Imperiets blodspor

I tidsrummet mellem 1950’erne til et stede i 1970’er foretog det nu forhenværende Britiske Imperium, mens de drejede nøglen om for den formelle imperiale status, en verdensomspændende efterretningsoperation ved navn Operation Legacy. Altså legacy som i eftermæle. Efterretning skal forstås ret: Der blev rettet til efterfølgende. Man havde alle efterretninger og oplysninger, men imperiets befolkninger og resten af verden måtte ikke få det at vide.

Alle de tidligere kolonilande havde haft britisk administration, og de lokale guvernører og deres stab havde opbygget minutiøse arkiver over imperiets bedrifter. Disse arkiver indeholdt udover diverse administrative trivialiteter også optegnelser, som imperiet indadtil i deres establishment var stolte af og pralede med, men som de vidste ville vække furore blandt andre end dem selv. Vi taler om optegnelser af massemord/folkemord, massakrer, tortur, koncentrationslejre, udplyndring, racisme, diskrimination, undertrykkelse – HELE udtrækket af åbenlyse og indiskutable forbrydelser mod menneskeheden og de pågælde koloniers befolkninger.

Det åbenlyse og indiskutable skulle gøres hengemt og diskutabelt. Operation Legacy bestod i destruktion og i få tilfælde konfiskering af alle disse omfattende og detaljerede arkiver. Verden måtte ikke få at vide om disse forbrydelser, deres karakter og enorme omfang. Verden skulle for eftertiden (legacy) have det billede, som mange englændere stadig har: at Imperiet var GREAT, at det var en storhedsperiode, og at de med et af deres mest klamme udtryk the white mans burden sørgede for, at de kulturelt underfrankerede duknakker derude i Udkantsverden i Imperiet, hvor solen aldrig gik ned, fik del i den rigtige civilisation og dens velstand. Bare sig ordet Commonwealth, altså at I derude ved vores gavmildhed får del i vores velstand og suveræne verdensforståelse… en velstand der læst mellem linjerne byggede på alt det, som vi har stjålet fra jer. Efter de to verdenskrige, hvor det var lykkedes imperiet at fremstå som de godes heltemodige og opofrende krig mod den inkarnerede ondskab, selvom det var det samme imperium, der havde ønsket, planlagt og iscenesat begge verdenskrige – og smurt al skyld af på den slagne fjende – fremstod de via deres effektive propaganda som the good guys, entydigt! Arkiverne fortalte en ganske anden historie, så de måtte væk.

Indien var imperiets kronjuvel, som imperialisterne pralende sagde. Landet fik sin formelle uafhængighed i 1947 (reelle?), og det berettes, at der i ugerne op til skæringsdatoen steg en kæmpe søjle af røg op i himlen i Delhi på grund af de omfattende afbrændinger af arkiver. Inderne og verden måtte ikke lære om imperiets sande væsen. Det var den største pogrom i historien. Affæren var yderst pinlig, for hele verden så, hvad de gjorde.

I 50’erne tilkæmpede flere og flere lande sig formel uafhængighed. Vi sætter en streg under formel, for bag facaden var der etableret et neokolonialt kontrolapparat, der for de fleste tidligere koloniers vedkommende aldrig er fjernet. Alle de store europæiske kolonimagter skabte et lignende postkolonialt = neokolonialt apparat, og vi ser f.eks lige nu et stribe lande i tidligere Fransk Vestafrika i det grænsebælte mellem Sahara og det grønne Centralafrika, der kaldes for Sahel, kæmpe en kamp imod de franske neokolonialister, der stadig udplyndrer deres ressourcer efter alle disse år med ‘uafhængighed’ – i fortfarende afhængighed.

Den britiske koloni Malaya fik selvstændigheds-status i 1957. Det var en udvidet udgave af nuværende Malaysia og omfattede også Singapore + dele af Thailand og Burma. Forinden kørte der konvojer af lastbiler lastet med arkiver ned mod en destruktionsanstalt i Singapore. Det fulde navn var Føderationen Malaya. Vi er opdraget til at tænke på en føderation som noget, der er en frivillig sammenslutning af lande og distrikter, men i realiteten er det, hvad det romerske imperium kaldte for provinser – pro vince: vundet for os = erobret, okkuperet, stjålet. Læg i den forbindelse mærke til, at USA har en føderal regering, hvilket giver et hint om, at USA aldrig blev reelt uafhængigt men stadig kontrolleres af tentakler placeret af kolonimagten og kontrolleret af det spøgelse, der blev tilovers efter WW2. Lige så lidt, som kolonierne blev reelt afviklet, lige så lidt lukkede imperiet reelt ned.

I Trinidad fik den nye lokaladministration besked på at smide containerfulde af dokumenter i havet. I Egypten under Suezkrisen i 1956 berettes det, at plænen foran den engelske ambassade i Kairo var belagt med ankeldyb aske efter afbrændinger af dokumenter. Dokumenter blev destrueret eller gemt af vejen for eftertidens befolkninger i Sri Lanka, Ghana, Uganda, Tanzania, Malta, Brunei, Irland, osv.

