Danskerne – hvem er de?

Dette er muligvis historien om et folkefærd med identitets-forstyrrelse Hvad vil det sige at være dansker, og hvis vi mener at vide det, tør vi stå ved det? Hvor tit hører vi en frisk fyr fra Dannevang, der tør stille sig op og sige: Her i landet gør vi altså sådan-og-sådan eller: Som dansker har jeg disse værdier og traditioner. Der vil uden tvivl være en eller anden politisk korrekt surrøvs-lefler, der straks udbryder: Er du racist eller hvad? Danskerne har lært i dag, at de ikke har lov til at være danskere på samme måde, som deres forældre og forfædre, men at der i dag stilles særlige krav.

Fra at være noget, man gjorde for at markere højtider og familiære begivenheder, så blev Dannebrog til noget politiseret bras, der pludseligt antydede, at man var medlem at dansk folkeparti. Og selvom jeg aldrig har stemt på partiet dengang for over 14 år siden, da jeg stadig mente, at der var nødvendigt at stemme til folketingsvalg, så har jeg aldrig accepteret den hadske attitude, som venstrefløjen havde til folk, der løftede flaget for et Danmark, som de så blive til nihilistisk Intetland. Disse folk vidste ikke, hvorfor det skete, for det tillod deres begrænsede udsyn ikke, men de så det ske, og de brød sig ikke om det. Det måtte de ikke give udtryk for ifølge korrekthedstyranniet. De var til fare for demokratiet, blev der råbt, så derfor skulle kæften lukkes på dem, og de skulle holdes udenfor politisk indflydelse. Måske er det undertegnede, der har misforstået noget, men var det ikke netop selve kerneværdien og styrken ved et demokrati, at ytringsfriheden var ukrænkelig og at alle skulle have noget at sige og derefter sikres indflydelse i forhold til antal? Ikke i forhold til, hvorvidt et korrektheds-højkommissariat fandt én værdig, for det er ikke demokrati men oligarki eller tyranni.

Der er nu er 10 lande i verden, hvor danskere ikke er velkomne. Og det skyldes, at den danske regering duknakket har ladet sig spænde for korrekthedsvognen og mener, at de skal blande sig i andre landes politik. Det betyder ikke, at visse landes politik ikke kan være kritisable, men interne anliggender for andre lande er ikke vores bord, vi har ikke noget at gøre der. Hvis et regime er undertrykkende, vil der komme et tidspunkt, hvor deres befolkning stiller det til regnskab for det. Vi kan udtrykke vores mening om det, men der er ingen, der har givet os reelle politimæssige beføjelser som en udøvende magt at intervenere. Det viser sig stort set altid, at et sådant undertrykkende regime findes NETOP på grund af udenlandsk indblanding. Diktaturer findes, fordi nogen udenfor landet har interesse i det, og fordi korrupte diktatorer giver adgang for udenlandske spillere til at tage for sig af retterne, mens de servicerer sig selv. Når de samme spillere efter at have indsat diktatorerne bagefter kommer og spiller hellige og brokke sig over, at diktatorerne er lidt for dygtige til at være … diktatorer, så møder de selvfølgelig modstand. Så det lille hyggeland mod nord er blevet en halelogrer for storspilleren USA, hvilket der er lande derude i Udkantsverden, der ikke bryder sig om, fordi de heller ikke bryder sig om super-diktatoren USA’s måde at opføre sig på overfor dem. Det skulle vi måske have tænkt på, før vi hoppede på den vogn. Så nu er vi ikke længere velkomne som menige danskere i en række lande i verden, fordi vores regering har opført sig på en bestemt måde.

Hvor blev hyggen af?

At være dansker er ikke, hvad det har været. Vi bærer på trods af tidens identitets-forstyrrelser rundt på nogle gamle værdier. Selvom vores selvforståelse er blevet temmelig udvandet i det store globaliserings-helvede, så er der noget, der stadig hænger ved.
Lad os se lidt på nogle af de danske kerneværdier.

Hygge [definition]
Fuldstændigt fravær af besvær og noget, der kan være følelsesmæssigt overvældende;
at glæde sig over tilstedeværelsen af behagelige, venlige og beroligende sysler.

Selvom det i princippet kan lade sig gøre at hygge sig for sig selv, for det ville jo opfylde betingelserne for definitionen, så er hygge i dansk selvforståelse en social ting. Det er noget, man gør i venners og familiers lag. Ovenstående definition synes at være gjort af en udlænding, der søgte en definition af et begreb, der ikke kan oversættes. Det findes ikke på andre sprog, men alle danskere ved, hvad det er, så de har ikke brug for at definere det.

Kan vi nærme os en definition?
Danskere er vejrfølsomme. Det fugtige blæsende vejr i Danmark især efterår og vinter har lært os at søge indenfor. Kom indenfor i varmen, der er kaffe på kanden, og skulle der være et stykke kage? Det er her, det bliver hyggeligt. Det kan godt være, vi gerne ville, og større byer om sommeren forsøger at have et udendørsliv. Der gøres meget ud af at efterligne den sydeuropæiske udendørskultur, og det er blevet almindeligt, at der nogle steder tilbydes uldtæpper som tilbehør, for nu skal vi fandme være parisiske. Det kan selvfølgelig også skyldes, at selvom vi beredvilligt hengiver os til politisk korrekt formyndermoral, så synes vi måske, at det er lidt synd for rygerne, eller snarere: beværtningerne vil ikke gå glip af indtægten.

