Sange fra Overetagen
Første sang
Jeg er kravlet op i denne her 320.3 m høje sendemast
i håb om at få lidt bedre overblik over landskabet
Hvilket ikke er højt nok til at afkræfte teorien om,
at Jorden er flad som en mexicansk tortilla
men højt nok til at se ved selvsyn,
at landskabet ikke er overladt til naturens luner
og at den smule skov, der er tilbage, er ligeså firkantet
som de andre tøjlapper i det agronomiske kludetæppe
Efter at have anbragt klemmerne fra mit lytteudstyr
har jeg det håb, at jeg kan få lidt bedre overblik
over det radiofoniske verdenslandskab,
for som fuglene siger i vittigheden:
det kilder så sjovt i fødderne, når de taler i telefon,
men her bliver jeg ligeledes slemt skuffet,
for der er ikke andet end kakafonisk ekkokammer
af ensrettet propagandisk nonsens i støjsenderen
Hvorefter jeg beslutter mig til at anskaffe mig 25 gasballoner,
så jeg kan få et bedre overblik i den mellemste troposfære
Det giver i det mindste en begyndende fornemmelse
af en svag afrunding på horisonten og dermed en formodning om,
at Jorden nok alligevel er rund, hvilket anede mig,
for ikke al videnskab er totalt fucked op, trods alt,
heller ikke selvom en stak newage-fladpander straks vil sige,
at det er en optisk illusion, som nogen har skabt for at narre os alle sammen
Med fare for, at ballonerne skal fortsætte opad
og true med at slå Felix Baumgartners ballonrekord på 39 km – før han sprang –
og i-og-med at jeg ikke er udstyret med astronautdress med indbygget oxygen,
bliver jeg nødt til at tage livet af tre balloner med en luftpistol.
Desværre udebliver det forkromede overblik,
da sfæren er stærkt forurenet af striber fra fly et par kilometer ovenover
i form form en slags tropo-stratosfærisk teaterrøg, der blokerer for sollyset
og som får huden til at klø af kemisk irritation
Da jeg overblikstruet igen sætter mine ben på jordoverfladen
midt på en GMO’isk pesticid-besudlet rapsmark,
hvilket kun forværrer den irriterende kløe, der i mellemtiden er blevet til udslæt,
får jeg den skøre ide at opsøge steder befærdet af folk,
der må formodes at have det store kolde overblik over de mental-politiske landskaber,
siden de er udråbt til at være kompetente beslutningstagere på alles vegne,
siden de anses for at besidde en højere etik, der berettiger dem til at repræsentere almenvellet,
og siden de hele tiden dukker op på fladskærmen og starter med: ja nu er det jo sådan, at …
Men efter at have besøgt øverste etage på Christiansborg, toppen af Rådhustårnet,
overetagen i Den Sorte diamant, direktionsgangen i Industriens Hus, de hellige haller på Axelborg,
frimurerlogen på Blegdamsvej, diverse institutter på KU, Søfartsstyrelsen, Metrologisk Institut,
tænketanken CEPOS, Nationalbanken, Dansk Designcenter, Forsvarets Efterretningstjeneste
og nærmest samtlige steder, hvor de går i jakkesæt, sparkedragt og bærer titler,
ender jeg på Toves Bodega nede i sidegaden, hvor jeg må konstatere,
at Sump-Einar selv i en medium brandert har mere styr på verdenssituationen
end resten af etablissementet i den højere overblikssfære tilsammen
Som et sidste desperat forsøg på at skaffe mig et overblik
beslutter jeg mig til at grave ned til kineserne,
og efter 18 måneders års seriøst gravearbejde, dukker jeg omsider op i omegnen af Wuhan,
hvor jeg må konstatere, at de alle sammen mangler enhver form for overblik
og er gået i duknakket overlevelses-mode på flugt
fra centralregeringen og dens udstrakte fedtefingre og flænsekløer,
og at den 5.000 år gamle forfinede kultur er i totalt forfald
og i hænderne på en stak familier, der i deres overlevelsesforsøg er villige til … alt.
Her er det så, jeg hiver stikket og tager en to-motores flyver til Fiji,
der som bekendt ligger mellem Australien og Tonga,
hvor jeg til min store overraskelse må konstatere,
at der omsider er tale om et overblik over selve verdenssituationen,
hvilket skyldes, at de lokale har nægtet at skrotte deres egen historiefortælling
og hengive sig til den verdensimperialistiske bortforklaring af fortid
hvorved vi selv i tvungen hengivelse mister vores sjæl, identitet, historie,
kultur, trivsel og ethvert selvskrevet overblik over verdenssituationen.
