitalisme. Men de var blot 5. kolonne for Vesten. Og så kan man så lide eller ikke lide kommunisme.

I dag er der mandarin som fællessprog ved siden af de lokale dialekter, der skulle nedtones – helst udviskes, men det var ikke muligt, det vidste man. Og førhen blev man udsendt som færdiguddannet, man kunne ikke selv vælge – for at blande befolkningen.

Landene omkring Kina har traditionelt været bange for kineserne. Men Kina har vist sig mere som en ven end en trussel, så frygten er dæmpet en del i dag.

Afrika bliver for tiden nærmest udviklet af Kina. De gør alt det, som den vestlige sen- og ny-imperialisme nægtede. Og de har gjort de i årtier, uden at vi har opdaget det. Nu sker der en hovsa-erkendelse i Vesten, for de har sovet i timerne. Europa har kun opmærksomhed på Afrika, fordi vi får indvandrere derfra.

New World Order er en angel-saxisk-amerikansk opfindelse. Kina køber den ikke. De behøver ikke længere for at dele magt med nogen, der søger verdensdominans. De har muligvis deres egen orden i tankerne, og det har måske at gøre med en ny verdenskommunisme. Men for tiden er de handelsfolk.

Meget indflydelsesrige cirkler i Vesten planlægger en større krig med Kina. Propagandaen lægger, helt iflg. skemaet, allerede til medierne. Der varmes op. Hvis den plan – den angelssaksiske mission – med Israel som medspiller og Iran og Pakistan som brikker, der skal falde – hvis det kommer igennem, har vi helvede på jord. Kina skal, iflg. planen, forgiftes med en supervirus. Atomvåben og andre eksotiske energivåben vil blive brugt. ‘Orden’ skal skabes via det enorme kaos, der opstår.

Rusland har uden tvivl også en rolle her – vendt mod Kina. Russere og kinesere kan ikke lide hinanden, og de kredse, der har udtænkt denne diabolske plan har inkluderet dem også.

Kvantekommunikation

Quantum Communikation er en lang video med David B. Sereda som vært eller gennemgående lim på fortællingen, der kommer vidt omkring i videnskaberne.

I 1920 mødtes videnskabsfolk indenfor kvantemekanik i Bruxelles til en konference. Her måtte man foreslå sindets indflydelse på stoffet (mind over matter) for at kunne forklare de uforklarlige særheder i kvantemekanikken. De største hoveder var tilstede: Einstein, Heissenberg, Bohr, Pauli, Durac, Perry, Derogvic, Schrödinger (stavning af navne ?) for at nævne de mest kendte. Emnet ‘bevidsthed’ i atomfysikken var oppe og vende. Heissenberg og Bohr forelagde Einstein en ny teori: at forskernes bevidsthed, der sind, påvirkede resultatet.

Albert Einstein
kunne ikke acceptere det, da det stred imod hans matematiske modeller. Senere måtte han indrømme, at det fandt sted. Han sagde:

‘Enhver, der bliver seriøst involveret i dette videnskabelige felt, bliver overbevist om, at der er en spirituel kraft, der manifesterer sig i universets love, og som er mennnesket overlegent.’

Denne spirituelle kraft er ikke en naturlov ligesom tyngdekraften, elektromagnetismen eller den svage og den stærke kraft i atomet. Denne kraft er bevidsthed.

Hvorfor er det budskab, der kom frem ved denne konference, ikke bragt videre? Hvorfor er det ikke almindelig kendt i dag som en af de helt store milepæle i videnskaben. Hvorfor er det kun en lille pudseløjerlig finurlighed, en underholdende paradoks ved kvantefysikken – og hurtigt videre til det såkaldt vigtige? Hvorfor fremgår det ikke af den filtrerede og formidlede viden, vi allesammen burde have haft? Kunne det tænkes, at det hele handlede om kontrol, og at – hvis menneskene fik at vide, at der bevidsthed tilstede – at ‘de’, altså videnskabsmændene – de ny præster – og deres sponsorer – de nye konger, dem med magt og penge – ikke længere ville kunne regere over menneskene?

Max Planck – kvantefysikkens ophavsmand, dens ‘far’ sagde:

‘Alt stof udspringer og opretholdes ved hjælp af en kraft. Vi må formode, at der bag denne kraft findes et bevidst og intelligent sind. Dette sind er matricen for alt stof.’