Danskheden

Danskhed – der går hurtigt designer-ideologi og politik i det, for det er nærmest blevet et forbudt ord. Og hvordan skal det overhovedet forstås? I det hele taget kan det som dansker være nyttigt at opholde sig udenlands for at forstå, hvad det vil sige at være dansk. Eller at høre, hvordan udlændinge oplever at opholde sig i Danmark. I begge tilfælde afhænger udbyttet af den attitude, man møder en fremmed kultur med. Hvis man ankommer med en forventning om, at alt skal være, som hvor man kommer fra, går det helt sikkert galt. Da den første generation af charterturister ramte Solkysten i Spanien, forlangte de, at der var frikadeller på menuen. Som klasselærer for en stak gymnasieelever på tur til Prag så jeg, at eleverne strøg direkte hen til MacDonalds i stedet for at udsætte sig for rigtig tjekkisk mad. Kuvøse-turister er kultur-onanister. De unge mennesker var ikke en dyt interesserede i at møde et stykke fremmed kultur, de ville bare have en legeplads til at holde fest med sig selv i fire dage i træk, og fred være med det. Det er bl.a det, der gør, at folk visse steder i verden er blevet trætte af turister.

Danskerne brokker sig over, at indvandrergrupperne har det med at klumpe sig sammen i ghettoer. Er der den store forskel på den måde, udlandsdanskere har klumpet sig sammen i deres otium på Costa del Sol? I de gamle kvarterer i det tidligere Østberlin begyndte de lokale at blive lidt trætte af danskere, for de har bare opkøbt de gamle lejligheder for en slik, men de tilføjer ikke noget til livet i kvarteret, for de bor der kun et par uger om året, og resten af året vælter det ud og ind med airbnb-gæster, som heller ikke tilføjer anden en støj til lokalmiljøet, og som de også er trætte af.

Værdierne

For en udlænding er det ikke altid nemt at lære danskerne at kende. Vi kan både være reserverede / tillukkede og indimellem uforskammede. F.eks var der en englænder, der nærmest med rædsel konstaterede, at ordet please ikke fandtes på dansk. Altså, der findes da vendinger som ‘vær så venlig at tage plads’, men det opfattes i dag som meget formelt, lidt som at sige De til folk. Hvis nogen taber noget på gulvet, skal man ikke forvente, at folk springer til for at samle det op. Vi værdsætter ærlighed fremfor høflighed. Uærlighed er ikke et traditionelt dansk karaktertræk, vil jeg hævde. At det har sneget sig ind, skyldes påvirkning udefra, uærlige medier og uærlige politikere, og at vi har set for mange Hollywoodfilm, hvor personerne lyver overfor hinanden konstant. Globalisme er uærlig. Vi er blevet amerikaniserede. Og det skal ikke forstås, som at amerikanere generelt er uærlige mennesker, men at en snobbe-efterlignings-kultur er en uærlig kultur. Fordi amerikanere muligvis lever i et rodløst kulturelt vakuum, behøver vi ikke at efterligne det. Det er blevet almindeligt for mange unge at lyve hele tiden, for selvfølgelig gør man da det – især overfor de voksne. Men som danskere har vi nogle gange svært ved at se, at ærlighed faktisk er en dansk egenskab, som vi bør værne om.

En anden dansk egenskab er grundlæggende tillid. En amerikaner, der oplever, hvordan mødre kan finde på at lade deres børn sove udenfor i en barnevogn, bliver rædselsslagne ved tanken. Men folk stjæler altså ikke spædbørn i Danmark, og de få gange i danmarkshistorien, det er sket, er det havnet på forsiden af aviserne. 79% af danskerne har tillid til andre – indtil det modsatte er bevist. Andre steder i verden har man mistillid til andre for en sikkerheds skyld – indtil det modsatte er bevist. Og visse steder kan der være god grund til det. En undersøgelse blandt englændere viste, at mellemmenneskelig spontan tillid var under 30% – hvilket også galt tillid til deres regering. 70% af alle franskmænd mener, at deres politikere er korrupte, så her er der heller ingen tillid.