Således strandet på en ø i Oceanien
i en paradoksal blanding af eufori over, at overblik findes
og desillusion over, at min egen kultur i netop tvungen hengivelse
har gravet hunden så langt ned, at kødbenet ikke længere kan finde den,
sætter jeg kompasset på min nyligt erhvervede synkefri redningsbåd
lastet med kokosnødder og kildevand til et sted mellem Marshalløerne og Mikronesien,
hvor den store østgående dybe-kolde-ferske havstrøm
krydser den vestgående overflade-varme-salte havstrøm, hvorefter jeg kan slippe roret
Det store termohaline vene-arterie-kredsløb har overblikket,
jeg er i hænderne på Jordens Hjerte
og mit overblik er besejlet-forseglet i hengivelse til Det Levende Væsen
Fra Mikro- til Mela- til Indonesien vinker jeg til fiskerne, der gør det, de har overblik over: at fiske
Syd for Madagaskar er der en hval, der med fuldt overlæg og overblik spiller bold med mig
Jeg ser Skt. Helena passere, flere fiskere ud for Fransk Guyana, masser af overblik og havblik
På vej østover fra Golfen vinker jeg til en albatros,
der fra fugleperspektivistisk overblik lader sig føre af klodens åndedrætssystem
Ved en afkørsel fra Golfstrømmen passerer jeg den Engelske kanal,
hvor det ikke virker, som om den britiske flåde har det helt store overblik længere,
men en skønne efterårsdag hiver-driver jeg i land et sted mellem Nymindegab og Henne,
hvor jeg direkte adspurgt af kromutter, om jeg er til fladfisk,
må svare bekræftende, men at jeg lige nu er en anelse træt af fisk og kokosnødder,
og efter at have fået et overblik over menukortet står den på flæskesteg, brun sovs og rødkål
Hvad Jorden Rundt på 382 dage har bibragt i form af stort køligt overblik er diskutabelt,
men spørgsmålet er, om ikke det store varme overblik er mere ønskværdigt?
Er overblikket ikke vores menneskeret til uforstyrret af det Store Kolde at overskue vores eget liv?
Hvem siger, at vi er skabt til at overskue verdenssituationen på vegne af denne verdens herskere?
DE har påtvunget os alle sammen deres fascistoide globalisme,
hvor vi invilliger i at opgive både overblik og ævre til fordel for abstrakte ideologiske begreber
Det har ALDRIG været meningen, at ét menneske skal forstå dette spil for at redde sig,
og at vi nu for en stund er nødt til at gøre det alligevel, for ellers er vi dødsdømt i generationer,
er stærkt beklageligt og foruroligende men ikke desto mindre nødvendigt
Lad os tales ved igen, min ven, når vi igen har mulighed for at hvile i et menneskeligt overblik
OG lad os tales ved undervejs, hele tiden, for uden undervejs får vi aldrig overblikket tilbage
De høje herrer og deres store kyniske projekter har frarøvet mennesker deres overblik,
det overblik der er natur- og kulturgivent, som de høje herrer misunder os,
det ikke-abstrakte overblik over det helt konkrete-kontinuerlige liv på jord, der truer dem,
det trivselsprojekt, der ligger i vores genetik, så de hele tiden piller ved vores genetik?
det overblik der kun kan komme af traditionen, historien, almenvellet, kulturen
i sin uforurenede, ikke-manipulerede form uden intervention fra klamme interessentskaber,
behavouristiske tænketanke, finansielle fedeklubber og krigsliderlige logebrødre
Anden sang
Dette er en indskrivning til en tekst.
Jeg er fuldstændig blank, klokken er lørdag dagen er 09:11
Er det et tematisk hint allerede?
Intentionen er at skrive en Sang fra Overetagen,
så hvad med et greb, hvor teksten er udstyret med split-brain,
hvor en kommenterende persona fra sidelinjen
taler indover den skrivende persona?
Så lad os lige kridte banen af.
Lige nu er det hverken den ene eller den anden,
for teksten er ikke begyndt endnu,
da metaskriveren – det er også mig – stadigvæk ikke aner,
hvad det skal handle om.