Claude Swanson, fysiker fra M.I.T.:

‘Kvantefysikken kan ikke håndtere bevidsthed, for den får bølgefunktionen til at kollapse. Betragteren destruerer information. Kvantefysikken er et sæt ligninger, der beskriver denne bølge. Fysikken i øjeblikket er ukomplet, da den ikke kan håndtere en bevidsthed, der påvirker andre fysiske objekter i et eksperiment. Man prøver så meget som muligt at holde observanten ‘udenfor kassen’, da han ødelægger det hele ‘som en tyr i en porcelænsforretning’.

Denne film linker fysik, biologi, bevidsthed, psykologi og energi sammen. Videnskabens store stupiditet består i dens fragmentering. Der linkes til cellebiologen

Bruce Lipton:

‘Der findes en stak meget magtfulde mennesker i dag. Og så findes der en hel masse mennesker, der overhovedet ingen magt har. Set udfra et biologisk synspunkt er det en unaturlig situation. De har kun denne magt, fordi den er frataget alle andre, ikke fordi de har skaffet sig den i sig selv. De lever af andres energi, de er en parasitisk struktur. Det, der sker i dag er, at menneskene er ved at tage denne magt tilbage, og betingelserne for en ny måde af skabe et samfund på uden dette enorme misbrug og ubalance med destruktive følger for hele kloden er langt større med en jævn magtfordeling end ved en elitær. Det betyder en tilbagevenden og omprogrammering af vores trossystem, så vi igen kan forstå, hvor magtfulde vi hver for sig er’

Eliten kan ikke håndtere deres magt længere. De tror det muligvis, og de prøver at fortælle os, at det kan de, men virkeligheden fortæller en anden historie. De forsøger konstant at omdøbe virkeligheden, at skrive og udsige historier, bortforklaringer, afgive løfter og hensigtserklæringer, manifester, kontrakter, der siger: ‘kan vi ikke blive enige om, at virkeligheden ser sådan her ud? …’ Men i det lange løb – og vi er for enden af det lange løb af kanonen lige nu – er det kun selve resultaterne, der tæller, ikke de fortællinger, der ønsker at omdøbe og tilsløre dem.

Professor i psykologi ved University of London, Hans Eysensech, skrev et brev til kolleger internationalt, hvori han insinuerede, at der foregik en gigantisk sammensværgelse, der involverede ca. 30 større universiteter og 100-vis af respekterede videnskabsmænd overalt i verden, og som havde til formål at tilsløre menneskets egentlige potentiale. Eysenck var ikke en hr. Hvemsomhelst med en af de mest citerede og velanskrevne i sit felt.

Efter at Kongressen i USA havde fået adgang til Stanford Instituttets forskning og lignende data fra resten af verden, blev de meget betænkelige over, hvad der ville ske, hvis mennesker blev klar over det. Det stod bla. klart, at ‘remote-viewing’ var muligt, mennesket kunne se ind i fortiden og fremtiden. Dette og en stribe af muligheder og potentielle evner. Medierne blev involveret i en smædekampagne til at miskreditere disse opdagelser – der jo stammede fra regeringens/statens egen forskning om sindets og bevidshedens sande muligheder. Hvis mennesket blev ‘self-empowered’ måtte de ‘the empowered by other people’ afgive deres magt.

Hvad er kvante-kommunikation?

Foregår der hele tiden en kommunikation på et kvanteniveau på tværs af systemer, stjerner, galakser, planeter på et bevidstheds- og energifelt, som vi som mennesker kan tappe ind i? Altså en direkte adgang til information, der ikke er afhængig af, at vi som små ugleunger skal æde for-fordøjetk opgylpet mad, eller gode kristne-jøder-muslimer, whatever, skal tro blindt på dogmatikken, eller som gode skoleelever skal tro blindt på videnskabens filtrering af deres dogmer ned i vores skolebøger. Og hvad nu, hvis vi kendte hemmeligheden om, hvordan man gjorde det – åh, nej, så ville vi jo tale direkte med Skaberen, naturen, vidensfeltet – og ikke mindst: hinanden. Vi ville også blive en interstellar civilisation. Og vi ville ikke have brug for ‘oversættere’, formidlere, filtre.