Disse værdier er meget gamle, og selvom de er blevet udhulede i urbaniseringen, forbrugerismen, amerikaniseringen tivoli-hollywood’isering og globaliseringen, så er de ikke uddøde. Tillid til fremmede var en generel dansk egenskab, inden de voldsomme bølger af politisk designet indvandring slog igennem, hvis formål – og det gælder hele Vesten – var beregnet på destabilisering og nyproletarisering. Hvis vi husker tilbage, så var danskerne meget venlige overfor jøderne i WW2 og ungarerne efter den sovjettiske invasion. Men det var stadigvæk folk fra Centraleuropa, der var nemme at integrere, for det sørgede de nærmest selv for. Problemerne opstod med store mængder af mennesker fra ikke-europæiske kulturer med en anden religion. Det være sagt, selvom danskerne klarer den langt bedre end svenskerne. I Sverige kan man tale om problemer for alvor, og hele den svenske indvandrerpolitik er en kæmpe fiasko. De har i blind tro på deres egen politiske korrektheds fortræffelighed og den svenske socialistiske model skabt et dysfunktionelt multietnisk samfund. Der findes omkring 50 boligområder i Sverige, hvor politi og brandvæsen ikke kan komme, for så bliver de stenet af de indvandrerbander, der regerer her. Sverige figurerer som nr. 2 på den stygge liste, hvor kvinder bliver voldtaget – af indvandrere. Ikke engang feministerne i det ellers feminist-dominerede Sverige tør åbne munden og protestere her. Det samme skete i Angela Merkels Tyskland, da hun sagde, at alle indvandrere var ubetinget velkomne. Det galt så også horder af mænd uden kvinder og børn og i den våbenføre alder fra Afrika og Mellemøsten, der var blevet indskibet af menneske-traffikkører. Det samme skete i England – I byen Rotherham blev over 1000 unge kvinder i en årrække systematisk voldtaget af en pakistansk indvandrerklan, uden af politiet løftede en finger … for det ville jo være racistisk.

Politisk korrekthed er i stand til at massemyrde enhver forekomst af sund fornuft og almevel.

Et spørgsmål om tillid

Det kan godt være, at tilliden har fået et hak i tuden, men tillid var faktisk en generel indstilling i både den skandinaviske og den russiske kultur, og her glemmer vi i øvrigt, hvor vi kommer fra i tidernes morgen i folkevandringernes Europa. I et hårdt klima med rigtigt mørke og vinter var man som vejfarende afhængig af tillid og gæstfrihed, så som bosiddende udviste man selvfølgelig det samme overfor fremmede.

I storbyen stiller man selvfølgelig ikke sin cykel fra sig ulåst, og det er med begrundet-erfaret mistillid. Men min cykel er altså ulåst, hvor jeg bor ude på bøhlandet, og selv når jeg cykler de 9.5 kilometer ind til den nærmeste by med 5.000 indbyggere, så kunne jeg ikke drømme om at låse cyklen, når jeg går ind i en butik. Det er altså virkelig svært at drøne rundt på en stjålen cykel i et sådant lokalsamfund. Der finder heller ingen shoplifting sted, som jeg har hørt om. Alle ville vide det, og du ville aldrig kunne komme der siden.

Uærlighed og mistillid er bivirkninger af urbanisering, eller som man sagde dernede i forrige århundrede: fremmedgørelse. Med fremmedgørelsen forsvinder empatien. Det er kun muligt at komme udenom venlighed, når man aldrig rigtigt har mødt folk, og man kan nemt bo i en opgang med fem etager i byerne uden at kende og møde sine naboer. Det kan ikke lade sig gøre ude på landet. Du behøver ikke være hjertevenner med dine naboer, men du skal virkelig gør dig umage for ikke at kende dem. Og da Danmark for så kort tid som 100 år siden var et landbrugsland og før da 1000’er af år tilbage, så er danskernes folkesjæl – endnu et forbudt eller afdanket ord? – dannet af det.

50 år tilbage kendte danskerne de fleste af sangene i Folkehøjskolens Melodibog, hvoraf mange handlede om livet og skønheden på landet. I dag er de stort set glemt bortset fra den reviderede udgave, hvor Kim Larsen er inkluderet – med al respekt. Danskere under 40 år kan generelt heller ikke synge længere. Enten skal man efterligne et et andet uopnåeligt popsanger-ideal, eller også holder man sin kæft. Den eneste fællessang, der er tilbage, er brølet af nationalsangen i Parken ved landskamp, hvor halvdelen af publikum er ude af stand til at ramme tonen.

Andre steder i verden bruger man sangen og musikken til at fejre traditionen. Man er stolte af det. Man elsker sit land, dets landskab, den særlige stil, de nationale-lokale madretter.

Læs: Kursus i mormormad
Den findes også som bogudgivelse på både dansk og engelsk. Det er en kogebog med en overvægt af fokus på dansk madtradition uden at glemme, at mormor er fra hele verden.

Man skal i øvrigt lede efter en smørrebrødsforretning i dag. Jeg har bevidst sat et stykke med fiskefilet og rejer på forsiden, for smørrebrød er Danmarks eneste 100% originale bidrag til verdensgastronomien. Dette burde være den danske nationalret og ikke stegt flæsk med persillesovs, som Brian Mikkelsens kulturkanon promoverede. Kulturkampen, som Fogh-Rasmussen-regeringen hævdede, var vendt mod muslimske indvandrere, der skulle lære at spise svin – så ku’ de lære det. Det ku’ de så ikke.