Der er også den mulighed, at det aldrig kommer så langt,
så indtil videre skriver jeg videre, uden at se mig over skulderen.
Et valg, der skal træffes, er, om skriveren kan høre kommentatoren eller ej?
Eller om han kan høre ham fra starten og dernæst ryster sig løs?
Eller om han ikke kan høre ham fra starten og bliver opmærksom undervejs?
Så mens vi sidder og venter, er her lidt trivia.
Dagen er grå og overskyet, men der er en lysning mod syd.
Det er interessant og muligvis lovende,
for efter et par dage med stiv østenvind er den skiftet til nord-nordvest,
og fra overetagen – bogstaveligt talt – ses der blå himmel i netop den retning.
Men jeg skulle så hilse og sige, at vejret ikke er trivia, når man bor på landet,
for man lærer sig selv at læse skyer, og vindretning og -styrke tages alvorligt
Det er så her det sker alligevel: skriveren er brudt ud
og tror, at han kan slippe afsted med noget henkastet prosa
men jeg har luret ham, og han skal ikke slippe afsted med den slags – ukommenteret.
Det blæser helt hen i vejret, vejret er som vinden blæser,
og et kig på termometret her til morges viste 10 – én skaldet celcius!
og så tænker man, at vinteren er brudt ud sent på efteråret,
for hvad bliver det næste?
Men et vindskift til den gode gamle omend lidt trivielle vestenvind,
– for se hvordan alle træerne læner sig småtræt mod øst –
kan hurtigt bringe efteråret tilbage på banen.
Hvad var det, vi sang om for nyligt?
Jordens hjerte-kar-kredsløb, de kolde og varme havstrømme,
jordens åndedrætssystem, de omskiftelige og alligevel forudsigelige vinde.
Kunne man tage den videre, for er jordens overflade ikke dens hud?
Altså hudoverflade-jordoverflade, og er floder og søer så det lymfatiske system,
er det elektriske felt skabt ved rotationen om egen akse og om solaksen
i så fald jordens nervesystem?
Så kan jeg se for mig plantelivet som jordens pels
befolket med et mylder af små dyr.
Hvilket slags dyr er menneskeheden i så fald?
Det kunne synes som om vi gebærder os som halen, der logrer med hunden
blot i endnu højere grad, måske loppen der logrer med elefanten
eller et stykke plankton, der logrer med en blåhval
indtil den dag, dyret beslutter sig til at ryste sig af med utøjet.
Javel ja, mon ikke det er en lige lovlig poetisk udgave af Gaia-teorien,
er iskalotten så en slags kold strikkehue på det store uldne bæst,
og er det oceansisk-atlantiske kalmebælte til at holde bukserne oppe på trolden?
Det hørte jeg godt, det dér! Nu skal du bare tale pænt om Fru Klode,
for det er jo ifølge den teori, du gør grin med, en dame.
Damer kan på trods af al moderlighed være lunefulde, og det kan tænkes, at hun hørte,
hvad du sagde, og kan vi blive enige om, at det netop er en vis disrepekt for det store kvindfolk,
der har bragt os i en situation, hvor vi svømmer rundt i eget gift og affald,
mens der som afledningsmanøvre er såkaldt toneangivere, der har afskaffet seriøs samtale om miljø
og har aflivet begrebet til fordel for kli-i-i-ma, for miljø koster, mens kliiima er en fed forretning.
Og mens vi taler om toneangivelse, betyder det så, at nogen har angivet tonen til politiet
eller afgivet stemmen til en stemmeurne, så disse nogen, der har udgivet sig for at være vore gode
venner oprigtigt bekymrede på vore vegne, har overgivet vores ve og vel til bøllerne i Bruxelles,
djævlene i Davos, nazierne i NATO, panserne i Pentagon og pamperne i Paveland?
Og nu vil de tilgives, de vil have pandemi-amnesti for med fuldt overlæg at have trykket deres
sadistiske tendenser af og med største entusiasme sluppet deres latente totalitærhjerne fri
i ødelæggelse af millioner af menneskeliv helt eller delvist blot fordi, de kunne.
Vi lider ikke af amnesi, I får aldrig amnesti!