Kommunikerer vi inden vi mødes? Hvordan finder vi vores livsretning, vores partnere, vores lærere, vores udfordringer – vores Gud? Bliver vi hørt af Universet?

Michael Chaikin, hjertelæge og forsker:

‘Hjertet er ikke blot en blodpumpe og en seperat enhed uden forbindelse med de andre organer. Organerne kører ikke bare deres eget mekaniske løb. Der er en mind-body-interaktion, der i negative tilfælde har meget at gøre med udviklingen af sygdomme. Stress på hjerne forårsager et output til kroppen i form af energi, der påvirker alle organerne.

Når hjernen bliver stresset = overladet, er den nødt til at aflade. Det gør den ved at smide ladning overpå som regel et enkelt organ eller område i kroppen. Nogen får hjerteproblemer, nogle får maveproblemer, nogle får ondt i hovedet eller nakken, nogle bliver ramt i ryggen. Hjernen har kun kapacitet til en vis portion stress. Adrenalinen er det stykke kemi, der skaber tilstanden. Hvert år dør der 7 millioner mennesker af hjerteproblemer.’

Howard Martin, The Heartmath Institute:

‘Hjertet er et elektrisk organ. Det er det organ, der producer mest elektricitet overhovedet – 40-60 gange mere end det næstmest elektricitetsproducerende organ: hjernen. Den elektriske energi, der produceres er så stærk, at den kan måles langt udenfor kroppen, nogle målinger viser op til 3 meter i cirkulær radius. Og det er ikke subtil energi, men meget konkret.
Et almindeligt voltmeter kan måle en grund-strøm i kroppen. Det fleste mennesker har langt mindre end 1 volt spænding afhængig af, hvor man måler på kroppen og afhængig af forskellige tidspunkter og situationer i vores liv. Børn har i gennemsnit har vi omkr. 250 mv, millivolt = en kvart volt. og voksne har alt imellem 0.05 og 3.5 volt, altså svagere end barnets naturlige niveau til væsentlig stærkere.’

David Sereda har udført en række målinger på mennesker, børn, voksne, gamle, alle typer. Nervesystemet kører positive og negative ioner gennem kroppen. Der tilføres energi gennem nervesystemet og det autonome nervesystem. Folk med forstyrrelser nervøse lidelser måles til mellem 50-90 mv. Topatleter træner på at få kroppen op til omkr. 2 volt. Hvad sker der med vores evne til at kommunikere med kvantefeltet, når vi hæver vores niveau? Det kan sammenlignes med et radioapparat. Når systemet hos modtagerenheden, dets antenne, dets transistorer-transformatorer er svage, kommer det ydre signal svagt igennem.

Alle, der har prøvet at røre ved en radio- eller tv-antenne og se, at man selv virker som en antenne, har på en måde oplevet fænomenet. Hvis man ikke kan høre signalet fra sin fremtidige soulmate, kan man enten have brug for mere styrke i signalet eller en fintuning.

Kan sten og krystaller indeholde hukommelse? Ved Stanford og California Universiteterne var videnskabsmænd i 1993 i stand til at lagre en 3D-film af en kolibri og et film med billedet af Mona Lisa i en krystal – altså en stenform, en mineralsk forekomst måske hugget ud af et bjerg af særlig velordnet struktur. Hvis det synes umuligt, så behøver man blot at tænke på en DVD, der er en plastikskive med en spejl-coating på bagsiden. Man kan lagre hvadsomhelst i digital for her. Der er lavet forsøg med at præparere en sten-torus for kvanteenergi i tachyon-hastighed (hurtigere end lyset) og de frekvenser, NASA har målt som værende solens egne frekvenser. Når folk holdt denne torus mellem hænderne, steg deres personlige elektriske grundniveau til et væsentligt højere stade.

Superatleter, psykiske medier og healere har meget højere volt-energi en almindelige mennesker. Edwin Tiller gennemførte forsøg på folk, der var healere eller QiGong-mestre og fandt, at deres niveau var meget højere end andre menneskers. 50-100 mv er normalt, hvis man måler det ved fx. ørerne. Ved forsøg med healere, satte man dem ind i rum med kobbervægge og fandt, at healerne kunne forøge deres volt op helt op til 250 v ! Det er jo ellers nok til at slå en kat ihjel … Der var placeret vægge underneden, foroven og ved siderne af healeren og man kunne derved lokalisere det sted på healerens krop, hvor energien var særlig udtalt og koncentreret. Dette sted var lige under navlen i det punkt, som i QiGong-terminologien kalder TanTien, hjemstedet for Qi-energien, livskraften.