Før Kenya blev erklæret selvstændigt i 1962 under præsiden Jomo Kenyatta – samtidigt med Somalia – blev 300 kassefulde af dokumenter fløjet ud af landet til en aflåst facilitet i Buckinghamshire, hvor de blev holdt udenfor klassifikationssystemet og umulige at få adgang til via den britiske lov om offentlig dokumentindsigt. Regeringen begik altså en ulovlig handling ifølge sine egne love. Deklassificeringen blev først hævet i 2011, hvor alle, der kunne holdes ansvarlige for forbrydelser mod både kenyanerne og for cover-up og deklassificering, var døde og borte. Disse arkiver viser bl.a, hvilke grusomheder briterne begik under Mau-Mau-opstanden 1952-57, en stamme-borgerkrig iscenesat af briterne for at forhindre den egentlige opstand imod imperiet. Det er her taktikken bag fake oprørsbevægelser blev etableret, en taktik vi har set adskillige gange siden, al Qaeda, ISIS, Boku Haram og de mindre blodige fake protestbevægelser som det Arabiske Forår og de såkaldte farvede revolutioner i lande, hvor imperiets arvtager USA og CIA har arrangeret ‘regimeforandringer’ = statskup, og hvor rare onkel Soros har været ude med den store pengepung med midler, som finansterroristen stjal ved finanssvindel og ‘nationaltømning’.

Bemærk at Irland står på listen over kolonier. Englænderne og deres regerings-bestilte historikere har forfalsket britisk historie til at tjene imperiets eftermæle. Det fremstår stadigvæk som et historisk faktum, at irlændere sultede ihjel i millionvis under den såkaldte kartoffelpest (the GREAT famine, for alle imperiets ugerninger er åh-så-great) fra 1845-52. Årsagen angives nedladende, at irlænderne udelukkende levede af kartofler, og når der ankom en plantesygdom, så var de for dumme og talentløse til at spise andet. Dette er en kæmpe historisk løgn, for irlænderne havde levet i århundreder som et landbrugsland med alle former for afgrøder og dyrehold, og der var stadigvæk i midten af 1800-tallet, hvor kartoflen var ankommet blot årtier forinden, et rigt udbud af alle slags. Ikke at irlænderne var et rigt folkefærd pga. deres rigdom af afgrøder, de var hårdtarbejde og nøjsomme bønder. Men de døde ikke af sult. Det hele var en britisk udplyndringsaktion. 200.000 britiske soldater deltog i perioden på syv år i at lægge en jernring omkring Irland, og daglig udskibedes fulde laste af produkter, der var stjålet fra de irske bønder. Resultat: de døde af sult. Nogle var i stand til at immigrere til USA, nogle blev ofre for hvid slavehandel. Massegravene ligger stadig med 2 km’s afstand i landskabet, og kun de lokale er klar over den rigtige historie. De har som standard valgt at holde deres kæft af reel frygt for repræssalier.

Den samme form for massemord ved iscenesat hungersnød blot i langt større omfang blev begået af imperiet mod iranerne 1917-19, hvor briterne skabte The Great Famine of Persia. Halvdelen af befolkningen døde af sult = 20 millioner. Også her er der detaljeret dokumentation bevaret, som briterne ikke fik destrueret. Der skulle gå næsten 100 år, før en iransk historiker Mohammad Gholi Majd fik adgang til britiske og amerikanske arkiver og supplerede det med biografier fra britiske officer.
Læs: The Anatomy of Genocide
Hele den tasmanske urbefolkning blev udryddet at briterne. Og i Inden aflivede det 150 millioner !! med sultens masseødelæggelsesvåben blot i de 40 år, der beskrives som imperiets storhedstid. East India Company udplyndrede landet mellem 1757-1858, og det såkaldte British Raj plyndrede-myrdede videre mellem 1858-1947. Omkring år 1700 stod Indien for 27% af verdensøkonomien, hvilket var mere end Europa samlet set. Efter den britiske kolonisering faldt det til 3%. Hvor blev de 24% af?
Se-og-hør: The Unmaking of India: How the British Impoverished the World’s Richest Country

Så disse dokumenter er altså smuttet gennem destruktionsapparatet og er blandt de få tiloversblevne, hvorefter man må spørge sig, hvad alle de foldboldbaner-store bunker af dokumenter, der blev afbrændt, indeholdt? Der er ikke den mindste tvivl om, at listen af forbrydelser begået af imperiet er lang nok til et helt makabert museum i sig selv.

I 2020 viste en opinionsundersøgelse, at 32% af den engelske befolkning mente, at Det Britiske Imperium var grund til stolthed, mens 37 % mente, at der hverken var grund til stolthed men heller ikke noget at skamme sig over. 7% svarede ærligt ved-ikke og kun skaldede 6% mente, at imperiets eftemæle var skamfuldt. 2/3 af den engelske befolkning blåstempler altså imperiet. 27% sagde endog, at de ville ønske, at England stadig havde sit imperium intakt. Det vil med andre ord sige, at Operation Legacy virkede. Det skal siges, at de 32%, der er stolte over imperiet, var faldet kraftigt fra 2014, hvor en lignende undersøgelse viste hele 59% – and still counting.