Skulle tilgivelse komme på tale, kræver det, at I stiller jer op i fuld offentlighed (det sker aldrig)
og tilstår ALT fra start til slut uden at tvære det ind i klamme undskyldninger om,
at det var I skam-da-søren-skisme slet ikke klar over, og I gjorde da bare, hvad I fik besked på,
og en hel masse fæl gylle, for ja – vi ved godt, at I var bange for jeres lådne pels,
siden de dernede i milliardærklubben havde ladet forstå, at vi alle sammen skulle være bange,
og nu sidder de og ryger cigarer og prale-griner af, hvor meget magt de har over folk som jer.
Så for pokker, nu hidser han sig op igen, og klokken er i mellemtiden blevet 10:41,
på blot halvanden time er det kommet så vidt,
så mon ikke det var på tide med en lille cykeltur, og husk: der er kun modvind den ene vej.
Nåja, det kan jo ske, men til gengæld sker det ikke hen i den blå luft,
der i øvrigt lader vente på sig, for der er stadig grå luft med isvind fra Lofoten,
og hejsa flyver der ikke en tot pels fra en isbjørn dér med 7 meter i sekundet,
og halløjsa spæner der ikke en kåd pingvin henover min græsplæne med 7 kilometer i timen?
Vind- og vandretning kan jeg ikke rigtigt gøre noget ved, ejheller har jeg lyst,
så i mellemtiden taler jeg gerne lidt mere om de vindbeutler, der kører dette land,
der siger et og gør noget andet, der gerne lover men sjældent holder.
Hvad skal vi egentlig med vindsokkerne på Borgen?
Man får lyst til at blæse dem et stykke, især vindheksen og hendes regime.
Jeg forestillede mig ikke i mine yngre dage, at jeg skulle ende som anarkist,
men efter at have set, hvad vej dén vind har blæst og fortsætter i samme retning,
så var der lissom noget, der klikkede deromme i baghovedet,
for vi kan ikke længere stole på, at der som minimum er en kerne af hæderlighed tilbage,
og alt, hvad der kommer fra det hold, er nu ensbetydende med mere kontrol og slaveri.
Så hvad skal vi med dem? Er demokratiet ikke lige til at lukke op og skide i?
Mnjææ, hører jeg, vi ved godt, at de er korrupte, men der er ikke noget alternativ,
og hvis man sendte dem bort, så ville det hele blot ende i kaos, og bander af skumle typer
ville hærge løs og rave til sige med arme og ben, for med Staten ryger også retsstaten,
og skal hver mand så udstyres med et skydevåben,
og hvad med forsvaret, står det hele så hele pivåbent?
og hvem skal yde alle ydelserne, når vi ikke betaler skat længere, og hvad-og-hvad?
Det er som spyttet ud af min mund, men nu kom du mig forkøbet,
og herefter må du hellere tage at svare på dine egne spørgsmål,
for nu er klokken i mellemtiden blevet 11:58, og hvordan var så lige din cykeltur i modvind?
Kære Alter Ego, jeg er altid glad for indspark fra sidelinjen,
for hvordan skulle jeg ellers ramme målet?
Svaret er anti-globalisme, de-centralisering, autonomi-selvstyre, en multilateral verdensorden.
Det er såre simpelt i virkeligheden, men her løber vi så ind i det ondeste drug overhovedet:
afhængighed af, at Staten gør det hele for os.
Det, som de kaldte for demokrati, var i virkeligheden en afvænningskur mod demokrati.
De lærte os at overlade alt initiativ og ansvar til Staten som tilskuere i sofahøjde.
Svaret er derfor for mange en dårlig nyhed:
Vi skal ud af den altædende sofa og tilbage i kampen. Hængemule-krati er ikke længere en option.
En tiltrængt detox mod apati kan nu fås uden recept.
Den gode nyhed er, at der blæser mildere vinde fra et ukendt verdenshjørne,
ja du læser rigtigt, der findes hidtil ukendte, uhørte og usete vinkler på verdenssituationen.
Vi er ikke alene, og vi har aldrig været alene, selvom de høje herrer sagde, at sådan var det.
Det har fundet sted andre steder i Multiverset, og nu har vore naboer meldt sig frivilligt.
Så Alter Ego, her er lidt insider-info:
ca. 100.000 individer på denne planet blev for blot en uge siden – og efter grundigt forvarsel –
skønnet kronisk udenfor pædagogisk rækkevidde og sat på listen over væsener,
der herefter er nødt til at vende tilbage til deres Skaber, hvoraf 10.000 indenfor 24 timer.