Dr. Lynn Sereda, PhD i psykologi:

‘Forestil dig, at du er bygget som den mest avancerede kvanteniveau-computerprocessor/løsningsgenerator på planeten Jorden. Problemet for de fleste af os er, at vi har inficeret styresystemet med en række computerviruser, 100 af de større arter, der jammer, sløver og forhindrer denne computer i at fungere på sin mest fuldendte niveau. Forestil dig på den anden side, at du applikerede et antivirusprogram, der rensede ud og tillod dette niveau at blive genetableret.’

Howard Martin:

‘Når vi føler vrede, fx. skabes der en kaotisk, inkoherent spektrum i det elektromagnetiske felt, en mængde frekvenser, der kæmper om at komme frem, samme mønster som en jordskælv. Følelsen af kærlighed derimod giver et mønster, der er meget koherrent og harmonisk. Frekvenserne understøtter hinanden, de kæmper ikke om at komme frem. Via det elektromagnetisk felt, der omgiver os påvirker vi hinanden ved vores blotte tilstedeværelse. Hermed bevæger man sig fra biologien over i fysikken og videre i kvantefysikken. Hvordan interagerer større systemer rent elektrisk.’

Det er interessant, at videnskaben om menneskets indre elektricitet og videnskaben om det elektriske univers har været tilsidesat / undertrykt i lige høj grad gennem over 100 år. Man skal meget længere tilbage, før man i mennesker havde en viden og en intuitiv fornemmelse af, at disse ting hang sammen, at vi var en del af et kosmisk kommunikationsfelt. Denne viden blev skubbet væk, latterliggjort, endda bandlyst og forfulgt og erklæret noget, der var enten hedensk eller kættersk, eller i videnskabens tidsalder underlødigt, barnagtigt, overtroisk og uvidenskabeligt = usandt. Fysisk målbarhed blev kriteriet i en tid, da måleapparaterne selv var særdeles primitive. De var kriteriet for at måle også det ikke-fysiske og det dermed ikke-målbare, da apparaterne selv var fysiske i deres natur og dermed begrænsede.

I Heartmath instituttet, siger Howard Martin, måler man energier af en ret stor densitet, og han er overbevist om, at det er en række af langt mere subtile energier, der er endnu kraftigere og mere interessante og som rækker meget længere end et par meter. Han mener, at alt dette vil blive opdaget i løbet af de næste få år. Han antyder dermed, kan man klart fornemme, at de allerede er opdaget, men at man arbejder på at konsolidere ‘beviset’.

Elina Frost:

‘Hvor stærke er tanker og følelser? For at kunne tiltrække sig, hvad man kalder en ‘soulmate’ er der brug for at klare sit sjæleliv, at lave sjælearbejde. Det nytter fx. ikke at udsende signaler, der har at gøre med halvhjertede forhold med det en ben inde og det andet ude eller dating-sex-signaler. Det kan tiltrække de forkerte folk, som man kan forveksle med den rette sjæl. Vi taler om kommunikation og signalgivning, der er afklaret.’

John Grey
(PhD, konsulent, healer, forsker og forfatter):

‘Når vores 7 energicentre udsender lys og frekvenser (lys er bare et frekvensområde ligesom lyd eller mikrobølger eller frekvenser på den anden side af lyset). Ethvert mennesker har et unikt frekvenssignatur, som ikke forandrer sig + frekvenser, der skifter. Nogle dele af vores energisystem kan være de-aktiveret, og når man er sammen med andre, kan kombinationen af disse frekvenser matche, forstærke, hæmme, trigge, konflikte med andres. To mennesker kan få hinanden til at føle sig mere intelligente, fordi de tilsammen har det fulde ‘kredsløb’. Et mandligt kredsløb kan komplettere det kvindelige og omvendt. Man kan være en ‘muse’ for hinanden, vi kalder det forskelligt: inspiration, ‘turning-on’, synergiske.’