Vi ved godt, at vi kun er et lille land, så vi er orienteret udad. Udlændinge har svært ved at lære at tale dansk. Det skyldes ikke, at dansk er sværere at lære end andre sprog. Prøv lige at lære mandarin eller japansk. Det skyldes, at selvom en tilflytter gerne vil lære dansk, så slår danskerne straks over i engelsk. Det er misforstået høflighed – eller også er det fordi vi gerne vil blære os med, at vi skam taler engelsk. Tilsat et stænk af snobberi – vi lider af den engelske syge (citat: Claus Spenster).

I den kampagnelignende trend med danskerne som verdens lykkeligste folkefærd – Danmarks Turistråd må være helt oppe at køre over al den uventede reklame – er det ofte velfærdsstatens faciliteter, der bliver bemærket. Sammen med at danskerne er åh-så-liberale og ‘frigjorte’. Var det frigjort som i frit svævende i et traditions- og historieløst vakuum? Var det fri bar og frit tag-selvbord i velfærdens herligheder, eller var det frihed for ansvar?

Velfærden

Hvordan er det nu med det velfærdssamfund – efterhånden? Det er rigtigt, at der i princippet er gratis skolegang, uddannelse og sundhedsvæsen. Hvorvidt børn og studerende så lærer andet end at lire lektien af i vores skolevæsen, og hvorvidt man forbedrer sit helbred ved at blive indlagt på hospitaler og sygehuse er et ganske andet og dybere spørgsmål. Men ville vi undvære det? Vi er villige til at betale en meget høj skat for at få en servicerende infrastruktur. Men en sådan samfundsmodel er ikke bedre end sin egen business-case, og i løbet af de seneste 30-40 år – for at sige et tal – så er dette velfærdssamfund blevet udhulet.

Hvor der er en business case, er der parasitter i systemet. Staten selv er blevet parasitisk og servicerer sig selv fremfor borgerne. Staten er blevet til en autonomstat, hvis hovedformål er at opretholde sig selv, sit apparat og sine 1.3 millioner+ ansatte. Dens opdragsgivere, der burde have været befolkningen, er i mellemtiden blevet et eller andet urørligt bæst derude i den globale sky, som stat, regering og politikere + det forvoksede embedsvælde er duknakket lydige overfor, mens de lyver om det overfor befolkningen. Den danske stat er blevet udansk, for den har forbrudt sig mod det gamle ærlighedsprincip. Staten viser heller ikke befolkningen tillid længere, for den mener sig kaldet til at kontrollere, regulere og manipulere befolkningen i hoved og røv – ligesom andre steder i verden, hvor globalfascismen har møvet sig ind regeringsførelse. I Danmark har vi nemlig registersammenføring på steroider, for borgerne har et CPR-nummer. De færreste kender det reelle omfang af, hvad det bliver brugt til.

Når en udlænding ankommer og ser, at de får dét forærende, som de er nødt til at betale kassen for andre steder – f.eks det amerikanske skole- og sundhedsvæsen er helt forfærdelig på det punkt – så bliver de selvfølgelig benovede. De studser lidt over indkomstskatten i starten, ligesom de konstaterer, at priserne er tårnhøje. Og så har de endda ikke gennemskuet hvor høj beskatningen er samlet set: 83% når hele sammensuriet af skatter og afgifter til staten er betalt! Det ved danskerne i øvrigt heller ikke, for afgiftskomplekset er skjult på alle tænkelige måder. De ved heller ikke, at der årligt pumpes 100-vis af milliarder skattekroner ud af landet – med skattevæsenets vidende. Det danske skattevæsen er ikke dansk. Danmarks Nationalbank er ikke dansk. Er Danmark dansk?

Magten og korruptionen

Magten er i det hele taget skjult i Danmark. Vi er rigtig gode til at lade som om, at vi lever i et demokrati – og ikke i et stykke lyserødt og fluffy-blødt fascististisk demokratur. Ledelsen er ikke prangende i virksomhederne. Chefen ligner i hverdagen sine underordnede. Andre steder i verden har de kæmpe guld-dekorerede skriveborde og opfører sig som små maharajaer. De praler af deres status, i Danmark skjuler vi den. Hvad er mest ærligt?