Efter blot en uge er der kun 37.000 tilbage på den sorte liste, still and rapidly counting down,
og disse har fået et meget kort vindue til at besinde sig,
Et yderligere skøn er, at en sådan besindelse ikke vil finde sted. De vil ikke blive savnet.
Tredje sang
Glæden, Gudinde besyng, som greb …
hvilket lyder helt forkert, for hvem gider dog at høre et græsk epos
om nogen, der tydeligvis IKKE er i færd med at starte en krig, for INGEN krig er motiveret af glæde
men alt andet end glæde, det være sig vrede som hos Homer, misundelse, hævntørst,
magtbegær, blodtørstighed, udsigt til guld og gevinst, manddomsprøvelse og blær, kedsomhed,
sadisme, egen forarmelse og trange tider, mindreværdskomplekser, storhedsvanvid.
Glæden, Gudinde, og findes der en glædens gudinde,
og hvilken form for besyngelsesværdig glæde taler vi om?
Jeg vil i dagens anledning foreslå frugtbarheden,
og her er der selvfølgelig et par herrer nede på bagerste med visse lumre forestillinger,
men i bund og grund er det også et frugtbart tankesæt omend lidt senpubertært,
for naturen har vel ikke udtænkt reproduktion af slægten som en sur pligt, vel?
Glæden, Gudinde, er du de musikalske muser Terpsicore, Euterpe, Caliope, Polyhymnia?
Er du jagtens gudinde Artemis? Er du kornets gudinde Demeter?
Er du kærlighedens og ægteskabets gudinde Freya, Hera, Afrodite, Venus?
Er du Regnbueslangen, regnvejrets velsignelse over ørkenen?
Er du Juno eller Flora, gudinde for foråret?
Eller er du Hathor, den hellige ko, mælkevejen, livmoderen, landet der flyder med mælk og honning?
Glæden, Gudinde med rette skal du besynges,
så vi aldrig tager dine gaver for givet men modtager med tak,
så vi ser, at hver gave i dit overflødighedshorn er et stykke kærlighed
fra naturen til dens børn, fra Jorden til jordboerne, fra dig til os.
Så vi forstår, at du ikke giver under tvang, for alt tvunget er fattig frugt og dårlig sæd.
Måske du skal vandes, gødes og udplantes, men du åbner kun dit skød, når du vil.
Fjerde sang
Spørgsmål: Hvorfor er bylandskabet et gudsforladt sted?
Svar: Du spørger, som du har forstand til.
Spørgsmål: Svarer du ikke, som du har forstand til?
Svar: Forskellen på dig og mig er, at jeg altid har ret.
Spørgsmål: Er forskellen ikke snarere, at du svarer uden selv at have spurgt?
Således udstyret med ubesvarede spørgsmål,
er vi nødt til at søge egne svar på egne spørgsmål.
Bylandskabet er gudsforladt – og vi generaliserer for at fremme forståelsen –
fordi beboerne i bylandskabet er fremmed for den natur, der er gudgivet og gudsskabt,
et udsagn, som byboeren finder højst besynderligt, da Guds Natur er fraværende,
og hvordan kan man argumentere for noget, der ikke er tilstede?
Hvordan kan man være fremmed for noget, der er totalt ukendt?
I byboerens tankesæt er man nødt til at kende noget for ikke at kende det.
Anerkendelse er at regne noget for kendt og forstået.
Hvis man aldrig har mødt naturens mirakel i form af et levende dyr
eller en levende plante, som man har fulgt fra frø til fuld og færdig flora,
hvordan skal man så forstå det mirakuløse i skabelsesprocessen?
På landet har man en tro på selvforsyning og en viden om hvordan.
Ikke nok med, at man tror på det, man praktiserer det.
Hvis man hiver stikket ud på forsyningen for en byboer,
vil han-hun gå i panik over ikke at blive forsynet,
for afhængigheden af Staten-Kommunen-Byen er total.
I Guds optik er ethvert væsen suverænt, det er ikke et middel men et mål i sig selv.
I Guds natur er der afhængighed mellem suveræne væsener.
I Guds univers findes der ikke herrer og slaver, afhængighed er ikke underkastelse.
I Guds samfund elsker vi det menneske, vi står overfor og anerkender.
I Guds virkelighed er vi virksomme som et tilvalg, ikke et fravalg.