En soulmate er den person, der får os til at åbne vores hjerte og kompletterer dette felt. Det er muligvis ikke personen, der åbner vores intellekt. De kan åbne 2 niveauer, eller de kan åbne alle 7 niveauer. Sammen med denne person bliver jeg selv en bedre person.

Folk, vi møder i vores liv, er sandsynligvis ikke tilfældigheder, men resultatet af vores personlige ‘broadcasting’ af energier.

Bruce Lipton:

‘I biologien hedder det et interferens-konstrukt. Når energier med de samme frekvenser interfererer, forstærker de hinanden. Udtrykket kendes også i musikken, og det har givet det meget sigende udtryk om, at ‘mennesker mødes, og sød musik opståri sjælen’. Det er faktisk mere konkret og ‘fysisk’ end som så, musik er frekvens, frekvens er fysik, fysik er konkret. Fysik kan være konkret på et direkte fysisk og et mindre direkte subtilt niveau, det er stadig konkret.’

I menneskelige relationer er der stærk resonnans, interferens mellem mor og barn. De har begge de samme cellestrukturer, der er de samme proteinforbindelser, de resonnerer, for de har de samme receptorfrekvenser. Barnet har celler fra moderen, men man glemmer faktisk, at moderen har stamceller i sin krop fra barnet også efter fødslen.

Der er eksempler på mødre, der ved, når der er noget galt med deres barn, uanset hvor de befinder sig henne i Verden. Det tyder på, at der findes disse subtile energier med næsten uendelig rækkevidde, i kvantefeltet af information. Der foregår hele tiden kommunikation på mindst to niveauer: det fysiske, såkaldt konkrete, via kroppen, sproget, gestikken, handlingerne, symbolerne – og: via ‘feltet’. To mennesker i et parforhold, der været sammen i lang tid, har udviklet en sikker kommunikation i feltet. ofte er udenforstående ikke i stand til at forstå, hvad de siger til hinanden pga. indforståetheden. De har henlagt større og større del af deres kommunikation til ‘feltet’.

Frekvenser kan omsættes til tal, til digital information. På det sæt er numerologien både en oldgammel videnskab og en meget moderne ditto. Vi ser her bort fra overfladisk flirt på ugebladsniveau med dette fænomen. Vi taler om gematri, som også genfindes som totalt gennemsyrende den ny fysik og matematik: Hartmut Müller og Marco Rodin fx. Ligeledes astrologi. Vi taler om et ‘blueprint’, der er efterladt i vores cellestruktur og dna fra fødslen af. Hvis vi regner muligheden for et aftryk fra det større kosmos ind i det mindre, er det ikke længere ugeblads-overtro.

Der udsendes bio-fotoner fra vores dna. Men Bruce Lipton har påvist, at det ikke er dna’et, der er cellens ‘hjerne’. Det er membranen. Den modtager signaler fra hjernen (formidlet fra hjertet) og genskriver dna’et. Genomet er kun ‘biblioteket’, reservedelslageret. Cellen kan leve uden cellekernen, den kan bare ikke forny sig selv og genskrive koden. Membranen er en halvleder af flydende krystal med porte og kanaler. Da Bruce Lipton opdagede det i 1985 blev han fornøjet, for han havde hørt den difinition et andet sted før. Det viste sig at være i en bog om at bruge computere. Det er nemlig definitionen af en computerchip. Cellekerne representerer, for at blive i billedet, en harddisk, der kan omdefineres, programmeres og lagre.

Celler er enheder, der afkoder/læser bevidsthed. Via impulser fra kontrolcentret kan de defineres som muskelceller, nerveceller, o.a. Den genetisk identiske celle vil i et andet lokalt miljø definere sig selv som en knoglecelle. Sunde celler placeret i et forkert eller sygt miljø vil langsomt dø. De samme celler genplaceret i i et sundt miljø (forsøg med petridiske) vil gendannes og opblomstre igen. Overført på mennesket er vi en enhed, en slags kæmpe petridisk. Placeret i usunde, uharmoniske omgivelse, bliver vi syge, vi skrumper, vi går i stok, vi stagnerer. Omvendt blomstrer vi i et sundt miljø.

Buddha

‘Vi er alle et resultat af, hvad vi har tænkt.’

