Mordet på en prinsesse

Husker du noget om, hvad der skete søndag 1. sept 1997 ?

Sikkert ikke. Men jeg, ligesom måske du, husker alt det ståhej og medielir, der opstod i kølvandet på Lady Diana og hendes – om man så må sige – pludselige død. Jeg ved i hvert fald, at jeg stod fuldstændig af, for sladderpressen kørte den samme stil efter hendes død, som de havde kørt, mens hun var i live. Jeg snakker om hele kulten omkrig det engelske kongehus, inklusive alle de skandaler, som folk elsker at sovse rundt i. Vi kender den fra det danske ditto om prins Joachim og prinsesse Alexandra, men i England antager det anderledes groteske dimensioner.

Altså: jeg tænder som regel af, når medier skaber gudinder. Det er ulækkert, det er latterligt, det er barnagtigt og det er dybt skadeligt i bund og grund for vores mentale sundhed. For mens vi labber glamourskandaler, glamourbryllupper og glamourbegravelser i os, opdager vi ikke, at alt denne glamour er iscenesat og forløjet OG ikke mindst: hvad der foregår af ting og sager i den politiske, sociale, økonomiske verden, vi burde være særdeles bevidste om.

På samme måde er det med sport. Sportsbegivenheder har samme sendetid eller spalteplads og stort set samme vægtning som uden- og indenrigspolitik i medierne. Det overhaler kulturpolitik. Det er er hestehoveder foran sundhedsstof. Altsammen ting, vi burde vide meget mere om. Men det siger måske lige så meget om kvaliteten af alt det vigtige stof i medierne. Vi får kun overskrifterne, næsten aldrig den fulde historie. Alt er overflade og facade, ingen dyberegående analyser, intet der støder etablissementet. Hurtigt videre til reality-TV, Big-Brother, X-Faktor, dårlige TV-serier fra USA. Eller som mange af de unge: fuck det hele og spild tiden med latterlige intetheder på smartphonen og Facebook.

Og sådan var det også med historien om den engelske prinsesse, der var højt elsket og forgudet af englænderne og andre i hele verden. Min oprindelige fornemmelse var – udover at hun var bedårende efter manges mening (ikke lige min type, men …) – at det skyldtes, at prins Charles var så upopulær. Udover at han ligner Fedtmule og fuldstændig mangler charme, så er der noget ved hans fremtræden, der får en til at tænke: han er ikke den, han giver sig ud for at være, eller: hans hjerne kører på overdrev med at finde på, hvordan han skal gebærde sig lige nu. Der er noget forceret og uautentisk over ham, og guderne må vide, hvad der fik en ung blondine til at gifte sig med ham. Men måske vi ikke kender nok til tvangs- eller bekvemmelighedsægteskaber hos den engelske adel. Sagt helt enkelt: Prins Charles virker lige så forloren som resten af det engelske kongehus, der ikke engang tør kalde deres slægt ved det rette navn, fordi de er tyskere. De er uautentiske. Se bare på det monster af en stonefjæs-dronning de har. Jeg ville nødig møde hende på en mørk korridor i Buckingham Palace – hvilket jeg nok heller ikke kommer til …

Et videoklip, man kan finde på nettet fortæller næsten historien. En journalist spørger Diana og Charles, da de annoncerer deres bryllup: ‘Are you in love!’. Diana svarer rødmende og genert: ‘Yes!’. Charles ser først ned i jorden, hvorefter han siger: ‘Of course … whatever being in love means’. Herefter holder Diana op med at smile og hendes øjne drejer sig lidt bort fra Charles. Der er noget galt her fra starten.

Men lad os lægge hele royalist-kulten til side og gå til sagen. For historien om Lady Di har langt større seriøsitet, end formiddagspressen lod os fatte. Og man skal ikke altid underkende folks intuition om, at der var noget råddent på færde. En engelsk avis lavede en undersøgelse hos sine læsere, og hele 95% af dem mente, at Diana var blevet myrdet. Jeg hører ikke til dem, der fulgte med i sladderen op til hendes død, men øjensynlig gav hun selv en del hints om, at hun ville komme af dage. Hun udtalte endog, at det ville blive i en bil, og ikke mindst antydede hun, at hendes mand – for hun var jo stadig gift med Charles, da hun døde – forsøgte at myrde hende.