Er land-landskabet nødvendigvis et selvfølgeligt gudgivent sted?
Overhovedet ikke, men det er heller ikke udsagnet.
Udsagnet går på, hvor betingelserne er de bedste.
Da bylandskabet er stærk forstyrret, er betingelserne ligeså.
Gud er Natur, Natur er Gud. Hvis vi ønsker at hvile i Gud, skal vi søge Gud sit eget sted.
Findes Gud ikke i bylandskabet?
Gud findes overalt, også i bylandskabet.
Gud findes overalt, hvor der er liv, mennesker, dyr, planter, jord, vand, sten, elektricitet.
Gud findes i det tomme rum, der ikke er tomt og i det fulde spektrum af lys, lyd og materie.
Men den største fornægtelse af Gud findes i bylandskabet hos bymennesket.
Alting går for stærkt i byen. Folk er utålmodige.
Der er alt for mange mennesker, der ikke gider hinanden.
De stirrer tomt ud i luften med deres døde øjne.
Der er en sær mangel på nærvær, selvom de nærmest træder hinanden over tæerne.
Af samme grund er pludselig tilstedeværelse af menneskelighed så markant – i byen.
Mennesket er der jo. Det går bare rundt i en hinde af afsky for … sig selv?
Og dermed afsky for andre. Er det ikke et paradoks? Vi føler os hjemme i flokken,
vi er en del af et pulserende noget, som i bund og grund irriterer os,
så vi er nødt til at distancere os. Alle folk i byen går rundt med bøjet hoved,
mens de mener sig cybernærværende via en mobil-device. Nærværende uden nærvær.
Man kunne godt bruge ordet menneskeforladt i stedet for gudsforladt.
Og det er jo ikke fordi, der mangler menneskekroppe, kødets tæthed er i øvre ende af skalaen.
Kødeligheden i et S-tog i myldretiden er ganske formidabel.
Det samme kan man sige om kedeligheden, alle røvkeder sig.
Maksimal kødsomhed, maksimal kedsomhed.
Engang for årtier siden gik alt lys ud i bylandskabet.
Et eller andet kraftværk oppe i Sverige var gået ud, så hovedstaden,
det åbenbart fik sin strøm derfra den dag, gik også ud.
Folk så sig rundt i S-togskupeen og opdagede, at der sad andre mennesker,
hvorefter de – ja hvad giver du mig?! – begyndte at tale med fremmede. Mere skulle der ikke til.
Hvis det var et sociologisk forsøg, hvilket ikke kan udelukkes,
så bekræftede forsøget, at man ikke skal hive stikket ud på det pulserende mangel på liv,
for så begynder folk minsandten at tale sammen, og hvad kunne det ikke føre til?
Måske nogen har tænkt: Hvad nu hvis vi skruede op for distanceringen, isolationen, angsten?
Hvad nu, hvis vi indførte forsamlingsforbud, taleforbud, meningsforbud, rejseforbud?
Og så var der nogen, der tænkte videre på den stygge tanke,
for hvad nu, hvis man udover at skrue op for ensomheden og kedsomheden
også slukkede for lyset ved at hæve alle priserne på energi til det ubetalelige,
men hvad skulle dog få folk til at hoppe på den?
Jeg har det! Vi drejer hanen om for gassen fra Rusland – hvorfor har vi ikke tænkt på det før?
Alle klappede i hænderne ved ideen, især ved udsigten til,
at folk skulle sidde i halvmørke og spise hengemt dåsemad juleaften,
for så ku’ de lære at dukke nakken, siden det efterhånden ville være umuligt
at genindføre nedlukning igen med masker og snotpinde og giftindsprøjtninger,
da svindlen var begyndt at lække temmelig utæmmeligt trods massiv mediemanipulation.
Og så er det, jeg igen tænker: Disse umenneskeligheder kan ikke være udtænkt af en landboer,
det kan kun være gennempønset af typer, der er helt afskåret fra at få frisk luft,
grønne træer og enge til dagligt. Det udtrykker en livsfattigdom, en dødskult, et sarkofagsyn.
Noget meget mørkt og indelukket har overtaget deres sjæl. Det er et røgfarvet verdenssyn
opstået bag røgfarvede, skudsikre glasruder i en eller anden høj bygning.
Eller også har typerne befundet sig for meget i underjordiske bunkere
udstyret med lidt for meget elektronik. De har et betonfarvet farvebillede af verden.