Hvis det, som Bruce Lipton siger, er muligt for os SELV at omprogrammere vores dna, er der et helt nyt felt af muligheder – nogen vil sige uendelige – åben for os. Det kan fuldstændig forklare, hvorfor denne åbning kan føles som en stor trussel for grupper af mennesker, der traditionelt har haft adgang til at forhindre denne åbning og derved styre vores muligheder og udnytte os som deres ressourcer. En misbrugskultur er truet.

Ikke blot er hjertet den kraftigste signalmodtager og sender, det er også det mest intelligente organ, for det kan danne ‘pre-cognition’, det har adgang til information om hændelser udenfor tid og rum. Der blev lavet et studie, det var omfattende og komplekst og involverede mange tests. En række personer blev ‘wired’, så man kunne måle respons i hjerne og i hjerte. En person sad ved en computer og udløste en knap, der med en forsinkelse frembragte billeder, nogle behagelige, andre stærkt ubehagelige. Hjernen reagerede, når billedet var fremkommet på skærmen, hjertet var i stand til at reagere FØR billedet var fremkommet. Computeren havde valgt billedet random / tilfældigt nogle sekunder i forvejen. Hjertet var i stand til at føle det og viste signifikante tegn på en respons i behagelig eller ubehagelig retning.

Der er meget stor forskel på vores evne til at træffe beslutninger og til at fungere mentalt og fysisk optimalt, når vi er i en tilstand af angst/frygt/stress/selvforsvar og når vi er i en tilstand af tillid/kærlighed/vækst. Alt for mange beslutninger på ganske højt niveau bliver truffet i en tilstand af stress og frygt, alt for mange folkelige meningsdannelser bliver truffet udfra den samme frygt. Mellem disse to grupperinger findes en uhellig alliance, et frygtens imperium af herskere og slaver, og frygten er det giftstof, der styrer virkeligheden på totalitær vis. I den forstand er Verden ekstremt forgiftet i disse tider, mere end nogensinde. Men der har også sat en afgiftning ind, som vinder terræn dag for dag – en aftotalisering.

I 1992 opdagede prof. Walter Schemp, at atomkerner ved en højere frekvens afgav fotoner med intelligent inforamation, lys. Ved en lavere frekvens modtog de fotoner med intelligent inforamation. De opfører sig som cellerne i kroppen. De kan kommunikere med hinanden uden hensyn til afstand via ‘feltet’.

Fotoner opfører sig på visse måder, der minder om menneskelig bevidsthed. I forsøg på at kvantisere deres passage gennem lag af glas, udviser de tilfældig og uforudsigelig adfærd. De opførte sig forskelligt afhængig af, hvilken person, der udførte forsøget. Spørgsmålet er, om menneskelig intention er stå stærk, at den kan få partikler til at opføre sig derefter?
PhD Stanislaw O’Jack, psykolog, har været i stand til at frembringe lysfænomener, der ikke ellers eksisterer på fotos. Disse fotos er analyseret af Kodak, og er betegnet som virkelige. Nogle af disse lysfænomener antager humanoide former. Ud af 5.000 billeder taget over en årrække, udviser 22% af dem anomaliteter i den retning. Intention? Og endnu vildere: han tog billeder med linsekapslen på !

Michale Chaikin:

‘Quarker er subatomare partikler. Der findes ‘mærkelige quarker’, der har den evne at forsvinde og dernæst dukke op igen. Hvor forsvinder de hen, siden de ikke bliver til intet, men dukker op igen? Der er brug for en flerdimensional tanke. Der må finde en synkronisering sted mellem flere dimensioner. Det fremgår ikke, om Chaikin mener, at det er parellelle universer eller blot parallelle dimensioner. Dette vil også kunne forklare paranormale fænomener i det menneskelige univers: levitation, simultan tilstedeværelse, remote viewing. Sidstnævnte er desværre end som militariseret = misbrugt paranormal teknologi. Der er hele tiden blevet argumenteret med, at ‘vi’ er nødt til at have de kørende, for hvad nu, hvis ‘de’ kom først – dengang var det russerne. Remote viewers trængte ind i russiske laboratorier for at spionere. Et nedstyrtet forsvundet russisk fly blev præcist lokaliseret i en afrikansk jungle. Man så, at russerne havde opfundet særlige svejseteknikker til meget store objekter i underjordiske faciliteter. Disse programmer startede i starten af 70’erne. Russerne har haft ligende programmer. De bruges i dag mest til civile formål, hvorimod de amerikanske militære projekter er aktive som aldrig før.’