1. testspørgsmål:

Vidste du fx. at Diana Spencer førte en intens kampagne mod landminer, og at hun gik lige i kødet på Bill Clinton, så han blev presset til at foreslå et totalforbud mod landminer i verden? Hvis du ikke helt er klar over, hvor omfattende og grusomt et problem, landminer udgør, så tjek det ud. Emnet er så ucharmerende, at næsten alle, der bliver præsenteret direkte for fænomenet, vender sig i afsky mod det. Og det bliver vi så aldrig i lande, der som Danmark er deltagende i angrebskrige sammen med USA og England derude. Vi er medlem af NATO, der bruger den slags – sammen med kemiske, bakteriologiske, nukleare våben af samme kaliber: Totalt invaliderende for mænd, kvinder og børn, unge og gamle – i generationer. Og medierne er tavse om det.

2. testspørgsmål:

Vidste du, at prins Charles elskerinde, Camilla Parker Bowles seks uger forinden Dianas død var udsat for et ‘biluheld’, fuldstændig identisk med det, der dræbte Diana Spencer? Altså en bil, hvor føreren mister kontrollen over styring, speeder og bremser. I sammenligning med den kampagne, som Diana førte og det emne, den omhandlede, kan det synes som et mere ubetydeligt emne. Men når man tænker over det, er det højst besynderligt.

Jeg kunne have stillet mig selv disse spørgsmål for et stykke tid siden, og jeg ville have anet, hvad jeg skulle sige andet end: ingen anelse. Og hvis du havde spurgt mig, hvad The Boston Brakes er for noget, ville svaret være det samme. Teknikken bag det er tilsyneladende velkendt i de engelske efterretnigsvæsener. Det består i at plante en chip i en bil, der ved fjernstyring overtager elektronikken, som i moderne biler styrer disse aggregater. Det duer selvsagt ikke i en folkevogn, årgang 1956, men var absolut muligt i den Mercedes, der kørte galt i en tunnel under Seinen i Paris d. 1. sept. 1997.

England har to større efterretningsvæsener: MI5, der er det ‘normale’ efterretningsvæsen, og MI6, der er agent for adelen, storfinansen, kongehuset og i det hele taget ‘The Establishment’. De kan sammenlignes lidt med politiets og militærets efterretningsvæsen i DK. Og alligevel ikke, for England er enormt klasseopdelt. Et helt efterretningsvæsen til at lave numre for kongehuset og the stinking rich ville være utænkeligt i Danmark. Dernæst må man vide, at et efterretningsvæsen af den kaliber ikke bare skal levere efterretninger. Det skal også være aktivt, det skal udføre militære operationer og likvidere, når det får besked på det. Eller giver sig selv besked på det. Det er fx. helt officielt, at det sammen med CIA var medvirkende til militærkuppet i 1956, der afdemokratiskerede Iran og bragte en vestlig nikkedukke, Shah’en, til magten. Det samme er tilfældet i stort set alle millitærkup, vi har været vidner til i nyere tid. Engelske Prince Phillip er MI6-agent, Prins Bernhardt af Nederlandene var MI6-agent – udover at være SS-agent og stifter af Bilderberg-gruppen. Men nazi-MI6-forbindelsen er et sidespor her.

Dianas mulige skilsmisse, og især den mulighed, at hun når som helst kunne blive gravid med hendes elsker Dodi al Fayet, var en så seriøs forfatningsmæssig sag for kongehuset og dermed også for den engelske regering, at det blev regnet for dybt problematisk. Læg dertil det dybt foruroligende også set ud fra amerikanernes, altså CIA’s, synspunkt, at Dianas kampagne truede det militær-industrielle kompleks på afgørende vis. Landminer er om noget det sande billede af krigens modbydelighed, og dødens købmænd tjener trilliarder på at sælge våben. Der ligger for tiden ca. 200 millioner landminer i verden med over en milliard indbyggede sprængenheder, og de lemlæster og dræber dagligt hundredevis af mennesker. Det er sammen droner et af de mest kujonagtige våben, der findes. Læg dertil luftbårne sidestykker til landminer, fragmentationsbomber, der også raserer jordoverfladen, så afrevne lemmer og kødstykker hænger og slasker overalt. Eller bomber, der bare lægger sig i buskadset og venter på, at nogen skal komme forbi, så de går af. Måske indeholder de hvid fosfor (NATO brugte dem i Libyen), måske indeholder de afberiget uran. Klyngebomber brugtes i Irak og Afghanistan.