Det betyder også, at der bag facaden foregår langt mere lusk og rævekagebageri, end vi forestiller os. Kampagnetrenden om Danmark siger også, at det er det mindst korrupte land i verden. Well, du kommer ingen vegne med at vifte med en pengeseddel, hvis du bliver stoppet af politiet, for korruptionen foregår ikke ud på gaden og i øjenhøjde men bag lukkede døre. Danmark er nøjagtigt lige så korrupt et sted som andre steder, for korruptionen = magtmisbruget foregår tilbagetrukket. Hvad er mest ærligt? Vi er smartere end andre til at bestikke, vride armen rundt, svindle, vinke med en vognstang, få vennerne ind i butikken (nepotisme) og tage røven på borgerne. Stat og regering slipper afsted med det, for systemet er så tæt sluset, at man ikke kan komme efter det. Man kan ikke sagsøge Staten, for den har monopol på vold. Korruption foregår på alle niveauer især det højeste. Blev en Bjarne og en Helle nogensinde stillet til regnskab for DONG-Energy-sagen? Blev en Anders nogensinde stillet til at ansvar for på falsk grundlag at rode Danmark ud i krige i røven på USA mod lande, vi intet mellemværende havde med? Blev en Danske Bank nogensinde stillet til regnskab for deres 300-milliarders pengevaskeri i Baltikum? Fik vi nogensinde at vide, hvorfor togtrafikken blev solgt til lavest bydende = inkompetente udenlandske aktører? Har vi fået at vide, i hvilken grad vi hver dag overlader mere og mere til EU’s gennemkorrupte milliardærklub styret af kommisærer valgt af deres eget bagland. Har vi fået at vide, at EU har noget med demokrati at gøre, mens vi går hen og stemmer til EU-valg? Europæerne som helhed ved godt, at de teatralske EU-valg er fake-fake-fake, og de markerer det ved at deltage i yderst ringe grad.
Læs: EU’s fascistiske bagland

Brokkeriet

Steffen Brandt / TV2 skrev en sang om, at danskerne brokker sig. De er blevet forkælede og velfærds-fucked-up, og når man har fået for meget forærende, er man aldrig tilfreds, for man har jo ikke fortjent det, man har aldrig kæmpet for det. Det er også derfor, vi ikke har et folkestyre men et lyserødt lummerfascisitisk demokratur, for folk gider ikke at lette røven for at styre noget. Demokrati er noget, vi forbruger, det er noget, vi tilskuer på fjernsynet. Så vi brokker os fra sofahøjde. Vi er også meningsforbrugere, for vi danner os ikke en mening længere, vi downloader den. Vi har ingen mening, vi lader som om. Vi har ikke et demokrati, vi lader som om.

Der er måske også en svag bagskid fra bondesamfundet, for bønderne brokkede sig altid over vejret og den dårlige høst – selv når der var en god høst. Men tag ikke fejl: bønderne havde altid meninger. Der blev altid talt økonomi og politik, når snakken gik om bordet under og efter middagen derude i hampen, hvor kragerne vender. Og de havde institutioner, der fremmede snakken. Det var obligatorisk at fejre fødselsdage, dåb, bryllyp, sølvbryllup. Selv en begravelse var en form for festlighed. Der var suppe, steg og is, der blev sunget, holdt taler, og der var dans bagefter. Det var dans, hvor man holdt hinanden i hænderne og så hinanden i øjnene, der var intet lummert over det, og lillemor og lillebror fik sig også en svingom.

Penge – det er ikke noget, man taler om. Jo, bønderne talte altid om penge. De var bondesnu. Men så var det heller ikke større, for i det lange løb var de også naive. De troede, at deres interesseorganisationer havde deres interesse i tankerne. Men det gik med dem som med fagforeningerne: pamperne ankom. Pampere i alle lande, forener eder, og det må man sige, de gjorde. Pamperne på Axelborg og pamperne i Bruxelles havde stor forståelse for hinanden. Den før så selvstændige bonde måtte lukke ned for fædrendegården, for pamperne var hoppet i seng med BigAgro og globalist-kartellerne.

Kulturradikalismen

Bondesamfundet blev umoderne. Moderniteten lærte danskerne at foragte traditionerne. Der skulle gøres op med det bestående, væk med småborgerligheden, rend mig i traditionerne, forældre er forstokkede, død over kulturen … sagde kulturradikalisterne og babyboomerne / 68’erne. De skulle være frigjorte, uden at de havde et klart begreb for, hvad det ville sige. Det var en tid, hvor fysisk set voksne mennesker mente, at det var trendy at opføre sig som små børn. Det var en pubertær tid, og puberteten blev forlænget på ubestemt tid. Der var skævrøgede hippier, der ankom med en ny dansestil, der lignede en blanding af tosseanstalt og epileptisk anfald. Der var frigivet porno og fri sex i bollerummet i kollektivet. Der var munkemarxisme og rettroenhed i den lille latterlige kult, der mente, de skulle frelse verden ved at diktere korrekthed for menneskeheden. Man gik i Fælledparken 1. maj og lod som om, man var kommunist, drak sig stiv i øl og skrålede om det smældende røde flag, hvorefter man gik hjem og sov den ud og glemte alt om revolutionen. Og rødstrømperne svingede med de bare patter på stranden og til festivallerne eller til demonstrationerne, for demonstrationer var trendy. De gjorde ingen forskel, men det var lissom rart at gå der og føle sig som en del af flokken. Det var ligesom at gå i kirke og synge salmer.
Er ideologi ikke en menighed i en kirke?
Har de ikke ritualer til at bekræfte medlemsskabet af menigheden?
Har de ikke trosbekendelser?
Er der ikke et præsteskab, der prædiker deroppe fra alteret og prædikestolen?
Kan du ikke modtage syndsforladelse ved at bekende dig?