Hvis typerne tilbeder en gud, så er det ikke livets kilde men en sort sols kulde.
Alt for meget omgang med dæmoniske væsener, archoner og sort slim
kombineret med fravær af lys kan umuligt være godt for nogen.
Femte sang
Det bliver en kold vinter, siger direktøren for energiselskabet,
da han i mødelokalet på direktionsgangen i hovedbygningen
fremlægger det forventede årsregnskab for 2022-23,
hvor koncernen står til at tredoble sit overskud.
De kommer til at fryse dernede, tilføjer han,
mens han underbygger det med sin PowerPoint-præsentation,
som chefsekretæren har brygget sammen i dagens anledning,
men som I ser på kurverne, varmer det heroppe.
Som I også ser, regner vi med en vis nedgang,
da folk på et tidspunkt opdager, at vi har taget –
om man så må sige, en vis bagudrettet legemsdel på dem –
(småfnisen rundt om bordet, chefen forventer det).
Man kan jo sige, at de dernede lige nu har valget mellem at fryse eller at sulte,
og vi har jo været glade for undervejs, at politikerne har udvist stor forståelse
for vores særlige situation eller … behov, som vi ser det,
ved at lade som om, at det hele drejer sig om at lære at spare på energiforbruget.
Det skal heller ikke være nogen hemmelighed,
at vi løbende har været i kontakt med dem dernede i Bruxelles, ja begge to,
så vores behov er udstyret med den rette argumentation,
og vi kan sige til vores kunder, at det hele er Putins skyld.
Jeg vil her runde af med at ønske jer tillykke med et stort år,
hvor vi har fået lidt høhøhø fedt på sidebenene betalt af dem dernede,
og herefter vil der være en frokost inde ved siden af
bestående af champagne, fois gras og russisk kaviar.
Sjette sang
Der faldt sne i dag på den sidste dag før en ny årring i mit liv.
Ikke sne af den bestandige type, 1-2-3 dette er en prøve,
vi skulle bare lige teste, om den store snekaster stadig virkede.
En tung, grå novemberdag er vel også en sang værd.
Fra fryserens dyb henter jeg en pose med flomme,
som jeg har gemt til fuglene og en dag som denne.
I år her jeg en lumsk ide om at hænge det fra en krog i tagrenden
og ned foran min vindue i håb om at få lidt underholdning
af små bevingede kræ, der ved, hvordan man omsætter fedt til overlevelse.
Hvad kan vel være mere livsinspirerende i en på flere måder kold tid
end at se, hvordan små tilsyneladende skrøbelige kræ
med hård hud på fjerene tager for sig af fedklumpen?
Lad dette være en sang til husspurvene i min tagrende
og alle eventuelt besøgende fra hæk og buskads.
Skulle en enkelt overvægtig skovdue (det er fjer det meste) forsøge sig, så held og lykke.
Hvordan holder de egentlig varmen om vinteren? De sørger for at få noget fedt fra olieholdige frø,
og der findes indtørrede bær hele vinteren. Indrømmet en fedklump i en snor er ikke helt naturligt,
jeg har i hvert fald ikke set det store talgtræ på friland for nyligt.
Dernæst puster de sig op og får fjerene til at stritte, så de ligner små uldkugler.
En dag som i dag og i hvert fald om natten sidder de sikkert i en klump og varmer hinanden.
Men så behersker de også noget, der kaldes kontrolleret hypotermi, de sænker deres temperatur til 230.
Der er noget at lære her. En hel stribe overlevelsesstrategier kan være nødvendige,
hvis de høje herrer og damer fortsætter deres krig mod – nej ikke Putin, det tør de alligevel ikke –
mod OS, for vi er deres egentlige fjende, og de er vores.
Denne Vinterkrig er en krig mod menneskene startet af deres ledere på beordring af deres opdragsgivere.
Tillad os at minde jer om, høje herrer, at Vinterkrigen ikke var til aggressorens fordel og udkomme.
Pas på med at udfordre menneskeheden på forsyninger, vi kunne lære os selv at undvære jer.
Tror I ikke, at der bliver tænkt, så det knager, i visse af de små opfindsomme hjem derude?
Der findes andre måder at gøre det hele på, men I har haft travlt med at holde det skjult,
og når det tager fart en skønne dag, så vil vi se jer forsøge at forbyde alle initiativer.