Krig er business og derfor sat i system som industri. En trilliard-industri. Jo mere krig, jo flere våben, jo flere penge, jo flere job. På et tidspunkt – og det skete, som de fleste er bekendt med, allerede efter 2. Verdenskrig – bliver apparatet så stort og selvsvingende, at krig er nødvendig for at holde det monstrøse apperat i gang. Med til historien om Bill Clinton hører i øvrigt, at han lavede en kovending blot tre uger efter Dianas død, og meddelte, at han alligevel syntes, det var en dårlig ide at forbyde landminer. Ganske interessant!

Diana Spencer fremstår derimod, i hvert fald i mine øjne set i bakspejlet mere og mere som en ægte heltinde, en person med stort personligt mod. Hun gik ene blondine i krig med en af verdens mest magtfulde familier, regeringer, millitær, efterretningsvæsener, dødskøbmænd, you-name-them. Det er lige før – men også kun lige før – at jeg er villig til at skrive under på en regulær helgenkårelse.

Den engelske journalist Jon King udgav sammen med John Beverage i 2005 en moppedreng af en bog: Princess Diana Evidence, hvor alle disse forhold opridses. Hans baggrund gav ham mulighed for allerede for mange år siden at have insigter i, hvordan folk fra efterretningsvæsenerne og det britiske militær tænker og agerer. Han voksede op i Sandhurst, der er den lokalitet syd for London, hvor der stort set ikke bor andre end militær- og efterretnngsfolk i en omkreds af 30-40 miles. Militærakademierne ligger her, forskning- og udviklingsfaciliterne befinder sig her, og et særligt sikkerhedsfirma virker her. MI6 hyrede folk fra dette område til fx. at tage til Angola.

3. testspørgsmål:

Hvad er der særligt ved Angola i forhold til englænderne?
Ok, nu skal jeg nok lade være, men husk: jeg stiller mig selv de samme spørgsmål, jeg er ligeså ‘dum’ som du. Altså selvfølgelig ikke du dér, der allerede har gjort dit hjemmearbejde, og hvis intelligens og viden, jeg sikkert fornærmer hele tiden 🙂 Men Angola er faktisk et af de mest olierige lande i verden. Og de grådige og ryggesløse engelske og amerikanske imperialister ankom allerede for mange år siden. Måske husker vi de krige og frihedsbevægelser – eller hedder de nu terrorister, det er svært at vide for tiden? – der sloges dernede.

Kampagne mod landminer, Angola

Dianas landmine-kampagne var særligt fokuseret om dette land, og dermed var hun storirriterende for regeringen, kongehuset og militæret i Storbritanien og USA. Hun brugte helt bevidst sin folkelige appeal og kæledægge-status som middel i en ømtålelig politisk kamp. Og medier i hele verden fulgte hendes besøg der. Måske kan nogen komme i tanker om billeder af Diana med maske og eksplosionssikker kropsvest, og i baggrunden anes Bush-Cheney’s oliesyndikat og lejetropperne fra MI6 og CIA, der støttede MPLA, den bestukne befrielsesbevægelse i landet, der bekæmpede dem, der ønskede imperialisterne ud af landet. Countergang-pseudogang. Endnu et eksempel på USA’s og Englands del-og-hersk-politik i Verden, her Afrika, hvor man analyserer, hvilke gamle stammemodsætninger, der findes, og så udnytter splittelsen til eget favør. Angola er paradoksalt nok totalt rigt på ressourcer, samtidig med at dets befolkning lever på fattigdomsgrænsen, og børnedødeligheden er en af verdens højeste. Officiel britisk forklaring: afrikanerne er for dumme til at styre sig selv.

Sandhurst, Berkshire, 55 kilometer sydvest for London, er et minisamfund. Jon King voksede op, gik i skole med og tog på pub med de militærfolk, der bla. havde været i Angola og udført ting og sager. Disse ting og sager var i princippet hemmelige, men når man nu sidder på pub’en blandt venner og indforståede og gerne vil prale lidt, og når det nu er det eneste, man kender til, fordi man laver det hele tiden, fortæller Jon King, ja så tales der. Forbløffende åbent endda. Det drejer sig om tidligere SAS-folk (Special Air Service), tidligere specialstyrker, der ikke kunne holde deres kæft efter 3 pints. Det kunne udover praleriet også have karakter af skriftemål. Når man har udført regeringens beskidte arbejde og likvideret et par hundrede mennesker gennem årene, deriblandt civile, har man brug for at tale om det med andre mennesker, og da man ikke kan tale med hvem som helst om det, så er yngre kolleger et godt bud. Og så giver det derudover status i en hierarkisk organisation at have været med til det værste.