Jeg er ikke egentlig utilfreds – Det er bare en bagskid, der har varet siden 68
[Niels Skousen, ’68’]

Det kan godt være, at klynke-brokke-feminister stadig i dag ved festlige lejligheder kan finde på at fremstille danske kvindfolk som åh-så-undertrykte, men der bliver ikke rigtigt lyttet til dem længere. De kan fyre den af på en veninde-slabberas, hvor de mener, det er OK at svine deres mænd til, men hvis de lufter den i et større selskab, bliver der så’en lidt overbærende tavst. Det er simpelthen noget vrøvl. Der er masser af danske kvinder i erhvervslivet på alle niveauer også på ledelsesniveau. Det kan så diskuteres, om kvinder generelt er gearet til den meget aggressive stil, der kræves i en lederstilling i erhvervslivet. Jeg har set eksempler på som mandlig ansat i en arbejdsplads med en majoritet af kvinder, at det ikke nødvendigvis er sådan. Men at kvinder ikke kan skabe en karriere på lige fod med mænd passer simpelthen ikke. Det kan også diskuteres, hvad de er nødt til at ofre. For selvom Danmark sammenlignet med udlandet har luksuriøse barselsregler, så har det også betydet et fravalg af børn langt hen ad vejen, og hovsa nu nærmer vi os deadline og de magiske 40 år, så nu må vi hellere klemme en unge ud – den eneste-ene, guldklumpen der herefter får hele curling-armen. De højtbesungne begreber som frigørelse og ligestilling har en skjult men høj pris. Hva’ så kvindfolk, blev I lykkelige? Blev jeres børn lykkelige i jeres enlig-mor-single-frigjort-projekt? Blev I lykkelige uden en mand og en far til jeres grænsesøgende, semi-sociopatiske børn? Blev I ikke en slags statsansatte ludere med single-status?

Feministerne ønskede aldrig den ligestilling, de råbte op om. Mente de f.eks, at der skulle være kønskvotering for olieborebisser, kloakarbejdere, skraldemænd og soldater? Skulle der være tvangsudskrivning af kvinder, der skulle sætte deres liv på spil? Mænd og kvinder er ikke lige = ens, de er forskellige på den fede måde. Femi’erne ønskede særstilling. Kønskvotering er i det hele taget verdens dårligste ide. Tag lige følgende sætning i din mund, Feminina: Ja jeg har altså fået det her job, selvom der var 14 mænd, der var mere kvalificeret end mig, ja for jeg var jo kvinde! OK, og nu er du stolt af at være underkvalificeret, tillykke med det. Også tillykke til din chef og virksomheden, hvis potentiale nu er blevet forringet. Lige løn for lige arbejde kan alle være enige om, men det er jo ikke feminisme, det er sund fornuft og retfærdighed og har intet med køn at gøre. Lige ansættelse med lige kvalifikation … ikke tale om, det er jo ikke særstilling.

Nationen

Nation [definition]
Det sted, jeg er født (nation: fødsel), mit fødeland, mit fædreland med mit modersmål

Det er ikke kun danskhed, der er lagt for had i en globalistisk verden. Tyskhed blev lagt for had efter WW1, og efter WW2 skulle alle tyskere skamme sig over at være tyskere. I dag får den fuld skrue, for den tyske regering er i færd med totalt at ødelægge landet og dets før så stærke økonomi. Engelskhed er totalt fucked op, og befolkningens tillid til regeringen er i frit fald. Franskhed har det skidt i disse tider, og deres præsident har direkte erklæret, at fransk kultur overhovedet ikke findes! Aflivningen af traditionelle værdier og bagholdsangreb på kulturen er et globalt fænomen. Det er selve essensen af globalisme. Nogle steder vil man ikke finde sig i det, Ungarn, Italien, Polen, flere følger trop … hvilket straks afføder, at globalismens organer kører deres aggressive propaganda- og sanktionsmaskine i stilling mod udbrydergruppen, der mener, at de har ret til at være dem, de er. Nå de vil ikke EU-harmonisere, så skal de straffes. Pas på dernede i kommissær-pamperland, I sidder på en tikkende bombe af exits.

De kulturbærende institutioner i Danmark er i forfald. Danmark har traditionelt været et sted for iværksættere og små virksomheder. Det er meget svært i dag at være en lille virksomhed. Man gik efter de små virksomheder i 2008 ved Finanskrisen og ved den ligeså kunstige coronakrise 11-12 år senere gik man igen efter dem. 10.000’er af små virksomheder gik ned med flaget i dette betændte årti – med vilje! Den tunge del af det danske landbrug hjulpet på vej af EU og landbrugets egne interesseorganisationer, storspillernes lobbyisme og partiet Venstre har gjort det urentabelt-umuligt at være et lille landbrug. Venstre + Axelborg-mafiaen definerede ‘dansk landbrug’ som det, der tjente storspillernes business-case. Danmark er ikke et traditionelt landbrugsland længere, og bonden er nu en historisk skikkelse og et museumsobjekt.