Konstantin Korotkov
fra Sct. Petersburg Universitetet har opfundet det første kamera, der kan se dybt ind i det menneskelige energifelt. De kan se energicentre, hakker i auraen pga. skader på organer og højere bevidsthedstilstande, telepati og clairvoyance kan ‘ses’ og måles som energi. Mennesker, der er meget fint tunet til hinanden kan udveksle tanker. Der blev lavet en masse forsøg, resultaterne blev beskrevet, rapporterne var hemmelige og blev aldrig udgivet.

Bio-foton-emission kan fotograferes. Indiske forskere har taget billeder af en healer, der sender energi og en person, der modtager. Der var to bygninger imellem dem. Det ser ud som en fugl, der flyver ud af den ene og ind i den anden.

Korotkov har målt omgående effekt i tankeoverførsel på store afstande, fx. Moskva-Himalaya. Meddelelsen foregår direkte i kvantefeltet, i rum-tids-kontinuet. Selv meget store afstande synes ikke at være en begræning. Edgar Mitchell lavede et forsøg 200.000 kilometer fra Jorden med to medier, der viste, at det kunne lade sig gøre.

Korotkov fortæller endvidere ganske overraskende, at det ikke er specielt svært at gøre det. Det kræver blot noget træning. Personligt synes han, at det er trivielt at skulle ringe folk op, vente på optaget, personen tager ikke telefonen osv. Han har vænnet sig til mentalt at kontakte personen og bede vedkommende ved tankeoverførsel at ringe ham op – og det virker!

William Tiller:

‘Subtile energier bevæger sig hurtigere end lyset. Og de kan ikke blokkeres af noget kendt materiale.’

Bevidsthed må være af højere frekvens en gamma-bølge-spektret for at kunne passere igennem alle subatomare barrierer. Bevidsthed bevæger sig fra Solen til Jorden på 1/372’del af et sekund. Og det er bevidsthed (2. chackra). Hvis man går til det næste niveau, det emotionelle (4. chackra) er hastigheden 64.64 kvadrillioner mps. – altså herfra og til Playaderne på 1/4 sekund.

Lipton:

Hvis man fjerne en gruppe levende celler fra en krop 40 km. og udsætter personen for en emotionel påvirkning, kan denne påvirkning spores i cellerne simultant. Så cellers identitet findes ikke i dem selv, men i et ‘felt’.

Chaikin:

‘Den nuværende fysik-model er ukomplet. Den tager de 4 kræfter og forklarer til dels, hvordan de 3 af dem interagerer. Den studerer partikler, der kolliderer ved høj hastighed og siger, at det var så det. Men fysikken har udelukket bevidsthed. Den er forstyrrende og må fortfarende lukkes ude af forsøgslokalet.’

Tom Campbell
fysiker, regner bevidstheden som the missing link i kosmologien. Se ‘Av min storetå’, hvor TOE er Theori of Everything. Bevidstheden kan ikke udelukkes, hvis man oprigtigt ønsker et Unified Field. Subtil energi gennemtrænger alle barrierer uden kvalitetstab af signalet. Radiobølger kan forstyrres og blokeres. På Princeton Paralab har man studeret og bevist, at sindet har evne til at påvirke objekter på afstand. Med en ‘random event generetor’ genereres digitale 0’er og 1’er baseret på et kvantekredsløb, og det er derefter muligt at påvise, at man kan påvirke udfaldet af sekvensen uanset afstand (rundt om Jorden…).