I 1997 arbejdede Jon King med undersøgelser og publicering om diverse emner, der var relateret til Diana-sagen, uden at Diana, som han beretter, overhovedet var på hans radarsystem. Og en uge før hendes død, var der i hans netværk af ovennævnte insidere et rygte i gang om, at der var en hi-level-likvidering på trapperne. Navnet blev ikke nævnt, men Jon Kings kilde sagde, at det ville blive større end mordet på Kennedy. Jon King tog formuleringen som pub-pral. En uge senere indså han, at hans kilde havde talt sandt.

Diana udtalte i 1995 i et interview i magasinet Panorama – believe it or not!

‘Dette er den vanskeligste periode i mit liv. Min mand planlægger et attentat på mig i min bil, hvor en bremsefejl skal give mig en seriøs hjerneskade med den hensigt at bane vejen for, at han kan gifte sig.’

Hun og Charles var separerede, men kunne ikke blive egentlig skilt pga. af forfatningen.

En lignende udtalelse efterlader hun hos sin advokat. Dette materiale, der kunne have peget på mange spor i sagen og ført til en opklaring, blev deponeret her. Vi har hans mundtlige udsagn for det, men materialet er senere blevet stjålet, for straks efter hendes død starter hele cover-up’et. Dette er et andet af efterretningsvæsenernes specialer: bortkomst af spor.
Tilretningsvæsen, afretningsvæsen, henretningsvæsen.

Tony Wright, der på det tidspunkt var assistent for Lord Irvine, daværende Lord Chancelor i det britiske Parlament – svarende i DK til folketingets formand, men med meget større betydning – udtalte offentligt før hendes død, at den forfatningsmæssige betydning af en prinsesse, der fik en mulig tronarving og alle de finurligheder, der ville medføre (som du kan høre, har jeg ikke helt selv forstået de særlige engelske teknikaliteter, da jeg er antiroyalist), ville betyde, at kirken ville blive udskilt fra staten, disetableret og miste sin repræsentation i Parlamentets Overhus. Altså set med engelske øjne enorme grundlæggende konsekvenser.

MI5 anså Camilla Parker Bowles for problemet iflg. Jon Kings kilder, og de ønskede at skaffe sig af med hende. Kongehusets efterretningsvæsen, MI6 ønskede at skaffe sig af med Diana, og det havde længe ligget i skuffen som en plan. Man udfører ikke så kompliceret en handling uden meget grundige forberedelser. Og hvorfor en attentat i en bil? Indlysende: fordi det kan benægtes.

Diana udtalte også, at hendes tidligere elsker – de er ikke kede af det i den engelske kongehus! – og bodyguard, sergant Barry Manneke, blev myrdet i 1987 på den måde. Sir Ranulf Fiennes, eventyrer, tidligere SAS-officer, rekordholder, Mount Everest-bestiger, personlig ven af Prince Charles – altså en mand med høj troværdighed og tæthed til førstehåndskilder – har i en bog beskrevet teknikken The Boston Brakes i detaljer. Den første hændelse skete i 1986, et år før Barry Manneke. En anden SAS-officier, Sir Peter Horseley, var selv udsat for et attentat med denne chip, og det foregik på nøjagtig samme måde som i Diana’s tilfælde: en bil overhalede og pludselig mistede han styringen over bilen. Camilla Parker Bowles beskrev sit uheld på samme måde. Begge overlevede som bekendt, så de kunne fortælle historien.

I den officielle (bort)forklaring var, at chaufføren i bilen var fuld. Det er den forklaring, der er oplagt, når man bruger denne teknik. Det er muligt at benægte den, ingen kender den, biler kører galt hele tiden, folk bliver slået ihjel hele tiden, det er deres egen skyld eller andres. De er enten berusede eller uopmærksomme eller dårlige bilister. Eller også er det bilens, men i så fald er det også deres egen, da de jo skulle have vedligeholdt den. En elektronisk implanteret chip er det sidste, der kommer op som forklaring.