De lokale skoler, mejerier og brugsforeninger er nedlagt og sammenlagt af de store kæder, hvoraf nogle er ejet af udlændinge. Andelsbevægelsen er død. De danske skibsværfter i det før så søfartsdygtige land er nedlagt. Folk går i tøj produceret af underbetalt arbejdskraft ude i Østen, og at finde en skrædder i dag er nærmest umuligt. Spørg en ung dansker, hvad frihedsstøtten ved Hovedbanegården i København står for, og de vil ikke ane det – døøh er det ikke noget med Anden Verdenskrig? Om ca. én generation er vi blevet til et fuldbyrdet historieløst folk. Noget så fejret-ærkedansk som højskolebevægelsen har måttet vride og vende sig for at overleve.

Lokaldøden kan isoleret set synes et dansk problem, hvilket det bestemt er. Men det er langt større end som så. Den danske tilstand (state = tilstand) er blot en lokal nedskalering af globaliseringen, den store historieløshed, traditionsløshed, kulturløshed og værdiløshed, der er indtruffet i et eller andet omfang i hele verden. Verden er MacDonald’iceret. Verden har en skrue løs. Men Verden rører også på sig. Verdens mennesker er fed-up med globalismen. De har set tilstrækkeligt af dens grimme fjæs. De har set især i Udkantsverden, at globalisme er intet andet end den gamle onde ånd fra kolonialismen og imperialismen rebrandet med nyt smart tøj på.

Moderniteten og globalismen er grim. Dens udtryk er grimhed. Overalt, hvor den trænger frem er der grimhed. Udtrykket rammer os direkte, når vi kører ind i en by hvorsomhelst i verden, der er heftigt indkapslet i en tyk rustning af arkitektonisk grimhed.
Læs: Vi bor i grimhed og længes efter skønhed
Læs: De dødes by
Læs: Skønhed i eksil
Læs: Byg et hus af mudder
Læs: Menneskehuset

Socialdemokratismen

Det startede helt tilbage til 1870’erne med pionerenb Louis Pio. Danmark havde begyndt sin industrialiseringsproces. Det fortsatte med at være en god ide dengang i de depressive tider med verdenskrige, børskrak og arbejdsløshed. Industrialismen havde skabt sine egne livegne hovbønder. Industrialismen urbaniserede befolkningen, for fabrikkerne lå centralt placeret i byerne. Storbyens nye bønder arbejdede ikke med jord, planter og dyr, de producerede … ting. Selv jord, planter og dyr blev efterhånden til … ting. Slaveri er tingsliggørelse af mennesker, og man behøver ikke at være marxist for at forstå, hvordan industrialismen skabte en ny form for slaveri. Faktisk vil det nok være gavnligt ikke at være marxist, for de forstod absolut ikke, at deres sovjetprojekt handlede om at skabe en ny form for slavestat.

Man kan sige, at socialdemokratismen er en form for misforstået kommunisme. Der er altid en grad af sandhed i et så gennemført usandt projekt som marxismen / socialismen / kommunismen, for ellers ville projektet aldrig kunne markedsføres. Der er socialister den dag i dag, der misforstået tror, at det fra starten af handlede om at hjælpe arbejderklassen. Det er ikke bare lidt men fuldstændigt forkert! Arbejderklassen var udset til at være benzin til den maskine, der skulle ødelægge det traditionelle agrarsamfund og skabe en slavestat med den nyskabte klasse som trækdyr.

Industrialismen var i realiten feudalisme på ny flaske. Livegenheden var ikke længere herremandens råde- og revselsesret over hovbønderne. Det var nu industriejerens råde- og sanktionsret over arbejdsstyrken. De oprindelige socialdemokrater gjorde deres til at mildne luften – ikke for de klippede får men for denne arbejdsstyrke. Langt hen ad vejen løftede de underklassen til middelklasse. Fagforeningerne havde deres historiske mission, og vi er nødt til at takke dem for deres benarbejde.

Det danske sindelag er meget socialdemokratisk, og dette parti har været med til at modificere folkesjælen. Selv oppositionen førte socialdemokratisk politik, når de kom til magten. Sjæl er måske et for dybt udtryk, men så tankesættet, livstilen, det lokale verdenssyn da. De skabte det velfærdssamfund, som løftede levestandarden i efterkrigstiden. Men hvad skete der, da deres historiske mission var fuldført? De vil nok selv sige i partiet, at missionen nu var at befæste værket og sørge for, at det ikke blev udhulet og forsvandt. Det ironiske er måske, at det netop var det, de sørgede for. Vi fik det Nye Socialdemokrati med Poul, Helle og Mette, ligesom englænderne fik New Labour med Tony Blair. Barack Obama gjorde det samme med Demokraterne i USA. De havde en ny mission. De skulle globalisere befolkningen. De skulle sørge for, at arbejdstyrken blev lydig i en globaliseret verden. Deres opdragsgivere var nu et sted derude i den globale sky. Helle kom fra EU i Globalistan og var gift ind i det korrupte britiske New Labour. Mette kom fra partimaskinen. Disse nye versioner af arbejderpartier var fordækt fascisme. Det var så fordækt, at medlemmerne ikke selv opdagede det.