I vil forsøge endnu en gang at vride armen rundt på de korrupte svagpisser-politikere
og opfinde en eller anden syg begrundelse for, hvorfor det er er yderst samfundsskadeligt,
at samfundets beboere sørger for deres eget velbefindende og gør sig uafhængige af afhængighed.
På nuværende tidspunkt kender vi alle jeres beskidte tricks, for I forsøger ikke at skjule dem længere,
da I efter at være fanget med fingrene i kagedåsen og bukserne nede om haserne
fremstår som det, I altid har været: tyve, løgnere, svindlere og mordere.
Nu er jeres nye stil åbenbart at stille jer op og posere med jeres forlorne dyder:
Så I har omsider forstået det, I små usle kryb dernede, men hvad vil I gøre ved det?
I er små tissemyrer, og nu pisser vi på jer endnu en gang.
Når husets beboere lukker ned og er flyttet til troperne for i det mindste at slippe for varmeregningen,
så sidder gråspurvene stadigvæk oppe i tagrenden inde under de nederste tagsten og putter sig.
De vil overleve endnu en vinter. Endnu et forår er allerede på vej.
Syvende sang
Til syvende men ikke sidst som i: du hører aldrig fra mig igen
men sidst som i: sidste i en given række af udsagn under samme hat.
Når vi siger endelig, mener vi ikke, at alting lukker ned og lægger sig til at dø,
vi ånder et lettelsens suk over, at vi kan afslutte et kapitel i bogen,
så vi enten kan skrive det næste kapitel med sindsro eller starte på en ny bog.
Vi er nødt til at have slutninger, for at rædslen for evigheden ikke skal slå igennem,
som da al Ghazali fra sin filosofiske diwan i Persien erklærede det for utænkeligt.
Men at noget er utænkeligt og absurd betyder vel i bund og grund ikke andet,
end at vi med vores dertil indrettede fatteevner ikke er i stand til at fatte tanken.
Al Ghazali formulerede, hvad kirken allerede havde erklæret:
At der var en begyndelse, for hvordan kunne der IKKE være en begyndelse for Skabelsen,
uden hvilken der heller kunne være en skaber, der kunne tage æren for netop Skabelsen.
Og i samme stund var der en himmelsk hærskare, der lovpriste Skaberen og det skabte
og krævede klarhed i spyttet om, at der i så fald også måtte være en ende for Skabelsen.
Og en jordisk hærskare af atomfysikere istemte: Hallelujah! lovpriset være The Big Bang,
hvor de erstattede al Ghazalis evighedsskepsis – for evighed var jo absurd –
med en absurditet af sådanne dimensioner, at man fristes til at bruge ordet uendelig, for:
Alting kom ud af Intet på mindre end et splitsekund, for hvis rummet ikke fandtes,
så fandtes tiden vel heller ikke, og ordet pludselig er vel også absurd, så,
men det syntes ikke at bekymre hærskarerne i deres matematiske jubelfest.
De atomiserede hærskarer ikke havde læst op på deres mytologi, for så ville de have
forstået atomismens græske rødder, der igen havde rødder egyptisk kosmologi,
hvor Atum sad og kedede sig i sit kosmiske vakuum og besluttede sig til at
… ja, hvis du vil tilgive mit franske: gokke den af, og da han ejakulerede, og dermed oversåede himmelhvælvet med sin sæd, skabte han alle stjernerne i Universet. The Big GangBang.
Hvis æggehoderne oven i købet havde hørt efter i timen, ville de have opdaget, at det hele var opfundet af en jesuitisk munk, der på denne vis sneg Fiat Lux (Og der blev lys) ind ad bagdøren.
Og slutningen da, The Big Flop – de jordiske hærskarer af æggehoder
har for så vidt allerede indbygget en, da det uldhårede æggehoved Einstein
havde formuleret det som den store varmedød i den 2. lov om termodynamik,
den store saturniske dødskult, det store GnabGib,
vi hører for os en effektlyd som en båndoptager, der bliver sat til at køre baglæns.
For ikke at tale om eskatologien, læren om de sidste dage, Verdens Undergang, Dommedag,
meget passende her til syvende og sidst med syv segl og syv trompeter og truttrutterut!
hvor Klaus Schwab erklærer, at han er det store dyr i Åbenbaringen, og at du intet ejer.
—– o —–
EU's fascistiske bagland