Folk tenderer mod at mene, at noget, der er foregået derude i Udkantsverden, ikke har noget med deres egen historie at gøre. Men der findes ikke vores og deres historie, der findes kun HISTORIE, der tilhører alle som et fælles anliggende. At folkeslag, der er blevet udsat for forbrydelser gennem århundreder, ikke engang har fået lov til at kende deres egen historie og årsagen til, hvorfor de stadig den dag i dag ikke trives fuldtud, er en forbrydelse oveni en forbrydelse, en forbryderisk lagkage.

Kontinuum

Imperiet er et kontinuum. Da det Romerske Imperium drejede nøglen om, så havde det allerede morfet til noget andet. Det var bl.a den katolske kirke, der nu var imperiets spøgelse. Fremover skulle kirken fra den hovedsæde i Rom blive er magtfaktor i hele det kristne ekspansionsområde. Den bedrev ikke hovedsageligt fysisk ekspension som romerriget men mental ekspansion. Den var bagmand for fysisk ekspansion via mental ditto. Den indgik som spøgelset i århundredernes versioneringer af Romerriget. Den bar bagmanden i Det Hellige Romerske Rige – deraf navet ‘hellige’. Den stod fadder til de europæiske kejserdømmer. Den indgik som samarbejdspartner i Det Tredje Rige. Fascismen var en opdatering af tanken om Staten, der var gud. Det Britiske Imperium så sig som arvtageren af Romerriget. Dets seneste morf er det amerikanske imperium.

Alle Imperiets morfede variationer har det tilfælles, at de insisterer på, at de skriver verdenshistorien. De bestemmer, hvad der skal med og hvordan det skal med, og de bestemmer, hvad der skal destrueres. I romersk tid fandt der nedbrændinger sted af et dusin biblioteker indenfor inperiosfæren med Alexandria som det kendteste eksempel. Kirken fulgte op med at kryptisere sin egen oprindelse. Den har formået at bevare sit eftermæle i 2000 år – fratrukket de århundreder det tog at konstruere den. Kirken er en konstruktion med seriøse skeletter i skabet.
Læs: Kongen der forsvandt

Den seneste version det amerikanske imperium har mange skeletter i skabet. De har megainstitutioner til på daglig basis af udføre deres store cover-up, deres Operation Legacy. Listen over USA’s krigsforbrydelser er i dag fuldt på højde med Det Britiske Imperium, og de har formået at begå dem på blot lidt over 100 år. Husk hvad CIA-direktør William Casey arrogant henslængt udtalte: ‘Tjae du ved, vores disinformations-program er fuldendt, når alt den amerikanske offentlighed tror på er løgn’. Et udsagn, der skal tages meget alvorligt og helt bogstaveligt.
Det første spørgsmål er, om projektet nu er fuldendt? Det er ingen hemmelighed, at CIA har placeret agenter i alle mainstreammedier, og at det efterhånden er umuligt at finde et egentligt sandt udsagn, når det drejer sig om begivenheder af betydning. Folk tager bad i en mediesuppe af løgn, og de fleste af formidlerne er ikke engang klar over det, for de skriver bare af efter de globalistiske medierbureauer og deres nyhedstelegrammer. De har monteret en buttplug med opkobling til den store brune kloakstrøm og nu PLØARP! flyder den ud af munden på dem og deres omvendte fordøjelsessystem.

Det andet og meget interessante spørgsmål er, om projektet i sin egen selvforståelse nu er ved at falde fra hinanden.
Det beskrives af det græske ord apokalypsis. Det betyder ikke, som de fleste tror jordens undergang. Det betyder afsløring, åbenbaring. Husk at Apokalypsen i Biblen hedder Johannes Åbenbaring. Vi er vidne til det store tæppefald, den store afsløring, og Imperiet ved det. De vil forsøge at skrue så meget som muligt op for den løbende forurening af denne afsløring, og deres Operation Legacy er at give skruen en omgang til. Det hedder på CIA-sprog counter intelligence, anti-viden. Det er ikke engang uvidenhed, det er en illusion om at vi ved noget, og at dette noget er sandt. For de kunne da aldrig finde på at lyve for os, vel?
Læs: Internettet forsvinder

Se evt. multimedieprojektet Jorden rundt i 3D, hvor alle verdens lande har et stykke kortfattet historie på en interaktiv 3D-globe. Hovedvægten er på noter om kolonialisme. Det er meget kortfattede noter med punktnedslag i stærkt selektive sider af landenes historie. Men det er både interessant og skræmmende, hvor mange fællestræk, der er i de mange nationale skæbner, og som har at gøre med Imperiets fremfærd og de deraf dybt traumatiserende aftryk.
Se også afsættet til denne artikel = en YouTube-vlog fra en kvindelig turist-guide i London ved navn J. Draper: How The British Government Covered Up Evidence Of Atrocities [Long Shorts]