Fascismens grimme ansigt

Så da ordren ankom i marts 2020 om, at nu skulle der indføres totalitær undtagelsestilstand, var Mette og hendes hof måneder forinden informeret om det. Altså allerede inden nogen inklusive regeringen formelt havde hørt om det. Hvordan ved vi det? Fordi en af hendes ministre deltog i Event 201 i New York i oktober 2019, hvor finansinstitutioner, medieorganisationer, kulturorganisationer, regeringsrepræsentanter og andre ‘influencers’ var inviteret af den globalistiske tænketank og magtforum World Economic Forum til en stor simulationsøvelse, hvor man øvede sig i nedlukning i forbindelse med … en ny farlig coronavirus! der var blevet til en pandemi. Det sagde det simpelthen direkte for den opmærksomme lytter. Det, man øvede sig i her, var NØJAGTIGT hvad der skete fem måneder senere.
Læs: Massehypnose – hvordan kunne det ske?

Det var meget akavet at være dansker i den periode, for det er meget udansk at være duknakket overfor et fascistoidt diktatur. Men politikerne, karrieredrengene og -pigerne i Frederiksens kabinet elskede det, for det var, hvad de i deres inderste formørkede, magtliderlige afkrog altid havde drømt om uden at turde indrømme det. Politikerne fik aktiveret deres latente totalitærhjerner. De kunne nu opføre sig som de historiske eller nuværende regimer, vi hidtil ikke havde ønsket at identificere os med, men nu var det med et kunstgreb pludseligt blevet helt legalt – det var det nye normale! gik vi på opfordring og sagde. Vi fik fascismen ind ad bagdøren og lige i fjæset. Den var der sådan set allerede, den havde ligget som en sovende celle, men nu trådte den frem i lyset, så alle kunne se den. Det var et meget stort sats, for det endte med at give bagslag og betød et generelt fald i tillid til regering og medier blandt befolkningen.

Havde regeringerne i verden tænkt på den mulighed? Havde de kalkuleret med bagslaget?
Havde de også tænkt på, at arbejdstagerne fandt ud af, at det var helt fint at få lov til at være hjemme. Det fik en del mennesker til at overveje deres arbejdssituation. En international undersøgelse blandt arbejdstagere viste, at mere end halvdelen syntes, at de havde et bullshit-job = et arbejde, der hverken gav mening eller var tilfredsstillende. Og danskerne var ellers et af de arbejdende folkefærd, hvor arbejdsglæde stod i høj kurs. Det fik et langtidsholdbart hak i tuden.

Det havde arrangørerne og medløberne med garanti ikke tænkt på. Men nu havde de plantet i frø i befolkningen om, at det måske ikke er evigt saliggørende at knokle sig fordærvet til vi falder om. Det er i øvrigt HELT ude at trit med regeringens allerede indførte politik om, at vi nu NETOP skal knokle os ihjel til op i 70’erne for at løse, hvad der kaldes for ‘ældrebyrden’. Vi skal vide, at vi er en byrde for samfundet, når vi bliver ældre ifølge bureaukraterne og Borgen. Ikke noget med, at vi har været en velsignelse, der har ofret størstedelen af vores liv for at yde vores indsats for samfundet og tak for det. Nej-nej, vi er en byrde, et besvær, og kunne samfundet dog ikke slippe af med os i en fart?

Staten har forbrudt sig imod endnu en traditionel dansk værdi: At sige pænt tak.

Den devaluerede dansker

Der kan siges meget mere om, hvad der ligger og trykker sig dernede i folkedybet. Holger Danske er faldet i søvn som en forstening i sin katakomb. Vi snupper lige en evalueret nationalhymne:

Der var et yndigt land,
det stod med brede bage
af hængerøv og slid;
det vred og vendte sig sig i angst,
for død og mangen plage;
Ej længer Freyas sal.

Dér sad i fordums tid
de jakkeklædte tumper,
udhvilede fra nid;
så drog de frem til folkets mén,
nedlukningslumpne løgne
bag Borgens kampesten.

Det land er blevet grimt;
thi giftigheder virker
i jord og vand og krop,
og karriére-kvindekøn
og mænd foruden klunker
bebo de danskes øer.

Hil Holger i din katakomb!
Du tog dig nok en snummer,
en morfar og en lur.
Vort gamle Danmark skal forgå,
sov sødt, du lille Jumbo
i tornerosesøvn.

Se-hør video-podcast: Der var et lille land
Læs: Vikingerne

Man kan måske spørge, om vi er nødt til at opleve at miste vores nationale identitet for engang i fremtiden at blive motiveret til at genvinde den?
Man kan i samme forbindelse spørge, om det så ikke er for sent?

Det kan aldrig blive, som det har været, Danmark er ikke, hvad det har været og bliver det aldrig igen. Det er ikke engang ønskværdigt. Men noget er der nødt til at ske, for det var helt unødvendigt at sælge ud af de grundfæstede værdier, som vitterligt var og er og bør forblive danske. Lefleriet for globalisme / nihilisme var både fejt og dumt. Vi bærer alle ansvaret for den devaluerede dansker.
Spørgsmålet er: påtager vi os ansvaret?