Denne kraft, som gennemtrænger barrierer og påvirker objekter kalder russerne for ‘torsion’. Det er muligvis det samme, som kineserne kalder Qi. Den påvirker rum og tid og derved alle de andre kræfter. Det kalder på en genvurdering af fysikken. Chaikin henviser til Tiller, der har påvist, at menneskelig intention kan påvirke vands ph-værdi over hvilkensomhelst afstand og gennem hvilkensomhelst barriere. Det fastslår det kartesianske verdensbillede, vores nuværende standardfysisk grundpille, ikke er muligt. Tiller nævner, at det kun var muligt for ham at gennemføre forsøgene pga., som han siger: ‘en vigtigt fondering fra en privat kilde’. Her er vi ved et af hovedbarrierne for videnskaben: fondering. AL fondering går til videnskab og videnskabsfolk, der i forvejen kan dokumentere, at de ikke vil overskride ‘visse normer’ for forskning. Kontrollen ligger i en vekselvirkning mellem økonomiske, ideologiske og kollegialt-konservative kræfter. Der står livsværk, prestige og magt på spil i og udenfor videnskaben.

Tiller lavede forsøg med vand i et strengt kontrollet miljø. Noget befandt sig i Milano, noget i USA i et underjordisk anlæg. Ikke desto mindre var det muligt ved blot intention fra en gruppe personer at både hæve og sænke vandet ph-værdi med +- 1.7 ph-enhed.

Dr. Gary Schwartz
psykolog, har udført forsøg med fotografering af bla. planter med et stærkt nedkølet specialkamera kaldet bio-foton-fotografering. Oprindelig var de konstrueret til at fotografere i dybden i rummet og på denne måde fange galakser, der ikke sås på anden vis. Planter er levende, de forholder sig stille i lang tid også i mørke rum, og de udsender lysfotoner. Planter har ligesom mennesker en aura – et energifelt – usynlig for det blotte øje. Derfor fandtes den slags ikke iflg. positivistisk videnskab, men denne strenge metode er der for så vidt ikke noget i vejen med. Man skal bare have nogle bedre måleapparater, så auraer og energifelter generelt BLIVER synlige for de blotte øje. Det er ikke virkeligheden og i dag heller ikke måleapparaterne, der er et problem. De er på plads. Det er menneskelig forstokkethed og vægren fra videnskabens side rent mainstream ved at tage deres egen etik og essensen af den EGENTLIGE videnskabelige metode seriøst, den, de burde have lært om på 1. år af deres grundstudium (faktisk allerede i gymnasiet), men som går i glemmebogen, når systemet ruller og bordet fanger.

Vha. bio-fotos kan man se planternes energifelt og hvordan de interagerer med hinanden og omgivelserne. Dernæst kan man bede en healer, en person der er trænet i at sende og modtage energi, om at få bladet på en plante til at lyse op, at forstærke dets energifelt. Man kan gå et skridt videre og gøre det fra meget lang afstand. En plante befinder sig i et lab i Tuscon, Arizona. Der er kameraer placeret på forskellige blade. En computer udvælger random et blad og sender via internettet billedet til en grupper mennesker i London, der bliver bedt om via intention af få bladet til at gløde, at lyse op. Folkene i lab’et ved ikke, hvilket billede, der sendes. Bagefter kan det ses på filmene, at de projicerede blade lyser op. Forsøget er altså opstillet for at udelukke anden påvirkning end intention fra afstand. Og det virker.

Hvis Universet et underbygget af ‘feltet’ og vi er underbygget af ‘feltet’, er dialog mulig. Dialogen må være holografisk for at lykkes. Universel information er ikke lineær eller polariseret / dualistisk. Den er holistisk. Det kræver et tankesæt, hvor man tænker sig inde i en ide, et billede, et problem og ikke ved siden af, udenom og videre. Ideen har uendelige muligheder med udgange i alle retninger på én gang. Sproget halter lidt her, kan man fornemme. Det er intuitiv tænkning og ikke deduktiv tænkning. Det er som Einstein, da han ‘så’ relativitetsteorien og dernæst brugte to år på at finde ud af, hvad det var, han så.

Hvori består den universelle samtale, det universelle sprog? Vand er påvist af kunne påvirkes af bevidsthed, at kunne huske og lagre information. Hydrogen har hukommelse. Solen er gjort af det samme stof som mennesket: mest hydrogen og oxygen og mineraler. Hydrogen er det mest gennemgående byggemateriale i de galaktiske arme: 75% af den synlige masse. Kan dette kontinuum af hydrogen tænkes at være den universelle hukommelse for ‘feltet’, det, der i det teosofiske sprog kaldes ‘den akashiske hukommelse’? Er det her, vi kan hente al nødvendig information, vi nogensinde får brug for?