Dianas chauffør, der heller ikke overlevede, var i øvrigt ikke fuld. Den blodprøve, der skulle bevise det, var ikke hans men havde en label: ‘ukendt mandsperson’, og den indeholdt i øvrigt tegn på 20% kulilteforgiftning. En video fra Ritz hotel viser Henry Paul kort før turen binde sine snørrebånd stående på et ben. Ingen fuld mand kan gøre det. Han taler helt normalt og afslappet til gæster på hotellet. To tidligere special-bodyguards var sammen med ham i to timer før og kan bekræfte, at han ikke var fuld. Han havde simpelthen ikke fået lov til at køre, hvis han havde været fuld. Men han mister styringen af bilen. Der er ingen bremsespor, så der finder ingen bremsning sted. Han ryger ind i en pille i tunnelen efter at have slingret og crashet frem og tilbage over vejen i fuld fart.

Der var 10 CCTV-kameraer – overvågningskameraer – ved tunnelen, hvor ‘uheldet’ fandt sted. Alle 10 fjernstyrede kameraer vendte ind mod betonvæggen i stedet for at filme vejen og tunnelen. Det var i øvrigt næsten det samme, der var tilfældet i 7/7-bombningerne i Londons undergrund – du ved, Englands 9/11, som Tony Blair brugte til at trække England ind i Irakkrigen . I London var de blot ud af drift. Også her officielt ved et rent tilfælde.

Der var ingen tvivl om, at der var mindst fire køretøjer involveret i ulykken i tunnelen: Dianas bil, en hvid Fiat Uno (rester af maling på Dianas bil), en anden Mercedes og en motorcykel. Altså, en prinsesse, medlem af den engelske kongefamilie, omkommer i en tunnel i Paris – og alle biler forsvinder! Dianas bil dukker op igen med ny maling og andre reparationer, og de tre andre køretøjer og deres ejere/førere er sporløst forsvundet! Det formodet mest avancerede efterretningsvæsen i Verden kan ikke finde skaldede tre fucking køretøjer !! Hvis dette ene forhold i sig selv ikke er mistænksomt, hvad er så?

Selvom den hvide Fiat Uno ramte Diana’s Mercedes, var der ingen bremsespor efter den. Føreren var altså en særdeles professionel person, der ikke behøvede at bremse, inden han styrede bilen op af en frakørsel og forsvandt. Dette forhold er dokumenteret af Englands fremmeste sammenstøds-ekspert ved Birmingham Universitet, Murray MacKay. Fiat’en tilhørte i øvrigt en James Andanson, der både var paparazzo og MI6-agent. Men han kørte ikke bilen. Dette er det, man kalder en ‘rød sild’. Logikken er: Andanson var ikke direkte involveret, ergo er MI6 ikke involveret. Til gengæld blev han fundet med en kugle i tindingen tæt ved sit arbejde, hvor han, iflg. den officielle historie, havde begået selvmord. Der var endvidere sat ild til bilen, og nøglerne var der ikke (ret svært at komme ind i en bil uden nøgler). Han havde forinden pralet af at have taget kompromitterende fotos i tunnelen, hvilke han havde tænkt sig at udgive i en bog, for han var der – bare ikke i sin egen bil. Senere var der indbrud i hans kontor, hvor hele hans fotoarkiv blev stjålet. I parantes bemærket, er det kun 0.1% af selvmordere, der sætter ild til sig selv, og da som regel buddhistmunke, tunesiske politiske protestanter el. lign.

Den læge, der undersøgte chaufføren Henry Paul’s lig og taget blodprøver, hvorefter konklusionen var, at han var fuld, var en kvindelig læge, professor LaComte. Undersøgelsen var totalt inkompetent, og der var et syndigt rod i prøverne. Ved afhøringen kunne hun ikke huske noget som helst eller blandede alt sammen. Sjovt nok havde hun forinden undersøgt en af de andre uhyre sjældne og påståede selvmordsbrande, en advokat, der var i gang med at undersøge en korrupt afrikansk leder, der var bestukket af: MI6! Her var hendes konklusion minsandten også: manden har begået selvmord ved at destruere sit legeme som bevis på andet.

Da den officielle undersøgelses-rapport om hændelsen kom frem 3 år senere og 4 millioner engelske skatte-pund fattigere, var det eneste, man havde beskæftiget sig med, Mohammed al Fayed, Dodi al Fayet’s far, og hans bitre påstand om, at der var tale om et mord. Hvilket blev afvist, da hans koleriske og ubetænksomme optræden til alt held for hans modstandere og forfatterne til rapporten var med til at spændte ben for hans sag. Han udviste for stor mangel på selvkontrol, men han havde jo rent faktisk mistet en søn. Alle andre forhold – alt det ovenstående – var udeladt i undersøgelsen og rapporten. Tunnelsyn og hvidvask?

Da ulykken var sket, tog det omkring to timer for ambulancen at tilbagelægge 3.2 miles, og det var ikke engang det nærmeste hospital med intensiv-kapacitet. Man skal muligvis tage i betragtnng, at franske ambulancer er rullende hospitaler, men i Dianas tilfælde ville det havde været foreskrevet at bringe hende hurtigst muligt til et hospital. Den læge, der var ansvarlig for hele redningsoperationen gav ambulanceføreren ordre til at køre meget langsomt, hvilket var 8 miles i timen. Hvorfor? Der er dog ingen grund til at tro, at de franske paramedicinere ikke var rigtige folk. Diana var sandsynligvis næsten død, før de ankom.

Diana var meget nervøs over, at hun måske ville blive myrdet i en bil, så hun havde altid sikkerhedssele på. Det var et helt fast ritual for hende. Men den morgen var netop hendes sikkerhedssele i stykker. Tilfældigt? Hendes slægtninge var meget bestyrtede og forundrede over det, da hun normalt aldrig ville have gået på kompromis.

Den Mercedes, som parret kørte i, blev stjålet en måned før ulykken. Den var endvidere ubevogtet 3 timer før, de forlod Ritz, ingen overvågningskameraet i parkeringskælderen. Og det var den eneste tilgængelige bil den nat.

Der var beretninger om en såkaldt ‘strobe-gun’ i tunnelen. Bilen var jo forfulgt af paparazzier. Mange af dem nægtede i øvrigt at lade sig forhøre af engelsk politi, for det kan man åbenbart tillade sig, når man arbejder i udlandet. En strobe-gun laver et vanvittigt blinkende retningsbestemt lys, så offeret bliver ude af stand til at se i op til 3 minutter. Hvis føreren af bilen er blevet ramt af manden på motorcyklen, samtidig med at han mistede styringen af bilen, ville det blot være en medvirkende faktor til ulykken. Altså en dobbeltsikring af resultatet ihukommende, at Camilla Parker Bowles og Peter Horseley overlevede lignende attentater. En SAS-officier berettede om dette under afhøringen i Paris, men det var som meget andet udeladt i rapporterne. Han blev oven i købet overfaldet bagefter, bestjålet, terroriseret – hvorefter han skiftede forklaring. Et vidne i en bil så manden på motorcyklen lave et halsen-skåret-over-tegn til manden i Fiat Uno’en, inden han forsvandt med høj hastighed.

Herefter er der et helt pinligt kapitel med bilvraget af Mercedes’en. Det franske politi og de relevante engelske fik ikke lov til at undersøge den.Endnu et stykke ødelagt bevismateriale.

Så bliver Prinsesse Diana balsameret – over hals og hoved. Dette forhindrer som bekendt undersøgelser af et lig, da fjernelsen af alt blod i kroppen under balsameringen + tilsætningen af formaldehyd ødelægger bevismaterialet = kroppen. Man skyller simpelthen kroppen igennem med kemi. Balsamering er ulovligt i Frankrig, og man skal indhente tilladelse fra byens borgmester eller politimesteren. Heller ingen af Diana’s familiemedlemmer gav tilladelse. Ordren kom fra en mand ved navn Keith Moss. Han var generalkonsul ved det engelske ambassade i Paris.

Endelig forsvinder alt hendes tøj. Bevismateriale bliver bevidst destrueret, yderst kriminelt! En attachémappe bliver konfiskeret af Prince Charles – som i øvrigt ankom senere end franskmændene med et hold af balsamører! Det hele var åbenbart koordineret og dobbeltchecket, og det bliver svært at bortforklare Prince Charles medviden og dermed medvirken. Mappen bliver taget med til Balmoral, kongefamiliens skotske sommerresidens. Men Jon King kommer ikke med direkte beskyldninger mod Prins Charles i sin bog, han nøjes med at fremlægge evidence, som titlen siger.

Hvis du vil have flere detaljer, men ikke har tid til at læse en bog, er der mulighed for at høre et 1:38 timers interview med Jon King og Theo Chalmers i Edge Media TV
http://www.youtube.com/watch?v=5I5MLFwS6fQ

PS! Her er udeladt en hel sideløbende historie om et dybt ritualiseret mord, et esoterisk stykke menneskeofring udtænkt og udført af håndlangerne for en elite, der er dybt forgabt i okkultisme. Hvis man er til den slags, så er der masser af analyser at finde på nettet. Og de kan på ingen måde afvises blankt, når man ved, hvordan disse typer er skruet sammen.